Mandag pustede beboerne i Thylejren ud efter en weekend med tyveri, teater, musik, fest og usædvanlig mange turister. I løbet af lørdag og søndag havde omkring otte tusinde mennesker trods blandet vejr været på besøg i lejren.

Ikke alene havde de mange turister afstedkommet det sædvanlige trafikkaos på hovedvejen, stemningen blandt beboerne var nu også ved at vende til fordel for dem, der argumenterede for at lukke lejren for besøgende. Weekendens turisttilstrømning havde betydet, at der i perioder havde været langt flere besøgende gæster end fastboende i lejren.

Et møde mellem beboere og turister beskrives i Nina Rasmussens erindringer om hendes år som en af de drivende kræfter i teatergruppen Solvognen. Siden er hun sammen med sin mand, Hjalte Tin, også blevet kendt for sine rejsebøger.

Sammen med et par andre ansatte fra Døgncenteret for stofmisbrugere i København og seks-syv narkomaner var Nina Rasmussen rejst op til lejren, hvor gruppen sammen havde bygget en butik til at sælge de lædervarer, som narkomanerne producerede – bælter, frynsede læderjakker og ikke mindst de meget populære veste med blå perler og indianerinspirerede tryk.

Nina Rasmussen selv rykkede ind i et telt sammen med kæresten Olaf, der i lejren også bollede med Elsebeth, som var gift med Ninas kollega Flemming, som Nina til gengæld havde bollet med.

En søndag formiddag vågnede Nina og Olaf op foran teltet, som solen havde gjort for varmt at sove i. Resten af lejrens beboere sov stadig efter en lang nat med grupperne Blue Sun og Hurdy Gurdy, og “den blå himmel med lærkesang under hvide sommerskyer indbød til morgenelskov – og hvorfor ikke? Ingen andre var vågne, så vi hyggede os og gav os god tid.

Vi vidste ikke præcis, hvad klokken var blevet, da vi hørte noget ganske tæt ved. Da vi åbnede øjnene, lå vi midt i en tæt kreds af besindige bønder, som stod omkring os og pegede, som var vi kreaturer, de var ved at vurdere. Jeg så en cigar, som var ved at blive tændt, og ved siden af en hat med en bondemand under og endnu en cigar og en mund, der udsendte store, hvide røgringe.

Vi tænkte, at de sikkert kunne lide at kigge på os, så vi lod os ikke forstyrre, men nød at have et velvilligt publikum. Mændene blev stående og pulsede på deres cigarer. De kommenterede muntert, mens konerne trak sig lidt tilbage med børnene: ‘Hwa sæjer do te den røw dær?’”

Ikke alle besøgende var dog lige så frimodige. Den dengang syvårige Lene Vesterskov kørte en dag sammen med sine forældre og to søskende fra Thisted ud for at besøge lejren, der var “på alles læber,” som hun beretter.

“Det var som en zoo, og det gjorde et stort indtryk på mig. Mine forældre var rystede. De anede ikke, hvad de havde slæbt deres børn med til. Jeg kan huske, at mange folk var nøgne eller halvnøgne og lå og knaldede alle mulige steder. Teltene stod åbne, og min far bad os kigge den anden vej.”

Omvendt nød heller ikke alle lejrdeltagere tilskuerne så meget som Nina Rasmussen. Lige fra lejrens første dage havde mange følt sig som “overbegloede dyr i en zoologisk have,” og ved indgangen til lejren havde en eller anden nu med et skilt opfordret nytilkomne til at begrænse afstanden mellem betragtere og betragtede: “Dyrskue? Eller du er medbestemmende. Vi er glade for gæster, der selv vil gøre en indsats.”

For det meste var tilskuerne dog mest interesseret i bare at kigge.

“Det er kedeligt, at nogle af turisterne er så helvedes nysgerrige, at de står og glor ind i teltene,” skrev Bent Sigurd Hansen således i avisen, “men det kan ikke forhindres, uden at lejren laves fuldstændig om. Og selv om man laver skærpet kontrol og vagtværn og pis og lort og bureaukrati, opnår man ikke andet end at holde de flinke og alvorligt interesserede, der respekterer vores privatliv, væk, mens de virkelig frække og grove – som ham der i går stod med hele hovedet og filmapparatet inde i brusebadet – nok skal finde ud af at slippe ind i lejren på en eller anden måde.”

En af anledningerne til debatten havde været den 41-årige forfatter og skuespiller Peter Ronilds besøg i lejren sammen med et par kammerater, i lejren omtalt som ‘the Ronild Gang’.

Peter Ronild, der ofte spillede machomand med bydende autoritet og hvas stemmeføring, og som i selskabeligt lag var kendt for et pænt alkoholindtag, havde under sit besøg provokeret flere lejrdeltagere, selv om han højlydt erklærede sig som anarkist. Klædt i en slags kedeldragt havde Ronild blandet sig i debatten fra scenen og råbende spurgt, hvor helvede det nye samfund var henne, og i Heste-Claus’ telt havde der været øretæver i luften omkring ham.

Nogle havde på fællesmødet ment, at lejren netop skulle have vist mere åbenhed over for ‘the Ronild Gang’, mens andre mente, at de skulle have haft tæsk og være smidt ud.

Bent Værge vendte sig i et indlæg mod dem, der ville gøre lejren til et “lukket, isoleret, subkulturelt minisamfund for de frelste.”

Han beskyldte tilhængerne af at lukke lejren for at være “naive, infantile og tilpasningshæmmede individer,” der ville holde befolkningen ude, fordi den gjorde det sværere “for de asociale hippier og små, kære, nuttede hashmasturbanter og andre kemikalieevangelister at bevare deres fordomme og lukkethed over for den brede masse af folket.”

I mandagens lejravis blev Værges synspunkter imødegået af Jens Roikjer, en 29-årig danskstuderende, der underviste værnepligtige i samfundsfag. Roikjer sammenlignede lejren med en nysået græsplæne, som man måtte forbyde folk at trampe ind over, fordi det spirende græs ikke tålte at blive trådt ned. “Det er et forbud begrundet i simpel respekt for spiren.”

Hvis fællesmødet modsat valgte at fortsætte det store, åbne cirkus, skrev Roikjer, burde man tage konsekvensen og oprette et egentligt lejrbordel. “Vi accepterer jo også slikboder til børnene.”

Allerede på fællesmødet mandag eftermiddag endte endnu en debat om turisterne dog med, at et flertal besluttede at lukke lejren, foreløbig fra næste morgen til mandag en uge senere.

Medvirkende til beslutningen var en oplysning om, at den følgende weekend bød på den populære havnefest i Hanstholm. En del lejrbeboere frygtede, at mange af havnefestens deltagere ville benytte lejligheden til at tage et smut omkring lejren ved Frøstrup.

Til Thisted Dagblad forklarede “en talsmand for lejren,” Annette Westrup, at de mange turister efterhånden havde lagt en dæmper på udfoldelserne i lejren. Hun understregede, at beslutningen om at lukke lejren ikke var vendt mod turisterne, som man ellers var glade for at have besøg af. Man måtte se lukningen som et forsøg på at imødekomme dem i lejren, som var generet af den store tilstrømning. Hun slog samtidig fast, at lejren stadig var åben for mennesker, der ville slå sig ned for at bo.

Annette Westrup forklarede også, at stiftamtmand Martensen-Larsen, der havde meldt sit besøg den kommende dag, stadig var meget velkommen.

“Men nu må amtmanden ikke sidde i bilen og sige ‘Jeg er bare turist’,” tilføjede hun. “For så kan det jo godt være, at han vil få vanskeligt ved at komme ind.”

Mandag eftermiddag, samtidig med at fællesmødet besluttede at lukke lejren, ankom en mand med to store og meget tunge kufferter. Nils Ufer havde hentet ham på stationen i Thisted, og i løbet af få timer skulle indholdet af de to kufferter skabe endnu en ganske særlig festdag i Thylejren.

Manden var den 27-årige kultursociologistuderende Henrik Okkels fra Kana-kollektivet i Jørlunde, manden bag den særlige hashsandkage, som i løbet af de foregående måneder var blevet hyldet i kredsen omkring kollektivet. Nu havde en anden kanabisse, Leo Jespersgaard, overtalt ham til at bage et ordentligt parti til lejren.

Henrik Okkels havde allerede på sin nyindkøbte knallert, en Velo Solex 8000, besøgt Leo og de andre kanabisser i forlejren sammen med sin kæreste. I sin dagbog fra søndag den 5. juli noterede Henrik Okkels dog, at han og kæresten tidligt samme morgen havde forladt lejren, efter at de første gæster var begyndt at rykke ind. I stedet tøffede de nordpå til venner, der holdt sommerferie i Skagen.

Tre uger senere, lørdag den 25. juli – dagen efter tyveriet i supermarkedet – skrev Henrik Okkels i sin dagbog: “Leo har ringet fra Thylejren; han har fortalt om de ‘fantastiske shitkager’, jeg laver, og opfordrede mig til at ‘bikse en ordentlig omgang sammen’ – ‘de bliver revet væk’, lovede han.”

Henrik Okkels var ikke selv nogen stor hashryger, til gengæld havde han som ganske ung arbejdet som bagerikarl og følte en vis professionel stolthed ved at have skabt den perfekte hashkage.

Straks efter Leos opringning gik Henrik Okkels derfor i gang med at købe ind til opgaven, stanniolforme, mel, æg og så videre i store mængder.

Hash til sandkagerne havde han allerede, oven i købet i pulverform lige til at varme i olie og hælde i kagedejen. Den foregående sommer havde Niels Holt været på uanmeldt besøg i Kana i sin mørkerøde engelske kassevogn. Henrik Okkels og flere af de andre kanabisser kendte Holt som en arkitekt, der havde rejst meget i Østen, især på Bali, og som nu levede af at sælge balinesiske smykker, kunst og tøj samt en del hash. Historierne om hans euforiserende eksperimenter sammen med Simon Spies cirkulerede også i miljøet.

Under aftenteen i kollektivets forårsgrønne spisestue, hvor Niels Holt igen havde talt fascineret om Bali-kvindernes runde, højtsiddende bryster, var det efter nogen tid lykkedes Leo Jespersgaard at få ham overtalt til at hente en rygeklump i vognen. Kana-kollektivet var på det tidspunkt aldeles tørlagt.

Niels Holts skridt havde lydt tunge i perlegruset, da han vendte tilbage til spisestuen, ifølge Henrik Okkels nu tynget af to store plasticsække over skuldrene. Hver sæk indeholdt femten-tyve poser med fint smuldret, vissengrøn hamp – en form for hashpulver, som Okkels mange år senere fik at vide måske havde været det eftertragtede og sjældne, marokkanske ‘stjernestøv’, navngivet efter sin ekstraordinært opløftende virkning.

Hashpulveret kunne ganske praktisk drysses direkte ned i de hjemmerullede cigaretter med Bali Shag eller Rød Orlik, som blev røget i kollektivet. Alle, inklusive den garvede ryger Leo Jespersgaard, fandt kvaliteten yderst tilfredsstillende. Kollektivisterne fik forhandlet sig frem til en slags kommissionsaftale, så de fik lov til at beholde nogle poser og først betale, efterhånden som posernes indhold blev røget.

Næste dag viste Niels Holt nogle af de pornofilm, han eksporterede til England, i kollektivets systue, og kanabisserne kom i vild diskussion om, hvorvidt kollektivets børn måtte kigge med.

En af kvinderne i kollektivet opbevarede hashen i et skab på sit værelse, og på en liste opførte brugerne selv, hvor meget de havde forsynet sig med, opmålt i tændstikæsker: Peter – 1 æske, Christian – 2 æsker, Leo – 3 æsker. Nogle glemte dog at skrive sig på listen, andre havde ingen penge, når der skulle opkræves, og alt i alt blev det aldrig nogen god forretning for Niels Holt.

Da Henrik Okkels skulle bage kager til Thylejren den følgende sommer, var der stadig noget af Niels Holts ‘stjernestøv’ tilbage i kollektivet, så han slap for det sædvanlige besvær med at findele hashen på rivejernet.

Hashpulveret blev smeltet i varm olivenolie og simrede et kvarters tid, inden det blev stillet til afkøling. Smør og sukker blev rørt sammen og let piskede æg langsomt tilsat. Derpå blev melet, revet citronskal og -saft samt den lunkne hasholie rørt sammen i kollektivkøkkenets store røremaskine. Selv om den rummede over tyve liter, måtte Okkels røre dejen ad adskillige omgange.

Til sidst blev sandkagemassen fyldt i stanniolformene og bagt en god times tid ved jævn varme. En halvanden centimeter tyk skive kage indeholdt cirka 0,1 gram hash, hvilket efter Okkels’ erfaringer var rigeligt til at gøre en person tilpas skæv.

“Spis forsigtigt, ikke mindst første gang, og højst én ad gangen, indtil du kender din sandkage!” advarede Henrik Okkels i sin håndskrevne opskrift til ‘voksensandkage’. “Der kan være stor forskel på kvaliteten og styrken i den hash, man kan skaffe, og når du først har spist et stykke, er der ingen vej tilbage! Det kan vare op til én time, før du kan mærke virkningen af den første skive, så vær i god tid.”

“Hvis man spiser for meget, bliver man lukket inde i et superindividuelt trip,” tilføjede han. “Ved moderat indtagelse bevarer man kontakten til andre. Alt efter temperament og kagekondition: Lad være med at drikke for meget alkohol ved siden af.”

Til Thylejr-leverancen havde Henrik Okkels indkøbt stanniolforme i fire forskellige størrelser. En lille rund form passede til en til to personer, de større, firkantede leverpostejsforme rakte til henholdsvis tre til fire personer, fem til syv personer og otte til tolv.

Kagerne blev pyntet med gul glasur og røde eller grønne cocktailbær, inden de blev pakket i Vita Wrap-film. Hver kage fik påsat en selvklæbende, maskinskrevet etiket med angivelse af, hvor mange personer kagen var beregnet til, og med råd om at være forsigtig ved indtagelsen.

De to kufferter blev propfyldt med kager, og ud fra sin erfaring med at løfte halvtreds kilo tunge cementsække under istandsættelsen af kollektivet vurderede Okkels, at der var mere end halvtreds kilo i hver kuffert.

En nat under arbejdet drømte han, at kufferterne sprang op under togturen til Thy, og at alle passagerer var “drønskæve” inden Fredericia. Af samme grund bandt han tørresnor om begge kufferter, inden han tidligt mandag morgen fragtede dem med rutebil til stationen i Roskilde.

I Thisted tog Nils Ufer imod, og kufferterne blev lastet ind i hans store grå Volvo PV444 – “et fantastisk lig med manglende bagsæder og et ufatteligt rod på gulvet,” som Okkels skrev i sin dagbog.

Nils Ufer boede i lejren i et stort militærtelt i De Gamles By, lejrområdet tættest ved indgangen, der blev beboet af en del af de lidt ældre lejrdeltagere, heriblandt kanabisserne og kollektivisterne fra Maos Lyst. Her boede også en del af den oprindelige initiativgruppe i et telt, kaldet Maos Hvile eller – af ondere tunger – Pamperly.

Ufer holdt et par høns i lejren, hvilket de andre i teltet ifølge Okkels’ dagbog var temmelig irriterede over, fordi de “rendte rundt og småsked over det hele. Ikke mindst deres droppings fra tørresnorene i teltet, hvor de sad om natten, vakte en vis modvilje. En dag, han havde været væk nogle timer, kom han hjem til duften af suppehøns. De simrede lystigt i en gryde over et af madbålene.”

Henrik Okkels gik straks i gang med at sælge ud af sandkagerne, som han bar rundt i et par flettede kurve. “Der er ufatteligt mange mennesker her,” skrev han, “og jeg mødte på min salgstur rundt mellem teltene snesevis af folk, som jeg ikke har set i årevis.”

“Inden der var gået fire timer,” fortalte han siden, “var to tusinde mennesker tordnende skæve.”

Ved nærmere kritisk eftertanke modererer Henrik Okkels fyrre år senere denne angivelse: “Jeg har for lidt siden tegnet en kuffert og beregnet rumfanget,” skriver han i en mail, hvor han forsøger at rekonstruere kuffertens rumfang og beregne dens euforiserende indhold ud fra en antagelse om, at den mindste runde kage indeholdt cirka halvanden deciliter kage.

“De to kufferter sammenlagt har anslået haft et rumfang på 150 liter (2 x 20 x 75 x 50 cm). 150 liter = 1500 dl. 1500 dl divideret med 1,5 = 1000 portioner til en til to personer. Jeg vil derfor mene, at det er et ‘ædrueligt skøn’, at op mod 1500 mennesker blev skæve af de sandkager, jeg havde med i kufferterne.”

Blandt kagekøberne var samboen Peter Duelund, som ifølge Okkels’ dagbog købte en kage til fem til syv personer. Et par dage senere hørte Henrik Okkels fra en fælles ven, at Duelund havde spist det meste af kagen selv under en tur til havet. “Han var bogstavelig talt på trip i 36 timer,” refererede Okkels i dagbogen.

Peter Duelund afviser dog i dag denne historie som “opspind og fri fantasi” og understreger, at han levede “et asketisk liv i den korte tid, jeg var i lejren, indtil jeg tog til København for at få lån og kautionister ud af verden.”

Allerede torsdag eftermiddag returnerede Henrik Okkels til kollektivet i Jørlunde, og i rutebilen på vej fra Roskilde Station til Kana fik han ajourført sin dagbog. I lejren havde han blandt andet mødt Dan, som havde været en af hans nærmeste venner siden begyndelsen af tresserne, men som han havde lagt afstand til i de seneste år, da han ikke havde kunnet følge Dans voksende interesse for okkultisme, astrologi og lsd.

I Dans Tetelt havde hans gamle ven siddet “på en tæppeprydet forhøjning omgivet af musikinstrumenter og trommer og kædeophængte røgelseskar,” som han på busturen noterede i sin dagbog.

“Han udbygger systematisk sit guruimage, markedsfører sig stadig som tripmaster – og sælger Dans guldkakao, Dans sølvkakao og Dans chillummix – samt naturligvis almindelig te og kaffe og kakao og treårste og brownies og små trommer og smykker og ragelse i en stor pærevælling. Det vil sige – sælger og sælger: Det har han folk til, nogle fyre, men flest unge smækre piger, store tøser i farverige gevandter eller med smukke, blottede bryster og masser af øjensminke.”

“Vi er kommet meget langt væk fra hinanden,” fortsatte Henrik Okkels, “og hvor hans hashkager er hårde og bitre, er mine sandkager bageteknisk perfekte, smukt glaserede og med præcist centrerede røde eller grønne cocktailbær.”

Efter at have læst ovenstående beretning om hashkagerne afviser Niels Holt, at han nogensinde har leveret marokkansk ‘stjernestøv’ til Kana-kollektivet. Til gengæld har Holt en tydelig erindring om at have afleveret en ladning hampepulver fra Simon Spies’ gartneri i kollektivet, fordi han frygtede en politiaktion mod Nybo Forsøgsstation.

Pulveret bestod af det blomsterstøv, som Niels Holt og hans medhjælpere under hampehøsten i efteråret 1968 havde drysset af planternes topskud.

Normalt er blomsterstøvet den stærkeste del af hampeplanten, men planterne i forsøgsstationen var af meget ringe styrke, understreger Niels Holt i dag. Ved rygning af blomsterstøvet kunne Holt og de andre ikke konstatere nogen som helst virkning. Efter råd fra en kemiingeniør havde Niels Holt dog planer om at forsøge at trække den psykoaktive cannabinol ud af blomsterstøvet med benzen.

“Hvis nogen har bagt hashkager af disse posers indhold,” skriver Niels Holt, “er det ikke hashen i kagerne, de er blevet høje af, men af idéen selv. En hypnotiserende effekt, som mange har kendt til, og som jo da er ganske uskadelig.”

Denne indsigelse fra leverandøren af hashpulveret afvises pure af Henrik Okkels. Efter at have kontaktet en række af kollektivets daværende beboere konkluderer Okkels, at “den enstemmige vurdering er, at hverken de, Kanas kagespisende gæster eller mere end tusinde andre i Thylejren har ladet sig narre.”