Huset

Tre måneder før Dag 0:

Prins og Varmark flytter ind i hovedkvarteret

I det tidlige forår 1970 fik de to vagabonderende tvillinger, Henning Prins og Leif Varmark, et fast tilholdssted, for nu ikke at sige et hjem, i et gammelt pakhus ved hjørnet af Magstræde og Rådhusstræde, ikke langt fra Drop Inn.

Det ny Samfund havde med kulturministeriel og kommunal støtte overtaget kolonialfirmaet Styhr og Kjærs lagerbygninger, der havde stået tomme i flere år. I første omgang hed det ny hovedkvarter Projekt Hus, men snart – og op til i dag – blev det kendt som Huset.

Allerede på det stiftende møde i Det ny Samfund havde Peter Duelund præsenteret idéen om et fælles mødested, og bagefter havde han inviteret blandt andet den kriminalpolitiske gruppe KRIM, Unge Pædagoger, filmgruppen ABCinema og Klub 27 med i forberedelserne.

Huset skulle være “den permanente ramme omkring en udenomsparlamentarisk bevægelse,” som Duelund skrev, det københavnske hus skulle blot være det første af en række huse i alle større provinsbyer, som ville blive “kraftcentre for parallelsamfundets aktiviteter.”

Huset skulle være åbent for alle, det skulle rumme kontorer og trykkeri for de politiske grupper og desuden musikscene, teater, biograf, udstillingsrum og bogcafé, der skulle drives på kunstnernes egne præmisser.

Da kulturminister K. Helveg Petersen udsendte en betænkning om “den kulturpolitiske situation,” som lagde op til både en styrkelse og en decentralisering af kulturlivet, satte det ekstra skub i planerne. Kollektivet på Svanemøllevej havde skrevet et afsnit om deres ‘projekt kulturhus’ i betænkningen, og efterfølgende samarbejdede kollektivet med Det ny Samfund om at realisere planerne.

Allerede i maj 1969 kunne Peter Duelund i Det ny Samfunds blad meddele, at forhandlingerne med myndighederne var ved at falde på plads uden de store uenigheder.

Samtidig gjorde Duelund opmærksom på, at de største problemer måske først ville vise sig, når huset var åbnet: “Alle vil slås mod alle for at få plads og rettigheder, og besværet kan hurtigt blive så stort, at de, der virkelig ønsker at lave noget, ikke gider bøvle med problemerne og går deres vej.”

Duelund, der allerede havde oplevet en del kaotiske fællesmøder, sluttede med dette opråb: “I skriger på lokaler og selvstyre, men kan ikke finde ud af det, når muligheden foreligger. Gå hjem og dygtiggør jer, før I skriger op igen.”

I oktober 1969 købte Københavns Kommune Styhr og Kjærs fire tusinde kvadratmeter store kontor- og pakhus, opført i 1779, og samtidig blev der bevilget to millioner kroner til istandsættelse. Huset blev officielt indviet den 1. april 1970, men flere af grupperne var allerede rykket ind i løbet af februar og marts.

Kommunen og Kulturministeriet havde for første gang accepteret, at et fællesmøde var øverste besluttende myndighed i et offentligt finansieret projekt. Til gengæld havde man stillet en række krav til regler, hvoraf de vigtigste var forbud mod overnatning og hashrygning i huset.

Peter Duelund havde advaret kulturministeren mod at indføre et forbud mod hash, fordi forbuddet ville være umuligt at håndhæve, og pressen derefter ville kaste sig over sagen. Forudsigelsen viste sig at holde stik, og efter åbningen kunne aviserne bringe fotografier af ikke kun hashrygende unge, men også hashhandlere med vægten i hånden.

Huset viste sig i det hele taget, som Duelund havde forudset, særdeles vanskeligt at styre med det ultimative basisdemokrati. Brugerne af Huset kom fra begyndelsen til at række fra de mest velstrukturerede politiske aktivister og kunstnere over folk med en vis forretningssans til en stor gruppe hashrygende flippere.

Den sidste gruppe omfattede både decideret hjemløse, storbyens første narkomaner, slumstormere, der på samme tid blev sat ud fra de besatte huse af politiet, og en masse unge mennesker, der manglede et sted at bo, og som ikke havde råd til at investere i gamle rigmandsvillaer i Hellerup.

Mange flyttede simpelthen ind i Huset med en madras og det mest nødvendige udstyr. Et af de største lokaler i ejendommen blev under tilnavnet Det skønne Rum og med gulvet dækket af madrasser hjemsted for en flok, der først og fremmest ville sove, hygge sig og ryge en chillum sammen. Hurtigt blev også morfin og andre hårde stoffer en del af hverdagen i Det skønne Rum.

“Der var møder hele døgnet rundt på alle etager om alt mellem himmel og jord,” beretter en af aktivisterne, Birk Keller, der fortæller, at selv et ganske kort fravær kunne betyde, at man mistede enhver indflydelse: “En kort forkølelse eller et frafald til et møde kunne betyde, at man aldrig mere kunne komme til orde. Man havde kun indflydelse, hvis man var med i processen. Det var et psykologisk stafetløb, hvor der ingen vindere eller tabere blev fundet.”

Fællesmøderne, kaldet husmøder, blev præget af de vidt forskellige mennesker og interesser i Huset og af forsøgene på at lade alle komme til orde. Ikke mindst havde pusherne en forretningsmæssig interesse i at forpurre ethvert forsøg på at træffe beslutninger om det grasserende stofforbrug i huset.

En af aktivisterne, Ole Vind, har dengang givet en beskrivelse af det skue, som mødte en tilskuer til husmødet:

“En sal tæt pakket med siddende unge, langhårede og spraglet klædte med et sparsomt islæt af mere aldersstegne, korthårede og gråklædte – alle med ansigterne vendt mod en lille lysning midt på gulvet, hvor en flok oprejste, ivrigt gestikulerende, talende, råbende mennesker udkæmpede et sandt drama for øjnene af den undrende skare. At der ikke var tale om teater, var imidlertid tydeligt nok, idet lidenskaberne flammede højest i rent personlige angreb og parader, som var komplet uforståelige for den udenforstående. Så meget var dog klart, at der var krig på kniven, og man sparede ikke hinanden.

Husmødet flippede ud – igen …”

Blandt de første indflyttere i Huset var Prins og Varmark, som rykkede ind med deres nyoprettede forlag, Sorte Fane, på et kontor sammen med Det ny Samfund og medlemsbladets redaktør, Ole Kaae.

Skriveborde og andre møbler blev, ligesom til resten af huset, hentet på ministeriernes lager for brugt kontorinventar på Slotsholmen og i et tilsvarende kommunalt lager i kælderen under Rådhuset. Desuden anskaffedes en grøn udtrækssofa med pude og dyne i ryggen, så kontoret også kunne fungere som natlogi.

Leif Varmark havde i mange år en erindring om, at han sammen med Henning tog ud til RUC, Roskilde Universitets Center, og stjal de sorte hængelamper til kontoret. De to havde medbragt en kniv, skar ledningerne over og stak af med belysningen. Da han senere var i færd med at nedskrive sine erindringer, viste et historisk check imidlertid, at RUC slet ikke var bygget i 1970.

“Måske var det et andet sted, vi gjorde det,” konkluderer han, “måske var det kun noget, vi snakkede om på et værtshus.”

Henning Prins forklarer i dag, at lamperne – og en elektrisk skrivemaskine – først blev stjålet langt senere til brug for et kontor til Socialistisk Kulturfront. Den organisation hævder Varmark imidlertid, at han aldrig har hørt om.

På Sorte Fanes kontor blev der drukket mere øl, end der blev røget tjald. Hos købmand Bent i kælderen på den anden side af gaden kunne man hente en hel kasse øl, hvis man ellers havde pengene, og øllet gjorde kontoret til en af de centrale festhuler i Huset. Som det hed i en annonce, hvor Varmark og Prins indbød til aktivmøde for alle, der var “indstillet på handling i stedet for snak”:

“Der er naturligvis bajere til de populære Sorte Fane-priser.”

Gennem en glasvæg ind til nabokontoret kunne man følge med i livet hos Rødstrømperne, som den 8. april gennemførte bevægelsens første demonstration.

“De holdt møder, hvor det ifølge sagens natur vrimlede med skøre og skønne kvinder i enhver udgave,” konstaterer Leif Varmark. “De var endnu ikke blevet så forbitrede på os mandschauvinister, at vi ikke kunne omgås, som mand og kvinde bør omgås.”

Leif Varmark husker blandt andet en festlig aften, hvor han og Henning havde fået placeret en af rødstrømperne, den senere journalist på Information Karen Syberg på et skrivebord. De to venner fik smøget hendes bluse op over “et par struttende, velformede bryster,” som Varmark skriver. “Hun var i det hele taget en meget smuk pige, og som på tælling sank vi andagtsfuldt på knæ foran hende og sugede løs på hver vores bryst.”

Også Henning Prins husker episoden, som han kalder “smuk og ikke spor liderlig,” mens Karen Syberg i dag erklærer, at de to mænds erindring er ren fantasi.

Om en af de andre faste beboere på kontoret, Ole Kaae, gik rygtet, at han i tilstrækkelig beruset tilstand kunne sove liggende mellem to stole med hælene på den ene og nakken på den anden. En aften på kontoret måtte Ole Kaae betragtes som så stiv af druk, at et eksperiment kunne gennemføres, og to stole blev stillet op i passende afstand, hvorefter Ole Kaae blev anbragt imellem dem.

“Rygtet talte sandt,” skriver Leif Varmark. “Det så ud, som om han svævede durk i luften, kun understøttet et par sparsomme centimeter i hver ende.”

Også denne beretning er senere blevet dementeret af hovedpersonen: Ole Kaae erkender, at han ved en lejlighed sov liggende på to stole på kontoret, men ikke på nogen måde svævende.

“Det kan da godt være,” kommenterer Leif Varmark. “Dengang var grænsen mellem fantasi og virkelighed meget smallere, end den er i dag.”

Ud over Sorte Fane og Rødstrømperne rykkede også en række andre grupper ind i Huset i løbet af foråret, blandt andet landets første bogcafé, startet af forlagsredaktøren og boghandleren Per Kofod, som i flere år havde arbejdet i Paris og siden for Gyldendal.

Med en af aktivisterne fra Det ny Samfund, Mikael Hagen, som medhjælper åbnede Per Kofoed bogcaféen, der også rådede over egen duplikator og bogheftemaskine, så forfatterne kunne fremstille deres egne bøger, ligesom Kofoed arrangerede oplæsning og musikaftener. I begyndelsen boykottede Gyldendal den alternative boghandel, men snart fik forlagets egne forfattere sørget for, at deres bøger også kunne købes i Huset.

Bodil Møbjerg indrettede kontor for Kollektivkoordineringen, KoKoo, og en gruppe musikere med Peter Ingemann i spidsen startede bookingbureauet Musik og Lys.

I en programerklæring i en lille bog, hvor alle musikgrupperne præsenterede sig selv, skrev Peter Ingemann, at samarbejdet var et tegn på, at “vi er på vej ud af en tid, præget af drømme og visioner.” Nu skulle drømmene virkeliggøres, og “det kan vi kun gøre sammen. At gøre visionerne til virkelighed vil også sige at give alting tilbage til, hvor det stammer fra. Musikken fødes i folket, og det er musikeres opgave at give musikken tilbage til folket.”

Også filmfolkene rykkede ind i Huset. Den alternative filmgruppe ABCinema blev på samme tid splittet i dem, der ville arbejde rent kunstnerisk, og de mere politisk orienterede. Den politiske fløj stiftede gruppen Husfilm og fik et skrivebord i Huset med Peter Louis-Jensen som primus motor.

Peter Louis-Jensen havde sammen med Bjørn Nørgaard og flere andre fra Eks-Skolen eksperimenteret intenst med filmmediet de foregående år. I ABCinema havde han blandt andre mødt billedkunstneren Preben Nygaard Andersen, arkitekten Claus Wanscher og tonemesteren Peter Sakse, som tilsluttede sig Husfilm og senere deltog i en opsigtsvækkende kirkebesættelse under Thylejren.

Husfilm baserede sig ligesom Det ny Samfund på den basisdemokratiske tanke med fællesmødet som øverste myndighed, og gruppen forfulgte en vision om at integrere det politiske med den subjektive filmkunst i en kollektiv filmproduktion.

I tidsskriftet A plus B formulerede Bjørn Nørgaard det sådan, at man med Husfilm ikke blot skulle “køre sit eget personlige ræs,” men i stedet skabe “et ‘autoritært’ og mere militant produktionskollektiv, som stiller absolutte krav til medlemmerne.”

Det filmkunstneriske forbillede fandtes blandt andet i den revolutionsromantiske brasilianske film Antonio Dræberen fra 1969.

Gruppen eksperimenterede med de ny Super 8-smalfilmkameraer, der gjorde filmteknikken langt billigere og mere mobil end tidligere. Hvert medlem af Husfilm fik et kamera, et Fuji Single 8 mm, og når man havde aftalt rammerne for en ny film, var alle med til at gennemføre optagelserne, for eksempel når man selv deltog i demonstrationer.

Som Peter Louis sagde til en anden fra Eks-Skolen, Troels Andersen, da de en dag stod foran politistationen i Store Kongensgade: “Film er at have en sten i den ene hånd og et otte millimeter kamera i den anden.”

Gruppen opfandt begrebet ‘dokumentarisk fiktion’ for at beskrive arbejdsformen, og i gruppens første projekt fra foråret 1970, guerillafilmen Længsel, indgik optagelser fra de store Vietnam-demonstrationer foran den amerikanske ambassade i København. Filmen kulminerede med, at en kvinde, spillet af Peter Louis’ kone, keramikeren Bodil Marie Nielsen, smuglede en bombe ind på ambassaden, skjult i en bog, og sprængte bygningen i luften.

I gangene i Huset og ikke mindst til de fælles husmøder tørnede den kommende konge af Thylejren, Henning Prins, og hans største modstander i lejren, Peter Louis-Jensen, sammen for første gang.

“Jeg talte jo en del på husmøderne, og det irriterede åbenlyst Peter Louis,” husker Henning Prins. “Nogle gange passede han mig op på gangene og hvæsede, at jeg var en ‘forbandet pamper’. Han var den lille, bredbenede type, som man på amerikansk ville kalde ‘a slugger’ – én, som slår hårdt. Jeg fornemmede klart en meget truende, voldelig understrøm hos ham, men det lykkedes mig hver gang at snakke mig ud af situationen.

Kort før Thylejren åbnede, ansøgte Peter Louis og Husfilm Det ny Samfund om 34.000 kroner til at lave en film om lejren, og jeg var med til at bevilge dem alle pengene. Jeg er lidt flov over at indrømme det, men min motivation var vel også at formilde ham lidt inden lejren.”

Fyrre år senere fortæller Henning Prins en historie om, at han i samme periode anskaffede sig en dolk for om nødvendigt at kunne forsvare sig mod et angreb fra Peter Louis-Jensen.

Senere dementerer Prins dog udsagnet og forklarer, at han udelukkende købte dolken til praktiske formål. I denne udgave af historien opdagede Peter Louis på et tidspunkt, at dolken var af samme type, som medlemmerne af det nazistiske Hitlerjugend var forsynet med i tredivernes Tyskland.

Ifølge Prins førte opdagelsen til, at Peter Louis de kommende måneder altid mødte ham med en syngende råben:

“Prins har en Hitlerjugend-dolk! Prins har en Hitlerjugend-dolk! Prins har en Hitlerjugend-dolk!”

Boden med mikromakromad i Thylejren blev åbnet på initiativ af Palle Gringer, kollektivist og kogebogsforfatter. Foto: Gregers Nielsen.

Hverdagsliv foran kollektivet Kanas militærtelt i De gamles By i Thylejren. Foto: Gregers Nielsen.

Foran et telt i lejren. Foto: Gregers Nielsen.

Dans Tetelt. Håndboldspilleren Palle Nielsen og kæresten Marianne. Foto: Gregers Nielsen.