Der var egentlig ikke noget i min barndom, der antydede, at jeg skulle blive politimand. Endsige kongelig livvagt. Tværtimod var mine interesser mere kreative, og når jeg ikke legede med mine venner, sad jeg altid og tegnede. Jeg har ofte undret mig over, at jeg holdt helt op med det, men grundlæggende tror jeg, at jeg tegnede, fordi jeg var alene.
Min far var sømandskok og sejlede først mellem Danmark og Tyskland og senere mellem København og Stockholm. Jeg vidste ikke helt, hvad han lavede, men jeg var helt bevidst om, at han sjældent var hjemme. Faktisk er hele min erindring af barndom præget af erindringen om hans fravær. Ofte var han væk i et par måneder for så at være hjemme i et par dage, og jeg savnede ham meget. Selvfølgelig digtede jeg ham ind i mit liv – og selvfølgelig i en glansrolle. I mit hoved sad han på en piedestal. En rolle, han aldrig kunne leve op til, og som falmede, når han var hjemme.
Min mor var hjemmegående og passede huset, mig og mine to små søstre, Anette og Susanne, som var henholdvis tre og fem år yngre end jeg. Hun gjorde det godt, men det var altid et stort højdepunkt for mig, når min far var hjemme. Jeg tegnede tegninger i massevis og gemte dem, så jeg kunne vise ham dem. Han kiggede på dem, nikkede og smilede, men i hans blik kunne jeg se, at han stadig var et andet sted. Måske stadig på havet.
Det blev et af min barndoms hovedformål at vinde hans anerkendelse og et klap på hovedet. Jeg kan i dag se, at han hverken var et dårligt, følelseskoldt eller ligeglad menneske, men som så mange mænd i hans generation var han lukket om sig selv. Derfor kom anerkendelsen aldrig, og derfor grundlagde jeg tidligt en fornemmelse af, at intet, jeg gjorde, var godt nok.
Jeg tænkte, at hvis jeg bare gjorde tingene endnu bedre, så kunne det være, at min far lagde mærke til mig. Så jeg gjorde mig mere umage, og han kiggede stadig den anden vej. Oplevelsen lagde uden tvivl grunden til den perfektionisme, som lige siden har været en stor del af mit liv på godt og ondt. Godt, fordi jeg virkelig har lagt mig i selen med alle de ting, jeg har beskæftiget mig med og ofte er blevet rigtig god til. Ondt, fordi perfektionister alligevel aldrig synes, at de gør det godt nok.
Den anerkendelse, jeg ikke fik fra min far, søgte jeg derfor andre steder. Jeg er sikker på, at min store interesse for kampsport – på det ubevidste plan – opstod af, at jeg med den kunne hævde mig over for mine jævnaldrende og få deres anerkendelse. Som 11-årig begyndte jeg at gå til judo. Judo betyder ’den milde vej’ og er en japansk form for brydning, hvor man også kaster med hinanden. Som i alle andre former for kampsport får man bælter, som viser, hvor langt man er med sin træning. Først det hvide og så gult, grønt, blåt, brunt og til sidst et sort bælte.
Det viste sig, at jeg var et naturtalent. Ofte behøvede jeg kun at se et greb demonstreret én gang, før jeg kunne det. Jeg havde nemt ved at koordinere mine bevægelser, og i det hele taget følte jeg, at tingene kom meget nemt til mig. Det var en helt ny fornemmelse for en dreng, der allerede tidligt havde vist sig at være fuldstændig håbløs til fodbold. Inden for halvandet år havde jeg fået det brune bælte. En grad, man normalt er tre-fire år om at få.
Den anerkendelse, jeg ikke fik fra min far, fik jeg i judo-klubben, og forståelsen fik jeg hos min farmor. Hun var fantastisk. Hun så lige gennem mig og kunne afkode mit knudrede barnesind. Og hun talte til mig, så jeg kunne forstå det. Hun havde en meget klar fornemmelse af mit ambivalente forhold til min far, og det var hende, der fortalte mig, at grunden til, at det var svært for mig at nå min far, var, at han aldrig selv havde kunnet nå sin egen far. Hun sagde til mig, at min far elskede mig og sikkert havde forsøgt at nå mig, men ikke havde evnet det. På en eller anden måde var det en trøst.
Min mor var som oftest hjemme. Og når hun var ude, var hun som regel hos en af naboerne i etageejendommen. Hun befandt sig altid et ud af fem-seks mulige steder, og der kunne vi finde hende, hvis vi havde brug for hende. Hun forsøgte aldrig at holde liv i historien om min far, når han var ude at sejle. Hun fortalte ikke noget om ham. Det eneste, vi snakkede om, var, hvornår han kom hjem igen. Han kom altid hjem „i næste uge.“
Dengang tænkte jeg ikke videre over det, men i dag kan jeg se, at det er påfaldende, at jeg ikke har én eneste erindring om, at min far og mor var glade for hinanden. Jeg kan huske, at jeg var misundelig på en af pigerne i min klasse, for der var altid liv og glade dage i hendes familie. Jeg noterede mig klart og tydeligt, at hendes forældre var helt åbenlyst glade for hinanden. Og jeg tænkte over, at jeg ikke kunne mærke forskel på, hvordan min mor havde det, hvad enten min far var hjemme eller ude. Når min far var hjemme, var der bare en person mere ved spisebordet.
Det var altid min mor, der lavede mad til os, også når min far – som jo var kok – var hjemme. Vi fik sovs og kartofler, og hun satte sig sjældent selv ved bordet. Hun servicerede. Der var ikke samling og samhørighed. Der var praktisk arbejdsfordeling.
Det tætteste, jeg i min erindring kan komme idyl, var et år, da vi holdt jul hos min farmor og farfar, som boede i et rigtigt bondehus i Måløv. Det store klimaks var, at ingen måtte se juletræet, før dørene til stuen gik op. Dét var idyl. Ellers er alle højtider og fødselsdage i mine barndomserindringer forbundet med afsavn.
Da min far endelig gik i land, begyndte han at bruge sin tid i en loge. Så selvom han ikke længere var ude at sejle, var han stadig ikke hjemme. Fra at sejle på verdenshavene blev min far en verdensmand, der førte sig frem i kjole og hvidt.
Forunderligt nok var det mit ikke-eksisterende fodboldtalent, der førte mig til judoen. Jeg var på et lynbesøg i Hvidovre IF, hvor jeg forsøgte mig sammen med en kammerat, men vi stoppede begge efter et par gange. Til gengæld underviste min kammerats far i selvforsvar, og det var ham, der en dag tog os med ind til Valby for at se på judo. Vi var bare nysgerrige. Jeg havde ingen anelse om, at udflugten skulle komme til at ændre mit liv.
Gymnastiksalen var gammel med ribber på væggene, og solen stod i svage stråler ind gennem de støvede vinduer under taget. På gulvet var en flok drenge klædt i ens hvide dragter i gang med at varme op. De havde bare tæer, og lyden af de bare fødder, der klaskede mod gulvet, akkompagneret af trænerens råb, fik det hele til at runge. Den lyd skulle komme til at blive gentaget i det uendelige og sidde i mig resten af mit liv. Man kan sige, at lyden af bare fødder mod lakeret træ, kommandoråb og de hule drøn af kroppe, der bliver kastet mod gulvet, er soundtracket til mit liv.
Da drengene var færdige med at varme op, rullede de måtter ud og øvede rullefald. Træneren blev ved med at råbe. Han var her og der og alle vegne og kørte drengene ganske hårdt. Men da de til sidst, svedige og forpustede, bukkede for træneren og forsvandt ud i badet, var jeg solgt. Det var simpelthen den mest fascinerende form for sport, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg kiggede på min kammerat, og jeg kunne se, at han var lige så fanget.
Min far var hjemme, da jeg kom tilbage fra Valby, og jeg var meget forhippet på at fortælle ham om judoen – og ikke mindst vise ham et holdegreb som det, jeg havde set i gymnastiksalen. Man begynder på knæ og tager fat i reverset og ærmet på modstanderens dragt. Derefter gælder det om at få ham ud af balance, så han falder og derefter holde ham fast i et greb. Man vinder, hvis man kan holde modstanderen i et vist stykke tid – eller hvis han slår hånden ned i måtten som tegn på overgivelse. Jeg ville bare prøve grebet på min far på stuegulvet, og helt overraskende syntes han, at det var skægt. Han blev oven i købet en smule forpustet af at kæmpe mod mig! Netop det – hans spontane begejstring – blev udslagsgivende. Judo skulle være en del af mit liv.
Sammenlignet med fodbold var det en meget disciplineret verden, jeg kom ind i. Vel legede vi, når vi kastede rundt med hinanden, men der var også en disciplin midt i legen. Normalt opfattede jeg det som negativt, hvis jeg blev dikteret noget, men her gav det mening. Judo var ikke bare en træningsmetode. Det var også en måde at tæmme sindet på. For første gang fik jeg en fornemmelse af, at disciplinen kan have sin berettigelse. Man opnåede bedre resultater, hvis man kunne tæmme sine umiddelbare tilbøjeligheder, tøjle sit sind og fokusere.
Gennem judo blev jeg også introduceret til begreber som ydmyghed og respekt. I starten forstod jeg ikke, hvorfor man for eksempel skulle bukke for den modstander, som man et øjeblik senere ville gøre sit yderste for at kaste til jorden. Men langsomt lærte jeg, at det betød, at man skulle respektere alle. Selv sin modstander.
Der skulle ikke gå lang tid, før jeg fik brug for det, jeg havde lært. Som 12-årig blev jeg en dag trængt op i en krog af tre elever på skolens toilet. De var et par år ældre end jeg og havde hørt, at jeg gik til judo. De spurgte provokerende, om judo overhovedet duede til noget. Jeg var blevet indprentet meget klart, at jeg aldrig måtte bruge judoen uden for træningslokalet, men de tre drenge pressede på. De ville slås. En af dem greb fat i min krave og strammede grebet, så jeg dårligt kunne trække vejret. Jeg fremstammede en sidste gang, at jeg ikke måtte bruge judoen uden for træningslokalet, men grebet blev bare strammere, og til sidst tog jeg næsten per instinkt et skridt frem, greb ud efter ham, der havde fat i min krave, og kastede ham over mig i et skulderkast. Han landede på ryggen med et drøn, så al luften blev slået ud af ham. De to andre stod fuldstændig paralyserede og kiggede på deres gispende kammerat. Jeg løb ud og hentede gårdvagten, men de tre drenge fortalte ham bare, at den ene af dem var faldet, og derefter gik de.
Trods den lille sejr, havde jeg det virkelig dårligt med episoden. Hvis nogen i klubben fandt ud af, at jeg havde brugt judo mod et andet menneske, var jeg sikker på, at jeg ville blive smidt ud. Heldigvis nåede rygterne aldrig klubben, selvom de selvfølgelig løb skolen rundt langs væggene flere gange, og jeg fik en masse respekt i skolegården.
Den nyvundne respekt fra mine jævnaldrende gav mig en følelse af selvværd, som jeg ikke tidligere havde haft. Pludselig fik jeg opmærksomhed og anerkendelse, og jeg solede mig i den. Ganske vist havde jeg overtrådt en regel ved at bruge kampsporten uden for træningslokalet, men jeg skal ærligt indrømme, at kammeraternes beundring føltes så god, at jeg hurtigt fortrængte min overtrædelse af reglementet. Trods den sociale succes blev det ved den ene overtrædelse. Jeg var ikke en slagsbror, og mine evner inden for judo inspirerede mig bestemt ikke til at begynde at slås. Tværtimod. Faktisk sad en af grundideerne i kampsport allerede dengang dybt i mig: En kamp, som du har undgået, er det samme som en sejr.
Judoen gav også et drys af mystik i mit liv. Noget spændende og lidt hemmeligt, som jeg var en del af. Alt foregik på japansk, og jeg forstod ikke et ord i begyndelsen, men det skabte en mystik omkring sporten – en mystik, som jeg på en mærkelig måde forbandt med den mystik, der var omkring min fars loge og siden omkring mit eget arbejde i Politiets Efterretningstjeneste. Når dørene er lukkede, og du ikke ved, hvad der foregår, bliver det spændende og mystisk. Sådan var det med judoen og de uforståelige japanske ritualer og gloser.
Når kammeraterne spurgte ind til judo, kunne jeg fortælle dem noget, de intet vidste om. Jeg kunne fortælle dem om judoens historie, om råstyrke, teknik og sindets betydning. Pludselig var jeg midtpunkt i samtalerne.
Inden for traditionel kampsport måler man sig selv ved at gå til gradueringer hver tredje, fjerde eller sjette måned. Det er en slags standpunktsprøver, hvor det vurderes, hvor langt udøveren er kommet siden sidst. Og for mig var det at skifte mit blege, hvide bælte ud med et gult som at have overstået en rejse til månen. Jeg havde bevist over for mig selv, at jeg kunne de japanske begreber og teknikker, og at jeg kunne omsætte dem til praksis. Alene det at få et bælte med lidt mere farve på var en bekræftelse på, at jeg var god nok.
Jeg var lige fyldt 12 år, da jeg en dag så nogle plakater, der fangede min opmærksomhed. Det hold, der havde vundet VM i karate, skulle – som led i en promovering af Japan Airlines – optræde i en hal på Østerbro. Uden at vide i detaljer, hvad karate var, tog jeg derind med min far og nogle af mine træningskammerater fra judoklubben. Og nøjagtig som da jeg oplevede judo første gang, var jeg solgt. Der var noget magisk over det, der foregik på halgulvet. I forhold til judo var karate mere dynamisk. Mere æstetisk forførende.
Kort efter meldte jeg mig som det allerførste medlem ind i den eneste karateklub, der dengang var i København. Klubben var netop åbnet på hjørnet af Gothersgade og Grønnegade. Jeg var 12 år og tog bussen fra mit hjem til Hvidovre station, et S-tog derfra til Nørreport og småløb hele vejen fra Nørre Voldgade ned ad Gothersgade til klubben, hvor jeg mødte Sven-Ole Thorsen og Jørgen Larsen, også kaldet Bura Sensei. Dér havde de etableret deres Sporting Health Club med henholdsvis body-building og karate.
Set i bakspejlet ligner det en fuldstændig spontan handling, som kun en 12-årig dreng kunne foretage. Der var ingen rationelle overvejelser i valget af karaten. Men indeni følte jeg en befriende ro og sikkerhed, der fortalte mig, at det, jeg havde set i hallen på Østerbro, harmonerede med et eller andet dybt inde i mig.
Den tro på mit inderste og det mod til at handle intuitivt har jeg siden brugt flittigt. Jeg tror på, at intuitionen, mavefornemmelsen, den sjette sans – hvad end man vælger at kalde det – er noget, alle mennesker har. Jeg tror også, at hvis man er tro mod sin mavefornemmelse, så har man et godt udgangspunkt for at skabe sig et godt og tilfredsstillende liv. Jeg har siden oplevet, at mennesker, der er gode til at følge deres instinkter og intuition, ofte når vidt. De stoler simpelthen på sig selv og føler sjældent den indre splittelse, som så mange andre mennesker må slås med. Som 12-årig kunne jeg naturligvis ikke vide, at min intuition skulle blive et centralt element i min tilværelse, men i dag kan jeg se, at jeg ofte er blevet ramt af den samme spontane fornemmelse af, at der er noget bestemt, jeg skal. Og så har jeg gjort det.
Igen startede jeg med hvidt bælte, og igen gik det hurtigt for mig. Allerede tre år efter, som 15-årig, havde jeg mit første sorte bælte. Der var ikke mange i Europa, der havde sort bælte i den alder på det tidspunkt. Derfor blev jeg hurtigt et ’ikon’ – en udøver, der blev vist frem og præsenteret som et enestående talent.
At få det sorte bælte er et tegn på, at man ikke længere er elev i sporten. Det sorte bælte viser, at man kan det grundlæggende inden for denne kampteknik. Derfra kan man begynde at udvikle sin egen stil. Finde sig selv i sporten. Min særlige stil blev med årene at inkorporere elementer fra judoen i min karate, men det krævede ro og tålmodighed. I judo træner man på tatami-måtter, som tager af for faldet, når man kaster hinanden. I karate træner man på gulv. Så jeg kunne ikke bare begynde at kaste rundt med mine modstandere uden at tage hensyn til det hårde gulv. Alligevel blev min stil helt sikkert præget af min fortid inden for judo. Min teknik var kendetegnet ved en række hurtige slag og spark, der blev fulgt af et kast. Teknikken var uhyre effektiv, fordi jeg med det hurtige angreb kom meget tæt på modstanderen og samtidig havde en markant fremdrift.
Jeg fik stor glæde af teknikken inden for sporten, men mine evner inden for kampsport havde også stor betydning for min håndtering af konflikter som politimand. Mine hænder var i sig selv et effektivt våben, og jeg befandt mig ofte i situationer, hvor jeg måtte træffe et afgørende valg mellem at bruge disse evner eller lade være. At vinde kampen ved fysisk overlegenhed eller ved at undgå den. Det er et vigtigt valg og en vigtig beherskelse, som jeg fik øvet igen og igen gennem mit arbejde som politimand.
Rent mentalt blev jeg med karaten meget optaget af Østens filosofi – ærbødigheden, ydmygheden, respekten for andre – alt det, der udgjorde de mentale grundelementer i træningen. Jeg blev draget af tankerne og gjorde dem til en del af mit eget tankesæt. Jeg begyndte at tale og agere langt mere ærbødigt, ydmygt og respektfuldt. Jeg begyndte også at lære japansk, eftersom al træningen også i karate foregik på japansk. Og jeg læste bøger om den japanske kampsportskultur, satte mig ind i kulturen og tilegnede mig kalligrafien. Jeg ønskede brændende at forstå, hvad det var, jeg havde med at gøre, og jeg stræbte efter at gøre filosofien til en del af mig.
Tankesættet bag al asiatisk kampsport er det samme. Det handler om filosofi, mentalitet, disciplin og ikke-vold, og i dag er det for mit vedkommende tankesættet – det mentale snarere end det fysiske – der er interessant. Men fysikken skal følge med. Jeg er af den faste overbevisning, at man styrker sin krop, når man styrker sit sind. Og omvendt. Men det var jeg selvfølgelig ikke bevidst om i 1972, da jeg som 12-årig begyndte at dyrke karate.
Dengang var karaten som helhed bare fremmedartet. Der fandtes ingen karatefilm, og ingen talte om karate. Det var min egen lille verden, som jeg kunne dele med en meget lille flok indviede, og som mursten for mursten byggede mit selvværd op. Karaten blev en omvæltning i mit liv. En omvæltning, som jeg tog imod helt spontant og intuitivt som 12-årig, og som jeg er glad for, at jeg fandt på det tidspunkt, da mit sind stadig var åbent og nysgerrigt.
Den daglige træning var en god terapi for mig. Træning renser ud og skaber jordforbindelse til tankerne og ro i sjælen, og stort set hele min barndom og ungdom blev brugt i træningssalen, dojoen. Jeg trænede 20-25 timer om ugen i klubben, og min træner, Bura Sensei, blev en slags erstatningsfar for mig. Jeg tilbragte mere tid sammen med ham end med min egen far, og han var så stor en inspirationskilde, at jeg som 15-årig begyndte at ryge, alene fordi han gjorde det. Jeg håbede, at det ville få mig til at ligne ham endnu mere. Det var det unge menneskes umodne form for idoltilbedelse, men i dag – hvor jeg selv står i en forældrerolle – oplever jeg igen, hvor stor en magt rollemodeller og forbilleder har i forhold til unge mennesker. Da min egen søn var 13 år, var han ude at spille en fodboldkamp, og hans træner stod nervøst på sidelinien og røg. Jeg gik spontant hen til ham og spurgte, hvorfor han røg. Det slog mig, at drengene på fodboldbanen uden tvivl så ham som en rollemodel, og jeg koblede det direkte tilbage til mit eget forhold til min træner.
Jeg var ikke stolt over at ryge. Jeg skjulte det for mine omgivelser, og jeg forsvarede rygningen over for mig selv med henvisning til, at min træner engang havde sagt, at man kunne kompensere ved at træne lidt mere. Det er voldsomme kræfter, man besidder som rollemodel, og man bør af og til spørge sig selv, om man vil bryde sig om at se sig selv i kopi – i en altomfattende udgave. For de nøjes ikke med at kopiere ens gode sider. De tager også alle unoderne med. Så man skal tænke sig om!
Da jeg var 15 år, forløb næsten alle mine dage efter samme skema: Jeg gik i skole i Hvidovre, tog min knallert ind til træning i København, underviste børnehold i en time for derefter selv at træne i to timer og endelig undervise aftenhold i endnu en time. Når jeg kom hjem fra træning, var det tid til lektier. Sådan gik det – fra mandag til fredag, mens jeg i weekenderne ofte var ude til konkurrencer.
At jeg på bare tre år fik sort bælte skyldtes altså ikke kun, at jeg havde talent. Jeg trænede som et bæst. Lige som man aldrig kommer til tops ved at træne, hvis ikke man har talentet, er selv det største talent intet værd, hvis ikke man gider at træne. Jeg havde ikke tid til at være særlig social med andre end dem, der kom i karateklubben. Men jeg nød stadig godt af, at jeg blev set som lidt af en helt på skolen, og jeg havde allerede været med til at vinde Danmarksmesterskaberne i karate for hold. Kammeraterne vidste ikke meget om sporten, så jeg fremstod stadig interessant og mystisk og stjal mig på den måde til anerkendelse. Jeg jagtede stadig min fars anerkendelse, men når den nu ikke rigtig kom, måtte jeg nøjes med kammeraternes.
Jeg husker kun, at min far var med til ét stævne gennem al den tid, jeg dyrkede karate. Og de rosende ord, jeg så gerne ville have, kom ikke. Det var frustrerende. Jeg syntes, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at være en god søn. Jeg passede min skole, opførte mig pænt, havde succes med karaten – og alligevel så min far mig ikke. Jeg spillede på alle strenge, men ingen af dem ramte øjensynlig en tone i min fars indre.
Et lykkeligt liv er ét, hvor man lever i overensstemmelse med sine egne værdier og ikke hele tiden jagter anerkendelse fra andre mennesker. Det var jeg for ung og for skrøbelig til at indse. Som alle børn og unge, vil jeg tro. Det sværeste overhovedet er at finde selvværd og selvtillid, hvis man ikke har fået den med fra barndommen.
I karate består tankesættet af en god blanding yin og yang. Det hårde og det bløde. Man træner hårdt, men målet er blødt – at øge bevidstheden. I den forstand er karate ikke en traditionel træningsform, men en livsstil. Det er en måde at tænke, agere og reagere på. Når man tilegner sig den forståelse og gør den til sit eget tankesæt, bliver man både mere observant og kritisk over for sin egen autenticitet og integritet. For så ved man, at ubalance kan gøre én sårbar – ja, gøre at man taber en kamp. Eller tager én, som man kunne have undgået. På måtten såvel som i livet.
Jeg ville have været flov, hvis mine forældre havde opdaget, at jeg kopierede min træner ned i så små detaljer, som at jeg var begyndt at ryge. Jeg ville have været flov, hvis træneren havde opdaget det. Jeg røg hverken derhjemme eller foran træneren. Jeg levede i den forstand i en verden, hvor jeg på den ene side brugte ord som respekt, sandhed, ærbødighed – og på den anden side brød med mine egne normer. Jeg var ikke tro mod mig selv. Jeg var ikke i balance. Jeg var illoyal over for mig selv, og sådan noget går ud over selvværdet. I sidste ende personligheden. Og det kan afkodes af andre, i sporten såvel som i resten af livets forhold.
Et menneske er karismatisk, når det er tro mod sig selv. Når det har selvrespekten og selvværdet i behold. Er man i balance, er der så godt som intet, der kan få en til at vakle. Så kan man klare de mest utrolige ting. Jeg kan selv intuitivt mærke, når jeg møder et menneske, om det menneske er tro mod sig selv eller slås med noget. Jeg kan mærke eventuelle misforhold og ubalancer. Alt det, der gør os sårbare som mennesker og får os til at tvivle på os selv og på, hvem vi er. Det kunne jeg også mærke på mig selv dengang. Jeg vidste, at jeg gjorde noget, der stred imod alt det, jeg gerne ville stå for og respekteres for. Alligevel gjorde jeg det – og kompenserede både fysisk og psykisk ved at træne endnu mere.
I 1977 færdiggjorde jeg min realeksamen. I udtalelsen fra Sønderkærskolen i Hvidovre skrev skoleinspektøren:
„Jesper Lundorf Petersen, f.d. 28.5.1960, som ved skoleårets slutning udskrives med realeksamen, er en ganske godt begavet elev, der, trods en tidskrævende idrætsinteresse uden for skoletiden, har arbejdet pænt og solidt. Han er omhyggelig og meget ordentlig med sine skriftlige arbejder, og i timerne har han gennemgående været aktiv. Jesper er en venlig, høflig og tjenstvillig elev, han er særdeles livlig og underholdende og meget ofte midtpunkt for en gruppes opmærksomhed; han er i besiddelse af en speciel humor, der vækker jubel. Jesper er positiv og har været meget glad for sin skolegang.“
KØBENHAVN
I foråret 1995 kom prinsesse Diana til Danmark. Hun skulle besøge Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre i København, og det var et helt privat besøg, som man håbede at holde hemmeligt, indtil hun havde forladt landet igen. Prinsessen var netop blevet separeret fra prins Charles, og mediepresset på hende var større end nogensinde.
Opgaven krævede den yderste diskretion, og sikkerhedstjenestens need to know-princip blev skåret helt ind til benet. Kun en meget lille håndfuld mennesker i landet kendte hele sandheden og hele programmet for prinsessens besøg.
Besøget havde højst sandsynligt været planlagt i flere måneder, men det var først ganske kort før prinsesse Dianas ankomst, at et hold i afdelingen blev indkaldt og briefet. Vi fik kun at vide, hvilken rolle og plads vi hver især skulle indtage i lufthavnen og i rehabiliteringscenteret. Jeg skulle primært være chauffør for Dianas værtspar. Sekundært skulle jeg være livvagt i kortegen til og fra byen.
Efter briefingen begyndte vi at indhente viden om ruten, om eventuelle vejarbejder, alternative ruter, til- og frakørselsforhold og en mængde andre informationer. Vi kørte ruten og de alternative ruter, så vi vidste præcist, hvad vi ville opleve på turen til og fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. På dagen hentede jeg værtsparret i centeret i Borgergade, og så mødtes alle implicerede – livvagterne, værtsparret og repræsentanter fra den britiske ambassade – i lufthavnen i god tid før prinsessens ankomst. Vi mødtes inde på selve lufthavnsområdet, skjult bag bygningerne – et sted hvor offentligheden ikke havde adgang. Det var kun ganske få af lufthavnens ansatte, der vidste, at prinsessen ville ankomme.
Kortegen bestod af fire helt anonyme biler, eftersom vi skulle sikre, at vi ikke tiltrak os opmærksomhed. Vi holdt inde på lufthavnsområdet og ventede, da prinsessens fly landede. Hun blev hentet ved flyet af lufthavnens sikkerhedspersonel og fragtet i bil hen til os, hvorefter vi kørte ind mod byen. Havde prinsessen stadig været en del af kongehuset i England, havde procedurerne været anderledes, men nu kunne vi tillade os at lukke offentligheden helt ude, og vi gjorde vores allerbedste, for at det skulle lykkes. Vi gled med trafikken i vores biler, stoppede for rødt lys, kørte uden tonede ruder – da det i sig selv kunne påkalde sig opmærksomhed. Vi forblev tæt sammen og holdt præcis så kort en indbyrdes afstand, at ingen ville kunne overhale og klemme sig ind imellem os – og ingen risikerede at blive efterladt ved et lyskryds.
Prinsesse Diana selv var blid og fin. Hun talte afslappet med os livvagter og virkede i det hele taget sød og ukompliceret. Jeg havde aldrig set hende i virkeligheden og var naturligvis lidt spændt. På det tidspunkt var hun uden sammenligning verdens mest fotograferede kvinde, og verdenspressen skrev hver uge nye historier om hendes gøren og laden. Hvad jeg mødte var et menneske med en helt særlig udstråling og et glimt i øjet, og jeg forstod pludselig, hvorfor hun var omgærdet af den nærmest hysteriske opmærksomhed. Der var noget helt særligt over hende. Hendes skønhed kom indefra, hun var naturligt smuk og udstrålede en ro og imødekommenhed, der var sjælden.
Først samme morgen havde vi fået den sidste sikkerhedsvurdering, og vi forholdt os især til, om der var noget nyt vedrørende trafikken – og om der var sluppet noget ud til pressen. Vi talte med samarbejdspartnerne i den engelske ambassade og i rehabiliteringscenteret. Ingen havde noget at berette, som gav anledning til bekymring.
Derfor kørte vi ad den rute, der var plan A – fra lufthavnen og ind til Borgergade. Bilen med prinsessen blev kørt ind i en gård i Borgergade, hvor prinsessen kunne stå ud. Alle andre biler blev parkeret i umiddelbar nærhed af kontoret i Borgergade, så de ikke vakte unødig opmærksomhed.
Vi opholdt os tre timer på centeret, og alt forløb som planlagt. Da vi fornemmede, at mødet var ved at være slut, og vi havde fået et afgangstidspunkt, gjorde vi klar til at returnere til lufthavnen. Halvdelen af os gik ned til bilerne, halvdelen fulgte prinsessen. Kortegerne kørte igen ad den rute, der var plan A, fra Borgergade og ud til lufthavnen, hvor prinsessen blev sat af, og lufthavnens sikkerhedspersonel kørte hende videre ud til flyet.
Ved et rent tilfælde havde Billed-Bladet haft held til at få et billede af kortegen, da den kørte over Stormbroen på vej mod Christianshavn. En journalist holdt i den modsatte vejbane og genkendte Diana, da kortegen passerede. Men han nåede kun at få et billede af selve bilen, og det var det tætteste, pressen kom prinsessen. Først da hun var rejst, fandt man ud af, at hun havde været her.
I den slags opgaver er tiden en væsentlig faktor. Der er grænser for, hvor længe man kan holde sådan et besøg hemmeligt. Man kan aldrig regne med 100 procent fortrolighed, for enhver kan ved et uheld komme til at afsløre delelementer af en historie. Og selv små brudstykker eller fragmenter af en historie kan lægges sammen med andre og give et billede af, hvad der er på færde. Derfor bliver alle involverede briefet så sent som absolut muligt, hvilket naturligt giver et stort arbejdspres op til selve besøget.
Hvis vi havde fejlet, og pressen var stimlet sammen i Borgergade, ville vi have benyttet os af plan B. Opgaven var jo ikke bare af sikkerhedsmæssig karakter, den var i lige så høj grad at beskytte prinsessen mod pressen. Plan B ville have været at tillade pressen at få nogle billeder under kontrollerede forhold. At forsøge at skærme prinsessen helt ville blot skabe et helt uoverskueligt kaos, som i sidste ende måske endda kunne blive et reelt sikkerhedsproblem. Dianas tragiske død nogle år senere viser med al tydelighed, at pressen ikke blot kan være et irritationsmoment, men også kan udgøre en reel sikkerhedstrussel.
Vores måde at lægge planer på er generelt ikke anderledes end den, man betjener sig af, hvis man pakker sin bil for at køre på ferie sydpå næste morgen. Hvis det øser ned, når man står op, har situationen ændret sig. Vejene er glatte, og så kan man ikke nå til München inden for den oprindelige tidsramme. Det, der skulle have taget otte timer, tager nu ti timer.
På samme måde måtte vi som livvagter planlægge i forhold til, hvordan tingene udviklede sig minut for minut – time for time. Et færdselsuheld på den planlagte rute, et punkteret dæk eller et overset vejarbejde kunne blive fatalt, da det kunne betyde, at vi blev fanget i trafik og dermed øgede risikoen for, at prinsessen blev genkendt i bilen. Det kunne i værste fald udløse en uoverskuelig situation.
Vi havde tænkt alle mulige scenarier igennem og havde rollefordelt selv de helt lavpraktiske ting: At tankene var fulde, reservedækkene i orden og så fremdeles. Som altid havde vi lagt en plan A og B. Og skulle plan A vise sig umulig at gennemføre, ville vi gå til plan B. Og skulle den også gå i vasken, kunne vi have håndteret kørselen til og fra lufthavnen på baggrund af summen af vores erfaring og research.