KAPITEL 2

Frank Wallace røg aldrig i sin embedsbil, en Lincoln Town Car, men alligevel havde stoffet på sæderne absorberet stanken af nikotin, der sivede ud af samtlige porer i hans krop. Han fik altid Lena til at tænke på Rumle fra tegneserien Radiserne. Uanset hvor ren han var, eller hvor ofte han skiftede tøj, fulgte stanken ham som en støvsky.

”Hvad er der i vejen?” spurgte han skarpt, før hun havde nået at lukke bildøren.

Lena smed sin våde frakke ned på gulvet foran sædet. Indenunder havde hun en jakke og hele to trøjer på for at holde kulden på afstand, men selvom varmen i bilen var skruet op på fuld styrke, klaprede hendes tænder. Det føltes, som om hendes krop havde suget kulden til sig, mens hun stod i regnen, og at den først begyndte at give slip på den igen nu, hvor hun var kommet i tørvejr i bilen.

Hun holdt hænderne frem mod ventilationsspjældet. ”For helvede, hvor er det koldt.”

”Hvad er der i vejen?” gentog Frank, mens han med en overdreven bevægelse trak ned i sin læderhandske for at se på sit ur.

Lena skælvede ufrivilligt. Hun kunne ikke skjule ophidselsen i sin stemme. Ingen strisser ville nogensinde indrømme det over for en civilist, men drabssager var de mest interessante at arbejde på. Hun var så fuld af pulserende adrenalin, at det overraskede hende, at kulden overhovedet påvirkede hende. Med klaprende tænder sagde hun: ”Det var ikke selvmord.”

Frank så endnu mere irritabel ud. ”Er Brock enig med dig?”

Brock havde sat sig til at sove i varevognen igen, mens han ventede på, at lænkerne om pigens krop blev klippet af, og de vidste det begge, fordi de kunne se hans bageste kindtænder fra bilen, hvor de sad. ”Brock kan ikke kende forskel på sit eget røvhul og et hul i jorden,” svarede Lena skarpt. Hun gned sig på armene for at lokke lidt varme tilbage i kroppen.

Frank tog sin lommelærke frem og rakte den til hende. Hun tog en hurtig slurk og mærkede, hvordan whiskyen brændte sig ned gennem halsen og ud i maven. Frank tog selv en ordentlig slurk, før han atter stak lommelærken i frakkelommen.

”Der er en stiklæsion på halsen,” sagde hun.

”På Brocks hals?”

Lena sendte ham et lynende blik. ”Nej, på den døde piges.” Hun lænede sig frem og tog sin frakke for at lede efter pungen, som hun havde fundet i en lomme på kvindens jakke.

”Såret kan være selvpåført,” sagde Frank.

”Umuligt.” Hun førte en hånd op på siden af halsen. ”Flængen sidder i nakken. Morderen stod bag hende. Han overrumplede hende sikkert.”

”Er det en teori, du har hentet i en af dine lærebøger?” brummede Frank.

Lena bed et skarpt svar i sig, selvom det ikke var, hvad hun plejede at gøre. De seneste fire år havde Frank været konstitueret politichef. Alt, hvad der skete i de tre byer, der samlet udgjorde Grant County, hørte ind under hans ansvarsområde. I Madison og Avondale handlede det hovedsagelig om de sædvanlige narkoproblemer og sager om vold i hjemmet, mens Heartsdale normalt var den nemme af byerne. Det var her, områdets college lå, og byens velhavende indbyggere holdt sig sædvanligvis ikke tilbage fra at henvende sig til politiet, hvis de bemærkede noget usædvanligt.

Alligevel havde de komplicerede sager det ofte med at få Frank til at forvandle sig til et røvhul. Ja, rent faktisk kunne livet i al almindelighed få ham til at forvandle sig til et røvhul. Hvis hans kaffe var blevet kold. Hvis motoren i hans bil ikke startede i første forsøg. Hvis hans kuglepen løb tør for blæk. Frank havde ikke altid været så pirrelig. Der var ingen tvivl om, at han havde været mere eller mindre muggen, lige så længe Lena havde kendt ham, men på det seneste havde hele hans udstråling været farvet af en underliggende vrede, der når som helst risikerede at koge over. Hvad som helst kunne få ham til at eksplodere. Fra det ene øjeblik til det andet kunne han gå fra at være bare lettere irritabel til at blive decideret ondskabsfuld.

I det mindste gav Franks tøven dog god mening i det aktuelle tilfælde. Efter 35 års ansættelse ved politiet var en drabssag det sidste, han havde brug for at få prakket på ærmet. Lena vidste, at han var led og ked af sit job og de mennesker, det bragte ham i kontakt med. I løbet af de seneste seks år havde han mistet to af sine nærmeste venner. Den eneste sø, han havde lyst til at sidde ved nu, lå i det solrige Florida. Han drømte om at sidde med en fiskestang og en øl i hænderne, ikke en død piges pung.

”Den ser uægte ud,” sagde han, da han åbnede pungen. Lena var enig. Læderet var alt for skinnende og blankt, og Prada-logoet var af plastic.

”Allison Judith Spooner,” sagde Lena og betragtede Frank, mens han prøvede at skille de våde plasticomslag fra hinanden. ”21 år. Kørekortet er udstedt i Elba, Alabama. Hendes studiekort sidder på bagsiden.”

”Studerende.” Ordet forlod hans mund som et fortvivlet suk. Det var slemt nok, at liget af Allison Spooner var fundet på eller nær statens grund. At hun desuden stammede fra en anden stat og læste på Grant Tech, gjorde med ét sagen tyve gange mere politisk og kompliceret.

”Hvor fandt du pungen?” spurgte han.

”I hendes jakkelomme. Hun havde velsagtens ingen taske med. Eller måske ville gerningsmanden have, at vi skulle kende hendes identitet.”

Frank betragtede billedet på pigens kørekort.

”Hvad er der?”

”Hun ligner hende den lille servitrice, der arbejder på dineren.”

The Grant Diner lå på Main Street, i den modsatte ende af politistationen, og det var der, de fleste af politifolkene spiste frokost. Lena holdt sig så vidt muligt langt væk fra stedet. Enten tog hun maden med tilbage på stationen i en pose, eller også – oftere – sprang hun frokosten over.

”Kendte du hende?” spurgte hun.

Han rystede på hovedet og trak på skuldrene på samme tid. ”Hun så godt ud.”

Frank havde ret. Det var ikke ret mange mennesker, der havde et flatterende billede på deres kørekort, men Allison Spooner havde været heldigere end de fleste. Hendes hvide tænder fik hendes smil til at funkle. Hendes hår var redt væk fra ansigtet og afslørede hendes høje kindben. Hendes øjne var muntre og levende, som om nogen lige havde sagt noget sjovt. Det hele stod i skærende kontrast til det lig, der netop var blevet halet op af søen. Døden havde slettet alt det sprudlende ved hende.

”Jeg vidste ikke, at hun var studerende,” sagde Frank.

”De unge fra Tech arbejder som regel ikke ude i byen,” indrømmede Lena. De studerende arbejdede enten på universitetets område – eller også arbejdede de slet ikke. De blandede sig ikke med byens indbyggere, og byens indbyggere gjorde deres bedste for ikke at blande sig med dem.

”Skolen er lukket hele ugen på grund af Thanksgiving,” sagde Frank. ”Hvorfor er hun ikke taget hjem til sin familie?”

Lena lå ikke inde med noget svar. ”Der ligger fyrre dollars i hendes pung, så der har ikke været tale om røveri.”

Frank tjekkede alligevel rummet med pengesedlerne, og på trods af de kraftige læderhandsker lykkedes det ham at finde tyvedollarsedlen og de to tidollarsedler, som søvandet havde fået til at klistre sammen. ”Måske var hun ensom og besluttede sig for at tage en kniv og få det overstået.”

”Hun skulle have været slangemenneske for selv at gøre det,” insisterede Lena. ”Du vil selv kunne se det, når Brock får hende op på obduktionsbordet. Hun blev stukket ned bagfra.”

Han sukkede opgivende. ”Hvad med kæden og betonblokkene?”

”Vi kan prøve at spørge hos Mann’s Hardware. Måske har gerningsmanden købt tingene der.”

Han prøvede igen. ”Er du helt sikker på det med knivsåret?”

Hun nikkede.

Frank fortsatte med at stirre på billedet på kørekortet. ”Har hun bil?”

”Hvis hun har, holder den ikke i nærheden.” Lena fortsatte for at understrege sin pointe. ”Men måske har hun bare slæbt to ti kilo tunge betonblokke og nogle kæder gennem skoven …”

Omsider lukkede Frank pungen og rakte den tilbage til hende. ”Hvorfor er det sådan, at mine mandage bare bliver værre og værre?”

Lena blev ham svar skyldig. Ugen før havde ikke været ret meget bedre. En ung mor og hendes datter var omkommet, da deres bil med ét blev revet med af en pludselig flodbølge fra oversvømmelserne. Hele byen sørgede stadig over det, der var sket. Det var umuligt at vide, hvordan indbyggerne ville reagere på, at en køn, ung studerende var blevet myrdet.

”Brad prøver at komme igennem til en eller anden, som kan låse sig ind på studiekontoret og finde Spooners adresse til os,” sagde Lena. Brad Stephens havde langt om længe haft held til at arbejde sig op i graderne og blive forfremmet fra et job som almindelig patruljebetjent og blive overflyttet til kriminalpolitiet, men den nye stilling havde ikke givet ham særlig mange chancer for at lave ret meget andet end det, han hele tiden havde lavet. Han var stadig for det meste stikirenddreng for sine kolleger.

”Når hele området er blevet finkæmmet, udsender jeg en dødsanmeldelse,” sagde Lena.

”Alabama er en time efter os. Det vil sikkert være bedre at ringe direkte til hendes forældre i stedet for at vække den vagthavende på stationen i Elba så tidligt om morgenen.”

Lena kastede et blik på sit ur. Klokken nærmede sig syv, hvilket betød, at den kun var knap seks i Alabama. Hvis Elba på nogen måde kunne sammenlignes med Grant County, var der en enkelt betjent, der havde tilkaldevagt i nattetimerne, men ingen ville møde op på stationen før klokken otte. På dette tidspunkt af dagen var Lena selv normalt først på vej ud af sengen og stod og fumlede med kaffemaskinen. ”For en god ordens skyld må jeg hellere ringe til dem, når vi er kommet tilbage på stationen.”

Stilheden sænkede sig i bilen, så der ikke var andre lyde at høre end regnens trommen på taget. Et smalt lyn skar sig truende over himlen. Lena for instinktivt sammen, men Frank stirrede bare ud over søen. Dykkerne bekymrede sig ikke om tordenvejret. De skiftedes til at stå med boltsaksen og prøve at klippe de to betonblokke af.

Franks telefon ringede med en skinger vibrato, der lød som en fugl i en regnskov. Han tog den med et brøsigt ”Ja?”. Han lyttede i et par sekunder, hvorefter han spurgte: ”Hvad med forældrene?” Frank mumlede en række eder og forbandelser. ”Så gå dog derind igen og find ud af det!” Han smækkede telefonen i. ”Idiot.”

Lena gik ud fra, at Brad havde glemt at få udleveret adressen på pigens forældrene. ”Hvor boede Spooner?”

”På Taylor Drive. Nummer 16½. Brad mødes med os udenfor, hvis han ellers kan finde ud af at få hovedet ud af røven.” Han satte bilen i gear og førte en arm hen over ryglænet på passagersædet, mens han bakkede. Skoven var tæt og våd. Lena støttede den ene hånd på instrumentbrættet, da Frank langsomt begyndte at køre tilbage mod vejen.

”16½ må betyde, at hun bor i en lejlighed, der er indrettet i en tilbygning. Måske en tidligere garage,” sagde Lena. Mange af de lokale havde ombygget deres garager og tomme redskabsskure til noget, der med lidt god vilje godt kunne beskrives som lejligheder, så de kunne udleje dem til de studerende til skyhøje priser. De fleste af de studerende var så desperate efter at bo ude i byen, at de ikke stillede særlig mange spørgsmål.

”Gordon Braham,” sagde Frank. ”Navnet på lejlighedens ejer.”

”Fandt Brad ud af det?”

Bilen kørte hen over et hul, der var så dybt, at Franks tænder klaprede. ”Det var hans mor, der fortalte ham det.”

”Javel.” Lena prøvede at finde på noget pænt at sige om Brad. ”Det viser da en smule initiativ, at han har fundet ud af, hvem der ejer huset og garagen.”

”Initiativ,” sagde Frank hånligt. ”Knægten kommer sgu til at få knolden blæst af en dag.”

Lena havde kendt Brad i over ti år. Frank havde kendt ham endnu længere. De betragtede ham stadig som en grønskolling – en forvokset teenager, der så helt forkert ud med et pistolbælte om hoften. Brad havde arbejdet de obligatoriske år som politibetjent og havde bestået de nødvendige eksaminer for at blive overflyttet til kriminalpolitiet, men Lena havde været ansat ved politiet i så mange år, at hun vidste, at der var stor forskel på formelt at blive forfremmet … og rent praktisk at kunne varetage jobbet som kriminalbetjent. Hun kunne kun håbe, at Brads manglende erfaring fra det virkelige liv ikke ville spille den store rolle i en lille by som Heartsdale. Han var god til at skrive rapporter og tale med vidner, men selv efter ti år bag rattet i en patruljevogn havde han stadig for vane kun at se det gode i folk, ikke det onde.

Lena havde haft sit job i mindre end en uge, da hun erkendte, at der ganske enkelt ikke fandtes nogen mennesker, der var hundrede procent gode.

Hende selv inklusive.

Hun havde ikke lyst til at spilde tiden med at bekymre sig om Brad lige nu. Hun bladrede lidt i billederne i Allison Spooners pung, mens Frank vævede sig gennem skoven. Der var et billede af en stribet, orangefarvet kat, der lå i en solstråle, og et snapshot af Allison sammen med en kvinde, som Lena gik ud fra måtte være hendes mor. På et tredje billede sad Allison på en parkbænk. Til højre for hende sad en mand, der så ud til at være et par år yngre end hende. På hovedet havde han en baseballkasket, som var trukket godt ned i panden, og han sad med den ene hånd dybt i lommen på sine posede bukser. På Allisons venstre side sad en ældre kvinde med strittende lyst hår og kraftig makeup. Hendes cowboybukser så ud til at være malet på. Der var noget hårdt ved kvindens øjne. Hun kunne være tredive eller tre hundrede år. De tre personer sad tæt op ad hinanden på bænken. Drengen havde lagt den ene arm om skuldrene på Allison.

Lena viste Frank billedet. ”Hendes familie?” spurgte han.

Hun studerede billedet og koncentrerede sig om baggrunden. ”Det ser ud til, at billedet er taget på Grant Tech.” Hun viste det til Frank igen. ”Kan du se den hvide bygning i baggrunden? Jeg tror, det er studiecenteret.”

”Hende den anden ligner ikke en studerende i mine øjne.”

Det var den ældre kvinde med det lyse hår, han mente. ”Hun ser ud til at være en af de lokale.” Kvinden havde en umiskendeligt affarvet og smagløs udstråling af den slags, der kendetegnede mange af de kvinder, der havde boet hele deres liv i byen. Hvis man så bort fra den uægte pung virkede det, som om Allison befandt sig adskillige skridt længere oppe ad den sociale rangstige. Det harmonerede ikke, at de to kvinder skulle være veninder. ”Måske havde Spooner et narkoproblem?” gættede Lena. Intet formåede som methamfetamin at slå bro mellem forskellige sociale grupper.

De var langt om længe kommet ud til hovedvejen. Baghjulene snurrede rundt i mudderet en sidste gang, før de fik kontakt med asfalten. ”Hvem ringede og anmeldte fundet af hende?”

Lena rystede på hovedet. ”Opkaldet til alarmcentralen blev foretaget fra en mobiltelefon med hemmeligt nummer. En kvinde, der nægtede at oplyse sit navn.”

”Hvad sagde hun?”

Lena bladrede forsigtigt i notesbogen, så hun ikke kom til at rykke de våde sider i stykker. Hun fandt udskriften og læste højt. ”’Kvindelig stemme: Min veninde har været væk siden i eftermiddag. Jeg tror, hun har begået selvmord. Vagthavende: Hvad får dig til at tro, at hun har begået selvmord? Kvindelig stemme: Hun kom op at skændes med sin kæreste i aftes, og hun sagde, at hun ville gå ud til Lover’s Point og drukne sig.’ Vagthavende prøvede at få pigen til at vente i telefonen, men hun afbrød samtalen umiddelbart efter.”

Frank sagde ikke noget. Hun kunne se, hvordan hans adamsæble vippede op og ned. Hans skuldre hang så meget, at han lignede en gorilla, der sad bag rattet. Lige siden Lena havde sat sig ind i bilen, havde han kæmpet mod muligheden for, at der var tale om drab.

”Hvad tænker du på?” spurgte hun.

”Lover’s Point,” gentog Frank. ”Kun de lokale benytter navnet.”

Lena holdt notesbogen hen foran lamellerne på ventilationsspjældet i et forsøg på at få siderne til at tørre. ”Kæresten er sikkert ham fyren på billedet.”

Frank undlod at følge hendes tankebane. ”Godt, alarmcentralen modtog opkaldet, og Brad kørte ud til søen og fandt … hvad?”

”Brevet lå i den ene sko. Allisons ring og ur lå i den anden.” Lena lænede sig frem for at tage plasticposerne med bevismaterialet, som lå dybt begravet i hendes frakkelommer. Hun bladrede lidt i offerets ejendele, fandt brevet og viste det til Frank. ”’Jeg vil have det overstået.’”

Han stirrede så længe på teksten, at hun var bange for, at han glemte at holde øje med vejen.

”Frank?”

Et af hjulene snittede kanten af rabatten, og Frank trak hårdt i rattet. Lena klamrede sig til instrumentbrættet. Hun vidste godt, at hun hellere måtte afholde sig fra at kommentere hans kørsel. Frank var ikke typen, der brød sig om at blive irettesat – især ikke af en kvinde. Og specielt ikke af Lena.

”Det er et underligt afskedsbrev før et selvmord. Selv hvis det er falsk.”

”Kort og præcist.” Frank lod den ene hånd hvile på rattet, mens han ledte efter noget i sin frakkelomme. Han tog sine læsebriller på og stirrede på de udtværede bogstaver. ”Hun har ikke underskrevet brevet.”

Lena rettede blikket ud mod vejen. Han kørte helt tæt op ad den hvide stribe igen. ”Nej.”

Frank så op og rettede bilen lidt ind mod midten af vejen. ”Synes du, det ligner en kvindes håndskrift?”

Lena havde ikke overvejet muligheden. Hun studerede den enlige sætning. De enkelte bogstaver var brede og runde. ”Skriften er nydelig, men jeg kan ikke afgøre, om den tilhører en mand eller en kvinde. Vi kan vise det til en grafolog. Allison var studerende, så vi kan sikkert finde nogle notater fra undervisningen, en stil eller en eksamensopgave. Jeg er sikker på, at vi kan finde noget, vi kan sammenligne skriften med.”

Frank forholdt sig ikke til nogen af hendes forslag. I stedet sagde han: ”Jeg kan huske, da min egen datter var på hendes alder.” Han rømmede sig et par gange. ”Hun lavede altid små cirkler over i’erne i stedet for prikker. Gad vide, om hun stadig gør det.”

Lena sagde ikke noget. Hun havde arbejdet sammen med Frank i hele sin karriere, men hun vidste ikke ret meget om hans privatliv – ikke ud over det, stort set alle andre i byen også vidste. Han havde to børn med sin første kone, men siden havde der været mange andre koner. Hans børn var flyttet fra byen, og intet tydede på, at han havde kontakt med nogen af dem. Han nærmede sig aldrig selv emnet familie, og lige nu frøs Lena for meget og var alt for højt oppe at køre til at styre samtalen ind på hans familie.

Hun rettede opmærksomheden tilbage mod sagen. ”Godt, en eller anden stak en kniv i nakken på Allison, lænkede hende til nogle betonblokke og smed hende i søen … og besluttede sig for at få det til at fremstå som et selvmord.” Hun rystede på hovedet. Det var bare for dumt. ”Endnu et forbrydergeni.”

Frank fnyste fraværende. Hun kunne mærke, at han i tankerne var et helt andet sted. Han tog brillerne af og stirrede stift ud på vejen.

Hun havde ikke lyst til at gøre det, men så gjorde hun det alligevel. ”Hvad er der i vejen?”

”Ikke noget.”

”Hvor mange år har jeg kørt sammen med dig, Frank?”

Han fnyste brummende igen, men alligevel bøjede han sig. ”Borgmesteren har ihærdigt prøvet at komme i forbindelse med mig.”

Lena mærkede en klump i halsen. Clem Waters, Heartsdales borgmester, havde i et stykke tid prøvet at gøre Franks job som konstitueret politichef permanent.

”Jeg har egentlig ikke lyst til at tage jobbet,” sagde Frank, ”men der er ikke andre, der står i kø for at overtage det.”

”Nej,” sagde hun bare. Ingen ville have jobbet – ikke mindst fordi de aldrig ville have skyggen af en chance for at leve op til deres forgænger.

”Der er ellers mange fordele forbundet med det,” sagde Frank. ”En god pensionsordning. Bedre sundhedsforsikringer og højere pension.”

Det lykkedes hende at synke. ”Det lyder da super, Frank. Jeffrey ville have ønsket, at du sagde ja til jobbet.”

”Han ville hellere have haft, at jeg går på pension, før jeg får et hjerteanfald af at jage en eller anden junkie rundt på universitetet.” Frank tog lommelærken frem igen og rakte den til Lena. Hun rystede på hovedet og betragtede ham, mens han drak en stor slurk og rettede det ene øje ud mod vejen, da han lagde nakken tilbage. Lena fokuserede på hans hånd, der sitrede stille. Han havde rystet en del på hænderne på det seneste, specielt om morgenen.

Uden varsel forvandlede regnens monotone trommen på taget sig til en skarp og staccato-agtig rytme, der rungede i hele bilen. Lena pressede tungen op i ganen. Hun kunne udnytte øjeblikket her og nu til at fortælle Frank, at hun gerne ville sige op, fordi der var et job i Macon, der ventede på hende, hvis hun ellers kunne få sig selv til at tage springet. Hun var flyttet til Grant County for at være tættere på sin søster, men nu var der gået næsten ti år, siden søsteren døde. Hendes onkel, hendes eneste levende slægtning, var gået på pension og boede i den nordvestlige del af Florida. Hendes bedste veninde havde fået job på et bibliotek oppe nordpå. Hendes kæreste boede to timers kørsel væk. Der var intet, der knyttede Lena til byen længere – ikke andet end træghed og loyalitet over for en mand, der havde været død i fire år og sikkert ikke engang havde syntes, at hun var en særlig dygtig strisser.

Frank holdt rattet i ro med knæene, mens han skruede låget på lommelærken igen. ”Jeg siger kun ja til det, hvis du siger, at det er i orden.”

Hun så overrasket på ham. ”Frank …”

”Jeg mener det,” afbrød han hende. ”Hvis du ikke har det godt med det, siger jeg bare til borgmesteren, at han kan stikke tilbuddet op i røven.” Han lo så højt, at slimet rallede i hans hals. ”Måske skulle jeg lade dig tage med, så du kan se udtrykket i den lille gnoms ansigt.”

Hun pressede sig selv til at sige: ”Du bør tage det.”

”Jeg ved snart ikke, Lena. Jeg er fandeme ved at være en gammel mand. Mine børn er voksne. Mine koner er gået fra mig. De fleste dage undrer jeg mig over, at jeg overhovedet gider at stå op.” Han lo hæst igen. ”Måske finder du mig i søen en dag med mit ur i skoen. Jeg mener det virkelig.”

Hun kunne ikke holde ud at høre trætheden bag ordene. Frank havde været ansat ved politiet tyve år mere end Lena, men hun kunne mærke udmattelsen i hans stemme, som om den var hendes egen. Det var derfor, hun havde brugt hver eneste ledige stund på at følge undervisningen på Grant Tech i et forsøg på at tage en bachelor i kriminalvidenskab, så hun fremover kunne arbejde som tekniker på gerningsstederne og ikke længere behøvede at være strisser.

Hun kunne godt klare de tidlige morgenopkald, der flåede hende ud af sengen. Hun kunne godt håndtere blodbadet og ligene og den elendighed, som døden farvede hvert eneste øjeblik i hendes liv med. Men hun kunne ikke længere holde ud at stå helt fremme i forreste række. Ansvaret var for stort. Der stod alt for meget på spil. Hvis hun begik en enkelt fejl, risikerede det at koste en eller anden livet. Ikke hende selv, men et andet menneske. Hun kunne ende med at være skyld i, at en eller andens søn blev dræbt. En eller andens mand eller ven. I hendes branche fandt man ret hurtigt ud af, at tanken om ens egen død ikke var lige så forfærdelig, som hvis en anden mistede livet på ens vagt.

”Hør, der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig,” sagde Frank.

Lena så på ham og undrede sig over hans pludselige åbenhed. Hans skuldre hang endnu mere nu, og han holdt så hårdt om rattet, at hans knoer var blevet hvide. Hun gennemgik listen over alle de ting, der rent arbejdsmæssigt kunne have bragt hende i vanskeligheder, men ordene, der lød fra hans mund, slog luften ud af hende. ”Sara Linton er tilbage i byen.”

Lena mærkede en blandet smag af whisky og galde i halsen. I et kort og panikslagent øjeblik troede hun, at hun skulle kaste op. Lena kunne ikke se Sara i øjnene. Beskyldningerne. Skyldfølelsen. Alene tanken om at køre hen ad den vej, hvor hun havde boet, var for overvældende. Lena kørte altid en omvej, når hun skulle på arbejde, så hun slap for at køre forbi Saras hus og opleve al den sorg og elendighed, der vældede op i hende, hver gang hun tænkte på stedet.

Frank holdt sin stemme afdæmpet. ”Jeg hørte det inde i byen, så jeg ringede til hendes far. Han sagde, at hun kommer hjem i dag for at holde Thanksgiving sammen med familien.” Han rømmede sig. ”Jeg ville ikke have fortalt dig det, men jeg har sat ekstra vagt på uden for deres hus. Du vil ikke kunne undgå at se det på vagtplanerne og ville sikkert undre dig over det … men nu ved du det.”

Lena prøvede at synke den sure smag i munden. Det føltes, som om en klump glasskår arbejdede sig ned gennem hendes hals. ”Okay,” lykkedes det hende at fremstamme. ”Tak.”

Frank foretog et skarpt sving og drejede ind på Taylor Road uden at standse, selvom der var fuldt stop. Lena greb ud efter dørhåndtaget for ikke at vælte, men bevægelsen var rent instinktiv. Hun kunne ikke tænke på andet, end hvordan hun skulle bede Frank om at få fri, selvom de var midt i en efterforskning. Hun ville holde fri i en uge og køre over til Macon og måske kigge på nogle lejligheder, indtil weekenden var overstået, og Sara var vendt tilbage til Atlanta, hvor hun hørte til.

”Se lige den store idiot,” mumlede Frank, mens han tog farten af bilen.

Brad Stephens stod uden for sin patruljevogn i et nypresset, lysebrunt jakkesæt. Hans hvide skjorte nærmest funklede under det blåstribede slips, som hans mor sikkert havde lagt frem til ham sammen med resten af tøjet om morgenen. Det, der gik Frank mest på, var dog paraplyen i Brads hånd. Skrigende pink, med undtagelse af det broderede, gule Mary Kay-logo.

”Lad nu være med at fare for hårdt frem over for ham,” prøvede Lena, men Frank var allerede på vej ud af bilen. Han baksede lidt med sin egen paraply – en stor, sort kuppel, som han havde fået af Brock fra bedemandsfirmaet – og spankulerede hen mod Brad. Lena ventede i bilen, mens Frank gav den unge betjent en ordentlig overhaling. Hun vidste, hvordan det føltes at få en af Franks skideballer. Han havde været hendes vejleder, da hun blev ansat som færdselsbetjent, og senere var han blevet hendes makker, da hun blev overflyttet til kriminalpolitiet. Havde det ikke været for Frank, ville hun ikke have holdt til jobbet i mere end en uge. At Frank var af den overbevisning, at kvinder ikke havde noget at bestille i kriminalpolitiet, havde dog gjort hende fast besluttet på at bevise det modsatte.

Jeffrey havde været Lenas buffer. Det var et stykke tid siden, det var gået op for hende, at hun havde en tendens til at efterligne alle, der stod foran hende. Da Jeffrey var hendes chef, havde de gjort alt helt efter bogen – i det mindste i det omfang, det var muligt. Han var en gennemført solid politimand og en mand af den slags, der nød lokalbefolkningens fulde tillid, fordi hans personlighed gennemsyrede alt, hvad han foretog sig. Det var derfor, borgmesteren i sin tid havde ansat ham. Clem havde været på udkig efter en, der kunne bryde med vanetænkningen og føre Grant County ind i det 21. århundrede. Ben Carver, den fratrædende politichef, havde ikke været verdens mest samvittighedsfulde mand. Frank havde været hans højre hånd og ikke en tøddel bedre. Under Jeffrey havde Frank dog ændret sig. Det havde alle. Eller i det mindste havde de ændret sig, så længe Jeffrey levede.

Allerede i løbet af de første uger, efter at Frank havde sat sig i chefstolen, var tingene begyndt at skride. I begyndelsen skete det så langsomt, at det var svært at få øje på. Et resultat af en spiritusprøve forsvandt, hvorved en af Franks gamle jagtkammerater slap for at blive tiltalt for spirituskørsel. En normalt meget forsigtig og diskret potsælger på Grant Tech blev pludselig afsløret med et kæmpelager i bagagerummet på sin bil. Bøder blev væk. Pludselig forsvandt kontanter, som var blevet beslaglagt som bevismateriale. Henvendelser fra andre instanser forblev ubesvarede. Kontrakten på vedligeholdelsen af politiets biler overgik til et værksted, som Frank havde økonomiske interesser i.

Ligesom når en dæmning bryder sammen, havde de mange små revner udviklet sig til større sprækker, indtil det hele ramlede sammen, fordi samtlige ansatte havde gang i noget, de burde have holdt sig langt fra. Det var en af de vigtigste grunde til, at hun ville væk. I Macon gjorde man ikke bare tingene på den nemmeste måde. Byen var større end de tre byer i Grant County tilsammen og havde et indbyggertal på lige godt hundrede tusind. Folk anlagde sag mod politiet, hvis de følte sig dårligt behandlet, og ofte tabte politiet sagerne. Mordraten i Macon var en af de højeste i Georgia. Røverier, seksualforbrydelser, voldsforbrydelser … der var masser af muligheder for en kriminalbetjent, men der var endnu mere at bestille for en tekniker på de mange gerningssteder. Lena manglede kun to fag for at bestå sin eksamen i kriminalvidenskab. Der fandtes ingen smutveje, når man indsamlede bevis materiale. Man børstede efter fingeraftryk. Man støvsugede gulvtæpper for fibre. Man tog billeder af blod og andre kropsvæsker. Man ordnede og systematiserede bevismaterialet. Og så overlod man det hele til en anden. Laboratorieteknikerne havde ansvaret for de videnskabelige undersøgelser. Kriminalpolitiet havde ansvaret for at anholde gerningsmændene. Lena ville ikke være andet end en lidt mere avanceret rengøringskone, der var udstyret med et politiskilt og havde bedre ansættelsesvilkår. Hun kunne tilbringe resten af sin erhvervsaktive karriere med at gennemgå gerningssteder, hvorefter hun kunne trække sig tilbage på et tidspunkt, hvor hun stadig var ung nok til at supplere pensionen med forefaldende opgaver som privatdetektiv.

Hun kunne ende som et af de røvhuller, der som alle andre privatdetektiver altid stak næsen i sager, der ikke kom dem ved.

”Adams!” Frank hamrede en flad hånd ned i køleren. Vandet sprøjtede ud til alle sider på samme måde, som når en våd hund ryster sig. Han var færdig med at stå og råbe og skrige ad Brad og ledte sikkert efter en ny, som han kunne hælde sin galde ud over.

Lena samlede sin drivvåde frakke op fra gulvet, tog den på og strammede snorene i hætten, så hendes hår ikke ville blive gennemblødt. Hun fangede et glimt af sig selv i bakspejlet. Hendes hår var begyndt at kruse. Regnen havde kaldt rødderne fra hendes irsk-katolske far frem og undertrykt arven fra hendes mexicanske bedstemor.

”Adams!” råbte Frank igen.

Da hun steg ud af bilen, var Frank i gang med at rette endnu en tirade mod Brad og råbte og skreg til ham om, at hans pistolhylster sad alt for lavt på bæltet.

Lena tvang sig til at forme læberne til et stramt smil i et forsøg på at yde Brad lidt tavs opbakning. For mange år siden havde hun selv været en dum strisser. Måske havde Jeffrey også syntes, at hun var håbløs. At han alligevel havde prøvet at få noget godt ud af hende, vidnede kun om hans engagement. En af de grunde, Lena kunne komme på for ikke at tage jobbet i Macon var, at hun troede, hun kunne hjælpe Brad med at blive en bedre politimand. Hun kunne hjælpe ham med at holde sig væk fra korruptionen og lære ham at gøre tingene på den rigtige måde.

Gør som jeg siger, ikke som jeg gør.

”Er du sikker på, at det er det rigtige?” spurgte Frank. Det var huset, han tænkte på.

Brads adamsæble vippede op og ned. ”Ja. Det var den adresse, jeg fik på studiekontoret. Taylor Drive, nummer 16½.”

”Har du banket på?”

Brad virkede usikker på, hvilket svar der var det rigtige. ”Øh, nej. Du sagde, at jeg skulle vente på dig.”

”Har du et telefonnummer til husets ejer?”

”Nej. Hans navn er Braham, men …”

”For helvede,” mumlede Frank og spankulerede op ad indkørslen.

Lena kunne ikke lade være med at have ondt af Brad. Hun overvejede, om hun skulle give ham et klap på skulderen, men i det samme vippede han den lyserøde paraply den forkerte vej og sendte en skylle af vand ned i hovedet på hende.

”Åh …” sukkede Brad. ”Åh, Lena, det må du virkelig undskylde.”

Hun tvang sig selv til at undertrykke de eder og forbandelser, der pressede sig på, hvorefter hun fortsatte op gennem indkørslen efter Frank.

Bygningen på adressen Taylor Drive 16½ var en ombygget garage, der blot var en anelse længere end en minivan og omkring dobbelt så bred. ”Ombygget” var måske så meget sagt, for bygningens facade var ikke blevet ændret. Metaldøren var ikke blevet fjernet, og der hang sort byggepap i vinduerne. Eftersom det var overskyet, kunne man se lyset inde i garagen gennem sprækkerne mellem aluminiumspladerne. Små totter af lyserødt isoleringsmateriale strittede frem, gennemblødt af regn. Metaltaget var rustrødt, og en blå presenning dækkede det bageste hjørne.

Lena stirrede på garagen og spekulerede på, hvordan en kvinde nogensinde kunne drømme om at bo et sådant sted, hvis hun var ved sine fulde fem.

”Scooter,” sagde Frank. Der holdt en lilla Vespa uden for garagen. Ved hjælp af en kraftig kæde var baghjulet låst fast til en øjebolt, som var skruet ned i betonen. ”Var det en kæde af samme slags, der blev fundet om pigens ben?” spurgte han.

Lena fangede et glimt af noget gult under dækket. ”Det ligner den samme hængelås.”

Hun rettede blikket op mod huset, som var opført i forskudte planer. Vinduerne var mørke. Der holdt ingen bil uden for huset eller på vejen. De var nødt til at finde ejeren for at få hans tilladelse til at gå ind i garagen. Hun åbnede sin mobiltelefon for at ringe til Marla Simms, den ældste sekretær på stationen. Sammen med sin bedste veninde Myrna var Marla som et omvandrende leksikon når det gjaldt indbyggerne i byen.

Brad pressede ansigtet ind mod en af ruderne i garagedøren. Han kneb øjnene sammen og prøvede at kigge gennem en flænge i byggepappet. ”For helvede,” hviskede han og sprang så hurtigt væk fra glasset, at han var lige ved at falde over sine egne ben. Han trak sin pistol og bøjede let i benene.

Lena havde sin Glock i hånden, før hun overhovedet nåede at tænke på at tage den frem. Hendes hjerte fløj op i halsen, og et sug af adrenalin skærpede alle hendes sanser. Et hurtigt blik over skulderen afslørede, at også Frank havde trukket sin pistol. De stod alle og rettede deres våben mod den lukkede garagedør.

Lena gav tegn til, at Brad skulle trække sig længere væk fra garagen. Hun fortsatte med at bøje let i knæene, mens hun langsomt nærmede sig vinduet i garagedøren. Flængen i byggepappet virkede større nu – nærmest som en målskive, hun var på vej til at placere sit ansigt bag. Hun kastede et hurtigt blik indenfor. Ved et foldebord stod en mand, hvis ansigt var skjult bag en sort maske. Han så op, som om han hørte en lyd, og Lena trak omgående hovedet væk. Hendes hjerte galopperede af sted. Hun stod helt stille og talte sekunderne, mens hun anstrengte sig for at lytte efter skridt eller lyden af et våben, der blev ladt. Men der var ingenting at høre, og langsomt begyndte hun at trække vejret igen.

Hun holdt en finger op og så på Frank. Én person. Hun mimede ordet ”maske” og så ham spærre øjnene overrasket op. Frank nikkede ned mod sin pistol, og hun trak på skuldrene og rystede på hovedet. Hun havde ikke nået at se, om manden var bevæbnet.

Uden at få besked på det begyndte Brad at gå hen langs siden af garagen. Han fortsatte rundt om hjørnet i den modsatte ende og ledte tydeligvis efter andre udgange. Lena talte sekunderne og nåede til 36, før han dukkede op på den anden side af bygningen. Brad rystede på hovedet. Ingen bagudgang. Ingen vinduer. Lena gav tegn til, at han skulle trække sig ned i indkørslen og lade hende og Frank om at tage sig af situationen. Brad begyndte at protestere, men hun lukkede munden på ham med et skarpt blik. Omsider overgav han sig og hang skuffet med hovedet. Hun ventede, til han befandt sig mindst fem meter fra garagen, før hun nikkede til Frank for at signalere, at hun var parat.

Frank nærmede sig forsigtigt garagen. Han lænede sig frem og lukkede hånden om stålhåndtaget på døren. Han sendte Lena et hurtigt blik, før han med en resolut og skarp bevægelse trak op i håndtaget.

Manden i garagen vendte sig overrasket og spilede øjnene op bag den sorte skimaske, der dækkede hans ansigt. I sin behandskede hånd holdt han en kniv, som han løftede op foran kroppen, som om han forberedte sig på at gå til angreb. Klingen på kniven var lang og smal, mindst tyve centimeter. Omkring skaftet var der nogle mørke aftegninger, der lignede størknet blod. Betonen under hans fødder var fyldt med mørke pletter. Mere blod.

”Læg kniven fra dig,” sagde Frank.

Manden adlød ikke. Lena trak sig et par skridt ud til højre for at gøre det sværere for ham at flygte. Han stod bag et stort cafeteriabord, hvor en masse papirer lå og flød. En dobbeltseng ragede ud i rummet fra den ene væg, og på grund af bordet og sengerammen var rummet nærmest delt i to lige store dele.

”Læg kniven fra dig,” sagde Lena. Hun var nødt til at vende siden til for at komme forbi sengen. Der var endnu en mørk plamage på betongulvet bag sengen. En spand med brunt vand og en snavset svamp stod ved siden af plamagen. Hun blev ved med at rette pistolen mod mandens bryst, mens hun forsigtigt bevægede sig rundt om nogle kasser og spredte papirstykker. Mandens øjne flakkede nervøst fra Lena til Frank og tilbage igen, mens han fortsatte med at stå med kniven foran kroppen.

”Læg kniven fra dig,” gentog Frank.

Manden begyndte at sænke hænderne. Lena tillod sig at trække vejret igen og tænkte, at det nok skulle gå som smurt. Hun tog fejl. Uden varsel skubbede manden bordet hårdt ud til siden, så det hamrede ind i Lenas ben og væltede hende ned på sengen. Hendes hoved knaldede hårdt ind i sengerammen, da hun rullede videre ned på betongulvet. Et skud lød. Lena troede ikke, at det kom fra hendes egen pistol, men hendes venstre hånd føltes varm, nærmest brændende. En eller anden råbte. Der lød et halvkvalt støn. Hun kæmpede sig op på benene og anstrengte sig for at se klart.

Frank lå på siden midt i garagen. Hans pistol lå på gulvet ved siden af ham. Med den ene hånd holdt han krampagtigt om sin arm. Først troede hun, at han havde fået et hjerteanfald, men blodet, der piblede ud mellem hans fingre, fortalte, at han var blevet ramt af kniven.

”Efter ham!” råbte han. ”Skynd dig!”

”Pis,” hvæsede Lena og skubbede bordet væk. Hun havde det, som om hun skulle kaste op. Hendes syn var stadig sløret, men så blev det med ét klart igen, da hun så den sortklædte gerningsmand løbe ned gennem indkørslen. Brad stod som en saltstøtte og stirrede bare måbende på manden, da han løb forbi.

”Stands ham!” råbte hun. ”Han har stukket Frank ned!”

Brad vendte om og optog forfølgelsen. Lena styrtede efter dem og hørte sine tennissko klaske mod den våde asfalt, så vandet sprøjtede ud til alle sider. Hun nåede ned for enden af indkørslen, rundede hjørnet og fortsatte hen ad vejen. Forude kunne hun se Brad hale ind på gerningsmanden. Brad var højere og i bedre form og reducerede afstanden mellem dem for hvert skridt.

”Politiet! Stands!” råbte Brad.

Tiden gik i stå. Det var, som om regnen standsede midt i luften, så de små dråber hang fastlåst i tid og rum.

Gerningsmanden standsede. Han hvirvlede rundt og svingede kniven gennem luften. Lena rakte ud efter sin pistol, men mærkede kun det tomme hylster. Der lød en svuppende lyd af metal, der skar sig gennem levende væv, og så lød et højt støn. Brad sank sammen på jorden.

”Nej!” gispede Lena. Hun styrtede frem mod Brad og lod sig falde ned på knæ ved siden af ham. Kniven strittede op af maven på ham. En strøm af blod flød ud over hans hvide skjorte og farvede stoffet mørkerødt. ”Brad …”

”Det gør ondt,” sagde han til hende. ”Det gør så ondt …”

Lena tog sin mobiltelefon og bad til, at ambulancefolkene stadig befandt sig ude ved søen, og at de ikke havde brugt den sidste halve time på at køre tilbage til stationen. Bag sig hørte hun skridt på asfalten. Med overraskende fart styrtede Frank forbi hende, mens han grebet af et ukontrollabelt raseri råbte og skreg. Gerningsmanden vendte sig for at se, hvad helvede det var, der foregik, netop som Frank kastede sig over ham og væltede ham omkuld på asfalten. Tænder blev slået løs. Knogler brækkede. Franks næver fløj gennem luften som en vindmølle og lod en byge af rasende slag regne ned over gerningsmanden.

Lena pressede telefonen ind mod øret. Hun hørte telefonen ringe på stationen, men ingen tog den.

”Lena …” hviskede Brad. ”Du må ikke fortælle min mor, at jeg klokkede i det.”

”Du klokkede ikke i det.” Hun holdt en hånd over hans ansigt for at beskytte hans øjne mod regnen. Hans øjenlåg sitrede, da han prøvede at lukke dem. ”Nej,” sagde hun bønfaldende. ”Vil du ikke godt lade være med at gøre det her mod mig?”

”Jeg beklager, Lena.”

”Nej!” råbte hun.

Ikke igen.