Fredag skinnede solen fortsat over Thylejren, og selv på denne hverdag trak lejren mange turister. Blandt lejrdeltagerne rasede debatten fortsat for og imod denne funktion som ‘zoologisk have’.

“Luk porten!!!!” lød overskriften på et indlæg i lejravisen, hvor den 26-årige journalist Peter Kramhøft citerede turisters bemærkninger under deres ture gennem teltlejren:

“Hvor er det synd for børnene,” lød ét udsagn, “hvor er de topløse?” et andet og “er det rigtigt, at de går og skider ved siden af teltene?” Synet af nøgne børn udløste bemærkningen, “de begynder tidligt,” og i købmandsbutikken havde en turist oplyst en anden om, at “de har et telt, hvor man kan købe piger.”

Gæsterne så åbenbart lejren som “et sted, hvor utugt og lovløshed og mangt og meget andet sker. Et sted man skal lukke for sine børn.”

Peter Kramhøft fandt det “ledt at se disse mennesker paradere gennem rækkerne af telte med et stort, fedt, sort stykke fordom for øjnene” og “træls ikke at kunne gøre, hvad man gerne ville i et normalt fungerende lejrsamfund, fordi man ikke vil være udstillet til almindelig fordomsfuld fordømmelse.”

En anden skribent argumenterede for en mere offensiv dialog med befolkningen uden for det nye samfund: “Et eksperiment som det her er enormt sårbart, blandt andet fordi de færreste mennesker har en chance for at begribe, hvad det drejer sig om. De er derfor vældig angste – og det, man er angst for, ser man nu engang helst ‘ausradiert’. Altså må vi kommunikere udadtil. Vi må vise befolkningen (der er bedre end sin presse), at vi ønsker en seriøs dialog.”

Et hold af indgangsvagter lavede fra morgenstunden fredag en statistisk undersøgelse af besøgstallet. Fra klokken otte morgen til to om natten besøgte i alt 1216 gæster lejren, heraf de 768 rubriceret som “egnens befolkning” og de resterende 448 som “andre turister.”

Mens de almindelige turister begyndte at ankomme allerede ved titiden om formiddagen og fortsatte i en jævn strøm frem til først på aftenen, arriverede næsten halvdelen af de lokale først efter klokken syv om aftenen, formentlig med det formål at tage mere aktivt del i lejrens fornøjelser.

Fredagen bød da også på nye muligheder for oplevelser i lejren, blandt andet et slagteri, hvor “høns med løsthængende tarme slagtes,” som Karl-Johan annoncerede i dagens lejravis. “Kom og se på fejende dans hen over græsset, mens bongotrommernes rytme hensætter slagterne i ekstase. NB: Tag børnene med.”

Også et orkester fra Det Danske Missionsforbund, en sammenslutning af bibeltro menigheder, mødte fredag eftermiddag hen ad klokken tre op i solskinnet ved den store scene. I alt seksten sangere og musikere, heriblandt to på violin, to på harmonika og fire guitarister, opførte kristne sange og modtog ifølge lejravisens Viggo Bertelsen “massivt bifald”.

Flere af orkestermedlemmerne aflagde vidnesbyrd om deres kristne tro. Den første, der præsenterede sig som Leo, understregede, at orkesteret ikke var kommet for at underholde, men for at angribe “en materialistisk livsholdning, der giver sig udtryk i passivitet og ensomhed.” Med dette udsagn lå han formentlig på linje med mange af tilhørerne, men Leos svar på problemet hed Jesus.

“Han kom ind i mig, så jeg blev et nyt menneske,” sagde Leo. “Derfor åbn jer og lad Jesus komme ind. Åbn jer for Bibelens ord. Jesus er midt iblandt os nu.”

Efter endnu et par sange trådte Tove frem og bekendte sin tro. “Jeg er verdens lys,” citerede hun Jesus for at sige.

“Hun får pisk hjemmefra,” lød det fra en tilhører.

“Jeg er født af kristne forældre, og min eneste mulighed var at prøve Jesus,” fortsatte Tove. “Jeg læste Bibelen for at finde ud af, hvorfor Gud tillader alt det onde. Men hvis du først er blevet frelst, så gør du kun det gode.”

“Uuuud!” råbte en af tilhørerne.

“Jeg kan kun fortælle ud fra egne erfaringer,” sagde Tove.

“Fortæl det til pølsemanden på Sankt Hans Torv,” lød svaret.

“Modigt gjort,” råbte en anden.

“Ryg en chillum med os!”

Koret satte ind med “Jeg har prøvet at tro på Jesus, og jeg har fundet, at det går an. / Hvad ingen anden i verden kunne, det både kunne og ville han.”

Efter endnu en bekendelse delte missionsfolkene et par hundrede eksemplarer af folderen ‘Ret kurs’ ud blandt lejrdeltagerne. Henning Prins tog ordet og forklarede, at Jesus og lsd efter hans mening i virkeligheden var det samme.

“Lad være med at skræmme missionsfolkene væk,” fortsatte han. “De vil frelse os, men måske kan vi frelse dem i stedet.”

En fyr med pandebånd mente, at menighedsråd over hele verden var kapitalistiske og krigsførende, mens Bibelen i virkeligheden var socialistisk. En kvinde blandt de missionske svarede, at det ikke er Jesus, der fører krigene, og at det er ham, og ikke menneskene, det kommer an på.

Til sidst trådte Provo-Knud ind på scenen og forkyndte, at Jesus er David Kristian.

“Han er den hvide, jeg er den røde,” erklærede Knud. “Det er dejligt, pragtfuldt!”

Også mindre spirituelle emner optog lejrdeltagerne. Allerede efter få dage var de første gonorétilfælde blevet konstateret i lejren, og efter knap to uger steg antallet af tilfælde med epidemisk hastighed.

Den friere seksualmoral, som blev praktiseret i lejren, betød, at flere og flere havde seksuel omgang med mere end én partner, og nu viste konsekvenserne sig – ligesom samme erfaring allerede var gjort i et par af de mest frisindede kollektiver.

Leif Varmark deler i sine erindringer ud af egne erfaringer fra lejren. Han havde efterladt sin kæreste, Rikke, hjemme i København, men mødte til gengæld Ingelise – “en frisk, lyshåret pige med runde æblekinder, en fast, buttet krop og selvsikre bryster.” Ingelise var egentlig ankommet til lejren sammen med en kæreste, men det hindrede ikke hende og Leif i at indrette en elskovsrede i et hjørne af et af de store civilforsvarstelte.

Så var der Janne, som Leif allerede kendte fra aktivist- og værtshusmiljøet i hovedstaden. En aften drak de sig “skingrende liderligt berusede” sammen, da Janne havde fået sin dreng på tre-fire år til at sove. Med drengen ved siden af sig i miniteltet kneppede de “vildt og saftigt, indtil hun midt i det hele faldt i dyb søvn.”

Så kravlede Leif tilbage til Ingelise.

En anden aften mødte Leif Gitte, og hende havde han tit bemærket som “en fantastisk glad og smidig dansepige, der iført sparsom beklædning og svingende perlekæder udfoldede sig frit og hæmningsløst foran scenen, når der var gang i beatmusikken.”

Leif blev stakåndet, da hun sagde ja til, at han måtte gå med hende hjem til hendes lille tomandstelt, hvor en veninde lå og sov.

Pået tidspunkt dukkede Henning Prins’ hjemlige kæreste ifølge Leif Varmark op i lejren, hvad Henning ikke var særlig begejstret for, fordi også han havde andre aktiviteter i gang. Kæresten rykkede ind i det ene rum i skurvognen, og “hende fik jeg også hapset en sen aften,” skriver Leif Varmark, “da hun følte sig lidt til overs. Jeg luskede med ind i skurvognen og lå og kneppede hende blidt bagfra. Der var simpelthen ikke plads til de vildere udskejelser, og vi skulle jo passe på, at Henning ikke opdagede noget.”

Kort efter dukkede Leifs kæreste Rikke op i lejren, og han fik samme problem som Henning, der i øvrigt benægter at have haft besøg af nogen kæreste, som Leif kunne hapse.

Også Holger Drews, Karen Grues kæreste, anbefalede i lejravisen sex som den mest effektive metode til at komme videre i en situation, hvor han savnede både fællesskab og ånd i lejren.

“Den bedste måde at komme i gang med hinanden på, er enten fælles knepperi eller de helt ekstreme udflip,” skrev han og understregede, at lejren gav “enestående mulighed for at udflippe, være så afsindig/rabiat/ustyrlig som i drømmene.”

Men den seksuelle vej havde også bagsider.

“Der har i de tidligere aviser været opfordringer til at kneppe noget mere med hinanden,” hed det således i et anonymt opråb i torsdagens lejravis. “Tanken er sympatisk, men i denne sammenhæng kan det lige anføres, at der jo faktisk er en vis risiko forbundet hermed. Antallet af gonorétilfælde stiger stadig.”

Skribenten kunne fra amtslæge Folke i Thisted videreformidle den oplysning, at selv om penicillin var et udmærket middel til at kurere gonorépatienterne og gøre dem smittefri, var symptomerne på sygdommen nu om dage så svage, at mange ikke opdagede dem og derfor smittede andre. Også mænd kunne nu – ligesom hidtil kun kvinderne – have erhvervet sig sygdommen uden at have tydeligt udflåd. Opråbet sluttede med en opfordring til straks at søge læge ved mindste mistanke.

Også Henning Prins blev nødt til at opsøge lægen for at gennemgå undersøgelsen med vatpind, ifølge ham selv fordi et kærestepar i lejren havde kaldt ham “reaktionær” og anmeldt ham som gonoréramt, da han nægtede at dyrke gruppesex med dem. Prins blev dog erklæret rask af lægen.

I lejravisen tog Tømrer-Claus tråden fra gårsdagens avis op.

“Satans vigtigt: Hvordan undgår man en dårlig,” lød overskriften på hans indlæg. “Der er gonoré i lejren. Skal vi fortsætte med at elske, må der gøres noget,” fortsatte Tømrer-Claus, der oplyste amtslæge Folkes adresse og konsultationstid.

Men det vigtigste var selvfølgelig at undgå smitte, og her kunne Tømrer-Claus anbefale to metoder, begge primært henvendt til lejrens mænd. Den ene var den gamle, kendte metode: “Drik meget (øl, vand eller te) inden samlejet. Bagefter rejser man sig hurtigt op og pisser. Træk forhuden hen over pikhovedet og skyl kraftigt.” Han tilføjede: “Vand og sæbe er også effektivt.”

Tømrer-Claus var dog ikke i tvivl om, at alle burde foretrække en anden metode, og han havde allerede sørget for at forsyne sin egen butik med varen:

“Køb kondomer hos Tømrer-Claus i huset (den bedste metode).”

På eftermiddagens fællesmøde skulle løfter og aftaler fra forsoningsmødet med politimester Bodenhoff dagen før gøres til virkelighed.

Første punkt gjaldt de trafikale forhold, hvor alle biler, der holdt på tilkørselsvejene, skulle flyttes over på den nye parkeringsplads. Eller som opfordringen lød i referatet under punktet “bilflip på vejene”: “Parkér jeres skrammelkasser (alt med motor).”

Opfordringen opnåede “massiv opbakning” på mødet, og lejrledelsen efterlyste aktivister til at gøre parkeringspladsen klar til “det helt store rykind i weekenden.”

Et brandkorps skulle sikre den sårbare teltlejr og være parat til at rykke ud, når bål eller stearinlys forårsagede brand. Håndboldspilleren Palle Nielsen meldte sig som brandchef og efterlyste ti mand til at stå til rådighed for korpset.

På mødet blev også bevilget fem hundrede kroner fra fælleskassen som startkapital til et folkekøkken, som Ulla Metz – Preben Maegaards kone – og hendes søster Kirsten tilbød at etablere. Princippet i folkekøkkenet skulle være, at dem, der havde penge, betalte for maden, mens resten kunne få et gratis måltid.

Aftenen forinden havde Kirsten og Ulla ved siden af Under Nålene åbnet et trattoria, døbt Den Blå Fisk, som første aften havde haft lang kø til dagens menu – ris og svinekoteletter i fad med flåede tomater. Her var økonomien indrettet til at kunne servere gratis mad for hver syvende gæst, og blandt medhjælperne i køkkenet var Preben Maegaards mor, Agnes, der kom rejsende fra Ærø.

En af lejrdeltagerne, Bent Værge, en tyveårig hf-studerende fra Viborg, klagede over natlig støj fra Heste-Claus’ Øltelt. Eller som han selv formulerede det: “Hver nat bliver jeg vækket af nogle fækale svin, der laver en helvedes larm.” Desuden blev lejrdeltagerne opfordret til at vise hensyn over for kornmarkerne, som hverken var beregnet til “at træde i eller køre scooter på.”

Fællesmødets punkt 22 tiltrak sig en del opmærksomhed. Nogle deltagere mente, at det var på tide at vise hinanden den tillid at indføre selvbetjening og -betaling i lejrens boder og forretninger.

I dagens udgave af lejravisen havde en deltager ved navn Lars Sidenius klaget over butikkernes begrænsede åbningstider, som gjorde det umuligt for ham at få morgenbrød og mælk før op ad formiddagen.

Den nittenårige Lars Sidenius, der deltog i lejren som lydmand for et filmhold under ledelse af filmfotografen John Sylvest, foreslog, at det ville være i lejrens ånd at etablere en selvbetjeningsløsning, så man “fra klokken dit til dat frit kunne tage varer og erlægge penge i stedet. Hvis man startede med et ret fast og stramt system, kunne man, efterhånden som folk blev mætte, gøre systemet løsere og løsere.”

Når nu lejrens unge mennesker talte så meget om det nye samfund, måtte det være oplagt at komme videre end “denne uproduktive handelen med det, der er fælles goder. Det gamle samfund kører et ego-sidespors-trip med systemet butiksejer-ekspedient-forbruger, men man bør prøve at finde en fælles-kollektiv-flip-kreativ-produktiv-kl. 6-løsning.”

Hvad de forretningsdrivende mente om forslaget, fremgår ikke af referatet fra dagens fællesmøde. Men Søren Noack alias Søren Købmand havde allerede problemer med både personale og kunder, som betjente sig selv, men glemte at betale ved kassen.

Han havde flere gange forsøgt at få lov af Varmark og Prins til at give sine frivillige medarbejdere en vis løn, men det var blevet pure afvist. Derfor mente nogle af medarbejderne sig berettigede til selv at sørge for aflønning i form af naturalier.

De økonomiske uregelmæssigheder sled især på den mand, der frivilligt havde meldt sig som butikkens regnskabsfører, Finn Munk Hansen, en skolelærer fra København, der var kommet til lejren sammen med sin kone, Annette Westrup.

Finn Munk Hansen var smedesøn, fornuftig og praktisk anlagt og helt uforstående over for hippiernes lemfældige omgang med penge. Hver dag sad han i et lille ishus, der var indrettet som butikkens kontor, og forsøgte at få regnskaberne til at gå op – hvad de beklageligvis aldrig gjorde.

Efter Søren Noacks erindring flygtede regnskabsføreren en dag ganske nedbrudt og ulykkelig ud over markerne og vendte aldrig tilbage til regnskabskontoret.