Det vil være meningsløst at nævne alle kilders navne, for de fleste er allerede nævnt, men den helt store tak skal naturligvis gå til de mange deltagere i Thylejren 1970, som har delt deres erindringer med mig i samtaler eller på skrift.
Dog vil jeg ære de to, som fik idéen til lejren – Henning Prins og Leif Varmark – for uden dem havde der hverken været en Thylejr eller en bog om lejren. Henning og Leif har generøst stillet både erindringer og tid til rådighed, ligesom de løbende har læst med på manuskriptet og besvaret en storm af spørgsmål på mail.
Leo Jespersgaard, den tredje i lejrens ‘junta’, bruger ikke mail, men også han er kommet med inspirerende input og opråb til manus.
Desuden har et par andre daværende lejrdeltagere indgået i et egentligt samarbejde med mig om bogen:
Tømrer-Claus, alias Claus Pedersen, besluttede i sommeren 2010 at kaste sig ud i det næsten umulige projekt at komponere musik til hele lydbogsudgaven af Hippie, og jeg har tilbragt mange behagelige timer i hans studie i Herlev med at indtale teksten.
Dan Nielsen alias Te-Dan og hans kæreste, Helene Ree, var undervejs mine perfekte værter ved flere besøg i Thylejren.
Karen Grue har gjort en stor personlig indsats for at føre mig ind i de psykologiske og spirituelle aspekter af hippiernes livserfaringer.
Jesper Sørensen har – ud over ligesom alle ovennævnte at læse med på manuskriptet – hjulpet med at gennemgå gamle blade som Politisk Revy og Hætsjj og påpege interessante artikler.
Henrik Okkels hyrede jeg straks som korrekturlæser, da han viste sine åbenlyse kvalifikationer ved at sende mig 31 nummererede noter med kommentarer til både sprog og fakta i kapitlet Dag 23, hvori han selv optræder som lejrens hashsandkagebager.
En særlig rolle spiller det benhårde backingband, de tre gamle venner fra årene på månedsbladet Press – Morten Bohr, Ulrik Dahlin og Jakob ‘Jukke’ Gottschau – der ligesom på Blekingegadebanden har læst med på manuskriptet og trofast er mødt op, hver gang jeg har lokket med boblevin og røgvarer, for gennem sene aftentimer at kritisere min tekst og bede mig gøre det bedre til næste gang.
Morten må denne gang fremhæves, fordi han ikke alene er min læremester, men desuden selv som sekstenårig deltog i den første Thylejr. Undervejs er han stædigt blevet ved med at kræve omskrivninger af manuskriptet, og det ville nok ikke have været til at holde ud, hvis han ikke samtidig havde bidraget med de bedste idéer til forbedringer.
Efter en nat i januar 2010 sammen med resten af bandet at have kasseret hele mit daværende manuskript var det Morten, der fik idéen om at beskrive lejren dag for dag. Da jeg fattede pointen og ville kysse idémanden, var han forsvundet ud på et bemærkelsesværdigt langvarigt ophold på badeværelset. Bagefter indrømmede Morten, at han i glæde over sit eget indfald havde spillet en længere luftguitarsolo foran spejlet.
En særlig forhistorie gør sig også gældende for bogens fotograf og billedredaktør, min gamle ven Poul Rasmussen.
Siden vi engang for tyve år siden tilbragte en uge i Ankara for at interviewe og fotografere digteren Henrik Nordbrandt, har Poul haft andel i alt, hvad jeg har lavet af store arbejder. Han fik idéen til undersøgelsen af modstandsbevægelsens likvideringer, der blev til vores første dokumentariske bog, Efter drabet, og han rejste rundt sammen med mig for at fotodokumentere Blekingegadebandens gerningssteder og nu Thylejr-hippiernes ansigter.
En ny ven, Christian Kirk Muff, mødte jeg, da han for seks år siden fortalte mig, at min forrige bog, Birkedal, var alt for lang. For at undgå en gentagelse hyrede jeg på stedet Christian til at læse med på Blekingegadebanden – der endte som to bind – og på Hippie har han, ud over rollen som skrivecoach, sammen med min redaktør, Janne Breinholt Bak, været idémager i vores bestræbelser på at skabe et univers rundt om bogen. I Christians tilfælde under sloganet: ‘Det er genialt. Det hele!’
Universet har siden fundet hjem i Hippieselskabet ApS, der udgiver de digitale versioner af bogen, og som med administrerende direktør Jens Lauritsen har fået en driftssikker økonomisk primus hippiemotor.
Min nye ven, markedsføringstroldkvinden Nanaki Bonfils, er allerede i gang med at puste til hippiebølgen, og mine to oldgamle venner, Tine Vindeløv og Niels ‘Mos’ Mosumgaard, har sagt ja til at bidrage – Tine som zencoach og leder af kommende kærlighedskurser, Mos som redaktør af websitet hippienu.dk
I researcharbejdet har jeg som før haft glæde af at trække på journalisten Line Fabricius, der på usædvanlig vis kombinerer ordenssans med en uvurderlig evne til at tale med alle slags mennesker.
I Thisted har min lokale researchafdeling haft hjemme på lokalarkivet under ledelse af Orla Poulsen og hans stab, hvoraf må fremhæves den pensionerede journalist Flemming Skipper, der – ud over at være en af mine bedste læsere – gennem flere år utrætteligt har undersøgt detaljer i manus og gravet i arkivkasser og gamle aviser.
Som manuslæsere har jeg igen kunnet trække på min søns pensionerede dagplejemor, Hanne Danielsson, min forlægger, Johannes Riis, der som vanligt bakkede hundrede procent op, og digteren Søren Ulrik Thomsen, som med sit falkeblik har slået ned på detaljerne.
Også tak til Boris Cederholm, Rosa Nan von Leunbach, Lisa Marxen og Malthe Daugaard, som kastede deres unge øjne på manuskriptet og blandt andet fortalte, hvor de fandt historierne aktuelle.
Tak til Bodil Hammer, som bragte orden i den overvældende mængde fotografier, og til Kurt Starlit alias Cykelkurt, der ligesom til Blekingegadebanden lavede et fyldigt stikordsregister på sit website cykelkurt.com og stillede det til rådighed for bogen.
Og tak til Poul Rasmussen, igen, samt designeren Christian Ramsøe fra We Are Popular for at skabe bogens forside, collager og hele udseende.
Det var Poul, som en dag stakåndet – ja, faktisk næsten ude af stand til at tale, hvilket er usædvanligt for en mand, som Lars von Trier engang kaldte Den talende Fotograf – ringede inde fra Det Kongelige Bibliotek for at melde, at han et par timer havde befundet sig i et billedskatkammer, nemlig mesterfotografen Gregers Nielsens samling af stort set ukendte farvefototografier fra Thylejren 1970.
Til sidst en varm og stor tak til de nærmeste:
Til mine børn, Aske og Ea, og mine bonusbørn, Sira og Lea, der alle fire har vist stor nysgerrighed over for hippierne og allerede har arrangeret den første hippiefødselsdagsfest i huset.
Og til min kæreste, Janne, der lykkeligvis også blev min redaktør på bogen. Janne har interesseret sig for Hippie dagligt i over tre år – også i den begyndelsesfase, da jeg et par måneder sank ned i mørke. Hun har været både første og sidste læser på manuskriptet, og hun er med til at holde alle trådene sammen i min hidtil mest udfordrende arbejdsproces.