KAPITEL 16

Sara hørte køkkenuret tikke, mens viserne passerede midnat. Hun havde siddet ved bordet og stirret på de snavsede tallerkener, der stod hobet op i og omkring vasken, i så lang tid, at hun havde opgivet at holde styr på tiden. Det var ikke bare apati, der holdt hende lænket til stolen. Hendes mors moderniserede køkken omfattede to opvaskemaskiner, der var så moderne og støjsvage, at det var umuligt at finde ud af, om de kørte eller ej, men alligevel insisterede hun stadig på at vaske alt porcelæn og alle gryder og pander af i hånden. Eller rettere insisterede hun på, at Sara gjorde det, hvilket kun gjorde hende endnu mere rasende over, at hun klamrede sig så stædigt til sine anakronistiske vaner.

Det monotone arbejde burde have været en velkommen afslutning på dagen for hende. Hendes arbejde på Grady kunne bedst sammenlignes med at prøve at stå stille på en karrusel. Strømmen af patienter aftog aldrig, og sædvanligvis skulle hun på alle tidspunkter jonglere med tyve forskellige bolde i luften på samme tid. Med de almindelige konsultationer og den sædvanlige arbejdsmængde behandlede hun i gennemsnit omkring halvtreds eller tres patienter i løbet af en vagt på tolv timer. Det burde have været lettere for hende at sætte tempoet ned og koncentrere sig om én patient ad gangen, men det var gået op for hende, at hendes hjerne fungerede på en anden måde nu.

Hun erkendte, at det konstante arbejdspres på skadestuen på mange måder var en gave. Da hun boede i Grant County, havde hendes liv været kendetegnet ved et helt andet og meget roligere tempo. Normalt spiste hun morgenmad sammen med Jeffrey. To eller tre aftener om ugen havde de spist sammen med hendes familie. Ved siden af det almindelige arbejde havde hun været tilknyttet football-holdet på byens high school som læge. Om sommeren fungerede hun som hjælpetræner på volleyball-holdet. Hun havde masser af fritid, hvis hun fik planlagt sine opgaver ordentligt. Hun kunne bruge adskillige timer på at tage i supermarkedet, hvis hun løb ind i en god ven. Hun klippede artikler ud af avisen for at vise dem til sin søster. Hun var oven i købet kommet med i sin mors læseklub, indtil de var begyndt at læse så mange alvorlige bøger, at det ikke var sjovt længere.

Derimod forhindrede det hurtige tempo, der kendetegnede Saras arbejde i Atlanta, hende i at tænke for meget over sit liv. Når hun var færdig med at diktere sine journaloplysninger, orkede hun som regel ikke andet end at slæbe sig hjem og tage et bad, før hun faldt i søvn på sofaen. Hendes fridage fløj lige så hurtigt af sted og var fyldt med aktiviteter, som hun nu forstod var et forsøg på at holde sig selv beskæftiget. De huslige pligter var noget, der bare skulle overstås i en fart. Hun lavede aftaler om at spise frokost og middag med andre, så hun ikke havde alt for meget tid alene med tankerne.

Alle de krykker, hun normalt støttede sig til, var forsvundet i kælderen under Brocks bedemandsforretning. En obduktion krævede stor koncentration, men efter et stykke tid kendte man processen ind og ud. Mål, vægt, biopsi, registrering. Hverken Allison Spooner eller Jason Howell havde efterladt nogen afgørende spor. Det eneste, der knyttede dem sammen, var kniven, der var blevet brugt til at slå dem begge ihjel. Stiklæsionerne var næsten identiske og stammede fra en lille, skarp kniv, der var blevet vredet rundt i såret for at sikre, at skaden blev så stor som mulig.

Hvad angik Tommy Braham havde hun kun fundet én ting, der sprang i øjnene. I forlommen på hans cowboybukser havde der ligget en lille metalfjeder af den slags, der blev benyttet i kuglepenne.

Lyset i entreen blev tændt, og Cathy råbte: ”Tallerkenerne bliver ikke vasket op af sig selv.”

”Nej, jeg ved det godt, mor.” Hun så på køkkenvasken. Hare var kommet for at spise sammen med dem, men hun var sikker på, at det store udvalg af retter i virkeligheden havde været for Wills skyld. Cathy elskede at lave mad til gæster, som forstod at værdsætte hendes anstrengelser, og der var ingen tvivl om, at Will var en gæst efter hendes hjerte. Hun havde brugt samtlige stykker porcelæn i huset og havde serveret kaffen i kaffekopper med underkopper, hvilket Sara havde fundet nærmest rørende, indtil Cathy ved spisebordet havde meddelt, at det var Saras opgave at vaske det hele op i hånden. Hare havde skrydet som et æsel, da han så udtrykket i hendes ansigt.

”Prøv at lade være med at se så opgivende ud, når du ser på tallerkenerne,” sagde Tessa, du hun kom ud i køkkenet. Hun havde skiftet til en stor, gul natkjole, der lignede et telt på hendes krop.

”Du kan jo tilbyde at give en hånd med.”

”Jeg har læst i People, at det ikke er godt for fosteret, hvis en gravid vasker op.” Hun åbnede køleskabet og stirrede på bjergene af mad. ”Du skulle have set filmen sammen med os. Den var sjov.”

Sara lænede sig tilbage i stolen. Hun havde ikke været i humør til en romantisk komedie. ”Hvem var det, der ringede for et stykke tid siden?”

Tess flyttede lidt rundt på Tupperware-beholderne på hylderne. ”Franks ekskæreste. Kan du huske Maxine?” Sara nikkede. ”Han nægter stadig at tage på hospitalet.”

Frank var blevet ramt af et lille hjerteanfald på stationen om eftermiddagen. Heldigvis havde Hare været lige i nærheden, da det skete, for ellers kunne det hele være endt meget værre. For fem år siden ville Sara straks være taget af sted for at sidde ved Franks side. Da hun i dag havde hørt nyheden, mens hun stod i kælderen under begravelsesforretningen, havde hun kun følt sig trist. ”Hvad ville Maxine?”

”Det samme som altid. Beklage sig over Frank. Han er en stædig gammel rad.” Tessa stillede et bæger med færdigpisket flødeskum på bordet og gik tilbage til køleskabet. ”Er alt okay?”

”Jeg er bare træt.”

”Det samme her. Det er hårdt arbejde at være gravid.” Hun satte sig over for Sara med et kyllingelår i hånden og dyppede det i flødeskummet.

”Sig ikke, at du har tænkt dig at spise det der.”

Tessa tilbød hende kyllingelåret.

På trods af sin aversion prøvede Sara at smage på den gyselige blanding. ”Hold da helt op. Det er både salt og sødt på samme tid.” Hun rakte låret tilbage til sin søster.

”Ja, jeg ved det godt, ikke?” Tessa dyppede låret i bægeret igen, tog en bid og tyggede eftertænksomt. ”Ved du godt, at jeg beder for dig hver aften?”

Sara lo, før hun kunne nå at forhindre det, men skyndte sig at blive alvorlig igen. ”Undskyld. Jeg troede bare …”

”Bare hvad?”

Sara tænkte, at der sikkert ikke ville komme et bedre tidspunkt at sige sandheden på. ”Jeg troede bare ikke, at du sådan for alvor troede på den slags.”

”Jeg er missionær, for pokker. Hvad tror du, jeg har brugt mit liv på de sidste tre år?”

Sara kæmpede for at komme fri af det kviksand, hun var havnet i. ”Jeg troede, du rejste til Afrika, fordi du gerne ville hjælpe børnene.” Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Hendes søster havde altid nydt livet. Sommetider føltes det, som om hun havde nydt det for dem begge. Sara havde altid koncentreret sig om først skolen og siden arbejdet, men i mellemtiden havde Tessa kommet sammen med alle de drenge, hun havde lyst til at komme sammen med, og var gået i seng med alle dem, hun faldt for – uden nogensinde at undskylde noget. ”Du må indrømme, at du ikke er en helt typisk missionær.”

”Måske ikke,” indrømmede hun, ”men man er nødt til at tro på et eller andet.”

”Det er svært for mig at tro på en gud, der lod min mand dø i mine arme.”

”Det nytter ikke noget at kravle ned i et hul, Søs. Hvis nogen smider et tov ud til én, må man hellere prøve at klatre op ad det.”

Cathy havde sagt det samme til Sara, da hun mistede Jeffrey. ”Jeg er glad for, at du har fundet noget, der giver dig fred.”

”Jeg tror også, at du har fundet noget.” Tessa havde spist kødet på kyllingelåret, men dyppede alligevel benet i bægeret for at få lidt mere flødeskum. ”Du er en anden nu, end da du lige var kommet hjem. Du er blevet opslugt af det arbejde, du elsker.”

”Jeg ved snart ikke.”

”Hvor er Will?”

Sara sukkede. ”Vil du ikke godt lade være med at begynde forfra?”

”Tag det hårbånd af, før du ser ham næste gang. Du er meget kønnere med løsthængende hår.”

”Vil du ikke godt holde op?”

Tessa lænede sig frem og holdt om hendes hånd. ”Må jeg fortælle dig noget?”

”Så længe det ikke er endnu et råd om, hvordan jeg får nedlagt en gift mand.”

Hun gav Saras hånd et klem. ”Jeg er dybt forelsket i min mand.”

”Okay,” sagde Sara forsigtigt.

”Jeg ved godt, at du synes, at Lem er kedelig og alt for oprigtig og selvretfærdig, og tro mig, han kan virkelig være begge dele, men tusindvis af gange hver eneste dag hører jeg en sang eller kommer til at tænke på noget sjovt, eller også fortæller far en af sine tåbelige vittigheder, og det første, jeg tænker, er altid: ’Det skal jeg huske at fortælle Lem’. Og jeg ved, at halvvejs omme på den anden side af kloden tænker han det samme.” Hun tav et øjeblik. ”Det er sådan, kærligheden er, Sara. Når der er så mange ting, man kun tænker på at fortælle til ét bestemt menneske.”

Sara kunne godt huske, hvordan det føltes. Det var som at være svøbt i et varmt tæppe.

Tessa lo. ”For pokker, jeg begynder snart at græde. Når Lem kommer hjem, vil han tro, at jeg er gået fra forstanden.”

Sara lagde sin hånd oven på Tessas. ”Jeg er glad for, at du har fundet den rigtige.” Hun mente det oprigtigt. Hun kunne se, at hendes søster var lykkelig. ”Du fortjener at være elsket.”

Tessa smilede vidende. ”Det gør du også.”

Sara lo. ”Okay, den var jeg selv skyld i.”

”Jeg må hellere gå i seng.” Tessa stønnede, da hun rejste sig. ”Vask dine hænder. Du lugter af kylling og flødeskum.”

Sara lugtede til sine hænder. Hendes søster havde ret. Igen stirrede hun på den overfyldte vask og tænkte, at hun lige så godt kunne få arbejdet overstået, så hun kunne komme i seng. Hun stønnede lige så højt som Tessa, da hun rejste sig fra bordet. Hun havde ondt i ryggen efter at have stået foroverbøjet hele dagen. Hendes øjne var trætte. Hun åbnede skabet under vasken for at finde opvaskemidlet, mens hun i sit stille sind håbede, at der ikke var mere, så hun havde en god undskyldning for at lade tallerkenerne stå til næste morgen.

”Pis,” mumlede hun, da hun fandt en flaske Dawn bag en pakke med sæbe til opvaskemaskiner, som hendes mor aldrig havde åbnet. Hun hørte skridt i entreen. ”Er du kommet tilbage for at få lidt mere flødeskum?” spurgte hun. Tessa svarede ikke, men Sara var sikker på, at hun stadig var der. ”Fortæl ikke, at du er kommet for at hjælpe.” Hun gik ud i entreen, men det var ikke Tessa, hun havde hørt – det var Will Trent.

”Hej.”

Han stod midt i entreen med sin lædermappe i hånden. Der var noget forandret ved ham, som hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Han lignede sig selv. Han havde oven i købet det samme tøj på, som hun havde set ham i de seneste to dage. Men alligevel var der ingen tvivl om, at der var noget forandret ved ham. Han udstrålede noget trist, som skar sig dybt ind i hende.

Hun vinkede ham ud i køkkenet. ”Kom indenfor.” Sara stillede flasken med opvaskemiddel på køkkenbordet. Will blev stående i døren.

”Jeg beklager,” sagde han. ”Din søster lukkede mig ind. Jeg stod og gloede ind ad vinduet for at prøve at finde ud af, om der stadig var nogen oppe. Jeg ved godt, at det er sent.” Han tav, og hans adamsæble bevægede sig, da han sank. ”Meget sent.”

”Er alt okay?”

Han flyttede nervøst mappen fra den ene hånd til den anden og tilbage igen. ”Vil du ikke godt sige til din mor, at jeg er virkelig ked af, at jeg ikke kunne nå at spise med. Vi havde temmelig meget at se til, og jeg …”

”Det er helt i orden. Hun forstår.”

”Har obduktionerne …” Han tav igen og tørrede sig i panden med ærmet. Regnen havde gjort hans hår vådt. ”Mens jeg sad i bilen, tænkte jeg, at drabet på Jason måske blev begået af en, der havde ladet sig inspirere af det første drab?”

”Nej,” sagde hun. ”Stiklæsionerne var identiske.” Hun tav et øjeblik. Det var tydeligt, at der var sket noget frygteligt. ”Skal vi ikke sætte os?”

”Det gør ikke noget, jeg …”

Hun satte sig ved bordet. ”Kom nu. Hvad er der sket?”

Han kastede et blik tilbage mod hoveddøren. Hun kunne se, at han ikke havde det godt med at stå i døren, men han virkede heller ikke i stand til at gå.

Langt om længe tog hun fat om hans hånd og trak ham hen til en stol. Han satte sig og anbragte mappen på skødet. ”Jeg beklager virkelig alt det her.”

Han sank igen. Hun gav ham den tid, han havde brug for. Hans stemme var kun en hvisken i det store køkken. ”Faith har født.”

Sara holdt sig for munden. ”Er alt i orden?”

”Ja, hun har det fint. De har det begge fint.” Han tog sin mobiltelefon op af lommen og viste hende et billede af en rødhovedet nyfødt med en lyserød strikhue på hovedet. ”En pige, går jeg ud fra?”

Faith havde også oplyst pigens vægt og navn i sms’en. ”Emma Lee,” sagde Sara.

”3800 gram.”

”Will …”

”Jeg fandt det her.” Han stillede mappen på bordet og åbnede den. Hun kunne se en bunke papir og en bevispose med en rød forsegling. Han tog spiralhæftet med det blå omslag op af et af rummene i mappen. Omslaget var plettet af sort fingeraftrykspulver. ”Jeg prøvede at tørre det af,” sagde han og børstede noget støv af sin sweater. ”Jeg beklager. Det lå i Allisons bil, og jeg …” Han bladrede i siderne og viste hende den ulæselige skrift. ”Jeg kan ikke,” sagde han. ”Jeg kan ganske enkelt ikke.”

Det gik op for hende, at han ikke havde set på hende én eneste gang, siden han var kommet ud i køkkenet. En følelse af nederlag strålede ud fra hele hans krop. Det var, som om hvert eneste ord, der forlod hans mund, voldte ham store smerter.

Saras taske lå på køkkenbordet. Hun rejste sig og fandt sine læsebriller. ”Min mor har anrettet en tallerken til dig,” sagde hun. ”Hvorfor tager du ikke lidt at spise, mens jeg begynder at læse?”

Han stirrede på dagbogen foran sig. ”Jeg er faktisk ikke særlig sulten.”

”Du nåede ikke tilbage til aftensmaden. Hvis du ikke spiser det, hun har taget fra til dig, vil hun aldrig tilgive dig.”

”Jeg kan faktisk ikke …”

Sara åbnede varmeskuffen. Hendes mor havde lavet mad til en mindre hær igen – roastbeef, kartofler, grønkål, grønne bønner og sukkerærter. Majsbrødet var pakket ind i sølvfolie. Sara stillede tallerkenen foran Will og gik tilbage til køkkenbordet for at hente et sæt bestik og en serviet. Hun skænkede et glas iste og fandt nogle citronbåde i køleskabet. Mens hun alligevel var oppe, tændte hun ovnen, så hun kunne varme kirsebærtærten, der stod på køkkenbordet.

Hun satte sig over for ham, åbnede spiralblokken og så på ham over kanten af brillerne. Han havde ikke rørt sig ud af stedet. ”Spis,” sagde hun.

”Jeg har virkelig …”

”Det var aftalen,” sagde hun. ”Du spiser, og jeg læser.” Hun stirrede på ham og gjorde det klart, at hun ikke havde tænkt sig at bøje sig.

Will løftede tøvende gaflen. Hun ventede, til han havde taget et stykke kartoffel i munden, før hun åbnede hæftet.

”På indersiden af omslaget står hendes navn og datoen 1. august.” Sara fortsatte til den første side. ”’1. august, dag 1.’” Alle afsnittene er bygget op på samme måde. Dag 2, dag 3 …” Hun bladrede frem til slutningen. ”Hele vejen frem til dag 104.”

Will sagde ingenting. Han spiste, men Sara kunne se, at han havde svært ved at synke maden. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig, hvor frustreret han var, fordi han var nødt til at få dagbogen læst op. Det var tydeligt, at han betragtede det som et personligt nederlag. Hun havde lyst til at fortælle ham, at det ikke var hans skyld, men det var indlysende, at det havde været så belastende for ham at bede om hendes hjælp, at hun ikke havde lyst til at bore mere i det.

Hun vendte tilbage til den første side. ”’Dag 1,’” gentog hun. ”’Professor C. var sarkastisk i dag. Græd bagefter i tyve minutter. Kunne bare ikke holde op. Blev irriteret i dr. K’s time, fordi D bag mig blev ved med at sende små beskeder til V, og jeg kunne ikke koncentrere mig, fordi de blev ved med at grine.’”

Hun bladrede videre til den næste side. ”’Dag 2. Skar mig slemt, da jeg barberede ben. Havde ondt hele dagen. Kom to minutter for sent på arbejde, men L sagde ikke noget. Var paranoid hele dagen, fordi jeg var sikker på, at han ville skælde mig ud. Kan ikke fordrage, når han bliver vred.’”

Sara fortsatte med at læse. Side efter side fyldt med Allisons tanker om L på dineren og J, der havde glemt, at de skulle mødes til frokost. Hver eneste optegnelse beskrev Allisons følelser i de pågældende situationer, men aldrig særlig udførligt eller detaljeret. Hun var enten glad eller trist eller deprimeret. Hun græd meget, og som regel græd hun i længere tid, end man – ud fra situationen – ville have forventet. På trods af hendes følelsesmæssige afsløringer var der noget klinisk ved dagbogsnotaterne. Det var nærmest, som om hun havde været vidne til sit eget liv, mens det passerede.

Det tog over en time at komme gennem hele dagbogen. Will spiste færdig og spiste derefter det meste af kirsebærtærten. Han foldede hænderne på bordet og stirrede stift ind i væggen. Han begyndte at gå rastløst frem og tilbage på gulvet, indtil det gik op for ham, at forstyrrelsen fik hende til at læse langsommere. Da Saras stemme begyndte at svigte, hentede han et glas isvand til hende. Til sidst opdagede han tallerkenerne i vasken, og på trods af sin dårlige samvittighed læste hun videre, da han skruede op for vandet og begyndte at vaske op. Hun fik krampe i benene, fordi hun havde siddet så længe i den samme stilling, så hun endte med at stille sig ved siden af ham ved vasken, så det i det mindste virkede, som om hun gerne ville hjælpe. Will var kommet igennem alle gryderne og panderne og var begyndt at vaske porcelænet op, da Sara omsider nåede til det sidste dagbogsnotat.

”’Dag 104. Arbejdet var ok. Dårlig koncentration hele dagen. Sov ni timer i nat. Tog en lur på to timer i frokostpausen. Burde have læst. Dårlig samvittighed og deprimeret hele dagen. Ikke en lyd fra J. Han hader mig sikkert nu. Med god grund.’” Hun så op på Will. ”Det var det hele.”

Han så op fra fadet i sine hænder. ”Jeg talte siderne. Der er to hundrede og halvtreds i alt.”

Hun så på omslaget, hvor han havde skrevet tallet. Pigen havde ikke rykket nogen sider ud af hæftet. ”Hun holdt op med at skrive dagbog to uger før, hun døde,” sagde Sara.

”Der skete noget for to uger siden, som hun ikke havde lyst til at skrive om.”

Sara lagde hæftet fra sig på køkkenbordet og tog et viskestykke. Will var meget mere grundig, når han vaskede op, end Sara nogensinde havde været. Han skiftede vandet ofte og tørrede det hele af hen ad vejen. Der var ikke meget plads tilbage på køkkenbordet, så han havde foretaget en række nogenlunde kvalificerede gæt på, hvor tingene skulle stå. Sara ville være nødt til at gå det hele igennem bagefter og stille gryderne og panderne på deres rigtige pladser, men hun havde ikke lyst til at gøre det for øjnene af Will.

Han så viskestykket i hendes hænder. ”Jeg skal nok tage mig af det.”

”Lad mig hjælpe.”

”Jeg synes, du har hjulpet mig rigeligt.” Hun troede, han ville lade det blive ved det, men han fortsatte: ”Det har været værre i dag, end det plejer at være.”

”Stress kan gøre det værre … eller træthed og følelsesmæssige belastninger.”

Han skrubbede hårdt på tallerkenen i vasken. Sara så, at han ikke havde smøget ærmerne op. Ærmerne på hans sweater var gennemblødte. ”Jeg har været i gang med at grave ud til en ny kloakledning i min have,” sagde han. ”Det er derfor, jeg er kommet bagud med tøjvasken.”

Sara havde forventet, at han ville prøve at presse samtalen i en anden retning, men hun havde håbet, at han ville lade hende dvæle ved emnet et øjeblik længere. ”Min far har bygget huset her for de penge, han har tjent på at hjælpe folk, der troede, at de sagtens selv kunne klare rørarbejdet i deres hus.”

”Måske kan han give mig et par gode råd. Jeg er sikker på, at den rende, jeg har gravet, er blevet fyldt op med mudder.”

”Har du ikke benyttet en gravekasse?” Sara holdt op med at tørre tallerkenen af. ”Det er farligt. Man bør aldrig grave en rende, der er over en meter og tyve dyb, uden at man afstiver siderne.”

Han så skævende på hende.

”Jeg er min fars datter. Ring til mig, når vi er tilbage i Atlanta. Jeg er ret ferm til at betjene en rendegraver.”

Han tog endnu en tallerken. ”Jeg synes, du har gjort mig tilstrækkeligt mange tjenester for det næste lange stykke tid.”

Sara betragtede hans spejlbillede i vinduet over køkkenvasken. Han stod med foroverbøjet hoved og koncentrerede sig om opvasken. Hun førte en hånd om i nakken, løsnede hestehalen og lod håret falde ned over skuldrene.

”Sæt dig lidt, så tager jeg resten,” sagde hun.

Han så overrasket på hende. Hun troede, han ville sige et eller andet, men i stedet tog han bare en ny tallerken og dyppede den i sæbevandet. Hun åbnede en skuffe for at lægge bestikket på plads. Hendes hår faldt ned foran ansigtet. Hun var glad for at have noget at skjule sig bag.

”Jeg hader at lade opvasken stå,” sagde han.

Hun prøvede at slå en lettere tone an. ”Lad ikke min mor høre dig sige det. Så vil hun aldrig lade dig tage herfra.”

”Jeg havde engang en plejemor ved navn Lou.” Will ventede på at møde hendes blik i vinduet. ”Hun arbejdede hele dagen i et supermarked, men alligevel kom hun hver eneste dag hjem omkring middagstid for at lave frokost til mig.” Han skyllede tallerkenen af og rakte den til Sara. ”Hun fik altid først fri, efter at jeg var gået i seng, men en aften hørte jeg hende komme hjem. Jeg gik ud i køkkenet, og dér stod hun i sin kittel – der var brun og alt for lille til hende – foran vasken. Den var fyldt med skåle og tallerkener og resterne af maden fra frokosten. Jeg havde ikke lavet en skid, mens hun var væk. Jeg havde bare set fjernsyn hele dagen.” Han så på Saras spejlbillede i vinduet igen. ”Hun stod og kiggede på rodet i vasken og græd som pisket. Du ved, sådan som man gør det, når man græder med hele kroppen.” Han tog den næste tallerken i stablen. ”Jeg gik ud i køkkenet og vaskede alle de tallerkener op, jeg overhovedet kunne finde, og resten af tiden, mens jeg boede hos hende, lod jeg hende aldrig få lov til at rydde op efter mig igen.”

”Prøvede hun at adoptere dig?”

Han lo. ”Nej, for pokker. Hun lod mig være alene hele dagen med undtagelse af frokostpausen. Jeg var otte år. Jeg blev hentet, da studievejlederen fandt ud af, at jeg ikke havde været i skole i to måneder.” Han trak proppen op af afløbet. ”Men hun var sød. Jeg tror, de lod hende få et ældre barn.”

Sara stillede spørgsmålet, før hun kunne nå at bremse sig selv. ”Hvorfor blev du aldrig adopteret? Du var helt lille, da du ankom til børnehjemmet.”

Will holdt en hånd under det rindende vand, mens han justerede temperaturen. Hun troede, han ville ignorere hendes spørgsmål, men langt om længe sagde han: ”I begyndelsen havde min far forældremyndigheden over mig. Myndighederne fjernede mig efter et par måneder. Med god grund.” Han satte proppen i afløbet igen for at fylde vasken. ”Jeg boede på børnehjemmet i et stykke tid, men så dukkede min onkel op og prøvede at adoptere mig. Hans intentioner var gode nok. Eller det håber jeg da, at de var. Men han var ikke i stand til at tage vare på et barn på det tidspunkt i sit liv. Jeg rykkede ind og ud, frem og tilbage mellem hans hus og børnehjemmet. Til sidst gav han op. Jeg var seks år dengang, og det var for sent at finde en plejefamilie.”

Sara så op. Will stirrede på hendes spejlbillede igen.

”Du har sikkert hørt om seksårsreglen, ikke? Du og din mand prøvede selv at adoptere. Du må have hørt om den.”

”Ja.” Sara mærkede en klump i halsen. Hun kunne ikke se ham i øjnene. Hun tørrede underkoppen igen, selvom der ikke var en eneste dråbe tilbage på overfladen. Seksårsreglen. Hun havde hørt udtrykket på børneklinikken, længe før Jeffrey overhovedet havde foreslået, at de adopterede. Et barn, som havde været i systemet i mere end seks år, blev betragtet som uønsket. På det tidspunkt havde barnet allerede været igennem for mange ubehagelige oplevelser. Dets minder havde allerede brændt sig fast, og dets adfærdsmønstre var svære at ændre.

For mange år siden var der et par i Atlanta, der også havde hørt denne advarsel. Sikkert fra en god bekendt eller måske endda deres familielæge. De var taget hen på børnehjemmet, havde set den seksårige Will Trent og var nået til den konklusion, at han var for skadet.

”Lyder dagbogen som en 21-årig piges dagbog i dine ører?” spurgte han.

Hun var nødt til at rømme sig, før hun kunne sige noget. ”Jeg ved det ikke. Jeg kendte ikke Allison.” Hun tvang sig selv til at overveje hans spørgsmål. ”Den virker en smule underlig i mine ører.”

”Det lyder ikke som det sædvanlige ’Kære dagbog …’” Han tog hul på den sidste stabel tallerkener. ”Det er snarere som en lang opremsning af beklagelser over andre mennesker, lærere, hendes job, pengeproblemer og hendes kæreste.”

”Ja, hun lyder temmelig klynkende,” indrømmede Sara.

”Formålet med at klynke er ofte, at man gerne vil have, at andre skal høre én og få medlidenhed med én.” Han tilføjede: ”Lyder hun deprimeret?”

”Det er der ingen tvivl om. Dagbogen kan ikke skjule, at hun havde det svært. Hun havde prøvet at begå selvmord før, hvilket tyder på, at der har været mindst én depressiv periode tidligere i hendes liv.”

”Måske havde hun indgået en selvmordspagt med Jason og en tredje person?”

”Det er en temmelig frygtelig måde at dø på, hvis man vil begå selvmord. Piller må være meget lettere. Hængning. Springe ud fra en høj bygning. Desuden tror, jeg, at de ville gøre det sammen, hvis de havde indgået en pagt.”

”Fandt du nogen tegn på stofmisbrug, da du undersøgte Tommy, Allison og Jason?”

”Ingen ydre tegn. De var alle sunde og raske, og deres kropsvægt var enten gennemsnitlig eller over gennemsnittet. Blod- og vævsprøverne er på vej til laboratoriet. Vi bør have resultatet af undersøgelserne om en uge til ti dage.”

”Charlie og jeg legede lidt med teorien om, at Jason kan have været involveret i drabet på Allison. Vi følte os temmelig overbeviste om, at gerningsmanden udnyttede ham til at lokke Allison ud til søen. Eller i det mindste udnyttede han hans skrift.” Han lukkede for vandet og tørrede hænderne af i sine bukser, mens han gik hen til sin mappe. ”Det her var stukket ind i dagbogen.”

Sara tog imod den bevispose, han holdt frem mod hende. Der lå et stykke papir i den. ”Papiret virker bekendt.” Hun læste teksten. ”’Jeg er nødt til at tale med dig. Vi mødes det sædvanlige sted.’”

Will tilføjede sætningen fra afskedsbrevet. ”’Jeg vil have det overstået.’”

Sara satte sig ved bordet. ”Det var Jason, der skrev Allisons falske afskedsbrev.”

”Eller også skrev han hele beskeden til en anden, som rykkede den nederste del af beskeden af og efterlod den i Saras sko for at sende en advarsel til ham.” Han gennemskuede hullet i teorien. ”Men hvorfor havde Allison så beskeden i sin dagbog?”

”Der er ikke noget at sige til, at din hjerne er træt.” Sara var selv begyndt at få hovedpine af at tænke.

Will tog en anden plasticpose op af mappen. ”Jeg fandt det her i Tommys medicinskab. Charlie har undersøgt det for fingeraftryk, men han er usikker på indholdet.”

Sara vendte pilleglasset i hænderne og læste etiketten gennem plasticposen. ”Det er underligt.”

”Jeg håbede, at du ville vide, hvad det er.”

”’Tommy, tag ikke disse piller,’” læste hun. ”Jeg er ikke ekspert i håndskrift, men det virker, som det er Allison, der har skrevet det. Hvorfor fortalte hun Tommy, at han ikke skulle tage pillerne? Hvorfor smed hun dem ikke bare ud?”

Will havde ikke et hurtigt svar til hende. Han lænede sig tilbage i stolen og stirrede på hende. ”Måske indeholder kapslerne gift, men hvis man havde adgang til gift, hvorfor skulle man så stikke en kniv i nakken på sit offer?”

”Hvad betyder bogstaverne nederst på etiketten?” Sara tog sine læsebriller, som hun havde sat fast i halsudskæringen. ”H-C-C. Hvad betyder det?”

”Faith prøvede at tjekke bogstaverne i computeren, men jeg ved ikke, hvor meget søgningen egentlig gav. Det billede, jeg havde taget, var ikke så godt, og …” Han pegede på sit eget hoved, som om der var noget i vejen med det. ”Du ved, jeg var jo ikke til særlig megen hjælp.”

”Har du nogensinde fået dit syn tjekket?”

Han så forundret på hende, som om hun burde vide bedre. ”Det er ikke briller, jeg har brug for. Jeg har haft læseproblemer hele livet.”

”Får du hovedpine, når du læser? Bliver du svimmel?”

Han trak halvt på skuldrene og nikkede. Hun kunne se, at hun ikke ville få ret meget tid til at tale med ham om emnet.

”Du bør gå til øjenlæge.”

”Jeg vil jo ikke engang kunne læse bogstaverne på tavlen.”

”Åh, min skat, jeg kan prøve at lyse dig ind i øjet og se, om din linse er fokuseret.”

Hendes kærlige tiltaleform hang akavet i luften mellem dem. Will stirrede på hende. Hans hænder lå på bordet. Han pillede nervøst ved sin vielsesring.

Sara fumlede med posen for at dække over sin forlegenhed. Hun holdt glasset op foran hans ansigt. ”Se på de små bogstaver.” Will holdt hendes blik et øjeblik længere, før han så på pilleglasset i hendes hånd. ”Godt, sid helt stille.” Forsigtigt skubbede hun sine briller på plads i hans ansigt og løftede glasset op igen. ”Er det bedre nu?”

Det var tydeligt, at Will ikke havde lyst til det, men alligevel rettede han blikket mod pilleglasset. Han så overrasket tilbage på Sara, før han atter rettede blikket mod glasset. ”Det er skarpere. Det er stadig ikke helt tydeligt, men det er meget bedre.”

”Fordi du har brug for læsebriller.” Hun stillede pilleglasset på bordet. ”Kom hen på skadestuen, når vi er kommet tilbage til Atlanta. Eller også kan vi tage hen på min gamle klinik i morgen. Du har sikkert set skiltet til børneklinikken over for politistationen. I sin tid havde jeg en række tavler til øjenundersøgelser …” Hun mærkede, hvordan hun tabte både næse og mund.

”Hvad er der?”

Hun tog sine briller på og læste de små bogstaver på etiketten igen. ”H-C-C. Heartsdale Children’s Clinic.” Hun havde været så fokuseret på alle de illegale forklaringer på pilleglasset, at hun end ikke havde overvejet andre muligheder. ”De stammer fra en lægemiddeltest. Elliott må gennemføre en undersøgelse af ny medicin på klinikken.”

”En medicinundersøgelse?”

Hun forklarede: ”Medicinalfirmaer er forpligtet til at gennemføre undersøgelser af ny medicin, som de gerne vil introducere på markedet. De betaler frivillige for at medvirke i undersøgelserne. Tommy må have meldt sig frivilligt, selvom jeg ikke kan se, hvordan han opfyldte betingelserne. Hvis der er én regel, der er hævet over alle andre, så er det, at deltagerne i undersøgelserne skal give informeret samtykke. Det vil Tommy umuligt have kunnet gøre.”

Will lød skeptisk. ”Er du sikker på, at det er, hvad bogstaverne betyder.”

”Tallet øverst på etiketten.” Hun pegede på glasset. ”Det er en dobbeltblind undersøgelse. Computeren tildeler hver deltager et tilfældigt nummer, der fortæller, om de får den rigtige medicin eller et placebopræparat.”

”Har du selv gennemført den slags undersøgelser?”

”Jeg har gennemført et par stykker på Grady, men de handlede kun om kirurgiske indgreb eller behandling af traumer. Katetre til intravenøs medicin og injektionssprøjter. Vi havde ikke placebopræparater. Det var ikke medicin, vi undersøgte.”

”Fungerede det på samme måde, som når man gennemfører en lægemiddeltest?”

”Proceduren og tilbagemeldingerne kan velsagtens godt sammenlignes, men vi arbejdede med patienter, der var kommet til skade. Vi hvervede deltagerne på en helt anden måde.”

”Hvordan fungerer det, hvis det ikke foregår på et hospital?”

Sara stillede pilleglasset fra sig på bordet igen. ”Medicinalfirmaerne betaler læger for at gennemføre undersøgelser, så man kan få endnu et kolesterolnedsættende præparat, der virker præcis ligesom de tyve andre præparater, der allerede findes på markedet.” Det gik op for hende, at hun havde hævet stemmen. ”Undskyld, men jeg bliver bare så vred. Elliott kender Tommy. Han ved, at han er handicappet.”

”Hvem er Elliott?”

”Den læge, jeg solgte min praksis til.” Sara rystende vantro på hovedet. Hun havde solgt sin praksis til Elliott, så børnene i byen kunne blive behandlet – ikke så de kunne fungere som forsøgsdyr. ”Det giver ingen mening. Der er næsten ingen undersøgelser, der involverer børn. Det er alt for farligt. Deres hormoner er endnu ikke fuldt udviklede. Medicin optages på en anden måde i børns kroppe end i voksnes. Og desuden er det stort set umuligt at få forældre til at gå med til, at deres børn deltager i en test af ny medicin, medmindre der er tale om en dødbringende sygdom, og man vil gøre et sidste forsøg på at redde deres liv.”

”Hvad med din fætter?” spurgte Will.

”Hare? Hvad har han med sagen at gøre?”

”Han er voksenlæge, ikke? Jeg mener … hans patienter er voksne, ikke?”

”Jo, men …”

”Lena fortalte, at han har lejet sig ind på klinikken.”

Sara havde det, som om hun havde fået et knytnæveslag i maven. Rent instinktivt tog hun sin fætter i forsvar, men så kom hun til at tænke på den latterlige bil, han havde tvunget hende til at stå i den silende regn og beundre. Hos en bilforhandler i Atlanta havde hun set en BMW 750, som var til salg for over hundrede tusind dollars.

”Sara?”

Hun pressede læberne hårdt sammen for at forhindre sig selv i at sige noget. Hare på klinikken, hvor han pressede hendes børn til at spise piller. Forræderiet skar i hende som glas.

”Hvor mange penge kan en læge tjene på at gennemføre disse undersøgelser?” spurgte Will.

Sara havde svært ved at få ordene frem. ”Hundredetusind? Millioner, hvis man også rejser rundt og holder foredrag på konferencer.”

”Hvad får patienterne?”

”Deltagerne. Jeg ved det ikke. Det afhænger af den fase, undersøgelsen er i, og hvor lang tid de deltager i undersøgelsen.”

”Er der forskellige faser?”

”Det handler om risikoen. Jo tidligere i fasen, man er, jo større er den sikkerhedsmæssige risiko.” Hun forklarede: ”Fase 1 er begrænset til cirka ti til femten deltagere, der kan tjene et sted omkring ti til femten tusind – alt afhængigt af undersøgelsen og om der er tale om indlagte patienter eller ej. Fase 2 udvides til at omfatte to eller tre tusind deltagere, der får udbetalt fire-fem tusind hver. Fase 3 er mindre farlig, så derfor er kompensationen mindre. Der kan være tusindvis af deltagere, der hver får udbetalt nogle hundrede dollars.” Hun trak på skuldrene. ”Beløbet afhænger af, hvor lang tid undersøgelsen strækker sig over. Om man skal medvirke i et par dage eller i et par måneder.”

”Hvor lang tid strækker de store undersøgelser sig over?”

Hun lagde en hånd på Allisons dagbog. Der var ikke noget at sige til, at hun havde gået så højt op i at beskrive sine humørsvingninger. ”Tre til seks måneder. Og man skal føre dagbog undervejs. Det er en del af den dokumentation, der skal bruges til at beskrive bivirkningerne. Man skal fortælle om sit humør, stressniveau, søvnmønster og søvnmængde. Du ved, hvordan man altid hører en række advarsler efter en medicinreklame, ikke? Oplysningerne stammer direkte fra deltagernes dagbøger. Hvis bare én deltager melder tilbage om hovedpine eller øget irritabilitet, skal det nævnes som en bivirkning ved præparatet.”

”Godt, hvis både Allison og Tommy deltog i en lægemiddelundersøgelse, vil vi vel kunne finde deres journaler på klinikken?”

Hun nikkede.

Will brugte et øjeblik på at tænke det hele igennem. Han tog pilleglasset op i hånden igen. ”Jeg tror ikke, det er nok til at få en ransagningskendelse.”

”Det behøver du heller ikke.”