“Midlertidigt lukket for besøgende” stod der på et skilt, lænet op ad en kampesten ved indkørslen til Thylejren, da stiftamtmand Florian Martensen-Larsen fra Viborg i selskab med borgmester Christian Hansen fra Hanstholm og et par embedsmænd tirsdag eftermiddag kom på besøg.

Skiltet dækkede over det faktum, at besøgsforbuddet i løbet af det første døgn var blevet praktiseret meget forskelligt, alt efter hvem af lejrbeboerne der havde stillet sig op ved indgangen. Repræsentanter for et mindretal, som var imod lukningen af lejren, havde flere gange lukket besøgende ind, så forbuddet i løbet af tirsdagen skiftevis havde været i kraft og ude af kraft.

Med henvisning til en ny lov om fri adgang til landets strande rasede den 28-årige Lasse Brandt Jakobsen således i dagens lejravis imod det absurde i, at de såkaldt “progressive” i lejren havde vedtaget at forbyde adgang og dermed “fremhæve, at dette er privat område, hvor ‘uvedkommende’ ikke må komme.”

Han opfordrede den lokale befolkning i Thy til at gå til modstand mod dette “privatkapitalistiske initiativ” fra Det ny Samfunds side: “Protester, aktioner, besæt lejren!”

Også Preben Maegaard luftede i lejravisen under den ironiske overskrift “Isolationismen længe leve” sin skuffelse over lejrens lukkethed.

“Nu er vi kommet ovenpå og bygger omgående grænser,” skrev Preben Maegaard. Han henviste til, at han for nylig ikke kunne finde frivillige til at hjælpe med at læsse en jernplade af ved bageriet, mens der var rigeligt at tage af, da man skulle bruge “en kolonne turistpansere,” som han betegnede holdet af indgangsvagter.

“De tramper jorden så hård,” fortsatte han med en bitter ironi. “Ja, de tramper, fremmedarbejderne uden for vore grænser, ulandenes millioner, de som venter på Godot etc. Alle disse forstyrrelser. Derimod må man lære at værne sig. ‘Freden’ blev brugt til for trettende gang at organisere (nej, tale derom) et kloakvæsen. Var der andet, der pressede sig på? Nej, vel?”

Borgmesteren og stiftamtmanden fik ingen problemer med at komme ind i lejren, selv om de på forhånd havde understreget, at de ikke kom i embeds medfør, men som privatpersoner.

“Jeg har nøje fulgt dagspressens omtale af lejren og har ad den vej fået en noget kalejdoskopisk forestilling om det hele,” havde Martensen-Larsen udtalt til Thisted Dagblad. “Derfor synes jeg, det ville være rimeligt med egne øjne at danne mig et indtryk af lejren.”

Leo Jespersgaard og Henning Prins tog imod de officielle gæster, der var i slips og jakkesæt med lommetørklæde i jakkelommen som en hvid streg i det sorte.

Gæsterne fik først en guidet rundtur. Om de mere formelle krav til lejren, ikke mindst fra brandmyndighederne, kunne den stråhatklædte Jespersgaard fortælle, at brandkorpset under ledelse af brandmajor Palle Nielsen havde planer om samme dag at gå i gang med at støbe en ny branddam, fordi den gamle med plasticpresenning lækkede. Vandforsyningen var blevet sikret med en tykkere vandledning, og med 32 toiletter levede lejren også på dette punkt op til myndighedernes krav.

Efter rundvisningen blev borgmesteren og stiftamtmanden placeret på to omvendte trækasser i halmen foran et par telte og fik serveret en håndbajer.

På forsiden af dagens lejravis gav en tegning udtryk for nogle lejrdeltageres følelse af “frustration” og “forvirring”. Men rundt om tegningen stod de beroligende ord: “Avisen bliver stadig udgivet.”

Inde i bladet kunne man læse et forslag til ny struktur for hele lejren, forfattet af beboerne i Engpisserland. Som de første havde dette nye land i det nye samfund forsøgt at virkeliggøre fredagens fælles beslutning om, at lejren skulle fungere som lokale distrikter.

Allerede søndag aften havde Engpisserne holdt “engpissermøde” på deres fælles bålplads. Mødet besluttede, at de, der ville, kunne holde møde hver aften klokken halv syv på bålpladsen, men hvis der var “vigtige problemer,” skulle man sørge for at samle alle engpissere til mødet.

“Efter at have set, hvordan Familiemarken har organiseret deres lokumsrengøring, enedes man om at prøve noget tilsvarende,” skrev Palle Nielsens kæreste, Marianne, i det elleve punkter lange mødereferat. Til formålet blev nedsat en “brigade på ni mand,” som skulle mødes næste dag klokken tolv.

En “skraldebrigade” på ti mand skulle sørge for dagligt at rense de offentlige områder i Engpisserland, og en ekstra skraldespand ved distriktets iskiosk skulle afhjælpe et stigende problem med vildtflyvende ispapir. En gruppe på fire ville forbedre bålpladsen, en person ved navn Ellis ville stå for børneaktiviteter, og fællesspisning skulle arrangeres et par gange om ugen.

To engle, Jacob og Hanne, blev udvalgt til at deltage i engleforsamlingerne, og de fik blandt andet til opgave at undersøge, om det ikke var muligt blot én gang om ugen at spille levende musik på scenen efter klokken elleve. Desuden skulle de opfordre til et forbud mod taxakørsel midt om natten til Heste-Claus’ Øltelt.

Mødedeltagerne nedsatte også en arbejdsgruppe, som skulle komme med et mere konkret forslag til hele lejrens demokratiske organisering. Til slut gik mødedeltagerne i samlet flok ned til iskiosken for at rydde pladsen omkring den for papir og flasker.

To dage senere kunne engpissernes arbejdsgruppe i lejravisen fremlægge deres forslag, som de begrundede med, at “folket under den nuværende struktur ingen indflydelse har på beslutningsprocessen.”

Engpisserne forklarede, hvordan beslutningsprocessen med de nye distrikter kunne forløbe: Hvis en eller flere personer fik en idé, skulle den forelægges på et distriktsmøde. Hvis idéen omhandlede et lokalt problem, kunne mødet selv vedtage eller forkaste forslaget, og hvis det vedkom hele lejren, skulle forslaget sendes videre til lejravisen og til opslagstavler i de andre områder.

Hver gruppe skulle sende repræsentanter til fællesmødet, hvor de forskellige forslag blev fremlagt. Derefter skulle den endelige beslutning træffes i de enkelte distrikter, hvor man ved uenighed kunne blive nødt til at stemme og gennemføre en flertalsbeslutning. Derpå skulle alle distrikternes beslutninger offentliggøres i avisen og på opslagstavlerne.

Engpisserne understregede, at et mindretal ikke kunne tvinges til at følge flertallets beslutninger, men at beslutningerne fremover skulle være “lejrens officielle linje”.

Allerede i løbet af lejrens første uger havde Engpisserne skilt sig ud som en ny samfundsdannelse, der opstod længst væk fra landevejen og hovedindgangen, langs hegnet af vindblæst fyr og gran ud mod en eng med græssende køer. Beboernes navn til sig selv var inspireret af afstanden til de opstillede toiletvogne og deres brug af den mere nærliggende eng.

Engpisserland talte nogle af de yngste og også mest engagerede deltagere i lejren. Foruden den meget presseomtalte vildmand fra håndboldlandsholdet gjaldt det blandt andet en flok på omkring tredive ganske unge hippier fra Hvidovre. Ikke langt fra Palle Nielsens folkevognsrugbrød havde flokken slået sig ned i et stort telt, de selv havde bygget af rafter og presenninger.

De unge udgjorde kernetroppen i HIPS, ‘Hvidovre Ikke-Partipolitiske Samling’, som det foregående efterår havde fået tilkæmpet sig et lokalt ungdomshus som nogle af de første i landet. I gruppens “Grundlovsmanifest” stod, at HIPS ville “forene poesi og politik” og “praktisere nærdemokrati” som middel mod den “stadig stigende fremmedgørelse i det moderne samfund.”

Allerede i 1968 var der blevet holdt ‘Sit-Ins’ i Rådhusparken i Hvidovre, hvor mellem ét og to hundrede unge drak hvidvin af magnumflasker og fyrede den fede. Eller de holdt teltlejr i et wasteland bag Tarta Krydderfabrik med meskalinkaktus og Dylan-sange om bålet.

“Vi var simpelthen de langhårede, hippierne, i Hvidovre,” fortæller Erling Groth, dengang attenårig litograflærling og en af hovedkræfterne i dannelsen af HIPS. “Men samtidig havde vi også sans for at organisere, og vi gik tidligt efter at få et ungdomshus på vores egne betingelser.”

I september 1969, samme dag som Beatles udgav lp’en Abbey Road, demonstrerede et par hundrede unge for et ungdomshus foran rådhuset, og Erling Groth bar selv et skilt med ordene Come together, titlen på pladens første skæring.

Kommunen bøjede sig og overlod HIPS en nedlagt skotøjsfabrik på Gammel Køge Landevej. De unge gik straks i gang med selv at renovere fabrikken og indrettede den i tidens stil med sivmåtter og madrasser på gulvene og lave spånpladeborde. Det lykkedes tilmed at få borgmesteren til at bevilge et udmærket lyd- og lysanlæg, så HIPS kunne invitere til koncerter med Gasolin’, Sebastian, Gnags og andre bands, de havde hørt inde i København eller i Brøndby Pop Club.

Ved indgangen fik alle, der betalte billetprisen på fem kroner, et rødt stempel på hånden: “HIPS er andet end FLIP.” Nogle af HIPS-folkene var begyndt at gå til Vietnam-demonstrationer i København og engagerede sig de følgende år i blandt andet miljøpolitik.

Snart mødte hippiernes selvstyrende hus politisk modstand, især fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, politibetjenten Herluf Rasmussen, der som ung kommunist under Besættelsen havde været leder af en sabotage- og likvideringsgruppe under BOPA. I flere år lå HIPS i offentlig fejde med den gamle modstandsmand, og selv fra sit telt i Thylejren sendte Erling Groth harmdirrende forsvarsskrifter hjem til Hvidovre Avis.

Til gengæld fik HIPS opbakning fra den foregående generations toneangivende forfatter, Villy Sørensen, der boede i Hvidovre og blev en slags filosofisk mentor for nogle af de unge. Villy Sørensen forklarede Erling Groth, som fik et livslangt venskab med forfatteren, at modsætningerne i ungdomsoprøret mellem en politisk og en mere psykologisk retning – mellem marxister og flippere – kunne genfindes i hele den europæiske tænknings historie.

Groth citerer Villy Sørensen, som i Oprør fra midten skrev, at det er vigtigt at “afværge en mere psykologisk polarisering mellem dem, der (kun) tror på en holdningsændring som vejen frem, og dem der (kun) tror på en samfundsændring.” Sørensen fortsatte: “Nok så mange individuelle omvendelser ændrer ikke de sociale vilkår; ydre forandringer uden psykologisk basis udskifter blot nogle institutioner og magthavere med nogle andre.”

Den 4. juli 1970 tog Erling Groth til Valbyparken for at være med til at sende Peter Duelunds luftballon til vejrs, og senere fløj han til Thy med en militærflyvemaskine, som én i gruppen havde fået adgang til.

“Det meste af tiden i lejren gik med at høre musik, ryge tjald og bade nøgne. Men jeg gik også til fællesmøder, lyttede og holdt øje med inspirerende typer som Henning Prins, Leo Jespersgaard, Peter Duelund og Tømrer-Claus.”

Andre HIPS-folk var allerede inden lejrens åbning kørt op til lejren sammen med deres nye hippievenner fra Skjern. De tre unge medlemmer af Gnags kom til at spille mange koncerter i ungdomshuset i Hvidovre og overnattede altid hos HIPS-folkene, når de var på Sjælland, blandt andet i Erling Groths kollektiv, Villa Grin.

Nogle dage før Thylejrens åbning havde Gnags spillet sammen med Gasolin’ og et af bandets forbilleder, Alrune Rod, til en friluftskoncert på Kastrupfortet. Siden havde de taget natfærgen til Aalborg for at spille i Thylejren.

“Det var en selvfølge, at vi skulle til Thy, det danske Woodstock,” fortæller bandets forsanger, Peter A.G. Nielsen, “og det var også naturligt at gøre det sammen med HIPS-folkene. Ikke kun fordi vi var jævnaldrende, men også fordi vi havde noget lidt provinsielt til fælles.”

Den dengang syttenårige Peter A.G., der efter sommerferien skulle fortsætte i 3.g på gymnasiet i Tarm, var ligesom sin storebror, trommeslageren Jens, vokset op i et hjem med kristent-humanistiske værdier og stor bevidsthed om civilisationens nylige sammenbrud i nazisme og krig. Farfar var Skjerns manufakturhandler, morfar drev boghandelen, faren var en opfinder, der gik konkurs med landets første genbrugspapirfabrik, og også de to brødre kastede sig tidligt ud i forretning.

I 1966 havde Jens og trettenårige Peter A.G. dannet bandet Those Gnags, der debuterede i boghandelens vinduer op mod jul. Bandet var gode til at skaffe sig job, og allerede i 1967 investerede de i et folkevognsrugbrød og kørte rundt til jyske forsamlingshuse og ungdomsklubber, altid parate til spille de aktuelle top ti-hits fra radioen. Da Peter A.G. var femten år, betalte bandet faste, månedlige afdrag på udstyr og bil på 2700 kroner.

“Vi startede som et decideret popband, men blev tiltrukket af ungdomsoprøret og begyndte at lade håret gro og skrive egne sange. Vi var ikke gamle nok til at rumme hele det globale perspektiv med Vietnam-krigen, men vi forstod, at der blev stillet spørgsmålstegn ved den materialistiske stræben, ved autoriteterne, kirken, skolen, ja, ved alt! At være hippie var at leve det, man sagde, uden den sædvanlige afstand mellem ord og handling. I Thy skulle skabes et nyt samfund, alting skulle starte forfra, og vi forventede det helt uventede.”

Bandmedlemmerne ankom til Thylejren i en nyindkøbt Ford Transit, der havde erstattet folkevognsrugbrødet som bandbil, og sammen med deres roadier og lydfolk – i alt syv-otte mennesker – slog de lejr ved siden af HIPS i Engpisserland. Nogle sov i telte, andre på madrasser oven på det dyre lydudstyr i bilen.

“Jeg er gammel spejder,” fortæller Peter A.G., “så jeg gik straks i gang med at bygge bålplads. Vi skulle vende tilbage til det fundamentale, til stenaldermanden ved et ildsted med kød og blod og dyr.”

Bandet var også med til at få den knap færdige scene til at fungere teknisk og sætte plader op mod den kraftige vestenvind. Allerede da de første gæster hen ad aften den 4. juli ankom til lejren, stod de tre fra Gnags klar på scenen.

Dag efter dag, ofte fra tidligt om formiddagen, var Gnags parat til at spille, og mens nogle husker gruppens siden så kendte kvaliteter som danseorkester, erindrer andre bandmedlemmernes musikalske evner som knap så inciterende. Som en anden musiker formulerer det: “Åh, nej, tænkte man inde i sit telt, når Gnags begyndte at spille fra morgenstunden – ikke dem igen!”

“Vi stillede op når som helst, vi havde lyst, om morgenen eller midt om natten, uden at spørge nogen om lov,” husker Peter A.G., “og det har da sikkert været skideirriterende, hvis man ikke kunne lide os. Men vi var lykkelige! Vi var begyndt at synge på dansk, og de fleste af vores sange startede i nuet som et grundtema og blev improviseret frem på scenen, både musik og tekst. Tit kom der både børn og voksne op til os og jammede med.”

Når Gnags ikke var på scenen, bevægede den syttenårige forsanger sig rundt i lejren, til fællesmøde og ind i forskellige telte, og sugede indtryk til sig som en stille voyeur. Det var en mærkeligt både dragende og skræmmende, fremmed verden, han fik indblik i. Ikke mindst nøgenheden og det frie sexliv gjorde indtryk.

“Jeg blev ved med at skifte tøj inde i teltet, og jeg sneg mig til at bade med badebukser på. Jeg undrede mig over al den kropslige frimodighed og et postbud med bar røv. Og jeg forstod slet ikke, at man tilsyneladende kunne bolle med hvem som helst. Jeg var lidt af en romantiker og mere til ‘den eneste ene’.”

Da Peter A.G. Nielsen tilbage i 3.g på gymnasiet i Tarm afleverede en dansk stil om sine oplevelser i løbet af sommeren, fandt læreren den ganske udmærket. Men han nægtede at tro, at det, eleven skrev om, havde fundet sted i virkeligheden.

Også på fællesmøderne havde Peter A.G. lyttet fuld af forundring. Med sin baggrund i en familie af handelsfolk var det helt besynderligt for ham at overhøre diskussionerne om profit og om at lade folk selv bestemme, hvad de ville betale hos købmanden.

“En mand, der havde stjålet øl, forsvarede det helt åbent med, at købmandsbutikken var en borgerlig institution! Andre endte i ren teoretiseren, og jeg kan huske, at både jeg og nogle af HIPS-folkene tit klappede ad de mere praktisk orienterede, godmodige folk som Henning Prins og Leo Jespersgaard, der faktisk påtog sig et ansvar. Som spejderleder vidste jeg, at ideologien af og til måtte vige for at få fællesskabet og praktikken til at fungere.

Møderne var aldeles mindblowing for mig: Ingen regler blev taget for gode varer, alting kunne siges, alt skulle diskuteres, og alle grænser overskrides. Det smukke ved Thy var, at alle tankerne og drømmene skulle omsættes i praksis. Verden blev åbenbar. Jeg vender tit i tankerne tilbage til de debatter, for alt det, der skete de næste ti-tyve år på venstrefløjen – og såmænd også i resten af samfundet – var på en måde allerede sket i Thylejren i sommeren 1970. I mange år derefter hørte jeg ikke nogen diskussioner, jeg ikke allerede havde hørt i Thy.”

Ved andre lejligheder oplevede den unge Peter A.G. også glimt af noget faretruende, der løb som en strøm under den glade hippielejr.

“Jeg fornemmede, at der kunne være noget uhyggeligt dæmonisk på spil i de dunkle telte, hvor alle slags stoffer blev indtaget. Lysets sværd kan hurtigt forvandle sig til mørkets, og i Thylejren blev der leget med voldsomt stærke energier og begreber.

Alle stofferne blandet med det mytologiske stof gik for nogle amok i et storhedsvanvid i lys lue. Jeg oplevede for eksempel, at en mærkelig figur som Provo-Knud omtalte nogle mennesker som ‘det sorte Helvede’. Faktisk undrede det mig ikke, da jeg året efter hørte, at han var endt som morder.”