INTRODUKTION
TRE ÅRTIERS UDSLETTELSE
OG GENSKABELSE AF VERDEN
Men jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret; og Gud så til jorden, og se, den var fordærvet, thi alt kød havde fordærvet sin vej på jorden. Da sagde Gud til Noa: “Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres skyld er fuld af uret; og derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden.”
– Første Mosebog, 6. kapitel, vers 12-13
Chok og Ærefrygt er handlinger, der skaber frygt, farer og ødelæggelse, som er ufattelig for folk i almindelighed, specifikke elementer/sektorer i trusselssamfundet eller for ledelsen. Naturen i form af tornadoer, orkaner, jordskælv, flodbølger, ukontrollable brande, hungersnød og sygdom kan fremkalde Chok og Ærefrygt.
– Shock and Awe: Achieving Rapid Dominance, den militære doktrin bag USAs krig mod Irak1
Jeg mødte Jamar Perry i september 2005 i det store Røde Kors-nødcenter i Baton Rouge, Louisiana. Middagsmaden var i færd med at blive øst op af unge scientologer med smørrede smil, og han stod i køen. Jeg var lige blevet knaldet for at have talt med evakuerede uden medieeskorte og gjorde nu mit bedste for at forsvinde i mængden, en hvid canadier i et hav af afroamerikanske sydstatsfolk. Jeg stillede mig op i madkøen bag Perry og bad ham snakke til mig, som om vi var gamle venner, hvilket han var så venlig at gøre.
Født og opvokset i New Orleans havde han været ude af den oversvømmede by i en uge. Han så ud til at være sytten, men fortalte mig, at han var treogtyve. Han og hans familie havde ventet en evighed på, at evakueringsbusserne skulle komme, og da de ikke gjorde det, var de gået til fods i den bagende sol. Til sidst var de endt her, på et stort konferencecenter, der normalt husede farmaceutiske messer og “Capital City Carnage: The Ultimate in Steel Cage Fighting,” men som nu var proppet med to tusinde senge og et virvar af vrede, udmattede mennesker, der blev afpatruljeret af nervøse nationalgardist-soldater, der lige var vendt tilbage fra Irak.
Den nyhed, der den dag kørte nødcenteret rundt, var, at Richard Baker, et fremtrædende republikansk medlem af Kongressen fra denne by, havde sagt til en gruppe lobbyister: “Så fik vi endelig bugt med socialt boligbyggeri i New Orleans. Vi kunne ikke, men det kunne Gud.”2 Joseph Canizaro, en af New Orleans rigeste bygherrer, havde lige givet udtryk for noget lignende: “Jeg mener, at vi nu har visket tavlen ren og kan starte forfra. Og med sådan en ren tavle har vi nogle rigtig store muligheder.”3 Hele ugen havde Louisianas lovgivende forsamling i Baton Rouge vrimlet med lobbyister fra erhvervslivet, der havde travlt med at få sikret disse store muligheder: Lavere skatter, færre restriktioner, billigere arbejdskraft og en “mindre, mere sikker by” – hvilket i praksis betød, at de sociale boligbyggerier skulle jævnes med jorden og erstattes af ejerlejligheder. Når man hørte al den snak om “at starte på en frisk” og “rene tavler”, kunne man næsten glemme den giftige suppe af grus, kemiske udledninger og menneskelige efterladenskaber, der lå og sejlede ganske få kilometer nede ad motorvejen.
På nødhjælpscenteret kunne Jamar ikke få det ud af hovedet. “Jeg kan slet ikke se, hvad det har at gøre med at rydde op i byen. Det, jeg kan se, er, at en masse mennesker blev dræbt i byens udkant. Folk, som ikke burde være døde.”
Han talte lavmælt, men en ældre mand foran os i køen hørte det og snurrede rundt: “Hvad er der galt med de folk her i Baton Rouge? Det her har ikke noget med muligheder at gøre. Det er fandeme en tragedie, det er. Er de blinde eller hvad?”
En mor med to børn tilsluttede sig: “Nej, de er ikke blinde. De er onde. De ser ganske udmærket.”
En af dem, der kunne se mulighederne i oversvømmelsen af New Orleans, var Milton Friedman, storguruen i bevægelsen for uhæmmet kapitalisme og manden, der har fået æren for at have skrevet drejebogen til nutidens hypermobile, globale økonomi. Treoghalvfems år gammel og ved svigtende helbred fandt “Onkel Miltie”, som hans tilhængere kaldte ham, ikke desto mindre styrke til at skrive et læserbrev til The Wall Street Journal tre måneder efter, at digerne brast. “De fleste af New Orleans’ skoler ligger i ruiner,” bemærkede Friedman, “såvel som de hjem, børnene på dem kom fra. Børnene er nu spredt over hele landet. Det er en tragedie. Det er også en smuk mulighed for at lave radikalt om på skolesystemet.”4
Friedmans radikale idé var, at regeringen i stedet for at bruge en del af de milliarder USD, der var sat af til genopbygning, til genopførelse og forbedring af de eksisterende, offentlige skoler i New Orleans, skulle forsyne familierne med taxameterpenge, som de kunne bruge i private skoler, der fik tilskud fra det offentlige, men som også blev drevet som forretninger. Det var afgørende, skrev Friedman, at denne grundlæggende ændring ikke blot blev noget, der stoppede et hul, men snarere blev “en permanent reform.”5
Et netværk af højreorienterede tænketanke greb Friedmans forslag og kastede sig over byen efter stormen. George W. Bush’ administration bakkede op om deres planer med snesevis af millioner USD for at omdanne New Orleans’ skoler til “charter schools”, privatskoler med offentligt tilskud, drevet af private selskaber i overensstemmelse med disses egne regler. Privatskoler af denne art er noget, der skiller vandene i USA, og af alle steder især i New Orleans, hvor de af mange afroamerikanske forældre opfattes som en måde, hvorpå man kan tilbagerulle det, borgerrettighedsbevægelsen har opnået med hensyn til lige uddannelse for alle. Milton Friedman fandt imidlertid, at hele forestillingen om et statsdrevet uddannelsessystem stank af socialisme. Som han så det, burde statens eneste funktion være “at beskytte vores frihed mod fjender uden for vores dør og mod vores medborgere: At opretholde lov og orden, at styrke private kontrakter og opfostre konkurrencedygtige markeder.6 Med andre ord at stille med politi og soldater – alt andet, inklusive fri uddannelse, var lig med unfair konkurrence for markedet.
I skarp modsætning til den gletscheragtige langsommelighed, hvormed digerne blev repareret og elektricitetssystemet bragt i funktion igen, fandt bortauktioneringen af New Orleans’ skolesystem sted med militær hast og præcision. I løbet af nitten måneder, hvor de fleste af byens fattige borgere stadig befandt sig i eksil, blev New Orleans’ offentlige skolesystem stort set erstattet med privat drevne charter-skoler. Før orkanen Katrina havde skoledistriktet drevet 123 offentlige skoler; nu var der kun 4 tilbage. Før stormen havde der været 7 charter-skoler i byen; nu var der 31.7 Lærerne i New Orleans havde traditionelt haft en stærk fagforening; nu var overenskomsten med fagforeningen skrottet, og de syvogfyrre tusinde medlemmer var alle blevet fyret.8 Nogle af de yngre lærere blev ansat på charter-skolerne, til nedsat løn; de fleste blev ikke.
New Orleans var nu, ifølge The New York Times, blevet “nationens mest fremtrædende laboratorium for den udbredte brug af charter-skoler,” mens American Entreprise Institute, en friedmanitisk tænketank, jubilerede over, at “Katrina opnåede på en dag ... hvad Louisianas skolereformatorer ikke havde kunnet efter mange års forsøg.”9 Samtidig kaldte lærerne fra det offentlige skolevæsen, der blot kunne se til, mens penge afsat til ofrene for oversvømmelserne blev brugt til at udslette det offentlige uddannelsessystem og erstatte det med et privat, Friedmans plan for “uddannelsesmæssig strandhugst.”10
Jeg kalder alle disse iscenesatte raids mod den offentlige sfære i kølvandet på katastrofeagtige begivenheder – kombineret med opfattelsen af katastrofebehandling som et spændende forretningsområde – for “katastrofekapitalisme.”
Friedmans læserbrev om New Orleans endte med at blive hans sidste offentlige, politiske anbefaling; han døde mindre end et år senere, den 16. november 2006, i en alder af fireoghalvfems. At privatisere skolevæsnet i en middelstor amerikansk by kan tage sig ud som en beskeden beskæftigelse for en mand, der er blevet hyldet som det sidste halve århundredes mest indflydelsesrige økonom, og som blandt sine disciple kunne tælle adskillige amerikanske præsidenter, britiske premierministre, russiske oligarker, polske finansministre, diktatorer i den tredje verden, kinesiske kommunistpartisekretærer, direktører i den Internationale Valutafond og de sidste tre nationalbankdirektører i USA. Men det, at han var fast besluttet på at udnytte krisen i New Orleans til at fremme en fundamentalistisk udgave af kapitalismen, var på samme tid en underligt passende måde at sige farvel på for den energiske, 158 centimeter høje professor, som, da han var på toppen, beskrev sig selv som “en gammeldags prædikant, der holder en søndagsprædiken.”11
I mere end tre årtier havde Friedman og hans magtfulde disciple arbejdet på at perfektionere netop denne strategi: At vente på en større krise for så at frasælge dele af staten til private interessenter, mens borgerne endnu ikke havde fundet deres egne ben efter chokket, for så lynhurtigt at gøre “reformerne” permanente.
I et af sine mest indflydelsesrige essays udtrykte Friedman den nuværende kapitalismes kernetaktiske patentmiddel og det, som jeg er kommet til at opfatte som chokdoktrinen. Han bemærkede, at “kun en krise – den være sig aktuel eller forestillet – producerer virkelig forandring. Når den krise indtræffer, afhænger det, der sker, af, hvilke ideer der er tilgængelige. Det, mener jeg, er vores grundlæggende funktion: At udvikle alternativer til den eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver politisk uundgåeligt.”12 Nogle mennesker hamstrer dåsemad og vand for at være forberedt på kommende katastrofer; Friedman hamstrede ideer om det frie marked. Når så først en krise var indtruffet, var Chicago-professoren overbevist om, at det var vigtigt at slå til med det samme for at sørge for en lynhurtig og irreversibel forandring, inden det kriseramte samfund gled tilbage i “status quo-tyranniet.” Han anslog, at “en ny administration har mellem seks og ni måneder til at opnå væsentlige forandringer; hvis ikke den griber muligheden for afgørende handling i løbet af den periode, vil den ikke igen få en sådan mulighed.”13 Som en variation over Machiavellis råd om, at krænkelser skal påføres “på én gang”, viste dette sig at være en af Friedmans mest holdbare strategiske indvirkninger.
—
Første gang, Friedman lærte at udnytte chok eller krise i større omfang, var i midten af halvfjerdserne, da han optrådte som rådgiver for den chilenske diktator, general Augusto Pinochet. Ikke blot befandt chilenerne sig i en tilstand af chok efter Pinochets voldelige kup, men landet var også traumatiseret af en alvorlig hyperinflation. Friedman rådede Pinochet til at gennemføre en lynsnar transformation af økonomien – skattenedsættelser, frihandel, privatisering, sociale nedskæringer og regelforenkling. Det endte med, at chilenerne oplevede, at deres offentlige skoler blev erstattet af private på taxametertilskud. Det var den mest ekstreme kapitalistiske forandring, der nogensinde havde været forsøgt, og den blev kendt som “Chicagoskole”-revolutionen, eftersom så mange af Pinochets økonomer havde studeret under Friedman ved University of Chicago. Friedman forudså, at hastigheden, pludseligheden og omfanget af økonomiske ændringer ville fremprovokere psykologiske reaktioner i befolkningen, der ville “lette tilpasningen.”14 Han opfandt også et udtryk for denne smertefulde taktik: økonomisk “chokbehandling.” I de følgende årtier har denne metode, den pludselige chokbehandling eller “chokterapi”, været den foretrukne alle steder, hvor regeringer har indført altomfattende programmer for skabelsen af et frit marked.
Pinochet lettede også tilpasningen ved hjælp af sine egne chokbehandlinger, der blev udført i regimets mange torturceller, påført dem, man fandt ville stå den kapitalistiske transformation mest i vejen. Mange i Latinamerika så en direkte forbindelse mellem de økonomiske chok, som ruinerede millioner af mennesker, og den torturepidemi, der straffede hundredtusindvis af mennesker, som troede på en anden form for samfund. Som den uruguayanske forfatter Eduardo Galeano formulerede det: “Hvordan kan denne ulighed opretholdes, hvis ikke det sker ved hjælp af elektrochok?”15
Nøjagtig tredive år efter, at disse tre forskellige former for chok blev brugt mod Chile, dukkede formlen op igen, ledsaget af langt mere vold, i Irak. Først kom krigen, ifølge forfatterne til den militære Chok og Ærefrygt-doktrin beregnet på “at kontrollere modstanderens vilje, opfattelse og forståelse og bogstaveligt talt gøre en modstander impotent i forhold til at handle eller reagere.”16 Så fulgte den radikale økonomiske chokterapi, indført, mens landet stadig stod i flammer, af den amerikanske topudsending L. Paul Bremer – masseprivatisering, fuldstændig fri handel, en flad skat på 15 procent, en dramatisk neddroslet regering. Iraks midlertidige handelsminister, Ali Abdul-Amir Allawi, sagde på det tidspunkt, at hans landsmænd var “lede og kede af at være udsat for eksperimenter. Der har været chok nok mod systemet, så derfor har vi ikke brug for denne økonomiske chokterapi.”17 Da irakerne satte sig til modværge, blev de indkredset og sat i fængsel, hvor deres krop og sjæl blev udsat for flere chok, men denne gang i en langt mindre metaforisk udgave.
Jeg startede min efterforskning af det frie markeds afhængighed af chokkets magt for fire år siden i den første tid efter invasionen i Irak. Efter at have rapporteret fra Bagdad om Washingtons mislykkede forsøg på at følge op på Chok og Ærefrygt med chokterapi, rejste jeg til Sri Lanka, adskillige måneder efter den altødelæggende tsunami i 2004, og blev vidne til en anden udgave af den samme manøvre: Udenlandske investorer og internationale långivere var gået sammen om at udnytte den paniske atmosfære til at overlade hele den smukke kyststrækning til entreprenører, som med lynets hast byggede store feriesteder og forhindrede hundredtusindvis af fiskere i at genopbygge deres landsbyer nær vandet. “Ved et ondt skæbnens lune har naturen givet Sri Lanka en enestående mulighed, og ud af denne store tragedie vil der opstå et turistrejsemål i verdensklasse,” bekendtgjorde den srilankanske regering.18 Da orkanen Katrina ramte New Orleans, og hovedparten af de republikanske politikere, tænketanke og bygherrer begyndte at tale om en “ren tavle” og spændende muligheder, stod det klart, at dette nu var den foretrukne metode til fremme af erhvervslivets mål: at bruge øjeblikke med et kollektivt traume til at sætte ind med radikale sociale og økonomiske indgreb.
De fleste mennesker, der overlever en altødelæggende katastrofe, ønsker det modsatte af en ren tavle: De vil gerne redde så meget som muligt og komme i gang med at reparere det, der er blevet ødelagt; de vil gerne sikre sig deres forbundethed med de steder, der har formet dem. “Når jeg genopbygger byen, føler jeg, at jeg genopbygger mig selv,” udtalte Cassandra Andrews, en beboer i New Orleans’ stærkt ødelagte Lower Ninth Ward, mens hun ryddede op i vraggodset efter stormen.19 Men katastrofekapitalister har ingen interesse i at reparere det, der var. I Irak, Sri Lanka og New Orleans lagde den proces, der fejlagtigt blev kaldt for “genopbygning”, ud med at gøre arbejdet færdigt efter den oprindelige katastrofe ved at udslette, hvad der måtte være tilbage af den offentlige sfære og de oprindelige samfund, for så hurtigt at rykke ind og erstatte dem med erhvervslivets udgave af det Nye Jerusalem – alt sammen før ofrene for krig eller naturkatastrofer var i stand til at komme på fode og gøre krav på det, der var deres retmæssige ejendom.
Mike Battles rammer hovedet på sømmet: “For os betød frygt og uorden virkelig løfterige muligheder.”20 Den fireogtrediveårige, tidligere CIA-mand talte om, hvordan kaosset i Irak efter invasionen havde været med til at skaffe hans ukendte og uerfarne private sikkerhedsfirma, Custer Battles, en kontrakt til en værdi af næsten 100 millioner USD med forbundsregeringen. 21 Hans ord passer overordentlig godt som slogan for nutidens kapitalisme – frygt og uorden er katalysatorer for et nyt spring fremad.
Da jeg begyndte at efterforske sammenhængen mellem superprofit og megakatastrofer, troede jeg, at jeg var vidne til en grundlæggende forandring i den måde, forsøget på at “liberalisere” markeder på skred frem på i verden. Da jeg havde været en del af bevægelsen mod den eksploderende forretningsmæssige magt, som havde sin globale debut i Seattle i 1999, var jeg vant til at se lignende erhvervslivsvenlige politikker blive indført ved hjælp af armvridning på WTO-topmøder eller som betingelser knyttet til lån fra den Internationale Valutafond. De tre kendetegnende krav – privatisering, fjernelse af regeringsindgreb og store nedskæringer i de sociale udgifter – var som regel stærkt upopulære hos borgerne, men når aftalerne var underskrevet, var der dog i det mindste en forestilling om fælles overensstemmelse mellem de forhandlende regeringer såvel som en konsensus mellem de angivelige eksperter. Nu blev det muligt at køre samme ideologiske program igennem ved hjælp af de mest åbenlyse tvangsforanstaltninger. Under besættelse af fremmede tropper efter en invasion eller umiddelbart efter en naturkatastrofe. Det så ud til, at den 11. september havde givet Washington grønt lys, så landet ikke længere behøvede at spørge andre lande, om de ønskede den amerikanske version af “frihandel og demokrati” og til at gå i gang med at indføre den ved hjælp af Chok og Ærefrygt-militærmagt.
Efterhånden som jeg fik arbejdet mig længere ned i historien om, hvordan denne markedsmodel var fejet hen over kloden, opdagede jeg imidlertid, at ideen om at udnytte krise og katastrofe har været modus operandi for Milton Friedmans bevægelse lige fra begyndelsen – denne fundamentalistiske form for kapitalisme har altid haft brug for katastrofer til at vinde frem. Det var i sandhed tilfældet, at de faciliterende katastrofer blev større og større og mere chokerende, men det, der skete i Irak og New Orleans, var ikke en eller anden ny opfindelse affødt af 11. september. Disse dristige eksperimenter i kriseudnyttelse var snarere kulminationen på tre årtiers streng holden fast i chokdoktrinen.
Ser man de sidste femogtredive år gennem denne doktrins optik, så tager de sig meget anderledes ud. Nogle af denne æras mest infame menneskerettighedskrænkelser, som man har haft en tendens til at opfatte som sadistiske handlinger udført af antidemokratiske regimer, blev i virkeligheden enten udført med det overlagte mål at terrorisere befolkningen eller aktivt spændt for det, der skulle berede jorden for indførelsen af “reformer” i retning af et frit marked. I Argentina i halvfjerdserne var det en integreret del af landets indførelse af Chicagoskolens politik, da juntaen lod tredive tusinde mennesker “forsvinde”, de fleste af dem venstreorienterede, på samme måde som terroren havde været en del af den økonomiske metamorfose i Chile. I Kina i 1989 var det chokket over massakren på Den Himmelske Freds Plads og den efterfølgende arrestation af titusinder af mennesker, der gav kommunistpartiet frie hænder til at omdanne meget af landet til en vildtvoksende eksportzone bemandet med arbejdere, der var for skrækslagne til at holde på deres rettigheder. I Rusland i 1993 var det Boris Jeltsins beslutning om at indsætte kampvogne, sætte ild til parlamentsbygningen og indespærre oppositionslederne, der banede vejen for det brandudsalg af en privatisering, der skabte landets berygtede oligarker.
Falklandskrigen i 1982 tjente et tilsvarende formål for Margaret Thatcher i Storbritannien: Den uorden og nationale begejstring, som krigen efterlod, satte hende i stand til med utrolig magt at knuse de strejkende kulminearbejdere og lancere det første privatiseringsvanvid i et vestligt demokrati. NATOs angreb på Beograd i 1999 skabte betingelserne for en lynhurtig privatisering af det tidligere Jugoslavien – et mål der gik forud for krigen. Økonomi var på ingen måde det eneste motiv for disse krige, men i hvert enkelt tilfælde blev et stort kollektivt chok udnyttet til at berede jorden for en økonomisk chokterapi.
De traumatiske episoder, der har tjent til “at blødgøre” tingene, har ikke altid været åbenlyst voldelige. I Latinamerika og Afrika i firserne var det gældskrisen, der tvang landene til at blive “privatiserede eller dø”, som en tidligere ansat i den Internationale Valutafond, IMF, udtrykte det.22 I færd med at gå i opløsning på grund af hyperinflation og for forgældede til at sige nej til de betingelser, der var bundet i halen på udenlandske lån, accepterede regeringerne “chokbehandlingen” på baggrund af løftet om, at det ville redde dem fra endnu større katastrofer. I Asien var det den finansielle krise i 1997-98 – der var næsten lige så altødelæggende som depressionen i 1930’erne – der tvang de såkaldte Asiatiske Tigre i knæ og tvangsåbnede deres markeder for det, The New York Times kaldte for “verdens største ophørsudsalg.”23 Mange af disse lande var demokratier, men de radikale transformationer i retning af et frit marked blev ikke indført på demokratisk vis. Tværtimod. Som Friedman forstod, så gav atmosfæren af en storstilet krise den nødvendige begrundelse for at se bort fra vælgernes udtrykte ønsker og overgive landet til økonomiske “teknokrater.”
Der har selvfølgelig været eksempler på, at tilpasningen til frimarkedspolitikken er foregået på demokratisk vis – politikere har slået sig op på hårde linjer og har vundet valgene, og her er USA under Ronald Reagan det bedste eksempel, mens Frankrigs valg af Nicolas Sarkozy er et nyere. I disse tilfælde kom det frie markeds korstogsriddere imidlertid ud for et offentligt pres og blev uundgåeligt tvunget til at lægge en dæmper på og modificere deres radikale planer og acceptere småforandringer i stedet for en total omkalfatring. Facit er dog, at selvom det nok er muligt for Friedmans økonomiske model at blive delvist indført under demokratiske betingelser, så skal der autoritære betingelser til, hvis den virkelige vision skal implementeres. Hvis den økonomiske chokterapi skal anvendes ubegrænset – som det var tilfældet i Chile i halvfjerdserne, Kina sidst i firserne, Rusland i halvfemserne og USA efter den 11. september – så har der altid været behov for et eller andet yderligere, kollektivt traume. Enten et, der midlertidigt ophæver den demokratiske praksis, eller et, der sætter en permanent stopper for den. Dette ideologiske korstog blev født i de autoritære regimer i Sydamerika, og i de største af dets nyerobrede områder – Rusland og Kina – sameksisterer det på komfortabel og yderst indbringende vis med hårdhændet ledelse den dag i dag.
Chokterapien vender hjem
Friedmans Chicagoskole-bevægelse har erobret områder verden over siden halvfjerdserne, men indtil for nylig passede dets vision ikke rigtigt til det land, den opstod i. Reagan gjorde bestemt sit, men USA beholdt et velfærdssystem, offentlig forsørgelse og offentlige skoler, hvor forældrene hang ved det, der med Friedmans ord var deres “irrationelle tilknytning til et socialistisk system.”24
Da republikanerne fik flertal i Kongressen i 1995, var David Frum, en omplantet canadier og senere taleskriver for George W. Bush, blandt de såkaldt neokonservative, der forlangte en chokterapiagtig økonomisk revolution i USA. “Sådan her mener jeg, at det skal være. I stedet for at skære ned på må og få – lidt her og lidt der – så vil jeg mene, at vi på en enkelt dag her i sommer skal eliminere tre hundrede programmer, der hver koster en milliard eller mindre. Måske vil disse nedskæringer ikke gøre den store forskel, men, for pokker, de viser vejen. Og man kan foretage dem uden videre.”25
Frum fik ikke sin hjemmegjorte chokterapi gennemført dengang, mest af alt fordi der ikke var nogen hjemlig krise til at berede jorden for den. Men det ændrede sig alt sammen i 2001. Da angrebene den 11. september ramte USA, var det Hvide Hus fyldt med Friedmans disciple, blandt dem hans nære ven Donald Rumsfeld. Bush-teamet greb det kollektive svimmelheds øjeblik med en hast, der kunne få det til at løbe en koldt ned ad ryggen – ikke fordi administrationen, som nogle har påstået, på svigagtig vis havde planlagt krisen, men fordi nøglefigurerne i denne administration, veteraner fra tidligere katastrofekapitalistiske eksperimenter i Latinamerika og Østeuropa, var del af en bevægelse, der opsender bønner om krise på samme måde, som tørkeramte bønder beder om regn, og kristen-zionistiske dommedagsprofeter beder om ekstase. Når den længe ventede katastrofe slår til, ved de med det samme, at deres tid endelig er kommet.
I tre årtier havde Friedman og hans tilhængere systematisk udnyttet chokøjeblikke i andre lande – udenlandske paralleller til 11. september, startende med Pinochets kup den 11. september 1973. Hvad der skete den 11. september 2001, var, at en ideologi, udruget på amerikanske universiteter og forstærket i Washingtons institutioner, nu endelig havde en mulighed for at vende hjem.
Bush-administrationen greb øjeblikkeligt den frygt, som angrebene skabte, ikke bare til at lancere en “Krig mod Terror”, men også til at sikre, at den næsten udelukkende blev noget, man kunne tjene penge på, en blomstrende ny branche, der pustede nyt liv i en vaklende amerikansk økonomi. Bedst forstået som et “katastrofekapitalistisk kompleks” rækker dets fangarme langt videre end det militær-industrielle kompleks, præsident Dwight Eisenhower advarede imod i slutningen af sin embedsperiode: Dette er en global krig, som på ethvert niveau udkæmpes af private firmaer, hvis engagement bliver betalt med offentlige midler under et uendeligt mandat til at beskytte fædrelandet USA for evigt ved at udrydde “ondskaben” udenlands. I løbet af blot nogle få år har komplekset allerede udvidet sit marked til at omfatte alt fra terrorbekæmpelse til international fredsskabelse, fra kommunalpolitik og til at tage sig af stadigt hyppigere naturkatastrofer. Det ultimative mål for de koncerner, der udgør kernen i komplekset, er at gøre modellen med en profitorienteret regering, som fremmes så voldsomt under ganske særlige omstændigheder, til den almindelige, daglige måde, en stat fungerer på – kort og godt at privatisere regeringen.
For at kickstarte det katastrofekapitalistiske kompleks udliciterede Bush-regeringen uden offentlig debat mange af de mest følsomme og centrale regeringsfunktioner – fra at yde sygepleje til soldaterne over afhøring af fanger til at indsamle og “dataudvinde” information om os alle. Regeringens rolle i denne uendelige krig er ikke administratorens, der styrer et netværk af leverandører eller kontrahenter, men venturekapitalistens, ham med de store lommer, der stiller med startpengene til kompleksets skabelse, og selv bliver de nye tjenesters største kunde. For at citere blot tre statistikker, der kan vise omfanget af transformationen, så uddelte den amerikanske regering i 2003 3.512 kontrakter til virksomheder, der skulle udføre sikkerhedsfunktioner; i en periode på toogtyve måneder, der sluttede i august 2006, havde ministeriet for fædrelandssikkerhed, Department of Homeland Security, underskrevet mindst 115.000 sådanne kontrakter.26 Den globale “fædrelandssikkerhedsindustri” – økonomisk betydningsløs før 2001 – er nu en sektor med en omsætning på 200 milliarder USD.27 I 2006 beløb den amerikanske regerings udgifter til fædrelandssikkerhed sig i gennemsnit til 545 USD per amerikansk familie.28
Og det er bare på hjemmefronten i Krigen mod Terror; de virkelig store penge ligger i udkæmpelsen af krige i udlandet. Ud over våbenleverandørerne, som har set deres fortjenester drøne i vejret takket være krigen i Irak, så er opgaven med at vedligeholde det amerikanske militær nu en af de hurtigst voksende serviceøkonomier i verden.29 “Det er endnu aldrig set, at to lande, der begge har McDonald’s, har været i krig med hinanden,” erklærede klummeskribenten Thomas Friedman frejdigt i New York Times i december 1996.30 Ikke blot viste han sig at være forkert på den to år senere, men takket være modellen for profitabel krigsførelse går den amerikanske hær nu i krig med Burger King og Pizza Hut på slæb og udliciterer det til dem at køre franchisebutikker for soldaterne på militærbaser overalt fra Irak til “minibyen” ved Guantánamo-bugten.
Og så er der den humanitære nødhjælp og genopbygningen. Med Irak som prøveklud er profitabel nødhjælp og genopbygning allerede blevet et nyt, globalt paradigme, hvad enten den oprindelige ødelæggelse skyldtes en militæraktion, der skulle komme fjenden i forkøbet, som for eksempel Israels angreb på Libanon i 2006, eller en orkan. Med ressourceknaphed og klimaforandringer som kilde til stadigt hyppigere nødstilstande er det ganske enkelt for hedt et marked at overlade til nonprofit – hvorfor skulle UNICEF genopbygge skoler, når det lige så godt kunne være Bechtel, et af USAs største entreprenørfirmaer, der gjorde det? Hvorfor give fordrevne mennesker fra Mississippi husly i tomme, offentligt finansierede lejligheder, når de kan indkvarteres på Carnivals krydstogtsskibe? Hvorfor udsende FNs fredsbevarende styrker til Darfur, når private sikkerhedsfirmaer som Blackwater holder opsyn med klienterne? Og det er den forskel, 11. september har betydet: Inden da var krige og katastrofer noget, der gav muligheder for en meget smal økonomisk sektor – de firmaer, der fremstillede kampfly, for eksempel, eller byggefirmaer, der genopbyggede bombede broer. Kriges primære rolle var jo dog, når alt kommer til alt, at være et middel til at åbne nye markeder, der havde været lukket af, og at skabe opblomstring i fredstid efter krigens afslutning. Nu er krige og katastrofer så privatiserede, at de i sig selv udgør et nyt marked; der er ingen grund til at vente, til krigen er slut for at opleve et boom – mediet bliver til budskabet.
En indlysende fordel ved denne postmoderne tilgang er, at den i en markedssammenhæng ikke kan slå fejl. Som en markedsanalytiker bemærkede om et særligt godt kvartal med hensyn til indtjening for energiforsyningsfirmaet Halliburton: “Irak var bedre end forventet.”31 Det var i oktober 2006, på det tidspunkt den mest blodige måned i hele krigen med 3.709 dræbte irakiske civilpersoner.32 Alligevel var der ikke mange aktionærer, der kunne sige sig fri for at være imponerede over en krig, der havde genereret 20 milliarder i omsætning for denne virksomhed alene.33
Midt i al våbenhandlen, de private soldater, den profitable genopbygning og fædrelandssikkerhedsindustrien er der som følge af Bush-administrationens særlige form for post-11. september chokterapi opstået en fuldt artikuleret ny økonomi. Den blev opbygget i Bush-æraen, men nu eksisterer den ret adskilt fra en hvilken som helst administration og vil være indlejret som sådan, indtil ideologien om erhvervslivets overherredømme, som den støtter sig på, bliver kigget ud, isoleret og udfordret. Komplekset domineres af amerikanske firmaer, men det er globalt, og britiske virksomheder bidrager med deres erfaringer om allestedsnærværende overvågningskameraer, israelerne bidrager med deres erfaringer i opførelsen af højteknologiske sikkerhedshegn og -mure, den canadiske tømmerindustri sælger præfabrikerede huse, der er adskillige gange dyrere end dem, der produceres lokalt, og så videre. “Jeg tror ikke, at der er nogen, der indtil nu har set genopbygning efter katastrofer som et egentligt byggemarked,” sagde Ken Baker, koncernchef for en canadisk tømmerhandelsgruppe. “Det er en strategi at sprede sig på langt sigt.”34
I størrelse er det katastrofekapitalistiske kompleks på linje med de boom af “nye markeder” og informationsteknologi, vi så i halvfemserne. Faktisk siger insidere, at handlerne er endnu bedre end under dot-comtiden, og at “sikkerhedsboblen” satte gang i markedet igen, efter at de tidligere bobler bristede. Kombineret med svimlende profitter i forsikringsbranchen (som anslås at have nået en rekordhøjde på 60 milliarder USD i USA alene i 2006) såvel som superfortjenester i olieindustrien (som vokser for hver en ny krise) kan katastrofeindustrien meget vel have reddet verden fra den altomfattende recession, den stod over for lige op til den 11. september.35
I forsøget på at fortælle historien om det ideologiske korstog, der er kulmineret i den radikale privatisering af krig og katastrofer, er der et tilbagevendende problem: Ideologien er en formforandrer, den skifter hele tiden navn og antager nye identiteter. Friedman kaldte sig selv for “liberal”, mens hans amerikanske tilhængere, som forbandt liberal med høje skatter og hippier, hældede mere mod at kalde sig selv for “konservative”, “klassiske økonomer”, “frimarkedsfolk” og senere for nogle der troede på “Reaganomics” eller “laissez faire.” I det meste af verden er deres ortodoksi kendt under navnet “neoliberalisme”, men bliver ofte kaldt for “frihandel” eller ganske enkelt “globalisering.” Først fra midthalvfemserne har den intellektuelle bevægelse, anført af højreorienterede tænketanke, som Friedman havde et mangeårigt forhold til – Heritage Foundation, Cato Institute og American Enterprise Institute – kaldt sig for “neokonservativ”, et verdenssyn, der har spændt hele den amerikanske militærmaskines kraft for erhvervslivets vogn.
Alle disse inkarnationer deler forpligtetheden på den politiske triade – elimineringen af den offentlige sfære, total frisættelse af erhvervslivet og sociale udgifter skåret ind til benet – men ingen af de forskellige navne på ideologien synes helt passende. Friedman definerede sin bevægelse som et forsøg på at befri markedet for staten, men det, der viser sig i virkelighedens verden, når den puristiske vision omsættes til praksis, er noget ganske andet. I hvert eneste land, hvor man har benyttet sig af Chicagoskolens politik i løbet af de sidste tredive år, er der nemlig opstået en stærk regerende alliance mellem nogle ganske få store virksomheder og en klasse af især velhavende politikere – med uklare og stadigt skiftende forbindelser mellem de to grupper. I Rusland er de private milliardærer, der er med i alliancen, blevet kaldt for “oligarker”; i Kina “prinsebørn”; i Chile “piranhaer”; i USA af Cheney-Bush-kampagnen for “pionerer”. I stedet for at befri markedet for staten har disse politiske og forretningsmæssige eliter ganske enkelt fusioneret og udveksler tjenester indbyrdes for at sikre retten til passende værdifulde ressourcer, der tidligere tilhørte det offentlige – fra Ruslands oliefelter over Kinas kollektive jord til genopbygningskontrakter uden bud på arbejdet i Irak.
En mere passende betegnelse for et system, der udsletter grænserne mellem den Store Regering og det Store Erhvervsliv, er ikke liberalt, konservativt eller kapitalistisk, men korporativistisk. Hovedkendetegnet er enorme overførsler af offentlig rigdom til private hænder, ofte ledsaget af eksploderende gældsforpligtelser, en stadig dybere afgrund mellem de ekstremt rige og de undværlige fattige og en aggressiv nationalisme, som retfærdiggør et bundløst forbrug af penge på sikkerhed. For dem, der befinder sig inde i boblen af ekstrem velstand, skabt gennem et sådant arrangement, kan der ikke være nogen mere profitabel måde at indrette samfundet på, men på grund af de indlysende ulemper for langt hovedparten af befolkningen, der er efterladt uden for boblen, viser andre træk ved den korporativistiske stat sig at omfatte aggressiv overvågning (nok en gang et område, hvor regering og erhvervsliv gør hinanden tjenester og udsteder kontrakter), masseindespærring, stadigt færre civile rettigheder og ofte, men dog ikke altid, tortur.
Tortur som metafor
Fra Chile over Kina til Irak har tortur været en tavs partner i det globale frihandelskorstog. Men tortur er mere end blot et instrument til at tvinge en uønsket politik ned over et oprørsk folkeslag; den er også en metafor for chokdoktrinens bagvedliggende logik.
Tortur, eller på CIA-sprog “tvangsafhøring”, er et sæt teknikker udviklet til at sætte fanger i en tilstand af dyb desorientering og chok for at tvinge dem til at komme med tilståelser mod deres vilje. Den vejledende logik udfoldes i to CIA-håndbøger, som blev deklassificeret sidst i halvfemserne. De forklarer, at man kan nedbryde “modvillige kilder” ved at skabe voldsomme brud mellem fangerne og deres evne til at begribe verden omkring sig.36 Først og fremmest udsultes sanserne for ethvert input (ved hjælp af hætter, ørepropper, lænker, total isolation), dernæst bombarderes kroppen med overvældende stimulation (stroboskopisk lys, drønende musik, slag, elektrochok).
Målet for denne “blødgøring” er at fremprovokere en form for mental orkan: Fangerne regrederer så meget og er så bange, at de ikke længere kan tænke rationelt eller beskytte deres egne interesser. Det er i denne choktilstand, at de fleste fanger giver deres afhøringsofficerer, præcis hvad de ønsker – informationer, tilståelser, afsværgelse af tidligere opfattelser. En af CIA-manualerne giver en særlig fyndig forklaring: “Der findes et interval – som kan være ekstremt kortvarigt – af tilbageholdt ophidselse, en slags psykologisk chok eller paralyse. Det skyldes en traumatisk eller subtraumatisk oplevelse, der, kan man sige, får personens kendte verden til at eksplodere tillige med vedkommendes billede af sig selv i denne verden. Erfarne afhøringsfolk kan se denne effekt, når den sætter ind, og de er klar over, at lige her er den mistænkte langt mere åben over for forslag, langt mere villig til at føje sig, end vedkommende var lige forud for oplevelsen af chokket.”37
Chokdoktrinen efterligner til punkt og prikke denne proces og forsøger over for masserne at opnå det, som tortur gør ved den enkelte i afhøringscellen. Det tydeligste eksempel på dette var chokket den 11. september, som for millioner af menneskers vedkommende fik deres “kendte verden” til at eksplodere og startede en periode med dyb desorientering og regression, som Bush-administrationen med stor ekspertise udnyttede. Pludselig oplevede vi os selv, som om vi levede i År Nul, hvor alt, hvad vi kendte til verden før, nu kunne afvises som “før-11. september-tænken.” Vi nordamerikanere, der aldrig har været særligt stive i historie, blev en ren tavle – “et tomt stykke papir”, på hvilket “de nyeste og de smukkeste ord kan skrives”, som Mao sagde om sit folk.38 En ny hær af eksperter materialiserede sig øjeblikkeligt for at skrive nye og smukke ord på vores posttraumatiske bevidstheds modtagelige lærred: “Civilisationernes sammenstød”, skrev de. “Ondskabens akse”, “islamisk fascisme”, “fædrelandssikkerhed.” Mens alle var optaget af de farlige nye kulturkrige, lykkedes det Bush-administrationen at gennemføre alt det, den havde drømt om at gøre inden 11. september. At føre privatiserede krige i udlandet og opbygge et hjemligt, erhvervslivsdrevet sikkerhedskompleks.
Det er sådan, chokdoktrinen virker: Den oprindelige katastrofe – kuppet, terroristangrebet, markedssammenbruddet, krigen, tsunamien, orkanen – hensætter hele befolkningen i en tilstand af kollektivt chok. De faldende bomber, terrorhandlingerne, de drønende vindstød tjener til at opbløde hele samfund på samme vis, som den drønende musik og slagene i torturcellen opbløder fangerne. Som den terroriserede fange, der angiver navne på kammerater og afsværger sig sin overbevisning, er chokerede samfund ofte villige til at opgive ting, de ellers ville forsvare til det yderste. Det var meningen, at Jamar Perry og de andre evakuerede i Baton Rouge-centeret skulle opgive deres sociale boligbyggeri og offentlige skolesystem. Efter tsunamien var det meningen, at fiskerne i Sri Lanka skulle opgive deres værdifulde strande til fordel for hotelejerne. Hvis alt var gået efter planen, var det meningen, at irakerne skulle være så chokerede og fulde af ærefrygt, at de ville overgive kontrollen med deres oliekilder, deres statslige virksomheder og deres selvstændighed til det amerikanske militær og grønne zoner.
Den store løgn
I den strøm af lovord, der blev skrevet til Milton Friedmans ære, blev chokkets og krisernes rolle til fremme af hans verdenssyn knap nok nævnt. I stedet gav økonomens bortgang anledning til nok en gang at fortælle den officielle historie om, hvordan hans udgave af den radikale kapitalisme blev regeringsortodoksi i stort set hvert et hjørne af verden. Det er en eventyrudgave af historien, skrubbet ren for al den vold og tvang, der er så tæt knyttet til dette korstog, og den repræsenterer det mest succesrige, enkeltstående propagandakup i de sidste tre årtier. Historien lyder nogenlunde, som følger.
Friedman viede sit liv til at kæmpe en fredelig idékamp mod dem, der mente, at regeringer har et ansvar for at gribe ind i markedet for at afrunde dets skarpe kanter. Han mente, at historien “kom på afveje”, da politikerne begyndte at lægge øre til John Maynard Keynes, den intellektuelle arkitekt bag New Deal og den moderne velfærdsstat.39 Det store markedskrak i 1929 havde skabt en overvældende konsensus om, at laissez faire-politikken var slået fejl, og at det var nødvendigt for regeringerne at gribe ind i økonomien for at omfordele velstand og lægge restriktioner ned over virksomhederne. I disse for laissez faire så mørke tider, da kommunismen erobrede Østen, da velfærdsstaten blev modtaget med åbne arme i Vest, og økonomisk nationalisme slog rod i det postkoloniale Syd, da beskyttede Friedman og hans mentor, Friedrich Hayek, tålmodigt den rene kapitalismes flamme, ubesmittet af de keynesianske forsøg på at samle kollektiv velstand sammen til skabelsen af mere retfærdige samfund.
“Den største fejltagelse er efter min mening,” skrev Friedman i et brev til Pinochet i 1975, “at tro, at man kan være godgørende med andre folks penge.”40 Det var der ikke mange, der hørte på; de fleste blev ved med at insistere på, at deres regeringer kunne og skulle være godgørende. I 1969 blev Friedman i Time afskrevet som “en nisse eller en pest” og blev kun hyldet som profet af nogle udvalgte få.41
Da han havde tilbragt årtier på en intellektuel ørkenvandring, kom endelig firserne og Margaret Thatchers styre (hun kaldte Friedman for en “intellektuel frihedskæmper”) og Ronald Reagans (som havde en udgave af Friedmans manifest, Capitalism and Freedom, med rundt under sin præsidentvalgkampagne).42 Endelig var der politiske ledere, der havde modet til at indføre uhæmmede, frie markeder i virkelighedens verden. I den officielle historie var den frihed og velstand, der fulgte, efter at Reagan og Thatcher på fredelig og demokratisk vis havde liberaliseret deres respektive markeder, så åbenlyst ønskelige, at masserne forlangte Reaganomics sammen med deres BigMacs, da diktaturerne begyndte at falde fra Manila til Berlin.
Da Sovjetunionen endelig styrtede i grus, var befolkningen i “ondskabens imperium” også ivrige efter at komme med i den friedmanske revolution på samme vis som de nu kapitalistiske kommunister i Kina. Det betød, at intet længere stod i vejen for et sandt globalt frimarked, i hvilket liberaliserede virksomheder ikke blot var frie i deres eget land, men også havde den frihed uhindret at kunne krydse grænser og sætte gang i velstanden verden over. Der var nu en tosidet konsensus om, hvordan samfundet burde drives: Politiske ledere skulle vælges, og økonomien skulle køre efter Friedmans regelsæt. Det var, som Francis Fukuyama sagde: “Historiens afslutning” – “slutpunktet for menneskehedens ideologiske udvikling.”43 Da Friedman døde, skrev magasinet Fortune, at “han havde historiens tidevand med sig”; i den amerikanske kongres blev der vedtaget en resolution, der priste ham som “en af verdens førende forkæmpere for frihed, ikke bare økonomisk, men i enhver forstand.” Den amerikanske guvernør Arnold Schwarzenegger erklærede den 29. januar 2007 for statslig Milton Friedman-dag, og adskillige små og store byer gjorde det samme. En overskrift i The Wall Street Journal indkapslede hele denne kønne fortælling med ordene: “Frihedens Mand.”44
Denne bog vil udfordre de centrale og højst besungne påstande i den officielle historie – at den deregulerede kapitalismes triumfer er født af frihed, at uhæmmede frie markeder går hånd i hånd med demokrati. Jeg vil i stedet påvise, at denne form for fundamentalistisk kapitalisme til stadighed er blevet bragt til verden ved hjælp af de mest brutale former for tvang, som er blevet påført såvel den kollektive politiks korpus som mange individuelle personers. Historien om vores nuværende frie marked – som man snarere kan se som korporativisme – er skrevet med chok.
Indsatsen er høj. Den korporativistiske alliance er i gang med at erobre de sidste, uopdyrkede områder. De lukkede olieøkonomier i den arabiske verden og de sektorer i de vestlige økonomier, der længe er blevet beskyttet mod profitjagt – inklusive katastrofeberedskaber og opstillingen af hære. Da der ikke længere er så meget som skyggen af ønske om at sikre offentlig opbakning til privatiseringen af sådanne essentielle funktioner, hverken ude eller hjemme, så er der brug for eskalerende voldsniveauer og stadig større katastrofer for at nå målet. Da chokkenes og krisernes afgørende rolle er blevet så effektivt fjernet fra den officielle fremstilling af det frie markeds sejr, så misopfattes de ekstreme taktikker, der lægges for dagen i Irak og New Orleans, ofte som Bush og det Hvide Hus’ helt specielle inkompetence eller vennetjenester. Faktisk repræsenterer Bush’ udskejelser blot den monstrøst voldelige og kreative kulmination på den halvtreds år lange kampagne for total frisættelse af erhvervslivet.
Ethvert forsøg på at gøre ideologier ansvarlige for de forbrydelser, deres tilhængere har begået, må foretages med den største varsomhed. Det er for let at antage, at dem, vi ikke er enige med, ikke bare er galt afmarcheret, men også tyranniske, fascistiske, folkemorderiske. På den anden side er det også sandt, at visse ideologier udgør en fare for offentligheden og må ses som sådan. Det drejer sig om de lukkede, fundamentalistiske doktriner, som ikke kan sameksistere med andre opfattelser; deres tilhængere foragter forskellighed og kræver frie hænder til at implementere deres perfekte system. Verden, som den er og forefindes, må og skal slettes for at give plads til deres puristiske indgriben. Med rødder i bibelske forestillinger om syndfloder og altfortærende ild er det en logik, der uvægerligt fører til vold. De ideologier, der længes efter den umulige, rene tavle, som kun kan opnås gennem en eller anden form for katastrofe, er de farlige.
Som regel er det ekstremt religiøse eller racefunderede forestillingssystemer, der kræver udslettelsen af hele folkeslag og kulturer for at kunne skabe en renset verdensvision, men siden Sovjetunionens sammenbrud har der været en kraftig, kollektiv optagethed af de forbrydelser, som blev begået i kommunismens navn. De sovjetiske arkiver er blevet åbnet for forskere, der har optalt antallet af døde – ofre for tvangshungersnød, arbejdslejre og snigmord. Denne proces har givet anledning til en ophidset debat verden over om, hvor mange af disse grusomheder, der kunne tilskrives ideologien, i modsætning til dens forvanskninger fra tilhængere som Stalin, Ceausescu, Mao og Pol Pot.
“Det var kommunismens kød og blod, der førte til masseundertrykkelse, der kulminerede i statsstøttede terrorregimer,” skriver Stéphane Courtois, medforfatter til Kommunismens sorte bog. “Er ideologien i sig selv uden skyld?”45 Selvfølgelig er den ikke det. Men deraf følger ikke, at alle former for kommunisme dermed er folkemorderiske, som nogen så skadefro har påstået, men det er helt sikkert, at det var en fortolkning af den kommunistiske teori, som var doktrinær, autoritær og som afskyede pluralisme, der førte til Stalins udrensninger og til Maos genopdragelseslejre. Autoritær kommunisme er, og bør rettelig være, plettet af disse virkelighedens laboratorier for altid.
Men hvad med vor egen tids korstog for at liberalisere verdensmarkedet? Kuppene, krigene og nedslagtningerne, der skal sikre indførelsen og opretholdelsen af pro-erhvervslivsregimer, er aldrig blevet behandlet som kapitalismens forbrydelser, men er i stedet blevet tilskrevet overnidkære diktatorers udskejelser, den kolde krigs varme fronter eller, som nu, Krigen mod Terror. Hvis de mest engagerede modstandere af den korporativistiske økonomimodel systematisk udryddes, hvad enten det foregik i Argentina i halvfjerdserne eller foregår i Irak i dag, så bliver undertrykkelsen forklaret som en del af den beskidte krig mod kommunisme og terrorisme – stort set aldrig som kampen for den rene kapitalismes fremme.
Jeg vil ikke påstå, at alle former for markedssystemer nødvendigvis er voldelige. Det er fuldstændig muligt at have en markedsbaseret økonomi, der ikke kræver en sådan form for brutalitet, og som ikke kræver ideologisk renhed. Et frit marked af forbrugsprodukter kan sagtens eksistere ved siden af og sammen med gratis hospitalsvæsen, gratis offentlige skoler, med store segmenter af den offentlige økonomi – et nationalt olieselskab for eksempel – på statens hænder. Det er også muligt at kræve, at virksomhederne betaler en rimelig løn, at de respekterer arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger, og at regeringerne udskriver skatter og omfordeler velstanden, så den voldsomme ulighed, der kendetegner den korporativistiske stat, mindskes. Markeder behøver ikke være fundamentalistiske.
Keynes foreslog lige præcis den form for reguleret blandingsøkonomi efter depressionen, en revolution inden for den offentlige politik, der skabte New Deal og forandringer som den verden over. Det var præcis det system af kompromisser og sikringer, som Friedmans modrevolution kastede sig ud i at få afmonteret i land efter land. Set i det lys har Chicagoskolens udgave af kapitalismen bestemt noget til fælles med andre farlige ideologier. Det kendetegnende begær efter uopnåelig renhed, en ren tavle at indskrive et rekonstrueret modelsamfund på.
Begæret efter guddommelige skaberkræfter er præcis det, der gør, at frimarkedsideologer tiltrækkes så vældigt af kriser og katastrofer. Den ikkeapokalyptiske virkelighed kan ganske enkelt ikke rumme deres ambitioner. I femogtredive år har det, der har drevet den friedmanske modrevolution, været dens fascination af en form for frihed og muligheder, der kun kan eksistere i tider med katastrofale forandringer – når mennesker med deres stædige vaner og vedholdende krav bliver sprængt af vejen – på tidspunkter, hvor demokrati forekommer at være en praktisk umulighed. Tilhængere af chokdoktrinen er overbeviste om, at kun et stort brud – en oversvømmelse, en krig, et terroristangreb – kan skabe den form for et enormt, rent lærred, de længes efter. Det er i disse medgørlige øjeblikke, når vi psykologisk set er uden forankring og er fysisk rodløse, at disse virkelighedens kunstnere kaster sig ind og begynder at genskabe verden.