2

Flammer i morgengryet

General Opoku Fréfré løftede sin guldbeslåede ibenholtstok og skubbede et par tunge bregneblade til side for at kigge ned på landsbyen. Så nikkede han tilfreds. De første røgfaner steg allerede til vejrs fra krattet bag byen.

Hans krigere vidste nøjagtig, hvad der skulle ske, og hvad de skulle gøre. Alligevel afventede de altid hans befaling, før de tog det næste skridt. Det var en disciplin, som ikke mange generaler kunne prale af i deres soldaterkompagnier.

Opoku ventede med at udstede befalingen, til han kunne se ilden. Da de gule flammetunger begyndte at slikke op over buskadset, rejste han sig af sit skjul, masede gennem bregnerne og ud på den åbne skråning, som vendte ned mod byen. Så slog han to gange i luften med sin stok, én gang til højre, én gang til venstre.

Hans krigere var på plads. Der lød en tør knitren, og kort efter var der også sat ild til buskadset på begge sider af landsbyen. Røgen bølgede op i tykke, hvide skyer. Nu var det bare at vente, mens flammerne åd sig store.

Det var en ældgammel jagtteknik: Man satte ild på tre sider af en landsby og anbragte sine krigere på den fjerde.

Opoku havde ikke tal på, hvor mange gange han havde benyttet metoden. Det gik altid på samme måde: Først tumlede de forskræmte indbyggere ud af deres boliger og løb forvirrede rundt mellem hytterne på flugt fra flammerne, men det varede aldrig ret længe, før de opdagede, at der kun var én retning, hvor flammerne ikke brændte. At der kun var én vej, de kunne løbe:

I armene på general Opoku og hans krigere.

Opokus trænede blik fejede hurtigt hen over den lille landsby. I skæret fra flammerne og den kortlivede morgenrøde kunne han foruden indhegningen med svin og geder tælle et par og tredive hytter og huse.

Det så lovende ud. Sasemi ville give en god fangst.

Opoku havde næsten hundrede mand i sit kompagni, alle sammen mænd han stolede på. Hans kompagni var det største af de jagtselskaber, som Ashantikongen havde sendt ud til alle verdenshjørner for at høste den årlige tribut fra vasalkongerne i nabolandene. Inden harmattanblæsten satte ind, skulle Opoku høste tre hundrede sjæle i vasalstaten Akwapim. Det var den pris, den lokale konge måtte betale for at nyde godt af Ashantis beskyttelse.

Det var langt fra første gang, Opoku og hans mænd begav sig sydpå over de lave bjerge for at hente bytte i Akwapim. Her var byttet altid talrigt, men det var hverken buk eller antilope eller vortesvin – og hans krigere jagede hverken med bue og pil eller med spyd, men med net og stok og reb og lænker.

Opoku og hans kompagni var slaverøvere – og de var gode til det.

Nogle gange skulle fangsten med hjem til hovedstaden, Kumasi. Andre gange var der imidlertid slaver nok i Ashanti, og så skulle fangsten sælges til de blanke mænd på forterne langs kysten.

Sådan var det i år. Når Opoku havde slaver nok til en karavane, ville han sætte kurs mod kysten og sælge dem til hollænderne på fortet i El Mina eller til englænderne på deres store fæstning i Cape Coast.

Men først skulle han drive byttet fra Sasemi i sine net.

Flammerne havde efterhånden vokset sig høje som en mur på tre sider af landsbyen, og de skrækslagne indbyggere myldrede ud af deres hytter. I samme nu istemte krigerne, som lå skjult bag landsbyen, krigshyl så høje, at man skulle tro, at alle skovens forpinte ånder kom farende og tvang landsbyboerne op ad skråningen mod bregneskoven.

Uden en lyd delte Opokus mænd sig i én stor og to mindre grupper. De to mindste grupper tog opstilling på hver sin side af stien, mens den store gruppe løb tilbage og forsvandt mellem bregnerne. Opoku selv trådte et skridt baglæns og gav sig til at vente.

Larmen var øredøvende: Flammerne brølede og knitrede, dyr og fugle skræppede og skreg på flugt fra ilden, og i røgen nede mellem hytterne og op ad skråningen druknede alle andre lyde i landsbyboernes panikslagne råb.

Kun ashantikrigerne var tavse – som de eneste i det hastigt dæmrende morgengry ventede de tålmodigt uden en lyd. Der var ingen grund til at gøre jagten vanskeligere end højst nødvendigt. Det gjaldt om ikke at skræmme de flygtende akwapimboere, før de var løbet ind i den tragt, som krigerne dannede langs stien. Når ashantierne overfaldt andre landsbyer, hvor terrænet ikke var så gunstigt som her, kom de sommetider til at give sig til kende lidt for tidligt. Så skete det, at de stærkeste unge mænd greb til våben og satte sig til modværge, eller at de vendte om og flygtede, fordi de hellere ville risikere livet i flammerne end at blive fanget i ashantiernes net. Ashantis ry var kendt viden om. Når landsbyboerne først fik øje på de fremmede krigere, vidste de godt, at de aldrig ville få deres hjem at se igen.

Et hurtigt blik ned mod Sasemi afslørede, at ventetiden næsten var forbi. De første landsbyboere var nået op ad skråningen og klumpede sig sammen foran bregnekrattet. Nogle græd, andre så sig forskræmt tilbage mod landsbyen.

Opoku ventede, indtil der kom flere landsbyboere til. Så stemte han tungespidsen mod ganen og satte i med et skingrende krigshyl, som rullede gennem luften.

De skrækslagne akwapimboere så sig forvildet omkring. De kunne ikke se, hvor hylet kom fra. Og da den uhyggelige lyd pludselig blev gentaget nede fra deres egen landsby, steg panikken til nye højder.

Røgen bølgede mellem hytterne, og de sidste akwapimboere kom løbende og humpende og snublende op ad skråningen med tyve stridsklædte ashantikrigere i hælene.

Ved synet af de krigere, han havde sendt ned for at sætte ild til buskadset, vidste general Opoku, at landsbyen nu var tømt for folk. Han lod krigshylet gjalde endnu en gang, inden han trådte frem fra bregnerne og affyrede sin flintebøsse op i luften.

General Opoku deltog ikke selv, da hans mænd drev akwapimboerne sammen i store net. Hans forgyldte stav var ikke en af de stokke, der regnede ned over landsbyboernes rygstykker. Han kunne ikke drømme om at smudse det udskårne løvehoved til ved at bruge det som slagvåben, medmindre hans eget liv stod på spil.

Desuden var der ingen grund til at blande sig. Landsbyboerne gjorde så godt som ingen modstand. Hans krigere havde nemt ved at knække dem og binde dem sammen ved anklerne.

Faktisk lidt for nemt.

Opoku rullede sin stav i hånden og gav sig for første gang tid til at se nærmere på sin fangst. I takt med at hans blik langsomt gled hen over de tre-fire klynger, som hans mænd havde samlet akwapimboerne i, blev furerne i hans pande dybere. Han havde talt tredive huse i landsbyen, og der fandtes ikke en landsby i hele verden, hvor man ikke boede mindst fire eller fem i hver hytte. Der burde sprælle mindst hundrede akvapimboere i hans net, men han kunne ikke tælle flere end tredive-fyrre stykker. Ikke engang halvt så mange, som han havde håbet på.

Og ikke nok med det …

Opoku trådte et skridt nærmere og kneb øjnene i. Solen var endnu ikke steget op over træerne, og røgen fra flammerne lagde et slør i luften. Alligevel var han ikke i tvivl om, hvad han så: flest børn og gamle mænd og koner og alt for få voksne.

Han bankede staven i jorden og vendte sig om mod sin løjtnant. »Hvor er landsbyens mænd?« spurgte han arrigt. »Find ud af, hvor de er. Det samme gælder kvinderne. Find dem – og fang dem.«

Løjtnanten nikkede, og uden et ord gjorde han omkring og skridtede hen mod de forskræmte fanger.

Ama var rædselsslagen. Rædselsslagen for at blive opdaget, og rædselsslagen fordi hun var alene. Rædselsslagen, fordi hun ikke kunne forstå, hvad der skete.

Først havde hun stået som forstenet på klippen ved siden af vandhullet og set ilden æde løs af krattet, indtil flammerne slikkede mod himlen. Så var råbene fra landsbyen trængt igennem brandens bulder og havde vækket hende af hendes trance, og hun var sprunget ned fra klippen og løbet tilbage gennem fetichmarken, så hurtigt hendes ben kunne bære hende.

På et tidspunkt havde hun været lige ved at vende om for at hente den tomme kalabas, men så havde hun fået øje på de fremmede krigere. Heldigvis stod de med ryggen til og havde øjnene rettet mod det sted, hvor stien kom ud af bregneskoven. Ama havde kastet sig ned bag nogle tætte buske. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde ligget sådan med ansigtet trykket mod jorden, armene over hovedet og hjertet oppe i halsen.

Nu skubbede hun forsigtigt en gren til side for at kigge ud. Der var fremmede krigere overalt! Mindst hundrede, troede hun, og alle sammen bevæbnet med bøsser og stokke og huggerter.

Ama havde aldrig før set deres slags, men hun havde selvfølgelig hørt om dem. Det havde alle. Ama havde hørt historier om landsbyer, hvor hver eneste mand, kvinde og barn var blevet taget.

Hun behøvede kun at kaste et enkelt blik ud mellem buskadsets blade for at vide, at historierne talte sandt: Ashantikrigerne var nøjagtig lige så frygtindgydende som deres ry.

Og mest skræmmende af alle var deres general.

Han var stor som en flodhest, og på hovedet bar han en stridshue med forgyldte bøffelhorn, der nåede ud over panden og fik ham til at virke endnu større. Han havde en bøsse i den ene hånd og en forgyldt stav i den anden, og hans nøgne overkrop var behængt med feticher af mange forskellige slags – talismaner og amuletter af både sølv og guld, fjer og skind og knogler – og læderremme med haler af dyr.

Han stod sammen med sin løjtnant lidt borte fra de øvrige, og nu bankede han staven i jorden og vendte sig om mod løjtnanten med et arrigt udbrud. Selv inde fra buskadset kunne Ama se vreden i hans sorte øjne.

Løjtnanten nikkede, gjorde omkring og gik målrettet frem med lange skridt. Ama fulgte ham med øjnene … så opdagede hun, hvor han var på vej hen, og blev helt kold indeni.

Inde mellem ashantikrigerne trykkede landsbyfolkene sig sammen i fire klynger. Mange havde allerede fået et reb om anklen og krøb sammen på jorden og skuttede sig for de hævede stokke. Subi, den gamle urtemager, løftede sin spinkle arm for at beklage sin nød og fik et slag, der var så hårdt, at Ama var sikker på, at den fremmede kriger havde brækket armen på ham.

Nu standsede løjtnanten op foran den største klynge, og i samme øjeblik fik Ama øje på sin mor og lillesøster. Et fortvivlet skrig voksede frem i hendes strube, og hun skyndte sig at proppe en hånd i munden og bide sig hårdt i knoen, så der ikke kom andet over hendes læber end et spinkelt klynk, som kun hun selv kunne høre.

To gange gled løjtnantens blik frem og tilbage over gruppen. Så bukkede han sig ned og greb fat i armen på Ese og trak hende op at stå. Hun havde lille Abena i armene og forsøgte forgæves at vende siden til for at skærme sin datter med sin egen krop.

Uden et ord flåede løjtnanten Abena ud af favnen på Ese og holdt den lille pige frem i den ene ankel, så hun dinglede i luften med hovedet nedad. Abena skreg i vilden sky, og Ese sank på knæ. Først da løjtnanten trak sin huggert og holdt den mod Abenas hals, kom der et spinkelt klynk fra hende.

»Min kniv er skarp,« sagde løjtnanten roligt. »Jeg kan hugge hovedet af barnet så let, som var det en kokosnød. Hvor er jeres mænd og de store drenge? Sig mig det straks, og jeg skåner hendes liv.«

Ese så op på løjtnanten. Hendes læber bævede, men hun holdt tårerne tilbage. »De … de er på jagt,« stammede hun.

Løjtnanten smilte. »Jaså? Hvorhenne?«

»Langt borte,« skyndte Ese sig at svare, »i den anden ende af Akwapim. Mod øst, langs Voltaflodens bred.«

»Langs Voltaflodens bred …« gentog løjtnanten eftertænksomt.

»Ja,« hviskede Ese så lavt, at Ama knap kunne høre hende.

Uden varsel eksploderede løjtnanten. »På jagt?« tordnede han. »Tror du, jeg er dum? Når også alle de unge kvinder er borte? En landsby er kun så tom som nu, når den store indvielse finder sted. Sig mig, hvor jeres otofo-marker er!«

Ese stirrede ned i jorden, men sagde ikke noget. Hun skælvede over hele kroppen.

Løjtnanten så på hende med sammenknebne øjne. »Nuvel. Så trøst dig med, at det bliver den sidste løgn, dit barn kommer til at høre.« Så trak han armen tilbage for at lade huggerten lyne.

Omme bag buskadset bed Ama så hårdt i knoen, at hun fik den salte jernsmag af blod i munden. Alting svimlede for hende – røgen og den knitrende varme fra det brændende krat bag landsbyen, de fremmede krigere og deres brutale stemmer, generalens guldhorn og feticherne på hans bryst, de forskræmte folk fra landsbyen bundet sammen som geder på markedspladsen, Eses lydløse hulk på knæ i støvet.

Og den skarpe klinge mod Abenas hals.

»Indjé!« udbrød hun. »Indjeni dju!« Mor! Lillesøster!

Ama brasede ud af buskadset og lige i favnen på de nærmeste ashantikrigere. »Stop!« råbte hun med gråd i halsen og rædsel i stemmen. »Jeg ved, hvor de er! Jeg ved, hvor de er!«