Efter et par regnfulde dage i lejren spredte skyerne sig i løbet af torsdag, og lyset brød igennem. Ud fra teltene kravlede beboerne og smilede til solen.

“Regnen bragte dem sammen,” hed dagens artikel i Thisted Dagblad, som fremhævede, at regnvejret havde “skabt et fint sammenhold.”

På Frøstrup Kro mødtes Henning Prins, Leif Varmark og Leo Jespersgaard med politimester Jørgen Bodenhoff og kriminalassistent Hedehus. I B.T. blev mødet kaldt “hemmeligt”, men ikke desto mindre blev det refereret i stort set alle landets aviser dagen efter.

Også blandt lejrdeltagerne fandt nogle dog mødet med politiet fordækt, hvad enten det så skyldtes oprørernes holdning til ordensmagten eller mødets placering på en kro ude i det gamle samfund.

Politimester Bodenhoff, der lokalt var kendt for sin ulastelige offentlige fremtræden, oftest med butterfly til jakken og den hvide skjorte, aflagde inden mødet besøg i lejren.

“Det var interessant at se lejren, som jo er et ejendommeligt eksperiment, men som der vel må være et behov for hos en række mennesker,” sagde Bodenhoff bagefter til Jyllands-Postens udsendte.

Ifølge Henning Prins var det ham, der havde taget initiativ til mødet med politiet, idet han på lejrens vegne havde krævet en undskyldning fra Hedehus for hans udtalelser til pressen dagen før. Og det fik han, beretter Prins selv, af en kriminalassistent, der var “edderspændt rasende og knaldrød i hovedet.”

På forsoningsmødet blev der ifølge de mange pressereferater diskuteret en lang række forhold omkring lejren. Det trafikale kaos, som den store tilstrømning af tilskuere havde afstedkommet, skulle forsøges løst ved en kraftig udvidelse af parkeringspladsen ved indkørslen til lejren. Lejrledelsen havde kunnet oplyse, at der dagen før var ankommet to nye toiletvogne med i alt tolv toiletter, og samtidig lovede ledelsen politimesteren, at man ville være mere påpasselig med ild og bål.

En aftale, som skulle vise sig stærkt kontroversiel, indebar desuden, at der fremover ikke ville blive spillet beatkoncerter efter klokken elleve om aftenen.

“Det er mit indtryk, at vi nu får det hele til at glide på den bedst mulige måde,” konkluderede politimester Bodenhoff efter mødet. Han gav over for pressen udtryk for, at problemer ikke kunne undgås, “når tusinde mennesker slår sig ned et sted, hvor der før kun var lærkesang,” men at ledelsen af lejren efter hans vurdering “ud fra de ærligste motiver prøver at opfylde de krav, som nødvendigvis må stilles.”

Politimesteren kommenterede også sin kriminalchefs udtalelser om den stigende kriminalitet: “I sommertiden stiger folks aktivitet, også den kriminelle, og der samles jo mange mennesker her, turister især fra det sydlige udland og så sommerlejren. Vi har overordentlig meget at gøre i øjeblikket, men jeg kan da ikke sige, at det er folk fra lejren, der går ud om natten og begår indbrud.”

Berlingske Tidendes udsendte ville vide, om politimesteren også havde talt ud med lejrledelsen om hashproblemerne.

“Jeg har ikke iagttaget hash i lejren,” svarede Bodenhoff. “Det er jo svært at se, om der er hash i en pibe eller hvad, men jeg kan sige, at vi på mødet diskuterede alle spørgsmål på en venlig og afslappet måde.”

Henning Prins lovede ifølge aviserne, at lejrdeltagerne ville “overholde politiets forskrifter til punkt og prikke,” og at naboerne ikke mere ville blive udsat for støjplager. De fleste problemer havde skyldtes misforståelser og dårlig kommunikation, sagde Henning Prins, der også udtrykte sin forbløffelse over den store presseinteresse for mødet.

“Vi har jo haft 117 møder med myndighederne før dette,” konstaterede han og tilføjede, at alle havde det “smaddergodt” i lejren.

Også formanden for den lokale sundhedskommission, klitplantør M.B. Hansen fra Lild Klitplantage, blandede sig i debatten. Efter flere besøg i lejren måtte han konstatere, at lejrdeltagerne var mere ordentlige end mange lokale:

“I forhold til de weekendgæster, vi har her i Bulbjerg-området, må jeg sige, at de unge mennesker rydder pænt op efter sig. Der er mindre affald i lejren end på Bulbjerg efter en hed søndag eftermiddag, hvor folk sidder i vejkanterne og nyder det gode vejr og smider affaldet i grøftekanten.”

Samme dag bebudede en række lejrdeltagere i flere aviser, at de som reaktion på Gustav Kaspersens kritik ville tilmelde sig folkeregisteret i Hanstholm kommune. Formålet skulle være at opstille egne kandidater og få dem valgt til kommunalbestyrelsen.

“Mon ikke det har været en vittighed, hvabeha’r?” kommenterede Henning Prins. “Jeg synes i det hele taget, at alt, hvad der bliver sagt her i lejren, bliver taget alt for højtideligt af pressen. Hvad med lidt humør?”

Borgmester Christian Hansen erklærede straks, at lejrdeltagerne skulle være “inderligt velkomne” i kommunalbestyrelsen, men nævnte dog, at der først ville være kommunalvalg igen i 1974.

Samtidig gentog han sit ønske om at holde ferie i lejren, nu endda udvidet til et otte dages ophold.

Også i Thisted Dagblads læserbrevsspalte kunne man de følgende dage læse flere sympatitilkendegivelser over for lejren. Gerda Jessen fra Thisted havde på forhånd læst brochuren fra Det ny Samfund og forstået, at formålet med lejren var “at få skabt kontakt og forståelse imellem mennesker.” Hun mente derfor, at kritikken måske ikke så meget skulle rettes mod lejrdeltagerne som “imod os, der holdt os borte, var sure og ikke ville ‘lege med’ – eller blot blev tilskuere.”

En anden lokal, Erna Pedersen, udtrykte forundring over, at agtværdige kriminalpolitifolk kaldte deltagerne ‘samfundets bærme’ og opfordrede alle til selv at besøge lejren for at tage personlig stilling.

“For os var besøget derude en oplevelse, vi vil gentage inden længe. Hvad vi umiddelbart hæftede os ved, var den ro, afslappethed og venlige imødekommenhed, som ‘fremmede’ blev mødt med. Vi kunne gå rundt og bese hele lejren, uden at nogen tog anstød deraf. Børnene i lejren var meget frigjorte og tillidsfulde over for os. Man havde fornemmelsen af, at her kom man virkelig hinanden ved.”

Angrebene for hashrygning var sikkert sandfærdige, skrev Erna Pedersen også. “Men er den angribende generation lastefri? Forbruget af nervemedicin, sovetabletter, spiritus osv. taler her for sig selv.”

En mere kritisk kommentar om lejrdeltagerne havde et par dage tidligere stået i Aktuelt, hvor en anonym læser berettede om en begivenhed på et hotel i Thisted. Tre unge mænd med indianerjakker og pandebånd var kommet ind på hotellet for at nyde et eller andet, men da de så de pæne lokaler med gulvtæpper og hvide duge, bemærkede en af de unge mænd så højt, at alle kunne høre det:

“Her er fandeme for fint. Er der ikke en tjener, der kan give os et spark i røven, så vi kan komme ud?”

Læserbrevsskribenten var blevet stødt over bemærkningen og sammenlignede det med, hvis han selv var gået ind i et af teltene i Thylejren og havde udbrudt: “Her er for beskidt, kan jeg blive smidt ud?”

Skribenten frygtede, at ældre mennesker kunne miste sympatien for ungdommen. “Jeg forlanger ikke, at de unge skal indtage alle de høflighedsattituder, vi ældre indtager – for dem kan de jo ikke have lært, når de er så unge – men de kan da i hvert fald lade være at genere sagesløse mennesker.”

Uden at ænse pressedebatten nød også lejrens børn torsdag eftermiddag godt af solskinsvejret. På Østerild Stadion seks-syv kilometer væk mødtes et hold af lejrens yngste deltagere med Østerilds lilleputter. Selv om lejrbørnene på et tidspunkt havde 21 spillere på banen mod de mere reglementerede lilleputter, vandt hjemmeholdet sikkert med seks mål mod ét.

Fra det tabende hold lød forklaringen, at Palle Nielsens hund, Henry, havde deltaget på lejrens side i kampen og forstyrret spillet katastrofalt. Desuden var Østerilds lilleputter jo vant til at spille sammen.

“De bestiller ikke andet end at sparke til den bold hele dagen,” lød det fra Mads, Nicolai og resten af holdet, da de senere på dagen afrapporterede i lejren uden at virke knækkede over det store nederlag. “Vi spillede da mægtig godt.”

Andre steder vakte avisomtalen af kriminalitet og stoffer større bekymring. Det gjaldt ikke mindst hos et forældrepar i et parcelhuskvarter i Thisteds udkant, hvor en ven smed dagens udgave af Ekstra Bladet på bordet.

“Politimand: Thylejren er samfundets bærme,” hed overskriften på den artikel, som den lokale hoteldirektør mente, at hans ven, ejendomsmægleren, burde se. Ejendomsmæglerens datter var nemlig blandt deltagerne i hippielejren.

Allerede to uger tidligere, på lejrens åbningsdag, havde den attenårige Kirsten Amby optrådt på et fotografi i Ekstra Bladet som illustration til Jacob Ludvigsens interview med Henning Prins og Leo Jespersgaard. På billedet sad en smilende Kirsten og veninden Mariann i halmen i åbningen til deres telt sammen med de to lejrledere, begge herrer forsynet med en flaske øl, Prins med bare tæer og Jespersgaard med sin bredskyggede hat og noget i hånden, der kunne være en cigaret med hash.

Kirstens familie hørte til byens bedre borgerskab. Faren lagde vægt på, at han ikke bare var ejendomsmægler, men byens eneste statsautoriserede ejendomsmægler, og moren drev egen tøjforretning, Magasin Nora. Forældrene tog på charterferie til Mallorca, ejede tre biler og havde i sin tid været blandt de første i kvarteret, som anskaffede fjernsyn og vaskemaskine. Kirsten og hendes to søskende havde siddet på hver sin taburet foran maskinen og fascineret fulgt tromlen, der drejede rundt og rundt.

Ofte kom forældrene sent hjem fra arbejde, og om aftenen blev børnene lagt tidligt i seng, inden der var selskabelighed med byens advokater og andre forretningsfolk. Faren, der selv var købmandssøn, var meget bevidst om sin opstigen i byens hierarki.

“Nogle gange blev jeg drillet af de andre børn, når de så far komme kørende i sin Ford Taunus med næsen lidt i sky og uden at ville hilse på hvem som helst,” fortæller Kirsten Amby.

Allerede som fem-seksårig hjalp Kirsten til hjemme, lugede ukrudt i havens bede og polerede hvert blad på den store stuebirk med kold kaffe. Forældrenes venner bemærkede, at ejendomsmæglerens børn var pæne i tøjet og altid så ordentlige og velopdragne. Selv når børnene skulle have smæk – først storesøsteren, så Kirsten og til sidst lillebroren – kom Kirsten som den lille, søde pige selv frem fra sit skjulested under bordet.

Mens storesøsteren som teenager reagerede ved at lukke sig inde på sit værelse med lektier og pennevenner, begyndte Kirsten at gå til ridning sammen med sin nye veninde, Mariann. Hver eftermiddag kørte hun efter skoletid på sin Velo Solex ud til hesten, der stod opstaldet syv kilometer fra hjemmet.

I begyndelsen af sommerferien efter 2.g læste Kirsten om den sommerfestival, som skulle holdes ved Frøstrup, og hun foreslog Mariann, at de tog derud sammen. Uden at spørge forældrene om lov kørte de to veninder ud til lejren et par dage før den officielle åbning og satte deres telt op.

“Fordi der endnu ikke var kommet ret mange mennesker, kom vi i kontakt med både Henning Prins og Leo Jespersgaard. Vi var meget beærede over, at to voksne mænd fra København gad tale med os og dele deres tanker om et nyt samfund. Vi opfattede dem som både rigtig rare og samtidig meget seriøse med deres visioner om fællesskab og nye livsformer. Jeg gik til mange fællesmøder og blev dybt forundret over, at Henning gang på gang var nødt til at appellere til folks ansvarsfølelse, når nu man havde alle muligheder foran sig – og endnu mere forundret over, at nogle kunne finde på at stjæle fra lejrens egen købmandsbutik.”

Både Kirsten og Mariann oplevede stemningen i lejren som ren magi. Det var som at træde ned på en fremmed planet, hvor alt var nyt – mikromakroboderne med mad, de aldrig havde smagt, alle de spændende mennesker, Blue Sun og de andre beatorkestre, der spillede til langt ud på de lyse sommernætter, og fællesteltene med halm på jorden og tyk hashrøg i luften. Selv om Kirsten hidtil havde taget afstand fra kammerater, der røg cigaretter for at være smarte, kastede hun sig for første gang ud i at ryge hash.

En bestemt oplevelse står lysende klar i Kirsten Ambys erindring. Regnen stod ned i stænger, da hun og Mariann faldt i snak med to svenske journalister, der var ankommet til lejren i en hvid sportsvogn.

“Om natten sad vi inde i en slags jordhule med halm på gulvet og tændt bål, mens regnen hamrede ned på presenningen over os. Udefra kunne vi høre musikken fra scenen blande sig med forskellige jamsessions rundt i lejren. Ved midnatstid stoppede regnen, det blev stjerneklart, og vi kørte med de to svenskere til Vesterhavet i den hvide sportsvogn. Havet var blikstille, men så snart man bevægede sig, tindrede vandet af morild, som om det var fyldt med tusindvis af små stjerner.

Det blev den første gang, jeg smed alt tøjet og badede nøgen. Al den nøgenhed havde ellers været meget grænseoverskridende for mig, og det gjorde stort indtryk, når lejrens postmand kom gående i bar røv med posttasken på hoften, mens hans svingede med sin tissemand. Aldrig havde jeg set så mange nøgne mænd og tissemænd i alle størrelser, men jeg var selv for blufærdig til at smide tøjet. Det vildeste havde været, da jeg en dag havde solbadet topløs på stranden. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at lade bikinitoppen glide langsomt ned over brystvorterne, mens jeg lå med lukkede øjne. Jeg følte mig ubeskrivelig nøgen.

At lade min nøgne krop bevæge sig gennem havet den nat og mærke luften mod huden, da vi løb langs strandkanten, var helt fortryllende. Bagefter kørte vi tilbage til lejren, og jeg tilbragte natten med den ene svensker i teltet. Det var første gang, jeg var sammen med en mand, og hidtil havde jeg kun haft foragt for de piger, som kyssede med drenge. Vi kyssede og krammede hele natten, men han fik ikke lov til at tage min dyd. Det sad stadig i mig, at min mor havde indprentet, at jeg virkelig skulle elske den første mand, jeg gik i seng med.”

Doors-sangen Waiting for the Sun samler for Kirsten Amby essensen af stemningen i de første uger af Thylejren. Den repræsenterer en salig tilstand, hvor hun vandrer rundt i lejrlandskabet sammen med Mariann og venter på, at solen skal stå op.

“I modsætning til mit vanlige liv derhjemme med regler og trusler var lejren topmålet af frihed. For første gang i mit liv følte jeg mig som noget særligt. Jeg følte mig så fri, så fri, så fri derude, og jeg elskede at danse i hippietøj på bare fødder med vinden i håret og blomsterranker malet op ad benene. Jeg syntes simpelthen, at jeg var blevet født i den forkerte familie med alle dens borgerlige normer, mens hippietilværelsen – det var lige mig!”

Da Kirsten efter et par uger i lejren kom hjem til familien på besøg, havde farens ven hoteldirektøren netop været forbi med Ekstra Blads-artiklen om “samfundets bærme” i Thylejren. Til Kirstens store forundring begyndte faren ikke straks at uddele reprimander. Det viste sig, at forældrene havde fået andet at tænke på: Deres ældste datter var blevet indlagt efter et selvmordsforsøg.

Forældrene indskærpede Kirsten, at hun skulle lade som ingenting, når storesøsteren kom hjem fra hospitalet, og i mange år efter – helt til forældrenes død – var selvmordsforsøget et tabu i familien.

“Jeg kan ikke huske meget andet, end at jeg flygtede tilbage til Thylejren, da jeg hørte om selvmordsforsøget. Men det var, som om lejren fra da stod i et andet lys. Jeg kom aldrig til at føle magien på samme måde som før. Der var kommet en masse mennesker, jeg ikke kendte, og nogle af dem skræmte mig. Især var jeg frygtelig bange for en fyr, der kaldte sig ‘Kong Knud’, og som gik omkring med udstrakte arme og råbte, at han var Jesu bror.”

Da Kirsten Amby året efter Thylejren blev færdig med gymnasiet, flyttede hun straks til Århus og begyndte siden at læse til lærer. Men den sommer i lejren havde forandret hendes liv.

“Det føltes, som om der var blevet lukket op for en vildskab inde i mig. Jeg var blevet en oprører. Jeg blev politisk aktiv på venstrefløjen, og i mit privatliv overskred jeg flere og flere af grænserne fra min opvækst. Jeg fik et friere forhold til mænd, og i det kollektiv, jeg flyttede ind i, var jeg med til at indrette et fælles bollerum.”