Han ringede ikke. Han sendte ingen mails, der gik en uge, hun fik en mail fra Emma, som hun åbenbart selv havde skrevet, den var fuld af stavefejl. Emma fortalte om Lykke og om skolen og spekulerede på, om hun havde hængt tegningen op, hun skulle også hilse fra far, han havde åbenbart ikke fortalt hende noget som helst, måske bare at hun arbejdede en hel masse eller var ude at rejse.
Tegningen. Hun tog den ned fra klædeskabet. Der stod hun i røde chenillebukser og råbte »Han lever!«, som om hun bekendtgjorde Jesu opstandelse. Og stavene lå mellem strandstenene. De fandens stave. Hvorfor skulle hun absolut begynde at føle sig usund? Vågne midt om natten og føle sig usund? Hun rev tegningen i stykker og smed stumperne i pejsen, dækkede dem med nogle brændeknuder, nu var det omsider snart efterår og vinter, befriende mørke, Jokke udtrykte det netop sådan, som hun selv følte det, da han skrev den tekst om den mørke, gode tid.
Hun tiggede Andreas om at måtte rejse på reportagetur. Hun fortalte ham om Sjur Orheim, som kun var tretten år gammel og et vidunderbarn på klaver, og som skulle deltage i en musikfestival i Edinburgh, han var fra Oppdal, hvor alle ellers kun spillede fiol og harmonika, Adressa burde absolut dække det, hun kunne godt rejse.
– Rejsebudgettet er sprængt! Og jeg bliver snart vanvittig af alt det plageri! Det er som en helvedes hønsegård det her, luften er fuld af hormoner! Hvis det ikke er dig, er det Sigrid! Er det ikke Sigrid, er det Tonje! Kan I ikke snart begynde at opføre jer, som om I havde nosser?
– Det har vi, sagde Tonje. – Men de ligger inde i kroppen.
Hun hilste roligt på Alex, når hun mødte ham på gangen eller i kantinen, han hilste roligt tilbage. Hun øgede den natlige dosis sovepiller til halvanden, hun var stadig ikke i stand til at bestille tid til Audien. Men hun fik smidt stavene ud. Denne gang gjorde hun ikke noget forsøg på at knække dem, hun kørte dem bare hen til en container til plast og metal, og væk var de.
Hun tjekkede jævnlig netsiderne, havde fået mange nye svar på sine profiler, men svarede ikke på nogen. Hun gad ikke engang slette profilerne, hun gad ikke andet end at gå i bad og tage tøj på og skrive. Hun hentede ned fra nettet, fra andre aviser, fra NTB, hun skrev indledninger og headlines og skaffede billeder fra Scanpix, hun arbejdede med dødstingene, hjemme spillede hun næsten kun hardrock og techno eller zappede på fjernsynet. Han kunne ikke være blevet særlig ked af det, siden hun ikke hørte noget fra ham.
Hun fik en ny mail fra Emma. Lykke have skåret sig i poten på et glasskår og gik med en bandage, som ikke måtte blive våd, og det var meget svært. Hun spekulerede også på, om det var godt at rejse så meget, og måske skulle hun også blive sjonalist. Hun skulle hilse fra far. Med mange smileys efter.
Hun svarede med mange smileys og fortalte, at hun havde supertravlt, og at hun godt kunne forstå, at det var svært med en bandage, der ikke måtte blive våd.
Tre dage senere vågnede hun med en enorm og overvældende kvalme og indså, at hun var gravid. Samme dag købte hun en graviditetstest på apoteket i Heimdal og fik en blå stribe, da hun tissede på den.
Det var derfor, hendes blødning var så voldsom, hormonspiralen var faldet ud.