De trak bilen væk, mens hun så til, det var slemt at kigge på, og hun begyndte at græde. Manden stod der stadig, det var en ældre mand iført ternet pullover og gult tørklæde, men han havde rare øjne, og det var det eneste, hun havde brug for lige nu.
– De reparerer den, forstår du nok, sagde han. – Eller har du måske ikke råd, er det derfor, du græder?
– Nej nej, det er helt fint.
Han ringede efter en taxa til hende, og hun græd hele vejen hjem, chaufføren fulgte med i spejlet, men sagde ingenting. Hun græd hele vejen op til hundenaboens dør, ringede på, klokken var halv fem, og han var heldigvis hjemme.
– Må jeg låne Kalle?
– Jeg skal gå med ham nu, men han kan komme op til dig bagefter.
– Fint. Jeg lader døren stå på klem.
– Du græder jo.
– Ja, det gør jeg vist. Jeg har bare brug for, at Kalle trøster mig.
– Ja, det er han ret god til. Jeg sender ham bare ind til dig.
Hun lå i sengen, da han kom traskende, hun hørte hans hale slå mod døren til soveværelset, hun vendte sig om imod ham og tog det store hoved mellem sine hænder.
– Det fandens liv, Kalle. Du er heldig, at du er en hund.
Hun fik ham op i fodenden, kunne lige akkurat nå ned til ham med en hånd, og han sukkede tilfreds, mens hun aede ham. Hvorfor tog hun ikke nogle sovepiller og forsvandt væk fra det her nogle timer? Det var bare en abort, det var ikke noget værre end en abort, hun havde stadig hele sit liv, alt sammen.
Mobilen peb, hun havde fået en sms. Den var sikkert fra mærkevareværkstedet.
Det var ham. Han kunne snart ikke holde det ud mere, så meget savnede han hende, om hun please ville høre Natønsket i aften? Programmet begyndte tre minutter over tolv på P1. Hun kiggede længe på skærmen, læste beskeden igen og igen, strøg Kalle, græd, læste den et par gange til og faldt i søvn.