KAPITEL 18

Sara sad i sin bil og ventede på, at Will skulle komme ned fra lejligheden over garagen. Han havde sagt, at han bare havde brug for et par minutter til at skifte til noget tøj, der var lidt mindre snavset end det, han havde haft på hele dagen. Sara havde kun været glad for at få et øjeblik til at genvinde fatningen. Hendes vrede var aftaget til en stille sitren, men hvis det ikke havde været for Will, ville hun allerede have sat bilen i gear og have været på vej til Hares hus. Hvorfor var hun overrasket over, at hendes fætter var involveret i noget, der var så lurvet? Hare havde aldrig lagt skjul på, at han elskede at have penge. Det gjorde Sara også, men hun var ikke villig til at sælge sin sjæl i processen.

Bildøren blev åbnet, og Will satte sig ind bag rattet i en hvid buttondown skjorte og et par rene cowboybukser. Han sendte hende et underligt blik. ”Har du vasket mit tøj?”

Hun lo, fordi han troede det. ”Nej.”

”Alt mit tøj er nyvasket. Og strøget.” Han pegede på pressefolden i bukserne. ”Og stivet.”

Hun kendte kun ét menneske, der strøg cowboybukser. ”Jeg beklager. Min mor elsker at vaske tøj. Jeg kan ikke forklare det.”

”Det er kun dejligt,” sagde han, men hun kunne høre på den anstrengte tone i hans stemme, at han ikke brød sig om det.

”Har hun gjort noget, hun ikke skulle have gjort?”

”Nej.” Han justerede sædet, så hans hoved ikke stødte mod loftet. ”Der er bare aldrig nogensinde nogen, der har vasket mit tøj for mig før.” Man skulle lige vænne sig til gearstangen i hendes bil, men han fandt hurtigt ud af at betjene den og satte bilen i gear. Han slukkede for vinduesviskerne og trak ud på vejen. Regnen var stilnet af, og Sara kunne rent faktisk se månen kikke frem bag skyerne.

”Jeg har tænkt på det med afskedsbrevet,” sagde han.

”Og?”

”Kan man forestille sig, at det var Jason, der skrev brevet, og at Allison skulle aflevere det til en anden?”

”Tror du, de udsatte nogen for pengeafpresning?”

”Muligvis,” sagde han. ”Måske havde Allison ombestemt sig angående afpresningen uden at fortælle noget om det til Jason.”

”Så derfor rykkede hun det nederste stykke af sedlen, hvor der stod:

’Jeg vil have det overstået’ for at efterlade det til drabsmanden?”

”Men drabsmanden havde allerede besluttet sig for at slå hende ihjel. Han var fulgt efter hende ud i skoven. Vi ved, at han udnyttede en pludseligt opstået mulighed. Han lagde et tæppe over Jason, da han dræbte ham. Måske så han afskedsbrevet som en ny mulighed.” Han så på Sara. ”Det falske afskedsbrev var skrevet med Jasons skrift og blev fundet på stedet, hvor Allison blev dræbt. Hvis vi ser bort fra, at Tommy blev blandet ind i det hele, var Jason som Allisons kæreste den første, politiet ville have rettet mistanken mod.”

Omsider forstod hun, hvad han mente. ”Gerningsmanden ville få Jason hængt op på drabet på Allison. Hvis de prøvede at udsætte ham for afpresning, ville det helt sikkert have betydet, at han ikke behøvede at bekymre sig mere om Jason.”

”Fortæl mig noget mere om lægemiddelundersøgelserne. Hvordan fungerer de?”

”Der er ofte tale om omfattende tests, og de er ikke kun af det onde.” Hun følte et behov for at forklare det nærmere for ham. ”Vi har brug for undersøgelser. Vi har brug for ny medicin og nye gennembrud, men medicinalfirmaerne er store virksomheder med aktionærer og direktører, som gerne vil tjene godt. Der er flere penge i at udvikle den næste Viagra-pille, end der er i at finde en behandling, der kan helbrede kræft.” Hun tilføjede eftertænksomt: ”Og man kan tjene en helvedes masse flere penge på at behandle sygdomme som brystkræft, end man kan tjene på at forhindre sygdommene i at opstå.”

Will sagtnede farten. Selvom det ikke regnede længere, var vejene stadig oversvømmede. ”Har de ikke brug for Viagra til at skaffe penge til at forske i kræftsygdomme?”

”Sidste år brugte de ti største medicinalvirksomheder 73 milliarder dollars på reklamer og mindre end 29 milliarder på forskning. Det fortæller lidt om, hvor deres fokus ligger.”

”Det lyder, som om du ved en hel del om det.”

”Det er en af mine yndlingsaversioner,” indrømmede hun. ”Jeg har aldrig været interesseret i gratis kuglepenne og blokke med reklamer for forskellige medicinske præparater. Jeg er mere interesseret i medicin, der virker – og som mine patienter har råd til.”

Will standsede bilen. ”Jeg tror, jeg kører den forkerte vej.”

”Vejen fortsætter i ring rundt om søen.”

Han satte bilen i bakgear og lavede en bred U-vending. Sara vidste præcis, hvor de var. Hvis de var fortsat blot ganske få meter hen ad vejen, ville de være kommet forbi hendes gamle hus.

”Okay,” sagde Will. ”Hvordan fungerer det? Medicinalfirmaet udvikler en ny type medicin, som de gerne vil have afprøvet, og hvad sker der så?”

Hun vidste ikke, hvordan hun skulle anerkende hans hensynsfuldhed, så i stedet svarede hun blot på hans spørgsmål. ”Der findes to former for medicin – livsstilsmedicin, der specielt anvendes af velhavende, og livsvigtig medicin.” Han sendte hende et blik ud af øjenkrogen. ”Det er ikke noget, jeg bare finder på. Det er de betegnelser, man selv anvender i medicinalindustrien. Den livsvigtige medicin er det, vi afprøver på Grady. Den er udviklet til at behandle livstruende og kroniske sygdomme. Normalt er det universiteter og forskningshospitaler, der tager sig af at undersøge medicinen i denne gruppe.”

Han sagtnede farten igen og fortsatte forsigtigt frem gennem et oversvømmet område af vejen. ”Og livsstilsmedicinen?”

”Sædvanligvis er det almindelige praktiserende læger og laboratorier, der tager sig af den del af det. Man kan finde alle mulige former for annoncer og meddelelser i lægetidsskrifter og kan ansøge om at være med til at gennemføre en undersøgelse. Hvis man bliver godkendt, ordner medicinalfirmaet det hele og betaler alle omkostningerne. Fjernsyn, radio, trykte reklamer. Ansættelse af assistenter og nye møbler på klinikken. Kuglepenne og papir. Og så, når undersøgelsen er færdig, betaler de lægen for at flyve verden rundt og fortælle, hvor fantastisk det nye lægemiddel er – samtidig med, at de hårdnakket påstår, at lægen er ubestikkelig, fordi han ikke ejer aktier i virksomheden.” Hun tænkte på Elliott og hans Thanksgiving-ferie. ”Det er her, de helt store penge ligger. Ikke så meget for patienterne, men for lægerne. Hvis man bliver involveret i en undersøgelse på et tidligt tidspunkt, kan man tjene tusindvis af dollars bare på at åbne munden.”

”Hvorfor gør de fleste læger det ikke, hvis der er så mange penge at tjene på det?”

”Fordi der ikke er så mange penge i det, hvis man gør det på den rigtige måde. Jeg mener … ja, man tjener selvfølgelig på det, men i bund og grund er der tale om administration, ikke lægearbejde. Vi ved alle, at det er et nødvendigt onde, men det kan også vise branchen fra dens værste side. Nogle læger gør det nærmest på samlebånd. Repræsentanterne fra medicinalfirmaerne omtaler dem som ’storspillerne’, helt ligesom i Las Vegas. På klinikkerne kan de have gang i halvtreds forskellige undersøgelser på samme tid. Der findes en håndfuld af slagsen i Atlanta, og de ligger bekvemt nok alle sammen i nærheden af herberget for hjemløse.”

”Jeg er sikker på, at der også må være en masse studerende, som gerne vil tjene nogle hurtige penge.”

”Nogle af mine fattigste patienter deltager i den ene undersøgelse efter den anden. Det er deres eneste mulighed for at holde sulten fra døren. Der kan virkelig være store penge at tjene, hvis man gør det på den rigtige måde. Der findes hjemmesider for mennesker, der lever som professionelle forsøgsdyr. De flyver rundt i landet og kan tjene op til mellem tres og firs tusind dollars om året.”

”Lægerne holder ikke øje med patienterne for at sikre, at de ikke udnytter systemet?”

”Man behøver ikke at gøre andet end at vise sit kørekort, og nogle gange er det endda ikke engang nødvendigt. Deltagerens navne bliver noteret i et dokument, og derefter er man blot et nummer. Alle de oplysninger, der bliver registreret, leverer deltagerne selv. Man kan fortælle, at man er børsmægler og lider af søvnløshed og sure opstød, mens man i virkeligheden måske er en hjemløs vagabond, der mangler penge. De tjekker aldrig deltagernes baggrund. Der findes ingen central database med deltagernes navne.”

”Godt, Tommy meldte sig med andre ord til en undersøgelse, og hvad skete der så?”

”Først skulle han godkendes, både fysisk og psykisk. Der gælder forskellige kriterier for forskellige undersøgelser, men alle deltagerne skal opfylde kravene og overholde retningslinjerne. Hvis man er lidt snu, kan man dog sagtens snyde sig igennem, så man kan være med i en undersøgelse.”

”Tommy var ikke særlig snu.”

”Nej, og han ville ikke være kommet igennem en psykologisk undersøgelse, hvis den blev udført efter reglerne.”

”Er lægen ikke en garanti for, at reglerne bliver overholdt?”

”Ikke altid. Der er gode læger, der følger reglerne, men der findes også dårlige læger, der aldrig møder deltagerne i undersøgelserne. For dem er de ikke andet end et stykke papirarbejde, der skal overstås. Mange gange tager de sikkert bare ind på klinikken om søndagen og ’gennemgår’ alle tre hundrede deltagere, før repræsentanten fra medicinalfirmaet møder op om mandagen.”

”Hvem er det så, der står for det praktiske i forbindelse med undersøgelserne? Sygeplejersker?”

”Nogle gange, ja, men der er ingen krav om, at undersøgelserne skal udføres af uddannet personale. Der findes organisationer, der har specialiseret sig i kliniske undersøgelser og tilbyder assistance til de læger, der står for undersøgelserne. I det mindste ved de en smule om, hvad de foretager sig. Der var en læge i Texas, der fik sin kone til at stå for det hele, men ved en fejl kom hun til at bytte om på sin hunds medicin og den medicin, der skulle undersøges. En anden læge satte sin elskerinde til at stå for undersøgelsen. Hun sagde til deltagerne, at de bare skulle tage dobbelt dosis, hvis de var kommet til at glemme at tage medicinen, og halvdelen af deltagerne endte med at få kroniske leverskader.”

”Okay, det lykkedes Tommy at komme igennem den psykologiske undersøgelse. Hvad skete der derefter?”

”Han skulle også gennem en fysisk undersøgelse. Han var sund og rask, så jeg er sikker på, at han ikke havde nogen problemer med at blive godkendt. Derefter fik han pillerne udleveret. Han skulle skrive dagbog. Han skulle aflevere urin- og blodprøver og sikkert også komme ind til et kontrolbesøg cirka en gang om ugen. Den person, der talte med ham, tog imod hans dagbog og skrev også selv en rapport, hvorefter oplysningerne blev samlet i en patientmappe. Lægen ser ikke andet end denne patientmappe.”

”Hvordan ville det kunne afsløres, at han ikke burde have været godkendt?”

”Præcis på den måde, det skete på. Det var tydeligt, at Tommy reagerede på medicinen. Han var begyndt at komme op at skændes med andre, hvilket vi ved fra politiets rapporter. Hans humørsvingninger vil have fremgået af hans dagbog. Hvem det end var, der talte med ham, når han mødte til kontrol på klinikken, må vedkommende straks have vidst, at der var noget galt.”

”Og hvis denne person ville skjule, at Tommy havde fået problemer?”

”Kan vedkommende have løjet i patientmappen. Oplysningerne skal tastes ind på en computer, hvorefter de overføres direkte til medicinalfirmaet. Ingen ville vide, at noget ikke var, som det burde være, medmindre man grundigt gennemgik kildematerialet, der bliver pakket ned og gemt væk lige så snart, undersøgelsen er slut.”

”Ville det have ødelagt undersøgelsen, hvis Tommy faldt fra?”

”Ikke nødvendigvis. Lægen kunne udelukke ham, hvis reglerne ikke var blevet overholdt. Det ville betyde, at han ikke levede op til kravene for at deltage i undersøgelsen. Hvilket, hans handicap taget i betragtning, jo var tilfældet fra begyndelsen.”

”Hvad med Allison?”

”Hendes tidligere selvmordsforsøg burde have udelukket hende fra at deltage, men hvis hun ikke selv fortalte noget om det, ville de ikke have kendt til det.”

”Hvem kan komme i vanskeligheder, fordi Tommy deltog i undersøgelsen?”

”Ikke nogen, egentlig. Man kan altid fortælle den etiske komité, at man ikke vidste noget. Loven kræver, at der til hver undersøgelse er knyttet en intern komité, der skal sikre, at de etiske regler overholdes. Komiteen sammensættes af en række personer fra lokalsamfundet. Læger, advokater, forretningsfolk. Og af en eller anden grund er der også altid en præst med.”

”Bliver komiteen også lønnet af medicinalvirksomheden?”

”Alle bliver betalt for deres medvirken af medicinalvirksomheden.”

”Hvad med Tommy? Hvornår ville han få sine penge udbetalt?”

”Når undersøgelsen var slut. Hvis man betalte deltagerne på forhånd, ville de fleste bare springe fra.”

”Okay, hvis undersøgelsen var ved at være slut, kunne Tommy se frem til snart at blive betalt. Og Allison og muligvis også Jason Howell.”

Sara havde ikke lyst til at tænke på, hvem der havde den største økonomiske motivation for at deltage. ”Hvis der var tale om en undersøgelse, der strakte sig over tre måneder, ville det ikke være udelukket, at de hver især kunne se frem til at modtage et sted mellem to og fem tusind dollars for deres deltagelse.”

Will kørte ind på parkeringspladsen foran klinikken og standsede bilen. ”Godt, hvor er problemet? Vi har læger, der tjener masser af penge. Deltagere, der bliver betalt. Tommy burde ikke have været godkendt, men det var jo ikke ligefrem sådan, at han ville ødelægge hele undersøgelsen. Hvorfor kunne det få en eller anden til at slå to mennesker ihjel?”

”Nøglen består i at finde ud af, hvor mange deltagere der var, der oplevede humørsvingninger i stil med Tommys. Allison var deprimeret. Det fremgår af hendes dagbog. Tommy havde opført sig underligt på det seneste og havde rodet sig ud i skænderier med andre, selvom det aldrig var sket før. Han begik selvmord i fængslet. Jeg er ikke ude på at rense Lena, men måske gjorde medicinen ham selvmordstruet. Hvis man i forbindelse med en undersøgelse kan konstatere, at der optræder mange uhensigtsmæssige bivirkninger, skal undersøgelsen straks afbrydes.”

”Med andre ord er det i lægens interesse, at der ikke optræder uhensigtsmæssige bivirkninger. Specielt hvis han ellers kunne se frem til at tjene mange penge på undersøgelsen.”

Hun spidsede munden og tænkte på Hare. ”Ja.”

Hun stirrede ud ad ruden og så på klinikken. Indgangen var oplyst af bilens forlygter. Hun kunne se ind i den velkendte forhal.

Will steg ud af bilen og kom om for at åbne døren for hende. ”Jeg bør sikkert ikke gå med ind på klinikken. Jeg ved godt, at du er klinikkens retmæssige ejer, og at du har givet mig lov til at gå med, men loven er temmelig skrap med hensyn til at give mig adgang til en læges journaler. Du er nødt til at spille rollen som bekymret borger og fortælle mig, hvad du finder ud af.”

”Okay, det er en aftale,” svarede hun, selvom hun tænkte på, at han alligevel ikke ville være til nogen særlig hjælp, når journalerne skulle læses igennem.

Hun gik hen til indgangen med sine nøgler i hånden. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været indenfor i bygningen, men hun havde ikke tid til at reflektere mere over det. Netop som hun stak nøglen i låsen, vendte hun sig mod politistationen. Bevægelsen var instinktiv, og hun havde gennemført den hver eneste morgen, fordi Jeffrey normalt ventede på den anden side af gaden for at sikre, at hun kom sikkert indenfor.

Gadelygterne skinnede klart, og aftenluften var sprød og omsider fri for regn. Hun kunne se en skygge ved indgangen til politistationen. Manden vendte sig om. Hun gispede, og hendes knæ begyndte at give efter under hende.

Will steg ud af bilen. ”Sara?”

Uden at tænke begyndte hun at løbe. Hun skubbede sig forbi Will og fortsatte ned ad bakken mod stationen. ”Jeffrey!” råbte hun, fordi hun vidste, at det var ham. Hans brede skuldre. Hans mørke hår. Hans gang, der var som en løves, når den var på vej til at gå til angreb. ”Jeffrey!” Hun snublede, da hun nåede over på parkeringspladsen. Asfalten flænsede et stort hul på hendes cowboybukser, og hun fik hudafskrabninger på hænderne.

”Tante Sara?” Jared kom løbende hende i møde med sin fars lette skridt. Han lod sig falde ned på knæ foran hende og lagde hænderne på hendes skuldre. ”Er du okay?”

”Jeg troede, du var …” Hun lagde en hånd på Jareds kind. ”Du ligner …” Hun slog armene om ham og trak ham tæt ind til sig. Hun kunne ikke forhindre det og græd som et lille barn. Alle de minder, hun havde undertrykt gennem så lang tid, kom væltende tilbage. Det var næsten for meget at bære.

Jared strøg hende blidt over ryggen og hviskede beroligende til hende. ”Det er helt i orden,” sagde han. ”Det er bare mig.”

Hans fars stemme. Sara havde lyst til at lukke øjnene og lade, som om det var Jeffrey. Overgive sig helt til ham. Hvor mange gange havde hun ikke stået på parkeringspladsen sammen med Jeffrey? Hvor mange morgener havde de ikke kørt på arbejde sammen og kysset hinanden på netop denne parkeringsplads? Og så havde han stået i døren til stationen og holdt øje med hende, mens hun gik op ad bakken, fordi han ville sikre, at hun kom sikkert ind på klinikken. Nogle gange havde hun kunnet mærke, at han fulgte hende med øjnene, og det havde krævet al hendes viljestyrke ikke at løbe tilbage over vejen for at give ham endnu et kys.

”Er du okay?” spurgte Jared. Hans stemme skælvede. Hun havde skræmt ham. ”Sara?”

”Undskyld.” Hun lod hænderne falde ned i skødet. Hun vidste ikke, hvorfor hun undskyldte, men hun blev ved med at gentage ordet. ”Undskyld.”

”Det er helt i orden.”

”Jeg troede, at du var …” Hun kunne ikke afslutte sætningen. Kunne ikke sige hans fars navn.

Jared hjalp hende op på benene. ”Min mor siger, at jeg ligner ham på en prik.”

Sara kunne ikke standse tårerne, der strømmede ned over hendes kinder. ”Hvornår har du fundet ud af det?”

”Det var svært at skjule det for mig.”

Hun lo, men hendes latter lød skinger og desperat. ”Hvad laver du her?”

Han så op på Will. Hun havde ikke bemærket, at han var kommet hen til dem. Han stod omkring en meter fra dem og prøvede tydeligvis at lade være med at bryde forstyrrende ind. Sara så på ham. ”Det er …” Hun tvang sig selv til at sige navnet. ”Jeffreys søn, Jared Long. Jared, det her er Will.”

Will stod med hænderne dybt begravet i lommerne. Han nikkede til den unge mand. ”Hej, Jared.”

”Hvorfor er du her?” spurgte Sara. ”På grund af Frank?”

Jared pillede ved sit øjenbryn med tommel- og pegefingeren. Sara havde set Jeffrey gøre præcis det samme adskillige gange. Det betød, at han var rystet, men at han ikke helt vidste, hvordan han skulle tale om det. Jared så på Will igen. Der foregik et eller andet mellem dem, som Sara ikke kunne følge.

Hun gentog sit spørgsmål. ”Hvorfor er du her?”

Jareds stemme skælvede. ”Hendes bil er her, men jeg ved ikke, hvor hun er.”

”Hvem?” spurgte Sara, men hun kendte allerede svaret. Lenas Celica holdt på parkeringspladsen.

”Hun skulle have været hjemme for seks timer siden.” Jared henvendte sig til Will. ”Jeg har været forbi hospitalet. Jeg har prøvet at komme i kontakt med Frank. Jeg kan ikke finde nogen, der ved, hvor hun er.”

”Nej,” stønnede Sara.

”Sara …” Jared rakte ud efter hendes hånd, men hun holdt den fladt ind mod brystet uden for hans rækkevidde.

”Det kan ikke passe, at du kender hende.”

”Det er ikke, som du tror.”

”Jeg er ligeglad. Det er forkert.”

Han rakte ud efter hendes hånd igen. ”Sara …”

Hun tog et skridt væk fra ham og stødte ind i Will. ”Du kan ikke gøre det her.”

”Det er ikke, som du tror.”

”Ikke som jeg tror?” spurgte hun skarpt og hævede stemmen i vrede. ”Hvad tror du da, at jeg tror, Jared? At du boller den kvinde, der myrdede din far?”

”Det er ikke …”

Will greb ud efter Saras håndled, da hun kastede sig frem mod Jared. ”Hun slog ham ihjel!” skreg hun og skubbede Will væk. ”Hun slog din far ihjel!”

”Han slog sig selv ihjel!”

Hun løftede hånden for at give ham en lussing. Jared stod fuldkommen stille, stirrede direkte på hende og ventede på, at hun slog ham. Med ét følte Sara sig som lammet. Hun kunne ikke slå ham, men hun kunne heller ikke sænke hånden, der delte luften mellem dem som en kniv, som ventede på at falde.

”Han var politimand,” sagde Jared. ”Han kendte farerne.”

Hun tvang sig selv til at lade hånden falde ned langs siden, for nu havde hun for alvor lyst til at slå ham. ”Er det, hvad hun har fortalt dig?”

”Det er, hvad jeg ved, Sara. Min far elskede sit arbejde som politimand. Han passede sit job, og det kostede ham livet.”

”Du ved ikke, hvem hun i virkeligheden er. Du er alt for ung til at forstå, hvad hun er i stand til at gøre.”

”Jeg er ikke for ung til at vide, at jeg elsker hende.”

Hans ord var som en knytnæve i maven på hende. ”Hun slog ham ihjel,” hviskede hun. ”Du aner ikke, hvad hun tog fra mig. Fra dig.”

”Jeg ved mere, end du tror.”

”Nej, du gør ikke.”

Jareds stemme blev skarp. ”Han passede sit job, og han tændte de forkerte mennesker af, men ingen kunne have bremset ham. Hverken dig, Lena eller mig. Ingen. Han traf sine egne beslutninger. Han var sin egen herre. Og han var stædig som bare fanden. Når han først havde taget en beslutning, var det umuligt at tale ham fra at gøre præcis det, han havde besluttet sig for at gøre.”

Sara var ikke klar over, at hun trak sig væk fra ham, før hun mærkede Will bag sig. Hun greb ud efter hans arm og tvang sig selv til ikke at vakle. ”Hun har forvrænget historien for at narre dig til at have medlidenhed med hende.”

”Det er ikke sådan, det hænger sammen.”

”Hun er ekspert i at manipulere med andre. Du kan ikke selv gennemskue det, men sådan er det.”

”Hold op med at sige det.” Jared prøvede at gribe ud efter hendes hånd. ”Jeg elsker hende. Og det gjorde Jeffrey også.”

Sara kunne ikke holde ud at tale med ham længere. Hun kunne ikke holde ud at være der. Hun vendte sig mod Will og begravede hovedet mod hans bryst. ”Få mig væk herfra. Vil du ikke godt bare køre mig hjem?”

”Du kan ikke bare køre,” sagde Jared. ”Jeg har brug for din hjælp.”

Will lagde en arm om hendes skuldre og hjalp hende over vejen.

Jared løb for at komme op på siden af dem. ”Du er nødt til at hjælpe mig med at finde hende. Jeg ved ikke, hvor hun er.”

Wills stemme var hård. ”Du må selv finde hende.”

”En eller anden har sprættet hendes dæk op. Hun tager ikke sin mobiltelefon.”

Will fortsatte med at holde armen om Saras skuldre for at hjælpe hende op ad bakken. Hun stirrede ned i græsset på plænen foran bygningen. Rødderne var skyllet fri, og kager af mudder klæbede sig til hendes sko.

”Hun ringede til mig fra sin mobil klokken seks,” sagde Jared. ”Hun sagde, at hun ville være hjemme om en time.” Han prøvede at spærre vejen for dem, men Will skubbede ham væk med hånden. ”Hun har sagt op!” råbte han. ”Hun fortalte, at hun har sagt op!”

De var nået op på parkeringspladsen foran klinikken. Will åbnede bildøren og hjalp Sara ind på sædet.

Jared hamrede en flad hånd ned i taget. ”Hør dog på mig! Hun er blevet væk! Der må være sket noget!” Han skyndte sig rundt om bilen og lagde sig på knæ foran den åbne dør. Han pressede hænderne sammen som i bøn. ”Vil du ikke godt høre på mig, Sara? Jeg bønfalder dig. Der er sket noget. Jeg ved, at der må være sket noget.”

Smerten i hans ansigt var så tydelig, at Sara mærkede sig selv tøve. Hun så på Will og kunne se bekymringen i hans ansigt.

Hans stemme var afdæmpet og rolig, da han sagde: ”Hun har ikke ringet tilbage til mig.”

Jared græd. ”Vil du ikke godt kigge efter hende inde på klinikken? Jeg ved, at hun havde ondt i hånden i morges. Måske er hun gået derind for at få hjælp. Måske er hun faldet eller blevet syg eller …”

Sara lukkede øjnene et øjeblik og prøvede at holde sine følelser adskilt. Hun længtes desperat efter at komme langt væk og aldrig høre navnet Lena Adams igen.

”Sara …” sagde Will. Det var ikke et spørgsmål, snarere en indrømmelse af dårlig samvittighed.

”Gå derind,” sagde hun. Det nyttede ikke noget at kæmpe imod.

Will holdt om hendes ansigt og tvang hende til at se på ham. ”Jeg er hurtigt tilbage, okay? Jeg hjælper ham bare med at se efter på klinikken.”

Sara svarede ikke. Han lukkede bildøren, og hun lænede sig tilbage i sædet. Motoren var slukket nu, men månen strålede så klart på himlen, at hun ikke behøvede lyset fra forlygterne for at se de to mænd stå ved indgangen til klinikken. Lena behøvede ikke at være i nærheden for at kontrollere mændene i Saras liv. Hun var som en dæmon, hvis sirenesang forpurrede deres evne til at tænke klart.

Will så på Sara, da han drejede nøglen i låsen. Hun betragtede Jared med et fjernt blik. Han var tyndere end sin far. Hans skuldre var endnu ikke blevet brede. Hans hår var længere end Jeffreys og havde nærmest den længde, hans fars havde haft, da han gik i high school. Et billede dukkede op for hendes indre blik. Lena, der med hånden greb fat om Jareds hår. Hun havde taget alt fra hende nu. Hendes destruktive adfærd havde bredt sig ud over hele den arv, Jeffrey havde efterladt.

Sara så væk, da de to mænd fortsatte ind på klinikken. Hun kunne ikke holde ud at se på Jared længere. Det gjorde for ondt. Det gjorde for ondt bare at være der. Hun skubbede sig hen over sædet og satte sig bag rattet. Hun trykkede på knappen for at starte motoren. Ingenting skete. Will havde taget nøglen med.

Hun steg ud af bilen og lod døren stå åben. Hun så op på fuldmånen. Skæret fra den var bemærkelsesværdigt klart og oplyste jorden foran hende. Hun kunne huske et brev fra Borgerkrigen, som Jeffrey havde læst højt for hende for mange år siden. En ensom hustru havde sendt det til sin mand, der var soldat. Hun havde spekuleret på, om den samme måne også strålede på himlen over hendes elskede.

Hun fortsatte om til bagindgangen til klinikken. Der hang et skilt med Hares navn på, men hendes vrede på grund af lægemiddelundersøgelsen var for længst forsvundet. Hun kunne ikke fremkalde nogen medfølelse med hverken Allison Spooner, Jason Howell eller selv stakkels Tommy Braham, som på en eller anden måde var blevet fanget midt i det hele. Alle hendes følelser var skrumpet ind til en sløv smerte. Selv hendes had til Lena var væk. At standse hende ville være som at kæmpe mod vindmøller. Der var intet som helst, hun kunne gøre for at standse hende. Om så hele verden styrtede i grus, ville Lena stadig stå oprejst. Hun ville overleve dem alle.

Gården bag klinikken var forvandlet til et mudderhul. Elliott havde ikke sørget for at passe noget som helst. Picnicbordene var væk, gyngestativet var blevet pillet ned. De vilde blomster, som Sara havde plantet sammen med sin mor, var for længst gået ud. Hun stod på brinken ved vandløbet, der havde forvandlet sig til en flod, og larmen fra vandmasserne lukkede alle andre lyde ude. Det store ahorntræ, der havde givet så meget skygge gennem årene, var væltet ud i vandet. Kronen nåede knap over til den anden bred. Sara så nogle store jordklumper skride ned i vandet og blive skyllet hurtigt væk. Engang havde hun fisket i vandløbet sammen med sin far. En kilometer længere fremme var der en klynge store klippesten, hvor maller svømmede rundt i hvirvlerne. Tessa havde elsket at klatre op på stenene og ligge i solen. Nogle af stenene var tre meter høje. Sara gættede på, at de var dækket af vand nu. Alt i byen – uanset hvor stærkt og solidt det var – blev før eller siden skyllet væk.

Hun hørte en gren knække bag sig og vendte sig om. En kvinde i en lyserød sygeplejerskeuniform stod omkring en meter fra hende. Hun var stakåndet. Hendes makeup var udtværet, og mascaraen sad i mørke rande under hendes øjne. De kunstige røde negle på hendes fingre var flossede og knækkede.

”Darla,” sagde Sara, da hun genkendte kvinden. Hun havde ikke set Franks ældste datter i årevis. ”Er du okay?”

Darla virkede forbeholden. Hun så sig tilbage over skulderen. ”Du har velsagtens hørt om min far?”

”Nægter han stadig at tage på hospitalet?”

Hun nikkede og så sig endnu en gang tilbage. ”Måske kan du hjælpe mig med at tale ham til fornuft, så han vil lade lægerne gennemføre nogle undersøgelser?”

”Jeg er sikkert ikke den bedste at bede om at gøre det lige nu.”

”Har han trådt dig over tæerne?”

”Nej, jeg er bare …” Sara mærkede logikken vende tilbage. Klokken var næsten tre om natten. Der var ingen naturlig grund til, at Darla skulle befinde sig bag klinikken. ”Hvad foregår der?”

”Min bil er brudt sammen.” Darla så sig over skulderen for tredje gang. Det var ikke klinikken, hun holdt øje med. Det var politistationen. ”Kan du ikke give mig et lift hjem til min far?”

Sara mærkede, hvordan hendes krop reagerede på en fare, hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Hendes hjerte hamrede. Hendes mund var tør. Det føltes ikke rigtigt. Intet af det føltes rigtigt.

Darla nikkede for at få Sara til at gå først hen mod parkeringspladsen, og hendes stemme blev hård. ”Lad os gå.”

Sara førte en hånd om i nakken. Hun tænkte på Allison Spooner ved søen – og hvordan hendes hoved var blevet presset ned i mudderet, mens kniven skar sig gennem hendes hals. ”Hvad har du gjort?”

”Jeg har bare brug for at komme væk, okay?”

”Hvorfor?”

Darlas stemme blev endnu skarpere. ”Giv mig nøglen til din bil, Sara. Jeg har ikke tid til det her.”

”Hvad har du gjort ved de to unge studerende?”

”Det samme, som jeg har tænkt mig at gøre ved dig, hvis du ikke giver mig den forbandede nøgle.” Sara fangede et lysglimt ved Darlas hofte, og pludselig holdt hun en kniv i hånden. Bladet var omkring ni centimeter langt og sylespidst. ”Jeg er ikke interesseret i at gøre dig noget ondt. Giv mig bare nøglen.”

Sara tog endnu et skridt tilbage. Hendes fod sank ned i det sandede underlag. Hendes hals snørede sig sammen i panik. Hun havde set, hvad Darla kunne gøre med kniven. Hun vidste, at hun ikke havde nogen skrupler ved at slå ihjel.

”Giv mig nøglen.”

Sara kunne høre brølet fra vandmasserne bag sig. Hvor var Will? Hvorfor var de så længe om det? Hun kastede et blik ud til begge sider for at overveje, hvilken side hun skulle flygte til.

”Glem det,” sagde Darla, da hun gennemskuede Saras overvejelser. ”Jeg gør dig ikke noget. Jeg vil bare have nøglen.”

Sara kunne næsten ikke få ordene frem. ”Jeg har den ikke.”

”Lad være med at lyve.” Darla skævede over på stationen igen. Ikke én eneste gang havde hun kigget tilbage mod klinikken. Enten havde hun allerede gjort det af med Will og Jared, eller også vidste hun ikke, at de befandt sig i bygningen. ”Lad være med at gøre noget dumt. Du har selv set, hvad jeg er i stand til.”

Saras stemme skælvede, da hun spurgte: ”Hvad sker der, hvis jeg giver dig nøglen?”

Darla tog et skridt frem og reducerede afstanden mellem dem. Hun holdt kniven roligt i hånden. Hun var mindre end en meter fra Sara og kunne sagtens overfalde hende. ”Bagefter kan du gå hjem til din mor og far, og jeg vil være over alle bjerge.”

Sara mærkede et øjebliks lettelse, før sandheden gik op for hende. Det kunne ikke være så let. De vidste begge, at Sara ikke ville få lov til at tage hjem. Hun ville gå direkte over på politistationen og fortælle alt om det, der var sket. Darla ville ikke nå ud af byen, før hver eneste patruljevogn i hele Grant County omringede hende.

”Giv mig nøglen,” gentog Darla. Uden varsel svingede hun kniven gennem luften. Metallet hvislede højt, da det passerede forbi Saras ansigt. ”Nu, for helvede.”

”Okay, okay!” Sara stak sin skælvende hånd i lommen, men hendes blik var rettet stift mod kniven. ”Jeg giver dig nøglen, hvis du fortæller, hvorfor du slog dem ihjel.”

Darla stirrede koldt og vurderende på hende. ”De udsatte mig for afpresning.”

Sara tog et lille skridt tilbage. ”I forbindelse med undersøgelsen?” Darla slappede af i armen, men kniven var stadig alt for tæt på. ”Mange af de studerende sprang fra og undlod at møde op, når de skulle. Jeg fik Jason til at aflevere dobbelt så mange blodprøver og skrive en ekstra dagbog. Han lokkede Allison til at være med, og så blev også Tommy involveret. Vi havde aftalt at dele pengene ligeligt mellem os. Men så blev de griske og bestemte sig for, at de ville have alle pengene.”

Sara kunne ikke få blikket væk fra kniven. ”Du prøvede at give Jason skylden for drabet på Allison.”

”Du har altid været så kvik, hvad?”

”Vidste Hare det?”

”Hvorfor tror du, jeg rejser fra byen? Han fandt Tommys papirer og sagde, at han ville melde mig til den etiske komité.” For første gang udstrålede hun en smule anger. ”Jeg var ikke ude på, at der skulle ske Tommy noget. Han vidste intet om, hvad der foregik. Jeg kunne ikke risikere, at komiteen studerede patientmapperne alt for grundigt.”

”Tommy fik dobbelt dosis af medicinen,” gættede Sara. ”Han deltog som to personer og fik dobbelt dosis. Det var derfor, hans humør ændrede sig. Det var derfor, han begik selvmord, ikke?”

”Jeg er færdig med at svare på dine forpulede spørgsmål,” sagde Darla og strakte armen, så spidsen af kniven befandt sig ganske få centimeter fra Saras hals. ”Giv mig nøglen.”

Sara vovede at kaste et blik tilbage mod klinikken. Døren var stadig lukket. ”Jeg har den ikke.”

”Lad være med at lyve for mig, lede kælling. Jeg så dig i bilen.”

”Jeg har ikke …”

Darla kastede sig frem. Sara tog et skridt tilbage og holdt en arm op for at forsvare sig. Hun mærkede, hvordan kniven lavede en flænge i hendes arm, men ingen smerte fulgte. Hun mærkede ikke andet end en lammende panik, da jorden under hendes fødder pludselig gav efter og sendte dem begge ned over skråningen.

Saras ryg knaldede hårdt ned i jorden. Darla rettede sig op og løftede kniven op over hovedet. Sara kæmpede for at komme væk og vendte sig instinktivt om på maven, før hun indså, at det var præcis den stilling, Allison Spooner havde ligget i, da kniven blev stukket i hende. Hun prøvede at vende sig igen, men Darla var for tung og holdt om Saras nakke med et fast greb. Sara prøvede at skubbe sig væk med hænderne og sparke ud med benene – hvad som helst for at presse sig væk fra den anden kvinde.

I stedet for at mærke kniven begrave sig i hende mærkede Sara jorden ryste og give efter. Endnu en gang befandt hun sig i frit fald. Brølet fra floden blev højere, før hun med hovedet først væltede ned i det iskolde vand. Hun gispede, da kulden svøbte sig om hende. Vandet fossede ind i hendes mund og videre ned i lungerne. Hun mistede enhver retningssans. Hendes hænder og fødder kunne ikke finde noget fast holdepunkt. Hun svingede vildt med armene i et forsøg på at komme op over overfladen, men et eller andet holdt hende nede.

Darla. Hun kunne mærke kvindens hænder om sin hofte, og hendes negle borede sig ind i huden. Sara kæmpede for at stritte imod og prøvede at hamre sine knyttede hænder ind i kvindens ryg. Hendes lunger skreg. Hun hamrede sit ene knæ hårdt op, og Darla slækkede sit greb om hende. Sara skubbede sig op over overfladen og hev gispende efter vejret.

”Hjælp!” råbte hun. ”Hjælp!” Hun skreg så højt, at hendes hals føltes hudløs af anstrengelsen.

Darla skød op over vandet ved siden af hende. Hendes mund stod åben, og hendes øjne var vidt opspilede af panik. Hun klamrede sig til Saras arm. Bredden passerede som i en tåge, mens den kraftige strøm sendte dem ned ad floden. Sara borede neglene ind i huden på Darlas håndryg. Løse genstande i vandet blev slynget ind i hendes hoved. Blade. Kviste. Grene. Darla holdt godt fast. Hun havde aldrig været en god svømmer, og hun prøvede ikke at trække Sara ned under vandet. Hun klamrede sig bare til hende for at beskytte sig selv.

Det rungende brøl fra vandmasserne tog til i styrke og rejste sig til en øredøvende larm. Klipperne. Klippestenene i floden, som Tessa og Sara havde klatret på som børn. Hun kunne se dem længere fremme. De var som store tænder, der ventede på at flænse dem i stykker. Vandet fossede rundt om de skarpe kanter på klipperne, og strømmen tog til i styrke, mens den hvirvlede dem frem. Ti meter. Fem. Sara slog en arm om Darla, trak hende hårdt ind foran sig og skubbede hende frem. Der lød et højt og skarpt smæld, da hendes hoved knaldede ind i en af klippestenene. Et øjeblik efter blev Sara slynget ind i hende. Det gav et knagende ryk i hendes skulder, og hendes hoved eksploderede af smerte.

Hun kæmpede mod svimmelheden, der truede med at overmande hende. Hun mærkede en smag af blod. Hun blev ikke ført ned ad floden længere. Hendes ryg havde kilet sig fast i en bred spalte i klippen. De frådende vandmasser hamrede ind mod hendes bryst og gjorde det umuligt for hende at bevæge sig. Darlas hånd var kommet i klemme mellem Saras ryg og stenen, og hendes livløse krop flød i vandet som et laset flag. Hun havde fået åbent kraniebrud, og vandet fossede hen over flængen. Sara kunne mærke et hårdt træk i Darlas hånd fulgt af et voldsomt ryk, og med ét havde vandmasserne revet den anden kvinde med.

Sara hostede. Vandet fossede ind i hendes mund og næse. Hun førte en hånd op over hovedet og mærkede på stenene. Hun var nødt til at prøve at vende sig om og klatre op på klippestenen. Hun bøjede benene og støttede fødderne på den våde granit. Hun prøvede at trække sig op, men ingenting skete. Hun skreg og prøvede igen og igen, men resultatet var det samme. Vandet hev og flåede i hende og trak hende væk fra klippen. Hun begyndte at miste grebet og glide. Hendes hoved kom ned under vandet, men hun kæmpede for at holde sig oppe. Hver eneste muskel i hendes krop sitrede af anstrengelse. Det var for meget. Hendes skulder skreg af smerte. Hendes lår syrede til. Hendes fingre var ved at miste grebet. Det nyttede ikke noget at kæmpe imod. Vandet var alt for stærk en modstander. Hendes krop fortsatte med at glide ned over stenen. Hun tog en dyb indånding og trak gispende luften ned i lungerne, før hendes hoved igen forsvandt under overfladen. Den konstante larm fra de frådende vandmasser forsvandt, og alt blev stille.

Hun pressede læberne hårdt sammen. Hendes hår blev slynget frem foran ansigtet. Hun kunne se månen over sig. På en eller anden måde lykkedes det for dens klare skær at trænge gennem vandets overflade. Strålerne var som fingre, der strakte sig ned mod hende. Hun kunne høre et eller andet under stilheden. Floden havde en stemme. En gurglende og beroligende stemme, der lovede hende, at alting ville blive bedre på den anden side. Strømmen talte til hende og sagde, at det var i orden for hende at give slip. Med et chok gik det op for hende, at hun havde lyst til at gøre det. Hun ønskede kun at give slip og rejse til det sted, hvor Jeffrey ventede. Ikke i himlen. Ikke i et jordisk paradis, men et roligt og trygt sted, hvor tanken om ham, mindet om ham, ikke åbnede sig som et frisk sår, hver gang hun trak vejret. Hver gang hun gik på de steder, hvor de havde gået sammen. Hver gang hun tænkte på hans smukke øjne, hans mund, hans hænder.

Hun strakte armene frem og rørte ved månens lysfingre. Det kolde vand havde forvandlet sig til et varmt ligklæde. Hun åbnede munden. Små bobler drev op forbi hendes ansigt. Hendes hjerterytme var langsom og sløv. Hun lod sig fylde af sine følelser. Hun tillod sig at overgive sig til følelserne bare ét sekund mere, før hun ville tvinge sig op over overfladen og vride kroppen rundt, så hun kunne klamre sig til klippen.

”Nej!” skreg hun og rettede al sin vrede mod floden. Hendes arme rystede, da hun klamrede sig til stenens grove overflade. Vandet flåede i hende som en million hænder, der prøvede at trække hende ned igen, men hun kæmpede med hver eneste celle i sin krop og klatrede langsomt op over granitten.

Hun rullede sig om på ryggen og stirrede op i himlen. Månen strålede stadig klart, og skæret fra den blev kastet tilbage fra træerne, klipperne og floden. Hun lo, fordi hun ikke kunne holde alternativet ud længere. Hun lo så højt, at hun begyndte at hoste. Hun skubbede sig op og hostede, til hun ikke havde mere tilbage at hoste op.

Hun tog en dyb indånding og trak livet ud i hele kroppen. Hendes hjerte hamrede. Flængerne og sårene på hendes krop begyndte at gøre opmærksomme på sig selv. Smerterne bredte sig sitrende fra alle hendes nervespidser og fortalte, at hun var i live. Hun tog endnu en dyb indånding. Luften var så kold, at hun kunne mærke den helt ud i de fjerneste kroge af lungerne. Hun førte en hånd op til halsen, men hendes fingre kunne ikke finde den velkendte følelse af Jeffreys ring. Halskæden var væk.

”Åh, Jeffrey,” hviskede hun. ”Tak.”

Tak, fordi du gav slip på mig.

Men hvad nu? Hun så sig om. Månen strålede så klart, at det lige så godt kunne have været dag. Hun befandt sig ude midt i floden, mindst tre meter fra bredden i begge sider. Vandet piskede skummende rundt om de mindre klipper omkring hende. Hun vidste, at nogle af dem var mindst et par meter høje. Hun afprøvede sin skulder. Hun kunne mærke senerne knage, men hun kunne stadig bevæge den.

Hun rejste sig. På bredden voksede et piletræ, der med sine fejende grene kaldte hende ind under sine grene. Hvis hun bare kunne komme over på en af de mindre klipper uden at blive revet med af vandmasserne, kunne hun rejse sig op og springe det sidste stykke ind på bredden.

Hun hørte en gren knække. Nogle blade raslede. Will kom til syne under træet. Hans brystkasse hævede og sænkede sig forpustet, fordi han havde løbet. I hænderne holdt han et sammenrullet reb. Hun kunne aflæse alle følelserne i hans ansigt. Frygt. Forvirring. Lettelse.

Hun hævede stemmen, så han kunne høre hende over larmen fra vandmasserne. ”Hvorfor varede det så længe?”

Han åbnede munden af overraskelse. ”Jeg skulle lige ordne et par ærinder,” lykkedes det ham at fremstamme. ”Der var kø i banken.”

Hun lo så højt, at hun begyndte at hoste igen.

”Er du okay?”

Hun nikkede og kæmpede for at undertrykke endnu et hosteanfald. ”Hvad med Lena?”

”Vi fandt hende i kælderen. Jared har ringet efter en ambulance, men …” Hans stemme fortonede sig. ”Hendes tilstand er alvorlig.”

Sara støttede hænderne på knæene. Endnu en gang havde Lena brug for hjælp. Endnu en gang kunne Sara få lov til at samle stumperne op efter hende. Underligt nok følte hun ikke den sædvanlige modvilje mod hende – og ikke engang den vrede, der ellers havde været hendes faste ledsager siden den frygtelige dag, da hun så sin mand dø. For første gang i fire år følte hun en indre fred. Tessa havde ret – man kunne ikke falde ned fra gulvet. I sidste ende var man nødt til at rejse sig, børste støvet af og vende tilbage til livet.

”Sara?”

Hun holdt hænderne frem mod ham. ”Kast den ene ende ud til mig.”