Rygter om, at der var civilklædte betjente i lejren, havde cirkuleret i flere dage og kulminerede ved midnatstid natten til tirsdag med en spontan, oprørt sammenstimlen foran scenen, indtil Henning Prins fik kaldt forsamlingen til ro.

Flere mente lige fra lejrens åbning at have set særlige typer mænd, som måtte være fra ordensmagten eller efterretningstjenesten, og gisningerne handlede om, hvorvidt det var hashhandelen eller noget andet i lejren, som betjentene snusede rundt efter.

Allerede i de første numre af lejravisen havde rygterne ført til forskellige opråb og efterlysninger. “Vi opfordrer de civile betjente til at give sig til kende, så vi kan få en åben snak om tingene,” hed det i avisens tredje nummer. “Det ville være trist, hvis mistænksomheden skulle brede sig.”

Et par dage tidligere havde Jacob Ludvigsen, der flere gange bidrog med små tekster til lejravisen, tilsvarende opfordret “panserne” til at træde frem.

“Lad os i fællesskab bygge en politibod, hvor I kan få lov at stå i skjorteærmer – eller måske er der en god syer her i lejren, som vil kreere en flippet politiuniform,” skrev Ludvigsen. “Kom frit frem af busken, strømervenner, lad os slutte fred, vi ønsker ikke krig.”

Mandag aften mente flere lejrdeltagere at være ganske sikre på, at to bestemte mænd, der hele aftenen havde bevæget sig rundt i lejren, måtte være civile betjente. Nogle mente endog at vide, at de to betjente var udkommanderet fra Kolding, mens andre havde hørt, at den ene af mændene skulle være formand for Konservativ Ungdom.

Ved midnatstid havde en ophidset flok samlet sig foran scenen og diskuterede, hvordan man kunne forhindre de to betjentes spionvirksomhed i lejren. Nogle gav udtryk for, at en gruppe lejrdeltagere måtte smide de to herrer ud af lejren, og et forslag gik mere konkret på at smide dem i Tømmerby Fjord.

Henning Prins dukkede op i forsamlingen og tog ordet. Han manede til besindighed, og flokken spredtes efterhånden igen.

Resten af natten blev flere mænd fulgt rundt i lejren af mistænksomme lejrdeltagere. En af dem, en mand i grøn duffelcoat, blev ved totiden om natten udsat for en forhørslignende udspørgen i Heste-Claus’ Øltelt, og han hævdede at være en isenkræmmer ved navn Erik Jørgensen.

Da han blev gået på klingen, viste han dog en afslørende ringe indsigt i isenkræmmerfaget, og hans påstand om, at han var taget på tommelfingeren til lejren blev også afsløret som løgn, da en taxachauffør viste sig at vente på ham ved indgangen med en syvpersoners hyrevogn. Senere på natten blev manden da også set i selskab med de to mænd, der var mistænkt for at være civilbetjente.

Umiddelbart efter ‘strømeraffæren’, som episoden siden blev kaldt, satte lejravisens Viggo Bertelsen sig til skrivemaskinen. Han var færdig med sin artikel klokken tyve minutter over ét om natten, og den fik topplacering på avisens forside næste dag.

“Denne avis har ingen ledere, især ingen af de fleste avisers lederslags,” indledte Viggo Bertelsen. “Det skal den heller ikke ha’, alle indlæg skal være ledere, eller ingen indlæg skal være ledere. Men dette desuagtet må jeg for egen regning komme med nogle principielle betragtninger vedrørende formand Henning Prins’ manipulatoriske evner.”

Artiklen refererede til nattens “strømeraffære”, hvor folkemængden havde været “til dels ophidset”, men hvor de eventuelle betjente dog “næppe var blevet smidt i Tømmerby Fjord, selv om nogen måske kunne have lyst dertil.” Det var dog ikke skribentens ærinde at diskutere dette, i stedet ville han stille spørgsmålstegn ved Prins’ rolle i den følgende debat ved scenekanten.

“Det afgørende i sagen var, at formand Prins med nogle få velvalgte ord kunne opnå kontrol med hele folkeskaren, en evne han tidligere har demonstreret til fulde, blandt andet ved fællesmøderne. Henning Prins har gjort sig selv til leder og vil ikke give slip, måske fordi han så tror, at hans sommerlejr går i opløsning. Men hvis denne sommerlejr ikke kan klare sig uden formand Prins som leder, så lad denne sommerlejr gå op i sømmene.”

Mumleriet i krogene om Henning Prins’ lederrolle havde allerede stået på nogen tid. To dage før var det trængt igennem til spalterne i søndagsudgaven af lejravisen, hvor en “storm mod Prins” blev annonceret.

“På fællesmødet i dag vil der blive stillet krav om afstemning vedrørende formand Henning Prins’ forbliven som leder,” hed det i en kort tekst uden signatur. Striden handlede om gratisterne i lejren, og nogle mente, at Prins ikke havde taget problemet alvorligt og gik for lempeligt til værks. “Men mon de har kræfter til at styrte ham?” fortsatte opråbet. “Kom til fællesmøde og se.”

Ingen af de 22 punkter i søndagens fællesmødereferat, skrevet af Viggo Bertelsen, indeholdt dog mindste tegn på, at stormen mod formanden var blevet realiseret.

“I saw the Holy Image,” havde en person ved navn Mark råbt ifølge referatets punkt fire, Provo-Knud havde sammen med et par andre opført et kvarter langt danse-, musik- og stripteasenummer, parkeringsvagter og købmandsekspedienter var blevet efterlyst, det samme gjaldt ti mand til at flytte en båd ind i Legeland, udnyttelsen af Niels Holts nu tomme galleri blev diskuteret, eventyret om de tre små grise blev fortalt, og Informations Nils Ufer havde påtalt den overdrevne talelyst ved fællesmøderne eller, som han formulerede det, “den tiltagende mikrofonitis”.

Men ingen havde tilsyneladende indledt stormen på Prins.

“Jeg har en erindring om, at jeg flere gange blev væltet som leder på fællesmøderne,” fortæller Henning Prins i dag. “Det havde jeg ingenting imod. Jeg havde intet som helst ønske om at være leder. Hver gang accepterede jeg at træde tilbage og sagde, at den nye ledelse blot kunne henvende sig i skurvognen for at få overdraget nøgler, papirer og diverse beskeder. Men der kom aldrig nogen for at overtage tjansen. Så jeg blev nødt til at fortsætte arbejdet.”

Efter ti dage var Henning Prins’ position som konge af lejren en fast forestilling hos en stor del af lejrdeltagerne. En af dem var den fjortenårige Niels Frid-Nielsen, der opfattede Henning Prins og Leif Varmark som dem, der ikke alene havde opfundet lejren og fået den stablet på benene, men også som dens ideologiske ledere.

“Jeg husker Prins som kæmpestor, en gammeldags patriark og machomand, der i hele sin fysiske og mentale optræden agerede som lejrens konge. Min fornemmelse var, at han måtte være søn af en officer eller noget tilsvarende og i hvert fald have været udsat for en meget autoritær opdragelse. Men jeg havde uendelig stor respekt for ham, også fordi han var en figur, der forbandt det politiske og det udflippede. Han havde den politiske retorik i orden og var samtidig, mente jeg, i stand til at give slip og flippe ud.”

Da Niels Frid-Nielsen ti år senere mødte Henning Prins, kunne han næsten ikke genkende kongen, og Henning Prins kunne slet ikke genkende sig selv i Niels Frids fortælling om lejren. I dag opfatter Henning Prins det sådan, at han af både lejrdeltagere og myndigheder blev holdt fast i en rolle som leder med en masse praktiske funktioner.

Henning Prins’ hverdag i lejren indeholdt en række vidt forskellige forpligtelser, der begyndte – eller endte – sidst på natten eller snarere først på morgenen, når fiskere eller andre gæster i forskellige grader af fuldskab og eufori bad ham ringe efter taxaer på lejrens telefon.

Derpå fortsatte dagen med, at Prins skulle drikke en formiddagsøl med vigtige samarbejdspartnere som politimesteren og direktøren for Thisted Bryghus, modtage og rundvise journalister og myndighedspersoner, der måske især var interesserede i at “se på bare patter”, tage sig af børn, der var blevet væk fra deres forældre, sørge for lægehjælp til bulne fingre og forbrændt barnehud og måske tilkalde ambulancer til syge eller sindssyge, udlevere beroligende medicin fra lejrens pengeboks til angste og paranoide mennesker på forskellige blandinger af stoffer, besvare opringninger fra en stor mængde foruroligede forældre, som mente deres børn befandt sig i lejren, hjælpe unge, der havde mistet penge, soveposer eller telte, og besvare klager fra naboer, der havde fundet affald eller afføring på deres jorder.

“Hele min idé med lejren indebar jo, at deltagerne skulle tage ansvar og lede sig selv. Men jeg blev meget hurtigt udråbt til både Formand, General og Konge. Mange havde åbenbart et stort behov for at definere sig selv i forhold til en autoritet, også i det nye samfund.”

Henning Prins (t.h.) og Leo Jespersgaard til fællesmøde (Scanpix/Gregers Nielsen). Til højre tegninger af Prins: Øverst forlaget Sorte Fanes bombemand, nedenunder forside til VS-bladet ‘Folkets Truthorn’. Øverst t.v. Prins på lejren, i midten sammen med Varmark (t.v.) og Jespersgaard, og nederst forsiden af Sorte Fanes første bog fra foråret 1970. Scanninger ved Poul Rasmussen.

Tre af den arkitektstuderende Leo Jespersgaards kort over det planlagte nye samfund i Thy fra maj 1970. Nederst t.v.: Hjørnerotternes kort over lejren fra slutningen af juli. Scanninger ved Poul Rasmussen.

Fællesmøde i Huset, foråret 1970 – midtfor Henning Prins (i ternet skjorte) og t.h. for ham Peter Duelund (Polfoto/Morten Langkilde). Nederst t.h. dans og bodypaint på Mors-seminaret, sommeren 1968 (Polfoto), t.v. erobrer Finn Ejnar Madsen talerstolen fra rektor Mogens Fog ved Københavns Universitets årsfest i november 1968 (Polfoto).