KAPITEL 11

Brocks bedemandsfirma havde til huse i en af de ældste bygninger i Grant County. Det victorianske slot med tårne og karnapper var opført i begyndelsen af 1900-tallet af den mand, der havde ansvaret for vedligeholdelsen af baneterrænet. At han havde begået underslæb og benyttet sig af midler, der reelt tilhørte jernbaneselskabet, da han fik huset bygget, var en sag, der senere blevet taget op af statens anklagemyndighed. I sidste ende var huset blevet solgt på en auktion, der blev afholdt på trappen foran domhuset, og købt af John Brock, den lokale bedemand.

Sara havde hørt fra sin bedstefar Earnshaw, at alle i byen åndede lettet op, da familien Brock flyttede fra Main Street – specielt slagteren, som havde været så uheldig at være nabo til bedemandsfirmaet. Kælderen og stueetagen i villaen var nu blevet omdannet til begravelsesforretning, mens den øverste etage var forbeholdt familien selv.

Sara var vokset op sammen med Dan Brock. Han havde været en kejtet og alvorlig dreng af den slags, der havde det bedre i selskab med voksne end med børn på sin egen alder. Hun havde på første hånd set, hvordan Dan i de mindste klasser var blevet udsat for nådesløse drillerier. Rødderne på skolen havde kastet sig over ham som piratfisk, og drillerierne var ikke ophørt før omkring syvende klasse, da Dan med en højde på over en meter og firs voksede alle sine plageånder over hovedet. Som den højeste pige på sin årgang og senere den næsthøjeste elev på skolen efter Dan havde Sara altid været glad for, at han var der.

Men alligevel kunne hun stadig ikke se på ham uden at se den splejsede tiårige dreng, som havde fået pigerne i skolebussen til at hyle og skrige, fordi de troede, at han risikerede at smitte dem med lus fra de døde.

En begravelse var netop ved at være færdig, da Sara kørte ind på parkeringspladsen. Døden var en god forretning, selv under den værste finanskrise. Den gamle victorianske villa var velholdt. Huset var nymalet og havde fået nyt tag. Sara så begravelsesgæsterne forlade huset og begive sig ud på den korte tur til kirkegården. De fleste valgte som regel at tilbagelægge turen til fods i stedet for at køre i deres biler bag rustvognen.

På kirkegården stod en marmorgravsten med Jeffreys navn. Sara havde hans aske stående i en urne i Atlanta, men pludselig havde hans mor fundet ud af, at hendes religion krævede, at han fik en ordentlig begravelse. Kirken havde været så proppet under mindehøjtideligheden, at dørene måtte stå åbne, så gæsterne på trappen udenfor kunne høre præstens stemme.

Alle de mennesker, der havde stået Jeffrey nærmest, havde lagt noget i kisten, som mindede dem om deres afdøde ven, chef eller mentor. Der var et football-program fra Auburn med Jeffrey på forsiden, som hans barndomskammerater var kommet med. Eddie havde bidraget med en hammer, som Jeffrey havde brugt, da han hjalp ham med at bygge et skur i baghaven. Hendes mor havde valgt en gammel pande, fordi hun havde lært Jeffrey at stege kylling på den. Tessa valgte et postkort, som han engang havde sendt til hende fra Florida. Han havde altid elsket at drille hende. Teksten på kortet lød blot: Glad for, at du ikke er her!

Et par uger før Jeffrey døde, havde Sara foræret ham en signeret førsteudgave af MacKinlay Kantors Andersonville. Hun havde haft svært ved at give slip på bogen, selvom hun vidste, at hun var nødt til det. Hun kunne ikke lade Jeffreys kiste fuld af minder blive dækket af jord, uden at hun selv bidrog. Dan Brock havde siddet sammen med hende i hendes dagligstue i mange timer, indtil hun følte sig parat til at give slip på bogen. Hun havde set på hver eneste side og ladet fingrene glide hen over alle de steder, hvor Jeffrey havde rørt ved den. Dan havde været tålmodig og tavs, men da tiden var inde til, at han skulle gå, havde han grædt lige så meget som Sara.

Hun tog et papirlommetørklæde i handskerummet og tørrede sine øjne. Hun ville ende med at hyle som et spædbarn, hvis hun lod tankerne fortsætte ud ad det samme spor. Hendes jakke lå på sædet ved siden af hende, men hun bekymrede sig ikke om at tage den på. Hun fandt et hårspænde i lommen og redte håret tilbage. Hun kastede et blik på sit krusede og uregerlige hår i spejlet. Hun burde have taget lidt makeup på i morges. Fregnerne på hendes næse var tydeligere, end de plejede at være, og hendes hud var bleg. Hun skubbede spejlet op igen. Det var for sent at gøre noget ved det nu.

Den sidste bil sluttede sig til begravelsesoptoget. Sara sprang ud af sin firhjulstrækker og var lige ved at træde i en dyb vandpyt. Regnen piskede ned igen, og hun prøvede forgæves at beskytte hovedet med hænderne. Dan Brock stod i døren og vinkede til hende. Han var blevet lidt mere tyndhåret, men med sin slanke krop og det tredelte jakkesæt lignede han mere eller mindre sig selv fra skolen.

”Hej,” sagde han og sendte hende et hurtigt smil. ”Du er den første, der kommer. Jeg sagde til Frank, at vi ville begynde omkring klokken halv tolv.”

”Jeg tænkte, jeg ville komme lidt tidligere og gøre udstyret klar.”

”Jeg tror, jeg er kommet dig i forkøbet.” Han sendte hende et smil af den slags, der virkede beregnet for de sørgende efterladte. ”Hvordan går det, Sara?”

Hun prøvede at gengælde hans smil, men hun kunne ikke svare på spørgsmålet. Dagen før havde hun sprunget alle høflighedsfraserne over, da Dan Brock dukkede op på politistationen for at hente liget af Tommy Braham, og hun følte sig lidt akavet sammen med ham nu. Som altid formåede han dog at undgå at lade sig mærke med noget.

”Kom her,” sagde han og slog armene om hende. ”Du ser godt ud, Sara. Virkelig! Jeg er så glad for, at du er kommet hjem i ferien. Din mor må være lykkelig.”

”Min far er det, i det mindste.”

Han fortsatte med at holde om hende med den ene arm, mens han førte hende ind i huset. ”Lad os gå indenfor i det skrækkelige vejr.”

”Hold da helt op!” Hun standsede i døråbningen og lod et blik glide rundt i den store hall. Hendes forældre var ikke de eneste, der havde fået deres hus sat i stand på det seneste. Den hidtil så adstadige indretning var blevet markant mere moderne. De tunge velourgardiner og grønne tæpper var blevet udskiftet med foldegardiner, og et diskret orientalsk tæppe lå på det smukke trægulv. Selv kapellerne var blevet sat i stand, så de ikke længere lignede formelle victorianske dagligstuer.

”Mor hader det, så jeg må have gjort et eller andet rigtigt,” sagde Brock.

”Det er helt fantastisk flot,” sagde hun og vidste, at han sikkert ikke havde fået så mange komplimenter.

”Forretningen går helt godt.” Han fortsatte med at lade en hånd ligge på hendes skuldre, da han førte hende hen ad gangen. ”Jeg må indrømme, at det har taget hårdt på mig med Tommy. Han var en god dreng. Han slog græs for mig.” Han standsede og så ned på Sara. Hans udtryk var forandret. ”Jeg ved godt, at folk synes, jeg er naiv og alt for ofte lader tvivlen komme andre til gode, men jeg kan ikke fatte, at han skulle have gjort noget af alt det her.”

”At han begik selvmord, eller at han slog pigen ihjel?”

”Begge dele.” Han bed sig i underlæben et øjeblik. ”Tommy var en glad dreng. Du ved selv, hvordan han var. Han sagde aldrig et ondt ord til nogen.”

Sara var forsigtig. ”Folk kan overraske.”

”Måske kan uvidenhed få folk til at tro, at fordi Tommy var mindre godt begavet, slog det pludselig en dag klik for ham, hvorefter han flippede ud.”

”Du har ret.” Tommy havde et handicap. Han var ikke psykotisk. Tingene havde ingenting med hinanden at gøre.

”Det slår mig især, at hun jo ikke blev dræbt af en, der var drevet af et vildt raseri.”

”Hvad mener du?”

Han stak sin hånd ind mellem knapperne på vesten. ”Man skulle bare tro, at hun ville have haft flere læsioner, ikke?”

”Flere læsioner?”

Hans udtryk ændrede sig lige så hurtigt som før. ”Hør her, det er dig, der er læge. Du må hellere selv undersøge hende, og du vil sikkert finde en hel masse, som jeg aldrig ville få øje på.” Han lagde hånden på hendes skulder igen. ”Det er virkelig godt at se dig igen, Sara. Jeg vil gerne have, at du skal vide, at jeg er rigtig lykkelig på dine vegne. Lad være med at høre på, hvad alle mulige andre siger.”

Sara brød sig ikke om den måde, han sagde det på. ”Lykkelig på grund af hvad?”

”Din nye ven.”

”Min nye …”

”Hele byen snakker om det. Mor var ikke til at drive væk fra telefonen i aftes.”

Hun mærkede sine kinder blusse. ”Brock … Dan. Han er ikke …”

”Shh,” hviskede han. Hun hørte skridt på etagen over dem. Han hævede stemmen. ”Mor, jeg tager hen på kirkegården for at hjælpe mr. Billinghams familie. Sara er hernede, men hun skal arbejde, så lad være med at forstyrre hende, okay?”

Audra Brocks stemme var skrøbelig, selvom den gamle kone sikkert ville leve længere end dem begge tilsammen. ”Hvad sagde du?”

Han hævede stemmen igen og lagde ikke fingrene imellem. ”Lad Sara være i fred, sagde jeg.”

Der lød noget, der mindede om et fnys, hvorefter de kunne høre hende trippe hen ad gangen igen.

Brock rullede med øjnene, men han havde stadig det samme venlige smil om munden. ”Alt nede i kælderen ligner sig selv, fra du var her sidst. Jeg vil tro, at jeg er tilbage om en times tid, så jeg kan give en hånd med. Skal jeg sætte en besked på døren til din ven?”

”Han …” Sara afbrød sig selv. ”Jeg skal nok selv gøre det.”

”Jeg har stadig kontor i køkkenet. Jeg har frisket det lidt op. Lad mig vide, hvad du synes om det.” Han vinkede til hende og forsvandt ud af hoveddøren.

Sara fortsatte hen i den bageste ende af huset. Hun havde efterladt sin taske i bilen, og hun havde ikke en kuglepen, så hun kunne skrive en besked til Will. Køkkenet i huset havde også altid fungeret som kontor, men langt om længe havde Brock fjernet den gamle vask og det gamle køkkenbord, så rummet nu i højere grad lignede et sted, der passede til at varetage forretningen med at tage sig af de dødes sidste rejse. Udstillingen af kister var indrettet i den tidligere spisekrog. Kataloger med billeder af blomsterarrangementer lå kunstfærdigt arrangeret på et mahognibord. Brocks skrivebord var af glas og stål og meget moderne i betragtning af, at han var den mest gammeldags mand, hun nogensinde havde mødt.

Hun rykkede en gul Post-it af en blok og begyndte at skrive en besked til Will, men så bremsede hun sig selv. Frank havde også meldt sin ankomst. Hvad kunne hun skrive på den begrænsede plads, som kunne fortælle Will, hvordan han fandt hende, uden at hun på samme tid vakte Franks mistanke?

Hun slog kuglepennen let mod tænderne, mens hun gik tilbage mod hoveddøren. Langt om længe besluttede hun sig for blot at skrive ”neden under” og skrev det i to ord på hver sin linje. For at gøre budskabet så tydeligt som muligt tegnede hun også en stor pil, der pegede nedad. Det ville måske ikke være til nogen særlig hjælp. Ikke to ordblinde var ens, men alligevel var der visse kendetegn, som var fælles for de fleste. Først og fremmest handlede det om dårlig retningssans. Det var ikke så underligt, at Will for vild på vejen til Heartsdale. Det ville ikke have været til nogen hjælp for ham at ringe til nogen for at spørge om vej. Det var stort set lige så nyttigt at give en ordblind besked på at dreje til højre, som det var at bede en kat om at steppe.

Sara satte sedlen fast på ruden i hoveddøren. Den samme morgen havde hun været i syv sind om den besked, hun havde skrevet til Will. Hun havde skrevet seks forskellige beskeder og prøvet både at underskrive dem og lade være med at gøre det. Den lille smiley havde været en pludselig indskydelse i allersidste øjeblik, hvormed hun ville vise, at alt var i orden mellem dem. Selv en blind kunne have set, hvor rystet han havde været aftenen før. Hun havde det elendigt med sig selv, fordi hun følte, at hun havde ydmyget ham. Hun havde aldrig været typen, der brugte smiley’er i tide og utide, men alligevel havde hun tegnet to øjne og en mund i hjørnet af sedlen, før hun stak den i en plasticpose og anbragte den under hans vinduesvisker i håb om, at han ville forstå budskabet på den måde, det var ment.

Det virkede upassende at efterlade en smiley på døren i en begravelsesforretning, men alligevel tegnede hun to øjne og en smilende mund og tænkte, at han i det mindste måtte belønne hende for en vis konsekvens.

Gulvbrædderne ovenpå knagede, og Sara skyndte sig hen ad gangen mod køkkenet. Hun lod kælderdøren stå åben og fortsatte ned ad trappen med to trin ad gangen for at undgå at løbe ind i Brocks mor. For enden af trappen var der en indbrudssikret dør. Sorte metaltremmer og trådnet forhindrede, at nogen ved en fejl kom ned i den del af huset, hvor ligene blev balsameret. Man skulle ikke tro, at nogen havde lyst til at gå ned i kælderen, medmindre de ikke havde andre valg, men mange år tidligere havde en flok studerende fra Grant Tech brudt døren op i et forsøg på at skaffe noget formaldehyd, som det var populært at blande i kokain for at få det til at strække længere. Sara regnede med, at koden på dørlåsen ikke var blevet ændret siden sidst. Hun tastede tallene 1-5-9, og døren gik op med et klik.

Brock sørgede for at holde området lige over for døren ryddet, så ingen ved et tilfælde kom til at kigge ind gennem trådnettet og så noget, de aldrig burde have set. Bufferzonen fortsatte hen ad den lange og veloplyste gang. En række hylder blev benyttet til opbevaring af forskellige kemiske midler, og alle etiketterne vendte ind mod væggen, så ingen kunne se, hvad beholderne indeholdt. Et metalskab var fyldt med små skotøjsæsker, der rummede asken fra afdøde, som aldrig var blevet afhentet.

For enden af gangen havde Brock ophængt et skilt, som Sara genkendte fra ligkapellet på hospitalet. Hic locus est ubi mors gaudet succurrere vitae. ”Her er det sted, hvor døden fryder sig over at hjælpe livet.”

Svingdørene til balsameringsrummet blev holdt åbne med et par gamle mursten fra huset. De hvide flisevægge lå badet i et skarpt kunstlys. Mens rummene ovenpå var blevet ændret radikalt, fremstod alt i kælderen præcis, som Sara huskede det. Midt i rummet stod to bårer af rustfri stål under store industrilamper, som var ophængt i fjedre i loftet. For enden af hver båre var der indrettet en arbejdsplads med afløb i begge ender, så diverse kropsvæsker frit kunne løbe væk. Brock havde allerede fundet obduktionsudstyret frem – save, skalpeller, pincetter og sakse. Han brugte stadig den beskæresaks, som Sara engang havde købt hos isenkræmmeren, når han skulle klippe brystbenet på de døde over.

Den bageste ende af rummet var udelukkende indrettet til varetagelsen af opgaverne i begravelsesforretningen. Ved siden af det store kølerum, som man kunne gå ind i, stod et rullebord med den rørformede kanyle, der blev benyttet til at perforere og rense de indre organer i forbindelse med balsameringsprocessen. Nydeligt gemt af vejen i hjørnet stod balsameringspumpen, der lignede en mellemting mellem en kaffemaskine af den slags, der blev benyttet på buffetborde, og en blender. En arteriekanyle hang over kanten af vasken, og nogle kraftige gummihandsker lå i bunden af den. Et slagterforklæde. Et par beskyttelsesbriller. En ansigtsmaske. En kæmpestor papirrulle til at standse sivende væsker.

Over papirrullen var der en hårtørrer og et lyserødt makeupskrin, som indeholdt krukker med creme, øjenskygge i forskellige nuancer og lipgloss. Logoet for Peason’s, der havde specialiseret sig i makeup til døde, kunne ses på indersiden af låget.

Sara tog et par engangshandsker i en æske, der var hængt op på væggen. Hun åbnede døren til kølerummet. Kold luft strømmede hende i møde. Der lå tre lig i rummet, alle i lukkede, sorte ligposer. Hun tjekkede navneskiltene for at finde Allison Spooner.

Som altid var det svært at åbne ligposen, fordi lynlåsen satte sig fast i det kraftige, sorte plastic. Allisons hud havde allerede fået dødens voksagtige og perlemorshvide skær. Hendes læber var nærmest blåsorte. Små græsstrå og grene klæbede sig til hendes hud og tøj. En række blodansamlinger gjorde huden om munden og på kinderne ujævn. Sara tog operationshandskerne på og trak forsigtigt ud i pigens underlæbe. En serie tandmærker var tydelige i det bløde væv, fordi hendes ansigt havde været presset ned i mudderet. Hun havde blødt fra sårene, før hun døde. Gerningsmanden havde holdt hende ned med magt, før hun blev slået ihjel.

Sara drejede forsigtigt Allisons hoved om på siden. Dødsstivheden var allerede markant, men alligevel kunne hun tydeligt se den gabende flænge i pigens nakke.

Brock havde ret. Gerningsmanden havde ikke været fortæret af raseri. Der var ingen spor af vanvid at se på hendes krop, kun den dødbringende og præcise stiklæsion efter kniven.

Hun trykkede fingrene let ned mod den øverste og nederste del af såret og samlede huden for at se, hvordan den havde set ud, før kniven blev stukket i hende. Kniven havde været smal, sikkert ikke mere end omkring to centimeter bred, og bladet var stukket ind i kroppen i en let skrånende vinkel. Bunden af såret virkede nærmest rund, hvilket betød, at kniven var blevet vredet om for at forrette størst mulig skade.

Hun trak op i pigens jakke og sammenlignede flængen i stoffet med læsionen i nakken. Her var der trods alt noget, Lena havde ret i. Pigen var blevet stukket ned bagfra. Sara gættede på, at drabsmanden havde været højrehåndet, og at han havde været meget sikker på, hvad han gjorde. Angrebet var blevet udført hurtigt og havde været dødbringende. Knivfæstet havde beskadiget huden omkring såret. Hvem det end var, der havde slået Allison ihjel, havde vedkommende ikke tøvet, da kniven blev stukket ind i hende og efterfølgende vredet om for at forrette størst mulig skade.

Det kunne ikke være Tommy Braham, der havde gjort det.

Hun lynede posen til igen med det samme besvær som før. Inden hun gik ud af kølerummet, lagde hun en hånd på Tommys ben. Naturligvis kunne han ikke mærke det, og det var for sent for hende at trøste ham nu, men hun havde det godt med at vide, at det var hende, der skulle tage sig af ham.

Hun trak handskerne af og smed dem i en skraldespand, før hun fortsatte ind i den inderste del af kælderen. Der var et lille værelse uden vinduer, som engang i husets victorianske fortid havde været benyttet som vinkælder. Både væggene, gulvet og loftet bestod af røde rå mursten. Brock benyttede rummet som kontor, selvom der var endnu koldere end i resten af kælderen. Sara tog en jakke, som hang ved siden af døren, men så ombestemte hun sig hurtigt, da hun mærkede duften af Brocks aftershave.

Med undtagelse af obduktionsattesterne og en fyldepen var skrivebordet tomt. Brock havde allerede ordnet papirerne i to separate bunker. Øverst i hver bunke sad en Post-it med den afdødes navn, fødselsdato og sidst kendte adresse.

Ifølge Georgias lov var det kun obligatorisk at foretage obduktioner under bestemte omstændigheder. Når der var tale om enten voldsomme dødsfald, dødsfald på en arbejdsplads, mistænkelige dødsfald, pludselige dødsfald, dødfundne personer eller dødsfald i forbindelse med hospitalsoperationer, var der altid krav om yderligere undersøgelser. I de fleste tilfælde var de oplysninger, der skulle indsamles, de samme. Fulde navn, kaldenavn, alder, højde, vægt og dødsårsag. Der blev taget røntgenbilleder. Maveindholdet blev undersøgt. Organer blev vejet. Arterier, vener og veneklapper blev undersøgt. Læsioner blev beskrevet. Traumer. Bidemærker. Strækmærker. Flænger. Ar. Tatoveringer. Modermærker. Alle de detaljer, der kunne konstateres enten på eller i kroppen – uanset om de var bemærkelsesværdige eller ej – skulle registreres på de behørige formularer.

Sara havde sat sine briller fast i halsudskæringen, før hun steg ud af bilen. Hun tog dem på og begyndte at udfylde skemaerne. Hovedparten af papirarbejdet kunne hun først ordne efter obduktionerne, men alle de små etiketter, der blev sat på prøverne, skulle indeholde offerets navn samt sted, dato og klokkeslæt. Derudover skulle der på hvert skema stå de samme oplysninger i bunden af siden sammen med hendes underskrift og lægenummer. Hun var nået halvvejs gennem den anden bunke, da hun hørte nogen banke på metaldøren.

”Hallo?” rungede Wills stemme gennem kælderen.

Hun gned sig i øjnene og havde det, som om hun lige var vågnet efter en lur. ”Et øjeblik, så kommer jeg.” Hun skubbede stolen væk fra skrivebordet og gik tilbage til trappen. Will stod på den anden side af sikkerhedsdøren.

Hun skubbede slåen til side. ”Du så altså min besked.”

Han sendte hende et blik, der nærmest føltes som en advarsel.

Hun viste ham tilbage til obduktionsstuen.

”Temmelig rummeligt, hvad?” sagde han og lod et blik glide rundt. Han stod med hænderne i lommen. Hun kunne se, at den nederste del af hans bukseben var våde og mudrede.

”Hvordan gik det i formiddag?” spurgte hun.

”Den gode nyhed er, at jeg fandt ud af, hvor Allison blev dræbt.” Han fortalte hende om turen gennem skoven. ”Vi var heldige, fordi regnen ikke havde skyllet det hele væk.”

”Blods vægtfylde er fem gange større end vands. Der vil gå tre uger, før det er skyllet ud af jorden, men jeg er sikker på, at det gamle egetræ vil holde på det i årevis.” Hun uddybede sin forklaring: ”Plasmaet bliver nedbrudt, men proteinerne og globulinet bliver bevaret i en kolloid tilstand til uendelig tid.”

”Det var præcis, hvad jeg selv tænkte.”

Hun smilede. ”Hvad er den dårlige nyhed?”

Han støttede en hånd på båren, men skyndte sig at fjerne den igen. ”Jeg skaffede en ransagningskendelse til den forkerte lejlighed og har ødelagt en del af bevismaterialet.”

Hun sagde ikke noget, men hendes ansigt måtte have afsløret hendes overraskelse.

”Det var Tommy, der boede i garagen, ikke Allison. Den ransagningskendelse, Faith havde skaffet, handlede om lejligheden i garagen. Hvad jeg end fandt af beviser, vil de ikke være noget bevendt nu. Jeg tvivler på, at en dommer vil godkende noget af materialet i en retssag.”

Hun undertrykte en trist latter. I det mindste havde han nu med sine egne øjne set, hvordan Lena formåede at ødelægge alt og alle omkring sig. ”Hvad fandt du?”

”Ikke særlig meget blod, hvis det er det, du tænker på. Frank Wallace skar sig, da han stod i den forreste del af garagen. Pletten på gulvet ved siden af sengen stammede sikkert fra Tommys hund, Pippy, da den prøvede at hoste sokken op.”

Sara skar en grimasse. ”Tror du stadig, at det var Tommy, der gjorde det? Hans tilståelse understøttes ikke af sagens kendsgerninger.”

”Lena har arbejdet med en teori om, at Tommy kørte Allison ud i skoven på sin scooter og slog hende ihjel derude. Hun tror velsagtens, at han sad på betonblokkene på samme måde, som når man anbringer et barn på et par telefonbøger ved køkkenbordet.”

”Ja, det lyder ikke særlig sandsynligt.”

”Nej, vel?” Han kløede sig på kæben. ”Har du undersøgt Allison?”

”Jeg har kastet et foreløbigt blik på læsionen. Gerningsmanden befandt sig bag hende. De fleste knivoverfald bliver udført bagfra, men som regel bliver kniven ført tværs hen over halsen, hvilket ofte resulterer i en delvis halshugning. Allison blev stukket ned bagfra, men kniven blev ført ind i hendes nakke i en vinkel, der pegede frem mod halsen. Det drejer sig om en enkelt stiklæsion, der blev udført meget bevidst og præcist, næsten som en likvidering, hvorefter gerningsmanden vred kniven om i såret for at være helt sikker på, at skaden var alvorlig nok.”

”Så hun døde på grund af knivsåret?”

”Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, før jeg får hende op på bordet.” ”Men du har en forestilling om, hvad der skete?”

Hun havde aldrig brudt sig om at lufte sine formodninger, før hun kunne underbygge dem med videnskabelige facts. ”Jeg vil helst ikke fremsætte gisninger.”

”Der er ikke andre end os hernede. Jeg lover, at jeg ikke fortæller noget til nogen.”

Hun var kun ganske fjernt bevidst om, at hun bøjede sig mere beredvilligt, end hun burde. ”Læsionens vinkel fortæller, at formålet var at sikre, at døden indtrådte hurtigt. Jeg har endnu ikke haft hende åbnet, så jeg er ikke sikker på …”

”Men?”

”Det lader til, at halspulsåren blev sprættet op, hvormed der skete en øjeblikkelig afbrydelse af blodgennemstrømningen i halspulsåren og højst sandsynligt også i halsvenen. De ligger side om side på denne måde.” Hun strakte langfingeren på begge hænder. ”Halspulsåren har til opgave at bringe det iltede blod hurtigt op til hovedet fra hjertet. I venen, derimod, er det tyngdekraften, der sikrer tilbageløbet. Halsvenen opsamler det afiltede blod fra hovedet og halsen, og via den øvre hulvene sendes blodet tilbage til hjertet, hvor det iltes igen, og så gentages hele processen forfra. Kan du følge med?”

Will nikkede. ”Arterier står for vandforsyningen, mens vener nærmest fungerer som afløbsrør, og det hele foregår i et lukket system.”

”Præcis,” sagde hun og nikkede anerkendende på grund af sammenligningen med et rørsystem. ”Alle arterier har en lille muskel, som snor sig rundt om dem i en spiral, der skiftevis strammes og slækkes for at regulere blodgennemstrømningen. Hvis man skærer en arterie over, altså helt over, trækker musklerne sig sammen som en elastik, hvorved blodgennemstrømningen standses. Men hvis man skærer arterien op uden at skære den over, dør offeret af blodtab, og sædvanligvis sker det meget hurtigt. Vi taler om sekunder, ikke minutter. Blodet sprøjter ud, og personen går i panik, hvorved hjertet slår hurtigere og får blodet til at fosse endnu voldsommere ud af såret, hvorefter døden hurtigt indtræder.”

”Hvor ligger halspulsåren?”

Hun førte den ene hånd op til halsen og placerede fingrene, så de lå parallelt med luftrøret. ”Der ligger en halspulsåre på begge sider. De er som et spejlbillede af hinanden. Jeg er nødt til at undersøge såret nærmere, men det lader til, at kniven trængte ind nær sjette halshvirvel og fortsatte hen langs kæben.”

Han stirrede på hendes hals. ”Hvor svært er det at ramme rigtigt bagfra?”

”Allison var meget spinkelt bygget. Hendes hals er ikke bredere end min hånd. Der er så meget, der befinder sig i nakken – muskler, blodårer, halshvirvler. Man vil være nødt til at bruge et øjeblik på at tage sigte, hvis man vil være sikker på at ramme det helt rigtige sted. Man kan ikke bare stikke kniven direkte ind bagfra. Man er nødt til at holde den i en bestemt vinkel, så den er rettet en anelse ud til siden. Med den rette kniv i den rette vinkel er der ganske stor sandsynlighed for, at man vil ramme både halspulsåren og halsvenen.”

”Den rette kniv?”

”Jeg vil tro, at knivens blad har været cirka ni eller ti centimeter langt.”

”Vi taler med andre ord om en køkkenkniv?”

Det var tydeligt, at han ikke var god til at vurdere mål. Hun viste ham længden på kniven ved hjælp af tommel- og pegefingeren. ”Omkring ni centimeter. Tænk på bredden på hendes hals. Eller på min, for den sags skyld.” Sara holdt afstanden mellem fingrene og førte hånden op til sin egen hals. ”Hvis bladet havde været længere, ville spidsen være brudt ud gennem huden på halsen.”

Han lagde armene over kors. Hun kunne ikke se, om han var irriteret over, at hun havde taget hænderne til hjælp for at forklare det. ”Hvor bredt tror du, bladet var?” spurgte han.

Hun reducerede afstanden mellem fingrene. ”Halvanden centimeter? To, måske. Huden er elastisk. Hun må have gjort modstand. Arret er bredest i bunden, hvilket fortæller, at gerningsmanden må have stukket kniven helt ind, før han vred den om for at sikre, at han forrettede størst mulig skade. Jeg er sikker på, at bladet ikke var over to centimeter bredt.”

”Det lyder som en stor foldekniv.”

Baseret på den skade, som skæftet på kniven havde lavet, tænkte Sara, at hans bud ikke var helt hen i vejret, men alligevel sagde hun: ”Jeg er nødt til at undersøge læsionen ordentligt og i et bedre lys end inde i kølerummet.”

”Var kanten af såret flosset?”

”Jeg tror det ikke, men lad mig undersøge det ordentligt, så skal jeg nok fortælle dig alt det, du har brug for at vide.”

Han bed sig i underlæben, og det var tydeligt, at han tænkte på alt det, hun havde fortalt. ”Det kræver mindre end et tryk på ét kilo at trænge gennem hud.”

”Så længe kniven er spids og skarp og bliver ført med fast hånd.”

”Det lyder som noget, en jæger ville vide noget om.”

”Jæger, læge, bedemand, slagter.” Hun følte, at det var nødvendigt at komme med en tilføjelse: ”Eller en, der har en god søgemaskine. Jeg er sikker på, at man kan finde alle mulige anatomiske tegninger på internettet. Om de altid er helt præcise, kan naturligvis diskuteres, men gerningsmanden beviste, at han havde sat sig grundigt ind i tingene. Jeg er ked af det, hvis det lyder, som om jeg bliver ved med at gentage mig selv, men Tommy havde en intelligenskvotient på omkring firs. Det tog ham en måned at lære at snøre sine sko. Tror du virkelig på, at det var ham, der begik forbrydelsen?”

”Jeg bryder mig ikke om at fremsætte gisninger.”

Hun gentog hans egne ord. ”Der er ikke andre end os hernede. Jeg skal nok lade være med at sige noget til nogen.”

Will bøjede sig ikke lige så let, som Sara et øjeblik før havde gjort. ”Var Tommy jæger?”

”Jeg tvivler på, at Gordon ville have ladet ham eje et gevær.”

Der gik et øjeblik, før Will stillede sit næste spørgsmål. ”Hvorfor ikke bare drukne hende? De befandt sig lige ved bredden af søen.”

”Vandet må have været hundekoldt. Det var sandsynligt, at hun ville stritte imod. Hun kunne have råbt om hjælp. Mit hus ligger – lå – lige ovre på den anden side af søen. Hvis vinden stod i det rigtige hjørne, kunne jeg nogle gange høre musik og latter. Der er ingen tvivl om, at nogen ville høre det, hvis en ung pige råbte om hjælp.”

”Ville det ikke være lettere bare at skære halsen over på hende i stedet for at stikke kniven ind gennem nakken?”

Sara nikkede og sagde: ”Hvis man skærer luftrøret over, vil offeret ikke kunne sige noget – for slet ikke at tale om at råbe på hjælp.”

”Kvinder vælger ofte at bruge knive,” påpegede Will.

Sara havde ikke selv overvejet muligheden, men hun var taknemmelig for, at hans tanker bevægede sig væk fra Tommy. ”Allison var lille. En kvinde vil godt have kunnet overmande hende og bagefter bære hende ud i vandet.”

”Var gerningsmanden venstrehåndet eller højrehåndet?”

”Tja …” Sara var lige ved at spørge, om det spillede nogen rolle for en, der alligevel ikke kunne kende forskel, men i stedet svarede hun ordentligt på spørgsmålet. ”Højrehåndet, vil jeg tro.” Hun holdt sin højre hånd op. ”Angrebsmanden vil have befundet sig i en højere position, over offeret, eventuelt sad han over skrævs på hende, da kniven trængte ind.” Hun tav et øjeblik. ”Det er derfor, jeg ikke har lyst til at fremsætte gisninger. Jeg er nødt til først at undersøge hendes mave og lunger. Hvis vi finder rester af søvand i kroppen, betyder det, at hun sikkert lå på maven i vandet, da gerningsmanden stak kniven i hende.”

”Det vil være nyttigt for efterforskningen at vide, om hun lå i vandet eller i mudderet, da kniven blev stukket i hende.”

Hun rynkede panden. ”Prøver De at spille smart, agent Trent?”

”I lyset af hvordan spørgsmålet blev formuleret, tror jeg, at mit svar må være nej.”

Sara lo. ”Fair nok.”

”Mange tak, dr. Linton.” Han kastede et blik ind i balsameringsrummet og skælvede. ”Der er koldt hernede. Fryser du ikke?”

Det gik op for hende, at han havde det samme tøj på som dagen før – med undtagelse af den sorte T-shirt, som han havde udskiftet med en hvid. ”Har du ingen frakke med?”

Han rystede på hovedet. ”Jeg er lidt i bekneb med hensyn til rent tøj. Jeg bliver nødt til at låne din mors vaskemaskine og tørretumbler i aften. Tror du, det vil være i orden?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Har du hørt fra Frank Wallace?”

Hun rystede på hovedet.

”Det begynder at irritere mig, at han ikke har vist sig. Overlader han normalt alt det hårde slid til Lena?”

”Jeg ved ikke, hvordan de arbejder sammen nu. I sin tid rendte hun frem og tilbage mellem Frank og min mand alt efter, hvem der havde mest brug for hende.”

”Jeg spekulerer på, om hun rapporterer tilbage til Frank, eller om de begge bare passer sig selv.” Will nikkede hen mod bårerne. ”Er der noget, jeg kan hjælpe med?”

”Hvor sart er du?”

”Jeg kan ikke lide rotter, og jeg har det ikke godt med opkast.”

”Jeg tror ikke, du behøver at frygte nogen af delene.” Sara ville gerne i gang med arbejdet, så hun kunne blive færdig inden midnat. ”Kan du hjælpe mig med at få Allison over på bordet?”

Den afslappede stemning mellem dem blev afløst af alvor. De arbejdede i stilhed, rullede båren ind i kølerummet og løftede ved fælles hjælp liget over på den. Der var indbygget en vægt i gulvet, og tallet på den digitale skærm tog allerede højde for bårens vægt. Allison Spooner vejede 51 kilo.

Sara tog et par nye operationshandsker på, og Will fulgte hendes eksempel. Hun lod ham hjælpe med at lyne ligposen op og vende Allison om på først den ene side og derefter den anden, så de kunne få hende ud af den sorte ligpose. Will holdt den ene ende af målebåndet, så de kunne måle hendes højde.

”160 centimeter,” sagde han.

”Jeg må hellere skrive det ned.” Sara vidste, at hun umuligt kunne huske alle tallene. Der hang en tavle på bagvæggen over skranken. Med en tuschpen, der var ophængt i en snor, noterede Sara Allisons højde og vægt. For at være grundig og omhyggelig noterede hun også pigens alder, køn, race og hårfarve. Pigens øjne var åbne, og hun noterede på tavlen, at de var brune.

Da Sara vendte sig om, stod Will og stirrede på tallene. Hun havde brugt en række forkortelser, som selv gode læsere ville have svært ved at forstå. Hun pegede på bogstaverne. ”Fødselsdato, højde, vægt …”

”Jeg er helt med,” sagde han. Hans tonefald var tættere på at være skarpt, end hun havde hørt fra hans side før.

Hun modstod fristelsen til at nærme sig det store tabu og sige, at han ikke havde noget at skamme sig over. Han havde brugt et helt liv på at skjule sin ordblindhed, men det var ikke noget, hun kunne lave om på ved at konfrontere ham med det i kælderen under en begravelsesforretning. For ikke at nævne, at det i øvrigt ikke kom hende ved.

Hun gik hen til det høje skab ved siden af kontoret, fordi hun regnede med, at Brock stadig gemte sit udstyr det samme sted. ”Pis,” mumlede hun. Kameraet og alle dets tilhørende dele lå spredt ud over to hylder beklædt med velourstof. Hun tog et objektiv. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde ud af, hvordan det her skal samles.”

”Skal jeg prøve?” Will ventede ikke på hendes svar. Han tog objektivet, skruede det på kameraet og monterede lamperne, blitzen og afstandsmåleren. Han trykkede på adskillige knapper, indtil lyset i LED-skærmen blev tændt, hvorefter han bladrede gennem alle ikonerne, indtil han fandt det, han ledte efter.

Sara havde to eksamener og et certifikat fra lægeforeningen, men helvede ville fryse til, før hun fandt ud af at samle kameraet. Hendes nysgerrighed fik hende til at bryde sin tidligere beslutning. ”Har du nogensinde fået foretaget en test?”

”Nej.” Han stillede sig bag Sara og holdt kameraet op foran hende, så hun kunne følge med. ”Her zoomer man,” sagde han og drejede på objektivet.

”Du vil sikkert kunne …”

”Og her er macro-funktionen.”

”Will …”

”Super-macro.” Han fortsatte med at tale, til hun gav op. ”Her justerer man farven. Lyset. Anti-rystelse. Reduktion af røde øjne.” Han bladrede gennem funktionerne som en ekspedient i en fotoforretning.

Omsider opgav hun sit forehavende. ”Kan jeg ikke bare sige, hvad jeg gerne vil have billeder af?”

”Okay.” Hans ryg var rank, og hun kunne se, at han var irriteret.

”Jeg vil gerne undskylde …”

”Det behøver du ikke.”

Hun holdt hans blik et par øjeblikke længere og ville ønske, hun kunne redde situationen, men der var ikke noget at sige, hvis han ikke engang ville lade hende undskylde.

”Godt, lad os komme i gang,” sagde hun.

Hun førte ham rundt om bordet, mens han fotograferede Allison Spooner fra top til tå. Træningsjakken. Stiklæsionen i nakken. Flængen i stoffet på jakken. Tandaftrykket på indersiden af læben.

Hun foldede stoffet på de forrevne bukser tilbage og blottede Allisons ene knæ. Der var en halvmåneformet flænge, og et stykke af huden hang kun i en tynd tråd. En mørk blodansamling bredte sig ud fra såret. ”En læsion af denne slags er forårsaget af et hårdt slag. Hun må være landet hårdt på knæet, sikkert med sin fulde kropsvægt bag, og stødte uden tvivl knæet mod noget hårdt. Sandsynligvis en sten. Stødet fik huden til at sprække.”

”Kan vi se nærmere på hendes håndled?”

Jakkeærmerne var gledet ud over pigens hænder, og Sara skubbede dem tilbage.

Han tog et par billeder. ”Ligaturmærker?”

Sara lænede sig frem for at se nærmere efter. Hun tjekkede det andet håndled. Blodårerne var nærmest selvlysende blå. En række røde striber bredte sig hen over huden på de steder, hvor blodgennemstrømningen havde været hæmmet.

Hun forklarede. ”Et lig flyder op til overfladen, når det har ligget i vand et sted mellem to timer og to dage. Forrådnelsen sætter hurtigt ind … lige så snart, hjertet og lungerne holder op med at fungere, begynder kroppen at nedbryde sig selv. Bakterier strømmer ud af tarmene. Der ophobes gasser i kroppen, hvorved der skabes opdrift. Betonblokkene vil have forhindret liget i at flyde op til overfladen. Det kolde vand vil have forhalet forrådnelsen. Jeg ved ikke, hvor koldt vandet i søen var, men vi må gå ud fra, at det lå tæt på frysepunktet. Hun lå sikkert på maven i vandet med hænderne strakt ned foran kroppen. Ligpletterne dukkede op på hendes fingerspidser først, hvorfra de bredte sig til håndleddene. Man kunne velsagtens godt tro, at misfarvningen på håndleddene var ligaturmærker. Det må stadig have været mørkt på det pågældende tidspunkt.” Sara kunne ikke finde på flere undskyldninger for Frank. ”Men helt ærligt tror jeg, at Frank løj, da han sagde det første gang.”

”Hvorfor skulle han lyve om det?” spurgte Will. ”Knivsåret er så rigeligt bevis på, at der var sket noget alvorligt.”

”Det bliver du nødt til at spørge ham selv om.”

”Jeg har mange spørgsmål til ham, hvis han nogensinde dukker op.” ”Han er sikkert hos Brad. Frank har kendt ham, siden han var dreng. Det har vi alle.”

Will nikkede blot.

Sara lagde en lineal ved siden af Saras håndled, så Will kunne tage et billede. Da han var færdig, vendte hun Allisons hånd. Der var et svagt ar langs folden ved overgangen mellem hånden og underarmen. Hun undersøgte den anden hånd. ”Hun har prøvet at begå selvmord før. Med et barberblad eller måske en skarp kniv. Inden for de seneste ti år, vil jeg sige.”

Will betragtede de forhøjede, hvide streger. ”Hvordan var Tommy?”

Spørgsmålet overraskede hende, fordi al hendes opmærksomhed var rettet mod Allison. Hun havde ikke sovet ret meget i løbet af natten, og hun havde haft masser af tid til at tænke på Tommy. ”Han var en glad og munter dreng,” sagde hun. ”Jeg tror ikke, jeg nogensinde har set ham, hvor han ikke smilede. Selv når han havde det skidt.”

”Har du nogensinde set ham vred?”

”Nej.”

”Havde han mange brækkede knogler eller blodansamlinger?”

Hun rystede på hovedet og vidste, hvor han var på vej hen. ”Gordon behandlede ham godt. Jeg har kun set ham være vred på Tommy én gang, hvor han havde spist en klump modellervoks.”

Will smilede vemodigt. ”Engang elskede jeg også modellervoks.” Han holdt kameraet ned langs siden. ”Gad vide, om det stadig smager lige så godt?”

Sara lo. ”Jeg vil ikke anbefale, at du prøver det. Tommy var syg i flere dage.”

”Du har aldrig fortalt, at Lena engang var ude for en voldtægt.”

Bemærkningen kom som et lyn fra en klar himmel og kom fuldstændig bag på Sara, hvilket sikkert var hele formålet. ”Det skete for længe siden.”

”Faith læste om det på nettet.”

Sara gik hen til bordet og fandt en rulle brunt papir under skabet, som hun kunne lægge Allisons tøj på. ”Spiller det nogen rolle?”

”Det ved jeg ikke. Det undrer mig bare, at du ikke har nævnt det.”

Hun bredte papiret ud på bordet. ”Der er mange kvinder, der har været udsat for en voldtægt.” Hun så op, da han ikke svarede. ”Du skal ikke have ondt af hende, Will. Hun er ekspert i at få folk til at have medlidenhed med hende.”

”Jeg tror, hun angrer det, der skete med Tommy.”

Sara rystede på hovedet. ”Du skal ikke forvente dig for meget af hende. Hun er ikke som andre mennesker. Hun rummer ingen venlighed.”

Han valgte sine ord med omhu og så Sara dybt i øjnene. ”Jeg har mødt mange mennesker i mit liv, som var decideret uvenlige.”

”Alligevel …”

”Jeg tror ikke, at Lena er blottet for samvittighed. Jeg tror, at hun er vred, selvdestruktiv og føler sig fanget i en fælde.”

”Det troede jeg også selv engang. Og jeg havde ondt af hende. Lige før hun var skyld i, at min mand blev slået ihjel.”

Der var ikke så meget andet, Sara kunne sige. Hun knappede Allisons skjorte op og fortsatte med at tage tøjet af hende. Will udskiftede hukommelseskortet og tog en række billeder, når hun bad ham om det. Hun bad ikke om hans hjælp, da hun lagde et rent, hvidt lagen over Allison. Den harmoniske stemning mellem dem var kun et fjernt minde nu. Anspændtheden i rummet var så markant, at Sara begyndte at få hovedpine. Hun var vred på sig selv over, at det gik hende på. Will Trent var ikke hendes nære ven. Hans ordblindhed, hans skæve humor, hans snavsede tøj … intet af det var hendes hovedpine. Hun havde ikke brug for andet, end at han gjorde sit arbejde færdigt og tog hjem til sin kone.

For enden af trappen smækkede metaldøren i, og et øjeblik efter trådte Frank Wallace ind i rummet til dem med en papkasse i hænderne. Han var iført en lang frakke og læderhandsker. Hans hår var drivende vådt.

”Frank Wallace,” sagde Will. ”Det er mig stor en glæde omsider at møde dig. Jeg var bange for, at du var begyndt at undgå mig.”

”Har du lyst til at fortælle, hvorfor du har sendt halvdelen af mine mænd ud i skoven i silende regn for at jage deres egne haler?”

”Jeg går ud fra, at du har hørt, at jeg har fundet gerningsstedet for mordet på Allison Spooner.”

”Har du fået blodet undersøgt? Det kan jo sagtens tænkes, at det bare stammer fra et dyr.”

”Ja, jeg undersøgte blodet på stedet,” svarede Will. ”Det stammer fra et menneske.”

”Okay, så slog han hende ihjel ude i skoven.”

”Det tyder alt på, ja.”

”Jeg har indstillet efterforskningen. Du må tilkalde dine egne folk, hvis du vil have nogen til at finkæmme hele skovbunden femten centimeter ned.”

”Det lyder som en rigtig god idé, Wallace. Jeg tror faktisk, jeg sender bud efter et team.”

Det var tydeligt, at Frank var færdig med Will. Han lod kassen falde til gulvet for fødderne af Sara. ”Her er alt det bevismateriale, vi har.” Hun holdt vejret, indtil han trak sig væk fra hende. Der stod en skarp lugt ud fra ham, en blanding af mundskyllemiddel, sved og tobak.

”Jeg håber ikke, du har noget imod det, Wallace,” sagde Will, ”men jeg har bedt Lena Adams om at tale med naboerne endnu en gang og sætte sig i forbindelse med Allisons lærere.”

”Gør, hvad du vil,” brummede Frank. ”Jeg er færdig med hende.”

”Er der et problem?”

”Du ville ikke være her, hvis det ikke var tilfældet.” Frank holdt sig for munden og hostede. Lyden fik Sara til at skære ansigt. ”Lena har klokket godt og grundigt i det i hele denne sag. Jeg er færdig med at dække over hende. Hun er en elendig strisser. Hendes arbejde er præget af sjusk. Hun har været skyld i, at en kollega døde.” Han sendte Sara et sigende blik. ”En anden.”

Sara svedte og frøs på samme tid. Frank sagde alle de ting, hun længtes efter at høre – alle de ting, hun selv følte dybt inde i hjertet – men alligevel lød ordene beskidte, da hun hørte dem fra hans mund. Han udnyttede Jeffreys død, mens Sara selv prøvede at få hævn for den.

”Lena fortalte, at du talte med Lionel Harris i aftes,” sagde Will.

Pludselig virkede Frank nervøs. ”Lionel ved ingenting.”

”Alligevel kan han måske fortælle ét og andet om Allison.”

”Lionels far gav ham en ordentlig opdragelse. Han kunne ikke drømme om at luske liderligt rundt efter en hvid pige fra skolen.”

Sara mærkede, hvordan hun tabte underkæben af overraskelse.

Frank trak bare på skuldrene. ”Du ved godt, hvad jeg mener, min pige. Der er ikke ret meget, en 63-årig sort mand har til fælles med en 21-årig hvid pige. I det mindste ikke hvis han ved, hvad der tjener ham bedst.” Han nikkede ned mod Allison. ”Hvad har du fundet ud af?”

Sara kunne ikke få ordene frem.

Will trådte hjælpende til. ”En stiklæsion i nakken. Dødsårsagen er endnu ikke blevet fastslået med sikkerhed.”

Will fangede Saras blik. Hun nikkede taknemmeligt, selvom hun stadig var rystet over det, Frank havde sagt. Han havde aldrig talt på den måde, når hendes forældre var i nærheden. Eddie ville have smidt ham ud af huset, hvis ikke Cathy var kommet ham i forkøbet. Sara havde lyst til at undskylde det med, at han var udmattet. Han så afgjort endnu mere hærget ud end dagen før. Alt det tøj, han havde på – både det billige jakkesæt og frakken – var krøllet, som om han havde sovet i det. Huden i hans ansigt hang. Hans øjne skinnede blankt i lyset. Og han havde stadig ikke taget læderhandskerne af.

Will brød tavsheden. ”Wallace, har du afsluttet rapporten om episoden i garagen?”

Frank bed tænderne hårdt sammen. ”Jeg arbejder på den.”

”Kan du ikke gennemgå indholdet for mig nu? Bare i grove træk. Så kan jeg læse detaljerne, når du afleverer rapporten.”

Franks stemme var brysk og fortalte tydeligt, at han ikke brød sig om at blive udspurgt. ”Tommy stod i garagen med en kniv i hånden. Vi bad ham om at lægge den fra sig, men han nægtede.”

Sara ventede på mere, men det var Will, der måtte presse på. ”Og derefter?”

Frank trak uinteresseret på skuldrene igen. ”Knægten gik i panik. Han skubbede Lena væk. Jeg løb hen for at hjælpe hende. Han sprang frem mod mig med kniven og snittede mig i armen. Før jeg vidste af det, styrtede han ned gennem indkørslen. Brad optog forfølgelsen. Jeg gav Lena besked på at løbe efter dem.” Han tav et øjeblik. ”Hun var temmelig lang tid om at komme i omdrejninger.”

”Tøvede hun?”

”Lena løber som regel den anden vej, når noget brænder på.” Han så på Sara, som om han ventede på, at hun gav ham ret. I Saras øjne forholdt det sig lige omvendt. Lena stod som regel så tæt på ilden som muligt, hvorved hun sikrede sig det bedste udsyn, når andre blev fortæret af flammerne.

Frank fortsatte: ”Hun luntede efter dem. Brad endte med at være den, der kom til at betale prisen for det.”

Will lænede sig op ad bordet og støttede den ene hånd på det. Hans forhørstaktik var alt andet end konventionel. Havde han haft en øl i hånden, kunne han lige så godt have stået og snakket om football omkring en havegrill. ”Blev der affyret nogen skud?”

”Nej.”

Will nikkede langsomt og trak tiden lidt, før han stillede sit næste spørgsmål. ”Stod Tommy allerede med kniven i hånden, da I åbnede garagedøren?”

Frank lænede sig frem og fiskede en bevispose op af papkassen. ”Den her.”

Will tog ikke imod posen, så Sara rakte hånden frem. Jagtkniven var savtakket i den ene side og skarp i den anden. Skæftet på den var kolossalt. Bladet var mindst tolv centimeter langt og cirka tre en halv centimeter bredt. Det var et mirakel, at Brad stadig var i live. Uden at tænke brast det ud af hende: ”Det er ikke den kniv, der blev brugt, da Allison blev stukket ned.”

Will tog posen ud af hendes hænder. Han sendte hende et blik af den slags, som Tommy Braham sikkert havde modtaget hver eneste dag i sit liv, før han så på Frank og sagde: ”Den ser helt ny ud.”

Frank kastede et flygtigt blik på den. ”Og?”

”Var Tommy glad for knive?”

Frank lagde armene over kors igen. Han havde en sveddråbe i panden. På trods af den lave temperatur i kælderen var det, som om han var ved at smelte inde under frakken. ”Vi ved med sikkerhed, at han havde mindst to knive. Det her er ikke den, der blev benyttet, da pigen blev stukket ned.”

Sara ville ønske, hun kunne lade sig opsluge af gulvet.

”Hvad fik jer til at mistænke Tommy for drabet på Allison?” spurgte Will. ”Ud over kniven i hans hånd.”

”Han stod i hendes lejlighed.”

Will gjorde ikke noget for at påpege, at det ikke var Allisons lejlighed, men Sara indså, at det var lykkedes ham at få besvaret et spørgsmål. Hvis Lena havde talt med Frank, havde hun ikke nævnt noget om, at det var Tommy og ikke Allison, der boede i garagen.

Det var tydeligt, at Franks tålmodighed var ved at slippe op. ”Hør her, jeg har været i gang i mange timer. Der er to grunde til, at en mand gør det her mod en kvinde. Sex og sex. Tommy har allerede tilstået. Hvad er formålet med alt det her?”

Will smilede og så på Sara. ”Jeg ved, at du endnu ikke har haft en chance for at undersøge Allison Spooner ordentligt, men er der nogen tegn på, at hun har været udsat for et seksuelt overgreb?”

Sara var overrasket over at blive trukket ind i samtalen igen. ”Ikke så vidt jeg har kunnet se indtil nu.”

”Var hendes tøj forrevet?”

”Der var en flænge i det ene bukseben ud for knæet, fordi hun tilsyneladende faldt og slog sig. Kniven blev stukket gennem hendes jakke.”

”Er der andre væsentlige læsioner på hendes krop ud over såret i nakken?”

”Jeg har ikke fundet nogen.”

”Godt, Tommy ville i seng med Allison. Hun afviste ham. Han flåede ikke i hendes tøj. Han prøvede ikke at tvinge hende til det. Han placerede hende på sin scooter og kørte hende ud til søen. Han stak hende en enkelt gang i nakken med en kniv. Og så smed han hende i søen med betonblokkene og kæderne, skrev et falsk afskedsbrev og kørte tilbage for at gøre rent i hendes lejlighed. Var det sådan, det skete, Wallace?”

Frank så op. Fjendtligheden strålede ud fra ham som varmen fra et bål.

”Det er afskedsbrevet, der bekymrer mig,” sagde Will. ”Hvorfor nøjedes han ikke bare med at smide hende i søen? Det var usandsynligt, at nogen ville finde hende. Søen er temmelig dyb, ikke?” Da Frank ikke svarede, så han på Sara. ”Er den ikke?”

Hun nikkede. ”Jo.”

Det virkede, som om Will ventede på et svar fra Frank, han aldrig ville få. Sara ventede på, at Will skulle udspørge ham om opkaldet til alarmcentralen og Allisons kæreste, men han gjorde det ikke. Han stod bare og lænede sig op ad skranken, mens han ventede på, at Frank skulle sige noget. Modsat virkede det, som om Frank kæmpede for at prøve at finde på en forklaring.

Omsider prøvede han sig frem med at sige: ”Knægten var retarderet. Ikke, doktor?”

”Jeg ville ønske, du ville lade være med at bruge det ord,” sagde Sara. ”Han …”

”Kald det, hvad du vil,” afbrød Frank hende. ”Tommy var tungnem. Man kan ikke forvente, at der var nogen logik bag hans handlinger. Han stak kniven i hende en enkelt gang, ja. Han skrev et afskedsbrev, ja. Han var retarderet.”

Will lod Franks ord hænge i luften et øjeblik. ”Du kendte Allison, ikke? Fra dineren.”

”Jeg har da set hende hist og her.”

”Har I fundet hendes bil?”

”Nej.”

Will smilede. ”Har I undersøgt Tommys bil?”

”Jeg er ked af at afsløre nyheden for dig, Einstein, men idioten tilstod. Længere er historien ikke.” Han så på sit ur. ”Nå, jeg har ikke tid til at stå her og underholde jer resten af dagen. Jeg ville bare være sikker på, at du fik udleveret bevismaterialet.” Han nikkede til Sara. ”Du kan fange mig på mobilen, hvis du får brug for mig. Jeg er nødt til at komme tilbage til Brad.”

Will protesterede ikke over Franks pludselige exit. ”Tusind tak, Wallace. Jeg sætter stor pris på din samarbejdsvilje.”

Frank kunne ikke finde ud af, om Will var sarkastisk eller ej. Han ignorerede bemærkningen, og før han spankulerede ud af rummet, sagde han til Sara: ”Jeg skal nok holde dig orienteret om, hvordan det går med Brad.”

Sara vidste ikke, hvad hun skulle sige. Will havde undladt at stille alle de vigtigste spørgsmål. Jeffreys forhørsteknik havde været meget mere effektiv. Hvis han først havde trængt Frank op i en krog, ville han aldrig have ladet ham gå, før han var tilfreds. Hun så på Will, der stadig lænede sig op ad bordet.

Det her havde hun ikke tænkt sig at ignorere. ”Hvorfor udspurgte du ham ikke om Allisons kæreste?”

Han trak på skuldrene. ”Et svar er ikke så meget bevendt, hvis det er usandt.”

”Jeg indrømmer gerne, at han opførte sig som en idiot, men han prøvede også at være imødekommende.” Hun trak handskerne af og smed dem i skraldespanden. ”Slog det dig ikke, at han ikke har nogen anelse om, at Lena har pillet ved bevismaterialet?”

Will kløede sig på kæben. ”Jeg har fundet ud af, at der er forskellige årsager til, at folk skjuler forskellige ting. Måske vil de ikke have, at andre skal komme til at fremstå i et dårligt skær. Måske tror de, at de gør det rigtige, selvom det modsatte er tilfældet. De lægger rent faktisk hindringer i vejen for efterforskningen.”

Sara havde ingen anelse om, hvad han prøvede at sige. ”Jeg har kendt Frank i mange år. På trods af den stupide og uintelligente bemærkning, han fremsatte om Lionel, er han ikke noget ondt menneske.”

”Min pige.”

Hun rullede med øjnene. ”Jeg ved godt, at det kan virke, som om jeg står for tæt …”

”Det var ellers et par dejlige handsker, han havde på.”

Sara tog sig selv i at holde vejret. ”Okay, den var jeg selv ude om, ikke?”

”Tommy blev gennembanket.”

Hun sukkede. Hun havde instinktivt prøvet at beskytte Frank. Hun havde aldrig overvejet muligheden for, at Will ville gennemskue det for hvad, det reelt var – et forsøg på at skjule et bevis. ”Frank havde fået en række slemme flænger på hånden. Han må have fået sårene syet sammen på hospitalet.”

”Jeg kan ikke forestille mig, at de stillede ret mange spørgsmål.”

”Nej, sikkert ikke.” Selv på Grady kunne politiet regne med fuld diskretion, selvom deres skader virkede mistænkelige.

”Hvor farligt er det, hvis ens hånd bliver snittet af et pistolskud?”

”Hvem er da blevet ramt af et pistolskud?”

Will svarede ikke. ”Lad os bare sige, at ens hånd bliver snittet af et skud. Man får ikke såret tilset af en læge. Man har en førstehjælpskasse og renser selv såret og sætter et par plastre på. Hvad er risikoen for, at der går infektion i såret?”

”Den er ekstremt stor.”

”Hvad er symptomerne?”

”Det afhænger af arten af infektionen, og om betændelsen breder sig til blodbanen eller ej. Man bør være på vagt over for alt fra feber og kulderystelser til organsvigt og hjerneskade.” Hun gentog sit spørgsmål. ”Hvem er blevet ramt?”

”Lena.” Han løftede den ene hånd og pegede. ”Lige her, på siden af hånden.”

Sara mærkede sit hjerte synke, men det var ikke på grund af Lena. Hun var så rigeligt i stand til at tage vare på sig selv. ”Var det Frank, der skød hende?”

Han trak på skuldrene. ”Sandsynligvis. Har du set flængen på hans arm?”

Hun rystede på hovedet igen.

”Jeg tror, han fik flængen, fordi han rev sig på et stykke metal, der stak ud fra skinnen til garagedøren.”

Hun placerede hånden på bordet, fordi hun havde brug for noget at støtte sig til. Frank havde stået lige foran hende og sagt, at det var Tommy, der havde ramt ham med kniven. ”Hvorfor skulle han lyve om det?”

”Han er alkoholiker, ikke?”

Hun rystede på hovedet, men denne gang skyldtes det mest hendes egen forvirring. ”Han har aldrig før drukket i arbejdstiden. I det mindste har jeg aldrig set det.”

”Og nu?”

”Han drak i går. Jeg ved ikke hvor meget, men jeg kunne lugte det på hans ånde, da jeg kom ind på stationen. Jeg gik bare ud fra, at han var rystet på grund af det med Brad. I hans generation …” Hun lod sin stemme fortone sig. ”Jeg så velsagtens gennem fingre med det, fordi Frank er fra en generation, hvor det var i orden at drikke en genstand eller to i løbet af dagen. Min mand ville aldrig have accepteret det. Ikke mens Frank var på arbejde.”

”Der er meget, der har ændret sig, siden han døde, Sara.” Wills stemme var rolig og blid. ”Det er ikke Jeffrey, der er politichef længere. Han er her ikke længere til at holde dem i stram snor.”

Sara mærkede tårerne presse sig på. Hun tørrede dem væk og lo ad sig selv. ”For pokker, Will. Hvorfor får du mig altid til at græde?”

”Jeg håber ikke, det skyldes min aftershave.”

Hun lo halvhjertet. ”Godt, hvad nu?”

Will knælede og rodede lidt i kassen med bevismateriale. ”Frank ved, at Allison har en bil. Det vidste Lena ikke. Lena ved, at Allison ikke boede i garagen, men det gør Frank ikke.” Han fandt en pung og åbnede den. ”Det er underligt, at de ikke samarbejder om sagen.”

”Frank gjorde det klart, at han er færdig med hende. Selv hvis jeg ser bort fra min egen hævntrang, har han masser af gode grunde til at fyre hende.”

”Jeg vil tro, at de har været igennem mange ting sammen. Hvorfor skulle han fyre hende nu?”

Sara kunne ikke finde et svar. Will havde ret. I løbet af sin karriere havde Lena gjort sig skyldig i mange ting, som Frank havde holdt hånden over. ”Måske er det her bare den sidste dråbe. Tommy er død. Brad er hårdt såret.”

”Jeg talte med Faith på turen herhen. Hun kan ikke finde nogen ved navn Julie Smith. Mobilnummeret stammer fra et taletidskort, der er købt hos Radio Shack i Cooperstown.”

”Det er omkring tre kvarters kørsel herfra.”

”Også Tommy og Allison må have haft mobiler med taletidskort. Ingen af dem havde en mobiltelefon, der var registreret i deres navn. Vi får brug for deres numre, så vi kan spore dem tilbage og se, hvor telefonerne blev købt, men jeg tror ikke, det vil gøre nogen nævneværdig forskel.” Han holdt den kniv op, som Frank havde givet dem. ”Det ser ikke ud til, at der sidder noget blod på den. Tror du, de har skyllet den af på hospitalet?”

”Der ville nok være kommet noget jod på den, men de vil ikke have renset den så grundigt som det her.” Hun betragtede kniven. ”Man skulle forvente, at der ville sidde noget blod omkring skæftet.”

”Ja,” sagde han. ”Jeg får vores lokale feltagent til at aflevere den på laboratoriet, så den kan blive undersøgt. Kan jeg lade et par ting blive liggende, så han kan få det hele udleveret, når du er færdig?”

”Nick Shelton?”

”Kender du ham?”

”Han arbejdede ofte sammen med min mand. Jeg kan ringe til ham, når jeg er færdig,” tilbød hun.

Will holdt afskedsbrevet op og stirrede på ordene. ”Jeg forstår ikke det her.”

”’Jeg vil have det overstået’, står der.”

Han sendte hende et skarpt blik. ”Tusind tak, Sara. Jeg ved godt, hvad der står. Men jeg forstår ikke, hvem der skrev det.”

”Gerningsmanden?” foreslog hun.

”Muligvis.” Han lagde vægten tilbage på hælene og stirrede på sætningen, som var skrevet på det øverste stykke af papiret. ”Jeg tænker, at der er to mennesker derude, vi skal have fundet … gerningsmanden og pigen, der ringede til alarmcentralen. Gerningsmanden slog Allison ihjel, og pigen, der ringede, prøvede at få ham i vanskeligheder. Og så er der Julie Smith, der prøvede at hjælpe Tommy ved at tilkalde dig.”

”Det lyder, som om du har fjernet Tommy fra din liste over mistænkte.”

”Jeg troede ikke, du brød dig om at fremsætte gisninger.”

”Jeg har ingen problemer med, at andre gør det.”

Will lo, men fortsatte med at rette blikket mod brevet i posen. ”Hvis det var gerningsmanden, der skrev det her, hvem var det så, han fortalte, at han gerne ville have det overstået?”

Hun støttede på det ene knæ og kiggede med over skulderen på ham. ”Skriften ligner ikke Tommys.” Hun pegede på det store ”I”. ”Prøv for eksempel at se her. I tilståelsen benyttede Tommy et almindeligt stort I med …” Det gik op for hende, at det ikke ville give nogen mening for ham. ”Okay, tænk på det på den her måde: Hvis man skriver et stort ’I’ som en træstamme, og der øverst og nederst er grene … eller, måske ikke grene, men snarere tværpinde …” Hun gik i stå. Det var selve kernen i hans sproglige problemer, at han havde svært ved at visualisere bogstavernes former.

”Det er frustrerende,” sagde Will. ”Hvis han bare havde skrevet noget, der var lettere at læse. En smiley, for eksempel.”

Sara blev reddet fra at svare, da Wills telefon i det samme ringede.

”Will Trent.” Han lyttede i et helt minut, før han sagde noget. ”Nej. Fortsæt med at tale med naboerne. Sig til ham, at jeg kan være der om et par minutter.” Han lukkede telefonen. ”Det lader til, at dagen bare bliver værre og værre.”

”Hvad er der sket?”

”Det var Lena. Der er netop blevet fundet endnu et lig.”