KAPITEL 15

Lena mærkede endnu en bølge af rystelser, der bredte sig gennem hendes krop. Det føltes som et jordskælv. En langsom rumlen, før hele verden styrtede sammen. Hendes tænder begyndte at klapre, selvom hun var kneblet. Det sitrede i hendes muskler, og spændingerne byggede sig op til en krampetrækning. Hun sparkede ukontrollabelt ud med benene. Hun så lysglimt for øjnene. Det nyttede ikke at stritte imod. Hun kunne kun ligge og vente på, at det gik over af sig selv.

Uudholdeligt langsomt aftog kramperne, og hendes muskler begyndte at slappe af. Hendes kæbemuskler blev slappe. Hendes puls blev langsommere, så hendes hjerte blot hoppede rundt i brystet som en fisk, der var fanget i et net.

Hvordan havde hun ladet sig selv havne i denne situation? Hvordan havde hun været så let at narre?

Hun var bundet med et langt reb, som var blevet viklet flere gange om hendes hænder, fødder og krop. Selv hvis hun ikke havde været bundet, tvivlede hun på, at hun kunne have gjort andet end at ligge på gulvet og svede. Hendes tøj var gennemblødt. Betonen under hende havde opsuget en del af hendes kropsvæsker, men alligevel lå hun i en lille sø.

Gulvet var koldt. Det var så forbandet koldt, at selv hvis hun ikke havde rystet i hele kroppen, ville hendes tænder alligevel have klapret. Hun kunne næsten ikke mærke sine hænder og fødder. Hele hendes krop skælvede af frygt, når hun tænkte på, at hendes lidelser endnu ikke var overstået. Hun ville ikke kunne holde det ud ret meget længere.

Skyldtes det infektionen i hendes hånd? Var det derfor, hun ikke kunne holde op med at ryste? Den dunkende følelse havde forvandlet sig til en stikkende smerte, der tog til og aftog uden at følge noget genkendeligt mønster. Hendes liv passerede ikke revy for øjnene af hende, men hun kunne ikke holde op med at tænke på, hvordan hun var endt på det kolde gulv. Hvis det nogensinde lykkedes hende at flygte, hvis det på en eller anden måde lykkedes hende at bryde fri, ville hun ændre alt i sit liv. Frygten, der strømmede gennem hendes krop, var ledsaget af et klarsyn, hun aldrig før havde oplevet. I en evighed havde hun narret sig selv til at tro, at hun holdt sandheden tilbage for at beskytte andre mennesker – sin familie og sine venner. Nu forstod hun, at hun kun prøvede at beskytte sig selv.

Hvis det lykkedes Brad at overleve, ville hun undskylde over for ham hver eneste dag i resten af sit liv. Hun ville fortælle Frank, at hun havde taget fejl af ham. Han var en god mand. Han havde affundet sig med hende i alle disse mange år, hvor en klogere mand ville have droppet hende, fordi hun var en ussel ven. Hun havde trukket sin onkel gennem et sandt helvede. Hun havde skubbet ham fra sig så mange gange, at det var et mirakel, at han stadig kunne stå på benene.

Og hun måtte for alt i verden sørge før at få talt med Sara Linton under fire øjne. Hun ville blotte sin sjæl og tilstå sin skyld i Jeffreys død. Hun havde ikke slået ham ihjel med sine egne hænder, men det var hendes skyld, at han var blevet bragt i en farefuld situation. Hun havde været Jeffreys makker. Hun skulle beskytte ham, men hun havde bare set tavst til, mens hun så ham gå ind i flammerne. Hun havde nærmest skubbet ham i den retning, fordi hun var så stor en kujon, at hun ikke selv turde se farerne i øjnene.

Måske var det grunden til kramperne i hendes krop. Sandheden var som en skygge, der svøbte sig om hendes sjæl.

Hun vred sin uskadte hånd frem, så hun kunne se sit ur. Rebet skar sig ind i hendes håndled, men hun bemærkede knap smerten, da hun trykkede på den lille knap for at tænde lyset i uret.

23:54.

Næsten midnat.

Hun vidste, at hun havde forladt stationen omkring klokken atten. Jared ville undre sig over, hvor hun var. Eller måske havde Frank fået fat på ham. Måske var Jared lige nu på vej hjem til Macon.

Jared. Sandheden ville betyde, at han var tabt for hende for evigt.

Straffen passede til forbrydelsen.

Musklerne i hendes kæber spændtes. Hun lukkede øjnene og mærkede endnu en bølge bryde frem. Rystelserne bredte sig ned over hendes skuldre og videre ud i armene og hænderne. Hendes fødder spjættede. Hun mærkede, at hun vendte det hvide ud af øjnene. Hun hørte lyden af sin egen stønnen og sine egne skrig.

Hun åbnede langsomt øjnene, men hun kunne ikke se andet end mørke. Pludselig forstod hun igen, hvor hun var. Hun var bundet på hænder og fødder. Hun var kneblet. Hendes krop var badet i sved. En ubehagelig stank af urin og sved hang i luften. Hun trykkede på knappen på sit ur. I det svage lysskær kunne hun se huden på sit håndled. Røde striber bredte sig op mod skulderen. Op mod hjertet. Hun så på skærmen.

23:58.

Næsten midnat.