Emma satte capen på hovedet og bladrede ophidset gennem bunken af cder.
– Må jeg FÅ dem?
– Selvfølgelig!
Han havde lavet en ret med nudler og strimler af svinekød og grønsager i alle mulige farver, hun satte sig ved bordet uden at kigge på ham, det her skete ikke, så enormt god som hun var til at planlægge, og så skete det her. En fandens kattekilling. Mere skulle der ikke til for at vælte en fin, velafbalanceret plan omkuld.
Han serverede direkte fra gryderne, nudler nederst og så kødet ovenpå, først til hende, derefter til Emma og sig selv, og et stort fad med naanbrød dækket af grønne urter og hakket hvidløg.
– I kan godt lide hvidløg, sagde hun.
– Vi spiser det hver dag, sagde Emma. – Jeg er aldrig forkølet. Men så spiser jeg altså også levertran. Synes du, jeg skal tegne en tegning til hende, far? Af Paula?
– Det er ikke sikkert, at...
Spice Girls ringede fra Emmas bukselomme, hun tog mobilen frem, hvid og lyserød, hun var kun syv år gammel og så allerede sig selv som ansvarlig for at trøste ved død.
– Det er Tina, sagde hun og kiggede hurtigt på dem begge to, og så i telefonen: – Jeg skal bare lige spise, så kommer jeg.
Hun lyttede nogle sekunder.
– Hvad? Har hun?
Emma nikkede flere gange med læberne hårdt presset sammen, mens hun stirrede tomt ud i luften.
– Vi ses.
Hun trykkede på afbrydertasten og kiggede alvorligt på dem begge to.
– Tinas mor har pakket Paula ind. Vi skal begrave hende. I aften. Og bagefter skal vi synge forskellige sange. Tina får mareridt i evigheder, fordi hun så det. Stakkels, stakkels Tina.
– Men du er nødt til at spise først, sagde han.
– Hun græder nok hele natten.
– Hvordan så Paula ud? spurgte hun.
– Orange og hvid. Hendes hale lignede en lille malerpensel. Jeg tager Lykke med. Måske kan han trøste Tina lidt.
– Selvfølgelig. Og husk tandbørste og tandpasta, sagde han.
– Tina har tandpasta, jeg låner hendes.