12

Bag de hvide mure

Kofi stod musestille op ad endevæggen. Han havde været i tvivl, om han skulle blive stående på sin plads ved væggen eller følge med guvernøren, da Kipnasse gik ud i gården, allerede før middagen begyndte. Men så var maden blevet serveret, og pludselig havde det været for sent. De blanke havde sat sig til bords, og middagen igennem havde han stået ubemærket i et hjørne og suget til sig.

Stemningen var høj i guvernementssalen. Dørene var slået op ud mod havet for at lukke aftenkøligheden ind, og kompagnislaver fra fortkøkkenet bar rundt på fade og store kalabasser med yams og fisk stuvet med palmeolie, grøntsager og peber. Selskabet var det største på Christiansborg i umindelige tider, og det blankskinnende mahognibord var dækket med det fine porcelæn, som Kompagniets skibe i sin tid havde hjemført fra Kina. Såvel palmevin som brændevin flød lystigt, og snakken gik.

Dagens auktion havde været den største længe. Ikke siden gamle guvernør Køges velmagtsdage, hvor der hvert år gik både ni og ti kompagniskibe lastet med afrikanere fra Kysten til De Vestindiske Øer, havde man set en handel som i dag.

Der var ikke én af de blanke på Christiansborg, der ikke priste Købmanden i høje toner. Han var kun lige ankommet til Kysten, og allerede var slavekasserne i fortgården stuvende fulde! På en enkelt dag havde han udrettet mere, end Kipnasse havde på flere måneder.

Nu rejste Købmanden sig nede for den ene bordende og hævede sit glas. »En skål for bedre tider!« udbrød han. »Må handlen på Kysten nå nye højder og gøre os alle velhavende! En skål for Kompagniet!«

»For Kompagniet!« rungede det bordet rundt.

Normalt var sammenkomster i guvernementssalen kun for officerer, men i anledning af den vellykkede handel havde Købmanden påtaget sig værtskabet og med en storladen gestus inviteret hele Christiansborgs et hundrede og femogtres mand store besætning.

Ti var mødt frem: en sergent, en korporal, en præst, en underassistent, en reserveunderassistent, tre artillerister og to musketerer.

Resten var forhindret på grund af hudfarve.

Den menige besætning på fortet bestod af et hundrede og halvtreds mere eller mindre uniformerede og bevæbnede kompagnislaver, de fleste af dem mulatter, som ikke havde adgang til guvernementssalen.

»Og en skål for fregatten Fredensborg og dens brave besætning.«

Skibspræsten og skibsofficererne hilste hjerteligt på Købmanden. Skipper Jens Jensen Berg nøjedes med et afmålt nik fra sin plads midt på bordets ene langside mellem doktor Isert og den tomme stol, hvor Dorothea skulle have siddet. Hun var stadig sløj efter sørejsen og var sengeliggende i pastor Holms værelse.

Oppe for bordenden vendte Købmanden sig nu om mod general Opoku og smilte bredt.

»Og en skål for ashantiernes store general, Opoku Fréfré, som allerede i morgen drager ud for at skaffe nye varer.«

»General Opoku,« genlød det rundt om bordet, noget mere halvhjertet denne gang, og gæsterne tømte på ny deres glas.

Købmanden satte sig og stillede sit næsten fulde glas fra sig. Foruden doktor Isert var han den eneste, der kun nippede til brændevinen.

»Må jeg spørge, hvor du har tænkt dig at gå på jagt denne gang, min ædle ven?«

Opoku smilte dovent. »Landsbyerne ligger tæt i Akwapim. Vi fortsætter, hvor vi slap.«

»Hm,« sagde Købmanden og så eftertænksomt frem for sig. Lidt efter lagde han en hånd på Opokus arm. »Jeg ser gerne, at du drager mod øst.«

»Mod øst? Så bliver det ikke kormantyrer, jeg kommer med.«

»Ikke desto mindre,« fortsatte Købmanden uanfægtet. Så lænede han sig frem og sænkede stemmen, så ingen andre kunne lytte med. »Kender du øen Malfi?«

»Malfi? I Volta? Hvor ewe-folket bor?«

Købmanden nikkede. »Hvis du kan tømme Malfi for mennesker, vil jeg betale fuld kormantyr-pris for alle de ewe-mænd og -kvinder, du kan skaffe.«

»Jeg flytter jagten østpå og kommer med små mænd og kvinder, men får samme betaling?« Alle vidste, at slaverne blev ringere, jo længere østpå man kom. Til gengæld blev de også lettere at indfange.

Købmanden nikkede.

Opoku smilte. »Udmærket. Om fjorten dage er der fulde slavekasser på Kongensten og Prinsensten.«

Købmanden hvilede albuerne på bordet og bankede fingerspidserne mod hinanden. »Glimrende,« smilte han og sad i et kort øjeblik og nikkede for sig selv. »Hvordan ønsker du at tage din betaling?«

»Ligesom i dag er fint.«

»Javel,« brummede Købmanden for sig selv og gennemgik indholdet af Fredensborgs lastrum i hovedet. »Bogholder Jessen!« råbte han så. »Genopfrisk min hukommelse. Hvordan var det nu, generalen tog sin betaling i dag?«

Underassistenten sad nogle pladser borte. Han var ikke vant til at blive tiltalt »bogholder« og skulle lige bruge et par sekunder, før han var sikker på, at det var ham, Købmanden talte til. Han missede et par gange med øjnene og valgte at tage det som en ære. Ved dagens handel havde han stået ved skrivepulten bag de høje herrer på auktionspladsen i Osu og omhyggeligt noteret de enkelte slavers værdi, efterhånden som bombaen undersøgte dem. Bagefter havde han omregnet værdien til varer efter den tabel, som Købmanden og generalen var enedes om.

Han var beruset, og bøgerne lå i assistentstuen. Det betød ikke noget. Han kunne det meste efter hukommelsen.

»Hr. Wulff, her på Kysten forholder det sig således, at de kommanderende varer skifter alt efter sted og tidspunkt – og med kommanderende varer mener jeg de varer, der er mest salgbare her og nu,« begyndte underassistenten, som var ivrig efter at gøre et godt indtryk. »Venter krig, tager de sorte købmænd gerne al betaling i krudt, flintebøsser og brændevin. I fredstid kan det derimod ske, at de tager hele købesummen i tørre varer. Det er som regel stof og lærred, især kartun og salempuris, men også …«

»Tak, det er mere end rigeligt. Jeg tror nok, jeg ved det, der er at vide om handel på Kysten, og mere til. Jeg vil bare vide, hvordan generalen tog sin betaling.«

»For en mandsslave, en kvindeslave eller i alt?« spurgte underassistenten.

»I himlens navn, så kom dog med det, menneske! Giv mig udredningen for en mandsslave. Resten regner jeg selv ud.«

»Javel, hr. Wulff.« Underassistenten foldede hænderne på bordet foran sig og begyndte at remse op. Han vaklede eller tøvede ikke en eneste gang: »Ved handlen i dag den 15. november 1788 ved Fortet Christiansborg har den sorte købmand general Opoku Fréfré taget følgende betaling for hver lydefri mandsslave: fem flintebøsser, firs pund krudt, to stænger jern, en potte fransk brændevin, en potte dansk brændevin, fire dusin små knive, to tin-kar, 24 alen blomstret sirts, tre indiske stykker tøj, fem indiske sjaler, to stykker hollandsk lærred, et messingfad, to stænger bly og to stænger kobber til en samlet værdi af ét hundred og tres rigsdaler.«

Forholdet mellem de forskellige varer passede nogenlunde med ladningen i Fredensborgs lastrum, og Købmanden nikkede tilfreds, mens underassistenten tørrede sveden af panden og tømte sit glas.

I det samme kom bombaen til syne i døren. Han var en af de få sorte, der havde lov til at komme i guvernementssalen, men tøvede alligevel med at gå indenfor. Købmanden fik øje på ham og vinkede ham nærmere. Bombaen gik i en stor bue uden om bordet, bukkede sig ned og hviskede Købmanden en kort besked i øret. Købmanden nikkede, og bombaen skyndte sig ud igen.

Købmanden rømmede sig og bankede med kniven på glasset. Krystaltonen klemtede i salen, og snakken forstummede.

»Mine herrer, vi har skålet for Kompagniet, og vi har spist og drukket med god samvittighed. For første gang i næsten et år er Christiansborgs slavekasser fulde, og vi kan alle se frem til en god fortjeneste.«

Der blev råbt hurra og klinket glas.

»Og nu fortæller man mig, at bålene er tændt ude i fortgården. Gløderne er røde, og jernet er varmt.«

Rundt om bordet så mændene på hinanden. Nogle med forventning i blikket, andre mere forbeholdne.

»Lad os derfor alle rejse os, tage vores glas i hånden og gå ud og overvære mærkningen …« Købmanden tøvede og bankede sig eftertænksomt med pegefingeren på underlæben. Så fortsatte han: »Skønt … nej, vi kan ikke begynde uden vores vært …« Han skævede til Kipnasses tomme stol og drejede bagefter hovedet fra side til side og så sig om i salen.

»Dreng!« kaldte han, da han fik øje på Kofi. »Ved du, hvad din herre laver?«

Kofi rystede på hovedet.

»Så er du vist den eneste,« klukkede Købmanden til stor morskab for de øvrige gæster. »Hvor plejer han at gå hen med sine sorte kællinger?«

Kofi blev varm i kinderne. Han så ned i gulvet. »Til sit sovekammer, herre.«

»Til sit sovekammer! Ja, hvor ellers? Skynd dig op og hent ham. Sig, at han skal skynde sig, så vi kan komme i gang med mærkningen. Selskabet venter på ham.«

Kofi satte farten ned, lige så snart han var ude ad døren. Guvernørens gemakker lå oven over salen, og han drejede til højre ad den overdækkede svalegang og traskede op ad trappen til guvernørens etage, hvor han fortsatte forbi sin egen soveplads, indtil han stod uden for guvernørens dør. Han havde ikke spor lyst til at banke på. Kipnasse havde drukket tæt hele dagen, og hvis han tilmed havde en slavekvinde på sit kammer …

»Hr. guvernør,« kvækkede han alt for lavt. Selv ædru ville guvernøren ikke kunne høre ham.

Han trådte et skridt nærmere og lagde forsigtigt øret mod døren. Der var stille derinde. Han bankede to gange med knoerne på den mørkbejdsede dør. »Hr. guvernør, selskabet venter.«

Ikke en lyd.

»Hr. guvernør …«

Ingenting.

Kofi tog forsigtigt i håndtaget. Haspen sad indvendigt på døren, men han kunne mærke, at den løftede sig uden modstand.

De rustne hængsler knirkede.

Kofi tog mod til sig og kiggede ind. Der var dunkelt, men ikke rigtig mørkt i kammeret. En prås brændte i en gulvstage i det fjerneste hjørne, og ind gennem dørsprækken flakkede et orange skær fra bålene i gården.

Kvinden lå på maven ind over bordet med armene ud til siderne. Hun var nøgen på nær en perlesnor om livet. Hun rørte sig ikke. Kofi spekulerede på, om hun var død. Det var ikke til at sige. Hendes ansigt vendte væk fra døren.

Det var først bagefter, han fik øje på guvernøren. Han sad i guvernørstolen og var næsten skjult bag det høje ryglæn. Den ene hånd hvilede slap på armlænet, og hans benklæder hang nede om anklerne.

»Hr. guvernør …«

Det gav et spjæt henne i stolen, og guvernøren drejede hovedet frem bag ryglænet. »Hvad vil du?«

»Herre, Købmanden har sendt mig. Han siger …«

»Kom ind og luk døren. Skynd dig!«

Kofi trådte indenfor. Haspen gled i bag ham.

»Hvad?«

Kofi så ned i jorden. »Købmanden siger, du skal komme. Selskabet venter.«

»På hvad?« Guvernøren lød underlig fjern.

»På mærkningen, hr. guvernør.«

»På mærkningen? Allerede?«

»Ja, hr. guvernør. Selskabet venter nede i gården.«

Guvernøren gryntede. Så rejste han sig tungt fra stolen og var nær snublet i sine bukser. Han trak dem op og prikkede til kvinden. Hun reagerede ikke. Satans også. Kællingen tilhørte Kompagniet. Hvis han havde slået hende ihjel, kom han selv til at betale for hende.

»Hent bombaen,« sagde han til Kofi og gav sig til at tygge i sin tommelfingernegl.

Kofi stirrede på kvinden. Han kunne ikke se, om hun trak vejret eller ej. »Er hun …?«

»Hent så for helvede bombaen!« hvæsede guvernøren og hamrede en knytnæve hårdt i bordet.

Kofi forsvandt ud ad døren igen.