KAPITEL 10

Lena pressede en våd papirserviet ind mod halsen. Hun sad med ryggen op ad væggen på toilettet i omklædningsrummet på stationen. En af hendes kolleger var kommet ind, mens hun sad og hev efter vejret, men han var blot gået igen uden at sige et ord.

Hun havde aldrig haft en stærk mave. Hendes onkel Hank havde altid sagt, at hun ikke havde styrken til det liv, hun levede. Han ville ikke have brudt sig om at se, at han havde ret.

”Åh gud,” hviskede hun og var tættere på at bede, end hun længe havde været. Hvad var det, den tåbelige dreng var blevet rodet ud i? Hvad andet var der, hun havde overset?

Hun lukkede øjnene. Intet gav mening nu. Intet passede sammen længere på samme måde, som det havde gjort om morgenen dagen før.

Det var Tommy, der havde gjort det. Lena vidste, at han havde dræbt Allison. Folk tilstod ikke drab, medmindre de var skyldige. Og derudover havde de, mindre end et kvarter efter, at den døde pige blev fisket op af søen, fundet Tommy i Allisons lejlighed, hvor han havde stået og rodet i hendes ting. Med ansigtet skjult bag en sort skimaske. Han flygtede, da de konfronterede ham. Han stak Brad ned – godt nok kun med en brevåbner, men alligevel. Lena havde set det med sine egne øjne. Hun havde hørt Tommy tilstå. Hun havde set ham skrive det hele ned med sine ubehjælpelige ord. Og så havde han begået selvmord. Skylden var blevet for meget for ham, og han havde sprættet sine håndled op, fordi han vidste, at det var forkert, hvad han havde gjort.

Så hvorfor tvivlede hun nu på sig selv?

Mistænkte løj hele tiden. De havde aldrig lyst til at tilstå alle de forfærdelige gerninger, de havde begået. De gjorde alt for at snige sig udenom. De tilstod voldtægt, men ikke mord. De indrømmede, at de havde langet ud efter en modstander, men ikke at de bevidst havde slået vedkommende. At de havde haft en kniv, men ikke at de havde dræbt et andet menneske med den. Var det virkelig så enkelt? Havde Tommy løjet om, at han havde dræbt Allison i garagen, fordi han ville have forbrydelsen til at virke mere forståelig, mere spontan?

Hun pressede hovedet tilbage mod væggen.

Hun kunne ikke få den latterlige profil, Will Trent havde tegnet, ud af hovedet. Kold. Beregnende. Kynisk. Sådan var Tommy ikke. Han var ikke kvik nok til at tage højde for alle de mange variable faktorer. Han ville have været nødt til at planlægge det hele omhyggeligt, skaffe betonblokkene og kæderne og få dem bragt ud til søen på forhånd. Selvom han først havde skaffet dem efter Allisons død, ville han have skullet forholde sig til blodet på sig selv og sætte sin lid til, at regnen slettede sporene efter ham.

Enorme mængder af blod. Jorden havde været gennemblødt.

Lena kæmpede sig op på knæ og holdt hovedet ind over toilettet. Hendes mave snørede sig sammen, men der var ikke noget tilbage i den, hun kunne kaste op. Hun lænede sig tilbage på hælene og stirrede på cisternen. Det kolde, hvide porcelæn stirrede tilbage på hende. Toiletbåsen var hendes og kun hendes. Det var det eneste lille sted, hun havde fået tilkæmpet sig, som udelukkende var hendes i det fælles omklædningsrum. Tissekummerne var gule og plettede som en gammel dames tænder. De to andre båse var klamme og ulækre, men denne morgen var det, som om det ikke stoppede der. Hele rummet stank af lort, og det væltede ned over hende.

Hun tørrede sig om munden med papirservietten. Det dunkede i skudsåret på hendes hånd. Der var sikkert ved at gå infektion i det. Hendes hud føltes varm helt ned på håndleddet. Hun kneb øjnene hårdt i og ønskede sig langt væk fra det hele. Hun længtes efter at ligge hjemme i sengen sammen med Jared. Hun længtes efter at vende tilbage til dagen før, så hun kunne ruske Tommy Braham godt og grundigt igennem, indtil han fortalte sandheden om, hvad der var sket. Hvorfor stod han i Allisons lejlighed? Hvorfor rodede han i hendes ting? Hvorfor havde han en skimaske på hovedet? Hvorfor stak han af? Og hvorfor, i Guds navn, begik han selvmord?

”Lena?” Marla Simms’ knirkende stemme var kun en hvisken. ”Må jeg tale med dig et øjeblik?”

Lena trak sig op på benene. Det gik ikke hen over hovedet på hende, at det eneste sted på hele den forbandede station, som hun kunne kalde sit eget, var en toiletbås.

Marla stod med et stykke sammenfoldet papir i hænderne. ”Er du okay?”

”Nej,” sagde hun, fordi der ikke var nogen grund til at lyve. Hun behøvede kun at kaste et blik i spejlet for at se sandheden. Hendes hår var uglet. Hendes ansigt var rødt og spættet. Hun var svimmel af mangel på søvn, og hendes nerver hang i laser. Hun havde det, som om hele hendes krop vibrerede, selvom hun stod helt stille.

”Agent Trent bad om det her.” Marla holdt det foldede stykke papir mellem fingrene og sendte Lena et hemmelighedsfuldt blik, som om de var to spioner, der udvekslede attachémapper foran Kreml. ”Han så det ikke i aftes.”

Lena var nødt til at trække hårdt i papiret, før Marla gav slip på det. Hun genkendte sin egen håndskrift. Kopien stammede fra hendes notesblok. Udskriften af opkaldet til alarmcentralen. Hun prøvede at læse teksten, men hendes øjne var så slørede, at ordene flød sammen. ”Jeg troede, det var båndet, han bad om?”

”Hvis han vil have mere end det her, må han selv køre ned til Eaton og få det udleveret.” Hun støttede hænderne på sine brede hofter. ”Og du kan hilse ham fra mig og sige, at jeg ikke er hans personlige sekretær. Jeg ved ikke, hvem han tror, han er, sådan som han koster rundt med folk.”

Han var en mand, der ikke ville tøve med at fyre samtlige medarbejdere på stationen, hvis de ikke rettede sig efter hans mindste vink. ”Har du talt med Frank i dag?”

”Jeg vil tro, at han lagde vejen forbi i aftes. Bunkerne på mit skrivebord lå i ét stort rod, da jeg mødte.”

Lena vidste allerede, at Frank havde taget Tommys telefon og fjernet billederne fra Allisons pung, men de nye oplysninger fik en isnende følelse til at brede sig i hendes bryst. ”Hvilke papirer drejede det sig om?”

”Dem alle sammen. Jeg ved ikke, hvad det var, han ledte efter, men jeg håber, han fandt det.”

”Du udleverede hændelsesrapporterne til Trent.”

”Ja, og?”

”Hvorfor?”

”Ingen har lyst til at tale ondt om de døde, men jeg er parat til at fortælle det til alle og enhver, der spørger. Tommy havde opført sig underligt på det seneste. Han var på vej ud i vanskeligheder. Han råbte efter folk og opførte sig truende. Misforstå mig ikke. Han var en sød dreng, da han var lille. Det er det, Sara kan huske. Men hun ved ikke, hvordan han var på det seneste. Jeg tror, at et eller andet ganske enkelt slog klik i hovedet på ham. Måske havde det været der hele tiden, men vi havde bare ikke bemærket det. Havde ikke lyst til at se det.” Marla rystede bestemt på hovedet. ”Det her er ét stort rod. En ubetinget, førsteklasses lortesag.”

Lena så på Marla for første gang. Den ældre kvinde var ikke en af hendes største fans. I bedste fald nedværdigede hun sig til at sende Lena et kort nik, når hun mødte på arbejde om morgenen, men de fleste gange løftede hun end ikke blikket fra skrivebordet. ”Hvorfor henvender du dig til mig nu? Du henvender dig normalt aldrig til mig.”

Marla rejste børster. ”Undskyld, men jeg prøver bare at hjælpe,” svarede hun, før hun vendte om på hælen og spankulerede ud.

Lena så på døren, mens den langsomt gled i på hængslerne. Rummet føltes trangt og klaustrofobisk. Hun kunne ikke blive ude på toiletterne hele dagen, men det var svært for hende at undertrykke den instinktive trang til at skjule sig for Will Trent. Larry Knox havde fortalt Frank, at Will var et omvandrende jakkesæt, ikke en rigtig politimand. Lenas første indtryk havde været det samme. Med sin cashmeresweater og metroseksuelle frisure lignede Will en mand, der passede bedre til at sidde bag et skrivebord, stemple ud klokken fem og tage hjem til konen og børnene. Den gamle Lena ville have affærdiget ham som en amatør, der ikke befandt sig på hendes niveau og ikke fortjente at have et politiskilt.

Den gamle Lena havde brændt fingrene så mange gange på grund af sine hurtige domme, at hun lige så godt kunne have sat ild til sig selv. Men nu havde hun lært at se forbi sin umiddelbare reaktion og få øje på sandheden. Will var blevet sendt ned til Heartsdale af vicedirektøren, som stod med foden på dørtrinnet til at blive GBI’s direktør. Lena havde mødt Amanda Wagner mange år tidligere. Hun var en strid, gammel kælling. Det var umuligt at forestille sig, at Amanda blot ville have sendt en reservespiller fra sit hold til Heartsdale – specielt eftersom anmodningen var kommet fra Sara Linton. Will var sikkert en af GBI’s dygtigste efterforskere. Det måtte han ganske enkelt være. På mindre end to timer havde han formået at få Lenas sag mod Tommy Braham til at smuldre og gå i tusind stykker.

Og nu var hun nødt til at gå ud og se ham i øjnene igen.

Hun havde stadig ondt i fødderne efter den lange tur gennem skoven. Hendes sko var drivende våde. Hun gik hen til sit omklædningsskab. I det øjeblik hun lagde hænderne på låsen, glemte hun talkombinationen. Hun pressede panden mod det kolde metal. Hvorfor var hun der stadig? Hun ville ikke kunne opretholde facaden over for Will Trent. Luften udenfor var så tyk af løgne og halve sandheder, at hun ikke kunne huske dem alle sammen. Han blev ved med at lægge fælder for hende, og for hver ny fælde var det, som om hun kom tættere og tættere på at gå direkte i den. Hun burde tage hjem, før hun kom til at sige for meget. Hvis Trent ville forhindre hende i det, måtte han lægge hende i håndjern.

Hun kom i tanker om talkombinationen. Hun drejede skiven og åbnede skabet. Hun så på sin regnfrakke, sine toiletsager og alt det ragelse, hun havde samlet sammen gennem årene. Det eneste, hun havde brug for, var det ekstra par tennissko, der stod i bunden af skabet. I en pakke tamponer lå et billede af Jared, som var taget tre år tidligere. Han stod uden for Sanford Stadium på University of Georgia. Stedet var proppet. Georgia skulle spille mod Louisiana State University. Omkring ham stod en stor flok studerende, men han var den eneste, der så på kameraet. Så på Lena.

Billedet repræsenterede det øjeblik, hvor hun havde forelsket sig i ham. Uden for det larmende stadion, omgivet af berusede fremmede. Det var rent faktisk lykkedes hende at indfange præcis det øjeblik, hvor alt i hendes liv forandrede sig. Hvem ville være der til at indfange det, når det hele faldt fra hinanden og sank i grus?

Sikkert den ansvarshavende betjent, der fotograferede hende, når hun blev anholdt.

Døren blev åbnet. Fire patruljebetjente kom ind. De var så optaget af deres indbyrdes samtale, at de knap bemærkede Lena. Hun stak billedet af Jared i baglommen. Hendes sokker var drivende våde, men alligevel stak hun fødderne i de tørre tennissko. Hun længtes kun efter at komme væk. Hun ville fortsætte ud gennem vagtstuen, gå direkte forbi Will Trent, sætte sig ud i bilen og køre hjem til Jared.

Hun ville begynde at pakke allerede i aften. Hun ville blive et af de mennesker, der efterlod nøglen i postkassen, så banken kunne overtage huset. Hendes bil var i god stand. Hun havde penge nok på sin opsparingskonto til at klare sig i tre måneder – måske fire, hvis Jared ikke forventede, at hun hjalp med at betale huslejen. Hun ville flytte sammen med ham og prøve at lægge det hele bag sig og tage hul på et nyt liv, hvor hun ikke var strisser.

Hvis hun da ikke ville blive sat bag tremmer for at have lagt hindringer i vejen for efterforskningen i en kriminalsag. Hvis hun ikke blev dømt for forsømmelighed. Hvis Gordon Braham ikke sagsøgte hende for alt, hvad hun ejede. Hvis Frank ikke fyldte Jared med modbydelige løgne. Løgne, som Jared ville tro på, fordi det fantastiske ved at lyve var, at folk troede på løgnen, så længe den bare lå tæt nok på sandheden.

Lena knaldede skabslågen i og lod hånden ligge på det kolde metal.

En af patruljebetjentene sagde: ”Vi kommer ikke til at fælde mange tårer, hvis du lader ham røvhullet fra GBI snuble og slå hovedet.”

De var ved at klæde om og trække i deres tunge regnvejrsuniformer. Will havde taget billeder og prøver af både barken og jorden ved søen, men ydermere havde han givet ordre til en grundig finkæmning af hele skoven. Han ville have flere billeder, tegninger, skemaer. Han ville være helt sikker på, at de vidste, at de havde begået en fejl. At Lena havde begået en fejl.

”Retarderede idiot,” sagde en af de andre.

Lena vidste ikke, om det var Will eller Tommy, han tænkte på. Uanset hvad lykkedes det hende at udvise en smule falsk selvsikkerhed. ”Jeg ville ønske, han var en smule kvikkere, så han kunne forstå, hvor dum han i virkeligheden er.”

De lo alle, da hun forlod omklædningsrummet. Lena tog sin jakke på og gik lidt mere selvsikkert gennem vagtstuen, end hun reelt følte sig. Hun var nødt til at genvinde fatningen. Hun var nødt til at gøre sig hård, før hun blev bombarderet med den næste salve af spørgsmål fra Will Trent. Jo færre svar hun gav ham, jo bedre kunne hun beskytte sig selv.

I hånden holdt hun den kopi, Marla havde givet hende. Lena skimmede ordene, mens hun gik, så hun ikke behøvede at tale med nogen. Hun standsede, da hun nåede ud til udgangen. Hun læste udskriften igen. Ordene var skrevet med hendes egen skrift, men de sidste par sætninger fra opkaldet manglede. Personen i den anden ende havde nævnt, at Allison havde været oppe at skændes med sin kæreste. Hvorfor var denne del af samtalen blevet fjernet?

Hun så på Marla, der sad bag skranken. Den ældre kvinde stirrede tilbage med det ene øjenbryn løftet op over kanten af brillerne. Enten var hun stadig rasende, eller også sendte hun Lena en besked. Det var svært at afgøre. Lena så på udskriften igen. Den sidste del manglede og var blevet fjernet så omhyggeligt, at man aldrig ville have mistanke til, at den manglede. Havde Marla besluttet sig for at pille ved bevismaterialet? Frank havde rodet i hendes papirer aftenen før. Hvorfor skulle han redigere udskriften uden at fortælle det til Lena? For helvede, hun gik rundt med sin notesbog med den oprindelige udskrift i baglommen. Trent behøvede bare at bede om lov til at se den, og Lena kunne se frem til at blive tiltalt for at have pillet ved bevismaterialet.

Døren gik op, før Lena nåede helt hen til den. Will Trent var tydeligvis blevet utålmodig af at vente på hende udenfor.

Han havde skiftet til sine almindelige sko igen og taget Carl Phillips’ jakke af. Han virkede lige så ivrig, som hun var forbeholden.

Lena rakte ham kopien. ”Marla bad mig om at give dig den her. Hun sagde, at du selv må finde ud af at skaffe båndoptagelsen fra Eaton.”

Før Will tog imod kopien fra Lena, så han på Marla bag skranken og råbte: ”Tusind tak, mrs. Simms.” Hans blik gled hen over siden. ”Du har selv hørt opkaldet, ikke?” Han så op. ”Du skrev det her på baggrund af samtalen, ikke?”

”Indholdet blev læst op fra skærmen for mig. Båndoptagelserne bliver ikke gemt på stationen, men de er ikke svære at få fat på.” Lena holdt vejret og bad til, at han ikke ville bede hende om at skaffe den.

”Har du nogen anelse om, hvem det var, der ringede?”

Hun rystede på hovedet. ”Det var en kvinde. Nummeret var hemmeligt, og hun ville ikke fortælle, hvem hun var.”

”Har du selv taget kopien til mig?”

”Nej. Marla gav den til mig.”

Han pegede på en sort plet på siden. ”Der sidder noget tyggegummi på glasset i kopimaskinen.”

Lena spekulerede på, hvorfor helvede han fortalte hende det. Will Trent mindede ikke om nogen strisser, hun nogensinde havde mødt. Han havde det med at kredse rundt om sine egentlige spørgsmål og fremsætte tilfældige kommentarer eller bemærkninger om observationer, der tilsyneladende ikke førte nogen vegne, indtil det pludselig var for sent, og hun mærkede løkken stramme om halsen. Han spillede skak, og hun kunne ikke engang finde ud af at spille dam.

Hun prøvede at spore samtalen i en anden retning. ”Vi må hellere tage ud til gerningsstedet, hvis du gerne vil nå tilbage til obduktionerne.”

”Har vi ikke lige besøgt gerningsstedet?”

”Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der skete. Tommy kan have løjet. Det sker også i Atlanta, ikke? At forbrydere lyver for politiet.”

”Oftere end jeg bryder mig om.” Han stak fotokopien ned i sin mappe. ”Hvornår skal obduktionen begynde?”

”Frank sagde klokken halv tolv …”

”Fortalte han det, da du talte med ham i aftes?”

Lena prøvede at komme i tanker om, hvad hun havde sagt, da han stillede spørgsmålet første gang. Hun havde talt med Frank to gange. Begge gange var han gået hende på klingen om Tommys tilståelse, og begge gange havde han genfremsat sin trussel om at få hendes liv til at synke i grus, hvis hun ikke beskyttede hans fordrukne røv.

Lena prøvede med et undvigende svar i håb om, at Will ville affinde sig med det. ”Det var, som jeg allerede har fortalt.”

Han holdt døren for hende. ”Har du nogen anelse om, hvorfor pressen ikke har kastet sig frådende over sagen?”

”Pressen?” Hun ville have leet, hvis hun ikke havde stået i lort til halsen. ”Avisen udkommer ikke i ferien. Thomas Ross tager altid på skiferie på den her tid af året.”

Will lo venligt. ”Det er svært ikke at elske små byer.” Et koldt vindstød gjorde det nødvendigt for ham at tage skulderen til hjælp for at lukke glasdøren. Han stak hænderne i lommen. Det nederste stykke af hans bukseben var stadig vådt. ”Lad os tage din bil.”

Hun havde det ikke godt med, at han skulle sidde i hendes Celica, så hun nikkede i retning af Franks Town Car og trak sit nøglebundt op af lommen. Stationen havde et stramt budget, og de var fælles om at benytte bilen.

Hun trykkede på knappen for at åbne dørene.

Will satte sig ikke ind, men rynkede på næsen, da han mærkede den skarpe lugt, der stod ud i hovedet på ham. ”Røg?”

”Frank,” sagde hun. Stanken var værre, end den plejede at være. Han måtte have kæderøget hele vejen til og fra Macon aftenen før.

”Er det politichefens bil?” spurgte Will.

Hun nikkede.

”Hvor er han, hvis det er hans bil?”

Det lykkedes Lena at sluge klump i halsen. ”Han tog en af patruljevognene, da han kørte på hospitalet.”

Will sagde ikke noget, selvom han spekulerede på, om han havde sat et lille mærke i sin bog. Frank havde taget patruljevognen, så han ikke ville blive standset undervejs. Det var ulovligt at køre for hurtigt, når der ikke forelå en nødsituation, men det var en regel, som politifolk hele tiden forsøgte at snige sig udenom.

”Kan du køre en bil med manuelt gear?” spurgte Will.

Nu var det hendes tur til at fnyse. Selvfølgelig kunne hun køre en bil med manuelt gear.

”Lad os tage min bil,” sagde Will.

”Mener du virkelig det?” Lena havde allerede hørt om Porschen, før hun var mødt op på stationen om morgenen. Hele byen snakkede om den – hvad den måtte have kostet, hvorfor en agent fra GBI kørte rundt i den og, vigtigst af alt, hvorfor den havde holdt foran Lintons hus hele natten.

Will ventede ikke for at se, om hun fulgte med, da han satte kursen mod den modsatte ende af parkeringspladsen. Han blev ved med at tale til hende, mens han fortsatte hen mod sin bil og svingede sin mappe stille frem og tilbage. ”Jeg er nysgerrig efter at finde ud af noget mere om Allison Spooner. Du siger, at hun er fra Alabama?”

”Ja.”

”Og at hun læste på Grant Tech?”

Lena var forsigtig med sit svar. ”Hun var indskrevet på skolen, ja.”

Will så på hende. ”Det betyder vel, at hun gik på skolen?”

”Det betyder, at hun var indskrevet. Vi har ikke talt med hendes lærere endnu. Vi ved ikke, om hun deltog aktivt i undervisningen. Skolen modtager en hel del henvendelser fra forældre på denne tid af året, fordi de undrer sig over, at de ikke har modtaget deres børns standpunktskarakterer.”

”Tror du, at Allison Spooner var droppet ud af skolen?” spurgte han.

Hun prøvede med en ny strategi. ”Jeg tror, jeg hellere vil lade være med at fortælle dig noget, før jeg ved, om det er sandt.”

Han sendte hende et af sine hurtige nik. ”Fair nok.”

Lena ventede på endnu et spørgsmål, endnu en krænkelse. Men Will fortsatte bare med at gå uden at sige noget. Hvis han troede, at hans nye taktik ville få hende til at knække, tog han fejl. Lena havde været vant til tavs misbilligelse hele livet igennem og havde gjort det til en kunst at ignorere den.

Hun trak hovedet ned mellem skuldrene i kulden. I tankerne vendte hun hele tiden tilbage til sin tidligere samtale med Will. Hun havde været så rasende over, at han havde indtaget Jeffreys kontor, at hun i begyndelsen overhovedet ikke havde bidt mærke i, hvad han sagde. Men så havde han trukket Allisons pung frem, og hun havde set, at det tredje billede manglede.

På billedet så man Allison ved siden af en dreng, der havde lagt sin ene arm om hende. En ældre kvinde sad på den anden side af hende, med lidt større afstand. De sad på en bænk uden for studiecenteret. Lena havde stirret så længe på billedet, at hun kunne huske alle detaljerne. Drengen var cirka jævnaldrende med Allison. Hætten på hans sweatshirt havde været trukket godt ned i panden, men alligevel havde hun kunnet se, at han havde brunt hår og brune øjne. På sin svage og vigende hage havde han haft et tyndt og fimset fipskæg. Han var halvtyk på samme måde som de fleste af de andre mandlige studerende på Tech – et resultat af lidt for mange dage, der blev tilbragt på skolebænken, og lidt for mange aftener, der blev spildt på at spille computerspil.

Det var tydeligt, at kvinden på billedet kom fra den fattigere del af byen. Hun var et sted i fyrrerne, måske ældre. Når en kvinde med et hærget ansigt nåede op over en bestemt alder, var det vanskeligt at afgøre, hvor gammel hun egentlig var. Den dårlige nyhed var, at hun allerede lignede en på halvfems. Alle rynkerne i hendes ansigt fortalte, at hun var ryger. Hendes afblegede hår var så tørt, at det lignede halm.

Nu manglede også Tommys telefon fra bevismaterialet. Frank havde givet den til Lena på gaden. Han havde fundet den i Tommys baglomme, da han visiterede ham, før han blev anbragt på bagsædet i politibilen. Hun havde lagt telefonen i en lukket bevispose, noteret indholdet på posen og registreret den som bevismateriale.

På et tidspunkt i løbet af den foregående aften var både billedet fra Allisons pung og Tommys telefon forsvundet.

Der var kun én, der kunne have skjult bevismaterialet, og det var Frank. Marla havde fortalt, at han havde gennemrodet hendes skrivebord. Det var sikkert også ham, der havde pillet ved udskriften af opkaldet til alarmcentralen. Men hvorfor? Både billedet og opkaldet henledte opmærksomheden på, at Allison muligvis havde en kæreste. Måske prøvede Frank at finde frem til ham før Will Trent. Frank havde sagt til Lena, at de begge skulle holde sig til sandheden eller i det mindste en tilpasset udgave af sandheden. Hvorfor gik han bag om ryggen på hende for at lede efter en anden mistænkt?

Hun tørrede sine øjne med den ene hånd. Vinden var bidende kold og fik hendes næse til at løbe. Hendes øjne var våde og rindende. Hun var nødt til at finde ti minutter eller et kvarter, hvor hun kunne være alene, så hun kunne tænke det hele igennem. Wills tilstedeværelse gjorde det umuligt for hende at gøre andet end at bekymre sig om det næste spørgsmål, der kom ud af hans mund.

”Er du klar?” spurgte Will. De var kommet hen til Porschen. Bilen var ældre, end Lena havde troet. Der var ingen fjernbetjening til at åbne dørene med. Will låste døren i førersiden op og rakte nøglerne til hende.

Lena mærkede en ny bølge af nervøsitet, der bredte sig gennem hendes krop. ”Hvad nu, hvis jeg kører galt?”

”Det vil jeg sætte stor pris på, at du prøver at lade være med.” Han lænede sig ind i bilen og stillede sin mappe på bagsædet.

Lena kunne ikke røre sig ud af stedet. Det føltes som en fælde, men hun forstod ikke formålet med den.

”Er der et problem?” spurgte Will.

Lena gav op. Hun satte sig ind på sædet, der snarere føltes som en lænestol. Når hun strakte fødderne frem mod pedalerne, befandt hendes lægmuskler sig kun få centimeter over gulvet.

Will åbnede passagerdøren. ”Har du ikke en embedsbil?” spurgte hun.

”Min chef ville gerne have mig til at tage herned hurtigst muligt.” Han var nødt til at skubbe passagersædet tilbage, før han kunne sætte sig ind i bilen. ”Du kan justere sædet nede foran,” sagde han til Lena. Hun førte en hånd ned og trak sædet længere frem mod rattet. Wills ben var omkring tre meter længere end hendes, og hendes overkrop var stort set presset ind mod rattet, da hendes fødder endelig fandt koblingen og speederen.

Will kunne ikke få sædet indstillet ordentligt. Han skubbede det helt tilbage og lænede ryglænet så langt bagover som muligt for ikke at støde hovedet mod taget. Langt om længe foldede han sin krop sammen som et stykke japansk origami og satte sig ind ved siden af hende. Hun så på ham og ventede på, at han spændte sikkerhedsselen. Bortset fra højden var han af nogenlunde gennemsnitlig bygning. Han var slank, men hans skuldre var brede og muskuløse, som om han tilbragte en hel del tid i et motionscenter. Det var tydeligt, at hans næse havde været brækket engang. I ansigtet havde han en række utydelige ar af den slags, man fik af at slås med de bare næver.

Nej, han kunne afgjort ikke være en af Amanda Wagners udskiftningsspillere.

”Okay,” sagde Will, da han omsider havde fået sig placeret i sædet.

Hun førte hånden frem mod tændingen, men der var ingen.

”Den sidder i den anden side.”

Hun fandt tændingen på venstre side af rattet.

Will forklarede: ”Bilen er oprindeligt bygget til Le Mans-løb. Man kan starte den med den ene hånd, mens man skifter gear med den anden.”

Hun var ekstremt højrehåndet, og der skulle et par forsøg til, før det lykkedes hende at dreje nøglen i tændingen. Motoren blev vakt til live med et brøl. Sædet vibrerede under hende. Hun kunne mærke, hvordan koblingen pressede sig op mod hendes fodballe.

Will bremsede hende. ”Giv motoren et øjeblik til at varme op.”

Lena fjernede foden fra pedalen. Hun stirrede over på den anden side af gaden. Han havde parkeret i den fjerneste ende af parkeringspladsen, så bilens forende vendte ud mod gaden. Hun kunne se direkte over på børneklinikken på den anden side. Saras klinik. Hun spekulerede på, om han havde parkeret på dette sted med fuldt overlæg. Han lod til at være en mand, der var meget bevidst om det, han gjorde. Eller måske var hendes paranoia så omfattende, at hun ikke kunne se hans brystkasse hæve og sænke sig uden at tro, at det var en del af en større plan for at afsløre hende.

Will stillede et af sine tilfældige spørgsmål. ”Hvad tænker du om opkaldet til alarmcentralen?”

Hun fortalte sandheden. ”Det generer mig, at det blev foretaget fra en telefon med hemmeligt nummer.”

”Hun ringede og fortalte om et selvmord, som ikke var et selvmord alligevel. Hvorfor?”

Lena rystede på hovedet. Opkaldet var det sidste, hun tænkte på lige nu. ”Måske fik Tommy hende til at gøre det. Måske var hun en kollega til ham? Eller en medskyldig. En jaloux kæreste, måske?”

”Tommy virkede ikke som typen, der havde flere kærester.”

Nej, på ingen måde. Under afhøringen havde Lena bedt ham om at udtrykke sig helt klart og tydeligt, fordi hun ikke var sikker på, at han helt var klar over, hvad sex var.

”Fortalte Tommy noget om, at han havde en kæreste?” spurgte Will.

Hun rystede på hovedet.

”Vi kan spørge os lidt omkring. I det mindste vidste pigen, der ringede til alarmcentralen, at der var noget, der ikke var helt, som det burde være. Det var tydeligt, at opkaldet fra hende kunne være med til at bevise Tommys uskyld.”

Lena drejede hovedet skarpt og så på ham. ”Hvordan det?”

”Pigen fortalte, at Allison havde været oppe at skændes med sin kæreste. Det var derfor, hun var bange for, at hun ville begå selvmord. Hun nævnte ikke noget om Tommy.”

Lena havde det, som om blodet i hendes årer frøs til is. Hun holdt hårdt om rattet. I Franks tilpassede udskrift var der ikke nævnt noget om en kæreste. Will måtte allerede have været i kontakt med afdelingen i Eaton. Men hvorfor havde han så spurgt Marla om optagelsen?

For at lægge en fælde. Og Lena var lige gået i den med begge ben.

Wills stemme var neutral. ”Det er indlysende, at vi er nødt til at finde hendes kæreste. Han vil sikkert kunne føre os til den pige, der ringede. Havde Allison nogen fotografier i sin lejlighed? Kærestebreve? En computer?”

Fotografier. Vidste han allerede, at der manglede et billede? Lenas hals føltes så hudløs, at hun ikke kunne synke. Hun rystede på hovedet.

Will tog sin mappe på bagsædet og åbnede den. Hun kunne høre en høj og skinger hyletone i ørerne. Hendes brystkasse snørede sig sammen. Hendes syn var sløret. Hun spekulerede på, om det var sådan, et panikanfald føltes.

”Hmm,” mumlede Will og bladrede i papirerne. ”Jeg har ikke fået mine læsebriller med.” Han gav kopien til hende. ”Vil du ikke læse teksten op?”

Lenas hjerte hoppede rundt i brystet. Will holdt kopien i hånden, og papiret blafrede stille i luften fra varmeblæseren.

”Hvorfor gør du det her?” Hendes stemme var ikke mere end en hvisken.

Alle hendes ord sitrede af frygt. Will stirrede på hende i et stykke tid … så længe, at det føltes, som om han sugede hele hendes sjæl ud af kroppen. Langt om længe sendte han hende blot et af sine karakteristiske nik, som om han havde truffet en beslutning. Han lagde kopien tilbage i mappen og lukkede den.

”Lad os køre hen til Allisons lejlighed.”

Taylor Drive lå mindre end ti minutter fra stationen, men det føltes, som om turen varede flere timer. Lena var så fuld af panik, at hun sagtnede farten et par gange, fordi hun troede, hun skulle kaste op. Hun havde brug for at koncentrere sig om Frank og finde ud af, hvor mange søm han kunne slå i hendes kiste, men i stedet var det Tommy Braham, hun tænkte på.

Han døde på hendes vagt. Han var hendes ansvar. Hun havde ikke kropsvisiteret ham, da hun låste ham ind i cellen. Hun havde troet, at han var ude af stand til at narre nogen, fordi han var svagtbegavet. Men hvem var det, der var den dumme nu? Hun følte, at Tommy godt ville kunne begå et drab, men alligevel anså hun ham for at være så harmløs, at hun havde lukket ham ind i en celle med en skarp genstand skjult på kroppen. Frank havde ret – hun skulle være glad for, at Tommy ikke havde benyttet våbnet mod andre end sig selv.

Hvornår havde Tommy taget blækpatronen ud af hendes kuglepen? Da han gjorde det, måtte han allerede have bestemt sig for, at han ville bruge den til noget alvorligt. Han græd, da han var færdig med at skrive sin tilståelse. Pakken med Kleenex var tom. Lena havde ladet ham være alene i højst et halvt minut, da hun hentede nogle flere lommetørklæder. Da hun kom tilbage, sad han med hænderne under bordet. Hun havde tørret hans næse, som om han var et barn. Hun havde beroliget ham, klappet ham blidt på skuldrene og sagt, at det hele nok skulle ordne sig. Det virkede, som om han troede på hende. Han havde pudset næse og tørret sig i øjnene. På daværende tidspunkt havde hun troet, at han havde affundet sig med sin skæbne, men måske adskilte den skæbne, han havde besluttet sig for, en hel del fra den, Lena havde forestillet sig.

Var det medlidenhed med Tommy eller hendes instinktive behov for at beskytte sig, der havde forhindret hende i at skille sig af med den brevåbner, han havde brugt mod Brad Stephens? Aftenen før havde hun overvejet at smide den ud fra en af de tusindvis af broer på vejen mellem Heartsdale og Macon. Men hun havde ikke gjort det. Den lå stadig i bevisposen, skjult under reservehjulet i hendes bils bagagerum. Lena havde ikke villet tage den med ind i huset. Nu brød hun sig ikke om at tænke på, at den befandt sig så tæt på stationen. Frank havde fusket med dokumenterne. Han havde ikke holdt sig til kommandovejen. Han havde pillet ved bevismaterialet. Hun troede ikke, at den gamle mand ville holde sig for god til at gennemrode hendes bil.

For helvede! Hvad ville han ellers kunne finde på?

Hun drejede til højre og kørte ind på Taylor Drive. Regnen havde stået ned i tove aftenen før og havde skyllet blodet på vejen væk, men alligevel kunne hun stadig se det for sit indre blik. Hun kunne stadig se, hvordan Brad havde prøvet at blinke regnen ud af øjnene, og hvordan hans hud allerede var begyndt at blive grå, da helikopteren landede.

Hun styrede bilen over i den modsatte side af vejen og standsede. ”Det var her, Brad blev stukket ned.”

”Hvor ligger Spooners lejlighed?” spurgte Will.

Hun pegede et stykke frem. ”Det fjerde hus på venstre side.”

Han stirrede hen ad vejen. ”Hvad er husnummeret?”

”16½.” Lena satte bilen i gear og kørte forbi stedet, hvor Brad blev stukket ned. ”Vi fik adressen på skolen og tog herud for at se, om der var en bofælle eller udlejer, vi kunne tale med.”

”Havde I en ransagningskendelse?”

Han havde stillet spørgsmålet før. Hun gav ham det samme svar. ”Nej. Vi var ikke kommet for at ransage lejligheden.”

Hun ventede på, at han skulle spørge hende om noget andet, men Will var tavs. Hun spekulerede på, om hun havde fortalt ham sandheden. Hvis Tommy ikke havde stået i Allisons lejlighed, ville de alligevel være trængt ind i garagen. Gordon Braham var udenbys. Med sit kendskab til Frank var hun sikker på, at han ville have brudt låsen op og være trængt ind i Allisons lejlighed. Han ville have sagt et eller andet om, at det var bedre at bede om tilgivelse end at spørge om lov. Ingen ville have løftet et øjenbryn over, at de ulovligt var trængt ind, når en ung pige fra Tech var blevet dræbt.

”Ringede I på hos naboerne?” spurgte Will.

Lena standsede bilen foran Brahams hus. ”Det gjorde patruljebetjentene. Ingen havde set noget, der ikke stemte overens med det, der skete.”

”Og hvad var det præcis, der skete?”

”Brad blev stukket ned.”

”Fortæl det fra begyndelsen. I kom kørende …”

Hun prøvede at tage en dyb indånding, men hendes lunger nægtede at lade sig fylde mere end halvt op. ”Vi nærmede os garagen …”

”Nej,” afbrød han hende. ”Vend helt tilbage til begyndelsen. I kom kørende hertil, og hvad skete der så?”

”Brad var her allerede.” Hun fortalte ham ikke om den lyserøde paraply eller Franks raserianfald.

”I steg ud af bilen?” pressede Will på. Han havde vitterlig tænkt sig at tvinge hende til at gennemgå det hele trin for trin.

Hun åbnede døren. Regnen vædede hendes ansigt med store, dovne dråber. Også Will steg ud af bilen. ”Regnen var ophørt, og sigtbarheden var god,” sagde hun. Hun så op gennem indkørslen. Will stod ved siden af hende med sin mappe i hånden. For enden af indkørslen kunne hun se, at garagen var blevet afspærret med gule plasticbånd. Frank måtte være vendt tilbage i løbet af aftenen. Eller også havde han sendt nogle mænd ud for at spærre adgangen til garagen, så det virkede, som om de tog sagen alvorligt. Det var umuligt at se, hvad han var i gang med eller hvorfor.

Will åbnede mappen og fiskede et stykke papir op. ”Ransagningskendelsen kom, mens du var ude for at hente din frakke.”

Han rakte dokumentet til hende. Hun kunne se, at det var udstedt af en dommer i Atlanta.

”Hvad så derefter?” spurgte han. ”Jeg går ud fra, at garagedøren var lukket, da I nærmede jer.”

Hun nikkede. ”Vi stod cirka her. Alle tre. Lyset var slukket. Der holdt ingen biler i indkørslen eller på vejen.” Hun pegede på scooteren. Skærmene var dækket af tykke mudderkager. ”Låsen og kæden så ud til at være af samme slags.” Lena stirrede på scooteren og havde det godt med mudderet på hjulene. Tommy måtte have kørt rundt i skoven på scooteren. De ville ikke kunne finde nogen spor, men mudderet på dækkene ville svare til mudderet omkring søen.

”Adams?”

Hun vendte sig om. Hun havde ikke hørt hans spørgsmål.

”Bankede I på hoveddøren?”

Hun rettede blikket tilbage mod huset. Der var stadig ikke tændt noget lys indenfor. Op ad døren stod en lille buket blomster. ”Nej.”

Will bukkede sig og åbnede garagedøren. Der lød en øredøvende larm, da den rullede op – en høj og skramlende larm, som halvdelen af naboerne i kvarteret måtte kunne høre. Lena så ind på sengen, bordet, de spredte aviser og blade. Der var en lille blodpøl på det sted, hvor Frank var faldet nær indgangen, og nu var plamagen dækket af is. Flængen i Franks arm måtte være større, end hun havde troet. Det var umuligt, at Tommy kunne have lavet flængen med brevåbneren. Havde Frank stukket en kniv i sig selv?

”Var det denne tilstand, I fandt garagen i?” spurgte Will.

”Mere eller mindre, ja.” Lena lagde armene over kors. Hun kunne mærke, hvordan kulden trængte gennem hendes jakke. Hun burde være vendt tilbage til garagen, efter at hun havde fået Tommys tilståelse, så hun kunne gennemgå Allisons ting og lede efter spor, der kunne bekræfte Tommys historie. Det var bare for sent at fortryde det nu. Det bedste, hun kunne gøre for sig selv, var at begynde at tænke som en efterforsker i stedet for at opføre sig som en mistænkt. Mordvåbnet lå sikkert i garagen. Scooteren var et godt spor. Plamagen ved sengen var et endnu bedre spor. Tommy kunne have slået Allison i hovedet, hvorefter han kørte hende ud i skoven for at dræbe hende. Måske gik hans plan ud på at drukne hende i søen. Pigen havde genvundet bevidstheden, hvorefter han stak hende i nakken med kniven. Tommy havde boet i Grant County hele sit liv. Han havde sikkert besøgt stedet ved søen hundredvis af gange. Han ville vide, hvor søen pludselig blev dybere. Han ville vide, at han skulle efterlade liget på dybt vand, så det ikke så let ville blive fundet.

Lena tømte lungerne for luft. Hun trak vejret lidt lettere igen. Det hele gav mening. Tommy havde løjet for hende om, hvordan han havde slået Allison ihjel, men han havde slået hende ihjel.

Will rømmede sig. ”Lad os tage et par skridt tilbage. I stod her, alle tre. Garagedøren var lukket. Ingen så ud til at være hjemme i hovedhuset. Og hvad så?”

Lena brugte et øjeblik på at genvinde fatningen. Hun fortalte, hvordan Brad havde set den maskerede fremmede i garagen, hvorefter han gik en tur rundt om garagen, før de fordelte sig foran indgangen for at konfrontere den mistænkte.

Det virkede, som om Will kun hørte efter med et halvt øre. Han stod under garagedøren med hænderne på ryggen og lod blikket glide hen over indholdet i rummet. Lena var ved at fortælle, hvordan Tommy havde nægtet at smide kniven, da hun lagde mærke til, at Will fokuserede på den mørke plamage ved siden af sengen. Han gik ind i garagen og støttede på det ene knæ for at undersøge pletten nærmere. Ved siden af ham stod spanden med det uklare vand, som hun havde set dagen før. Svampen med den skorpede overflade lå ved siden af den.

Han så op på hende. ”Fortsæt.”

Hun var nødt til at tænke sig om for at finde tilbage til historien. ”Tommy stod bag bordet der.” Hun pegede på det skæve bord.

”Garagedøren er ikke ligefrem lydløs, når man åbner den,” sagde Will. ”Stod han allerede med kniven i hånden?”

Lena tav og prøvede at huske, hvad hun havde sagt, da Will første gang stillede spørgsmålet. Han ville vide, om Tommy havde haft en skede i bæltet, som han havde haft kniven i. Han ville vide, om der var tale om den samme kniv, der blev benyttet til drabet på Allison Spooner.

”Da jeg så ham,” sagde hun, ”havde han allerede kniven i hånden. Jeg ved ikke, hvor den kom fra. Måske lå den på bordet.” Selvfølgelig havde den ligget på bordet. Der lå en halvt åbnet konvolut – skrammelpost af den slags, der indeholdt rabatkuponer, som ingen alligevel brugte.

”Hvad lagde du ellers mærke til?”

Hun nikkede i retning af spanden med det brune vand nær sengen. ”Han havde været ved at gøre rent. Jeg vil gætte på, at han slog hende hårdt i hovedet for at slå hende bevidstløs. Han anbragte hende på scooteren og …”

”Han nævnte ikke noget om at have gjort rent i tilståelsen.”

Nej, det gjorde han ikke. Lena havde ikke engang overvejet at spørge ham om spanden. Hun havde ikke kunnet tænke på andet end Brad og på hvor grå, han havde været i hovedet, da hun så ham sidst. ”Mistænkte lyver. Tommy ville ikke indrømme, hvordan han gjorde det. Han opdigtede en historie, der stillede ham i et bedre lys. Det sker hele tiden.”

”Hvad skete der derefter?” spurgte Will.

Lena sank en klump og måtte kæmpe for at undertrykke billedet af Brad, der hele tiden trængte sig på. ”Jeg nærmede mig mistænkte fra højre side.”

Will havde åbnet sin mappe på sengen. ”Fra din eller hans højre side?”

”Min.” Hun tav igen. Will havde taget et eller andet feltsæt op af mappen. Hun genkendte de tre små glasflasker, som han tog op af et plasticetui. Han ville gennemføre en Kastle-Meyer test på pletten.

Will opfordrede hende ikke til at fortsætte. Han tog en ren vatpind i sættet. Han åbnede den første flaske og brugte pipetten til at væde bomuldsspidsen med ethanol. Han holdt vatpinden ned mod pletten og rullede den forsigtigt mellem fingrene, så lidt af den brune substans blev overført til den. Han tilføjede reagenten, fenolftalein, fra den anden flaske. Lena holdt vejret, mens han med pipetten på den sidste flaske tilsatte en smule brintoverilte. Hun havde set proceduren blive gennemgået på politiskolen og havde siden udført den hundredvis af gange selv. Hvis den brune plet var menneskeblod, ville spidsen af vatpinden hurtigt blive lyserød.

Der skete ingen ændring med vatpinden.

Will begyndte at pakke sættet sammen igen. ”Hvad skete der så?”

Lena havde mistet overblikket over historien. Hun kunne ikke få blikket væk fra pletten. Hvordan kunne det ikke være blod? Pletten havde samme form og farve som en blodplet. Tommy stod i Allisons lejlighed og rodede i hendes ting. Han var klædt som en indbrudstyv. Han havde stået en halv meter fra blodpletten med en kniv i hånden.

Eller, ikke en kniv. En brevåbner.

Og det var ikke Allisons blod.

Will opfordrede hende til at fortsætte. ”Godt, du nærmede dig Tommy fra højre. Og Frank Wallace befandt sig på din højre side?”

”Nej, venstre side. Højre side for dig.”

”Var det på det tidspunkt, I præsenterede jer som politifolk?”

Lena holdt vejret. Hun var nødt til at lyve for ham. Hun ville umuligt kunne sige, at hun ikke kunne huske det, for det ville bare blive opfattet som en indrømmelse af, at de ikke havde overholdt den allermest grundlæggende procedure, når man stod over for en mistænkt.

”Adams?”

Hun sukkede langsomt og prøvede at tvinge lidt sarkasme ind i sin stemme. ”Jeg ved godt, hvordan jeg skal passe mit job.”

Han nikkede alvorligt. ”Det håber jeg.” I stedet for at tvære endnu mere rundt i det, vendte han tilbage til hændelsesforløbet. ”Godt, hvad skete der så?”

Lena fortsatte historien, mens Will kiggede sig omkring i garagen. Rummet var ikke særlig stort, og der var ikke én eneste kvadratcentimeter, han ikke før eller siden ville undersøge. Hver gang han standsede for at tjekke noget nærmere – afstivningen af bagvæggen, et stykke metal, der strittede ud fra skinnen til garagedøren – sprang hendes hjerte et slag over.

Alligevel fortsatte hun med at fortælle, hvordan Tommy var løbet ud på vejen med Brad i hælene. Knivstikket. Redningshelikopterens ankomst. ”Da helikopteren fløj,” afsluttede hun beretningen, ”gik jeg hen til bilen. Tommy sad allerede på bagsædet med hænderne i håndjern. Jeg kørte ham ind på stationen, og derfra kender du allerede historien.”

Will kløede sig på kæben. ”Hvor lang tid vil du sige, der gik fra det øjeblik, da Tommy sendte dig i gulvet, til du atter var kommet på benene?”

”Jeg ved det ikke. Fem sekunder. Ti.”

”Slog du hovedet?”

Lena havde stadig ondt efter slaget. ”Det ved jeg ikke.”

Will stod i den bageste ende af garagen. ”Lagde du mærke til det her?”

Hun var nødt til at tvinge sig selv til at gå længere ind i garagen. Hun fulgte retningen på hans finger og så et hul i væggen. Det var rundt, takket i kanten og cirka på størrelse med en kugle. Uden at tænke rettede Lena blikket tilbage mod den forreste del af garagen, hvor Frank havde stået. Det passede perfekt med projektilets bane. Der lå ingen patronhylstre på gulvet. Hun bad til Gud om, at Frank havde tjekket bag garagen. Kuglen var ikke blevet bremset, da den strejfede hendes hånd, men var bare fortsat og havde boret sig direkte gennem metalvæggen. Den måtte ligge derude et sted, sikkert begravet i mudderet.

”Blev der affyret et våben?” spurgte Will.

”Min pistol blev ikke affyret.”

Han så på plastrene på siden af hendes hånd. ”Så du lå altså her på gulvet.” Han gik hen til sengen og stillede sig på det sted, hvor hun var faldet.

”Ja, det er korrekt.”

”Du rejste dig og så, at Frank Wallace lå på gulvet. Lå han på maven? På siden?”

”På siden.” Lena fulgte efter Will, da han langsomt gik tilbage til den forreste del af garagen. Hun trådte hen over nogle af de blade, der var faldet på gulvet under episoden. Hun fangede et kort glimt af en ældre Mustang, der drønede gennem et sving på en racerbane.

Will pegede på det flossede stykke metal, der stak frem fra skinnen til garagedøren. ”Det ser farligt ud.”

Han åbnede sin mappe igen. Med rolig og sikker hånd tog han en pincet og fjernede et par lyse tråde fra det skarpe metal. Franks frakke var lysebrun – en London Fog, som han havde gået med i al den tid, Lena havde kendt ham.

Will rakte hende prøveudstyret. ”Jeg er sikker på, at du ved, hvordan man gør.”

Hun rystede på hænderne, da hun tog imod det. Hun gennemgik den samme procedure som Will og tilsatte et par dråber af reagenten med pipetten. Da spidsen af vatpinden blev lyserød, kunne Lena ikke forestille sig, at det kom bag på nogen af dem.

Will vendte sig om igen og lod et blik glide rundt i garagen. Hun kunne næsten høre hans hjerne knage. For Lenas eget vedkommende havde hun den fordel, at hun selv havde været involveret i episoden og dermed lettere kunne rekonstruere sandheden. Tommy havde skubbet bordet ind i hende. Frank var gået i panik eller havde fået et chok eller noget – og uanset hvad endte han med at trykke på aftrækkeren. Vådeskuddet havde revet en lille luns af Lenas hånd. Frank havde tabt pistolen ud af hånden. Tilbageslaget fra pistolen var sikkert kommet bag på ham. Eller måske havde han været så fuld, at hans balance var gået fløjten. Han var sprunget ud til siden og havde skåret armen på det skarpe stykke metal, der stak frem fra skinnen til garagedøren. Han var faldet om på gulvet. Da Lena rejste sig, lå han og tog sig til armen, og Tommy var på vej ned gennem indkørslen med brevåbneren i hånden.

Det var en forbandet farce. De var rent til grin.

Hvor mange genstande havde Frank drukket i løbet af morgenen? Han havde siddet i bilen og hygget sig med sin lommelærke, mens Lena så Allison blive halet op af søen. Han havde taget tre eller fire store slurke i løbet af turen til garagen. Hvor mange havde han drukket inden? Hvor mange genstande havde han brug for bare for at kunne komme ud af sengen om morgenen?

Will var tavs. Han tog imod vatpinden og flaskerne og lagde det hele tilbage på plads i sættet. Hun ventede på, at han skulle sige noget om, hvad der reelt var sket. I stedet spurgte han: ”Hvor er badeværelset?”

Lena var for forvirret til at sige andet end: ”Hvad?”

”Badeværelset.” Han nikkede rundt, og det gik op for Lena, at han havde ret. Lejligheden var bare som en stor kasse. Der var ikke noget badeværelse. Der var ikke engang et skab. Møblerne var spartanske og bestod blot af en seng, der lignede noget fra et af militærets overskudslagre, samt et sammenklappeligt bord af den slags, der blev brugt, når der blev afholdt basar i kirken. I hjørnet stod et lille fjernsyn med et stykke sølvpapir om antennen, og på gulvet stod en PlayStation. I stedet for en kommode var der en række metalhylder, som var boltet fast til væggen og proppet med T-shirts, cowboybukser og baseballkasketter.

”Sagde Tommy noget om, hvorfor han havde skimaske på?” spurgte Will.

Lena havde det, som om hun havde slugt en håndfuld grus. ”Han sagde, at han havde taget den på, fordi det var koldt.”

”Ja, der er temmelig koldt herinde,” sagde Will. Han lagde udstyret tilbage i sin mappe. Det gav et sæt i Lena, da han smækkede låsene i. Lyden rungede som et pistolskud. Eller en celledør, der blev smækket i.

Bilbladene. De snavsede lagner på sengen. Manglen på selv de allermest grundlæggende bekvemmeligheder. Det var umuligt at forestille sig, at den halvtomme garage havde været Allison Spooners hjem.

Det var Tommy Braham, der havde boet i den.