I slutningen af januar 1969 så man for første gang ‘fri hash’-bannere og hashsalg i de københavnske gader ved en demonstration foran Christiansborg. En ung mand i islændersweater og afghanerpels havde en bod i form af en kasse i en snor om halsen med reklamer for “Økonomipakke hash til hele familien”.
Mellem HCØ-festivalerne havde nogle af aktivisterne fra Det ny Samfund involveret sig i at protestere mod regeringens forslag om at tredoble straffene for at handle med stoffer. Leif Varmark og Henning Prins dukkede op med anarkismens sorte fane, mens Det ny Samfunds egen nysyede fane var både rød og sort som de spanske anarkosyndikalisters.
Fra talerstolen forklarede Peter Duelund om forskellen på de vanedannende, hårde stoffer – opiaterne – og de bevidsthedsudvidende. Demonstranterne vendte sig mod brugen af de hårde stoffer, men krævede afkriminalisering af hash.
I løbet af det foregående år havde politiet voldsomt optrappet sin indsats mod de narkotiske stoffer, hvortil myndighederne – modsat hippierne – også regnede hallucinogener som hash og lsd. Indsatsen skete under ihærdig ledelse af den tidligere modstandsmand, politiadvokaten Volmer Nissen, som senere på året blev chef for et nyoprettet narkoadvokatur ved Københavns Politi.
Duelund afsluttede sin tale med at opfordre alle hashrygere til at sætte sig ned. Kun de civilklædte politibetjente blev stående, hvilket resten af flokken grinede en del ad.
Demonstrationen blev dog også mødt af intern kritik. Den beviste ifølge Jan Michaelsen fra gruppen Revolutionær Aktion, hvor naive medlemmerne af Det ny Samfund var.
“Hvis bare alle mennesker begynder at ryge hash, er revolutionen gennemført, tænker naive sjæle,” skrev Jan Michaelsen i Det ny Samfunds medlemsblad. Men i virkeligheden var hash de kapitalistiske magthaveres middel til at “forhindre dette samfunds totale sammenbrud.” I lighed med “sport, biler, det meste pornografi og megen popmusik tjener interessen for hash og narkotika det reaktionære formål at kastrere ungdommen politisk.”
Revolutionær Aktion hørte til de mest militant revolutionære grupper i Det ny Samfund. Gruppen blev ledet af trotskistiske aktivister som Kasper Neergaard og den tyveårige Jan Michaelsen, der efter en periode som provo nu var blevet marxist.
Revolutionær Aktion, der en overgang blev overvåget af PET, arrangerede et væld af møder og oprettede et revolutionært forsikringsselskab til at betale voldelige demonstranters bøder.
“Mange demonstranter holder sig unødvendigt passive, og endnu flere tør ikke deltage i militante aktioner af frygt for høje bøder,” som Jan Michaelsen forklarede i en indkaldelse til forsikringsselskabets stiftende generalforsamling.
Jan Michaelsen kom få måneder efter narkodemonstrationen til at spille en af hovedrollerne ved en anderledes voldelig demonstration, der gjorde modsætningerne i Det ny Samfund tydelige.
Protesterne mod John Waynes USA-venlige film De grønne djævle om Vietnam-krigen udviklede sig efter premieren den 5. maj 1969 til daglige konfrontationer foran Saga-biografen på Vesterbrogade mellem på den ene side demonstranter og på den anden side politi og rockertyper fra De Vilde Engle.
Blandt lederne af demonstrationerne var ud over Jan Michaelsen også Finn Ejnar Madsen, der nu var landskendt for sin optræden på Mogens Fogs talerstol, og unge fra Gotfred Appels KAK, blandt andre de senere Blekingegadebandemedlemmer.
Appel sørgede for at forsyne sine tropper med lange granrafter og håndstore sten til kampen mod ordensmagten, mens Jan Michaelsen trak på personlige erfaringer fra en stor demonstration foran NATO’s hovedkvarter i Bruxelles to måneder før. I Superlove havde Michaelsen skrevet en begejstret rapport fra den “disciplinerede og velorganiserede” demonstration, der blev ledet af særlige “kampgrupper” med walkie-talkies, og hvori “næsten alle demonstranter var bevæbnede med hjelme og lange kæppe, og mange havde sten og molotovcocktails.”
Henning Prins og Leif Varmark holdt sig langt væk fra Vesterbrogade.
“Vi vidste,” skriver Varmark, “at det eneste, der ville komme ud af den slags demonstrationer, var, at medier og politikere ville anklage OS for vold, mens politiets hundrede gange stærkere vold og amerikanernes hundrede tusinde gange stærkere vold i Vietnam ville blive forbigået. Det skete da også.”
Saga-demonstrationerne, der endte med, at biografdirektøren følte sig truet til at tage filmen af plakaten, førte til heftig kritik fra Peter Duelund og andre af de centrale personer i Det ny Samfund, der kaldte demonstrationslederne “brostensromantikere”.
I organisationens pjece om aktionsformer udnævnte Henning Prins demonstrationerne til at være “et af de mest eklatante fejlgreb, aktionsromantikerne har lavet indtil dato, og hvis ikke den bliver samlet op på en eller anden måde (det vil sige af de fornuftigt formulerede, romantikerne har ikke tid, de er i gang med den næste brøler), så kan det risikere at være et vendepunkt.”
I et PS noterede Prins: “Stalinisternes første offer er altid ytringsfriheden!”
Jan Michaelsen svarede igen ved at angribe “den reformistiske fløj” i Det ny Samfund for at udarte i “en komplet usaglig og usolidarisk hetz af de kammerater, som deltog i den vellykkede firedages krig mod De grønne Djævle.”
Det næste halve år stillede Jan Michaelsen en lang række forslag på fællesmøderne i Det ny Samfund for at skærpe den revolutionære profil. Efter en række nederlag vandt Revolutionær Aktion i oktober 1969 en sejr, som samtidig én gang for alle splittede den hårde, revolutionære fløj fra det anarkistiske flertal i Det ny Samfund.
Striden handlede om to erhvervsmænd, der havde meldt sig ind i organisationen som en tilnærmelse til oprørernes nye tanker, men som efter marxisternes mening var kapitalister af værste skuffe: Skibsrederen Ole Lauritzen og rejsebureaudirektøren Simon Spies, der var blevet medlem på Niels Holts opfordring.
Jan Michaelsen stillede forslag om, at både Spies og Lauritzen øjeblikkelig skulle ekskluderes.
Forslaget faldt ikke i god jord hos de ledende kræfter i foreningen. Den tidligere formand for Studentersamfundet Erik Møller mente, at det var ren spild af tid at smide de to herrer ud. “Hvis de er tossede nok til at betale til en forening, der fører en politik, der i sidste ende går ud på at undergrave deres egen position i samfundet, så lad dem dog det.”
Simon Spies dukkede ikke op til det fællesmøde i begyndelsen af oktober 1969, hvor medlemmerne skulle diskutere hans eksklusion. Det gjorde til gengæld Niels Holt, selv om han på dette tidspunkt næsten ikke havde kontakt til Spies længere. Spies var blevet fornærmet over, at Holt nægtede hver morgen at fragte friske jordbær fra drivhusene på Nybo Forsøgsstation til Spies’ morgenbord.
Niels Holt tog ordet flere gange på mødet for at advare mod eksklusionsforslaget. “Jeg sagde, at hvis vi begyndte med den sport at ekskludere, ville vi blive en lille klub af selvtilfredse fremtidsdrømmere, som sad og pillede bussemænd, mens livet gik videre uden os.”
Den anden eksklusionstruede dukkede selv op til fællesmødet for at forsvare sig.
Den 35-årige Ole Lauritzen havde op gennem tresserne fået tilnavnet ‘den røde skibsreder’, fordi han havde arbejdet på at demokratisere forholdene på sine skibe. Men for Jan Michaelsen og andre militante oprørere repræsenterede han den yderste reaktion, fordi han offentligt var gået i debat med Vietnam-bevægelsen og havde forsvaret amerikanernes synspunkter.
Lauritzen havde dog haft åbenhed og nysgerrighed nok til at sige ja til invitationer til debat, blandt andet i Studentersamfundets kælderlokaler i Sankt Peders Stræde.
En aften under et sådant debatmøde havde Ole Lauritzen fået skåret to af dækkene op på sit store Pontiac-dollargrin, som han havde parkeret uden for kælderlokalerne. Lauritzen fik en mistanke om, at gerningsmanden kunne være den revolutionære Jan Michaelsen, fordi denne gik omkring og skulede, mens han selv fandt to reservehjul frem fra bagagerummet.
I den tidlige forsommermorgen, hvor lyset var ved at bryde frem, dukkede et par af blomsterbørnene op fra kælderen og hjalp skibsrederen med at skifte hjul.
En vis dialog opstod mellem nogle af ungdomsoprørerne og skibsrederen, som selv en kort periode flyttede i kollektiv og støttede Sofiegården på Christianshavn. Han spillede Matador hos Leif Varmarks venner Nina og Palle og begyndte også at komme på Drop Inn, hvor han blev gode venner med blandt andre Ebbe Reich – og i øvrigt fandt kvinderne betydeligt mere interessante end dem i hans eget miljø.
“De ‘bløde’ mennesker i flower power-miljøet var tænksomme og hyggelige,” har Ole Lauritzen senere skrevet. “Anarkisterne havde holdninger, som jeg kunne forstå. De var ikke bombesprængende terrorister, opdagede jeg, men bare mennesker, der havde en sund skepsis over for staten, autoriteter og magthavere. De er klar over, at magt korrumperer og skader ethvert menneskes sunde sans.”
For Jan Michaelsen var det imidlertid en voldsom provokation at se Simon Spies og Ole Lauritzen i samme organisation som ham selv, og i Spies’ tilfælde var det evident, at Det ny Samfund ikke kunne have et medlem, der som ung havde været medlem af nazistpartiet og nu arrangerede rejser til “fascistdiktaturerne i Spanien, Portugal og Grækenland.”
I Ole Lauritzens tilfælde kunne Jan Michaelsen på fællesmødet i oktober opregne hele seks grunde til eksklusion, heriblandt at Lauritzen havde kaldt Vietnam-demonstranter for “rødfascister”, og at hans rederi havde sejlet våben til det amerikansk støttede regime i Sydvietnam.
I sin forsvarstale benægtede Ole Lauritzen sådan set ikke disse anklager, men forklarede, at han kaldte enhver, der anvendte vold i den politiske kamp, for fascist. Han spurgte forsamlingen, hvad man overhovedet skulle med alle disse ismer.
“Dette er ikke et spørgsmål om min person,” sluttede Ole Lauritzen sin tale, “men et valg mellem Revolutionær Aktion og Det ny Samfund. Ønsker I, at Det ny Samfund skal være identisk med Revolutionær Aktion, så stem for, at jeg skal ekskluderes. Men ønsker I det ikke, så stem imod!”
Eksklusionen af Simon Spies blev vedtaget med stort flertal, mens Lauritzen blev ekskluderet med 26 stemmer for og 16 imod.
“I er en flok umodne børn,” erklærede Ole Lauritzen efter afstemningen og krævede at få sit forudbetalte kontingent retur.
Eksklusionen vakte også efterfølgende debat blandt medlemmerne, og i ledelsen mente man, at Jan Michaelsen havde fået sine egne meningsfæller trommet sammen til afstemningen. Eksklusionen havde simpelthen karakter af et kup, udtalte Peter Duelund til pressen.
I næste nummer af Det ny Samfunds blad foreslog Erik Møller, at Revolutionær Aktion kollektivt skulle ekskluderes på grund af sine mange “paradeforslag”. Eksklusionen kom dog aldrig til afstemning, fordi Revolutionær Aktion på næste fællesmøde meddelte, at gruppen ville trække sig ud af Det ny Samfund.
“Den selvbestaltede ledelse” i Samfundet havde længe ført hetz mod gruppen, hed det, og man havde fået nedstemt sine forslag om, at gruppen skulle indkassere en økonomisk andel af kontingent og festoverskud.
På samme tid, i begyndelsen af november 1969, blev Jan Michaelsen anholdt og fængslet som medlem af den såkaldte Trotylbande, der havde stjålet fem kilo trotyl fra et militærdepot i Viborg.
Det blev aldrig opklaret, hvad formålet med at stjæle sprængstofferne var. Jan Michaelsen, der har slået tyveriet hen som “drengestreger”, nægtede at kende til formålet og fik senere erstatning for uberettiget fængsling.
Ikke mindst under de voldsomme Saga-demonstrationer i foråret havde Jan Michaelsen fået nye kampfæller, heriblandt de unge medlemmer af Gotfred Appels KAK.
I efteråret 1969 sendte Appel de første af sine disciple til Amman i Jordan for at deltage i den palæstinensiske kamporganisation PFLP’s træning i våbenbrug og fremstilling af bomber.