EPILOG

Lena stod på kirkegården og kiggede på Jeffrey Tollivers gravsten. Det virkede tåbeligt at lægge blomster på en tom grav, men alle de minder, som kisten rummede, virkede mere håndgribelige end en urne med aske. Brad havde bidraget med en skydeskive fra sin optagelsesprøve til politiskolen. Frank havde bidraget med sin bødeblok, fordi Jeffrey altid havde skældt ham ud for at aflevere sine rapporter for sent. Lena selv havde bidraget med sit politiskilt. Det skilt, hun indtil for tre uger siden havde gået med, var et reserveskilt. Dan Brock havde stukket det ned i kisten sammen med de andre genstande, fordi de begge vidste, at hun umuligt selv kunne gøre det.

Alle forretningerne på Main Street havde holdt lukket den dag, Jeffreys kiste blev sænket i jorden. Heller ikke Jared havde deltaget i begravelsen. Nogle år tidligere var han blevet gjort opmærksom på, hvor meget han lignede sin far. Han havde ikke haft lyst til at distrahere begravelsesgæsterne. Han havde ikke villet gøre smerten endnu større for Sara.

Men han havde længtes efter at besøge byen. Han havde ønsket at føle sig tættere på sin far og se det sted, hvor Jeffrey havde levet og elsket. Han havde mødt Lena uden for dineren. Hun sad på kantstenen og tænkte på alle de ting, hun havde mistet. I begyndelsen havde hun troet, at Jared var Jeffrey. Selvfølgelig havde hun troet, at han var Jeffrey. Der var tale om mere end bare et par overfladiske lighedstræk. Det havde været som at møde Jeffreys omvandrende genfærd.

Måske var der en del af Lena, som havde følt sig tiltrukket af ham på grund af ligheden. Hun havde forgudet Jeffrey så meget, at hun aldrig nogensinde havde drømt om, at der skulle opstå noget romantisk mellem dem. Han var hendes mentor. Hendes helt. Hun havde drømt om at blive en politimand af samme slags som ham. En person af samme slags. Først da han ikke levede længere, havde hun indset, at også han kun var et menneske.

”Hvorfor deltager du ikke i begravelsen?” havde Jared spurgt.

”Fordi det var mig, der slog din far ihjel,” havde hun svaret.

Jared havde tilbragt to timer sammen med Lena, hvor hun havde krænget sin sjæl ud for ham, og derefter havde han brugt to timer på at prøve at overbevise hende om, at det ikke direkte var hendes skyld. Hans unge alder betød, at han var en lidenskabelig og stålsat forsvarer af sine hurtigt dannede meninger. Han havde lige ansøgt om optagelse på politiskolen. Han havde endnu ikke oplevet verdens rædsler. Han havde endnu ikke fundet ud af, at der fandtes mennesker, som i bund og grund var uforbederlige.

Var hun selv uforbederlig? Hun havde ikke lyst til at tro det. Muligheden for en ny begyndelse lå foran hende. En ren tavle, som hun kunne udfylde med resten af sit liv. Politiets egen undersøgelsesgruppe var nået til den konklusion, at hun ikke bar skylden for Tommy Brahams selvmord. Will Trents rapport indeholdt masser af antagelser, men ikke ret mange beviser, især eftersom Lena aldrig havde indtalt sin tilståelse på bånd. Gordon Braham havde besluttet sig for at flytte til Florida for at være tættere på sin kones familie. Sammen med Jason Howells mor havde han rejst et kollektivt søgsmål mod Hareton Earnshaw og medicinalfirmaet, der havde sponsoreret undersøgelserne. Efter at have modtaget et ukendt beløb havde han indgået en aftale med politiet i Grant County om ikke at kræve erstatning.

Lena havde været igennem to operationer og havde tilbragt en uge på hospitalet, men skaderne på hendes hånd havde været overraskende begrænsede i lyset af det helvede, hun havde været igennem, da hendes krop kæmpede for at tage kampen op mod den alvorlige stafylokokinfektion. Flittige øvelser havde hjulpet hende med langsomt at genvinde førligheden i fingrene. I øvrigt var hun jo højrehåndet. Hendes venstre hånd behøvede i virkeligheden ikke at gøre andet end at holde politiskiltet, når hun foretog en anholdelse. Og hun ville snart komme til at foretage masser af anholdelser. Gavin Wayne havde ringet to dage tidligere for at lade hende vide, at jobbet ved politiet i Macon stadig stod åbent for hende. Lena havde uden tøven sagt ja.

Hun var strisser. Det lå i hendes blod. Hendes udholdenhed var blevet sat på en prøve, og hendes målrettethed havde svigtet. Men hun vidste uden skyggen af tvivl, at der ikke var andet i hele verden, hun hellere ville lave.

Hun bukkede sig og lagde blomsterne på Jeffreys grav. Også han havde været strisser. Ikke helt en strisser af samme slags som Lena, men forskellige veje kunne stadig føre til det samme mål. Det ville Jeffrey forstå. Han havde altid ladet tvivlen komme hende til gode.

Hun lod blikket glide hen over gravstenene i udkanten af kirkegården. Hun havde allerede lagt blomster på sin søsters grav. Frank Wallace havde ikke fået en gravsten endnu, men alligevel havde hun købt en buket margueritter til ham, fordi hun vidste, at han havde holdt så meget af dem. Han havde efterladt nogle penge til hende i sit testamente. Ikke noget stort beløb, men alligevel stort nok til, at hun kunne sælge sit hus med tab og alligevel betale resten af lånet tilbage. Resten af pengene havde hun doneret til en juridisk fond, der var oprettet for at hjælpe politifolk, som var havnet på den forkerte side af loven. Et eller andet fortalte hende, at Frank ville have værdsat hendes beslutning.

Ikke fordi hun havde brug for hans anerkendelse længere. Hun var træt af at bekymre om, hvad andre mennesker tænkte om hende. En del af det tiltalende ved at se fremad og koncentrere sig om sit nye liv var, at det var nødvendigt, at hun holdt op med at se tilbage. Det eneste, hun tog med fra Grant County, var sit tøj og sin kæreste. Hun troede ikke, at hun kunne leve uden nogen af delene.

”Er du klar?” Jared sad i sin truck. Han lænede sig hen over sædet og skubbede døren op.

Lena lod sig glide hen over sædet, så han kunne lægge en arm om hende. ”Tror du, at tingene vil falde på plads mellem dig og Sara?” Han havde drukket kaffe med hende om morgenen. Lena gik ud fra, at det ikke var gået så godt.

”Det skal du ikke spekulere på.” Jared spændte i kæben, mens han satte bilen i gear og kørte ud på vejen. Han brød sig ikke om at overbringe dårlige nyheder. ”Sara skal bare have lidt tid.”

”Hvis jeg var dig, ville jeg ikke gøre mig for store forhåbninger om, at det hjælper.”

Han kyssede hende oven på hovedet. ”Hun ved bare ikke, hvem du er.”

”Nej, det gør hun ikke.”

Han lænede sig frem og tændte radioen. Joan Jett begyndte at synge om sit dårlige omdømme. Lena så op i bakspejlet og kunne se vejen forsvinde bag dem. Grant County blev mindre og mindre for hver kilometer. Hun havde lyst til at føle et eller andet … tab, nostalgi. Men hun følte ikke andet end lettelse ved omsider at lægge byen bag sig.

Kendte Sara Linton Lena? Hun kendte hende sikkert bedre end noget andet levende menneske, men det behøvede Jared ikke at vide. Han behøvede ikke at vide noget om de fejl, hun havde begået – eller de mennesker, hvis liv hun havde ødelagt. Alt ville blive anderledes i Macon. Hendes tavle var visket ren, og hun ville få en ny begyndelse.

Desuden havde hun aldrig fortalt en mand sandheden, og hun havde ikke tænkt sig at begynde på det nu.