Lørdag eftermiddag blev lejren igen opsøgt af kristne, som ville fiske menneskesjæle i den søgende flok i det nye samfund. Denne gang drejede det sig om en missionær, der i lejravisen blev udnævnt til “Danmarks svar på Billy Graham,” en verdenskendt amerikansk vækkelsesprædikant.

Tilsyneladende tog lejrdeltagerne ikke så positivt imod denne missionær, i hvert fald kommenterede en af tilskuerne, Vibeke Theisen fra Århus, få timer senere seancen i lejravisen og kaldte den “et skoleeksempel på manglende kommunikation.” Skribenten anerkendte, at det kunne være “dødsvært” at kommunikere om personlige, religiøse oplevelser, men mente, at hele optrinnet mest havde haft karakter af et småborgerligt, puerilt skænderi.

For Vibeke Theisen rejste oplevelsen spørgsmålet, om der overhovedet fandtes andre former for kommunikation end den egoistiske “tripkommunikation”. Den gamle måde at tale sammen på fungerede meget godt til småting, men når man skulle tale om “de trinhøjere emner,” så blev det klamt, stift og frustrerende.

En anden mulighed var at gå “flipvejen”, den rene oplevelse uden begrebsdannelse. Men den form for kommunikation varede kun det lykkelige moment, og næste dag var man lige vidt.

“Der må noget nyt til i de timer, hvor vi ikke er skæve eller er uden musik. Ellers får vi selv lavet to verdener i det nye samfund, en høj verden og en myrekrybende lav.”

Allerede på fællesmødet dagen før var et debatmøde om ‘yogier og pampere’ blevet annonceret til lørdag eftermiddag. Initiativtageren Mikael Hagen havde over flere numre af lejravisen skrevet det hidtil både længste og mest ambitiøse forsøg på at analysere, hvilke modsætninger der fandtes blandt lejrdeltagerne – og i det hele taget blandt ungdomsoprørerne.

Den trediveårige Mikael Hagen med en fortid som sergent havde fra Studentersamfundet taget turen med til stiftelsen af Det ny Samfund, i hvis regi han havde stået for en række debatarrangementer. Han var udlært boghandler, og i de foregående måneder havde han sammen med Per Kofod startet Husets Bogcafé.

To dage før Thylejren åbnede, havde Mikael Hagen skrevet en kronik i Information om Det ny Samfund og sommerlejren, som han kaldte en “subkulturernes smeltedigel” med en anarkistisk grundtone, defineret som “den højeste form for orden uden styring” med det mål at skabe de optimale kollektive rammer for individuel udfoldelse.

På den anden side, forudså Hagen, kunne “ingen vide, hvem der kupper hvem på lejrmøderne.”

Allerede efter en uge havde Mikael Hagen offentliggjort de første sider af sin analyserende føljeton under titlen Pamperne og de usynlige yogier, inspireret af forfatteren Arthur Koestlers berømte essay fra 1945 Yogien og Kommissæren.

Betegnelsen yogi dækkede i Mikael Hagens tekst ikke blot yogadyrkere, men alle de “følsomme drop-outs,” som ledte efter løsningen på livets gåde i mystik, astrologi, reinkarnationslære, buddhisme og i nogle tilfælde i fanatisk kristendom. “Du kender selv typen,” som Mikael Hagen tilføjede.

Pamperbegrebet dækkede over den “venstreaktivistiske organisator,” som man kunne møde på den ny venstrefløj, for eksempel i Det ny Samfund, VS eller Huset.

Selv om de daglige fællesmøder i princippet gav alle indflydelse, mente Hagen, at yogierne reelt kom til at leve “helt og holdent på de betingelser, som det stokborgerlige fællesmøde afgør, at de har at leve på.”

Mikael Hagen fremhævede, at skønt han selv måtte betegnes som pamper, var han også anarkist og mente, at alle lejrens beboere skulle gøres til selvstændigt tænkende, autonome individer, der havde reel mulighed for at påvirke lejrens værdier og normer.

“Yogierne er nok de, der lever længst væk fra det etablerede ‘system’ – de er fantastisk radikale i deres eksperimenter, ja så radikale, at en borgerlig, rationalistisk indstillet pamper som jeg ikke vil kunne forstå dem.”

Pamperen, forklarede Mikael Hagen, bruger som organisator og forhandler sine manipulatoriske evner. Han er ansvarsbevidst og stiller store krav til sig selv om, at eksperimenterne skal lykkes, hvilket gør ham mindre radikal end yogierne, mere realistisk og pragmatisk.

Yogierne bidrager med fantasi, økonomi og ikke mindst “atmosfære”, de er lette at hundse med, men forsvinder hurtigt, hvis der opstår “dårlige vibrationer.” Yogierne er ofte de mange anonyme, pamperne de højrøstede få.

Psykologisk set er pamperen kendetegnet ved en stor vrede, vendt mod det etablerede samfund. Pamperens held er, at han kan omsætte sine aggressioner til handling ved at skrive artikler, organisere og demonstrere, men problemet kan være, at “de mange vrede mennesker har svært ved at samarbejde, at diskussionerne let bliver hadefulde, og at slagene ofte falder på vennerne og ikke fjenderne.”

Omvendt lider yogien ofte af fortrængt og undertrykt vrede, som han finder det umoralsk at udtrykke. Denne selvundertrykkelse kan i værste fald udvikle sig til selvdestruktion. Hagen pegede især på “de superradikale eksperimenter, for eksempel fantastiske syretrips i stribevis. Et mentalt sundt menneske ville ikke drømme om at vove sig ud i så dumdristige eksperimenter.”

Yogien vover sig ud i ukendt land på det personlige plan og forkaster de fleste normer og materielle værdier, som gælder i det postindustrielle, vestlige samfund for i stedet at vende sig mod urgamle værdier fra Østen. “Hvor forvirret og egocentrisk yogien end kan opfattes, er han forkæmper for en ny og mere menneskelig mentalitet, som vi alle må være interesseret i at udbrede.”

Fælles for begge parter er en protest mod “det materielt set overudviklede industrisamfund,” der har gjort mennesker til ensomme tandhjul og undertrykt kreative lyster og fantasi.

Når Mikael Hagen på kølige aftener selv gik med et oaxacatæppe om skuldrene, navngivet efter indianerne i den mexicanske by Oaxaca, så opfattede han det som et symbolsk udtryk for ønsket om at gøre lejren til et mere oprindeligt samfund – for hans skyld gerne med mændene som jægere, skrev han og henviste til, at han selv havde organiseret slagtning af et får.

Den indianske inspiration i teltlejren var tydelig, påpegede han, og det var næppe heller tilfældigt, at Det ny Samfund havde organiseret pow-wow på H.C. Ørsted Instituttet, hvor de forskellige undergrundsstammer havde danset sammen og manet det onde bort.

“Nu er stammerne samlet i Thy, hvor vi lærer hinanden at kende og forbereder os til vinterens kampe mod de onde/det onde – maskinmennesket, trællen i buret, som vi vil befri. Vi er ‘the refugees on the unarmed road of flight’, som Bob Dylan synger om.”

Til sidst spurgte Mikael Hagen selv, hvorfor han nu plagede folk med alle disse analyser, og han svarede: “Lejren er borgerlig, og kun meget få nye værdier og normer adskiller den fra en almindelig campingplads. Jeg er overbevist om, at denne borgerlighed skyldes undertrykkelsen af yogierne.”

Mikael Hagen foreslog, at yogierne uden indblanding organiserede deres eget yogifællesmøde, hvorefter yogierne kunne invadere det “borgerlige” fællesmøde og gennemtrumfe deres ændringsforslag.

Lørdag eftermiddag før fællesmødet mødtes en flok ved siden af scenen for at diskutere Mikael Hagens føljeton. Ved mødets begyndelse var Mikael Hagen ikke selv dukket op, og Henning Prins tolkede det sådan, at han slet ikke turde diskutere med pamperne.

Selv forklarer Hagen, at han havde været på besøg hos forfatteren Hans-Jørgen Nielsen, en af ungdomsoprørets centrale skribenter, i et sommerhus på Mors, og at han udelukkende kom for sent, fordi færgen var forsinket.

Der eksisterer ikke noget autoriseret referat af mødet, kun en tekst, som Peter Louis-Jensen skrev i lejravisen dagen efter, og som derfor er præget af hans synsvinkel.

“Om det åbenbare i at tæve hinanden!” kaldte Peter Louis sit indlæg, hvoraf det fremgik, at Mikael Hagen under mødet var kommet i voldsomt mundhuggeri med Henning Prins – “et medlem af lejrens junta,” som Peter Louis kaldte ham.

“Det er måske for mange vanskeligt at fatte betydningen af, at to mennesker i stedet for at parlamentere roligt og sagligt vælger at flippe af på hinanden. Jeg mener, at det var en yderst positiv handling, der var et resultat af de tos oprigtige behov for at finde frem til et ‘andet’ sprog, der ikke hvilede på en latent mistænkeliggørelse af hinandens motiver, men som tilstræbte en fornøden tillid.”

Uden denne tillid ville fællesmødet ikke have en chance for at få autoritet til at omsætte beslutninger til handling.

Peter Louis mente, at hele yogi-pamper-debatten kunne koges ned til et spørgsmål om forholdet til autoritet og ejendomsret. Konflikten gik mellem på den ene side kommercialisme og liberalisme, på den anden side socialisme og centralisme. Han henviste til den forrige uges “fællesparanoia” om de mange “profitboder”, som der siden var kommet endnu flere af, og hvor fællesmødet havde vist sig aldeles uden magt.

“Forslag om at lovgive mod den privatkapitalistiske udnyttelse af lejrens indbyggere forekom, og aktioner blev aftalt, men alle skridt faldt til jorden, fordi forslagsstillerne ikke havde den fornødne autoritet.”

Endnu var det for tidligt at sige, om den antikapitalistiske, centralistiske kurs ville kunne sejre senere. Imod sig havde den både de mange “bevidstløse” i lejren og en flok “historisk bevidste anarkister,” som havde valgt en blød, ikke-konfronterende linje.

En anden modsætning i lejren gik nemlig efter Peter Louis’ opfattelse mellem socialistiske centralister på den ene side og anarkistiske decentralister på den anden. Spørgsmålet, de to grupper lå i strid om, lød: “Kan jeg bestemme over andre mennesker?”

“Det er denne lejrs uudtalte politiske målsætning at konfrontere de to opfattelser med hinanden,” sluttede Peter Louis. “Derfor er det så uhyggeligt spændende, hvordan netop fællesmøderne tripper emotionelt, fordi vi derigennem får et klart billede af, hvordan stillingen står mellem de to grupper.”