Pastor Olav Refshauge havde truffet et valg: I sin sommerferie i 1970 forlod han sin præstegård i Våbensted på Lolland og kørte den lange vej til Thy, hvor han slog sit telt op i Det ny Samfunds lejr.

Lejrens idealer var for præsten de smukkest tænkelige, skrev han senere, for det var de samme som i Jesu Bjergprædiken: “Kærlighed, fællesskab, åbenhed over for anderledes tænkende, fred, ikke-vold, frihed, afskaffelse af profitbegær og stress, fornægtelse af livsuvedkommende forbrugsgoder og ‘lad os være mennesker sammen’.”

Den 47-årige Olav Refshauge, en sønderjysk bondesøn og tidligere modstandsmand, var blevet sognepræst i Våbensted to år tidligere efter en årrække som dansk præst ved Christianskirken i Vestberlin. I 1969 var hans hustru flyttet fra præstegården, efter at Refshauge havde fortalt hende om sin elskerinde, en jysk præstekone, og parret var nu separeret.

Allerede efter et par dage i lejren kunne Refshauge konstatere, at Bjergprædikenens idealer “i forbløffende grad” var blevet realiseret i lejren, og at en ny form for “vækkelse” mod tidens materialisme fandt sted. Her fandtes “et sundt miljø for unge mennesker, der er blevet rodløse i det, de kommer fra, fordi forældrene vel gav dem alle de materielle goder, de kunne ønske sig, men glemte at elske og lære deres børn at elske.”

Naturligvis var det foreløbig kun sommer og ferietid, men for præsten, der også indrømmede at have røget med på hashpiben, herskede der ingen tvivl om, at erfaringerne fra lejren ville få stor betydning for også det almindelige liv ude i det gamle samfund. Den nye vækkelse ville givetvis brede sig.

“Kirken har grund til at se med misundelse på det, der sker, og at spørge sig selv: Hvorfor kunne vi ikke gøre det? Det er jo vores idealer, de har stjålet!”

På fællesmødet lørdag eftermiddag havde pastor Refshauge annonceret, at han ville afholde to søndagsgudstjenester i lejren den følgende dag klokken elleve og tretten. Pastoren havde et budskab, han fandt vigtigt for de unge, vakte mennesker: At tro på Jesus var også at nære vantro over for menneskets mulighed for at skabe det nye samfund, gudsriget på Jorden.

Flere hundrede lejrdeltagere havde samlet sig til den første gudstjeneste klokken elleve ved det amagerkanske ungdomssted Klub 47’s røde telt. Ifølge Jacob Ludvigsen, der refererede begivenheden i Ekstra Bladet dagen efter, blev præsten dermed “søndagens store trækplaster” i lejren.

Pastoren, der havde halvlangt hår, et langt, gråt skæg og var klædt i cowboybukser og hvid rullekravesweater, havde taget opstilling bag et primitivt alter, en plade på et par ølkasser under teltdugen, mens menigheden sad på græsset foran ham.

På alteret stod en flaske sherry og et franskbrød parat til at gøre det ud for Jesu blod og legeme ved nadveren, og foran alteret var et par grene slået sammen til et kors. Refshauge havde også engageret et par af lejrens musikanter til at erstatte kirkeorglet på guitar og bongotrommer.

“I love you, but Jesus loves you the best,” lød omkvædet fra en engelsk folkesanger med runde briller og bowlerhat.

En del af tilhørerne bemærkede, at præsten i sin bøn sprang over kongehuset, efter at han havde prædiket over dagens tekst, Mattæus-evangeliets tiende kapitel, hvor Jesus giver sine tolv disciple magt til at helbrede sygdomme og derpå sender dem ud for at prædike, at Guds himmerige er nær.

Jesus understreger over for disciplene, at de i mødet med folket vil møde mange farer, forfølgelse og retssager, for han er ikke kommet for at bringe fred på Jorden, men for at sætte splid mellem familiemedlemmer og alle, som elsker hinanden. For “den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd,” og “den, som har bjærget sit liv, skal miste det, og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.”

Olav Refshauge forklarede, at han gik ind for frihed, hvis den baserede sig på personligt ansvar, og at det at følge Jesus også var at leve livet på eget ansvar. Man skulle passe på med at antage farisæiske holdninger og se på omverdenen som toldere og syndere.

Personligt syntes Refshauge, at det var udmærket at ville forandre samfundet, men Jesus, der ellers havde hånet det gamle samfund og brugt sprogets værste gloser imod det, havde ikke megen tiltro til samfundsændringer. Jesus troede først og fremmest på at forandre det enkelte menneskes liv.

“Det evige liv afhænger ikke af, hvor godt vi har forandret samfundet,” sagde pastor Refshauge. “Jesus giver os det evige liv, Jesus giver os sin kærlighed at leve af. Det er godt at huske til den dag, da også dette ny samfund er blevet en skuffelse, og det bliver det sandsynligvis før eller siden, fordi vi ikke har den kærlighed, vi taler om. Vi kan ikke realisere vores idealer, for som Paulus siger: Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Refshauge, som havde været præst i Vestberlin, lige efter at Muren blev bygget, henviste til sine erfaringer med det autoritære regime i Østtyskland. “Det er som en naturlov, at statsmagten bliver en religion, når den bliver absolut,” og derfor, mente han, ville også det nye samfund blive en skuffelse.

“Kærlighedsbudskabet er det eneste afgørende,” konkluderede han.

Tilhørerne lyttede tilsyneladende opmærksomt, og nogle sugede på de store chillummer, som de havde medbragt til gudstjenesten. En bar et hjemmelavet hvidt trækors med et billede af Che Guevara.

Pastoren brød franskbrødet og lod sherryflasken cirkulere i kredsen, inden han bød til åben diskussion. Nogle ville vide, hvorfor der føres krig i verden i Guds navn, andre hvorfor kirken afviser andre religioner og fordømmer astrologi.

“Jesus var verdens første hippie,” råbte en tilhører. En anden mente, at “de undertrykte klasser ikke har brug for religion,” og en tredje ville vide, om Danmark ikke lige så godt kunne være buddhistisk. Det sidste ville Refshauge sådan set ikke afvise.

I lejravisen funderede en af redaktørerne, Viggo Bertelsen, over, om ikke kristendommen lige så godt kunne bruges af hippierne som enhver anden form for religion.

“Hvad er forskellen mellem fordybelse i shit, mikromakro, buddhisme, reinkarnationer og beat på den ene side og kristendomsfordybelse på den anden,” skrev han. “Jeg ser ingen forskel, ud over at kristendommen er blevet en uhyre autoritær størrelse, men det risikerer vi da også, at det andet udvikler sig til.”

Refshauge bekræftede efter gudstjenesten, at han havde strøget bønnen for kongehuset, og at han i virkeligheden mente, at det “var noget pjat”. Da han havde ferie, følte han sig ikke forpligtet til at gøre som foreskrevet.

“Statskirken er kun én fortolkning. Det vigtigste er kærlighedsbudskabet, ikke de forskellige fortolkninger, misbrug og misforståelser. Kærligheden er at kunne elske og tolerere, så enkelt er det.”

“Årh, hold kæft,” lød det et sted fra forsamlingen.

“Shh, hør nu efter. Præsten har jo ret,” fra et andet.

“Op i røven med kirken!”

“Hvorfor erobrer I ikke Folkekirken indefra,” fortsatte Refshauge. “Hvorfor lader I ikke nogle af jeres folk studere teologi og får jeres egne præster?”

“Kirken er etableret og gammeldags,” sagde en pige. “Jeg gider ikke bruge tid på den.”

“Hvis I venter, at evangeliet skal tale folk efter munden, så tager I fejl,” svarede præsten. “Evangeliet er altid et korrektiv.”

To timer senere gentog præsten sin gudstjeneste, denne gang for omkring hundrede mennesker, som dog måtte undvære nadveren, da både franskbrød og sherry var fortæret.

Samme aften klokken otte inviterede Refshauge til fortsat diskussion i ‘Altmuligværkstedet’. Her blev en arbejdsgruppe nedsat for at få flere præster til at prædike i lejren, og idéerne strakte fra den fyrede provopræst Harald Søbye til Tidehvervs-præsten Søren Krarup fra Seem.

I lejravisen kommenterede Jacob Ludvigsen prædikenen med et “du gjorde det godt, gamle dreng,” men tilføjede, at præsten måtte forstå, at hans kristendom “kun er en meget lille bid af en større kage.”

En af Ludvigsens bekendte, Petter Kühnel, der var journalistelev på Frederikshavn Avis, havde dog intet tilovers for præsten eller hans gudstjeneste. Med overskriften ‘Refshauges baghold!’ konkluderede han, at præsten havde “røvrendt Det ny Samfund” og med forstillet hippiesind og musik havde forsøgt at manipulere lejren til at stille sig tilfreds med det eksisterende samfund.

Ifølge Kühnel havde Refshauge postuleret, at kirken var upolitisk, selv om det modsatte var åbenlyst, og præsten havde opnået endnu en gang at få alle til at hoppe på en diskussion om Folkekirkens berettigelse.

“La’ vær’ med at gå ind i diskussioner om kirken,” opfordrede Petter Kühnel. “La’ lortet dø af sig selv uden de mange deltagende ord på vejen.”

En anden skribent, den attenårige Niels Waale, mente, at Refshauges gudsbegreb ikke afveg en millimeter fra det østlige begreb tao, og at den bedste måde at være religiøs på var ikke at være religiøs og i stedet dyrke solen, græsset og hinanden. “Skal vi prøve det? Skal vi lade være med at leve livet teoretisk? Skal vi ikke bare ta’ og leve nu-her-med-os-selv-med-hinanden-med-naturen-med-vore-behov-vore-instinkter?”

I en afskedshilsen, inden han tog tilbage til sin lollandske menighed, skrev Olav Refshauge senere i lejravisen, at han ikke havde villet opnå noget bestemt med sin prædiken, andet end at udbrede det kristne budskab som ethvert andet sted.

“At pressen fik en sensation ud af det, skal være dem vel undt. Det rager jo ikke nogen,” skrev han og tilføjede, at han havde fået meget at tænke over.

“I har foruroliget mig, og det er min store oplevelse ved opholdet i lejren, som jeg siger jer tak for.”

Olav Refshauges ord om behovet for eftertanke var ikke tomme erklæringer. I løbet af sommeren sad han ved skrivebordet i præstegården i Våbensted og skrev indlæg til Præsteforeningens blad, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, hvori han opfordrede sine kolleger og alle andre kristne til at lytte til de unge Thylejrdeltagere.

Folkekirken måtte hellere skære sin tunge af end blot dogmatisk fordømme de unge og burde i stedet lade sig inspirere til selv at skabe nye former for fællesskab mellem mennesker.

Refshauge foreslog sine kolleger at deltage i en turnusordning i lejren, ikke kun for at sikre, at evangeliet blev forkyndt, men også for at lære. “Et åbent samvær med disse mennesker, hvis øjne ser helt andre ting, end vi er vant til at se, kan skabe ‘vibrationer’ (det er lejrens jargon) i os, som vi kan have gavn af.”

Artiklerne fik B.T. til at opsøge den eftertænksomme præst, og journalisten kunne over to sider i formiddagsavisen forkynde, at Lollands-præstens opfordring til sin menighed lød: “Lad os alle smide tøjet.” Artiklen var illustreret med et foto fra en engelsk nudistgudstjeneste.

Olav Refshauge fortalte, at han godt kunne tænke sig at overføre eksperimenterne fra Thy til sin egen have ved præstegården, hvor menigheden skulle lære nye måder at være sammen på.

“I haven skal der opsættes ølboder og pølsevogne. Jeg – og de af sognebørnene, der er frie nok – går rundt uden tøj på. I et hjørne af haven slår vi et par grene sammen til et kors, sætter nogle ølkasser sammen til et bord. Der vil jeg holde min prædiken og bagefter uddele portvin og franskbrød til gæsterne.”

I Refshauges daværende sogn har rygter siden villet vide, at præsten året efter Thylejren døde af en overdosis narkotika. Rygterne kan muligvis skyldes, at han havde et par narkomaner boende i præstegården, men en af Refshauges døtre fortæller, at faren døde en ganske naturlig død af hjertestop under et besøg hos sin elskerinde, præstekonen, i efteråret 1971.

Ifølge datteren havde faren og hans elskerinde et “guddommeligt forhold”.