9

Doktoren

Doktor Paul Erdmann Isert stirrede ind mod den kyst, han kendte så godt. Stranden lå som en gylden bræmme mellem den hvide brænding og buskadsets mørkegrønne løv. Kystnegrenes farvestrålende kanoer var trukket op på sandet derinde, og mellem de slanke palmestammer kunne han skimte hytterne i Osu, hvor han så ofte havde slentret rundt mellem glade børn, smukke kvinder og ranke mænd.

Til begge sider strakte sandet sig, så lang øjet rakte. Alligevel søgte hans blik hele tiden tilbage til et punkt lige ud for skibet, hvor stranden blev brudt af et lavt, skumombrust klippefremspring. Her lå Christiansborg som et lysende fort mellem palmerne. Et hvidt kridtbjerg midt i alt det grønne.

Doktor Isert kneb øjnene i. Fredensborg havde kastet anker på reden kun tusinde favne fra land, og han kunne skimte flere personer bag brystværnet på bastionens tykke mure. Var det hans gamle ven guvernør Køge, der stod derinde?

Doktoren missede med øjnene i det skarpe lys. Afrikas sol. I dag så han på den med andre øjne, end dengang han først kom hertil. Sommetider havde han svært ved at genkende sig selv i den stolte og eventyrlystne unge mand, der en overskyet septemberdag for fem år siden var gået i land ved Christiansborg for at gøre tjeneste ved de danske besiddelser på Guldkysten.

Tre år havde han tilbragt i Afrika. Tre år som læge, som botaniker, som krigsdeltager. Tre år blandt sorte og hvide, tre år, som havde vendt op og ned på hans syn på sine medmennesker.

Han løftede hånden og rørte ved det lange, røde ar, der løb ned over panden og tindingen og fortsatte gennem øret og langt ned på halsen. Han havde fået det af en sort, som forsøgte at myrde ham. Alligevel var det dér, hans omvendelse var begyndt …

Efter sine tre år på Kysten var han rejst med slaveskib videre til Vestindien. Det var under et oprør på dette skib, at en ulykkelig slave havde maltrakteret ham med en kniv. Han var kun sluppet fra overfaldet med livet i behold, fordi besætningen havde skudt slaven en kugle for brystet.

Overfaldet havde for alvor sat skub i hans tanker.

Blandt danskerne på Kysten havde han haft ry for at være negerven, men efter overfaldet troede alle, at han ville komme til at nære samme afsky for de sorte som alle andre hvide.

Sådan kom det ikke til at gå.

Tværtimod. Efter overfaldet havde han fået et nyt syn på tingene. I begyndelsen havde han bildt sig selv ind, at det skyldtes oplevelsen af at have været så tæt på døden, men i længden kunne han ikke blive ved med at lyve for sig selv.

Han kunne ikke længere udstå den umenneskelige behandling af de sorte. Så enkelt kunne det siges. Det var for alvor kommet til at stå klart for ham på rejsen over Atlanten og under det efterfølgende ophold i Vestindien. Det var næsten, som om han skulle have Afrika på afstand for at få øjnene op for den sorte mands ulykke.

Da han sidste år var vendt hjem til København fra Vestindien, havde han kun haft én tanke i hovedet: at gøre en ende på Danmarks deltagelse i slavehandlen. Det var derfor, han nu var vendt tilbage til det sted, hvor han første gang satte fod i Afrika.

Guldkysten. Han spyttede ordet ud. Han elskede landet, men kunne ikke fordrage navnet. Det var falsk. Slavekysten var et mere sandfærdigt navn. I begyndelsen havde det ganske vist været guldstøv og elfenben, der havde lokket de europæiske købmænd og kongehuse hertil, men sådan var det ikke længere. I dag var det en helt anden slags vare, man lastede til den lange sørejse over Atlanterhavet til plantagerne i Amerika og Vestindien.

Engang havde trekantshandlen virket elegant og ligetil: På Guldkysten byttede man geværer og krudt og brændevin og billige indiske bomuldsstoffer for negerslaver, som man sejlede over Atlanterhavet og solgte til plantageejerne i Amerika og Vestindien for sukker og rom, som man til sidst solgte med stor fortjeneste hjemme i København.

Men årene havde vist ham noget andet. Det, der på papiret havde set så smukt og enkelt ud, havde for længst vist sit hæslige ansigt. Afrikanere blev revet op med rode og døde i nød og elendighed i forternes slavekasser eller i lastrummet på et beskidt slaveskib, og de, der nåede levende frem til den nye verden, blev hurtigt slidt ihjel på plantagerne mange tusinde mil fra deres hjemland.

Sådan behøvede det ikke at være.

Afrika var et frodigt land, jorden var mindst lige så frugtbar som på de danske øer i Vestindien. Her kunne sagtens vokse sukker, kaffe, kakao, bomuld og mange andre afgrøder, som var så nødvendige i Europa. Det var her i Afrika, man skulle anlægge sine plantager. Så kunne afrikanerne blive i Afrika, og når man sparede slavetransporten bort, ville købmændene endda komme til at tjene endnu mere.

Han forstod ikke, hvorfor ingen havde tænkt på det noget før. Man skulle få folk hjemmefra til at rejse hertil med deres familier. Man skulle grundlægge en rigtig koloni, hvor …

I det samme lagde en bleg hånd sig på rælingen ved siden af hans.

»Min elskede Dorothea,« udbrød han, »jeg hørte dig slet ikke komme.«

Dorothea Elisabeth Isert så op på ham og smilte blegt. Isert klappede hende på hånden og så ned på hendes gravide mave. Hun var i syvende måned, og den lange sørejse fra København havde taget hårdt på den spinkle kvinde. Hun havde været plaget af søsyge på hele turen og var bleg og udmattet. Doktoren havde flere gange været bange for, at hun skulle tabe barnet, mens de stadig var undervejs.

Han havde ikke tal på, hvor mange aftener han havde vandret hvileløs omkring på dækket, mens samvittighedskvaler flåede i ham. Det var ikke kun sørejsens strabadser, han udsatte Dorothea og deres ufødte barn for, det var i lige så høj grad de utallige farer, der ventede hernede. Doktoren vidste kun alt for godt, hvor stor dødeligheden var blandt de hvide på Kysten.

Men Dorothea og hendes familie delte hans drøm, og allerede ved brylluppet i april havde han fået hendes fars og brors velsignelse til at tage Dorothea med til Afrika. Det havde betydet meget for ham. Hvis hans drøm skulle gå i opfyldelse, måtte han selv gå forrest. Hvordan skulle han få danske udvandrere til at slå sig ned i Guinea i et ordentligt samfund med skole, kirke og familie, hvis han ikke også selv havde sine nærmeste med?

Han smilte til hende. Det skulle nok gå.

»Se!« sagde han og pegede ind mod land. »Kanoerne kommer os i møde.«

Da den store kano først var kommet ud gennem brændingen, nærmest skøjtede den hen over havoverfladen. Herude rullede dønningerne dovent ind under og forbi langbåden, der for hvert tag med pagajerne gled mange meter nærmere fregatten.

Midt i kanoen stod to skamler. Guvernør Kipnasse sad på den ene, Købmanden på den anden, og lige bag dem balancerede Kofi med parasollen.

I kølvandet på den forreste kano fulgte en lidt mindre med korporalen og seks bevæbnede kompagnislaver om bord, og bag den kom en sværm af mindre både fulde af kystnegre, som skulle ud til de blankes skib for at falbyde deres varer og tjenester.

Kort efter gled kanoen op på siden af fregatten. Mandskabet deroppe kastede to reb ud, og remidorerne fortøjede kanoen i begge ender. Så blev en rebstige hængt ud over siden, og guvernøren kom møjsommeligt på benene.

Kofi rejste sig og holdt parasollen op i strakt arm. Han var i tvivl om, hvad der nu skulle ske. Guvernøren plejede ikke at blive roet ud til skibene, det var altid skibskaptajnerne, som kom i land. Selv havde han aldrig været om bord på et af de blankes store skibe. Han tog mod til sig, løftede langsomt hovedet og stirrede op på skibssiden. Den var enorm, næsten lige så høj som fortets mure inde på land. Hvordan skulle han nogensinde komme derop?

Et kort øjeblik var han bange for, at guvernøren ville have ham til at skygge for sig med opslået parasol op ad rebstigen, men Kipnasse puffede ham til side og begyndte langsomt at klatre om bord. Kofi kunne høre ham pruste hele vejen op. Da guvernøren blev hjulpet det sidste stykke over rælingen af fremstrakte arme, fulgte Købmanden efter. Kofi nåede kun lige at blive imponeret over, så letbenet han var, da det pludselig blev hans egen tur.

Han slog parasollen sammen og satte foden op på det nederste trin. Han ville skynde sig op, før han begyndte at tænke for meget over højden. Han talte trinene et ad gangen og stirrede hele tiden stift ind i skibssiden uden at se hverken op eller ned. Tømmeret lugtede at salt og tjære.

Pludselig var han oppe. Han svingede benene over rælingen, skyndte sig om bag guvernøren og slog parasollen op.

Kipnasse hilste nu på skibets skipper, som tog imod på dækket.

»Hr. Kipnasse.« Skipperen, en rund og ikke særlig høj mand med vandblå øjne og store bakkenbarter, gav et mikroskopisk nik uden at lette på hatten.

»Skipper Berg.« Guvernøren var lige så forbeholden i sin hilsen. »Så er du her igen.«

Skipperen smilede blegt. »For sidste gang kan jeg betro dig. Fem gange har jeg taget ladning på Guldkysten og krydset Atlanterhavet med lasten fuld af ulykkelige sorte. Det er begyndt at give mig en dårlig smag i munden. Denne tur bliver min sidste på trekantsruten.«

Kipnasse smilede spydigt. »Tænk, er skipper Berg blevet blød på sine gamle dage? Hvem skulle have troet det? Jeg husker første gang, du kom hertil. Hvornår var det nu? For syv-otte år siden? Du sejlede rundt på Gambiafloden og skaffede på ingen tid fjorten hundrede afrikanere. Jeg mindes ikke, at din samvittighed gjorde oprør dengang.«

»Min samvittighed gør ikke oprør. Negerhandlen smager mig bare ikke længere.«

»Naturligvis,« mumlede Kipnasse sarkastisk og skævede til den mand, som stod ved siden af og et halvt skridt bag skipperen. »Som om jeg ikke kan regne ud, hvem der har smittet dig med sin negerkærlighed.«

Manden trådte frem og nikkede afmålt. »Hr. Kipnasse,« sagde han tonløst.

Kipnasse blinkede ufrivilligt et par gange. Hans næsefløje dirrede. »Guvernør Kipnasse, om jeg må be’ … Doktor Isert.« Kulden i hans stemme var ikke til at tage fejl af.

Længe stirrede de to mænd tavst på hinanden. Isert med et spørgende udtryk. Kipnasse med et lumsk smil om munden. Til sidst pegede Kipnasse på det lange, røde ar i Iserts ansigt. »Jeg hørte godt, at en af de sorte havde taget sig kærligt af dig med en kniv. Det skal jeg lige love for.«

Doktoren lod som ingenting. »Kalder du dig guvernør? Jeg forstår ikke. Hvor er Køge? Hvorfor er han ikke ude for at modtage os? Er han syg?«

»Det ved jeg virkelig ikke. Køge er ikke længere guvernør.« Kipnasse smilte skadefro.

Iserts blik flakkede. »Hvad skal det sige?«

Købmanden stod ved siden af Kipnasse og fulgte interesseret med i samtalen. Nu brød han ind. »Guvernør Køge har taget sin afsked og er rejst hjem,« forklarede han.

Isert så fra Købmanden til Kipnasse og tilbage igen. »Sin afsked? Det kan jeg ikke tro. Hvornår?«

»Det er sandt. Guvernør Køge sejlede herfra i april. Den brave Kipnasse er interimsguvernør, indtil Kompagniet udnævner en ny.«

Isert så vantro på Købmanden. »Du må da have vidst det? Tre måneder har vi tilbragt sammen på dette skib, uden at du har sagt et ord.« Hans stemme var tyk af skuffelse.

Købmanden holdt begge håndflader i vejret, som om han var forfærdet ved tanken. »Du godeste, nej. Hvor kan du tro det? Jeg hørte det først i morges, da jeg ankom til Christiansborg.«

I et kort øjeblik stirrede Isert, som om han ikke troede på ham. »April …« mumlede han og talte månederne på fingrene. »Så må han være ankommet til København stort set på samme tid, som vi rejste derfra!«

Købmanden slog beklagende ud med armene. »Ja, jeg har selv regnet mig frem til det samme resultat. Vi må have krydset hinanden i Nordsøen. Måske endda i Kattegat.«

I det samme trådte Dorothea forsigtigt frem bag doktor Isert.

Kofi havde nær tabt parasollen. Aldrig havde han set så bleg og fin en skabning.

En blank kvinde, den første han havde set. Mest af alt syntes han, at hun lignede en af de engle, pastor Holm havde vist drengene i mulatskolen på et fint maleri.

Kvinden lagde en hånd på doktorens arm og gav den et klem.

Isert smilte og lagde sin hånd oven på hendes. »Tilgiv mig, min engel,« sagde han, »jeg glemmer helt mine manerer. Lad mig præsentere dig for en af … mine gamle bekendte fra min tid hernede, hr. Johan Frederik Kipnasse, tidligere kommandant på fortet Fredensborg og nu åbenbart interimsguvernør, indtil guvernør Køges afløser når frem.«

Kipnasse nikkede, uden at det var dybt nok til at være et rigtigt buk.

»Hr. Kipnasse, må jeg præsentere min hustru, Dorothea Elisabeth, datter af sognepræst Claus Plum i Korsør.«

Dorothea nejede og sagde: »Det er pænt af Dem at sejle helt herud bare for at modtage os. Bølgerne ser frygtelig farlige ud – og så i sådan nogle små både!«

»Havet er vist den mindste fare hernede,« svarede Kipnasse studst. »Har Deres mand ikke advaret Dem om, hvad De har i vente? Klimatfeber, orm, svamp, væskende sår som aldrig heler, kryb og slanger og vilde dyr, ulidelig hede og regnvejr så voldsomt, at man må vrides som en klud? For ikke at tale om de blodtørstige negre. Jeg tør ikke tænke på, hvad de djævelske hedninge kan finde på at gøre ved en hvid kvinde.« Han vendte sig om mod Isert og fortsatte: »Jeg må sige, doktor Isert, at jeg finder det ualmindelig ubesindigt at tage sin kone med til Kysten – og så i den tilstand!« Han gjorde en håndbevægelse i retning af Dorotheas runde mave.

Isert lagde armen om sin kone. Hendes knæ eksede svagt, og om muligt var hun endnu mere bleg end før.

»Min mand ville aldrig …« begyndte hun med svag stemme, men Kipnasse afbrød kort for hovedet:

»Og hvad mere er, doktor Isert, så er helbredet ikke den eneste grund til, at vi ikke har vores kvinder med, når vi rejser til Kysten. Det er på forterne akkurat som på skibene: Kvindfolk skaber jalousi og sår splid blandt mandskabet. Det har alle dage været bedst at lade dem blive hjemme. Jeg vil naturligvis være beæret over at have fru Isert som min gæst i nogle få dage, men noget langt ophold kan der ikke blive tale om.«

Iserts ar blev endnu rødere, og hans stemme dirrede. »Det behøver du slet ikke at bekymre dig om. Vi har ikke tænkt os at belemre dig med vores selskab.« Han stak hånden inden for vesten og rakte Kipnasse et foldet stykke pergament forseglet med rød lak. »Jeg har her et brev fra finansminister Schimmelmann med instrukser til guvernøren om at levere mig de ydelser og varer, som jeg får brug for til min mission.«

»Og hvilken mission er så det?« spurgte Kipnasse og tog brevet fra Iserts fremstrakte hånd.

»Jeg skal anlægge en plantage.«

»En plantage?« spruttede Kipnasse med en høj latter. »Hvorhenne?«

»På øen Malfi, tolv mil oppe ad Voltafloden.«

Kipnasse brød seglet og foldede brevet op. Købmanden så med over hans skulder.

»Jo hurtigere du opfylder mine ønsker, desto før slipper du af med os,« sagde Isert, mens Kipnasse læste finansministerens brev.

Da Kipnasse var færdig, fnøs han hånligt. »En anvisning på 1795 rigsdaler? Vil han have, at jeg uden videre skal udlevere slaver og byggematerialer og jern og proviant og alverdens andre ting? Ministeren må jo ikke være rigtig klog!« Han holdt brevet i venstre hånd og daskede hårdt til papiret med højre. »Det kan der ikke blive tale om.«

»Det er en direkte ordre fra København,« sagde Isert.

»Gør ingen forskel. De få varer, vi har, skal vi bruge til vores egne slaveopkøb. Jeg beklager.«

»Nej, hør nu …« Isert trådte et skridt frem. Han kunne ikke længere dæmpe sin ophidselse. »Det er noget, købmand Wulff bestemmer. Han er trods alt udsendt af Komp …«

Dorotheas hånd var gledet af hans arm, da han trådte frem mod guvernøren, og nu da hun ikke havde nogen at støtte sig til, løb den sidste rest af blod fra hendes ligblege ansigt. Varmen og det skarpe lys var blevet for meget for hende. Knæene gav efter, og hun besvimede.

Kofi tænkte ikke over, hvad han gjorde. Det hele gik så hurtigt. Han bare kastede sig frem og gav slip på parasollen, da han så hende falde. Lige før hun ramte dækket, fik han den ene arm ind under hendes nakke og den anden under hendes lænd.

Doktoren faldt på knæ ved siden af dem. »Dorothea!« udbrød han forskrækket og tog hende om skuldrene.

Kofi så englens øjenlåg sitre, men i det samme bukkede Kipnasse sig ned bagfra og rev fat i hans arm. »Hvor vover du at lægge hånd på en hvid kvinde?« brølede han.

Kipnasse løftede hånden til slag. Kofi holdt stadigvæk Dorothea i sine arme og kunne ikke værge for sig uden at give slip på hende. Det kunne han ikke få sig selv til. Han trak hovedet ned mellem skuldrene og lukkede øjnene.

For anden gang kom Købmanden til hans redning. Han lagde afvæbnende en hånd på Kipnasses arm og hviskede ham noget i øret. Kipnasse stivnede og så forundret på ham. Købmanden nikkede, og samtidig bukkede han sig ned, samlede parasollen op og gav den til Kofi, så han kunne give skygge til Dorothea. Så lod Kipnasse sig modvilligt trække et par skridt baglæns af Købmanden, men ikke før han havde sendt et arrigt blik efter Kofi, så han ikke var i tvivl om, at pryglene nok skulle falde på et senere tidspunkt.

Kofi vendte hovedet væk. Hvis pryglene først kom senere, ville han også først tænke på dem senere.

Han holdt parasollen ind over englen, så skyggen faldt over hendes hoved og overkrop. Hun havde en fin, hvid blondeskjorte på med høj hals, og over hendes runde mave bugnede skørter i flere lag.

Doktoren knappede hendes øverste skjorteknap op. Hendes hals var næsten hvidere end hendes ansigt, selvom man ikke skulle tro, det var muligt. Doktoren klappede hende forsigtigt på kinden. Dorothea slog øjnene op.

»Min elskede, jeg glemte helt, at du stadig er udmattet efter den lange sørejse. Hvordan har du det? Og barnet?«

Dorothea lagde en hånd på sin navle og så op på sin mand. »Det er ikke så farligt,« sagde hun. »Det var vist kun varmen.«

»Det er min skyld,« sagde doktoren og klappede hende på hånden. »Kan du tilgive mig? Jeg skulle aldrig have ladet dig stå så længe i solen.«

Dorothea smilte blegt.

»Nu har du fået ly for solens stråler, så får du det hurtigt bedre. Kom, lad mig hjælpe dig op at sidde …« Doktoren lagde en arm ind under ryggen på Dorothea og løftede hende forsigtigt op at sidde.

Nu hvor englen ikke længere hvilede i hans arm, gik det pludselig op for Kofi, hvad han lige havde gjort. Han gøs. Man rørte aldrig ved de hvide – heller ikke selvom man havde deres blod i årerne. I den henseende kunne han lige så godt have været sort hele vejen igennem. Han krabbede et skridt baglæns og skyndte sig op at stå. Alligevel holdt han straks efter igen parasollen frem over Dorothea Isert.

Imens hjalp doktoren sin kone på benene. Undervejs så han flygtigt på Kofi og sendte ham et lille nik til tak.

Kofi mærkede varmen blusse i kinderne. De eneste andre blanke, han nogensinde havde fået ros af, var guvernør Køge og pastor Holm.

Doktor Isert støttede sin kone ved albuen. »Kan du stå?« spurgte han. »Vi er straks færdige. Jeg skal bare have …« han slog ud med hånden i retning af Kipnasse og holdt med vilje en kort pause, som om han ledte efter ordet »… guvernørens ord for, at de ønskede varer vil blive leveret hurtigst muligt.«

Kofi fik en vanvittig tanke: Han kunne byde englen sin arm, mens doktoren gjorde sig færdig. Hvis han flyttede parasollen over i venstre hånd, kunne hun støtte sig ved hans højre albue. Det var …

Længere kom Kofi ikke i sin dagdrøm, før skipper Jens Jensen Berg trådte frem og forsigtigt tog fat om Dorothea Iserts albue. »Nu skal jeg hjælpe fru Isert til hendes kahyt.«

Bleg og viljeløs som en søvngænger lod Dorothea sig føre bort. Et kort øjeblik kiggede doktor Isert både beklemt og taknemmeligt efter skipperen og sin kone, inden han vendte sig om mod Kipnasse. »Finansministeren skriver meget klart, at det er guvernørens pligt at være mig behjælpelig …«

»Min gode doktor,« indskød Købmanden og smilte afvæbnende. »Jeg er sikker på, at guvernør Kipnasse vil gøre alt, hvad der står i hans magt, for at opfylde dine og finansministerens ønsker. Vi er naturligvis alle sammen interesserede i, at du skal få held med at anlægge din plantage.« Han gjorde en storladen armbevægelse, som omfattede både guvernøren, havet og fortet inde på kysten. »Desværre er pakhusene på Christiansborg tomme. Jeg ved det, jeg har selv set dem. Men guvernør Kipnasse har forsikret mig om, at der er varer på vej … guldstøv fra Kumasi, elfenben fra junglen, slaver fra Popo og Dahomey.«

»Er det sandt?« spurgte Isert og så på Kipnasse.

Kipnasse gryntede.

»Den første sending er allerede ankommet. Fra Akwapim. Der er auktion i Osu senere i dag. Den er imidlertid øremærket til Kompagniet og Fredensborgs lastrum. Derfor vil jeg foreslå, at du straks rejser til Malfi og ser på forholdene dér, mens vi venter på, at dine varer skal ankomme.«

Doktor Isert så indgående på Købmanden og forsøgte forgæves at granske hans ansigt. Tre måneder havde han tilbragt sammen med ham i snævre kahytter og på Fredensborgs dæk, og alligevel var det lige så umuligt for ham at tyde, hvad der skete bag Købmandens blå øjne nu, som det havde været, da fregatten lagde fra kaj i København.

»Storartet,« fortsatte Købmanden. »Hvis doktoren ikke har noget at indvende, vil jeg lade mig ro i land sammen med guvernøren, mens du gør dit selskab klar til afrejse. Det burde ikke tage mere end to dage at rejse over land til Voltaflodens munding og derfra op ad floden til Malfi. Guvernør Kipnasse stiller naturligvis bærere til rådighed.«

»Udmærket,« sagde doktoren.

Købmanden bukkede let. »Vil du overbringe Dorothea Elisabeth mine varmeste ønsker om en hurtig bedring?«

»Naturligvis. Tak.«

»Jamen, så farvel så længe. Og skynd dig i land. Jeg ser gerne, at du er med ved auktionen i eftermiddag.« Købmanden vendte omkring og gik hen til rælingen for at kravle ned i kanoen igen. »Guvernør Kipnasse, kommer du?«

Kipnasse skulede en sidste gang til doktoren og fulgte så i hælene på Købmanden.

Kofi sukkede lydløst, slog parasollen sammen og traskede med bøjet hoved efter guvernøren.

Doktor Isert så efter ham.

»For øvrigt,« udbrød doktoren pludselig. »Jeg får brug for en oppasser. Må jeg låne drengen?«

Kipnasse end ikke vendte sig om. »Nej,« svarede han kort.

Kofi stivnede midt i et skridt. Han forestillede sig, hvordan det ville være at kyle parasollen i nakken på guvernøren.

I mellemtiden havde Købmanden svunget det ene ben over rælingen. Han stoppede op overskrævs på lønningen og vendte sig om mod doktoren. »Hvilken glimrende idé,« sagde han. »Du kan tage ham med til Malfi.«