Mandag skinnede solen stadig over Thylejren. I Ekstra Bladet kunne nogle af deltagerne gense sig selv i en stor billedreportage fra gårsdagens folkedans med et stort udvalg fotografier af hoppende kvindebryster og glimt af et enkelt mandligt kønsorgan.

I artiklen berettede en bager fra københavnske Nørrebro, Herman Hermansen, om sin turistvisit i lejren sammen med “sin smukke Lily”. De havde betalt hver fem kroner for at komme ind, fortalte Herman Hermansen, og han havde både købt øl i supermarkedet, omgivet af bare damer, lyttet til guitarspillende fiskere i Heste-Claus’ Øltelt og betragtet nøgenbadningen ved Hjardemål Klit. Det havde været en herlig dag, og både bageren og Lily var i højt humør.

Det samme var Holger Drews, som i anledning af nymånen satte sig til skrivemaskinen og nedfældede sin personlige status på lejren med overskriften “Hallusignaler”:

“Vi er stadig ved begyndelse og nydannelse. Alt er så let. Forbløffende at se, hvor enkelt et samfund kan være i modsætning til samfundet udenfor. Vores lejr er ved at blive en spændende slags frihed – den frihed, der opstår efter opløsning. En overgangstilstand, hvor hele den politiske ungdomsbevægelse, der er basis for dette projekt, er ved at blive en anden og mere realistisk: Sådan kunne vi jo leve og indrette os, enten heroppe eller andre steder eller i byerne, vi bor i. Politik er blevet til mad, drikke og et sted at være.”

Sidst på eftermiddagen udkom lejravisen igen efter tre døgn, hvor lejren for første gang havde været uden sit daglige nyhedsmedie.

Kun en snæver kreds kendte den egentlige baggrund for de avisløse dage. De tilhørte alle den gruppe på femten-tyve kunstnere, aktivister og slumstormere, som efterhånden havde samlet sig omkring Peter Louis-Jensen.

Blandt de sidst ankomne var en af brødrene fra Eks-Skolen, maleren Per Kirkeby.

Det havde ikke været let for Peter Louis at overtale Per Kirkeby til at rejse til Thy. Som tidligere kommunist og medlem af DKP havde Kirkeby på forhånd ikke meget tilovers for hippiernes flippede eksperiment.

“Jeg havde oprindelig den styggeste uvilje mod lejren på grund af den slappe, dvaske, apolitiske holdning,” som Kirkeby efter lejren skrev i et brev til Peter Louis. “Det hele er jo politik på den her afslappede måde, samme holdning der udstrålede fra den mere og mere ulidelige Kløvedal-stamme – stamme op i røven, gud hvor er det dumt.”

Inden lejren havde Peter Louis imidlertid under en diskussion i det kollektivhus, som Preben Maegaard, Poul Gernes og andre fra Eks-Skolen havde bygget i Herlev, sat alt ind på at overbevise Per Kirkeby om, at lejren ville blive et interessant eksperiment. Paradoksalt nok havde Peter Louis argumenteret med, at initiativtagerne til lejren var nogle meget fornuftige personer, selv om især en af dem siden skulle blive hans hovedfjende blandt lejrens “pampere”.

“Du forsvarede stærkt Prins og Varmark, begavede fyre, der vidste hvad de gjorde,” som Kirkeby skrev. “De må have sagt noget pænt til dig.”

I brevet indrømmede Kirkeby dog, at han på trods af sin “surhed” havde fået en ganske anden oplevelse af lejren, end han på forhånd forventede.

“Oplevelsen ved lejren var alligevel større, end man ‘teoretisk’ kunne overskue, blot det at smide bukserne og hundrede andre små ting. Men også den reelle mulighed for at drive sandkassepolitik, som man kunne føle på sin egen krop.”

Mandag eftermiddag rullede det 26. nummer af lejravisen ud af sværteduplikatoren, nu under Peter Louis’ redaktion og kontrol.

Ved første øjekast var der ikke den store forandring at spore i den nye udgave af lejravisen. Øverst på forsiden stod der blot ‘avisen’ nummer 26 og dateringen mandag den 3. august 1970.

Resten af forsiden var illustreret med tegninger som så mange gange før: Et tændt stearinlys, et hjerte, et banner med ‘LOVE’, det danske flag og en glad mand. På højkant ned langs venstre margen stod dog et par ord, som kunne varsle nyt: “Igen en avis? Måske.”

Heller ikke bagsiden, dækket med fine stregtegninger af næsten nøgne, dansende kroppe, afslørede noget afgørende anderledes. Bagsidens tekst, skrevet ned over tegningerne, var en “rapport fra det borgerlige samfund i Thy,” bestående af citater fra Ekstra Bladets reportage samme dag.

“Man føler sig jo i virkeligheden helt uanstændig med badedragt på dernede blandt alle de nøgne mennesker,” hed det med Nørrebro-bagerens ord. “Hvis det hele sættes lidt mere i system, så kan disse lejre blive alle tiders turistattraktion. Det er da en skæg idé, at lejrens postmester i kontortiden går klædt i piratuniform, og det var også morsomt at møde Claus Maler i en uniform fra før Christian IV. Sådanne lejre må kunne laves over hele landet.”

Bageren foreslog, at lejren skulle indføre nogle “faste tidspunkter for folkedansen, hvor kernesunde karle og deres topløse møer træder de lokale danse, mens filmapparaterne rigtig snurrer.”

Teksten sluttede med en hyldest til lejren: “Hvad er Lillebæltsbroen i modlys med dis over Middelfart i sammenligning med en nøgen mand på vej ud af supermarkedet med en chokolademælk i hånden?”

Øverst på side to havde en lejrdeltager, der underskrev sig Ulrik D. Step, skrevet et rimet digt ‘Ved foden af de hvide marker’, som også hyldede lejrens stemning – “stille ryger vi en pibe / til lyden af en vibe.”

En nærlæsning af de følgende sider kunne dog afsløre, at flere af teksterne havde et påfaldende mere militant, politisk indhold end vanligt i lejravisen. Neden under Steps digt fandt man således et opråb, ‘Hudegårdsnyt’, underskrevet af slumstormeren Peter Lind, som de foregående måneder havde deltaget i besættelsen af Hudegården sammen med Peter Louis.

Hudegården, en kommunal ejendom på hjørnet af Dannebrogsgade og Matthæusgade på Vesterbro, var blevet besat af slumstormerne i foråret med inspiration i den nu ryddede Sofiegården på Christianshavn. Men som en af de første ejendomme blev Hudegården ikke blot besat til beboelse, men som en politisk aktion. Slumstormerne havde revolutionære ambitioner, og planen var at gøre Hudegården til et lokalt aktionscenter med café og børnehave.

Peter Lind, der havde en hemmelig fortid som pengeskabstyv, var en af de slumstormere, som havde slået sig ned i lejren sammen med Peter Louis-Jensen. Også han var allerede involveret i planerne om kirkebesættelsen.

I opråbet indkaldte Peter Lind til et møde i lejren den 14. august, hvor “vi vil samle vores erfaringer fra Hudegården og indlede de første forsøg på at danne arbejdsgrupper til efterårets boligbesættelser.”

“Vi har ca. femten ejendomme, der står tomme, og som meget gerne skal fyldes med boligløse,” oplyste han.

Peter Lind opfordrede alle interesserede til at komme til mødet eller kontakte aktivisterne i den ostebod, som Peter Louis og slumstormerne havde organiseret under det ironiske navn Profitboden.

På den næste side i lejravisen kunne man læse et tilsvarende usædvanlig politisk opråb fra Vietnam-komitéerne, der havde stået bag de store Vietnam-demonstrationer de foregående tre år, og som nu planlagde den ultimative markering under Verdensbankens topmøde i København i september.

Også Peter Louis-Jensen forestillede sig, ligesom medlemmerne af den senere Blekingegadebande, at ville være i front ved demonstrationerne, der skulle udvikle sig til de mest voldelige i efterkrigstiden med skarpe skud, kartofler med barberblade, molotovcocktails og brændende politimotorcykler.

Opråbet fortalte, at Vietnam-komitéernes tre kampagnebusser i løbet af august skulle køre rundt i Jylland med plancheudstillinger og film for at få stiftet nye, lokale komitéer. En af busserne ville ankomme til Thisted den 14. august.

Teksten sluttede med en hel stribe politiske paroler, som man hidtil ikke havde set i lejravisens spalter: “USA ud af Vietnam! Nato ud af Danmark! Bekæmp den amerikanske imperialisme. Støt De Danske Vietnam-komiteer. Gi’ din ugeløn!!!”

Den følgende tætskrevne side i avisen bragte et citat fra en ny antologi Anarkismen. Citatet var udvalgt af ‘Husfilm information’ og gav et billede på den vision, som Peter Louis-Jensen og hans kampfæller havde for Thylejrens fremtid.

Bogen var udkommet samme sommer, redigeret af den russiskstuderende Christian Mailand-Hansen fra Kana-kollektivet, og Peter Louis havde valgt et bidrag af den tyske anarkist og journalist Augustin Souchy.

Souchy havde rejst i Spanien under borgerkrigen, og i bogen fortalte han om en af de frie, anarkistiske enklaver, der opstod, efter at general Francos fascistiske styrker i sommeren 1936 havde indledt den tre år lange borgerkrig.

Den Spanske Borgerkrig, hvor unge fra hele verden kæmpede mod Francos fascister, stod som et historisk pejlemærke for mange venstreorienterede. Flere af dem havde endda, som Henning Prins, kendt nogle af de frivillige, der dengang rejste til Spanien for at kæmpe for demokratiet.

Ungdomsoprørerne fandt især inspiration i, at hele byer og landområder i de første måneder af borgerkrigen blev omdannet til store kollektiver. I næsten fem hundrede landsbyer valgte beboerne, mere end en halv million mennesker, at omorganisere sig økonomisk og socialt, og nogle af dem valgte at leve efter den unge Karl Marx’ urkommunistiske ideal: Enhver yder efter evne og nyder efter behov. Jorden blev erklæret for fælleseje, og landsbymødet var øverste myndighed.

I virkeligheden var der tale om en direkte overgang til kommunisme, uden den mellemfase med socialisme og proletariatets diktatur, som den mere modne Marx fandt nødvendig. Efter dekret fra Sovjetunionens leder, Josef Stalin, som på samme tid var i gang med storstilede tvangskollektiviseringer, bekæmpede det spanske kommunistparti derfor disse frivillige kollektiveksperimenter.

Augustin Souchy beskrev eksperimenterne i den lille spanske by Alcañiz i en frugtbar dal i steppelandet mellem Barcelona og Zaragoza. Her valgte seks af egnens otte tusinde beboere frivilligt at tilslutte sig den anarkosyndikalistiske idé om at leve kollektivt, mens to tusinde valgte at leve som “individualister”.

“Alcañiz var et skoleeksempel på, at privatkapitalistiske virksomheder og socialistiske eller kollektivistiske virksomheder kan eksistere side om side,” skrev Souchy. Individualisterne passede deres købmandsbutikker og håndværk som hidtil, mens flertallet sluttede sig sammen i kollektivet, der drev vand- og elektricitetsværket, oprettede slagteri og bageri, fælles mølle og produktion ud fra de råvarer, som fandtes på egnen.

“Vin og grøntsager blev uddelt gratis. Enhver fik så meget, han ønskede,” berettede Souchy. Ved indførelsen af kommunismen havde hver kollektivist fået tildelt et svin og to høns til egen husholdning, og alle fik gratis beklædning og en lille portion tobak. Kød og brød blev dog rationeret, fordi borgerkrigen førte til mangel på især disse varer.

Kollektivisterne oprettede en fælles kaffebar for at holde de spanske bartraditioner i hævd, og i modsætning til tidligere, hvor skolegang var et privilegium for velhaverbørn, blev alle børn nu inviteret til at gå i den lokale skole.

Måske har det tiltalt den kirkekritiske Peter Louis særligt, at kirken i Alcañiz blev inddraget som lagerlokale, hvor “alt var arrangeret i specielle afdelinger, som i en moderne markedshal. I det forhenværende sakristi var der blevet indrettet en kiksefabrik.”

Pengene var blevet afskaffet i det nye samfund i landsbyen, og handelen med omverdenen blev organiseret af et “økonomisk råd”. Rådet oprettede en lille skofabrik, et kollektivskrædderi og en pølsefabrik med en daglig produktion på fem hundrede kilo pølser, og disse varer blev solgt til den antifascistiske fronts soldater. For indtægterne købte rådet blandt andet stoffer af de kollektivistiske tekstilfabrikker i Catalonien.

“Kollektivskrædderiet producerede gratis habitter til mændene og kjoler til kvinderne,” sluttede citatet fra Souchy. “Ingen fik løn, men ingen havde brug for at købe noget. Alt, hvad kollektivisterne havde brug for, fik de gratis af kollektivet.”

Intet tyder på, at Peter Louis-Jensen havde valgt et tilfældigt citat om et anarkistisk kollektivsamfund. Allerede to dage senere – på dagen for den store magtomvæltning i Thylejren – indførte Peter Louis efter den spanske model et ‘økonomisk råd’ i lejren med sig selv som et af de tre rådsmedlemmer.

Først bagerst i lejravisen fandt læseren en direkte melding fra den mand, der havde overtaget det nye samfunds kommunikationscentral.

“Om avisen!!!” hed en tekst på næstsidste side, underskrevet med Peter Louis-Jensens signatur Pl-j.

“Avisen udkommer i dag efter i flere dage at have ligget stille på grund af materialemangel og økonomiske problemer,” skrev Peter Louis. “Der er grund til at understrege over for de mange nye, der er kommet til i de sidste par dage, og de mange, der kan huske lidt tilbage, at avisen er folkets egen. Noget af det eneste i lejren, der tilhører folket. Folket skriver selv og producerer selv avisen, hvis ellers folket var informeret om denne mulighed. Alle (ALLE) kan skrive i avisen.”

Avisteltet holdt åben hele dagen, oplyste Peter Louis, men to tidspunkter var dog afsat til koordinering og produktion, nemlig fra elleve til tolv om formiddagen og fra klokken fire om eftermiddagen, når avisen blev trykt. Alle i lejren blev indbudt til at stille arbejdskraft og viden til rådighed.

Først i de sidste linjer af teksten blev det antydet, hvad der skulle følge af omvæltninger i lejren i de kommende dage.

“Til de nyankomne skal også siges, at vi engang her i lejren havde en fællesforsamling, der fungerede, om end med meget besvær,” skrev Peter Louis-Jensen. “Denne fællesforsamling blev lidt efter lidt udhulet så meget, at vi i dag ikke har et relevant forum for fællesanliggender. Alt runnes af juntaen. Alle informationer, alle dispositioner, ALT. Fremmedgørelsen er i stadig vækst.

Men alt dette vil blive behandlet i avisen i de følgende dage. Stol på det! Avisen er indtil videre den eneste koordinering på tværs af lejrens geografiske struktur. Støt den. Skriv i den.

Prins Henning er en finke!”