Sankt Psyko

PÅ AFSTAND SER LYSNINGEN så skrøbelig ud, synes Jan. Det er jo bare en træbarak, bygget til at fungere på forsøgsbasis i nogle få år og derefter forsvinde sporløst. Vinteren er på vej nu, og bare en enkelt hård storm, der kommer strygende ind fra havet, ville kunne flå taget på børnehaven af, knække væggene og feje rummene rene.

Det er noget helt andet med Sankt Psyko. Den grå stenbygning har stået i mere end hundrede år og kommer sikkert til at stå i hundrede mere.

Det er lørdag, og Jan har nattevagt i børnehaven. Han forventer at høre glade barnestemmer, da han åbner døren, men der er stille. Det eneste, han kan høre, er en svag klirren fra køkkenet, og da Jan tager overtøjet af, kigger Hanna ud. Hun har en kniv i hånden – men det er en almindelig bordkniv. Hun er i gang med at tømme opvaskemaskinen.

Hanna ser sig om – selvom der ikke er andre – og træder et skridt hen mod ham.

“Alt det her, vi har talt om, Hanna,” siger han lavmælt. “Alle hemmelighederne … dem fortæller vi ikke videre, vel?”

Han føler sig temmelig dum. Men Hanna ryster bare på hovedet med et tomt blik i øjnene.

Mere når han ikke at sige, før hoveddøren bliver smækket op, og to små skikkelser kommer styrtende ind iført vandtætte overtræksbukser. Mira og Leo.

Mira råber glad, da hun opdager sine pædagoger, og både Hanna og Jan træder automatisk et skridt væk fra hinanden. Oprethold facaden over for børnene.

De femårige er i følge med en midaldrende mand iført blå kasket, lysebrun jakke og solide støvler. Han ser tryg og rolig ud, han har et lille smil på læben og giver hånd til først Jan, så Hanna og præsenterer sig som “Miras ekstrafar”. De smiler begge tilbage til den nye plejefar.

“Alt er gået fint i dag,” siger han. “Det er herlige børn … Det skal nok blive rigtig godt, det her.”

Nu, hvor børnene er tilbage, kan han ikke tale mere med Hanna. Hun har fri klokken halv syv og tager direkte hjem på klokkeslættet, med lange kram til Mira og Leo og et kort nik til Jan.

Da han er alene med børnene, laver han aftensmad og sætter sig ved bordet sammen med dem.

Mira nikker, fuld af forventning over at få lov at bo på en bondegård. Jan ser hendes blik og bliver også glad.

Så kigger han på Leo. Jan ved, at han også skal bo på en gård uden for byen, men han ser slet ingen forventning i hans øjne.

Så spiser børnene lidt slik, læser to billedbøger og lægger sig efter de vanlige protester til at sove klokken kvart over otte.

Jan sætter sig i køkkenet og venter. Kældergangen, der fører hen til Sankt Psyko, frister, men han har ikke tænkt sig at gå derhen i aften. Det må blive i morgen, søndag aften, når vaskeriet er tomt og sikkerheden lavere. I aften vil han bare tage en kort tur op til besøgsrummet. Han er nødt til at løbe den risiko.

Klokken halv elleve kører han op med elevatoren. Han åbner døren på klem, men rummet er tomt og mørkt.

Intet er forandret derinde, men da han hurtigt går frem til sofaen og løfter sædehynden, finder han en ny kuvert. Den er lyseblå denne gang og ikke nær så tyk.

Atten breve indeholder kuverten, det erfarer Jan, da han åbner den nede i køkkenet, men han er egentlig kun interesseret i et af dem. Det er adresseret til ham, til Jan, og han flår det omgående op, ligesom en julegave.

Indeni ligger kun et lille ark papir, og kun en kort besked skrevet med små, smalle bogstaver. Men Jan læser det om og om igen:

Jan, egernet husker dig som en drøm,
et digt eller en lysende sky på himlen.
Jeg husker dig, husker dig, husker dig.
Jeg venter stadig på at komme ud af dyreparken.
Men du kan se mig derinde,
mit bo er markeret.
Kom ud af skoven og se efter.

Et svar. Det er et svar fra Rami. Det må det være. Jan sænker papiret, hans fingre skælver. Han ser hen mod vinduet og ser lysene fra sygehuset, men undertrykker lysten til straks at begive sig ud i natten og lede efter Ramis rum.