Varmark og steppeulven

Ti år før Dag 0:

Leif træder i karakter og møder Eik Skaløe

Samme dag, som Leif Varmark blev udlært i sommeren 1960, tog han toget væk fra København og livet som kontormand.

I en tekst fra samme forår har han formuleret, hvordan han ikke med ren samvittighed kunne fortsætte med at leve som sine kolleger på kontoret med deres “materielle mentalitet, arbejdsformernes trivialitet, ensretningen, oversocialiseringen.”

“Jeg ved godt, at man ikke kan leve uden at arbejde, og som eneboer eller særling ønsker jeg ikke at leve, men der må findes en udvej, så man undgår den grå, ensformige tilværelse, der, efter hvad jeg kan forstå, er den mest fremherskende blandt almindelige mennesker,” skrev den attenårige Leif.

Togturen gik til Narvik i det nordligste Norge, hvor Leif havde meldt sig til en international arbejdslejr, og bagefter rejste han længe rundt i Finnmarken. Næste forår blev han militærnægter i Gribskov-lejren sammen med socialister og pacifister, og her hørte han om Kampagnen mod Atomvåben. Samtidig blev terylenebukser og ternede skjorter skiftet ud med fløjlsbukser og strikkede uldsweatere, og håret blev redt fremad i stedet for tilbage med Brylcreem.

Fra lejren var det tilladt at tage ind til København om aftenen, og Leif meldte sig til aftenholdet på Akademisk Studenterkursus. Her mødte han en spinkel, rødhåret fyr med det mærkværdige navn Eik Skaløe. Eik havde selv fundet på efternavnet i stedet for sine forældres Sørensen.

Eiks lille værelse i Vardegade havde den fordel, at udlejeren, en ældre dame, var stokdøv, og at det derfor var muligt at feste og larme natten igennem. Værelset blev samlingssted for en ung flok, der var på flugt fra det foregående årtis moralske spændetrøje.

“Her sad vi utallige nætter,” fortæller Leif Varmark, “og rakkede alt ned: Husmødre med rengøringsvanvid, slipse- og mappedyr, samlebåndsarbejde og kontornusseri, frisurer med midterskilning, strutskørter, blankpudsede sko, højhuse, popmusik, kulørte hefter, mode og reklamelir, politik, militarisme og atombomber.”

Leif havde allerede som kontorelev købt sig en guitar og taget et kursus, og på arbejdslejren i Norge havde han lært et udvalg af folkesange fra hele verden. Nu spillede han til de sange, som de andre også kendte fra Atomkampagnen – We shall overcome og Where have all the flowers gone – og lærte sig akkorderne til andre af protestsangene fra nye, amerikanske folkesangere som Pete Seeger og Tom Paxton.

Eik lærte akkorderne af Leif og overtog en gang imellem guitaren. Eller som Iben Nagel Rasmussen, der siden blev kæreste med Eik, skriver i bogen med hans Breve til en veninde: “Leif spillede guitar, var politisk aktiv og militærnægter. Han var Eiks første store forbillede.”

Hele flokken i Vardegade blev engageret i Kampagnen mod Atomvåben, som Ibens far, digteren Halfdan Rasmussen, havde været med til at stifte. Halfdan Rasmussen havde fra sin ungdom rødder i en særlig udgave af anarkismen, anarkosyndikalismen, som ville bruge fagforeningerne til at nedbryde kapitalismen med generalstrejker og demonstrationer.

Op til påskemarchen mod atomvåben i 1962 fik Eik den idé, at Atomkampagnen skulle have sin egen avis, og da kampagneledelsen ikke faldt for den idé, gik han selv i gang med at lave den sammen med et par andre fra gruppen.

Bladet, der fik navnet Alternativ, blev stencilduplikeret og delt ud til marchdeltagerne. Redaktionen kom hurtigt i et modsætningsforhold til ledelsen af Atomkampagnen, som ville sikre organisationen en ren profil. Bladet nøjedes nemlig ikke med at skrive om atomvåben, men også om kolonialisme og undertrykkelse både i Danmark og ude i verden.

Carsten Grolin og Eik Skaløe skrev selv til bladet, og Iben havde gennem sine forældre, Halfdan Rasmussen og forfatteren Ester Nagel, adgang til nogle af tidens mere garvede, venstreorienterede forfattere.

Med bladarbejdet følte flokken, at den også fik indflydelse på sin tid, og at den blev del af en større bevægelse ud over Europa. Med Eik Skaløes ord var det “den berusende følelse af en verdenspuls, som rejste sig.”

Leif Varmark, Bisserup, maj 2011. Foto: Poul Rasmussen

Også Leif Varmark kom med i redaktionen. Men hans og Eiks foretrukne samværsform var at hænge på ABC-Cafeteriet ved Rådhuspladsen eller på Nørrepop ved Nørreport eller, endnu bedre, at daske rundt på må og få og betragte storbyens liv. Nogle gange slog de sig ned på et sted en hel dag og måske natten med – ved Strøget på Amagertorv, på Fisketorvet, da der stadig kom fiskekuttere ind, eller på en varmluftsrist ved Det Kongelige Teater, hvor de kom med tilråb til de nydeligt klædte teatergæster. Eik kunne godt finde på at fare hen til en særlig sminket Hellerup-kvinde og bukke med et “Frue, må jeg gratulere med Deres nye rottepels.”

En dag, mens Carsten Grolin var på toilettet, kyssede Eik for første gang Iben. Han overtog simpelthen Carstens kæreste, men gruppen blev ikke desto mindre ved med at holde sammen, nu i en ganske lille, fremlejet lejlighed i Sverrigsgade på Amager.

På en samling madrasser på gulvet holdt flokken omkring Alternativ til, mens den lavede avis, drak øl og røg cigaretter, læste Camus’ Sisyfos-myten og André Gide, råbte og skændtes, spillede guitar og hørte høj musik på grammofonplade, indtil alle faldt i søvn oven på hinanden. Eik og Leif forsøgte sig også med at skrive protestsange på dansk, men uden det store held.

I løbet af foråret 1963 gik gruppen omkring Alternativ i opløsning. De fleste af redaktionsmedlemmerne ville ud at rejse, snart var de spredt ud over Europa, og ingen stod parat til at føre bladet videre.

Eik lånte hundrede kroner af Leif, så han kunne følge efter Carsten og dennes nye kæreste til Paris. Her lærte Eik i løbet af sommeren at ryge hash og spise såkaldte ferietabletter, amfetamin, der i Frankrig kunne købes uden recept. I brevene hjem forklarede han, hvordan man ristede tobak og hash og rullede det som en cigaret.

Året efter tog Leif af sted mod Rom og Athen sammen med “en billedskøn kunststuderende ungmø”, og senere slog han sig ned i Oslo i et boheme- og kunstnermiljø, hvor han førte sig frem med sine protestsange.

Da Leif vendte hjem til sit lejede værelse i Magstræde i København, opdagede han, at de gamle venners brug af euforiserende og opkvikkende stoffer havde taget en alvorlig vending: Eik, Iben og andre af vennerne havde på et tidspunkt brudt døren op og boet i værelset. Det flød med vat, engangssprøjter, sølvpapir, pilleglas, stearinlysstumper, aske, flasker og brugt lokumspapir. Eik havde udvidet sine eksperimenter til at omfatte morfin og andre stoffer, han kunne skaffe sig, blandt andet ved indbrud på apoteker.

I sommeren 1966 sad Eik Skaløe i celle 13 i Helsingør Arrest efter endnu et apoteksbræk. Da han efter en gårdtur skrev et af sine mange breve til sin elskede Iben, udtrykte han samtidig mange af de følelser og tanker, som året efter blev den poetiske og eksistentielle nerve i ungdomsoprøret.

“Når vi igen sidder over en kop ti timer gammel kaffe på ABC,” skrev Eik, “eller på en stille strandbred med en flaske rødvin eller under en palme, der vifter, så skal vi tale om …

– det at elske uden at eje

– at standse op på en tilfældig gade og spørge, hvorfor her, hvem her, er det mig, hvem er jeg?

– om landet Eik med en masse forskellige indbyggere, der ikke kan enes, og om landet Iben

– om det at få åbnet op for alle sine sanser, så stærkt, at man tror man skal dø, og om at overleve det

– om at være en moderne frihedskæmper med en usynlig fjende

– om de gale, der er fornuftige, og om de fornuftige, der er gale

– om aldrig at binde sig for resten af livet, fordi fordi …

– om lysten til at gå og gå og aldrig komme tilbage, når en verden åbner sig – DÉR har jeg været.”

Leif Varmark og Eik Skaløe mødtes først igen i sommeren 1967, da Leif rejste hjem efter endnu et langvarigt ophold med druk og hash i Norge, hvor en kæreste til sidst havde forsøgt at begå selvmord med nervepiller.

På københavnerbåden fandt Leif et gammelt nummer af Ekstra Bladet med et stort foto af Eik. Han var sprunget i Christianshavns Kanal, iført høj hat og runde briller og med en blomst i munden, for at reklamere for sin nye plade med Steppeulvene. I begyndelsen af juni havde gruppen udgivet den epokegørende Hip.

At være ‘hip’ var det modsatte af at være ‘square’, firkantet, retlinet og pæn. I USA blev begrebet allerede benyttet af beatnikkerne, der med Jack Kerouacs roman fra 1957 On the Road som det centrale litterære værk tog afstand fra småborgerligheden og i stedet dyrkede et frit liv som kunstnere og bohemer. Hippiebevægelsen voksede ud af beatnikgenerationen midt i tresserne og delte beatnikkernes interesse for bevidsthedsudvidende stoffer, musik og østlig religiøsitet.

De hippe – eller hippierne, blomsterbørnene, The Loving Generation – kunne straks genkende hinanden på en lang række tegn: Det lange hår, der i USA var opstået som en reaktion mod Vietnam-soldaternes karsehår, de bare tæer, det afslappede, løse tøj i farvestrålende mønstre og lange perlekæder, inspireret af både indianerne og rejserne til Østen.

De hippe havde ikke kun musikken og en stigende interesse for psykedeliske stoffer til fælles, men også en berusende følelse af at skulle befri hele menneskeheden fra borgerskabets snærende bånd og normer. Og det hele eksploderede for alvor i sommeren 1967.

Da Leif kom til København, sporede han Eik til en lejlighed, indrettet som en orientalsk hashbule øverst oppe i en slidt ejendom i Dronningensgade på Christianshavn, hippiernes foretrukne kvarter.

Gulvene var dækket med madrasser, væggene med mønstrede, indiske stoffer og plakater med hinduistiske elefant- og slangeguder, på ølkasser stod nedbrændte stearinlys, askebægre, røgelseskar og små Buddha-figurer. Folk kom og gik, lå eller sad på madrasserne og rullede joints, stoppede de udskårne chillums og røg galar døgnet rundt.

Galar, det græske ord for vandpibe, og shit, en afledning af ‘chitt’, sanskritordet for bevidsthed, var de mest anvendte slangord for den hash, der var det centrale samlingspunkt i de mange lejligheder – kaldet afdelinger eller scener – hvor galarfolket levede på gulvet med orientalske guder og hellige mænd på væggene.

Andre ord for hash i sin klassisk bearbejdede, faste form var cannabis, fed, tjums, bønne eller tjald, mens ordene græs, pot og marihuana især blev brugt om den ubehandlede, tørrede hampeplante. Mens de smuldrede hashklumper oftest blev røget i den særlige hashpibe, chillummen, blev græs røget som rullede cigaretter, joints eller reefers. Uanset metoden var hippiernes rygning en fælles sag – i modsætning til den almindelige øldrikning gik piben rundt i kredsen, og man delte gerne, hvad man havde af galar.

Prisniveauet lå, ifølge en “forbrugervejledning” af Ole Stig Andersen i Politisk Revy fra august 1967, på mellem to og femten kroner grammet. Mere end syv kroner grammet burde man efter skribentens mening ikke ofre, medmindre der var tale om den eftertragtede sorte hash fra Afghanistan, den kraftige og velsmagende Sort Afghan, eller det “velsagtens bedste stof overhovedet” fra selveste Nepal.

Som et kuriosum omtaltes de første forsøg med dansk dyrket marihuana, hvis kvalitet dog blev betegnet som “i enhver henseende ringe.”

Den dengang kendte rejsejournalist Karl Eskelund, der havde mødt hashrygere flere steder i verden, har sammenlignet galarfolket med de første kristne. “I stedet for i hemmelighed at indtage nadveren, ryger de en pibe sammen. Ligesom de kristne dengang lever de i frygt for myndighederne,” skriver Eskelund i sin bog fra 1969, Midt i en hashtid.

Intet sted i verden var hashscenen så livlig som i København, hvor der ifølge kendere var over tusinde afdelinger, beretter Eskelund, og galarfolket var kendetegnet ved at være modstandere af enhver form for vold som middel til at ændre samfundet. “En sådan tanke er imod hele deres indstilling, for i deres øjne er kun de forandringer, der finder sted inde i menneskene, af virkelig betydning.”

Et par dage efter at Leif Varmark havde slået sig ned i afdelingen i Dronningensgade, dukkede en grinende Eik Skaløe op.

Da Eik ikke kunne finde en chillum, slog han halsen af en ølflaske og skrabede glasskårene til side med en nøgen fod, der manglede mindst én tå. Han rullede en kugle af lidt sølvpapir og stoppede det i flaskehalsens åbning, ristede lidt tobak, blandet med sort galar, og stoppede flaskepiben. Leif tændte med tre tændstikker, som han havde lært af de andre i lejligheden.

I de mellemliggende år, fortalte Eik, havde han været ude på flere lange rejser, tværs over Afrika og gennem det mellemste Østen, mens han skrev breve og digte. Efter hjemkomsten havde han mødt folkesangeren og guitaristen Stig Møller, der havde sat musik til hans digte.

Eiks gamle ven fra Alternativ-tiden, Carsten Grolin, havde i mellemtiden fået fast job på Ekstra Bladet, og han trykkede på nogle knapper, så Steppeulvene fik en pladekontrakt.

En af sangene handlede om Nepal, et drømmeland for Eik og andre rejsende hippier, der tomlede ned gennem Europa til Marokko, hvorfra det meste hash kom til Danmark, og videre gennem det nordlige Afrika. Eller gennem Tyrkiet til Mellemøsten og Afghanistan, hvor Kabul var et knudepunkt for handelen med opium og Sort Afghan, og derfra videre mod Indien.

De første hippier var siden nået gennem Himalaya-bjergene til Nepal, der ved første indtryk kunne ligne et Utopia med et materielt fattigt, men smilende folk, der hilste med hænderne samlet foran brystet, med hashrygende vismænd, indsmurt i aske, gyldne Buddha’er, bedemøller og blomstersmykkede templer til dyrkelse af Shiva og hans hellige fallos. Shiva, på én gang skabelsens og ødelæggelsens gud, havde ifølge legenden overbragt hampeplanten til mennesket og sagt, at den ville gøre de kloge klogere – og de dumme dummere.

Eik satte sin nye plade på grammofonen.

Åh Itsi-Bitsi ta’ med mig til Nepal

Vejen er lavet af rågummisåler

ta’ dine sko af for asfalten tåler

kun dine bare tæer

kys dine skarabæer

og lyt til speedometeret der skråler

at vi er inviteret til lamabal

så Itsi-Bitsi ta’ med mig til Nepal

Leif syntes, det var skidegodt. Han genkendte flere af sangene som kærlighedserklæringer til Eiks gamle kæreste Iben, Itsi-Bitsi, der året før var flyttet over til Odin Teatret i Holstebro.

Eik viste Leif den roman, som havde givet navn til bandet, Hermann Hesses Steppeulven fra 1927. Bogens hovedperson Harry Haller, en belæst og intellektuel enspænder, blev opfattet som en tidlig kritiker af åndløs civilisation og småborgerlighed, og Steppeulven blev genopdaget som en kultbog af hippierne. Ikke mindst var Eik inspireret af bogens grå sider, Traktat om Steppeulven, med mottoet “Ikke for alle – kun for forrykte.”

“I stedet for at indsnævre din verden, at gøre din sjæl enklere, vil du stadigt måtte optage mere af verden, til sidst hele verden i din smerteligt udvidede sjæl,” skriver Hesse i traktaten. “Hver fødsel betyder adskillelse fra altet, betyder afgrænsen, afsondring fra Gud, lidelsesfuld nyskabelse; ophævelse af den smertefulde individualisme betyder at blive Gud: At have udvidet sin sjæl således, at den igen formår at omfatte altet.”

Harry Haller havde besluttet sig for at begå selvmord på sin halvtredsårs fødselsdag, forklarede Eik. Det interesserede ikke rigtig Leif.

Leif sluttede sig til selskabet rundt om Eik og oplevede Steppeulvene spille i Soho på Bakken og til Danmarks første Love-In i Kongens Have i juli 1967, klædt i blomstrede skjorter og halsklude.

“Det var deres hverdagskluns,” beretter Leif Varmark. “Der var intet skel mellem deres daglige gøremål og deres offentlige fremtræden. Der var heller ikke noget med, at de forberedte sig, når de skulle spille – bortset fra at de lige skulle fyre en fed, inden det gik løs.”

Livet var heftigt omkring Eik Skaløe, ikke mindst når det gjaldt indtaget af alle slags euforiserende og narkotiske stoffer.

“En gang imellem fik vi fat på noget syre,” skriver Leif Varmark, “og en dag åd jeg ti amfetaminer på én gang, hvilket forårsagede en slags skizofreni- eller paranoiachok, som varede tre dage. Jeg var flippet ud. Jeg hang på den.”

Det var blevet Summer of Love.