Kongen

Tiåret før Dag 0:

Henning Prins træder i karakter og møder sin væbner

Allerede ved udgangen af 1970 forsøgte Ebbe Kløvedal Reich i tidsskriftet Kritik at forstå, hvilke voldsomme kræfter der havde været i spil det forløbne år, og hvilken rolle hans ven Henning Kløvedal Prins havde spillet i dem.

Sommeren 1970 blev for mange hippier og ungdomsoprørere en kulmination på de foregående tre års eksplosive udvikling. Samtidig med Thylejren rykkede nogle af oprørets centrale figurer, heriblandt Ebbe Reich og Henning Prins, sammen i tidens mest berømte kollektiv, Maos Lyst, hvor de tilføjede det fælles navn Kløvedal.

En ny præmis var ifølge Reich slået igennem i løbet af 1970: Et oprør mod marxisternes ophøjelse af ‘folket’ til “en slags visdommens og retfærdighedens genius i historien” førte over i en interesse for ‘det folkelige’ og især for modsætningsforholdet mellem det kollektive og lederskabet. I den proces spillede anarkisten Henning Prins en historisk hovedrolle.

Historisk set, skrev Ebbe Kløvedal Reich, har anarkistiske bevægelser – modsat centralistiske og militære bevægelser – altid fremtrådt som “bølgende mellem initierende personer og kraftgivende, kollektive manifestationer. Personerne opstår i den kollektive sammenhæng, og den kollektive sammenhæng opsluger dem igen, når de har afgivet deres gnist.”

Det var hård kost for mange stærke individualister og igangsættere at lade sig selv opsluge i den kollektive anonymitet, men “de, der gjorde det flottest, gav sommeren 1970 dens særlige duft af blid galskab, som vil blive hængende i erindringen.”

En hovedperson denne sommer, fortsatte Reich, var Henning Prins, som oven i købet selv gennem tre år aktivt havde forsøgt at bevidstgøre oprørerne om netop forholdet mellem leder og kollektiv, blandt andet på Mors-seminaret og som den dominerende figur blandt blomsterbørnene i VS.

“I begyndelsen af 1970 konciperede Prins visionen af en stor, åben, anarkistisk sommerlejr et sted i Danmark,” skrev Reich, og i lejren fortsatte han sit arbejde med at bevidstgøre folket om lederen ved selv at indtræde i rollen som konge og juntaleder.

“I Frøstrup kropsliggjorde Prins sit princip ved at iføre sig en rød kongekappe og proklamere sig som skaber og enehersker. Hans mandat var udelukkende af symbolsk og psykisk karakter, men det modsvarede et behov hos de 20-30.000 mennesker, der i alt udgjorde lejren, til at gennemspille fasen ‘lederen opsluges af massen’ ved fuld bevidsthed – som teater.”

Henning Prins, Ålsgårde, december 2009. Foto: Poul Rasmussen

Også en anden af oprørets frontløbere, provoen Ole Grünbaum, har forsøgt at begribe den rolle, som Henning Prins spillede, fra han som ung mand blev en hovedperson i Gruppe 61, “revolutionens absolutte fortrop,” og til han virkeliggjorde sin vision i Thy.

I sine erindringer krediterer Ole Grünbaum, der har kendt Prins siden sin gymnasietid, på den ene side Prins for at være “et vildt intellekt med masser af spændvidde og en stor bank af viden” og kalder ham på den anden side “en tvivlsom karismatisk figur.”

“Henning har specialiseret sig i at tale usikre folk ind i hvad som helst. Han har en særlig teknik, der går ud på at virke meget sikker, ikke blot på sagen og sig selv, men også på hvad den andens problem er, og hvordan han – Henning – skal hjælpe ham.”

En af de centrale organisatorer i Det ny Samfund, Kristian Riis, karakteriserer ligeledes Prins som en dynamisk og glødende, men modsætningsfyldt person.

“Prins var en superentreprenør, som konstant satte nye ting i gang, men som måske ikke altid bevarede interessen for projekterne så længe. Hans stærkeste indre modsætning bestod i, at han på den ene side gik ind for absolut demokrati, men på den anden side var elendig til dialog og kompromis. Hvis han ikke fik sin vilje, eller hvis andre blot var uenige med ham, så skulle modparten have sandheden at vide – og den indebar for det meste, at de var nogle store idioter.”

Måske har Ole Grünbaum, uden i øvrigt at kende noget til Henning Prins’ barndom, fat i en af nøglerne til hans indre motivation, når han beskriver Prins som “en helt speciel psyke, som af uransagelige grunde, der sikkert fortoner sig i en problematisk opvækst, har det bedst i kamp og konflikter. Jo mere ballade omkring ham, jo større bliver hans sultne kattesmil.”

Mens Henning Prins’ første politiske kammerater omkring 1960 for det meste kom fra socialistiske eller kulturradikale familier, havde han selv en ganske anden baggrund.

Hennings far forlod moren, der var af velhavende manufakturhandlerfamilie, allerede da sønnen var spæd, og da drengen var fire år, trængte en stedfar ind mellem mor og barn. Stedfaren, der gav Henning sit royale efternavn, var tysk opdraget og videreførte sin egen barndoms håndfaste pædagogiske principper.

Da Henning en dag, stedfaren for første gang havde hele sin familie på besøg, provokerede selskabet med et vedholdende ‘pruttebæ’, blev han til sin egen overraskelse kaldt hen til stedfaren og pryglet med en bambuspind for øjnene af familien.

Henning forsøgte at hævne sig ved at sætte ild til en gammel sofa i kælderen og fik endnu flere prygl.

“I det hele taget var det sådan, at børn skulle tie stille ved middagsbordet, vente på, at det blev deres tur, altid tage det mindste stykke kage, pænt bede om lov til at gå fra bordet, takke for alt – mad, søvn osv. – og i ét og alt forsøge at gøre sig usynlige og uhørlige,” har Henning Prins i en artikelserie i Information skrevet om sine barndomsår i halvtredserne.

“På den tid var der ikke mange voksne, der fandt sig i uregulerede livsytringer fra børns side. Ethvert voksent menneske havde ‘ret’ til at stikke et hvilken som helst barn én på snotten, hvis barnet på nogen måde mishagede det. Det var pædagogisk set en slags Stalin-tid, hvor alle voksne var medlem af KGB og centralkomitéen på én gang.”

Først i 1967 besluttede Folketinget at afskaffe skolernes spanskrør, lussinger og anden legemlig afstraffelse af eleverne. Tre år efter erklærede op mod halvdelen af de adspurgte forældre i en undersøgelse, at de stadig ville anvende endefuld eller lussinger, hvis et barn blev ved med at være “uartig”.

Som en konsekvens af stedfarens opdragelsesprincipper indledte Henning allerede som lille dreng, hvad han selv kalder en krig mod de voksne. Han opdagede, at han kunne tåle de mange bank og lærte at bide smerten i sig. Stedfaren skulle ikke få ham knækket.

“Som fireårig følte jeg mig forrådt og dybt uretfærdigt behandlet, og det har nok tegnet min livsbane,” siger Henning Prins. “Jeg oplevede selv, at jeg kæmpede for retfærdighed, og det er så senere blevet til en kamp for social retfærdighed og demokrati. Jeg var i krig med de voksne, og det har jeg måske været siden.”

Moren havde svært ved at finde sine ben i krigen mellem sønnen og manden. Løsningen blev at sende Henning på kostskole, og for drengen blev det på mange måder en befrielse at bo sammen med “en vidunderlig samling obsternasige unger. De var næsten alle sammen umulige. Det faldt os ikke svært at etablere et ubrydeligt fællesskab mod voksenverdenen.”

Da Henning under forsøg med at fremstille bomber af avispapir, dyppet i mættet kaliumnitrat, sprængte et af skolens toiletter i luften, blev hele skolen samlet i auditoriet for at overvære afstraffelsen af terroristen med spanskrør.

Men Henning kendte til at bide smerten i sig, og da han rejste sig efter pryglene, var det med en stolt knytnæve rejst over hovedet. Et sus af begejstring gik gennem elevflokken.

Til forældrenes fortvivlelse forlod Henning skolen i utide, ligesom han hurtigt droppede både tømrerlære og kunsthåndværkerskole. Efter at have været ude at sejle og taget en mellemskoleeksamen blev han dog udlært dekoratør.

Da Henning som syttenårig flyttede hjemmefra, troede han, at livet nu for alvor ville begynde. Krigen med stedfaren var forbi, men i stedet for en befrielse fulgte år med anfald af en altomfattende angst.

“Jeg fik simpelthen det, som man dengang kaldte kz-syndromet, og som soldater og modstandsfolk også oplever, når krigen er forbi. Det var en fuldstændig uudholdelig, genstandsløs angst. Jeg var ikke bange for noget bestemt, jeg var bare vanvittig bange. Bange for at hele universet var ved at bryde sammen. Hvis man ikke selv har oplevet den form for angst, er det umuligt at begribe.”

Henning opdagede, at angsten kunne dulmes med alkohol.

“Hvis jeg drak tre bajere, hjalp det. Man knytter sit indre sammen til en knude og holder angsten nede med bajere. Man kan sige, at jeg behandlede mig selv med øl. Men indimellem var det ikke tilstrækkeligt, og i perioder måtte jeg krybe helt i skjul.”

Hans bedste tid i slutningen af halvtredserne var tiden som værnepligtig. Hver eneste dag kunne han nu igen slås med faderfigurerne, officererne, drille og genere dem lige til grænsen.

“Jeg sagde altid ‘javel’, som man skulle, men bagefter sneg jeg mig så til at gøre modstand – ligesom i Den gode soldat Svejks eventyr, en af mine yndlingsbøger dengang.”

I 1960 daskede Henning Prins rundt sammen med kammeraterne i København og havde lejlighedsvis arbejde, indtil Carl Scharnberg kaldte til atommarch i Holbæk.

Blå anorakker og fodformede sko, islandske sweatere og brune bukser i jernbanefløjl var højeste mode blandt de unge, som troppede op i Holbæk for at protestere mod atomvåbenoprustningen mellem de to supermagter, USA og Sovjetunionen. Påklædningen stod i bevidst modsætning til halvtredsernes jakke og slips, og en del af de unge mænd havde tilmed ladet håret gro en anelse ned over ørerne.

Den 21-årige Henning Prins ankom til Holbæk i selskab med et blandet hold kammerater, hvoraf han boede sammen med nogle stykker på et gammelt mellager i Peder Skrams Gade midt i København.

Efter at have oplevet halvtredserne med kold krig mellem Øst og Vest som grå og lidt klæge – med jazzmusikken som eneste ventil – blev atommarchen en stor befrielse for Henning og kammeraterne. Indtil da havde livet som ung føltes som én stor begrænsning uden rettigheder og penge:

“Vi måtte ikke gå i seng med hinanden, vi havde som regel ikke noget at bo i bortset fra dyre værelser hos sure, gamle mennesker, der nøje kontrollerede ens privatliv,” som han skriver. “Alt, hvad der hed spændende og oprørsk kunst, var forvist til et sidespor, overalt sejrede den indskrænkede, småborgerlige middelmådighed.”

Til atommarchen mødte Henning pludselig tusindvis af jævnaldrende, der følte, at verden åbnede sig for dem.

“Det var, som om et dige var sprængt, og et kæmpehav skyllede ind over os. Et hav af informationer om den store verden uden for Danmark.”

Med Atomkampagnen begyndte et kollektivt skred væk fra forældrenes snærende normer mod et friere liv, “et liv med engagement, kunst og kærlighed. For der var ikke det unge menneske, som ikke skulle være kunstner, maler, musiker, digter eller filminstruktør – alt muligt andet end de ‘sikre’, pensionsgivende jobs, vores forældre så som selve det saliggjorte liv. Dødens pølse, syntes vi.”

Det gjorde ikke noget, at den næste atommarch, påskemarchen 1961, blev angrebet af en voldsom snestorm, for striden mod sneen bekræftede blot yderligere fællesskabet, der blev markeret med det lille sorthvide atommærke på den blå anorak. Det gjorde heller ikke noget, at atommærket i sig selv kunne føre til verbale eller ligefrem voldelige overfald fra ældre småborgere i S-toget, eller at Hennings mor tryglede ham om ikke at bære mærket derhjemme, fordi det tirrede hendes mand.

Omkring den unge Prins gik enhver familiekomsammen i spåner, onkler gik i vrede, og tanter snøftede.

Ikke kun de ældre i familien, men også den foregående generation på den politiske venstrefløj blev af Henning og kammeraterne betragtet med et kritisk blik.

Det gamle kommunistparti DKP var for længst afskrevet som udemokratisk og Moskva-styret, men også i det nye SF herskede Aksel Larsen og ånden fra fortiden. Endda den selvbestaltede ledelse i Atomkampagnen, hvoraf en del havde et rigelig tæt forhold til DKP, forekom mest at være interesseret i at bruge de unge som fundament for at skaffe sig politisk magt.

For Henning Prins blev mødet med en tredive år ældre forfatter ikke desto mindre afgørende. I 1930’erne var Børge Madsen som 24-årig debuteret med bogen Jeg er salig, baseret på hans egne oplevelser som en ung teologistuderende, der blev tvangsindlagt på sindssygehospitalet Sankt Hans. Helt fra den tid havde Børge Madsen erfaringer med politiske aktiviteter, især omkring den seksuelle frigørelse og bladet Sex og Samfund.

Nu boede den maniodepressive og ludfattige forfatter sammen med sin kone og fire børn i et ganske lille hus i Birkerød, og huset blev i begyndelsen af tresserne et af de centre, hvor unge samledes og udviklede nye tanker om politik.

Henning Prins besøgte familien, fordi han havde fået talt sig til at følge en af Børge Madsens døtre hjem.

I 1961 flyttede han med nogle få ejendele ind i huset og deltog intenst i de skænderier, som Børge Madsen og de unge havde. På baggrund af sine erfaringer fra trediverne argumenterede Madsen for, at en kommende aktionsgruppe nødvendigvis måtte have en central ledelse, og efterhånden fik han overbevist Henning og en del af de andre, der ellers gik varmt ind for en flad struktur. En ledelse kunne sikre, at man faktisk bevægede sig fra snak til handling, lød det afgørende argument.

En aften mødtes omkring hundrede unge i universitetets kaffestue Kannibalen i Nørregade i København for at organisere sig til direkte politisk aktion mod det etablerede samfund. På mødet argumenterede Henning Prins og de andre fra Børge Madsen-kredsen så heftigt og længe mod flertallets ønske om en ledelsesfri organisation, at de fleste efterhånden sivede væk fra Kannibalen.

Derpå kunne de elleve tilbageblevne vælge sig selv som ledelse i Gruppe 61, opkaldt efter stiftelsesåret.

I bestyrelsen sad et par SF’ere, et hold medlemmer af Aldrig Mere Krig, der i de samme år oplevede en vældig opblomstring, samt tre frie aktivister, heriblandt Prins. De elleve bestyrelsesmedlemmer var enige om, at bestyrelsens vigtigste opgave var selv at gå i spidsen for politiske aktioner.

Med Børge Madsen som politisk mentor blev det besluttet, at den første aktion skulle finde sted på Christiansborg, hvor Folketinget skulle diskutere en fælles dansk-tysk militæralliance, kaldet Fælleskommandoen. De Radikale var tungen på vægtskålen, men hældede til at støtte alliancen. Altså fandt medlemmerne af Gruppe 61 forsvarskritiske citater fra partiets fortid frem, ikke mindst fra dets antimilitaristiske helt, politikeren og Politiken-medstifteren Viggo Hørup.

Citaterne blev duplikeret og klippet ud i strimler med ét citat på hver. Med sved på panden og nervøs mave mødte de unge Gruppe 61-medlemmer i begyndelsen af december op i Folketingets tilhørerloge, bevæbnet med papirstrimlerne.

Modet steg ikke, da aktivisterne kunne konstatere, at en del politifolk også var mødt op i logen, måske fordi nogen havde sladret. Men papirstrimlerne blev kastet og dalede som det fineste snevejr ned over folketingsmedlemmerne.

Aktivisterne blev øjeblikkelig anholdt og fire timer senere sluppet fri fra Politigården.

I pressen blev den nye aktionsform grundigt omtalt, og mens den etablerede venstrefløj og Atomkampagnens ledelse tog afstand fra aktionsformen, strømmede det ind med sympati og hundredvis af unge interesserede til Gruppe 61’s debatmøder i Jord- og Betonarbejdernes Fagforenings lokaler oven på Drop Inn.

Blandt deltagerne i Christiansborg-aktionen havde også været den kontroversielle præst Harald Søbye, der er blevet kaldt både Provopræsten og “hippiernes oldefar”. Den 63-årige præst fra Blovstrød, der arbejdede for modstandsbevægelsen under krigen, havde i mange år vakt opsigt som republikaner og pacifist, og han engagerede sig nu voldsomt i Gruppe 61 og i den nye fredsbevægelse sammen med langt yngre kræfter.

Da Søbye året efter ved en provsteret blev idømt en “kraftig irettesættelse” og truet med fyring for at påvirke sine konfirmander i antimilitaristisk retning, blev Børge Madsen formand for Blovstrød-Præstens Venner og skrev en pjece, Jesus af Nazaret, hvori han beskrev Jesus som en politisk oprører og guerillaleder.

Harald Søbye fortsatte dog uanfægtet sine politiske aktiviteter, fik en bøde for at prædike mod apartheid i Sydafrika og blev i 1964 fyret af kirkeministeren. Hans nystiftede kirke, Den Danske Frikirke, der ligesom Gruppe 61 holdt til hos Jord- og Betonarbejderne, blev et samlingssted for de første provoer og hippier.

Gruppe 61’s anden aktion blev rettet mod en sending marmelade til Angola fra Frihavnen i København. En kilde havde hvisket til Henning Prins, at marmeladen i virkeligheden dækkede over maskingeværer fra Dansk Riffelsyndikat til de portugisiske koloniherrers kamp mod den angolanske frihedsbevægelse.

Bevæbnet med brækjern trængte Gruppe 61-aktivisterne ind i Frihavnen og åbnede marmeladekasserne, der ganske rigtigt viste sig at indeholde maskingeværer i tykt, oliegennemvædet papir.

Igen blev aktivisterne bragt til Politigården, og denne gang varede afhøringerne til næste morgen.

I juledagene 1961 pakkede Henning Prins og fem andre aktivister sig ind i tykt tøj og tæpper og gennemførte en langvarig sultestrejke på Rådhuspladsen i København. Formålet var at gøre de juleædende danskere opmærksomme på, at Danmark havde tilsluttet sig FN’s erklæring om, at én procent af bruttonationalproduktet skulle bruges på ulandshjælp, men at Folketinget ikke levede op til erklæringen.

Under sultestrejken mødte Henning Prins en pige med langt, honningfarvet hår og en guitar på ryggen, en vendelbo fra Sæby ved navn Ebba Beck. Året efter blev de gift med Harald Søbye som præst, og Beck blev til Prins.

Gruppe 61 fortsatte med aktioner mod Francos fascisme, krigsfilm, hjemmeværn og kolonikrige. Som foregangsmænd for slumstormerne i de sene tressere – og endnu senere bz’erne – besatte Gruppe 61 i februar 1963 en saneringsmoden ejendom og fortsatte i den kommende tid med at besætte huse til unge boligløse.

Hver gang mødte politiet straks op, og efterhånden gad betjentene ikke tage aktivisterne med på stationen, men nøjedes ifølge Prins med at give dem en dragt prygl på stedet.

Gruppe 61’s nyskabende, udenomsparlamentariske aktionsformer vakte respekt blandt flere og flere unge med trang til oprør. Blandt andet hos den senere steppeulv Eik Skaløe og vennen Leif Varmark på et lejet værelse i Vardegade.

Også andre steder vakte gruppens aktiviteter opmærksomhed. Henning Prins og flere andre var tidligt overbeviste om, at politi eller efterretningstjeneste måtte have infiltreret dem med en stikker, fordi ordensmagten virkede rigelig velorienteret om gruppens planer. Om dette er rigtigt, vides ikke, men af PET-kommissionens beretning fra 2009 fremgår det, at PET i første halvdel af tresserne interesserede sig en del for Gruppe 61, som tjenesten mistænkte for at være en trotskistisk dækorganisation.

Politiet ransagede da også på et tidspunkt et af gruppens hovedkvarterer og beslaglagde medlemskartotek, duplikator og en større mængder tuber med duplikatorsværte, som man i første omgang antog for at være en form for bomber.

Efter at Gruppe 61 gik i opløsning midt i tresserne, fortsatte Henning Prins med et højt aktivitetsniveau på den mere anarkistiske og aktivistiske del af venstrefløjen. Men han havde også fået to børn sammen med Ebba, og familien havde stiftet hjem i forstaden Farum.

Samtidig med sine politiske aktiviteter skaffede Henning familien brød på bordet ved at køre som chauffør og tage andet forefaldende arbejde i industrien, mens Ebba passede hjem og børn. Ægteskabet knagede dog voldsomt, Prins var stærkt tiltrukket af det politiske miljø inde i København, og familielivet brød langsomt sammen indefra.

I 1967 blev han og Ebba skilt, ifølge ham selv som “gode venner,” og Henning Prins var igen fri og boligløs, da Summer of Love ramte København.

Ligesom alle andre lyttede Prins til Beatles’ Sergeant Pepper og den nye musik, der blev et “mind blow” og et “forbindelsesled mellem politik og frisættelse af kroppen,” som han skriver i sine erindringer.

“Der er ingen tvivl om, at The Loving Generation bar på et stort had til den middelklassegeneration, deres forældre tilhørte, og at det var den drivende kraft i den beatnikbevægelse, der i 1966-67 via stofkulturen gled over i at blive hippiebevægelsen, ‘blomsterbørnene’.

Hippierne var et slag i ansigtet på en kortklippet, homofobisk befolkning af kolde krigere, hvis puritanske og betændte fantasi kun alt for vel kunne forestille sig, hvad de unge foretog sig med hinanden. Gruppesex og fri sex var nøglebegreber, ikke mindst hos den værste samling liderlige journalister, jeg nogensinde har set.

Vore tilholdssteder, især kollektiverne, blev gang på gang raidet af journalister, selv fra ‘pæne’ aviser, der på stedet krævede seksuel betjening af kvinderne. Og som blev smækfornærmede, når de fik at vide, at de havde misforstået det hele.”

De hippe kunne genkende hinanden på hundrede meters afstand på grund af “en række tegn, en væremåde, en klædedragt, og både mænd og kvinder havde skønt, langt hår. Vores plakater var med en skrift i opdateret jugendstil, som vi forsøgte at gøre så vanskelig at tyde som muligt for The Squares, de firkantede, som vi kaldte de pæne. Ret beset var det temmelig uskyldigt, men det syntes de ansvarlige politikere, journalister, professorer og forældre bestemt ikke. Uvaskede, uklippede skampletter på et civiliseret samfund.”

Mens hippiernes gennembrud i Summer of Love passede den oprørske Prins perfekt, blev han aldrig begejstret for hverken de bevidsthedsudvidende stoffer eller den østligt inspirerede livsstil og religiøsitet. Efter hans mening glemte for mange den politiske dimension, eller som han skriver: “De rigtigt hippe foragtede politik, de syrede ud og levede deres egen tilværelse i små slumlejligheder på persiske bedetæpper og med stadig flere stoffer.”

I stedet kastede Prins sig med al sin energi ind i dannelsen af et nyt parti, som skulle bryde med de hidtidige venstrefløjspartiers centralisme og pamperi.

Efter at seks oprørske medlemmer af SF midt i december 1967 havde stemt imod et forslag om at indefryse en dyrtidsportion og dermed væltede den socialdemokratiske regering og deres ‘røde flertal’, var SF blevet splittet. Oprørerne stiftede Venstresocialisterne, der i den kommende tid samledes om at ville skabe en “ny stil” med mere medlemsdemokrati og hovedvægten på “udenomsparlamentarisk arbejde”.

Lige fra de første dage strømmede unge fra hippiegenerationen ind i det nye parti og gik med stor entusiasme i gang med at indsamle underskrifter, så VS kunne stille op til folketingsvalg i januar 1968.

I partiets Farum-afdeling mødte den 28-årige Henning Prins meningsfæller, han kendte fra Vietnam-bevægelsen. Sammen med blandt andre pædagogen Peter Bording og den senere forfatter Inge Eriksen gjorde han de næste måneder Farum-afdelingen til kommandocentral for dem, der ønskede et “radikalt demokratisk VS” og et tilsvarende samfund.

De anarkistiske toner vakte ikke udpræget begejstring hos de noget ældre partistiftere.

“De var rent ud sagt skræmte fra vid og sans. De frygtede, at de stod over for en sammensværgelse og ville blive oversvømmet af dette anarkistiske krapyl, der hverken højagtede arbejderklassen eller Lenin.”

Mens partiets ledelse gik ind for en mere traditionel form for repræsentativt demokrati, strømmede det fra de yngre partimedlemmer ind med forslag om direkte demokrati og basisgrupper.

I en artikel argumenterede Prins for, at det hidtil ikke var lykkedes for noget parti at sikre ægte demokrati: “Derfor må historiens første lektion bestå i at forkaste hidtil anvendte systemer, selv om man herved gør sig uendelig sårbar i forhold til de effektivt kørende partiapparater, der ikke er hæmmede af demokrati.”

‘Blomsterbørn’ og ‘sandkasseanarkister’ blev basisdemokraterne kaldt i pressen, og Prins’ partiafdeling fik af modparten tilnavnet De frygtelige Farumfolk eller simpelthen De gale fra Farum.

Henning Prins svarede ved på forsiden af Farumfolkenes blad, Farum VS Bulletin, at tegne en sandkasse med spand og skovl og blomst.

Også Leif Varmark, der i løbet af efteråret 1967 havde taget afsked med vennen Eik Skaløe og det hashrygende hippieliv og i stedet havde fået både arbejde og lejlighed i Gladsaxe, knyttede store forhåbninger til det nye venstresocialistiske parti.

Gennem kollegerne på Stadsarkitektens tegnestue havde Varmark fulgt oprøret i SF, og da han bemærkede, at VS blev stiftet på hans 26 års fødselsdag, meldte han sig straks ind.

I de første måneder af 1968 gik Leif Varmark til møder i VS’ nyoprettede Gladsaxe-afdeling, og med sine erfaringer fra bladet Alternativ meldte han sig straks til at lave layout på Gladsaxe VS Bulletin.

Mellem de tørre, teoretiske tekster i bulletinen kunne læseren finde mere uortodokse indlæg fra Varmark. De grafiske bånd, han brugte til at adskille artiklerne med, var ikke blot rækker af tilfældige bogstaver, men indeholdt budskaber som ‘formedlemsdemokratimodpampervældeformedlemsdemokratimodpampervælde’.

Henning Prins og Inge Eriksen observerede den kritiske stemme, og det førte til en telefonopringning fra Farum til Gladsaxe.

Leif Varmark havde hurtigt følt sig lidt alene til VS-møderne i de pæne lærer- og arkitekthjem i Gladsaxe med kunstplakater i skifterammer på væggen. Han hørte hverken til i den form for politisk miljø eller i hippiemiljøet, og opkaldet fra Farum blev modtaget med glæde.

På overfladen fremstod også partimedlemmerne i Farum som pæne, borgerlige mennesker. Men Inge Eriksen, der arbejdede som sekretær på en tegnestue og boede i en kedsommelig boligblok, viste sig at være “et magert gespenst af en kvinde med febrilske bevægelser og hidsig stemmeføring, der som et maskingevær affyrede salver af skarpe, kritiske bemærkninger.” Gruppens organisatoriske talent, den skæggede, træskoklædte og cigarrygende Peter Bording, boede i parcelhus med sin kone og en flok unger, men trods farmands cand.pæd.-titel opfattede Leif Varmark børnene som verdens mest ustyrlige.

Leifs første indtryk af Henning Prins var en vild, skægget ballademager, “storsnakkende, cigaretrygende og bajerdrikkende, altid i hæsblæsende aktivitet og altid fuld af nye, skøre idéer.”

Henning citerede gerne løs fra de ideologiske faderskikkelser Marx og Engels, men Leif havde en mistanke om, at han selv fandt på citater, der passede til lejligheden.

“Efter ganske kort tid stod det mig klart, at der næppe var et eneste normalt menneske i Farum partiforening,” skriver Leif Varmark.

Snart kom Varmark mere hos Farumfolkene end hos sine egne i Gladsaxe. I den følgende tid trådte han ind i rollen som væbner for Prins.