Boom-In

Året op til Dag 0:

Kim Larsen møder hippierne i Farvergade

I to etager i ejendommen Farvergade 10 i København lå i året op til Thylejren et af hippiernes højst elskede mødesteder, skråt over for det grundtvigianske Vartov og ikke langt fra Drop Inn.

I stueetagen eksperimenterede et par teatergrupper under det fælles navn Secret Service med teaterformen, og i de sortmalede og stærkt tjaldtilrøgede kælderlokaler, møbleret med ølkasser, metallamper og gamle madrasser fra Kofoeds Skole, optrådte mange af tidens nye danske beatgrupper. Det gjaldt både hippiemiljøets højt profilerede Young Flowers og Blue Sun, nyere navne som Kajs Camping med Stig Møller og brødrene Jens og Morten Arnfred – og et i begyndelsen ganske ukendt orkester ved navn Gasolin’.

Huset i Magstræde var endnu ikke åbnet, og efter at andre tilholdssteder som Studentersamfundets lokaler, Galleri 101 og beatstedet Klub 27, var blevet lukket, åbnede Farvergade som et nyt frirum i efteråret 1969. Idéen med stedet var at lade alle de nye former for kunstneriske udfoldelser – gruppeteater, beatmusik, film og aktionskunst – mødes i de såkaldte Boom-Ins.

En Boom-In forløb over flere døgn omkring en weekend, og dele af publikum flyttede simpelthen ind i lokalerne i hele perioden.

“For mig var Farvergade et eventyrligt sted,” fortæller Kim Larsen. “Der var altid sort af mennesker over det hele – bortset fra når vi spillede.”

Plakaten til den første Boom-In i Farvergade, et 96 timers show fra 9. til 12. oktober 1969, var lavet i rødt og blåt silketryk af en af Eks-Skole-kunstnerne, Bjørn Nørgaard. Fotoet på plakaten var fra en aktion, som han sammen med sine kone, Lene Adler Petersen, havde gennemført på Kunstakademiet tidligere samme år med en næsten nøgen, maskeklædt Lene Adler, der opfører en slags rituel dans, mens Bjørn Nørgaard, kun iført lændeklæde, arbejder med ild og primitive genstande foran et beduintelt.

Parret gentog aktionen i Farvergade til den første Boom-In, der af Bjørn Nørgaard samtidig blev opfattet som en del af Eks-Skolens såkaldte Slump-aktioner. En måned før havde Bjørn Nørgaard, Peter Louis-Jensen og andre fra Eks-Skolen for første gang arrangeret en Slump-festival, et ugelangt eksperiment med at skabe en alternativ by på en mark ved den sjællandske landsby Jenslev – og samtidig en slags kunstnerisk forløber for Thylejren.

Efter aktionen tilberedte Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen en stor festmiddag med en selvdød svane, fundet i søen i Ørstedsparken.

Mellem syv og otte hundrede betalende gæster besøgte den første Boom-In og lagde ti kroner i billetpris for alle 96 timer. I kælderen kunne de høre bands som Blue Sun, Day of Phoenix, Hair, Blues Addicts, Mardoux’ Sandaler, Hurdy Gurdy og Steppeulve-bassisten Søren Seirups til lejligheden gendannede Hey Joe’s Ballonrute.

På etagen ovenover blev der ud over Bjørn Nørgaards aktion mest spillet teater, først og fremmest af Secret Service, der ligesom andre af sentressernes nyopståede gruppeteatre fungerede uden teaterskoleskoleuddannede skuespillere og stjerner.

Farvergade havde ingen alkoholbevilling, men fra en bod blev der solgt hippiefesternes sædvanlige sortiment af te, sodavand, slik og frugt, mens de fleste medbragte deres egen galar og chillum. Nogle gange kom Profet Olsen fra det nedlagte Galleri 101 forbi og bryggede en grydefuld potchai.

“Selv betragter initiativtagerne det første arrangement som en stor succes,” hed det bagefter i Superloves reportage, “en opfattelse, der sikkert også deles af mange af de besøgende, som boede der i flere dage!”

Superlove forklarede, at Farvergade blev ledet af en bestyrelse af teaterfolk, der satsede på, at “stedet skal blive et slags knudepunkt, et samlingssted for en masse mennesker, der kan tune sig ind på hinanden og udveksle erfaringer.”

Formålet var ikke at skabe et traditionelt teater eller koncertsted med færdige forestillinger på bestemte tidspunkter, men et rum for eksperimenter, hvor publikum kunne følge et orkester eller et teaterstykke under udvikling. Bestyrelsens plan var at afholde Boom-In hver fjortende dag og senere hver weekend.

For at leve op til lovens krav vedrørende teaterbevillinger og tilskud fra Kulturministeriet havde bestyrelsen måttet vælge en direktør, Jesper Sølling, der havde organisatoriske erfaringer fra storkollektivet Sofiegården på Christianshavn.

“Det var Jesper, min gamle ven fra Sofiegården, der kørte Farvergade,” som Kim Larsen siger. “Han var en skrap vicevært. ‘Vær venlig at få fjernet jeres chillumfnaller’, som han gik rundt og sagde.”

Allerede i efteråret 1965 var den tyveårige student Kim Larsen og hans gymnasiekæreste Mariann uden tilladelse flyttet ind i et tomt baghus til Dronningensgade 37, en del af det kompleks på hjørnet af Dronningensgade og Sofiegade, som siden fik navnet Sofiegården.

Kim Larsen var netop kommet hjem fra et ophold på Askov Højskole, hvor han med Niels Højlund som lærer havde pløjet sig igennem Bibelen, Koranen samt Marx’ og Engels’ værker, ud over at han var blevet dybt fascineret af Frank Jæger. Nu skulle Kim begynde på seminariet for at læse til lærer ligesom sin mor.

Egentlig havde han ikke haft noget imod efter højskoleopholdet igen at flytte hjem til mor på Mågevej i det københavnske nordvestkvarter, men Mariann insisterede på, at det var på tide at flytte hjemmefra.

En af kammeraterne fra Askov kendte de tomme ejendomme på Christianshavn, og sammen med Mariann rykkede Kim ind i en lejlighed i baghuset. Vinduerne var revnede, der var ingen lås på døren, og inden man tændte lys i lejligheden, skulle man trække mørklægningsgardiner for vinduerne, fordi ingen måtte opdage de illegale beboere.

“Alle vi 68’ere var dødforkælede, siger myten, men i virkeligheden var mange af os ludfattige,” fortæller Kim Larsen. “Vores lejlighed var det værste slum med lokum i gården og rotter på loftet. En dag, jeg kom hjem fra seminariet, sad der en stor, fed, gammel rotte midt på gulvet og hvæsede. Jeg var ved at pisse i bukserne af skræk og flygtede ned i gården, hvor jeg spurgte ‘Bessefar’, hvad jeg skulle gøre.

Bessefar, som Gasolin’ siden skrev en sang om, var den mest erfarne af de drukkenbolte, som holdt til i kvarteret – det var folk med stil, ikke sprittere som dem på Koefoeds Skole på den anden side af gaden. ‘Skal vi slå den ihjel for dig?’ spurgte han, ‘eller vil du selv klare det med en skovl?’ Jeg tog en skovl med op ad trappen og håbede bare, at rotten var væk. Men den sad stadig midt på gulvet. Og så slog jeg.”

Den seminariestuderende Kim Larsen havde en drøm, som han gik i gang med at realisere i baghuslejligheden. Han ville være forfatter og skrive en stor roman i stil med Melvilles Moby Dick.

“Jeg var allerede begyndt at skrive på Askov, og nu fortsatte jeg med stor flid. Når de andre gik på Laurits Betjent for at drikke, blev jeg hjemme og skrev. Det skulle være en kæmpe roman, en litterær sensation, der ville lægge hele verden ned.”

Kim Larsen er ikke meget for at fortælle, hvad den fem hundrede sider lange roman handlede om, endsige hvad den hed. Manuskriptet kom siden retur fra fem-seks forlag, og det er for længst kasseret, siger han.

“Jeg lærte at arbejde med ord, og det har jeg siden haft glæde af. Jeg lærte også en hel del om arbejdsdisciplin og tålmodighed. Selv om jeg har skrevet første og sidste vers til en sang, kan der godt gå to år, før jeg får skrevet det svære i midten.”

I sommeren 1968 blev Kim Larsen færdig som skolelærer og fik efter ferien ansættelse på Gerbrandskolen på Amager, hvor de senere Gasolin’-medlemmer Franz Beckerlee og Wili Jönsson havde gået i skole sammen.

Wili Jönsson, der spillede klaviatur med både jazzbands, danseorkestre og stjernen Peter Belli, boede oppe under taget i en naboejendom til Sofiegården. Wili havde næse for at finde det hippeste tøj – trompetbukser, jakker, silkeskjorter med lange flipper – og Kim beundrede i hemmelighed hans cool dandystil.

Sammen med Mogens Mogensen, kvarterets poetiske drukkenbolt, satte Wili af og til en annonce i Ekstra Bladet, hvor de annoncerede med ‘Bohemefest på Christianshavn – tag selv mad og vin med’. Det væltede ind med mennesker i Wilis lejlighed, og de to værter fik gratis forsyninger til huse.

En eftermiddag, Kim Larsen kom hjem fra arbejde, sad Wili Jönsson og solede sig nede i gården med nyvasket hår, som om han lige var stået op. De faldt i snak, og Wili forklarede, at man jo ikke behøvede at gå på arbejde hver dag. Selv supplerede han indtægterne fra musikken med at arbejde som bartender og postbud eller med at vende pelse hos Danske Pels Auktioner i Glostrup. Det gav ham masser af frihed.

Sådan skal man leve, tænkte Kim Larsen og sagde sit arbejde op, få måneder efter at han var begyndt som lærer.

“Jeg var ikke hippie. Jönsson var midt i det, selv om han måske var en Loke i miljøet, mens jeg var udenfor og gerne ville ind,” siger Kim Larsen. “Men jeg havde det svært med hippiegevandterne og alt det hellige. Var det ikke bare kejserens nye klæder? I virkeligheden var jeg ret konservativ og kritisk over for alt det nye. Men jeg kunne jo mærke, at det var hos hippierne, at der var gang i den, og at det var hippierne, der lavede al den fede musik: Jimi Hendrix. Og Beatles, fra deres Revolver og frem. Al andet musik var ‘dead corny’.

Den nye danske beatmusik var jeg i begyndelsen alt andet end begejstret for. En efterårsaften i 1967 stod jeg sammen med en af mine venner fra Askov ude i Dronningensgade. Det var sådan en regnvejrsaften med gadelysene tændt i disen. ‘Der går Eik Skaløe,’ sagde han og pegede over på den anden side af gaden. ‘Hvem?’ sagde jeg. Han forklarede, at Eik var med i Steppeulvene og skrev sange på dansk. Det syntes jeg lød åndssvagt. Hvorfor i alverden skulle man høre på et dansk orkester, når man kunne lytte til Beatles? Senere fik jeg ørerne op for Steppeulvene, og deres sange – sådan én som Lykkens Pamfil – var den væsentligste årsag til, at vi i Gasolin’ begyndte at synge på dansk i 1971.

Profet Olsen boede også i Dronningensgade. Han havde flyttet en sofa ud på gaden og sad med sit lange hår, benene over kors og sit ‘Hari Om’. Jeg var meget skeptisk. En af vennerne hev mig med ind på Galleri 101 i Store Kongensgade, hvor ypperstepræsterne var Profet Olsen og Jerome, og hvor der var fyldt med madrasser på gulvet, stearinlys og indiske stoffer ned fra loftet. Jeg var lige ved at gå igen, men så begyndte et psykedelisk orkester ved navn Hurdy Gurdy at spille. Det var noget totalt syret ragarock, men også totalt fedt. Det var et dansk orkester, men de spillede vanvittig godt.

Den politiske del af ungdomsoprøret havde jeg det også svært med. Jeg fandt det fuldstændig latterligt, da et eller andet psykologistuderende fjols ydmygede Mogens Fog på talerstolen til en fest på universitetet – Mogens Fog, den gamle frihedskæmper! På den marxistiske fløj var der for meget hykleri og selvhøjtidelighed. Men med hippierne var dagordenen en anden, fandt jeg ud af. Man var altid parat til at give sin sidste smøg væk. ‘Jamen, det er jo din sidste!’ ‘Det gør ikke noget, tag den bare.’ Sådan var stemningen.

‘Hippie’ havde en understrøm af ægte frihed – selvfølgelig tilsat det hykleri og medløberi, som enhver bevægelse har. I virkeligheden lå det meget tæt på mine egne værdier: Man skal aldrig sætte spørgsmålstegn ved frihed og demokrati. Vi gør, hvad vi vil, men under ansvar. Frihed med selvkontrol. Mennesker som Jesper Sølling repræsenterer for mig den grundholdning, at man skal opføre sig ordentligt over for andre mennesker. Det var også understrømmen fra hippie, der betød, at halvfjerdserne blev det mest moderne årti, jeg har oplevet: Dengang var der stadig et kritisk lys på politikerne, og folket stod vagt om demokratiet.”

Fra midt i 1968, netop som Kim Larsen fattede sympati for hippiestrømmen, begyndte hippiernes udfoldelsesmuligheder at blive begrænset. Studentersamfundet gik konkurs, Galleri 101 blev lukket, og mørke skyer trak også sammen over Sofiegården.

Midt i tresserne var en del ejendomme på Christianshavn og Nørrebro blevet ‘kondemnerede’, det vil sige erklæret uegnede til boliger af kommunen og derfor dømt til nedrivning. Men efterhånden som de gamle beboere blev genhuset, rykkede unge mennesker som Kim Larsen ind, og i kvarteret omkring Christianshavns Torv, Dronningensgade og Sofiegade gjaldt det også sangerne Cæsar og Trille samt tjaldguruerne Profet Olsen og Jerome.

Det boligselskab, som ejede en gruppe af de kondemnerede ejendomme, accepterede i 1965 at leje husene ud til en forening af unge, som allerede boede i lejlighederne, dog på betingelse af at de officielt kun måtte bruges som lagerlokaler. I foråret 1966, et halvt år efter at Kim Larsen var rykket ind, gik de unge dog i realiteten i gang med at indrette sig som et stort kollegium eller kollektiv under navnet Sofiegården. Et par af de mest forfaldne baghuse blev revet ned, beboerne indrettede fælles gård og renoverede lejlighederne i forhusene.

Inspireret af Sofiegården rykkede et halvt hundrede unge året efter ind i den kondemnerede ejendom Stengården i Stengade på Nørrebro, og i de følgende år bredte den såkaldte slumstormerbevægelse sig til flere huse på Nørrebro og Vesterbro.

Sofiegården var med ungdomsoprøret blevet centrum for koncerter og folkefester på Christianshavn, der blev den danske hovedstads svar på Haight-Ashbury-kvarteret i San Francisco. Men ejendommene var formelt set stadig dømt til nedrivning, og den socialdemokratiske boligborgmester, Edel Saunte, stod fast på, at beboerne skulle rømme et par af husene.

“Da Saunte ville rive Sofiegården ned, trådte Jesper Sølling i karakter som folkefører,” fortæller Kim Larsen. “Sammen med sin kæreste, Britta Lillesøe, gik han meget aktivt ind i kampen for, at vi kunne blive boende. Der blev bygget barrikader med pigtråd, Republikken Sofiegården blev udråbt, og Jesper skrev ‘Magten vokser ud af et geværløb’ på muren. Jesper viste sig at have store retoriske evner, men samtidig mente han alt, hvad han sagde, og det gjorde ham til en fantastisk taler. Han kunne tale, så alle, inklusive han selv, fik tårer i øjnene.”

Da politi og bulldozere til sidst rykkede frem mod Sofiegården en snevejrsdag sidst i februar 1969, var Kim Larsen blevet far til Pelle, og familien var flyttet til en anden lejlighed.

Fra Wilis taglejlighed i nabohuset så Kim Larsen, der havde Pelle med i lift, hvordan to hundrede politibetjente fjernede hans gamle naboer med magt, og hvordan entreprenørmaskinerne kørte ind for straks at gå i gang med at rive to af husene ned.

I et satireprogram i fjernsynet udtrykte præsten Johannes Møllehave mange af de unges følelser med sit digt om Sofiegården:

Og ruder blev smadret og Per fik en skalle

og Tine besvimed’ til samfundets gavn

Den store ‘Endlösung’ var rettet mod alle

og målet et renset og rent Christianshavn.

“Kvindesmedjen, nu med mand!” udbryder Jesper Sølling, da han byder velkommen til sin arbejdsplads, Kvindesmedjen i hjertet af Christiania. Efter en lang årrække i eksil på Djursland er Jesper Sølling, på Christiania bedre kendt som Jesper Cykelsmed, rykket tilbage til hovedstaden og hjælper “pigerne” i smedjen.

Midt i halvfjerdserne var christianitten Jesper Sølling i de samme lokaler med til at åbne den oprindelige Christiania-smedje, fristadens første virksomhed, og her deltog han i udviklingen af først en cykelanhænger og senere den Christiania-cykel med lad, som i dag præger Københavns gadebillede. Et par år senere genoptog Jesper Sølling også produktionen af en opdateret udgave af den klassiske danske Pedersen Cykel, en høj cykel med hængekøjesaddel, opfundet af Mikael Pedersen i 1893, og ligesom ladcyklen i dag også kendt som Christiania-cyklen.

Jesper Sølling viser rundt i smedjen, som i dag blandt andet producerer store lysglober til danske kirker.

Som nittenårig ordblind tømrerlærling stak han af hjemmefra i 1963 og blaffede til København, fortæller Jesper Sølling i sin kærestes lejlighed et stenkast fra fristaden. Han voksede op i Horsens Statsfængsel og boede siden i Kærshovedgaard Fængsel ved Ikast, hvor hans far var fængselsinspektør.

Som dreng havde Jesper leget med de i hans erindring “vældigt søde” livstidsdømte fanger fra retsopgøret efter Besættelsen, blandt andet medlemmerne af den henrettede torturbøddel Ib Birkedals gruppe. Men som teenager oplevede Jesper mere og mere fængslet som en ø, isoleret fra kammeraterne og livet udenfor, og han fandt sig aldrig til rette med hverken skole eller læreplads.

I København opsøgte Jesper en kostskolekammerat, hvis far var kunstmaler, og sammen fortsatte de to kammerater op til Drakabygget i Skåne, hvor kunstnerne Jørgen Nash og Jens-Jørgen Thorsen med åbne arme tog imod den stærke jyske tømrerlærling og fik ham til at lægge tag. Jesper tog også del i høsten sammen med Jørgen Nashs kone, Katarina Lindell, der som datter af en landshøvding og tidligere justitsminister havde tilført kunstnerkollektivet væsentlige økonomiske midler.

Til Nashs fødselsdagsfest nogle år senere, fortæller Jesper Sølling, fik han at vide, at fødselaren i mellemtiden var blevet skilt, fordi Katarina Lindell havde forelsket sig i en bøsse, der havde været ridelærer på stedet, og at hun derefter havde gennemgået Sveriges første kønsskifteoperation.

Hjemvendt til København ernærede Jesper Sølling sig som opvasker på værtshuse og siden instruktørassistent på Gutenberghus Reklamefilm, hvor han var med til at lave tidens reklamer for Elida hårshampoo, Colgate tandpasta og flydende Ajax. Men i Sofiegården mødte han Britta Lillesøe – siden en af Christianias stærke kvinder og organisatorer. Britta ville være skuespiller og kom via Studenterscenen med i et af de nye gruppeteatre, Delfax, under instruktøren Viktor Jevan.

Jesper flyttede ind i Brittas lejlighed i Sofiegården. I lejligheden ved siden af boede Mariann og Kim Larsen, “en alvorsfuld og meget belæst lærerstuderende,” som Jesper Sølling formulerer det.

Jesper Sølling følte sig mere og mere splittet, for mens han arbejdede i reklamebranchen, skyllede ungdomsoprøret ind over ham. En dag i 1968 traf han valget: Han blev simpelthen væk fra Gutenberghus og engagerede sig på fuld tid i det blomstrende hippieliv på Christianshavn.

I Sofiegården var Jesper Sølling og Britta Lillesøe med til at arrangere teaterforestillinger, blandt andet om Vietnam-krigen, filmforevisninger på en husmur og koncerter med Cæsar, Hasse & William, Mardoux’ Sandaler, Wilis Band og det berømmede jazzrockband Burnin’ Red Ivanhoe, der optrådte i Sofiegården, endnu inden de havde fået deres navn.

En af Sofiegårdens mest ambitiøse fester, der ud over musik og psykedelisk lysshow også talte det verdensberømte amerikanske Bread and Puppet Theatre, blev opreklameret som et Boom-In. Et ‘boom’, forklarede en af vennerne, Jens Oustrup Jensen, der havde boet i hippiernes USA, betød at “reklamere vildt for noget, at brage igennem, at drøne derudad.” Og så var det bare at sætte et ‘in’ bagefter som i Love-In.

“Sofiegården blev et kreativt kraftcentrum på Christianshavn,” fortæller Jesper Sølling. “Efterhånden kom også mange af kvarterets oprindelige beboere på besøg i Sofiegården, og festerne blev større og større for hver gang.”

Da Jesper Sølling skal fortælle om rydningen af Sofiegården mere end fyrre år tidligere, bryder den store mand med det garvede ansigt sammen i gråd. Han må flere gange ud i køkkenet for at samle sig og undskylder, at han bliver revet med af sine følelser.

“Det er nok det værste, jeg har oplevet i mit liv – at se de bygninger blive revet ned, som vi havde arbejdet på at gøre til vores hjem. Det var så unødigt brutalt. Vi havde sat barrikader op, men havde på forhånd besluttet ikke at smide med ting eller overhovedet gøre voldelig modstand. Jeg blev helt knust af det. Senere har jeg set i øjnene, at jeg kom til at lide af en form for posttraumatisk stress efter den oplevelse, og det bryder stadig frem, når jeg skal fortælle om rydningen.”

Efter Sofiegården var Jesper Sølling med til at besætte først ejendommen Dronningensgade 6, som siden blev købt af Gasolin’, og senere Stærekassen, hvor Kim Larsen var en af de få, der gik til modstand, da huset blev ryddet af politiet.

Efter rydningerne på Christianshavn og lukningen af Studentersamfundet savnede nogle af teatergrupperne lokaler, og instruktøren Viktor Jevan, der var primus motor i miljøet, fandt i efteråret 1969 nye muligheder i Farvergade 10 og hyrede Jesper Sølling som direktør. For at få en teaterbevilling krævedes nemlig en direktør.

“Formelt var jeg direktør, men i realiteten var jeg vicevært og praktisk gris og fór omkring og sørgede for alt muligt.”

De kreative kernepersoner i Farvergades teatermiljø talte foruden Viktor Jevan instruktøren Jakob Christensen. Den 23-årige Jakob Christensen havde tidligere på året været med til at danne Secret Service og havde om sommeren været ankermanden i gruppens opsætning af mammutshowet Goin’ Home – The Greatest Show on Earth.

Showet, der blev skabt i opposition til mere marxistiske teaterfolks “paroleteater”, byggede på historier og figurer fra den vestlige verdens moderne mytologi, blandt andet hentet i tegneserier og Hollywood-film, fortæller Jakob Christensen.

Publikum var anbragt på drejelige kontorstole midt i rummet, mens skuespillerne til alle sider opførte både teaterscener og store dansenumre til musik af Rolling Stones, The Band eller Procol Harum. Formen var inspireret af den filmiske teknik, og lyset blev brugt til at klippe mellem de forskellige scener, eller hele rummet blev brugt som en teaterets cinemascope.

Egentlig var Secret Service en sammenslutning af flere af tidens gruppeteatre, Delfax, Kimære og 1448, som i de foregående år havde opført en række opsigtsvækkende teatershows, inspireret af både ungdomsoprøret, beatmusikken og den polske teaterprofessor Grotowskis meget kropslige teaterform.

Viktor Jevan, der også var filosoffen i teatermiljøet, havde fået opført sit første stykke, Krigen starter, med beatmusik og lysbilleder i Studentersamfundets lokaler i Sankt Peders Stræde i sommeren 1968. Blandt forbillederne var Studenterscenens banebrydende forestilling We fra den foregående sommer, Summer of Love.

We’s instruktør var Jørgen Dreiager, der siden blev kendt som meditationsguruen Swami Janakananda, leder af Skandinavisk Yoga- og Meditationsskole, og forestillingen blev et gennembrud for det nye gruppeteater og en showform med høj beatmusik og lydcollager samt nogle af beatkoncertens elementer i form af dias- og lysshow.

I Farvergade ville Secret Service gå et skridt videre og forsøge sig med en totalt kollektiv teaterform. “Vi bruger ingen instruktør, ingen meninger bliver undertrykt,” som det hed på en løbeseddel. “Vi har sat det direkte demokrati i højsædet med alt, hvad det indebærer af vanskeligheder i selve arbejdsprocessen. Vi ønsker at lave politisk teater, men skyr propaganda.”

Secret Service’s første bevilling fra Kulturministeriet på tredive tusinde kroner blev stort set investeret i husleje og et par spande sort maling til at dekorere lokalerne.

“Det gik hurtigt op for os, at vi manglede penge til at drive teatret,” fortæller Jakob Christensen, “så vi måtte opgive vores mere ambitiøse idéer om at udvikle store forestillinger og i stedet sørge for at få noget publikum i teatret i en fart. Man kan sige, at vi lukkede tilskuere ind allerede under prøverne.”

Rammerne for, hvad et teaterstykke i Farvergade kunne indeholde, var vide – fra en mand, der onanerede på scenen, over en kvinde, der tog bad i et bur, til dans opført til gammel folkemusik. Samtidig blev skellet mellem skuespillere og publikum efterhånden nedbrudt, blandt andet ved at tidligere tilskuere kom på scenen som skuespillere i efterfølgende stykker. I en kronik i Information formulerede Viktor Jevan det som “en opløsning og en sammensmeltning” mellem publikum og skuespillere og dermed en nedbrydning af det sædvanlige teatersnobberi.

Viktor Jevan beskrev sit publikum som folk, der havde “blæst snobberiet ud af hovedet med shit og som med klart blik så på det egentligste.” At genindføre det traditionelle teater som “en reservebiograf med rygeforbud og to timers fast forestilling ville være det samme for dette publikum som at erstatte en ven med en kold luder.”

Ud over teatereksperimenterne og koncerterne i kælderen, som nogle af teaterfolkene lavede lysshow til, blev lokalerne benyttet af filmgruppen ABCinema, der viste nye, eksperimenterende kortfilm, ofte med fire film samtidig på lærredet.

Også Bjørn Nørgaard og Peter Louis-Jensen viste film i Farvergade, og på Nørgaards værkliste figurerer desuden en Koncert, opført i 1969 på en Boom-In med deltagelse af blandt andre Lene Adler Petersen, Peter Louis-Jensen og komponisten Henning Christiansen.

I Superlove kunne man i marts 1970 læse, at der i løbet af efteråret havde været holdt Boom-In hver fjortende dag, men at man fra årsskiftet havde opgraderet til hver weekend. Det betød hårdt arbejde for teaterfolkene, der skulle være parate med et eller flere nye stykker hver uge, og i Superlove kunne man gengive en uges vanlige arbejdsplan: “Mandag sover man, tirsdag er møde- og planlægningsdag, onsdag, torsdag og fredag er der prøver og i weekenden Boom-Ins.”

I eftertiden huskes Farvergades Boom-Ins dog især for de mange koncerter med nye navne. En af de første grupper, der bad Jesper Sølling og Britta Lillesøe om lov til at spille i efteråret 1969, talte et par gamle venner fra den gyldne tid i Sofiegården, Wili og Kim.

En tidlig efterårsdag i 1969 havde Kim Larsen mødt den cool klædte Wili Jönsson på vej hjem mod Dronningensgade med en Fender-bas under armen.

I virkeligheden var bassen lige blevet købt og et helt nyt instrument for tangentspilleren Jönsson, men Wili bildte Kim ind, at han havde spillet bas i årevis. Tilsvarende var Kim, forklarede han Wili, en erfaren og faktisk skidegod guitarist. Virkeligheden var, at han som teenager havde fået en guitar af sin mor og hidtil ikke havde spillet for andre end kæresten hjemme i lejligheden.

Wili kunne også fortælle, at han netop havde startet et nyt band sammen med sin skolekammerat Franz Beckerlee. Beckerlee, der op gennem tresserne havde spillet avantgardistisk saxofon i blandt andet Contemporary Jazz Quintet, havde netop købt en elguitar for at prøve at spille ligesom idolet Jimi Hendrix. Franz og Wili stod og manglede en sanger til bandet, og enden på samtalen blev, at de to kammerater en dag skulle mødes med Kim og se, om det svingede.

Det gjorde det. Og Kim begyndte at låne tøj af Wili.

Suppleret med den erfarne trommeslager Bjørn Uglebjerg var Gasolin’ snart parat til at stille op til deres første Boom-In. Instrumenter og forstærkere blev med de fire orkestermedlemmer som forspand trukket fra øvelokalerne på et loft i Dronningensgade ind over Knippelsbro til Farvergade på en gammel trækvogn, de havde fundet ved Sofiegården.

“Vi fik ingen penge for at spille i Farvergade,” fortæller Kim Larsen, “til gengæld spillede vi der temmelig meget. Ikke mindst fordi ingen andre gad hyre os. Men for mig var det eventyrligt. Pludselig var jeg popstar! Indeni var jeg ganske vist skræmt fra vid og sans og stod med mine lukkede øjne og sang. Franz og Wili prøvede at få mig til at åbne øjnene og sige noget til publikum. ‘Mere kul på!’ råbte hippierne, der lå og røg tjald og stenede nede på gulvet. De kunne lige løfte blikket: ‘Mere kul på!’”

“Ingen i Farvergade var rigtig begejstrede for Gasolin’,” husker Jesper Sølling. “De fleste foretrak mere psykedeliske og poetiske bands som Alrune Rod og Blue Sun. Gasolin’ fik kun lov at spille i Farvergade, fordi de var venner med Britta og mig.”

Kim Larsen skilte sig ud fra det tjaldrygende publikum på et meget væsentligt punkt: Han var mere til pilsnere end til galar. Da Farvergade ikke havde alkoholbevilling, måtte han derfor bevæge sig hen til Drop Inn eller et af de andre nærliggende værtshuse og købe grønne Tuborg, som man fik lidt billigere, hvis man bare skulle have dem med sig i en pose.

En del musikere, der har spillet til Boom-Ins, husker den unge Gasolin’-sanger ankomme til kælderen med sin klirrende pose, og af samme grund fik bandet i Farvergade-miljøet det lidet respektfulde tilnavn Ølorkesteret.

“Faktisk mente jeg i flere år, at det dér galar også var kejserens nye klæder,” fortæller Kim Larsen. “Franz og Wili og de andre fik mig til at prøve det flere gange, men jeg kunne ikke mærke en skid. Jeg troede, at de andre bare lod, som om det havde en virkning. Det varede lige til en dag, vi havde fået lov til at øve ude i Kastrup Bio. Ude bagved mødte vi en fyr, der havde noget af det dengang meget berømte Congo-pot. Han rullede en reefer, og jeg sagde: ‘Lad mig lige få et hvæs’. Så virkede det!”

Kim Larsen gik ind til instrumenterne i biografsalen og begyndte at spille guitar.

“Nu er Kim sgu blevet skæv!” sagde Wili Jönsson til de andre. “Sådan har han aldrig spillet før.”

“Tjald er en døråbner,” siger Kim Larsen, “og man kommer ind i et særligt rum, som passer rigtig godt sammen med at spille musik. Man kan godt komme ind i det rum uden at ryge – det tager bare meget længere tid.”

I modsætning til Kim Larsen var de andre bandmedlemmer garvede hashrygere før de fleste andre. Som jazzmusikere havde de siden begyndelsen af tresserne bevæget sig i et miljø omkring Jazzhus Montmartre, hvor man udmærket kendte til sammenhængen mellem galar og musik, og Wili Jönsson husker, at han røg første gang allerede omkring 1961.

‘Nydelsesmidler’, kalder Wili Jönsson i dag de euforiserende og bevidsthedsudvidende stoffer, som han og alle andre i miljøet eksperimenterede med. “Musikken og stofferne var vel de to store faddere til hippieoprøret, og med stofferne fulgte traditioner fra indianerne og fra indisk kultur.”

Mens Kim Larsen nægter nogensinde at have taget lsd, husker Wili Jönsson sine syretrips som “skønne”.

“Vi tog i Dyrehaven om efteråret og spiste svampe, og i Botanisk Have forsøgte vi at stjæle meskalinkaktusser – Lophophora Williamsii, som vi også hyldede i en sang på vores første lp. Men så fandt vi ud af, at man kunne købe den hos mange blomsterhandlere. ‘Hvorfor i alverden er I alle sammen så interesseret i den kaktus?’ som en blomsterhandler engang spurgte os.”

Tager ud i mark og skov

møder danske mænd på rov

så tager jeg op min skønne kaktus

og svinger den omkring og skriger:

Tag dog krudtet ud og se

jeg mener, alting grønnes, alt kan ske

lad os leve for en enkelt dag

i fred og harmoni.

Laphophora Williamsii

Laphophora Williamsii

giv dog alle dyr i denne skov en chance

“Efter et trip var man meget følsom og sårbar, og alle de eksistentielle spørgsmål pressede sig på,” forklarer Wili Jönsson. “Man skal bestemt have overskud for at anvende nydelsesmidler. De bringer dig ud af din egen bevidsthed og åbner porten til andre rum, og de kan gøre dig til et mere altfavnende, tolerant individ – men jeg siger udtrykkelig KAN, for det sker ikke for alle. For mit eget vedkommende må jeg dog sige, at nydelsesmidlerne bestemt har gjort mig til et gladere menneske.”

I de tilrøgede kælderlokaler i Farvergade, hvor Gasolin’ ifølge Superloves februarnummer fra 1970 var “fast husorkester”, fik Kim Larsen ud over de bevidsthedsudvidende tilbud også mulighed for at høre andre af de danske orkestre, han tidligere kun havde haft et skuldertræk til overs for.

“For mig var Hurdy Gurdy jo stjernerne. De kunne tillade sig at gå på to timer for sent, for vi sad bare og ventede. Blue Sun var også stjerner med Dale Smith i forgrunden, mit livs første rapper. Og så spillede Peter Ingemann med Young Flowers. De var det største band af dem alle i hippietiden, også kommercielt, og de gjorde sådan set stedet en tjeneste ved at komme. I Farvergade begyndte Ingemann også at spille med det nye orkester No Name med den fabelagtige guitarist Lars Trolle på Fender Stratocaster. De spillede en instrumental rock midt mellem Shadows og Hendrix og var efter min mening det allermest interessante band på den tid.

Peter Ingemann var i det hele taget en central person i miljøet som en sær kombination af musiker, syrehoved og pengemand – han var uddannet revisor. Vi opsøgte ham, fordi Wili og Franz mente, at vi skulle have noget at vide om, hvordan vi udnyttede vores rettigheder økonomisk. Han havde hørt os i Farvergade, og jeg kan tydeligt huske, hvordan han kiggede på os og sagde: ‘Hvad med lige at lære at spille først.’”

Peter Ingemann har i dag strandvejsvilla i Hellerup og revisionsfirma oven på musikstedet Vega på Vesterbro. Igennem næsten et menneskeliv har han været økonomisk rådgiver for et væld af musikere og kunstnere – og ikke mindst, under tilnavnet Von Kulleberg, fungeret som bestyrer af Kim Larsens pengestrøm.

For Peter Ingemann skete skiftet til hippie på mindre end et halvt år hen over Summer of Love 1967. Indtil da havde den 24-årige Peter Ingemann levet et liv som revisorelev om dagen og cool jazzmusiker om aftenen.

Ingemann, der kom fra et pænt hjem i Rungsted, havde gået på Niels Brocks Handelsskole, inden han kom i lære hos en statsautoriseret revisor. Samtidig spillede han kontrabas i en række jazzbands, blandt andet i Brødrene Vogels Kvartet og som gæstemusiker for nogle af de internationale stjerner. De fleste koncerter fandt sted på Montmartre hos Herluf Kamp-Larsen, halvdelen af det legendariske tjenerpar Carl og Herluf, men også hos Studentersamfundet på Vesterbrogade og i Galleri 101, hvor han i 1967 mødte de første hippier.

“Som jazzmusiker var jeg supercool i skræddersyet jakkesæt, og jeg gik meget op i, om skjorten sad lige det rigtige antal millimeter ud af jakkeærmet. Så de første hippier betragtede jeg med stor skepsis og en vis afsky. Indtil jeg selv blev hippie overnight.”

I begyndelsen af 1967 blev Peter Ingemann af venner i Montmartre-miljøet inviteret til at spille sammen med tidens store popstjerne, Peter Belli, i hans nye band Seven Sounds, der også talte Wili Jönsson på tangenter og Bjørn Uglebjerg på trommer. Ingemann købte en elektrisk Fender-bas og et forstærkeranlæg og begyndte at lytte til den nye beatmusik. En koncert i marts med syrepowertrioen Cream gjorde dybt indtryk, og Jimi Hendrix og et syretrip eller tre væltede den unge jazzbassist bagover.

Da Peter Belli viste sig at være en besværlig arbejdsgiver, sprang Peter Ingemann i sommeren 1967 ud som hippie, smed jakkesættet, lod håret gro og dannede syregruppen UFO sammen med Bjørn Uglebjerg og med vennen Ole Frø som sanger. Det meste af sommeren tilbragte det nye orkester i Rørvig, hvor de spillede Hendrix-inspirerede improvisationer på diskoteket Den Runde og indtog et væld af bevidsthedsudvidende stoffer.

“Mit liv vendte totalt i sommeren 1967. Og de tre følgende år frem til 1970 var den store tid i mit liv – musikalsk optur, begyndelsen på min karriere som den store organisator og samtidig hele eksplosionen i tiden. Det kan godt være, at mange i dag ikke vil indrømme, at de var hippier – men det var jeg! Og jeg så ikke min familie i de tre år.”

Ligesom Wili Jönsson havde Peter Ingemann allerede røget hash i jazzkredsene, men i hippie- og beatmiljøet var forbruget noget mere “brutalt”, som Ingemann udtrykker det. “Jazzmusikerne røg lidt hash på sølvpapir på en pibe, mens hippierne røg nogle ordentlige klumper og gjorde det i rask tempo. Ikke desto mindre oplever jeg tjald som meget mildt i forhold til, hvad jeg har set alkohol gøre ved folk.”

Sit første lsd-trip havde Peter Ingemann taget i den tidlige sommer 1967 hjemme hos Ole Frø, der boede sammen med sin mor i en lejlighed højt oppe i Colbjørnsensgade på Vesterbro.

“Da Paul McCartney udtalte, at han havde taget syre, turde jeg også. Jeg kan huske, hvordan væggene i lejligheden begyndte at bølge, og man kunne se lige igennem dem. Vi kunne så let som ingenting være gået gennem væggene, for det materielle var bare en form for energi. Jeg kunne også i en pengeseddel mærke energien fra alle de hænder, den havde været igennem. De næste tre år tog jeg hundredvis af syretrips … eller skal vi lade være med at overdrive og bare sige hundrede.

Da vi på et tidspunkt havde guitaristen Peter Thorup med på turné, viste det sig, at han altid havde syre med i et reagensglas. Så kunne man lige snuppe et sip, inden man skulle på scenen. Jeg var også på syre, da Armstrong som den første trådte ned på månen, og det var syret!

Ordene bliver fattige, når man skal beskrive lsd-oplevelsen. Man går simpelthen ind på den anden side af spejlet ligesom Alice i Eventyrland. At tage lsd er en elevatortur op og ned i bevidstheden, og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at oplevelserne er lige så virkelige som det, vi normalt kalder virkeligheden. Man kan også kalde det en religiøs erfaring, en oplevelse af, at verden er kolossalt meget større end den, vi oplever til daglig. På lsd ser man lyset, og selv om vi ikke løb rundt og missionerede, så opdelte vi dog mennesker i dem, der havde været på syre, og dem, der ikke havde.

Man kan have tilsvarende oplevelser med sex og med musik. Som musiker kan man få den erfaring, at alting på magisk vis går i hak og løfter sig, så andre kræfter tager over og musikken spiller sig selv. Den oplevelse kræver, at du er i stand til at give slip og lade dig føre med, og det samme gælder lsd-oplevelsen. Hvis du ikke kan give slip, får du problemer med paranoia, og det kræver i det hele taget nok en ret robust psyke at tage så meget syre, som jeg har gjort. Det kan ikke anbefales alle og enhver!”

Peter Ingemann, Hellerup, juli 2011. Foto: Poul Rasmussen

Fra tiden i bandet UFO har Ole Frø fortalt historien om, hvordan han under et fælles lsd-trip med Ingemann i Randers pludselig opdagede, at vennen sad og ordnede gruppens regnskaber.

“Hvordan kan du sidde og ordne regnskaber …?” spurgte Frø.

“Tallene taler til mig,” lød svaret fra Ingemann.

I sommeren 1967 blev Peter Ingemann inviteret til at spille sammen med to af pigtrådstidens bedste musikere, guitaristen Jens Dahl og trommeslageren Ken Gudman, som før havde spillet i hitgruppen Defenders og nu ville skabe den første danske flowerpowertrio, inspireret af Cream og Hendrix.

Bookingbureauet SBA havde god fornemmelse for, hvilken vej de musikalske vinde blæste, og sørgede for, at det nye band med navnet Young Flowers debuterede på toppen.

Først blev de tre musikere sendt ned i SBA’s modebutik Carnaby i Grønnegade og iklædt blomstrede flæseskjorter, lavtaljerede bukser med svaj og brede bælter med gigantiske spænder. Dernæst blev de i sensommeren sendt i “hemmelig” træningslejr på Peter Ingemanns fars lystgård i Nordsjælland, og i begyndelsen af september blev Young Flowers skudt af sted som opvarmning for et af tidens store navne, Traffic, i Falkoner Centret.

Kort efter stod de unge blomster med syv tilbud om pladekontrakt og et filmtilbud fra Danmarks Radio, og i november samme år fik de PH-prisen for “højnelse af dansk beat.” Deres koncertkalender var hurtigt overtegnet langt ud i fremtiden, og da Steppeulvene samme efterår viste sig at gå i opløsning, blev Young Flowers landets førende hippieband med hit som April 68 og Oppe i træet.

“De næsten kryber, boblende gennem luften og lader én med elektricitet. Man skælver, tiden er glemt – dette er musik,” skrev en ung Hans Otto Bisgaard, efter at Young Flowers havde optrådt i Brøndby Pop Club, et af datidens vigtigste musiksteder, som Bisgaard var direktør for. “Lydorgiet stiger, stiger mod Paradis. Stilhed. Efter en fantastisk tur mod klimaks, står man nu tilbage ene og alene, med en mærkelig fornemmelse af at have været et andet sted henne. I sandhed en gruppe.”

I foråret 1968 fik Young Flowers, nu med guitaristen Peer Frost, deres egen tv-serie for unge, Blomsterpistolen, skrevet af forfatteren Thomas Winding, der blev en slags reservefar for Peter Ingemann.

I serien spillede gruppemedlemmerne tre blomsterbørn, der for næsen af en officer får fat i en blomsterpistol, som væsener fra det ydre rum har glemt på Jorden, og som kan affyre de skønneste vækster. Tv-serien blev et stort hit og var med til at introducere hippietankerne for et bredt publikum.

Da Peter Ingemann og Young Flowers gjorde Jesper Sølling den tjeneste at spille uden honorar til Boom-Ins i Farvergade i slutningen af 1969, havde bandet allerede spillet opvarmning for flere af deres egne idoler, ikke mindst Cream, som tilmed inviterede dem til også at varme op i de andre skandinaviske lande. Tidligere samme år havde Young Flowers været på turné i Canada og USA, uden at det dog førte til et verdensgennembrud. Men i Danmark var bandmedlemmerne de største stjerner, når de trådte ned i kælderen i Farvergade 10.

“Byen havde disse magiske steder,” fortæller Peter Ingemann, “men efterhånden blev de lukket: Først Galleri 101, så Klub 27 i Masnedøgade, og i vinteren 1969 var Farvergade hippiestedet over dem alle. Indtil det også blev lukket.”

I foråret 1970 sendte Københavns kommunale børne- og ungdomsværn en alarmerende rapport til Kulturministeriet om hashrygning i lokalerne i Farvergade 10.

Rapporten førte til pressedebat, og kulturminister K. Helveg Petersen blev mødt med krav om at gribe ind.

Ifølge Jesper Sølling var hashrygningen dog på forhånd kendt af Helveg Petersen. Allerede i marts havde han bedt om et møde med ministeren på grund af besværligheder med myndighederne. Mens politiet, der ofte besøgte Farvergade, havde set gennem fingre med hashrygningen, havde det givet problemer, at Søllings folk smurte ostemadder og solgte cigaretter stykvis uden at have den nødvendige bevilling.

Helveg Petersen gav på mødet i marts udtryk for, at det problem nok kunne løses, men han ville gerne vide, om det var rigtigt, at gæsterne i Farvergade røg hash. Det kunne Jesper Sølling kun bekræfte, og det tog ministeren ifølge Sølling til efterretning.

“For hvis vi skulle forbyde hash, ville folk bare ikke komme, og det var folk, vi ville spille for. Ellers kunne vi jo have optrådt for Indre Mission i Smørumnedre,” som Jesper Sølling senere udtalte til Ekstra Bladet.

Samme forår havde Jesper Sølling og teatergrupperne søgt Kulturministeriet om en kvart million kroner til at drive eksperimenterne i Farvergade videre, og efter sin samtale med ministeren havde han fået et tilsagn om fyrre tusinde. Men efter Børneværnets rapport stillede ministeriet krav om en garanti for, at der ikke blev røget hash i lokalerne, og da den garanti ikke kunne gives, blev støttetilsagnet trukket tilbage. Efter en sidste teaterforestilling i juni blev lejemålet sagt op.

Fredag den 3. juli kunne Information hen over forsiden bringe nyheden om Farvergades lukning. Til avisens Lasse Ellegaard udtalte afdelingsleder Jens Rosendahl fra Børneværnet, at han havde set nogle unge ryge hash i lokalerne, og at han også havde alvorligere mistanker: “Jeg så folk, der lå på gulvet og sov. De så bestemt ud, som om de også havde taget andre, hårdere stoffer og var flippet ud.”

Den følgende mandag eftermiddag, den 6. juli 1970, mødte Klaus Rifbjerg, Ebbe Reich, Pernille Helveg, Jesper Jensen, Charlotte Strandgaard, Sven Holm, Niels Skousen, Erik Thygesen og en række andre kulturpersonligheder op i Kulturministeriet og bad om en samtale med ministeren for at protestere mod lukningen.

“Vi ryger også hash for statens kulturpenge,” lød budskabet, og mens flokken ventede på foretræde på ministeriets trappe, fyrede de op under et par siden meget berømte piber.

På det tidspunkt havde Jesper Sølling imidlertid allerede taget metallamperne ned i Farvergade og bragt dem med sig, da han med venner og kolleger rejste til Thy, og lamperne kom til at hænge over langbordet i det militærtelt, som Secret Service rykkede ind i under lejren.

Også Peter Ingemann rejste til Thy med sit nye band, No Name, som han havde mødt i Farvergade. Young Flowers var i løbet af vinteren kørt træt efter tre succesår, og de havde givet en af deres sidste koncerter til Det ny Samfunds U-festival på H.C. Ørsted Instituttet i april 1970.

Sammen med et par af de andre musikere i No Name, trommeslageren Peter Mogensen, sangeren Henrik Strube og deres kærester, var Peter Ingemann flyttet i kollektiv ved Haslev – i den helt rigtige afstand fra hovedstaden, som han selv forklarer: “Det passede lige med, at man kunne tage et syretrip, inden man satte sig ind i bilen, og så virkede det ved ankomsten til København.”

Desværre blev bandets altsaxofonist, Peter Strømberg, kaldet ‘Ymer’ eller ‘Strømme’, på samme tid fængslet for narkotikahandel. Hans forsvarsadvokat, Arnold Rothenborg, var en imponerende figur, der gik med monokel og satte ståltråd i sin cigar for at distrahere dommer og anklager, når asken blev længere og længere uden at falde af.

Rothenborg fik Peter Strømberg ud af fængslet og i stedet indlagt på den lukkede afdeling på Glostrup Hospital. Som tilsynsværge for patienten sørgede Rothenborg for at få udpeget Peter Ingemann, og det betød, at Ingemann kunne skaffe saxofonisten fri, når No Name skulle optræde.

“Vi kørte fra Haslev til Glostrup i bandbilen, jeg fik Strømme på udgang fra den lukkede, og så kunne vi køre ud og spille. Strømme var en fantastisk saxofonist, men han spillede solo hele tiden, og derfor havde jeg sørget for, at han fik en pistolmikrofon, som jeg kunne tænde for, når det passede med en solo, og slukke igen, når soloen skulle stoppe.”

Da Peter Duelund den 4. juli steg til vejrs i ballonen fra Valbyparken som startskud til Thylejren, spillede No Name ved opstigningen, til lejligheden suppleret med skuespilleren og sangeren Niels Skousen, der skulle blive Peter Ingemanns faste musikpartner i Skousen & Ingemann og Musikpatruljen.

Peter Ingemann havde lært Duelund, Henning Prins og de andre fra lejrens initiativgruppe at kende, da han sammen med en flok kolleger i foråret var blevet inviteret ind i Huset for at etablere et bookingbureau. Også Musik og Lys havde eget telt i Thy, men selv flyttede Peter Ingemann og resten af No Name ind i den trailer, som de havde transporteret deres udstyr op til lejren i.

“Jeg opfattede lejren som et skønt og meget avanceret eksperiment, hvor intet var planlagt på forhånd, heller ikke musikprogrammet. Samtidig spillede alle døgnet rundt – især på trommer, og hvis man ikke havde trommer, så på træstykker, gryder eller andet. Søren Berlev tæskede løs på et par olietønder, husker jeg. Det inspirerede Skousen og mig til at lade publikum komme op på scenen og spille med, da vi siden turnerede med Musikpatruljen.”

Peter Ingemann, der selv var ved at opdage sine evner som organisator, var “betaget” af Henning Prins, som han selv udtrykker det.

“Prins var klog, han var humoristisk, han var en blændende taler, og så kunne han få noget op at stå. Fra fællesmøderne både i Huset og i Thylejren kendte jeg kun alt for godt de typer, som skaffede sig selv bifald med en masse negativ kritik – en af de mest markante hed Peter Louis-Jensen.

At rive ned er betydeligt nemmere end at bygge op, og i lejren blev den forskel meget tydelig. Jeg husker for eksempel Tømrer-Claus, der skabte sit eget univers med sine leverpostejsmadder og en rugbrødsskærer oven på Marshall-forstærkeren. I det hele taget er de kollektive energier, som rejser sig ved sådan en lejlighed, både meget kraftige og meget følsomme, og de kan tippe til begge sider – det kan ende i Paradis eller i Helvede.”

En af dagene i lejren havde Peter Ingemann selv en oplevelse, hvor han efter sin egen opfattelse traf et afgørende valg i sit liv:

“Jeg havde taget et møgkraftigt syretrip og trukket mig tilbage til udkanten af lejren. Jeg så hele lejren som et mægtigt system, en kolossal maskine af hjul, tandhjul og remme, der drejede rundt og rundt, så det hele gled ud og ind mellem hinanden. Alle havde en plads i systemet, også jeg. Jeg så mig selv sidde på et af de små tandhjul, jeg drejede med rundt, ud af syne og senere ind i mit eget synsfelt igen, rundt og rundt og rundt.

Jeg sad uden for den store maskine og overvejede, om jeg overhovedet gad stige på igen og indtage min plads på tandhjulet. Orkede jeg at være med mere? Jeg sad længe med de tanker, men jeg endte med at beslutte, at jeg ville hoppe op og tage min plads. Hvis jeg ikke havde truffet det valg, er jeg sikker på, at jeg ville være gået fuldstændig ned. Og mit liv ville være blevet et ganske andet.”

Politi og bulldozere angriber Sofiegården på Christianshavn, februar 1969 (Polfoto/Ebbe Andersen og Jens Glargaard). Nederst t.h. synger Kim Larsen i Dronningensgade (ukendt fotograf), ovenover spiller Gasolin’ på Christianshavns Gymnasium med Jesper Sølling bagved (Susanne Mertz), og øverst hippie-trioen Young Flowers med (fra venstre) Peer Frost, Ken Gudman og Peter Ingeman (Polfoto/Jan Persson).

Kædedans i Thylejren (Scanpix/Gregers Nielsen). I boblerne fra øverst t.h. og med uret: Provo-Knud på Scenen (Scanpix/Gregers Nielsen). Aftenhygge (Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune/Tage Jensen). Turister og bilkaos på landevejen ud for lejren (Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune/Tage Jensen). Hippiegruppen HIPS ved Vesterhavet – mellem de to piger t.h. skimtes en af initiativtagerne, Erling Groth (ukendt fotograf). Gnags på Scenen (Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune/Tage Jensen). Handlende i lejrens supermarked (Scanpix/Jørgen Angel). Prins taler til fællesmødet (Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune/Tage Jensen).

På lejrens Dag 8, søndag den 12. juli, holdt den 47-årige pastor Olav Refshauge fra Våbensted på Lolland gudstjeneste (Scanpix/Gregers Nielsen).