Den mumlende skepsis mod lederne – ‘pamperne’ eller ‘juntaen’, som Henning Prins og kredsen omkring ham blev tituleret – var taget til gennem lejrens første to uger. Af og til stak den hovedet frem i lejravisen, andre gange på fællesmødet, og det skete eksempelvis mandag, da en deltager ironiserede over det holdningsskifte, der efter hans mening var sket hos de oprindelig anarkistiske initiativtagere til lejren.

“I årevis har de talt om medlemsdemokrati,” sagde han, “lige indtil de fik ledelsen af jorden heroppe. Så skulle der pludselig være lov, orden og ledelse.”

Nogle mente, at fællesmødet havde udviklet sig til en illusion, og at man lige så godt kunne afskaffe det og lade de reelle ledere bestemme.

“Der er næsten intet, folk ikke selv kan bestemme heroppe,” svarede Henning Prins. “Der er kun ét lille, lukket område, det økonomiske, der ligger som et beskyttende skjold om republikken her.”

I lejravisen forsøgte den 25-årige VS’er Niels, der året før var blevet uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, at gøre status i et afskedsbrev, inden han mandag forlod lejren efter femten dage.

“Jeg har været skideglad for at være her,” indledte Niels, der dog også havde bemærket den omsiggribende kritik af initiativtagerne. Eller som han formulerede det “en fuldstændig sygelig overdramatisering af de såkaldte lederes eller pamperes ‘manipulerende rolle’ over for den passive, ‘umyndiggjorte’ skare. Det må bero på en sensationstrang, at man tillægger Henning Prins, Leo Jespersgaard, Leif Varmark med flere så afgørende en rolle.”

Niels fandt det ganske naturligt, at de mennesker, som havde sat lejren i gang og dermed havde handlet før andre, også havde et større overblik og derfor fungerede som en slags ledere. Men han anså problemet for ganske lille og helt uvæsentligt, for “er vi utilfredse med disse folk, kan vi jo blot vippe dem af pinden og selv træde til i stedet for.”

Han havde også bemærket, at ansvarligheden over for praktiske opgaver og fælles gods var lav, og at folk med få undtagelser gennemgående var “egoistiske, lusede, sløsede og lidt upålidelige.” Men anderledes kunne det måske ikke være, fordi “de mennesker, der er her, er et produkt af det gamle samfund.”

I virkeligheden var det måske mere bemærkelsesværdigt, at lejren alligevel fungerede, og det måtte skyldes de få, som blev “fanget” af en ansvarsfølelse, og som ydede noget for fællesskabet.

Men hvad ville der ske, når ingen længere gad yde noget ekstra, og kaos opstod? Så blev man nødt til at organisere, planlægge og indføre restriktioner og kontrol. Ville det være et tilbageskridt? Nej, mente Niels, det ville tværtimod være “en fantastisk lærerig erfaring, idet vi i praksis vil se, hvorledes et lille samfund bevæger sig fra et anarkistisk stadie til et slags kontrolleret demokrati. Hvis sommerlejren kan give os en forståelse af realiteten i denne mekanisme, er vi kommet et skridt længere imod det restriktionsløse kollektive samfund, baseret på en ny, unaiv mentalitet.”

Ledertemaet var også blevet diskuteret ugen før i en forsideartikel, hvori Holger Drews gjorde status for lejren, “dette flipshow”, som han forudså ville “leve videre, vokse sig stort og mægtigt, blive en myte, et manifest i ungdomskulturens udvikling.”

Men foreløbig, mente han, kørte lejrdeltagerne “arrangørernes trip. Det er deres hjernevindinger, vi er turned på. Firs procent (lidt flere eller færre) er statister, og de fleste nytilkomne vil på samme sæt forblive udenfor, uden at kunne hitte rede i det ‘udendørs sommerteater’, vi spiller med i.”

Deltagerne havde underlagt sig selv et “meningsdiktatur uden indre frihed” og klamrede sig til “de stærke mænd.” Problemer og leveformer hjemmefra dominerede det ny samfund, og Holger Drews opfordrede til øjeblikkelig handling, ellers ville andre, overmægtige kræfter “forvrænge og snigløbe” projektet.

I samme nummer af lejravisen gav Flemming M. en alternativ definition på et fællesmøde: “En inkompetent forsamling af kværulanter, som Henning P. kan pacificere ved at sige noget skægt.”

Skribenten mente, at lederne havde “samme indstilling til os, som Folketingets politikere har til folket: Vi skal pacificeres og styres. Men vil vi det?”

En skribent ved navn Joan opfordrede til at boykotte fællesmøderne, fordi menige deltagere alligevel ikke havde nogen indflydelse. “Så kunne vi også undgå taler og reprimander fra arrangørerne og andre verbalerotikere. Vi kan lige så godt erkende, at dette ikke er vort samfund eller vor lejr, den er arrangeret for os.”

En anden skribent mente, at lejrdeltagerne kunne deles op i “halvfems procent inaktive, fem procent arbejdsliderlige og fem procent pampere,” præcis som i samfundet udenfor.

Ethvert tegn på autoritær opførsel blev straks bemærket. Palle Nielsen, der gennem nogle dage havde været ordstyrer på fællesmøderne, blev i et indlæg af Henrik Johannessen kritiseret for at være “meningsstyrer”:

“Vi må da være så åbne over for hinandens synspunkter, at vi gider høre på hinanden uden at skulle dirigeres med hård, opsummerende hånd.”

En anonym gruppe, der blot underskrev sig ‘Døgnvagten’, greb til metaforer for at advare mod en uheldig udvikling. I et åbent brev skrev gruppen, at de som “medicinere” havde “observeret en ondartet svulst her i lejren. Ved nærmere eftersyn har det vist sig, at svulsten er placeret et sted nær huset.”

Gruppen havde i første omgang, på trods af kræftrisikoen, besluttet ikke at gennemføre en operation. Men de ville holde lejren “under kontrol, det vil sige konstant observation.”

En del lejrdeltagere havde svært ved ikke at læse advarslen mod svulsten som rettet mod kongen af lejren og hans nærmeste væbnere.