KAPITEL 8

Jason Howell vandrede hvileløst frem og tilbage på gulvet i sit lille kollegieværelse. Hans slæbende skridt blandede sig med lyden af den silende regn uden for vinduet. Papir lå spredt ud over gulvet. Hans skrivebord flød med opslåede bøger og tomme Red Bull-dåser. Hans oldgamle bærbare udsendte en lyd, der mindede om et opgivende suk, før den gik i dvale. Han burde arbejde, men hans hoved var et mylder af tanker. Der var ikke noget, der kunne holde hans opmærksomhed fanget i mere end et par minutter. Hverken den ødelagte lampe på skrivebordet eller de mange mails, der fik hans indbakke til at flyde over – og under ingen omstændigheder den opgave, han burde arbejde på.

Han støttede hånden på kanten af computeren. Plasticbeklædningen var varm at røre ved. Den lille ventilator, der afkølede bundkortet, var begyndt at larme for et par uger siden omkring det tidspunkt, hvor han nær havde fået en tredjegradsforbrænding på benet, fordi han havde siddet med computeren i skødet. Han gik ud fra, at der var et eller andet i vejen med forbindelsen mellem batteriet og opladeren i væggen. Selv nu hang der en svag antydning af brændt plastic i luften. Han tog fat om stikket, men bremsede sig selv, før han flåede det ud af væggen. Han bed sig i tungespidsen og stirrede på den snoede ledning i sin hånd. Ville han risikere, at maskinen overophedede? En død bærbar var en katastrofe, der ville ændre hele hans liv. Måske ville alt hans arbejde gå tabt. Måske ville hans opgaver og notater og alle de sidste mange år af hans liv smelte sammen til én stor og stinkende plasticklump?

Og hvad så?

Han havde ikke nogen venner tilbage. Alle på kollegiet undgik ham, når han gik hen ad gangen. Ingen henvendte sig til ham i timerne eller spurgte, om de måtte låne hans notater. Han havde ikke været i byen i månedsvis. Med undtagelse af samtalerne med sine lærere kunne han ikke erindre, at han havde ført en eneste meningsfuld samtale med nogen siden før påskeferien.

Ingen andre end Allison, men hun talte ikke med. På det seneste havde de faktisk ikke ført en eneste ordentlig samtale. De bestilte ikke andet end at ende med at råbe og skrige ad hinanden på grund af de latterligste ting. Hvem skulle have bestilt pizzaer? Hvem havde glemt at lukke døren? Selv deres sexliv var dårligt. Konfronterende. Mekanisk. Skuffende.

Jason kunne ikke bebrejde Allison noget, hvis hun hadede ham lige nu. Han kunne ikke finde ud af at gøre noget godt nok. Hans opgave var noget rod. Hans karakterer var begyndt at falde. Han havde snart ikke flere af de penge, han havde arvet efter sin bedstefar. Han havde efterladt ham tolv tusind dollars, der skulle bruges til at supplere hans stipendium og studielån. Da han arvede pengene, havde beløbet virket gigantisk. Men nu, hvor han var et år inde i kandidatuddannelsen, virkede det som en tarvelig klatskilling, der svandt mere og mere for hver dag.

Der var ikke noget at sige til, at han var så langt nede, at han næsten ikke havde kræfter til at løfte hovedet.

Det eneste, han virkelig længtes efter, var Allison. Nej, ikke bare Allison. Han længtes efter den Allison, som han havde kendt i et år og elleve måneder. Den Allison, der smilede, når hun så ham. Den Allison, der ikke brast i gråd efter fem minutter og råbte og skreg og kaldte ham et røvhul, når han spurgte, hvorfor hun var så trist.

”På grund af dig!” svarede hun, og hvem havde lyst til at høre det? Hvem havde lyst til at få skylden for et andet menneskes elendighed, når man selv stod i lort til halsen?

Og Jason havde det elendigt. Elendigheden strålede ud fra hans krop som dampen over pomfritterne på McDonald’s. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været i bad. Han kunne ikke sove. Der var ingenting, der formåede at få hans hjerne til at lukke ned så længe, at han fik en chance for at få lidt hvile. Lige så snart han lagde sig, begyndte hans øjenlåg at glide op og i som en doven yoyo. Det virkede, som om mørket fik alt til at stå lyslevende for hans indre blik, og kort efter begyndte ensomhedens tunge vægt at presse sig mod hans bryst, så han næsten ikke kunne få vejret.

Men Allison var ligeglad. Hun ville være ligeglad, om han så var død lige nu. Han havde ikke set et eneste andet menneske, siden alle de andre på kollegiet var taget hjem på Thanksgiving-ferie for tre dage siden. Selv biblioteket havde lukket tidligere om søndagen, og de sidste lånere havde nærmest klamret sig til trapperne udenfor, da personalet låste dørene. Jason havde set dem fra vinduet på sit værelse og havde spekuleret på, om de skulle tilbringe ferien alene, eller om de havde nogen at tilbringe den sammen med.

Bortset fra den konstante larm fra Cartoon Network og hans egen stemme, når han af og til mumlede noget til sig selv, var der ikke en lyd at høre i bygningen. Selv pedellen havde ikke vist sig i flere dage. Jason måtte sikkert ikke engang opholde sig i bygningen. Der var blevet lukket for varmen, da de sidste studerende var taget af sted. Han sov i sit varmeste tøj og brugte sin vinterfrakke som tæppe. Og den eneste, som burde interessere sig for ham, var tilsyneladende skide ligeglad.

Allison Spooner. Hvordan havde han kunnet forelske sig i en pige med et så tåbeligt navn?

Hun havde kimet ham ned i dagevis, men så i går … ikke en lyd. Han havde set skærmen på telefonen lyse op og vise hendes nummer, men hver eneste gang havde han undladt at tage den. Hendes sms’er havde lydt ens hver gang. ”Hey, ring til mig.” Som om hun ville dø, hvis hun prøvede at variere indholdet. Som om hun ville dø, hvis hun skrev, at hun savnede ham. Han havde samtaler i hovedet, hvor han stillede hende alle de spørgsmål, der rumsterede i ham, hvorefter hun svarede: ”Ved du hvad? Du har ret. Jeg burde være en bedre kæreste.”

Samtaler. Snarere bare dagdrømme.

I tre dage havde telefonen ikke bestilt andet end at ringe. Han var begyndt at frygte, at hendes nummer ville ætse sig ind på skærmen. Han havde set, hvordan bjælkerne, der markerede batteriniveauet, én efter én forsvandt. For hver bjælke, der forsvandt, havde han sagt til sig selv, at han ville tage telefonen, før den næste bjælke forsvandt. Men så forsvandt også den næste bjælke, uden at hun ringede, og han sagde til sig selv, at han ville tage telefonen, før den næste bjælke forsvandt. Og så den næste igen. Til sidst var telefonen gået ud, mens han sov. Han var gået i panik og havde febrilsk ledt efter opladeren og skyndt sig at stikke den i kontakten … men der var stadig intet nyt fra hende.

Hendes tavshed var larmende. Man droppede ikke bare hinanden på den måde, hvis man var kærester. Man blev ved med at ringe. Man sendte beskeder, der indeholdt noget, der var dybere og mere personligt end bare ”Hey, ring til mig!” Man undskyldte. Man sendte ikke bare en tåbelig besked på Messenger hvert tyvende minut og spurgte ”hvor r du?” Man bankede på kærestens dør og råbte og skreg og faldt på knæ og tryglede om tilgivelse.

Hvorfor havde hun bare opgivet ham?

Fordi han ikke havde nogen nosser. Det var det, hun havde sagt, da de sidst talte med hinanden. Jason var ikke mand nok til at gøre det, der skulle gøres. Han var ikke mand nok til at passe på hende. Måske havde hun ret. Han var bange. Hver eneste gang de talte om det, de var nødt til at gøre, havde han det, som om alle hans indvolde snørede sig sammen. Han ville ønske, at han aldrig havde indladt sig med det røvhul fra byen. Han ville ønske, han kunne trække det hele tilbage – alt det, de havde gjort i løbet af de sidste to uger. Allison opførte sig, som om hun havde det fint med det, men han vidste, at hun også var bange. Det var ikke for sent. De kunne stadig nå at trække sig ud af det. De kunne lade, som om intet af det nogensinde var sket. Hvis bare Allison ville indse, at det ikke kunne ende godt. Hvorfor var Jason tilsyneladende den eneste i det vanvittige rod, de var havnet i, der var udstyret med en samvittighed?

Pludselig hørte han støj udenfor. Han flåede døren op og gik ud på gangen. Han stod i mørket og kiggede sig omkring som en forrykt. Der var ingen at se. Ingen holdt øje med ham. Han var bare paranoid. I betragtning af alle de Red Bulls, han havde hældt i sig, og de to poser Cheetos, der lå som en mursten i hans mave, var der ikke noget at sige til, at han havde det underligt.

Han gik ind på værelset igen og åbnede vinduet for at lukke lidt frisk luft ind. Regnen var stilnet af, men solen havde ikke vist sig på himlen i dagevis. Han tjekkede uret ved siden af sengen, fordi han var usikker på, om det var morgen eller nat. Klokken var et par minutter i midnat. Der blæste en stiv vind udenfor, men han havde været muret inde så længe, at han bød den friske luft velkommen, selvom den var så kold, at han kunne se sin egen ånde foran ansigtet. Udenfor kunne han se den tomme parkeringsplads. I det fjerne gøede en hund.

Han satte sig ved skrivebordet igen og stirrede på lampen ved siden af computeren. Den var knækket, så skærmen hang og dinglede i to ledninger, som om den bøjede hovedet i skam. Lyset sendte underlige skygger ud i værelset. Han havde aldrig brudt sig om mørke. Det fik ham til at føle sig sårbar og ensom. Det fik ham til at tænke på ting, han ikke havde lyst til at tænke på.

Der var kun et par dage til Thanksgiving. Ugen før havde han foretaget det sædvanlige opkald til sin mor, men hun var ikke interesseret i at se ham. Det var hun aldrig. Jason var fra hendes første ægteskab med en mand, som en dag var gået ud for at hente øl og aldrig var kommet tilbage. Hendes anden mand havde fra begyndelsen gjort det klart, at Jason ikke var hans søn. De havde siden fået tre døtre, som knap vidste, at Jason eksisterede. Han blev ikke inviteret til familiesammenkomster. Han blev ikke inviteret med til bryllupper eller på ferier. Hans mors eneste kontakt med ham blev opretholdt via postvæsnet. Hvert år sendte hun på hans fødselsdag og til jul en check på femogtyve dollars.

Allison skulle have ændret alt til det bedre. De skulle tilbringe alle deres ferier sammen. De skulle etablere deres egen familie. Det var det, de havde været i fuld gang med at gøre de seneste knap to år. De gik i biografen eller spiste kinesisk, mens resten af jordens befolkning var sammen med slægtninge, de ikke brød sig om, og spiste mad, de ikke kunne lide. Det var det, de havde sammen. Det var de to imod resten af verden, og alt havde været godt, fordi de havde hinanden. Jason havde aldrig vidst, hvordan det føltes at befinde sig inden for noget, der var godt. Han havde altid stået udenfor med næsen presset mod ruden. Alle disse ting havde Allison givet ham, men nu havde hun taget det hele fra ham igen.

Han vidste ikke engang, om hun stadig befandt sig i byen. Måske var hun taget hjem for at besøge sin moster. Måske var hun stukket af med en anden fyr. Hun så godt ud. Hun kunne sagtens finde en kæreste, der så bedre ud end Jason. Det ville ikke overraske ham, hvis hun lige nu lå og bollede en anden fyr.

En ny fyr.

Tanken skar sig gennem ham som en kniv. De viklede deres arme og ben ind i hinanden, mens Allisons lange hår flød ud over den anden fyrs bryst, der uden tvivl var behåret. Et bryst af den slags, som rigtige mænd havde. Ikke et hult og blegt fuglebryst, der ikke havde ændret sig siden syvende klasse. Den nye fyr havde sikkert nosser på størrelse med grapefrugter. Han løftede hende bare op i armene og tog hende som en vildmand, når han ville have hende.

Hvordan kunne hun være sammen med en anden fyr? Siden han havde kysset hende første gang, havde han vidst, at det var hende, han skulle giftes med. Han havde foræret hende en ring og lovet, at så snart det hele var overstået, ville han købe en dyrere ring til hende. En rigtig ring. Havde Allison glemt det? Kunne hun virkelig være så ubarmhjertig mod ham?

Han tyggede på sin tunge og rullede den rundt mellem fortænderne, til han mærkede en smag af blod. Han rejste sig og begyndte igen at vandre rastløst frem og tilbage på gulvet. Den ødelagte lampe gengav hans bevægelser i form af en uhyggelig skygge, der sneg sig hen over væggen. Seks skridt den ene vej. Seks skridt den anden. Skyggen tøvede, standsede og satte sig i bevægelse igen. Den klamrede sig til ham som en ond drøm. Han løftede hænderne, trak skuldrene sammen og så, hvordan skyggen forvandlede sig til et uhyre.

Han lod hænderne falde ned langs siden af kroppen igen og tænkte, at han bare endte med at skræmme røven ud af bukserne på sig selv, hvis han ikke snart holdt op.

Hvis han bare kunne komme gennem Thanksgiving-ferien, ville han kunne lægge det hele bag sig. Han og Allison ville blive rige, eller i det mindste ville de ikke længere være så fattige. Tommy ville kunne købe udstyr nok til at starte sit eget lille firma som havemand. Allison ville kunne sige op på dineren og koncentrere sig om studierne. Og Jason ville … ja, hvad ville han selv gøre?

Han ville købe den lovede ring til Allison. Han ville skubbe alle tankerne om fyren med det latterlige, behårede bryst ud af hovedet, og han og Allison ville bevæge sig videre og leve resten af livet sammen. De kunne blive gift. Få børn. De ville begge være videnskabsmænd, måske læger. De kunne købe et nyt hus og to nye biler, og de kunne indstille airconditionanlægget på seksten grader hele sommeren, hvis de ville. De seneste tre måneder ville stå som et fjernt minde – noget, som de kunne snakke om, når der var gået ti eller femten år, og de havde lagt det hele bag sig. De ville sidde til et middagsselskab. Allison ville have fået lidt for meget at drikke. Samtalen ville blive drejet i retning af deres vilde studietid, og Allisons øjne ville funkle i skæret fra de levende lys på bordet, når hun så på Jason med et hemmelighedsfuldt smil om munden.

”Åh, det kan vi da sagtens overgå,” ville hun sige, hvorefter hun ville chokere alle de andre med historien om det vanvittige rod, de i løbet af de seneste uger havde fået sig rodet ud i.

Det var det, det ville ende som. En god historie, de kunne fortælle til fester. Ligesom den anden historie, Jason ofte fortalte. Historien om den første gang, hans bedstefar havde taget ham med på andejagt, hvor han var kommet til at skyde to lokkeænder.

Hvis det nogensinde skulle ske, var han dog nødt til at blive færdig med sin opgave. Han kunne ikke bare være tilfreds med at bestå. Han var nødt til at være den bedste, for selvom Allison ikke sagde det direkte, kunne hun godt lide dyre og eksklusive ting. Hun elskede tanken om at gå ind i en forretning og købe lige det, hun havde lyst til. Hun hadede at være nødt til at holde styr på beløbet på sin konto hver eneste måned, helt ned til den sidste cent. Jason havde ikke tænkt sig at blive en af den slags mænd, der udspurgte hende om, hvor meget et par sko havde kostet, eller hvorfor hun havde brug for en ny sort kjole. Han ville blive en af den slags mænd, der tjente så mange penge, at Allison kunne fylde ti klædeskabe med designertøj, og alligevel ville de stadig have råd til at tage til Cancún eller St. Croix, eller hvor det end var, alle de stinkende rige mennesker rejste hen i deres private flyvemaskiner, når de tog på ferie.

Han holdt fingrene over tasterne, men han skrev ikke noget. Han havde det, som om han havde feber. Skyld havde altid været et problem for ham. Der fandtes ingen straf, som andre kunne tildele ham, der var værre end den fortvivlelse, der blev fremkaldt af hans egen skuffelse over sig selv. Og han burde være skuffet. Han burde være forfærdet over det, han havde gjort. Han burde have beskyttet Allison og have sagt til hende, at uanset hvor mange penge, der var involveret, var det ikke det værd. Han havde bragt hende i fare. Han havde også fået Tommy blandet ind i det, fordi Tommy var dum nok til at være med på hvad som helst, så længe man bare gav ham et lille puf i den rigtige retning. Jason havde ansvaret for dem begge Han skulle beskytte sine venner, ikke skubbe dem ud midt i trafikken. Var deres liv virkelig så lidt værd? Var det, hvad det hele i sidste ende kunne koges ned til … nogle og tyve års liv for et beløb, der var mindre end det, en pedel tjente?

”Nej,” sagde han, men lyden af hans stemme druknede nærmest i larmen fra regnen. Han kunne ikke lade dem alle sammen blive trukket med ind i det. Allison tog fejl. Jason havde nosser. Han havde nosser nok til at gøre det rigtige.

I stedet for at arbejde på opgaven åbnede han sin internetbrowser. En hurtig søgning bragte ham til det rigtige sted. Han fandt kontaktoplysningerne på siden. Han klikkede på ikonet for at sende en mail, men så ombestemte han sig. Han ville ikke have, at mailen kunne spores tilbage til ham. Det var den kujonagtige måde at gøre det på, men han ville hellere være en kujon end en whistleblower, der endte med at blive smidt i spjældet. Han kunne ikke benægte sin meddelagtighed i det hele – pengeafpresning, svindel og guderne måtte vide hvad ellers. Statspolitiet ville blive inddraget. Det ville måske oven i købet blive betragtet som et drabsforsøg.

Han åbnede sin Yahoo-konto, som han normalt kun benyttede til porno, og kopierede mailadressen ind i modtagerfeltet. Han udtalte ordene højt for sig selv, mens han skrev: ”Jeg ved ikke, om jeg henvender mig til den rette person, men der foregår noget helt skævt i Grant County på Deres …” Hans stemme fortonede sig, mens han ledte efter det rigtige ord. Var det en virksomhed? En institution? Et firma?

”Hej.”

Jason for sammen og så op. ”For helvede, du skræmte røven ud af bukserne på mig.” Han fumlede efter musen for at lukke browservinduet.

”Er alt okay?”

Jason så nervøst på computeren. ”Hvad laver du her?” Det tåbelige mailprogram spurgte, om han ville gemme mailen. Han flyttede musen for at minimere vinduet. Han blev stadig spurgt, om han ønskede at gemme mailen.

”Hvad er det, du skriver?”

”En opgave.” I stedet for at trykke på Gem, trykkede han på Delete. Programmet lukkede. Han kunne høre ventilatoren larme, da den forsøgte at afkøle processoren nok til at gennemføre opgaven. Hans afhandling tonede frem på skærmen, men så forsvandt den pludselig, og skærmen blev sort.

”Pis,” hviskede han. ”Nej, nej, nej …”

”Jason.”

”Giv mig lige et øjeblik.” Han trykkede på mellemrumstasten i et forsøg på at vække computeren til live igen. Nogle gange skulle der ikke mere til. Nogle gange havde den bare brug for at vide, at han stadig var der.

”Du har selv bedt om det her.”

”Hvad …” Jasons hoved blev slynget frem. Hans tænder raslede, da han knaldede hovedet ned i computeren. Plasticbeklædningen føltes varm mod hans kind. En mørk væske flød ned mellem tasterne. Et øjeblik tænkte han den vanvittige tanke, at computeren var kommet til skade og blødte.

Et vindstød stod ind ad det åbne vindue. Jason prøvede at hoste, men hans hals nægtede at adlyde. Han hostede igen. En våd og tyk klump faldt ud af hans mund. Han stirrede på den og tænkte, at den lignede et stykke svinekød. En klump lyserødt, råt kød.

Det vendte sig i ham.

Han stirrede ned på sin egen tunge.