“Jeg har jo meget af den ånd, som ligger i en gammel familievirksomhed, og som jo også præger Mærsk Møllerkoncernen så ekstremt, det samme ligger jo meget i mig.”
Fritz Schur til Hanne Sindbæk, 2006
Det var et brag af en fest. Alle sanser blev mættet både kulinarisk og socialt. Den fest ville Dorrit Romanoff aldrig glemme. Det var der helt sikkert heller ingen af de andre gæster, der ville, tænkte hun og nød sceneriet, der lignede en hel lille park. Hundredvis af birketræer – hele birketræer! – var praktisk taget plantet i den store sal, der egentlig ikke virkede så stor endda. Det skyldtes måske, at der var hængt stofbaner eller noget op, der sænkede loftet, og der var uendeligt mange blomsterarrangementer, så alt i alt virkede det meget intimt, selvom der vel var omkring 400 gæster. Maden havde været vidunderlig. Og vinen … uha, de havde fået rigelig med velkomstchampagne i den time, hvor de ventede på, at dronningen skulle komme. Der havde ikke været nogen hors d’oeuvre til, så nogle af gæsterne nåede da at blive i ret godt humør inden middagen.
Dorrit Romanoff var placeret mellem de to hovedborde, så hun kunne se såvel dronningen som prinsgemalen fra sit bord. Oftest, når hun havde været til middag hos Fritz Schur, havde hun ham til bords, men det gav sig selv, at han skulle have dronningen til bords i dag. Fritz Schur ville aldrig gøre noget ukorrekt. Selv på indbydelsen havde den fået med hele balladen i respekt for en efterkommer af zarfamilien: “Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Dorrit Romanoff og Hans Kongelige Højhed Prins Dimitri Romanoff”. Når de blev inviteret hos dronningen, rakte det med Hans Højhed Prins Romanoff og Hendes Højhed Prinsesse Romanoff, og når folk skrev til hende på arbejde, stod der bare translatør Dorrit Romanoff.
Fritz Schur var altid selv sådan en behagelig bordherre. Men hun havde nu ikke noget at klage over i aften, for både den tidligere hofmarskal, Søren Haslund-Christensen, general Christian Hvidt, Wilhelm zu Schaumburg-Lippe og Frederik Wedell-Wedellsborg underholdt hende og de tre andre damer ved bordet. Det havde været dejligt. Og morsomt. Og så var der underholdningen med de søde teaterbørn og Linie 3, der var så fornøjelige, og videre frem, til de pludselig skulle skynde sig at spise osten færdig, for nu kom Elton John og spillede. Dorrit Romanoff tænkte, at det havde været som et crescendo, hvor det blev bedre og bedre, finere og finere, indtil man troede, at nu kunne det næsten ikke blive bedre, og så kom Elton John personligt ind på scenen. Det var altså ret ualmindeligt her i Danmark, at man oplevede sådan noget.
Dorrit Romanoff så sig omkring. Fritz Schur kendte virkeligt mange dejlige og interessante mennesker, men han var også selv meget venlig og imødekommende. Hun og hendes mand havde altid haft megen sympati for den diskrete måde, han levede på. Når man tænkte på, hvordan andre kendte personer hele tiden var i pressen. Næh, Fritz Schur var anderledes. Han havde sådan en stor kontaktflade og var særdeles velorienteret i bred forstand og havde en meget kosmopolitisk tilgang til livet.
~
Kosmopolitisk kunne man nu ikke kalde Fritz Schurs store 60-års fødselsdagsfest, som han holdt i Falconer Centret den 2. juni 2010. Ud af de 390 personer på gæstelisten var der kun to udenlandske par, der var rejst til Danmark for at fejre fødselaren. Nemlig SAS’ tidligere topchef, Matts Jansson, med hustru, og den nye topchef for PostNord, Lars Idermark, med ledsager. De øvrige par håndfulde udlændinge var alle bosiddende i Danmark med den amerikanske ambassadør, Laurie S. Fulton, som den mest prominente.
Det var Fritz Schurs store aften – et absolut højdepunkt i hans karriere som netværksbygger, for de var der alle sammen. Ud over de sædvanlige Brockenhuus-Schack’er, Wedell-Wedellsborg’er, Sehestedt Juul’er, Castenschiold’er og Holstein-Holsteinborg’er var der vennerne af de unge i kongefamilien, Charlotte Sparre og hendes mand, Jens Willumsen, og Handwerk-ægteparret. Der var toppen af dansk erhvervsliv repræsenteret ved Nils Smedegaard Andersen fra A.P. Møller - Mærsk, Eivind Kolding fra Danske Bank, kapitalfondsspidserne Christian Dyvig og Christian Frigast, TDC-formand Vagn Sørensen og Steffen Kragh fra Egmont. Der var hans venner fra pressen, Dagbladet Børsens forhenværende chefredaktør Leif Beck Fallesen og den nuværende journalistiske chefredaktør Niels Lunde. Der var vennerne fra Venstres top, Bertel Haarder og Claus Hjort Frederiksen, og der var sågar en enkelt socialdemokratisk minister, Christine Antorini.
Ikke mindst var der toppen af den danske kransekage, dronningen, prinsgemalen og kronprinsessen. Kronprinsen skulle også have været der, men han var blevet syg og havde meldt afbud, og Fritz Schur sendte varme følelser til ham i sin velkomsttale. Der var gjort meget for, at ikke mindst de kongelige gæster skulle have en god aften. Det forlød, at det underholdningsmæssige clou, Elton John, var særligt til ære for dronningen. Hun skulle efter sigende være fan af den britiske popmester, der blandt andet har skrevet den legendariske hyldest til Marilyn Monroe/prinsesse Diana, Candle in the wind. Der var lavet en særlig rygelounge vel forsynet med dronningens græske yndlingscigaretter. Og der var indrettet en særlig bridgelounge, som prins Henrik tilbragte en del af natten i.
Men der blev sørget godt for alle de ca. 400 gæster. De blev budt velkommen af fødselaren inde i foyeren, hvor Tivoligardere var linet op efter højde og stod til pynt som de fineste tinsoldater. Der blev godt varmt derinde. En af garderne blev dårlig og måtte hjælpes ud i den friske luft.
Der var masser af Fritz Schurs yndlingschampagne fra Launois-huset, som han indkøber pallevis, men man kunne også gå i baren, hvis man hellere ville have noget andet. I foyeren spillede et stort orkester blød, behagelig pop. “Tilpas højt, til at man kunne høre det, og tilpas lavt, til at man kunne tale sammen,” som en af gæsterne udtrykker det.
Da de tre kongelige ankom i hver sin bil, gik Fritz Schur helt ud på den røde løber for at tage imod. Her stod pressefotograferne placeret lige uden for løberen, mens Fritz Schurs egen fotograf havde fået den bedste plads inde på selve løberen, hvor han havde travlt med at forevige de mange festklædte notabiliteter. Fotograferne fik kun et øjeblik til at fange fødselaren i selskab med de kongelige, inden han med en håndbevægelse førte sine æresgæster videre ind til festlighederne.
Inde i festsalen var der dækket op ved runde borde. Der sad 12 ved hvert af de fire hovedborde, der havde kongelig repræsentation – bortset fra bord fire, hvor kronprinsen manglede. De øvrige gæster sad ved ottemandsborde. Salen var overdådigt pyntet med blomster og hundredvis af birketræer, så gæsterne fik fornemmelsen af at sidde i en slotshave. Det var tilsyneladende hele grundideen – en eventyrlig slotshave, og røg på scenen gjorde det endnu mere eventyrligt.
Fritz Schur holdt en meget lang velkomsttale, og som altid ved hans selskabeligheder var han den eneste, der fik lov at få ordet. Der var hængt storskærme op, så alle kunne se ham, og der var skabt en helt særlig grafik til hans tale, så det så ud, som om han stod foran sin have på slottet. Han sagde, at han gerne ville have haft alle gæsterne på slottet, men det var jo ikke muligt. Han fortalte, at den 2. juni var en god dag, for den dag havde hans forfar fået sit borgerbrev i 1846 og havde startet sin virksomhed. Og så kom han med nogle muntre bemærkninger om, at han ikke var vant til at skulle rette sig efter en andens kalender, men denne gang havde det også været dronningens kalender, der havde været med til at bestemme datoen for festen. Til sidst forklarede han, at han ikke ville introducere dem, der optrådte, for det var nogen, alle kendte. Bortset fra de første, som var børnene fra Eventyrteatret. Om dem fortalte han, at han havde troet, det bare var sådan noget skolekomedie, men han havde fundet ud af, at de var fantastiske. Derpå overlod han scenen til gruppen af børn og unge, der sang et medley fra deres forestilling, hvor det også lykkedes dem at lave lidt spil med ord, hvor sur blev til Schur.
Hele aftenen igennem var der optrædende på scenen. Til at hyggespille ind imellem de kendte kunstnere var blandt andet Tivolis kapelmester Peder Kragerups store orkester med sangere, der også tidligere har spillet op til dans på Christiansholm.
Hvert bord havde sin egen tjener, som sørgede godt for gæsterne. Fritz Schur havde medbragt sine egne tjenere til at betjene hovedbordene. Til forret blev der serveret råmarineret sandart med vilde grønne asparges, og der blev drukket en Chablis Grand Cru Valmur 2009. Så rejste skuespilleren Preben Kristensen sig op, som om han ville holde tale, selvom det var strengt forbudt. Han gik nu hurtigt på scenen, hvor han fik følgeskab af de to andre fra Linie 3.
Hovedretten afspejlede fødselarens finske forbindelse – finsk rensdyr med morkelsovs. Morkel er en klassisk svamp, der som regel er svær at få frisk, men det var netop sæson i begyndelsen af juni. Til rensdyret hørte en god, tung Bordeaux-vin, Rauzan-Segla, årgang 2000. Den blev serveret ved stuetemperatur, som ifølge kendere er adskillige grader for varmt, og det afslørede værtens gammeldags holdning til vin.
Derefter var der ost. Revet comté, der blev serveret med karljohansvampe. Det var en variation over en klassisk ret fra Søllerød Kro, hvor Fritz Schurs kok, Brian Mark Hansen, har arbejdet. Rødvinen til var en Domaine de Villeneuve Chateauneuf-du-Pape, årgang 2000. Gæsterne nød herlighederne, men fik pludselig at vide, at de skulle skynde sig at spise osten, for den næste, der skulle spille, ville ikke vente meget længere. Nogle følte det nærmest, som om tallerkenen blev hevet ud af hænderne på dem. Men det var det værd, for frem tonede Elton John, og han optrådte i tre kvarter til stor jubel for alle. Folk sad ned og lyttede til ham, men rejste sig og klappede, hver gang et nummer var færdigt.
Desserten var is med friske jordbær og rosé champagne til. Kaffen hentede gæsterne selv ved de to opstillede buffeter, og i hele tre barer kunne de forsyne sig med drikkevarer af enhver art.
Dronningen forlod festen efter middagen omkring midnat. Prins Henrik fulgte hende ud og kom så ind igen “med et blik, som jeg også har, når min kone er gået hjem. Han gik op i baren og bredte armene ud: Så er vi klar! Så gik han ind og spillede bridge,” fortæller en gæst.
Der kom hurtigt gang i dansegulvet. Sanne Salomonsen og Thomas Helmig spillede. Værten selv var flittig til at byde damerne op. En af gæsterne havde god tid til at betragte scenariet og fortæller, at han ikke er den store danser.
“Det er ikke rigtigt i takt. Ikke sådan flydende. Og han gør ikke noget moderne med at stå og fægte med armene. Jeg bemærkede, at Lars Nørby Johansen må have været på en eller anden danseskole. For han snoede sig som en professionel danser med armene strakt i vejret. Han så meget glad og morsom ud. Jeg ved ikke, hvad man kan kalde dansen. Måske slangedans, hvor han svajer i knæene, så i hoften, så i armene og albuerne og så i hænderne, så han får sådan en slangebevægelse. Det så meget professionelt ud danseteknisk.”
Gæsternes gennemsnitsalder lå nok på den tunge side af 50. Der var dog en gruppe af unge, nemlig Fritz Schurs nevø og niece, Helge Sanders børn og deres fælles ven fotografen Bent Tilsteds børn. De fik sig en oplevelse i særklasse, da tidens største popidol blandt de unge, Medina, optrådte.
Der blev danset og drukket, spist natmad og sågar spillet bridge den halve nat. Prins Henrik gik klokken tre og de sidste gæster ved firetiden efter et brag af en fest, som Dorrit Romanoff senere skrev til Fritz Schur i sit takkekort.
Festen i Falconer Centret var Fritz Schurs livs zenit. Det havde været en lang rejse at forvandle sig fra den underlige nørd i gymnasiet til at være ham, landadelen, de kongelige og erhvervslivets spidser kom for at fejre. Aldrig havde han set så betydningsfuld ud. Præcis hvilken betydning han egentlig havde, var der næppe nogen af gæsterne, der kunne gennemskue. For Fritz Schur har især den betydning, man kan få, hvis det lykkes at overbevise andre om, at man er betydningsfuld. Og det er lykkedes Fritz Schur over al måde. En tidligere minister siger, at “han er sådan en, alle har respekt for på grund af hans position. Men han ville ikke være noget, hvis han ikke var formand for de store statsselskaber.”
Til fødselsdagsfesten med dronningen som borddame var der ingen problemer med at virke betydningsfuld. Alligevel spekulerede nogle af gæsterne på, om Fritz Schurs stjerne var dalende. Især hæftede de sig ved, at hverken Lars Løkke Rasmussen eller Anders Fogh Rasmussen var til stede. Ikke engang Anne-Mette Rasmussen var der, og hun er ellers indimellem kommet til Fritz Schurs middage alene, hvis hendes mand var optaget.
Lars Løkke Rasmussen var ikke inviteret, men det var Anders Fogh Rasmussen selvfølgelig. Han har heller ikke villet udtale sig til denne bog om sit nære venskab med Fritz Schur.
Thomas Larsen, der er politisk kommentator og forfatter til bogen om Anders Fogh Rasmussen, I godtvejr og storm, mener, at Venstres top dybest set ikke er særligt stolte over den historie, hvor de har brugt ham som pengeindsamler og sat ham ind i de store statsselskaber.
“I Danmark er politisk fundraising kontroversiel, og det er bestemt ikke noget, som politikere – hverken i blå eller rød blok – har lyst til at udtale sig om. Dernæst har der i flere omgange været offentlig debat og polemik om, hvorvidt Fritz Schur blev “belønnet” af Venstre, når han blev sat ind i vigtige bestyrelser for store statslige selskaber, og den debat har Fogh og co. absolut ingen interesse i at give næring,” siger han.
I øvrigt er det Thomas Larsens vurdering, at Fritz Schurs position i Venstre er blevet svækket markant, efter at Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik, og Lars Løkke Rasmussen tog over som ny formand for Venstre.
Fritz Schur har delt meget med Anders Fogh Rasmussen. Fodboldoplevelser, fester, ferier og politisk overbevisning. De har også haft samme spindoktorer, Michael Ulveman og Michael Kristiansen. De var nu heller ikke med til festen, for de arbejder bedst i kulissen. Derfra har de blandt andet arrangeret, at Berlingske-journalisten Karen Margrethe Schelin lavede et stort interview i forbindelse med Fritz Schurs fødselsdag i november 2011. De fortalte hende, at han kun ville give ét interview i anledning af fødselsdagen, og Jyllands-Posten syntes han ikke så godt om. Sent på foråret 2012, efter det blev kendt, at arbejdet med denne bog var i gang, blev Karen Margrethe Schelin enig med Fritz Schur om, at han aktivt ville deltage i en bog om ham for Berlingskes eget forlag, og hun forhandlede en aftale på plads med Martin Kasten. Karen Margrethe Schelin blev derfor i sidste øjeblik inviteret med til den store fest.
I sin velkomsttale sagde Fritz Schur, at gæsterne netop var “de venner, bekendte og familie, som jeg allerhelst vil se, når jeg fylder 60”. Familie var der nu ikke meget af. Andet end hans søster og hendes to børn. Sine fætre og kusiner på faderens side havde han ingen forbindelse med, siden hans far i 1955 brød med sine søskende. Der var faktisk en, der var betydelig tættere på, nemlig endnu en nevø, men han var heller ikke inviteret med til festen.
Fritz Schurs halvbroder, Morten Schur, var lovligt undskyldt. Han var nemlig død, uden nogensinde at møde hverken sin halvbroder eller halvsøster. Adoptivbarnet Morten Schur var ikke engang fyldt tre år, da hans far, Fritz senior, forlod ham og hans mor til fordel for en 10 år yngre kvinde. Han så kun sin far én gang senere. Det var, da han engang midt i 1960’erne ringede på døren hjemme hos familien Schur i den store gule murstensvilla på Tagesmindevej i Gentofte. Ikke som forsmået adoptivsøn, men som smørrebrødsbud. Morten fik med et fingerpeg vist, hvor han kunne stille smørrebrødet, og så var det farvel igen. Uden drikkepenge. Den historie fortalte han mange år senere sin søn.
Det gik Fritz seniors adoptivsøn ilde i livet. Meget ilde. Birgitte Pontoppidan, der var genbo til og veninde med hans mor, Anne Grete Schur, fortæller, at Morten var en høj mellemblond dreng, der “gik som en ældre levemand på en sådan lidt stolt måde”. Naboen fortalte hende, at han var en lidt sær, indelukket dreng. Han blev uddannet tømrer og bestod sin svendeprøve med en bronzemedalje som udmærkelse. Så blev han kæreste med Benedicte Kvium og flyttede til Jylland. Hun var bare 17 år, så parret måtte have kongebrev for at gifte sig. De fik sønnen Lasse, og Morten fik job i militæret. Men han drak for meget, og alkoholen knækkede til sidst den lille familie. Morten var oversergent, da han fik en knæskade og røg ud af militæret, inden han havde anciennitet nok til at sikre sig en pension. Det sendte ham de sidste centimeter ud over kanten, og han drak mere, end man skulle tro var menneskeligt muligt. Mindst halvtreds genstande om dagen suppleret med de piller, han kunne få fat i. Han fik koldbrand i begge ben, før han gik i koma og døde af druk kun 40 år gammel. Mortens søn Lasse skrev et brev til den farfar, han aldrig havde mødt, og fortalte ham om Mortens død, men han fik aldrig noget svar. Ikke så meget som et kondolencebrev.
Fritz Schur kendte til sin halvbrors eksistens. Og halvbroderens søn, Lasse, hørte han i hvert fald om, da Lasses advokat forsigtigt forhørte sig efter Fritz seniors død. Man skulle jo mene, der var en arv at dele mellem efterkommerne. Men han fik besked på, at han ikke havde noget som helst med Fritz Schur at gøre. Det var – rent juridisk – måske rigtig nok. I dag har adoptivbørn ret til at arve deres adoptivforældre på lige fod med biologiske børn. Men i 1946, da Fritz senior og Anne Grete Schur hentede deres baby, gjaldt en gammel lov, der ikke stillede adoptivbørn lige med biologiske børn. Det forhindrede naturligvis ikke arvingerne i at dele med adoptivsøskende, men det ønskede Fritz Schur på ingen måde. Og så ville Lasse Schur ikke gøre mere ved det. Han kunne ellers godt have brugt pengene, men han havde ikke lyst til at slås for det. Han havde aldrig forventet noget positivt fra den kant og var blot blevet bekræftet i sine antagelser.
Kigger man nærmere på gæstelisten, er der en forbavsende mangel på repræsentanter fra Danmarks store industrifamilier. Grundfos, Danfoss, Lego, Velux, Rockwool – de var alle sammen fraværende. Måske fordi det aldrig er lykkedes Fritz Schur at overbevise industrien om sine kvaliteter. Han sidder ikke i nogen af Danmarks store privatejede eller børsnoterede virksomheders bestyrelser.
Hans samarbejdspartner fra Bikuben-dagene, advokat John Korsø Jensen, tror ikke, det er lysten, der har manglet.
“På en af de mange rejser, vi havde til Jylland i 1980’erne, da sad vi i en lufthavn engang og så nogle af dem fra old boys’ network komme gående. Dengang var det Poul Svanholm, Palle Marcus og fire-fem andre – og de sad i alle de danske toneangivende selskaber. Da sagde Fritz Schur, at det bliver interessant at se, hvem der kommer til at sidde i de selskaber, når man kigger ti år frem, når alle de, der gensidigt har udpeget hinanden, er gået af. Der er ingen tvivl om, at han havde en ambition om at være en af dem, der kom til at sidde der. Det er han så aldrig kommet til,” fortæller John Korsø Jensen.
Især én industrifamilie var bemærkelsesværdigt fraværende, nemlig Mærsk Mc-Kinney Møllers. Hverken døtrene, deres mænd, bestyrelsesformanden Michael Pram Rasmussen eller andre fra bestyrelsen var med til Fritz Schurs fest.
Det har gennem årene ellers ikke skortet på sammenligninger mellem de to. Og Fritz Schur selv har været hovedleverandør. I mange interviews nævner han “dem længere nede ad Esplanaden”, så alene firmaadressen sikrer, at man næsten ikke kan omtale hans virksomhed uden at nævne A.P. Møller - Mærsk, selvom det i virkeligheden svarer til at sammenligne en hælebar med Ecco-koncernen. Han har selv fortalt historien om, hvordan familievirksomhedernes ånd ligner hinanden, og man kan jo bare se, hvordan Fritz Schur Gruppen har syv bier i sit logo, og A.P. Møller - Mærsk syv takker i sin logostjerne. Begge med samme symbolik: syv arbejdsdage i ugen. Han fortæller ikke, at han selv har barberet de oprindelige ni bier ned til syv.
I 2008 skrev Berlingske: “Fritz Schur-koncernens officielle domicil ligger på Esplanaden, et champagneglaskast fra A.P. Møller - Mærsk. Flere har peget på Mærsk Mc-Kinney Møller som hans ledestjerne, som også er en netværker af Guds nåde, og som ligeledes plejer omgang med kongehuset på første række. Hans finskbyggede båd er nøjagtigt den samme som Hr. Møllers, skønt han som finsk generalkonsul har al mulig grund til at have netop den båd.”
Og BT fortsatte i 2012: “… han er en af Danmarks bedste netværkere med tætte kontakter til både Mærsk Mc-Kinney Møller, dronning Margrethe, prins Henrik og kronprins Frederik.” Og Berlingske i marts 2012: “Og så arbejdede han sig videre op – dertil, hvor han blev udråbt som en erhvervsmand, der kun er second to one: Mærsk Mc-Kinney Møller.”
Det er lykkedes at få en del journalister til at skrive noget lignende, og for hver gang det er blevet skrevet, er det blevet en lille smule mere sandt.
Endnu flere af den slags historier florerer uden for spalterne. En kendt blogger mente bestemt ikke, man kunne sætte spørgsmålstegn ved Fritz Schurs nære relation til Mærsk Mc-Kinney Møller, for “der er tale om en mand, der sad på skødet af Mærsk, da han var barn!” Historien havde bloggeren hørt fra en af Fritz Schurs bekendte.
Ophavsmanden til historien var formentlig Fritz Schur selv. I hvert fald har han selv fortalt nøjagtigt det samme for nogle år siden, da han var på høflighedsvisit hos den tidligere A.P. Møller - Mærsk-skibsreder, Thomas Thune Andersen.
Og der er andre lignende historier i omløb. For eksempel den om, at Mærsk Mc-Kinney Møller ligefrem havde ringet til Fritz Schur og sagt: “Fritz, din far ville have været stolt af dig!”
Kilden til den historie er ukendt, men efterhånden er der mange, især i Fritz Schurs omgangskreds, der regner ham som manden, der skal indtage Mærsk Mc-Kinney Møllers plads i dansk erhvervslivs magtpyramide.
Problemet med de historier, som er vokset frem om Fritz Schurs relationer til Mærsk Mc-Kinney Møller, er, at de befinder sig langt fra virkelighedens verden. I den milde ende er overdrivelser som historien om bådene. De er ganske vist finske begge to, men der hører ligheden også op. Fritz Schur har en 50 fods Nauticat 521 fra 1994 liggende i Rungsted Havn. Mærsk Mc-Kinney Møllers båd var en 82 fods Nautor Swan 82 RS til ca. 60 millioner kroner.
En af Mærsk Mc-Kinney Møllers nære venner fortæller, at den eneste relation, han kender til mellem de to, er Skydebrødrene, hvor Fritz Schur holdt den store tale for Mærsk Mc-Kinney Møller. Og så har han en enkelt gang set en fuldkommen fantastisk buket blomster, Fritz Schur havde sendt hjem til fru Møller.
“Det er sket, vi har talt om Fritz Schur. Ingen af os var egentlig klar over, hvad han syslede med og tjente sine tilsyneladende mange penge på. Men det hører i hvert fald ingen steder hjemme at sige, de skulle have været tæt på hinanden,” fortæller vennen.
Blandt både nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer har specielt én vandrehistorie vakt irritation. Nemlig at Fritz Schur skulle have fået tilbudt en bestyrelsespost i A.P. Møller - Mærsk og takket nej, fordi han ikke havde tid. Den historie er dukket op flere gange over årene, men den er ikke sand. Fritz Schurs navn har aldrig været nævnt i den forbindelse, og han har aldrig fået tilbudt en plads i A.P. Møller - Mærsks bestyrelse.
Koncernens bestyrelsesformand, Michael Pram Rasmussen, ønsker ikke at kommentere de mange historier, men siger dog: “Jeg mindes ikke, at jeg i mine 13 år i bestyrelsen på noget tidspunkt er stødt på Fritz Schur i noget Mærsk-regi.”
Mærsk Mc-Kinney Møller døde 16. april 2012 og blev begravet fra Holmens Kirke lørdag den 21. april. Det var en begivenhed, det ganske land fulgte med i gennem tv-transmissioner dagen igennem. Lige fra rustvognens kørsel ned ad Esplanaden med et lille værdigt stop foran A.P. Møller - Mærsk-koncernens hovedkvarter, hvor hundredvis af almindelige københavnere, horder af journalister og tidligere ansatte stod bag afspærringerne, mens uniformerede A.P. Møller - Mærsk-ansatte viste den gamle reder den sidste ære. Ved Holmens Kirke stod der også hundredvis af mennesker og ventede. Gæsterne kom til fods, i limousiner og i busser. Dronningen, prinsgemalen, kronprinsen, kronprinsessen, statsministeren, tidligere statsministre, familien, gode venner og de sidste årtiers største erhvervspersonligheder fra Danske Banks mangeårige topchef Peter Straarup til Carlsbergs legendariske forhenværende topchef Poul Svanholm. Det var ikke en tilfældig skare. Den var samlet med rettidig omhu, for ridderen af elefantordenen havde planlagt sin egen begravelse ned til sidste detalje, inklusive hvem der skulle sidde hvor i kirken. Invitationslisten indeholdt 278 navne. Ikke navnet Fritz Henrik Schur.
Relationen til Mærsk Mc-Kinney Møller er noget, Fritz Schur har pyntet sig med, ligesom hans fortælling om sin milliardformue og historierne om, at han er under PET’s beskyttelse. Med chauffører, liberiklædte tjenere, butler og slot er det lykkedes ham at skabe illusionen om den store mand med det arvede kongerige. Illusionen har skaffet ham mange venner og en høj position i det danske samfund. Mange har vidst, at ikke alle Fritz Schurs fortællinger om sig selv var lige sandfærdige, men ingen har sagt noget. I stedet har alle de omkringstående klappet i hænderne og gentaget efter hinanden, hvor mageløst dygtig Fritz Schur var. Ingen har villet lade sig mærke med, at de ikke vidste, til hvad han var så dygtig, eller at de ikke forstod, hvordan han tjente sine mange penge. For ingen ville virke så dum og risikere ikke at blive inviteret til det næste bal på slottet.