KAPITEL 4

Sara sad i sin bil på hospitalets parkeringsplads og stirrede ud på Main Street. Det var et år siden, hospitalet var holdt op med at tage imod patienter, men allerede længe inden havde bygningen virket forladt. Ukrudt havde bredt sig i ambulanceindkørslen. Nogle af ruderne på første sal var knust. Metaldøren, som engang var blevet benyttet af rygerne, var lukket med en kraftig stålbjælke.

Hendes dårlige samvittighed over for Tommy Braham hvilede stadig tungt på hendes skuldre. Ikke bare fordi hun i begyndelsen ikke havde kunnet huske ham, men fordi hun i løbet af et kort øjeblik havde ladet sig friste til at udnytte hans død og lade den tragiske hændelse fungere som et springbræt for sin egen fantasi om at få hævn over Lena Adams. Hun erkendte nu, at hun bare skulle have ladet tingene gå deres vante gang i stedet for at placere sig selv midt i begivenhederne. Når en mistænkt begik selvmord i politiets varetægt, blev der altid iværksat en undersøgelse ledet af GBI. Frank ville have fulgt den sædvanlige procedure og have ringet til Nick Shelton, GBI’s lokale repræsentant i Grant County. Nick ville tage en samtale med alle de politifolk og vidner, der var involveret i sagen. Han var en dygtig og erfaren mand. I sidste ende ville han nå til den samme konklusion som Sara: Lena havde forsømt sine pligter.

Desværre havde Sara ikke været tålmodig nok til at stole på, at den normale procedure ville blive fulgt. Hun havde uopfordret påtaget sig rollen som byens retsmediciner og havde skubbet stakkels Dan Brock ud på et sidespor ved at tage en række billeder i cellen, før hun gav tilladelse til, at liget blev fjernet. Hun havde taget kopier af alle de dokumenter vedrørende Tommy Braham, hun overhovedet havde kunnet finde. Selvom hun havde foretaget sig alle disse ting, var den værste overtrædelse af sine beføjelser, hun havde gjort sig skyldig i, dog alligevel, at hun havde ringet til Amanda Wagner, GBI’s vicedirektør. Det svarede nærmest til at sætte en tegnestift i en væg med en forhammer.

”Tåbeligt,” hviskede hun og støttede hovedet på rattet. Hun burde være hjemme hos sine forældre nu og beundre det nye marmorgulv, hendes far havde lagt i soveværelset – i stedet for at sidde i bilen og vente på, at en medarbejder fra GBI’s hovedkvarter dukkede op, så hun på upassende vis fik en mulighed for at påvirke efterforskningen.

Hun lænede sig tilbage mod sædet og kastede et blik på uret på instrumentbrættet. Specialagent Will Trent var næsten en time forsinket, men hun havde ingen mulighed for at ringe til ham. Turen fra Atlanta tog fire timer – og lidt mindre, hvis man vidste, at man bare kunne vise sit politiskilt og slippe for at få en fartbøde. Hun kiggede på uret igen og så tallet skifte fra 17:42 til 17:43.

Hun havde ingen anelse om, hvad hun skulle sige til ham. Hun havde talt med ham fem eller seks gange, da han arbejdede på en sag, som involverede en af hendes patienter fra skadestuen på Grady Hospital. Hun havde skamløst blandet sig i efterforskningen, stort set ligesom hun var godt i gang med at gøre nu. Will ville sikkert begynde at spekulere på, om hun oplevede en pervers tilfredsstillelse ved at opsøge gerningssteder for forbrydelser. I det mindste ville han undre sig over hendes besættelsesagtige trang til at få hævn over Lena Adams. Han ville sikkert tro, hun var gået fra forstanden.

”Åh, Jeffrey,” hviskede hun. Hvad ville han sige til det rod, hun var ved at vikle sig ind i? Hvad ville han sige, hvis han vidste, hvor forfærdeligt det var for hende at være tilbage i sin hjemby – den by, han havde taget til sig og elsket? Alle omkring hende var så ærbødige, så hensynsfulde. Hun burde være taknemmelig, men hun fik myrekryb, når hun så medlidenheden i folks øjne.

Hun var så forbandet træt af at være en tragisk skikkelse.

En brølende bilmotor meddelte Will Trents ankomst. Han kørte i en flot, gammel Porsche. Sort med sorte aftegninger. Selv i regnen lignede bilen er rovdyr, der var parat til at gå til angreb.

Han gav sig god tid, før han steg ud af bilen, fjernede frontpanelet på radioen og GPS’en på instrumentbrættet og låste begge dele ind i handskerummet. Han boede i Atlanta, hvor man nærmest boltede fordørene, selvom man bare gik ud for at hente sin post. Sara vidste, at han uden videre kunne lade bilen stå på parkeringspladsen med dørene på vid gab, og det værste, der kunne ske, var, at en eller anden kom forbi og lukkede dem for ham.

Will smilede til hende, da han låste bildørene. Sara havde aldrig set ham klædt i andet end tredelte jakkesæt, så det overraskede hende at se ham iført en sort sweater og et par cowboybukser. Han var høj, omkring en meter og halvfems. Hans krop var slank som en løbers, og hans gang var let og elegant. Han havde ladet sit sandfarvede hår vokse. Det var ikke længere karseklippet, som da hun mødte ham første gang. I begyndelsen havde hun troet, at Will var enten revisor eller advokat, og selv nu havde hun svært ved at forbinde ham med det job, han havde. Han gik ikke overdrevent selvbevidst som en politimand. Han havde ikke det livstrætte udtryk i øjnene, der fortalte, at han havde en pistol i bæltet. Men alligevel var han en fremragende efterforsker, og de fleste mistænkte begik den alvorlige fejl at undervurdere ham.

Det var en af grundene til, at Sara var glad for, at Amanda Wagner havde sendt Will Trent. Lena ville hade ham lige fra det øjeblik, hun så ham første gang. Han var alt for blød, alt for imødekommende – i det mindste ved første øjekast. Hun ville ikke vide, hvad hun var på vej til at rode sig ud i, før det var for sent.

Will åbnede bildøren og satte sig ind.

”Jeg troede, du var faret vild,” sagde Sara.

Han lo stille, mens han justerede sædet, så hans hoved ikke stødte mod loftet. ”Jeg beklager. Jeg for faktisk vild.” Han betragtede hendes ansigt, tydeligvis for at prøve at aflæse hendes udtryk. ”Hvordan går det, dr. Linton?”

”Jeg er …” Hun sukkede dybt. Hun kendte ham ikke særlig godt, hvilket underligt nok gjorde det lettere for hende at være ærlig. ”Ikke så godt, specialagent Trent.”

”Mitchell bad mig om at sige, at hun er ked af, at hun ikke kunne komme.”

Faith Mitchell var hans makker, og engang havde hun været Saras patient. Lige nu var hun på barsel og skulle føde om ganske kort tid. ”Hvordan tackler hun situationen?”

”Med sin sædvanlige tålmodighed.” Hans smil afslørede, at han mente det modsatte. ”Du må undskylde, at jeg skifter emne så hurtigt, men hvad kan jeg hjælpe dig med?”

”Har Amanda fortalt, hvad det handler om?”

”Hun fortalte bare, at en varetægtsfængslet har begået selvmord, og at jeg skulle køre herned hurtigst muligt.”

”Fortalte hun dig også om …” Sara ventede på, at han selv afsluttede sætningen. Da det ikke skete, tilføjede hun selv: ”Min mand?”

”Er det relevant? Jeg mener … i forhold til det, der er sket i dag?”

Sara mærkede sin hals snøre sig sammen.

”Sara …?” sagde Will.

”Jeg ved ikke, om det er relevant,” svarede hun omsider. ”Det er bare en del af baggrunden. Alle, som du kommer til at møde i byen, kender historien … og vil automatisk gå ud fra, at du også gør det.” For guderne måtte vide hvilken gang i dagens løb mærkede hun tårerne svide i øjnene. ”Undskyld. Jeg har bare været så rasende de sidste seks timer, at jeg ikke har haft tid til at tænke på, hvad det er, jeg lader dig lande lige midt i.”

Han rettede sig op og tog et lommetørklæde op af baglommen. ”Der er ingen grund til at undskylde. Jeg lander hele tiden lige midt i alle mulige ting.”

Bortset fra Jeffrey og hendes far var Will Trent den eneste mand, hun kendte, der stadig gik med lommetørklæde. Hun tog imod det nydeligt sammenfoldede hvide stoflommetørklæde, som han rakte hende.

”Sara …?” gentog Will.

Hun tørrede øjnene og undskyldte igen. ”Beklager. Jeg har haft frygtelig let til gråd hele dagen.”

”Det er altid svært at vende tilbage.” Han sagde det med stor overbevisning i stemmen, og det gik op for Sara, at hun så ordentligt på ham for første gang, siden han havde sat sig ind i bilen. Will Trent var en tiltrækkende mand, men han var det ikke på en måde, hvor man bemærkede det lige med det samme. Om noget føltes det nærmest, som om han bestræbte sig på at falde i ét med omgivelserne, holde sig diskret i baggrunden og passe sit job. For mange måneder siden havde han fortalt Sara, at han var vokset op på et børnehjem i Atlanta. Hans mor var blevet myrdet, da han var helt lille. Det var nogle meget personlige oplysninger, han havde delt med hende, men alligevel følte hun, at hun overhovedet ikke vidste noget om ham.

Han drejede hovedet over mod hende, og hun så væk.

”Lad os prøve på en anden måde,” sagde Will. ”Fortæl mig det, du synes, jeg bør vide. Hvis jeg har flere spørgsmål, vil jeg prøve at stille dem så hensynsfuldt som muligt.”

Hun rømmede sig adskillige gange og prøvede at finde sin stemme. Hun tænkte på, hvordan hun langsomt havde fundet sig selv efter Jeffreys død – efter et år, som ikke havde været kendetegnet ved ret meget andet end søvn, piller og elendighed. Intet af det spillede dog nogen rolle lige nu. Hun havde brug for at fortælle Will, at Lena Adams havde en lang tradition for at sætte andre menneskers liv på spil … og at hun undertiden bar skylden for, at de døde.

”Lena Adams var skyld i min mands død,” sagde hun.

Wills udtryk ændrede sig ikke. ”Hvordan?”

”Hun indledte et forhold til en …” Sara rømmede sig igen. ”Den mand, der slog min mand ihjel, var Lenas elsker. Kæreste. Hvad jeg end skal kalde det. De var sammen i adskillige år.”

”Var de sammen, da din mand døde?”

”Nej.” Sara trak på skuldrene. ”Eller det ved jeg ikke. Han havde fuldstændig krammet på hende. Han slog hende. Det er ikke utænkeligt, at han også voldtog hende, men …” Sara gik i stå. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle sige til ham, at han ikke skulle have ondt af Lena. ”Hun opildnede ham selv til det. Jeg ved godt, at det lyder forfærdeligt, men det virkede nærmest, som om Lena ønskede at blive mishandlet.”

Han nikkede, men hun spekulerede på, om han virkelig forstod, hvad hun mente.

”De havde et sygt og forkvaklet forhold, hvor de bragte det værste frem i hinanden. Hun fandt sig i det, indtil det ikke længere var sjovt, og så tilkaldte hun min mand, så han kunne komme og rydde op i det rod, hun havde skabt, og …” Sara tav igen. Hun havde ikke lyst til at lyde så desperat, som hun følte sig. ”Lena havde nærmest malet en skydeskive på ryggen af ham. Det blev aldrig bevist, men det var hendes ekskæreste, der dræbte min mand.”

”Politifolk har pligt til at melde det, hvis de har kendskab til mishandling,” sagde Will.

Sara mærkede et stik af vrede, fordi hun troede, at han bebrejdede Jeffrey for ikke at have foretaget sig noget. ”Hun benægtede, at det skete. Du ved, hvor svært det er at bevise vold i hjemmet, hvis …”

”Ja, det ved jeg alt om,” afbrød han hende. ”Du må undskylde, hvis jeg udtrykte mig upræcist. Jeg mente, at det var Lena Adams selv, der burde havde meldt ham. Selvom det var hende, mishandlingen gik ud over, var det hendes pligt at melde ham.”

Sara kæmpede for at trække vejret stille og roligt. Hun var ved at køre sig selv så højt op i en spids, at hun måtte virke lettere forrykt. ”Lena er ikke nogen dygtig kriminalbetjent. Hun er sjusket. Skødesløs. Det var hendes skyld, at min mand døde. Det er hendes skyld, at Tommy er død. Det er sikkert også hendes skyld, at Brad blev stukket ned. Hun har det med at bringe andre i farlige situationer … bringe andre i skudlinjen, hvorefter hun selv bare trækker sig tilbage og betragter blodbadet.”

”Med fuldt overlæg, mener du?”

Sara var så tør i halsen, at hun næsten ikke kunne synke. ”Betyder det noget?”

”Nej, det gør det vel ikke,” indrømmede han. ”Jeg går ud fra, at hun aldrig blev tiltalt for noget i forbindelse med drabet på din mand?”

”Hun er aldrig blevet holdt ansvarlig for en skid. Det lykkes hende altid at finde en sten, hun kan gemme sig under.”

Han nikkede og stirrede stift på den regnvåde forrude. Sara havde slukket motoren. Hun havde frosset, før Will kom, men nu var den samlede varme fra dem nok til at få ruderne til at dugge.

Hun kastede endnu et blik på ham og prøvede at gætte, hvad han tænkte. Hans ansigtsudtryk forblev passivt. Af alle de mennesker, hun nogensinde havde mødt, var han den, det var sværest at aflæse.

Langt om længe sagde hun: ”Det hele lyder velsagtens som en vanvittig heksejagt fra min side, ikke?”

Han gav sig god tid, før han svarede. ”En mistænkt begår selvmord, mens han er i politiets varetægt. Det er GBI’s ansvar at efterforske sager af den slags.”

Han var alt for venlig. ”Nick Shelton er GBI’s lokale repræsentant. Jeg sprang cirka ti led i kommandokæden over.”

”Shelton ville alligevel ikke have fået lov til at stå for efterforskningen. Han står alt for tæt på den lokale politistyrke. De ville under alle omstændigheder have sendt enten mig eller en anden herned for at se nærmere på sagen. Jeg har arbejdet i små byer før. Ingen har nogen problemer med at hade en forbandet bureaukrat fra Atlanta.” Han smilede og tilføjede: ”Naturligvis forholder det sig også sådan, at hvis du ikke havde ringet direkte til Amanda Wagner, var der måske gået yderligere en dag, før der var blevet sendt en repræsentant herned.”

”Du må virkelig undskylde, at jeg har trukket dig så langt væk her lige før Thanksgiving. Din kone må være rasende.”

”Min …?” Han virkede forundret et øjeblik, som om han havde glemt alt om ringen på sin finger. Han prøvede klodset at skjule den og tilføjede: ”Det har hun ikke noget imod.”

”Alligevel vil jeg gerne sige undskyld.”

”Jeg overlever nok.” Han rettede opmærksomheden tilbage mod den aktuelle sag. ”Fortæl mig, hvad der er sket i løbet af dagen.”

Denne gang kom ordene meget lettere – opkaldet fra Julie og rygterne om, at Brad var blevet stukket ned. Franks bøn om hjælp. Hun afsluttede sin beretning med at fortælle om fundet af Tommy i cellen og den besked, han havde skrevet på væggen. ”De havde anholdt ham for drabet på Allison Spooner.”

Will rynkede panden. ”Ville de sigte ham for drab?”

”Ja, men det var ikke det værste af det hele.” Hun rakte ham fotokopien af Tommys tilståelse.

Will virkede overrasket. ”Udleverede de bare den her kopi?”

”Jeg har et nært forhold til … eller … jeg havde engang et nært forhold …” Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forklare, hvorfor Frank havde givet hende lov til at rode hele stationen igennem. ”Jeg har været byens retsmediciner. Jeg var gift med politichefen. De har været vant til at udlevere bevismateriale til mig.”

Will klappede på sine lommer. ”Jeg tror, mine læsebriller ligger i min kuffert.”

Hun ledte lidt i sin taske og fandt sine egne læsebriller.

Will rynkede panden og så på brillerne, men tog dem så alligevel på. Han blinkede adskillige gange, mens han lod blikket løbe ned over siden. ”Var Tommy fra lokalområdet?”

”Født og opvokset i byen.”

”Hvor gammel var han?”

Hun kunne ikke skjule raseriet i sin stemme. ”Nitten.”

Han så op. ”Nitten?”

”Præcis,” sagde hun. ”Jeg ved ikke, hvordan de kan tro, at han var hjernen bag det hele. Han kunne knap stave sit eget navn.”

Will nikkede, rettede opmærksomheden tilbage mod tilståelsen og lod blikket flakke hen over siden. Efter et stykke tid så han på Sara. ”Havde han svært ved at læse, var han ordblind?”

”Ordblindhed er en rent sproglig forstyrrelse. Men nej, Tommy var ikke ordblind. Hans intelligenskvotient lå på cirka firs. Svagt begavede ligger i henhold til undersøgelserne på halvfjerds eller derunder … det, man engang kaldte debil. Ordblindhed har intet at gøre med intelligens. Rent faktisk har jeg blandt mine patienter haft et par ordblinde børn, der var fantastisk dygtige til at løbe om hjørner med mig.”

Han lo stille. ”Det har jeg meget svært ved at forestille mig.”

Hun smilede til ham og tænkte, at han ikke vidste noget som helst om hende. ”Hæng dig ikke i et par stavefejl.”

”Der er mere end et par stykker.”

”Tænk på det på den her måde: Man kan sidde over for en ordblind en hel dag uden nogensinde at finde ud af det. Tommy kunne tale om baseball eller football, indtil ens ører faldt af, men hvis han var nødt til at bevæge sig ind på mere komplekse områder, var han fortabt. Hvis der var tale om emner, som krævede logisk sans, eller hvis han skulle forholde sig til størrelser som årsag og virkning, blev det ekstremt vanskeligt for ham. Det ville være fuldt ud lige så svært at lokke en ordblind til at fremsætte en falsk tilståelse, som det ville være at lokke en person med grønne øjne eller rødt hår til at indrømme, at de var skyldige i noget, de ikke havde gjort. Tommy var utroligt godtroende. Han kunne overtales til hvad som helst.”

Will stirrede på hende og sagde et øjeblik ikke noget. ”Tror du, at Lena Adams pressede ham til at fremsætte en falsk tilståelse?”

”Ja, det gør jeg.”

”Mener du, at hun har udvist grov forsømmelse?”

”Jeg kender ikke den korrekte juridiske betegnelse. Jeg ved bare, at hendes handlinger resulterede i hans død.”

Han valgte sine ord med omhu, og hun var klar over, at han var i færd med at afhøre hende. ”Kan du fortælle, hvordan du er nået frem til denne konklusion?”

”Ud over den kendsgerning, at han havde skrevet ’Ikke mig’ med sit eget blod, før han døde?”

”Ja, ud over det.”

”Tommy er … var … meget let at påvirke. Det går hånd i hånd med hans lave intelligenskvotient. Hans IQ var ikke så lav, at han kunne betegnes som retarderet, men han udviste nogle af de samme kendetegn. Trangen til at behage andre … hans uskyld og godtroenhed. Det, der skete i dag – afskedsbrevet, skoene, det klodsede forsøg på at få det til at fremstå, som om Allison begik selvmord. På overfladen virker det, som om det blev gjort af en mindre begavet person, men det hele er alt for kompliceret til, at Tommy kunne have gjort det.” Hun prøvede at forestille sig, hvordan det måtte lyde i Wills ører. ”Jeg ved godt, at det lyder, som om jeg bare er fast besluttet på at få ram på Lena, og det er jeg naturligvis også, men det betyder ikke, at jeg ikke holder mig til de videnskabelige kendsgerninger. Det var svært for mig at have Tommy som patient, fordi han altid bare sagde, at han havde de symptomer, jeg spurgte ham om – uanset om det handlede om at hoste eller have hovedpine. Hvis jeg havde villet, kunne jeg have overbevist ham om, at han havde fået byldepest.”

”Så dermed siger du, at Lena burde have indset, at Tommy ikke var normalt begavet, og at hun derfor …”

”For det første burde hun ikke have presset ham til at begå selvmord.”

”Og for det andet?”

”Hun burde have sørget for, at han kom under retmæssig lægebehandling. Det var tydeligt, at han var i chok. Han kunne ikke holde op med at græde. Han ville ikke tale med nogen …” Hendes stemme fortonede sig, da hun fik øje på det svage punkt i sin argumentation. Frank havde jo netop ringet for at bede om hendes hjælp.

I stedet for at påpege det indlysende sagde Will: ”Er der ikke altid én bestemt betjent, der har ansvaret for de varetægtsfængslede?”

”Det var Lena, der førte ham ind til cellen. Hun kropsvisiterede ham ikke – eller i det mindste gjorde hun det ikke godt nok til at finde den blækpatron, han senere begik selvmord med. Hun bad ikke vagterne om at holde øje med ham. Hun fik bare lokket en tilståelse ud af ham, hvorefter hun skred.” Sara kunne mærke, hvordan vreden byggede sig op i hende igen. ”Hvem ved, hvilken følelsesmæssig tilstand han var i, da hun forlod ham? Hun havde sikkert overbevist ham om, at hans liv ikke var værd at leve. Det har hun gjort nogle gange før. Hun er ekspert i at få alle mulige former for lort til at hvirvle op, men det er altid en anden, der kommer til at betale prisen.”

Will støttede hænderne på knæene og stirrede ud på parkeringspladsen. Selvom hospitalet var nedlagt, fungerede strømforsyningen stadig. Lyset på parkeringspladsen blinkede et par gange og blev tændt. Sara betragtede arret, der bredte sig ned over siden af Wills ansigt og forsvandt under kraven. Det var et gammelt ar, sikkert fra hans barndom. Da hun så det første gang, troede hun, at han måske havde fået det engang, hvor han kastede sig frem mod første base eller var væltet, mens han udførte et vildt stuntnummer på en cykel. Det var alt sammen før, hun fandt ud af, at han var vokset op på et børnehjem. Nu spekulerede hun på, at hun stadig ikke kendte hele historien.

Det var under alle omstændigheder ikke det eneste ar, han havde. Selv i profil kunne hun se det sted mellem næsen og hagen, hvor en eller anden eller et eller andet gentagne gange havde fået huden til at sprække. Hvem det end var, der havde syet huden sammen igen, havde vedkommende ikke været særlig dygtig. Arret var ujævnt og takket og gav hans mund en nærmest fandenivoldsk udstråling.

Will tømte lungerne for luft. Da han omsider sagde noget, var hans stemme skarp og kontant. ”De ville tiltale Tommy for drab? Ikke andet?”

”Nej, bare drab.”

”Ikke mordforsøg på Brad Stephens?” spurgte Will. Sara rystede på hovedet. ”Blev politichefen ikke også såret?”

Sara mærkede, hvordan en dyb rødmen arbejdede sig op gennem hendes bryst. Hun forestillede sig, at det var, hvad Frank ville kalde det – selv efter at han havde gennembanket Tommy midt på vejen. ”I anholdelsespapirerne stod der bare drab. Intet andet.”

”Som jeg ser det, er der to problematiske forhold på spil. For det første har en mistænkt taget sit eget liv, mens Lena Adams havde ansvaret for at passe på ham, og for det andet er jeg usikker på, hvorfor hun anholdt Tommy Braham og var parat til at tiltale ham for drab på baggrund af hans tilståelse. Ikke bare på baggrund af hans tilståelse, men på baggrund af en hvilken som helst tilståelse.”

”Hvad mener du?”

”Man rejser ikke en drabssigtelse alene på baggrund af en mistænkts tilståelse. Der er nødt til at være beviser, der understøtter tilståelsen. Ifølge forfatningen har en tiltalt ret til at få en advokat. Hvis man er sin egen anklager og gentager tilståelsen …” Han trak på skuldrene. ”Det er som en hund, der jager sin egen hale.”

Sara følte sig dum, fordi hun ikke selv havde draget den samme slutning for flere timer siden. Hun havde været retsmediciner i næsten femten år. Politiet behøvede ikke nødvendigvis at kende dødsårsagen for at tilbageholde nogen på en mistanke om drab, men det var nødvendigt, at det officielt blev fastslået, at der rent faktisk var blevet begået et drab, før der kunne udstedes en anholdelsesordre.

”De havde masser af muligheder for at tilbageholde Braham,” sagde Will, ”selv uden at rejse en drabssigtelse mod ham. Overfald med dødbringende våben, drabsforsøg, overfald på en politibetjent i tjenesten, modsættelse af anholdelse, ulovlig indtrængen. Alt sammen grove forseelser. I kraft af en hvilken som helst kombination af disse forhold, kunne de have tilbageholdt ham i et år, uden at nogen ville have hævet et øjenbryn.” Han rystede på hovedet, som om han ikke forstod den bagvedliggende logik. ”Jeg er nødt til at se deres rapporter.”

Sara vendte sig om mod bagsædet og fandt de fotokopier, hun havde taget. ”Jeg er nødt til at vente, til forretningerne åbner i morgen, så jeg kan få taget kopier af fotografierne.”

Will var fuld af beundring for hendes indsats, da han bladrede papirerne igennem. ”Hold da helt op. Imponerende.” Han skimmede siderne, mens han fortsatte. ”Jeg ved godt, at du er overbevist om, at det ikke var Tommy, der dræbte pigen, men min opgave går ud på at bevise enten det ene eller det andet.”

”Ja, naturligvis. Det var ikke min hensigt …” Hendes stemme fortonede sig. Det havde rent faktisk været hendes hensigt at påvirke ham. Det var hele formålet med, at de nu sad sammen i bilen. ”Du har ret. Jeg ved godt, at du er nødt til at være upartisk.”

”Jeg vil bare være sikker på, at du er forberedt. Hvis jeg når frem til, at Tommy rent faktisk gjorde det, eller hvis jeg ikke kan finde konkrete beviser på, at han ikke gjorde det, er der ingen, der vil interessere sig for, hvordan han blev behandlet, mens han var varetægtsfængslet. Folk vil bare tænke, at Lena Adams sparede skatteyderne for en hel masse penge, fordi der aldrig blev gennemført en retssag.”

Hun mærkede sit hjerte synke. Han havde ret. Hun havde før oplevet, hvordan byens indbyggere fremsatte gisninger, der ikke nødvendigvis var baseret på kendsgerninger. Ingen interesserede sig for de små nuancer.

Will opridsede et andet scenarium. ”Hvis Tommy på den anden side ikke slog pigen ihjel, er der en gerningsmand derude, som enten har været meget heldig eller meget udspekuleret.”

Igen havde Sara ikke selv tænkt så langt. Hun havde været så optaget af Lenas rolle i sagen, at hun ikke havde skænket det en tanke, at Tommys uskyld betød, at der var en morder på fri fod.

”Hvad har du ellers fundet ud af?” spurgte Will.

”Ifølge Frank så både han og Lena nogle mærker på Spooners håndled, der antydede, at hendes hænder havde været bundet sammen.”

Will lavede en skeptisk lyd. ”Det er faktisk temmelig svært at se den slags, når et lig har ligget i vand i et stykke tid.”

Sara prøvede at lade være med at hovere. ”Pigen har en stiklæsion i nakken. Eller i det mindste mener politiet, at der er tale om en stiklæsion.”

”Er det muligt, at den er selvpåført?”

”Jeg har ikke set det, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen ville begå selvmord ved at stikke en kniv i nakken på sig selv. Der må have været masser af blod, specielt hvis kniven ramte halspulsåren. Vi taler om en ganske stor blodgennemstrømning, der nærmest svarer til at skrue op for vandet i en hane. Jeg vil tro, at man vil kunne finde et sted mellem to eller tre liter blod på gerningsstedet.”

”Hvad med Spooners afskedsbrev?”

”’Jeg vil have det overstået’,” genkaldte Sara sig.

”Det lyder underligt,” sagde han og lukkede mappen. ”Er den lokale ligsynsmand dygtig?”

”Dan Brock. Han er rent faktisk bedemand, ikke læge.”

”Det betragter jeg som et nej.” Will så på hende. ”Hvis jeg får overflyttet Spooner og Braham til Atlanta, mister vi en hel dag.”

Hun var allerede et skridt foran ham. ”Jeg har allerede talt med Brock. Han vil hellere end gerne overlade det til mig at foretage obduktionerne, men vi er bare nødt til at vente til efter klokken elleve, så vi ikke forstyrrer. Han har en begravelse i morgen formiddag. Han ringer til mig senere, så vi kan aftale nærmere.”

”Bliver obduktionerne foretaget hos bedemanden?”

Hun nikkede i retning af hospitalet. ”Engang foretog vi dem altid på hospitalet, men staten skar mere og mere ned, og i sidste ende blev hospitalet nedlagt.”

”Det samme er sket i mange andre byer.” Han så på sin mobiltelefon. ”Nå, jeg må vel hellere komme videre, så jeg kan få hilst på politichefen.”

”Han er kun konstitueret politichef,” korrigerede hun ham. ”Undskyld, det kan være lige meget. Frank er ikke på stationen lige nu.”

”Jeg har allerede lagt to beskeder til ham, fordi jeg gerne vil aftale et møde. Ved du, om han er blevet kaldt ud på en opgave?”

”Han er på hospitalet hos Brad. Sammen med Lena, forestiller jeg mig.”

”Jeg er sikker på, at de har brug for lidt tid, så de kan få deres forklaringer til at stemme overens.”

”Har du tænkt dig at lægge vejen forbi hospitalet?”

”De hader mig sikkert allerede rigeligt … jeg behøver vist ikke gøre det værre ved at komme brasende ind på en hospitalsstue, hvor der ligger en såret politibetjent.”

Sara rystede stille på hovedet. ”Hvad har du tænkt dig at gøre nu?”

”Jeg vil gerne lægge vejen forbi stationen for at se den celle, som Tommy var blevet anbragt i. Jeg er sikker på, at der vil være en ekstremt modvillig vagthavende betjent, som vil fortælle, at han først lige er mødt på arbejde, at han intet som helst ved, og at Tommy begik selvmord, fordi han var skyldig.” Han slog let på mappen. ”Jeg vil gerne have en lille snak med de andre varetægtsfængslede, hvis de ikke allerede er blevet sat på fri fod. Jeg kan forestille mig, at den konstituerede politichef ikke dukker op på stationen før i morgen tidlig, hvilket vil give mig lidt tid til at gennemgå de relevante dokumenter.” Han lænede sig frem for at tage sin pung op af baglommen. ”Her er mit kort. Mit mobilnummer står på bagsiden.”

Sara læste Wills navn ved siden af GBI’s logo. ”Har du en doktorgrad?”

Han tog kortet tilbage og stirrede på den trykte tekst. I stedet for at besvare hendes spørgsmål sagde han: ”Numrene er de rigtige. Kan du ikke fortælle, hvor jeg finder det nærmeste hotel?”

”Der ligger et ved siden af Grant Tech. Det er ikke specielt hyggeligt, men værelserne er nogenlunde rene. Der vil være masser af fred og ro, fordi de studerende er på ferie.”

”Jeg kan tage hen og spise aftensmad på hotellet og …”

”Hotellet har ikke nogen restaurant.” Sara mærkede en bølge af skam på grund af sin lille by. ”Alt er lukket på det her tidspunkt – med undtagelse af pizzeriaet, som fødevarekontrollen har lukket så mange gange, at det kun er de studerende, der spiser der.”

”Jeg er sikker på, at de har en automat med forskellige former for snacks på hotellet.” Han lagde en hånd på dørhåndtaget, men Sara bremsede ham.

”Min mor har lavet masser af mad. Der vil være rigeligt til én ekstra.” Hun tog mappen ud af hænderne på ham og skrev sin adresse på forsiden. ”Åh, for helvede,” mumlede hun og stregede adressen over igen. Hun havde givet ham sin gamle adresse, ikke sine forældres. ”Lakeshore,” sagde hun og pegede på gaden over for hospitalet. ”Drej til højre. Eller til venstre, hvis du foretrækker den kønneste vej. Vejen løber i en stor ring rundt om søen.” Hun noterede sit mobilnummer på mappen. ”Ring, hvis du farer vild.”

”Jeg kan ikke bare trænge mig uindbudt på hos dine forældre.”

”Det er mig, der er skyld i, at du har måttet køre hele vejen herned. Du kan i det mindste lade mig byde dig på et måltid mad. Eller lade min mor gøre det, hvilket i øvrigt vil være langt sundere.” Og så tilføjede hun, fordi hun vidste, at han ikke var dum. ”Desuden ved du jo, at jeg gerne vil følge lidt med i, hvad der sker i sagen.”

”Jeg ved ikke, hvor sent det bliver, før jeg er færdig.”

”Det betyder ikke noget. Jeg venter oppe.”