LØRDAG EFTER FROKOST går Jan for første gang ned i ejendommens vaskekælder, hvor han møder en gammel mand. En hvidhåret beboer med et lige så hvidt skæg kommer gående ud fra rummet med vaskemaskinerne.
Bagefter går det op for Jan, at han burde have sagt noget til manden, ikke bare nikket, da han gik forbi.
Manden har en gammel vasketøjspose over skulderen, og da Jan kaster et blik på stofposen, ser han, at der er trykte bogstaver på den: Der står NKT ICIAS ASKERI. Der er flere bogstaver, men de er dækket af folderne i posen, og Jan fortsætter ind til vaskemaskinerne. Men pludselig former hans hjerne tre hele ord:
Sankt Patricias vaskeri.
Kan der have stået det? Det er for sent at se efter – på det tidspunkt er den gamle mand allerede ude af kælderen, døren er gået i, og Jan er alene med sit eget vasketøj.
Da alt tøjet er rent og tørt, går han op i lejligheden og prøver at gøre mere plads der; få kasserne væk, gøre rent og samle udlejerens møbler sammen. Så spiser han endnu et ensomt aftensmåltid ved spisebordet, mens mørket falder på udenfor.
Og derefter? Han går ind i stuen og tænder for det gamle fjernsyn. Han ser delfiner svømme op til vandoverfladen; det må være en dokumentar om dem. Jan sætter sig ned og får at vide, at delfiner slet ikke er så rare og fredelige, som mange tror.
Delfiner jager i flok og dræber ofte sæler og andre dyr, siger speakerstemmen.
Jan slukker for fjernsynet efter en halv time. Der bliver stille – men ikke bomstille. Et eller andet sted i huset holder nogen fest igen. Der lyder dunkende musik, et hårdt brag fra en hoveddør, højlydt latter og tale.
Jan overvejer at tegne videre på tegneserien om Den Sky, for at nå til slutningen. Hans helt er snart nødt til at besejre Firebanden. Tilintetgøre dem.
Nabofesten fortsætter, latteren tager til. Til sidst tænder Jan for anlægget for at slippe for at høre på det og kigger ud gennem vinduet.
Jeg burde få mig en hobby, tænker han. Eller gå på aftenskole.
Men hvad skulle det være? Lære fransk? Spille ukulele?
Nej. Til sidst slukker han for anlægget, tager en sort habitjakke på for at se voksen ud og går udenfor.
Han kommer ud i kulden og ser, at gadelygterne er blevet tændt nu. Klokken er kvart over otte. Der lyder mere musik herude, det runger mellem husene. Festaftenen er begyndt for alle dem, der har venner.
Kom ned på Bills Bar, havde Lilian sagt. Jeg kommer der tit.
Han går ud på fortovet og begynder at spadsere ned mod centrum. Han vil udforske sin nye hjemby, men hvad er der at se? Valla er en mellemstor svensk by uden de store overraskelser. Han går forbi et pizzeria, en pinsekirke, et møbelhus. Inde på pizzeriaet ser han nogle uvirksomme unge sidde ved et bord, ellers er der lukket og slukket overalt.
En gangbro strækker sig hen over motorvejen, og derefter er Jan næsten nede ved havnen. Han ville gerne gå ned til kajen og mærke aftenbrisen fra det sorte hav, men havneområdet er afspærret med porte og et hegn, der er næsten lige så højt som muren rundt om Sankt Psyko.
Nej, ikke Sankt Psyko. Sankt Patricia.
Jan er nødt til at holde op med at bruge sygehusets øgenavn, ellers kommer han bare før eller siden til at sige det højt.
Omme på den anden side af hegnet løber nogle smågader, som man kunne kalde byens havnekvarter, men der er ikke noget eventyrligt eller romantisk over dem. Det er bare lave industribygninger omgivet af revnet asfalt.
Men foran et af træhusene tættest på byen holder flere biler, og et lysende rødt skilt over indgangen byder velkommen med påskriften BILLS BAR.
Jan standser op foran skiltet. Barbesøg er ikke nogen hobby. Men selv de ensomste skabninger er velkomne på en bar, så længe de opfører sig ordentligt, så til sidst trækker han den tunge trædør op og træder ind.
Der er mørkt og varmt inden for døren, med dunkende rockmusik og dumpe stemmer. Skygger, der bevæger sig rundt mellem hinanden, en fornemmelse af, at alt kan få overbalance. Barer er en slags legerum, men kun for voksne.
Alle søde børn sover nu.
Jan knapper jakken op og ser sig omkring. Han kommer til at tænke på en sætning fra en sang af Roxy Music: Loneliness is a crowded room. Han kan ikke huske, hvornår han sidst er gået alene ind på en bar, for følelsen af at være udenfor er altid total i et rum fyldt med fremmede, der står og taler og griner sammen. Det er det samme på Bills Bar. Jan tror ikke ligefrem, at alle de andre derinde er bedste venner med hinanden – det føles bare sådan.
Han må bane sig vej frem til bardisken mellem tunge kroppe, der nægter at flytte sig. Mange har samlet sig foran en lille scene længst inde i baren, hvor et lokalt rockband spiller.
Jan rækker en seddel frem i baren.
“En lys øl, tak!”
Det klassiske trick for en enlig sjæl er at tale med bartenderen, men ham her har allerede tryllet Jans penge væk og er ilet videre.
Jan drikker et par slurke øl og føler sig lidt mindre alene. Han har jo selskab nu, af glasset. Drankerens bedste ven. Men han har næsten aldrig drukket alkohol, aldrig været beruset – skulle han blive det i aften, bare for at se, hvad der sker?
Ingenting. Der kommer ikke til at ske andet, end at han dingler hjem alene og får det dårligt næste morgen. På sin vis må man beundre folk, der bare drikker hjernen ud og blæser på konsekvenserne – det har Jan aldrig kunnet. Han bevarer kontrollen og ender aldrig bevidstløs i en swimmingpool som en anden rockstjerne. Eller på psyk, som Rami.
Tanken om hende får ham til at se sig omkring i lokalet og fundere over alle de mennesker. Jan kan huske, hvad Lilian havde tilføjet om Bills Bar: Der plejer også at være folk fra Sankt Patricia. Vagter og plejere velsagtens.
Jan drikker mere lyst øl. Han kan fornemme lugten af parfume i luften og mærker pludselig, at han står mellem to kvinder omkring de femogtyve.
Høje og smukke, ser han. Det er nu, han skal vise sig voksen, men han føler sig som en lille dreng.
Hende til højre dufter af rosenbladsparfume. Hun er iført en sort trøje, har langt, brunt hår og drikker en eller anden citrongul drink. Deres blikke mødes, men hun kigger hurtigt væk igen.
Hende til venstre har sprøjtet sig med mandarinparfume og er iført en gul blondetop og en blank, guldfarvet habitjakke. En guldpige. Hun har grønne øjne og drikker pærecider – Jan skæver til hende, og hun smiler faktisk lidt tilbage til ham. Hvorfor gør hun det?
Hun ser ikke væk, så han læner sig ind mod hende og råber gennem musikken:
“Det er min første aften her!”
“Hva’?” råber hun.
Jan læner sig lidt længere frem.
“Min første aften!”
“Her på Bills?” svarer hun. “Eller her i byen?”
“Begge dele. Jeg flyttede hertil for nogle dage siden! Jeg kender ingen her …”
“Det ændrer sig hurtigt!” råber hun tilbage. “Du skal nok få det smadderspændende her. Masser af overraskelser!”
“Tror du?”
“Helt sikkert – den slags kan jeg fornemme … Held og lykke!”
Så vender hun sig hurtigt om og forsvinder ud i mylderet som et rådyr i skoven.
Det var det. En kort samtale, og det var som sædvanlig svært for Jan at smalltalke med fremmede, men han har det bedre nu. Folk er venlige her på Bills Bar.
Bliv ved med at tage kontakt, formaner en indre stemme. Han bestiller endnu en øl og går længere ind i lokalet, væk fra musikken.
De fleste borde er godt fyldt op. Der er ikke plads til ham ved dem.
Han sætter sig ved et tomt bord, drikker af øllen og stirrer frem for sig.
Tillykke, dit nye liv begynder nu. Men det har han selvfølgelig tænkt før. Man kan skifte job og flytte til en ny by, men intet ændrer sig. Man er stadig i den samme krop, har samme skidt i blodet, samme minder, der svirrer rundt som møl inde i hovedet.
“Hej, Jan!”
En kvinde står foran ham – han ser op, men først efter et par sekunder genkender han hende. Det er Lilian fra Lysningen, med en ølflaske i hånden.
Henne i børnehaven har hun set træt og slidt ud de sidste dage, men nu har hun fornyet energi. Hun er iført en sort, nedringet strikbluse og har et skinnende, eller måske glimtende, blik i de sminkede øjne – flasken er nok ikke hendes første i aften.
“Kan du lide min weekendtatovering?” siger hun og peger på sin kind.
Jan kigger nærmere efter og ser, at Lilian har tegnet noget der: en lang, sort slange, der bugter sig op mod øjet.
“Bestemt.”
“Bare rolig … Den er ikke giftig!”
Lilian griner lidt hæst og sætter sig uindbudt ved bordet.
“Nå, så har du altså fundet byens bedste mødested?” Hun tager en stor slurk øl. “Det klarede du hurtigt.”
“Du gav mig jo tippet,” siger Jan. “Er du her alene?”
Lilian ryster på hovedet.
“Jeg var her sammen med nogle kammerater … men de gik hjem, da The Bohemos begyndte at spille.” Hun nikker over mod rockbandet ved siden af baren. “De har sarte ører.”
“Arbejdskammerater?” siger Jan.
“Arbejdskammerater … hvem skulle det være?” Lilian fnyser og drikker sin øl. “Marie-Louise eller hvad?”
“Kommer hun aldrig her?”
“Næh, ikke Marie-Louise, hun bliver derhjemme.”
“Har hun børn?”
“Nej, kun mand og hund. Men hun er jo alles ekstramor, ikke? Hun er alle børnenes mor, og vores mor. Meget ordentlig … Jeg tror ikke, hun har tænkt én eneste ondskabsfuld tanke i hele sit liv.”
Jan har ikke lyst til at spekulere på, hvad folk tænker.
“Jamen så Andreas?” siger han. “Går han ud?”
“Andreas? Ikke så tit. Han har hus og have at tage sig af, og en lille kone. De er som et gammelt ægtepar.”
“Okay,” siger Jan. “Men Hanna kommer her da?”
“Somme tider.” Lilian kigger ned i bordet. “Hanna … Hun er den, jeg kommer bedst ud af det med på arbejdet – hun er min makker, kan man godt sige.”
Der bliver stille. Musikken er også stilnet af – The Bohemos har øjensynlig pakket sammen for i aften.
“Så Hanna er altså god nok?” siger Jan.
“Helt sikkert,” siger Lilian hurtigt. “Hun er sød. Hun er kun seksogtyve … ung og lidt skør.”
“Hvordan lidt skør?”
“Jo, altså, på forskellige måder,” siger Lilian. “Hanna kan virke stille og tilbageholdende, men hun har et spændende privatliv.”
“Med forskellige fyre, mener du?”
Lilian presser læberne sammen.
“Jeg sladrer ikke.”
“Men hun kommer her indimellem,” siger Jan, “på Bills Bar?”
“Indimellem – hun kommer her sammen med mig … men hun kan bedre lide Medina Palace.”
“Medina Palace?”
“Det er den store natklub i Valla. Næsten lige så ekstravagant som Sankt Patricia.”
“Synes du, Patricia er ekstravagant?”
“Helt klart – det er et luksushotel.”
Jan ser uforstående på hende. Lilian fortsætter straks:
“Hør her … Hvert værelse på Sankt Psyko koster fire tusind per nat. Fire tusind dask! Ikke for dem, der bor der, selvfølgelig, men for os skatteydere. Læger, vagter, kameraer, medicin … det hele koster! Patienterne aner ikke, hvor godt de har det.”
“Og du og jeg arbejder der … ved siden af luksushotellet.”
“Ja, det gør vi,” siger Lilian og drikker igen. “Skål for det.”
Jan taler med hende i yderligere et kvarters tid, før han strækker sig og foregiver at gabe lidt.
“Jeg må hellere se at komme hjem nu.”
“En sidste øl?” siger Lilian og blinker langsomt.
Jan ryster langsomt på hovedet.
“Ikke i aften.”
Det ville være helt forkert at begynde at feste igennem nu – han får jo øget ansvar i næste uge. På onsdag begynder hans skemalagte aftenvagter i børnehaven – for første gang skal han være helt alene med børnene.