Måske findes der en eller anden litterær regel om, at man ikke dedikerer to bøger til den samme person, men den regel må jeg i så fald bryde. Dette projekt ville ganske enkelt ikke være muligt, hverken fysisk, intellektuelt eller følelsesmæssigt, hvis ikke det havde været for min mand, Avi Lewis. Han er min samarbejdspartner i alt: redaktør, rejsefælle (til Sri Lanka, Sydafrika, New Orleans), min livsopliver. Vi har lavet den i fællesskab.
Opgaven ville også have slået mig ud, hvis ikke jeg havde haft min forskningsassistent Debra Levy og hendes utrolige arbejdsindsats. Debra brugte tre år af sit liv på den, og holdt blot en pause for at få et barn. Hendes blændende evner som efterforsker har sat sine spor på hver en side. Hun fandt frem til ny og spændende information, ordnede og organiserede uafhængige kilder, foretog adskillige interview og tjekkede til sidst alle fakta i hele manuskriptet. Jeg er så usigelig taknemmelig for på ethvert trin at have fået følgeskab af så engageret og talentfuld en kollega. Debra vil også gerne dele sin kærlighed og taknemmelighed med Kyle Yamada og Ari Yamada-Levy, og jeg ligeså.
To redaktører har i et usædvanligt og frugtbart samarbejde formet dette manuskript på en så omfattende vis, at det er svært at beskrive: Frances Coady fra Metropolitan Books og Louise Dennys hos Knopf Canada. Frances og Louise, som også er mine nære venner og mentorer, pressede mig blidt til at bringe denne afhandling ind på helt nye områder og skænkede mig de måneder, der var nødvendige for, at jeg kunne følge op på deres store udfordringer. Louise har været min trofaste redaktør og skrappe våbendrager siden No Logo, og jeg føler vedblivende en ærefrygt for hendes evne til at hive mig ned og bygge mig op på samme tid. Da jeg indleverede det reviderede og stærkt udvidede udkast, gav Frances sig til at omstrukturere det og forfine det med et forbløffende engagement hele vejen igennem. At forlagsverdenen stadig har plads til intellektuelle titaner som disse to kvinder, giver mig håb for bogens fremtid.
Manuskriptet blev yderligere skærpet takket være den præcise feedback fra Helen Conford hos Penguin i Storbritannien, som arbejdede tæt sammen med os lige fra begyndelsen. Alison Reids endeløse passion for projektet her såvel som hendes opmærksomhed i forhold til at finpolere teksten får hendes titel som “korrekturlæser” til at lyde helt utilstrækkelig. Hende står jeg i gæld til.
Min strålende agent Amanda Urban troede på denne bog, da det var meningen, at den kun skulle handle om Irak, og hendes tro og loyalitet voksede for hver en overskredet deadline og for hvert et revideret og udvidet udkast. Tilfældigvis har hun også noget af det skrappeste og mest seje hold kørende: Margaret Halton, Kate Jones, Elizabeth Iveson, Karolina Sutton og Liz Farrell. Når man er omgivet af kvinderne fra ICM Books, føler man ikke, at der er noget, man ikke kan gøre. Vi er alle taknemmelige for det grundlag, Nicole Winstanley og Bruce Westwood har skabt.
Jackie Joiner står for kontorholdet hos Klein Lewis Productions. I to år har hun fungeret som menneskeskjold og holdt verden ude, så jeg kunne fokusere. Da så manuskriptet var færdigt, satte Jackie os alle i arbejde som en storslået orkesterdirigent. Hvis jeg afslørede mere om Jackies daglige sejre udi kreativ administration, ville det føre til misundelse, så jeg stopper her.
Holdet hos ICM fandt de perfekte forlag til denne bog verden rundt, så jeg på den måde kunne få den luksus det er at have et internationalt hold af efterforskere og faktatjekkere, uden hvis hjælp Debra og jeg aldrig ville kunne have fuldført et projekt af dette omfang. Hver af disse efterforskere har stået for sin brik i puslespillet og fået det til at passe ind ved hjælp af sin specialiserede viden og ekspertise.
Min kære ven Andréa Schmidt, som jeg har rejst med i Irak, har været en konstant intellektuel følgesvend, som ikke blot forsynede mig med tykke ringbind af hyperorganiseret læsemateriale om de mest uhyrlige emner, men som også underviste mig og tvang mig længere og længere ind i grusomhederne. Særligt afsnittene om tortur er et produkt af vores standende diskussion. Hun har også læst udkast til manuskriptet og har forsynet mig med noget af det vigtigste feedback.
Aaron Maté var min primære efterforsker i 2003-04, da min journalistik næsten udelukkende var fokuseret på Iraks økonomiske omvæltning. Det var en velsignelse at arbejde sammen med Aaron, en stor intellektuel kapacitet og fantastisk journalist. Aarons fingeraftryk er umiskendelige i afsnittene om Irak og om Israel/Palæstina.
Fernando Rouaux og Shana Yael Shubs, begge fremadstormende forskere i latinamerikanske studier afdækkede en stort set uudforsket guldmine af økonomiske skriverier om sammenhængen mellem krise og neoliberale reformer. Det var dette materiale, der for mig afslørede, hvor centralt chokdoktrinen står i forhold til selv de allerhøjeste niveauer inden for de internationale økonomiske institutioner. Fernando gennemførte flere baggrundsinterview for mig i Buenos Aires, mens Shana oversatte snesevis af dokumenter og artikler fra spansk. De har også omhyggeligt tjekket alle fakta i bogens kapitler om Argentina.
Den vidunderlige Amanda Alexander var min vigtigste efterforsker med hensyn til afsnittet om Sydafrika; hun har fundet fakta, tjekket fakta og udskrevet båndede interview sammen med den enormt hjælpsomme Audrey Sasson. Amanda har også foretaget afgørende undersøgelser af, hvad der skete i den chokterapeutiske periode i Kina. Adskillige andre forskere sluttede sig til holdet på forskellige tidspunkter: Bruno Anili, Emily Lodish (særligt omkring Rusland), Hannah Holleman (den asiatiske finanskrise), Wes Enzinna (inklusive interview i Bolivia lige inden deadline), Emma Ruby-Sachs, Grace Wu og Nepomuceno Malaluan.
Debra Levy, som selv er uddannet bibliotekar, ønsker at takke sit eget personlige backupkontor: den tålmodige og ressourcestærke stab på bibliotekerne ved University of Oregon, Corvallis-Benton County Public Library og Eugene Public Library.
Mine rapporter fra felten byggede også på mange forskeres, oversætteres, håndgangne folks og venners hjælp – alt for mange til at blive nævnt, men her er nogle få til en begyndelse. I Irak: Salam Onibi, Linda Albermani og Khalid al-Ansary, en af de bedste journalister i Bagdad, såvel som min ven og rejsefælle Andrew Stern. I Sydafrika: Patrick Bond, Heinrich Bohmke, Richard Pithouse, Raj Patel og, som altid, den ustoppelige og strålende Ashwin Desai. En særlig tak til Ben Cashdan og hans hold for at lade mig bruge deres interview med Nelson Mandela og ærkebiskop Desmond Tutu plus en hel del mere. I New Orleans: Jordan Flaherty, Jaquie Soohen og Buddy og Annie Spell. I Sri Lanka: Kumari og Dileepa Witharana var mine og Avis åndelige og intellektuelle rejseførere for slet ikke at tale om oversættere. Saraht Fernando, Kath Noble og resten af holdet hos MONLAR var vores hjem og base og grunden til, at vi i første omgang kom til byen. Da jeg kom tilbage til Canada, udskrev Stuart Laidlaw timevis af interview, mens Loganathan Sellathurai og Anusha Kathiravelu transkriberede og oversatte fra tamilsk og singalesisk.
Boris Kagarlitsky hjalp mig med kapitlet om Rusland. Przemyslaw Wielgosz, Marcin Starnawski og Tadeusz Kowalik brugte alle deres tid på at sætte mig ind i Polens økonomiske forvandling. Marcela Oliviera satte mig i forbindelse med Bolivias bevægelse mod chokterapi. Tom Kerr fra Asian Coalition for Housing Rights var vores adgang til genopbygningen efter tsunamien i Thailand.
Oprindelsen til denne bog ligger i et års ophold i Argentina, hvor en gruppe nye venner lærte mig om Chicagoskole-projektets blodige rødder, hvorunder de ofte kunne bidrage med deres egne og deres familiers smertefulde historier. Disse tålmodige lærere var, blandt andre, Marta Dillon, Claudia Acuña, Sergio Ciancaglini, Nora Strejilevich, Silvia Delfino, Ezequiel Adamovsky, Sebastian Hacher, Cecilia Sainz, Julian A. Massaldi- Fuchs, Esteban Magnani, Susana Guichal og Tomás Bril Mascarenhas. De ændrede min måde at se verden på. Den analyse af tortur, som findes i denne bog, blev formet af snesevis af interview med folk, der selv havde oplevet mishandling i fængsler, og med folk, der havde viet deres liv til at støtte de overlevende. Jeg vil her især takke Federico Allodi og Miralinda Friere, begge grundlæggere af Canadian Centre for the Victims of Torture, og ligeså Shokoufeh Sakhi, Carmen Sillato og Juan Miranda.
Nogle af de mennesker, der har stået mig nærmest, er forfattere, der har specialiseret sig i temaer, som denne bog berører, og adskillige af dem har læst udkast til manuskriptet og brugt timer på at snakke ideerne igennem. Kyo Maclear sendte mig hele tiden bøger og artikler, og hendes feedback på mit første udkast gav mig en dybere indsigt i koloniseringens lagdeling; Seumas Milne, som gjorde The Guardians læserbrevsspalte til et virkeligt globalt forum, var min tutor, hvad angik Thatcher-årene, og min politiske rådgiver med hensyn til meget andet; Michael Hardt sendte mig tilbage til skrivebordet og udholdt min begyndende forståelse af Keynes. Betsy Reed, min redaktør på The Nation, hjalp mig med at give afhandlingen form og redigerede min første artikel om katastrofekapitalisme samt snesevis af indlæg; den frygtløse Jeremy Scahill læste nogle af de første kapitler og udvekslede panik og research omkring krigs- (og livs-)privatisering; Katharine Viner var lyset for enden af tunnelen og er i færd med at gøre The Guardian til affyringsrampe for denne bog. Vigtigst af alt holdt disse kære venner, som også er mine kolleger, mig ved selskab og inspirerede mig i de år, jeg sad alene og skrev.
Jeg er ikke nogen økonom, men min bror, Seth Klein, direktør for det uundværlige Canadian Centre for Policy Alternatives, er mit hemmelige våben. Han fandt sig i opringninger på de mest umulige tidspunkter af døgnet, når jeg havde brug for på en studs at blive sat ind i den monetaristiske teori, og han redigerede omhyggeligt første udkast, mens han skubbede mig fremad og beskyttede mig så godt, han kunne. Ricardo Grinspun, en fremragende økonom med speciale i Latinamerika ved York University (citeret i teksten) var så venlig at læse manuskriptet og komme med et vigtigt, specialiseret feedback. Det samme gjorde Stephen McBride, direktør for Centre for Global Political Economy ved Simon Fraser University. Jeg føler mig beæret over, at de begge tog sig tid til at tage mod endnu en studerende i deres i forvejen overfyldte semesterplaner, og ingen af dem bør stå til ansvar for nogen fejl i bogen.
Mine forældre Bonnie og Michael Klein kom med fantastisk feedback på mine udkast og vartede mig op, da jeg flyttede hjem til dem for at skrive. De har begge livet igennem lidenskabeligt forsvaret forestillingen om en offentlig sfære uden for markedets rækkevidde, Michael inden for sundhedssektoren og Bonnie inden for kunsten. Min heltinde af en svigermor, Michele Landsberg, læste manuskriptet og opmuntrede mig til at fortsætte, som kun hun kan gøre det. Min svigerfar Stephen Lewis’ insisteren på, at jeg satte aids-pandemien ind i en frimarkedsfundamentalistisk kontekst, gav mig mod til at skrive denne bog.
Mange andre enestående forlæggere og deres team har bakket op om projektet, blandt andre Brad Martin hos Random House of Canada, John Sterling hos Henry Holt og Sara Bershtel hos Metropolitan i New York, Stefan McGrath og det kreative og intelligente team hos Penguin UK, Peter Sillem hos S. Fischer Verlag, Carlo Brioschi hos Rizzoli, Erik Visser hos De Geus, Claudia Casanova hos Paidós, Jan-Erik Petterson hos Ordfront, Ingeri Engelstad hos Oktober, Roman Kozyrev hos Dobraya Kniga, Marie-Catherine Vacher hos Actes Sud og Lise Bergevin og alle de andre hos Leméac.
Vi står alle i stor gæld til den uforstyrrelige Adrienne Phillips, fungerende hovedredaktør hos Knopf Canada. Ikke blot holdt hun sammen på dette ustyrlige team på sporet, men hun gjorde det også sammen med Margareth Halton og Jackie Joiner muligt, at bogen udkom på syv forskellige sprog samtidigt, noget af et forlagsmirakel. Jeg er også enormt taknemmelig over for Lisa Fyfe for hendes virkningsfulde omslag, over for Doris Cowan og hendes omhyggelige korrekturlæsning og over for Beate Schwirtlich for den perfekte sats. Barney Gilmore er endnu en gang mester for indekset. Mark A. Fowler er noget af det bedste, man kan finde inden for injurieadvokater, og det var en fornøjelse at skændes med ham. Jeg vil også gerne takke Sharon Klein, Tara Kennedy, Maggie Richards, Preena Gadher og Rosie Glaisher såvel som alle de oversættere, der er med til at viderebringe denne tekst til læsere verden over.
Ud over de efterforskere, der har arbejdet direkte med på projektet, har mange aktivister og forfattere også hjulpet mig undervejs. De utrolige medlemmer af teamet hos Focus on Global South i Bangkok var de første til at identificere “genopbygning” som neokoloniseringens nye, jomfruelige land, noget, som lå i forlængelse af deres langvarige arbejde med kriseudnyttelse. Jeg er i særlig grad taknemmelig for den skarpsindighed, Shalmali Guttal og Walden Bello har lagt for dagen. Jeg står i gæld til Chris Kromm og teamet på Institute for Southern Studies, såvel som menneskerettighedsadvokat Bill Quigleys skriverier og aktivisme, for de enestående undersøgelser af katastrofekapitalismen i New Orleans. Soren Ambrose, tidligere hos Fifty Years Is Enough, var en fantastisk kilde med hensyn til de internationale finansinstitutioner. Min efterforskning af vore dages overgreb mod fanger blev hjulpet stærkt på vej af Michael Ratner og det modige hold hos Center for Constitutional Rights, såvel som af John Sifton og Human Rights Watch, rapporterne fra Amnesty International og Jameel Jaffer hos American Civil Liberties Union.
Mange af de tidligere hemmeligtstemplede dokumenter citeret i teksten er blevet gravet frem af de helt specielle folk hos National Security Archive. En anden vigtig kilde har været interviewene i PBS’ dokumentartrilogi fra 2002, Commanding Heights: The Battle for the World Economy. De fleste af citaterne her i bogen nåede aldrig med i udsendelserne, men producenterne tog den sjældne beslutning at lægge deres ubearbejdede interviewudskrifter ud på nettet. Jeg er også taknemmelig over for Amy Goodman og hele holdet på Democracy Now!. Deres banebrydende interview er ikke blot en vanedannende kilde til daglige nyheder (www. democracynow.org), men også et til stadighed værdifuldt arbejdsredskab.
Hundredvis af andre grundige journalister og forfattere, hvis arbejde jeg trækker på, nyder anerkendelse i bogen og i slutnoterne. En omfattende bibliografi kan findes på www.naomiklein.org, med direkte links til mange originale dokumenter. Nogle få bøger var af så enestående og genkommende hjælp, at slutnoter og bibliografier ikke i tilstrækkelig grad understreger deres betydning: Stephen F. Cohens Failed Crusade, Alfred McCoys A Question of Torture, Anthony Shadids Night Draws Near, Rajiv Chandrasekarans Imperial Life in the Emerald City, Marguerite Feitlowitz’ A Lexicon of Terror, Michael McCaughans True Crimes: Rodolfo Walsh, Lawrence Weschlers A Miracle, a Universe, Greg Grandins Empire’s Workshop, T. Christian Millers Blood Money, Antonia Juhaszs Bush Agenda, Juan Gabriel Valdés’ Pinochet’s Economists, Peter Reddaway og Dimitri Glinskis The Tragedy of Russia’s Reforms, William Mervin Gumedes Thabo Mbeki and the Battle for the Soul of the ANC, Joseph E. Stiglitzs Globalization and Its Discontents, Judith Butlers Precarious Life, John Perkins’ Confessions of an Economic Hitman, Peter Kornbluhs The Pinochet File og John Pilgers The New Rulers of the World samt mange af hans andre værker. Jeg står også i gæld til mange instruktører af dokumentarfilm, hvis film gav mig forståelse af begivenheder, jeg ikke selv kunne bevidne. Patricio Guzmáns endegyldige The Battle of Chile fortjener særlig omtale.
Adskillige neoliberalistiske teoretikere og skribenter har været med til at forme min forståelse i langt højere grad, end citaterne kan give udtryk for: David Harvey (i særlig grad A Brief History of Neoliberalism) og stort set alt, hvad John Berger, Mike Davis og Arundhati Roy har skrevet. Jeg har læst og genlæst Eduardo Galeanos værker, og jeg føler, at de har sagt alt. Jeg håber, at han vil tilgive mig, at jeg her sætter nogle få asterisker i margin for at fremhæve pointen.
Jeg vil også gerne ære fem ypperligt forskellige forbilleder på engagerede, opflammede intellektuelle, som hver især er mine helte, og som er afgået ved døden, mens jeg skrev bogen. Tabet af Susan Sontag, John Kenneth Galbraith, Molly Irvins, Jane Jacobs og Kurt Vonnegut vil for mig og for så mange andre være svært at bære.
De følgende har også givet mig en håndsrækning: Misha Klein, Nancy Friedland, Anthony Arnove, John Monsanto, Esther Kaplan, John Cusack, Kashaelle Gagnon, Stefan Christoff, Kamil Mahdi, Pratap Chatterjee, Sara Angel, Manuel Rozenthal, John Jordan, Justin Podur, Jonah Gindin, Ewa Jasiewicz, Maude Barlow, Justin Alexander, Jeremy Pikser, Ric Young, Arthur Manuel, Joe Nigrini, David Wall, John Greyson, David Meslin, Carly Stasko, Brendan Martin, Bill Fletcher, David Martinez, Joseph Huff-Hannon, Ofelia Whiteley, Barr Gilmore og mine tålmodige kolleger på New York Times Syndicate: Gloria Anderson og Mike Oricchio.
Roger Hodge sendte mig til Irak for Harper’s på en opgave, der blev til denne bog, og Sharon Oddie Brown og Andreas Shroeder installerede mig i deres perfekte skriverum, da jeg kom tilbage. Jeg står som altid i gæld til Katrina Vanden Heuvel, Peter Rothberg og Hamilton Fish, der sørger for, at jeg altid føler mig hjemme på The Nation.
Det kan godt være, at der skal en hel landsby til for at opfostre et barn, men når jeg ser tilbage over denne lange liste, så går det op for mig, at det kræver en verdensomspændende sammensværgelse at lave denne bog. Jeg er så heldig, at jeg er blevet støttet af dette netværk af utrolig menneskelighed.