I løbet af mine år i Rødovre mærkede jeg en voksende frustration over retssystemet. Jeg havde et arbejde, som var meningsfuldt, og som jeg var glad for. Jeg sikrede lov og orden. Men jeg syntes, at dem, der havde gjort kriminalitet til en levevej, slap alt for let i retssystemet. Mit arbejde blev ikke fulgt op i retssystemet. Det blev en frustration, der fik mig til at overveje, hvordan jeg skulle udføre mit arbejde.
I denne periode havde jeg en vejleder og fast makker, der en dag foreslog han mig, at jeg begyndte at arbejde sammen med politiets jurister i anklagemyndigheden. Det betød, at jeg – sammen med juristerne – mødte op i retten efter at have ’pakket sagerne’, så de lå klar til dommer, anklager og forsvarer. Min vejleder havde gjort det samme i en periode, og han fortalte, at det var lærerigt at opleve retssystemet i arbejde.
Det var mine rapporter, der lå til grund for anklagen. Rapporterne sikrede, at det var de rette, der blev sigtet efter de rette paragraffer. Politianklagerne mødte så i retten, hvor jeg assisterede, og for første gang skulle jeg ikke bare forholde mig til loven – men også til retspraksis. Før i tiden var mit arbejde gjort, når jeg havde skrevet rapporten. Nu fulgte jeg sagen hele vejen gennem retssystemet.
Jeg husker en sag, hvor en narkoman stod tiltalt for 76 forhold, der var blevet samlet til én sag. Manden var fuldtidsprofessionel kriminel og klog nok til at begå sin kriminalitet i en sådan hast, at der altid var verserende sager. Han blev typisk anholdt, afhørt og sigtet for et nyt forhold og derefter løsladt. Det vil sige, at han var ude kort tid efter hver anholdelse, hver gang med flere verserende sager. Blev han anholdt i en ny sag, mens en anden kørte, slog man sagerne sammen, og dermed opnåede han en form for rabat. Var hver af berigelsesforbrydelserne blevet behandlet individuelt i retssystemet, ville de tilsammen have givet ham en fængselsstraf på op mod to år, men nu, hvor de blev slået sammen, fik han kun et halvt års fængsel. Han havde stjålet for millioner og slap billigt. Det var efter min mening uretfærdigt, og det var medvirkende til at gøre mig dybt frustreret.
Mit indblik i juristernes arbejde gav mig ikke som ventet større forståelse for, hvordan tingene hang sammen. Nærmere tværtimod.
Der var masser af unge, der stjal biler i ét væk, men de fik sjældent en fængselsstraf. De fik bøder, men det afholdt dem ikke fra at fortsætte. Og selvom jeg syntes, det var alvorligt at stjæle en bil, kunne jeg se, at systemet mente noget andet. Oplevelserne gjorde, at jeg begyndte at overveje, hvorvidt lovovertrædelsen, den formodede straf og ikke mindst min indsats for at stoppe forbryderne stod mål med hinanden. Jeg vidste af erfaring, at folk, der blev eftersat af politiet, kunne gå i panik og køre galt eller skade andre mennesker. Og de udsatte naturligvis også betjentene for fare. Alligevel blev de sjældent fængslet. Derfor fik jeg et andet forhold til det at fange folk. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke mere for enhver pris ville eftersætte en flugtbilist og dermed sætte mit eget og andres liv på spil.
For nogle – inklusive mig selv – havde det ellers ligget i korpsånden, at vi altid eftersatte en bil, hvis det var nødvendigt. Dét holdt jeg efterhånden op med. Eller rettere sagt: Jeg tænkte mig meget mere om, inden jeg kastede mig ud i en eftersættelse, der kunne være potentielt farlig for mig selv og andre.
Det var en svær kamp, jeg tog med mig selv i de år. Og jeg begyndte at vakle i troen på, at mit arbejde nyttede noget. Dermed kom jeg også ganske langsomt til at miste troen på mig selv igen. Gennem mit samarbejde med politiets jurister fik jeg en klar fornemmelse af, at loven og retspraksis til tider var temmelig uforenelige størrelser, og dét skisma havde jeg svært ved at rumme.
Derfor overtalte jeg ledelsen til at lave nogle prøveforløb, hvor juristerne kom med ud at køre patrulje. Jeg forestillede mig, at misforholdet mellem vores indsats i eftersættelser, anholdelser, afhøringer og sigtelser og juristernes indsats i retten kunne mindskes eller elimineres, hvis de oplevede vores praksis. På samme måde som jeg havde oplevet deres. Der er meget stor forskel på at opleve en voldssituation, se blodet og fornemme stemningen på et gerningssted og så – måneder senere – sidde i en retssal med en sigtet iført jakkesæt og slips. Desværre var juristernes ture på patrulje ikke nok til at ændre ret meget, og interessen var i øvrigt ganske begrænset.
Når jeg i dag læser om en urmager, der forsvarer sig mod nogle overfaldsmænd, synes jeg instinktivt, at han gør det rigtige. At han bør have lov til at forsvare sig mod et par røvere, der angriber ham og vil frarøve ham hans ejendom. Loven siger, at man ikke må udøve selvtægt, men grænsen for, hvad der er i orden, er flydende, og i mine øjne er det ofte til gerningsmændenes fordel.
Resultatet var uundgåeligt. Jeg begyndte i det små at lave min egen justits, mine egne spilleregler. Især på landevejene, hvor jeg i de år kørte ’sommerfugl’. At køre sommerfugl betyder blot at køre som motorcykelbetjent for Rigspolitiet i sommermånederne, og navnet kommer af, at vi altid var to motorcykelbetjente – en ung og en erfaren – der parvis flaksede rundt på de danske sommerveje og holdt øje med trafikken. Det at være ude på landevejene var en fornøjelse sammenlignet med det til tider stillesiddende arbejde på stationen.
Når jeg stoppede nogen, der havde gjort noget ulovligt, forsøgte jeg at tale med dem i stedet for bare at udskrive en bøde. Det var min fornemmelse, at det havde større effekt. En gang stoppede jeg en bil, der havde kørt for hurtigt. I den sad fire unge mennesker, som alle havde sikkerhedssele på. Det var før, det blev påbudt at køre med sikkerhedssele, så jeg blev meget imponeret og kunne samtidig mærke, at de fire slet ikke var vant til at blive stoppet af politiet. Så i stedet for at give dem en fartbøde, roste jeg dem for at køre med seler og gav dem alle en guldkaramel fra den pose, jeg havde i lommen på mine læderbukser sammen med en påmindelse om at holde sig inden for fartgrænsen.
Mit dilemma blev for alvor sat i perspektiv, når jeg agerede stophold ved fartrazziaer i trafikken. Mange af dem, jeg stoppede, var mønsterborgere i familien Danmark, som ellers aldrig var i kontakt med politiet. Jeg mødte dem, når de havde kørt 61 kilometer i timen, hvor de kun måtte køre 50. Selvfølgelig havde de overtrådt loven, men deres forseelse blev virkelig sat i perspektiv, da jeg kom hjem en aften og tændte for fjernsynet og så noget, jeg troede, var billeder fra Beirut. Det viste sig at være billeder fra rydningen af et besat hus i Ryesgade på Nørrebro. Jeg kunne simpelthen ikke få min verden til at hænge sammen. Jeg havde stoppet, påtalt og givet bøder til hr. og fru Jensen ude i sommerlandet, og så skete der sådan noget i Ryesgade! Hvis Jensen ikke havde råd til at betale bøden, skulle han afsone i et fængsel. Omvendt stod de unge inde i Ryesgade og foretog sig noget, som de fleste af dem ikke blev straffet for. Der knækkede filmen for mig. Jeg syntes, systemet havde spillet fallit.
Man bliver ikke politibetjent for pengenes skyld. Man gør det, fordi man synes, at det er et meningsfuldt job, som gør noget godt for samfundet. Pludselig havde jeg svært ved at se meningen med mit job, og det efterlod mig med en fornemmelse af tomhed og desillusion. Jeg talte ikke med nogen om det. Dels troede jeg, at det kun var mig, der gik og rumsterede men den slags tanker, og dels var jeg sikker på, at der ville blive dømt tudefjæs, hvis jeg fortalte nogen, hvordan jeg havde det. I virkeligheden kan jeg se, at jeg havde mistet troen på, at det system, jeg repræsenterede, kunne sikre, at retfærdigheden skete fyldest. Jeg opretholdt systemet over for pæne, almindelige borgere, mens andre uden konsekvens kunne rive huse ned og gader op. Jeg undrede mig over, at berigelseskriminalitet blev straffet så hårdt i forhold til voldskriminalitet. Det gav mig forklaringsproblemer, både over for mig selv og andre. Jeg tænkte også, at de helt almindelige danskere måtte gøre sig nogle overvejelser om forholdet mellem den straf, de fik, og den straf de unge i Ryesgade fik. Konsekvensen blev, at jeg med tiden begyndte at lave mine egne præventive løsninger ude i sommerlandet. Og det var jeg ikke ene om.
Det var også i min tid som sommerfugl, at jeg første gang krydsede spor med kronprins Frederik. Det var en varm sommerdag i juni 1988, da jeg og en kollega var blevet sendt til Falster for at regulere trafikken i forbindelse med indvielsen af tunnellen under Guldborgsund. Prins Henrik skulle forestå indvielsen, og man ventede en stor publikumstilstrømning.
Indvielsen blev ganske som ventet et tilløbsstykke. Prominente gæster holdt taler fra en tribune, prins Henrik klippede snoren over, vinkede til de fremmødte og kørte som den første igennem tunnellen. Derefter fik de mange mennesker, der havde parkeret på den nye vejstrækning og de interimistiske parkeringspladser i nærheden, mulighed for selv at følge efter og besigtige tunnellen fra egne biler. Alt forløb som planlagt.
Kort tid efter kørte min kollega og jeg tilbage mod København ad motorvejen. Vi kørte helt bevist 115 kilometer i timen for ikke at sinke trafikken. Min kollega kørte forrest, og jeg kørte 100 meter efter ham. Motorerne sang, asfalten kværnede væk under os, og naturens sommerfriskhed gik lige gennem visiret. På hver side af vejen stod de grønne kornmarker og bølgede i vinden. Det var en af de dér stille dage, hvor der bare ikke var nogen problemer.
Pludselig blev vi overhalet af en mørkegrøn BMW M3, topmodellen inden for 3-serien, der ikke umiddelbart gjorde tegn til at sætte farten ned. Vi slog begge to horn og blå blink til og eftersatte bilen, som standsede lidt længere fremme ad motorvejen. Min kollega holdt ind i nødsporet foran bilen, jeg parkerede i nødsporet bag den. Min kollega stod af sin motorcykel og gik tilbage langs siden af BMW’en mod føreren, mens jeg blev siddende på min motorcykel. Føreren rullede vinduet ned, og i det øjeblik gik det op for os, at manden bag rattet var kronprins Frederik. Han var på det tidspunkt blevet løjtnant ved Gardehusarregimentet i Næstved og var på vej tilbage til København fra kasernen.
At det var den civilklædte kronprins, der sad bag rattet, syntes ikke at påvirke min kollega synderligt. Selv om jeg holdt bag bilen og stadig havde min hjelm på, kunne jeg høre, at han talte meget hårdt til kronprinsen. Jeg kunne ikke høre, hvad kronprinsen svarede, men jeg kunne høre, at min kollega i skarpe vendinger tilføjede, at såfremt kronprinsen ikke fremover kørte ordentligt og i overensstemmelse med reglerne, ville hans mor få at vide, hvordan det forholdt sig med bilen og hastigheden. Han sagde det med erfaringens pondus – klart og utvetydigt. Jeg var imponeret over, at han kunne tale på den måde og i det tonefald til et medlem af kongehuset. Jeg kendte kun kongefamiliens medlemmer fra fjernsynet.
Øjeblikket efter holdt en mørk Ford Scorpio ind bag os. Tydeligvis en af politiets civile vogne. I den sad kronprinsens sikkerhedsfolk. Han havde åbenbart sat dem af flere kilometer tilbage. Nu steg de ud, gik frem til mig, viste deres politiskilte og spurgte, om der var problemer. Det var der ikke.
Min ældre kollega nøjedes med at give kronprinsen en kraftig irettesættelse, og han fik lov til at køre videre – denne gang i et mere afdæmpet tempo.
Den dag fik jeg mit første glimt både af den kronprins og af den sikkerhedstjeneste, som jeg siden selv skulle blive tilknyttet. Og selvom der skulle gå yderligere en halv snes år, før vores spor atter skulle krydses, satte oplevelsen på motorvejen nogle tanker i gang. Jeg blev ramt af en fascinationskraft af hidtil ukendt styrke.
Sikkerhedsfolkene optrådte myndigt, men høfligt. De blandede sig ikke i min makkers opsang til kronprinsen, men lod ham løse opgaven på bedste måde. De var ikke kæmpestore, firkantede brød, men helt tydeligt i god form. De udstrålede kontrol. At de havde styr på tingene. Jeg vidste, at de var ansat i PET, og der stod en mystik omkring dem, som fascinerede mig. Mødet med kongehusets sikkerhedstjeneste var en oplevelse, jeg aldrig skulle glemme.
I en periode assisterede jeg som sommerfugl i Nordjylland sammen med en ældre betjent. En dag blev vi af vagthavende i Frederikshavn bedt om at køre til Skagen. Nogle fiskere var gået amok og havde indledt et større slagsmål på havnen. Der var langt til Skagen, men vi hoppede på motorcyklerne og kørte ud af Frederikshavn med udrykning og af sted nordpå. Da vi havde kørt i små ti minutter, overhalede min makker mig, hvorefter han svingede ind på en rasteplads og stoppede sin motorcykel.
Jeg svingede efter ham og undrede mig over, hvorfor han var stoppet. Uden at sige et ord stod han af sin motorcykel, tog sin hjelm af, fandt sin pibe frem, stoppede den og tændte den uden antydning af travlhed eller stress. Jeg var stadig en ung betjent, der mentalt kørte under udrykning på vej til Skagen for at stoppe et slagsmål. I stedet holdt vi stille på en rasteplads mellem Frederikshavn og Skagen. Min kollega påpegede, at der ikke var grund til at komme alt for hurtigt til Skagen og ende under en bunke fiskere. Så hellere komme lidt senere og ende øverst i bunken.
Da vi kom frem, var fiskerne færdige med at slås, og derfor kunne vi hurtigt danne os et overblik over situationen. Dét var også en måde at løse opgaven på. Hvis fiskerne var blevet dømt for deres forseelse, ville de ikke have fået nogen straf af betydning, mens vi kunne have risikeret at få nogle ordentlige drag over nakken. Opgaven og især måden vi løste den på, fik stor betydning for mig. Der var ingen illoyalitet i vores måde at håndtere den på. Vi nægtede ikke at påtage os opgaven, men vi løste den uden at sætte vores eget helbred på spil, og uden at parterne kom alvorligt til skade.
Man skal selvfølgelig altid i situationen vurdere, hvor hurtigt og hvordan man skal gribe ind, men i tilfældet her var der tale om fiskere, som ikke var vaneforbrydere og voldsmænd. Derfor skønnede min kollega, at vi kunne give dem længere snor.
Man kan mene, at vi var heldige, at han skønnede rigtigt, for det kunne også være gået galt deroppe på havnen. Og så ville vi ikke alene have fejlet i vores opgaveløsning – nogle kunne også være kommet alvorligt til skade. Kollegaens skøn beroede dog på et kendskab til fiskernes miljø. Han vidste, at det var to grupper af fiskere – nogle der var for, og andre der var imod fiskeriinspektion – der var oppe at slås. De sloges jævnligt. Opgaven blev løst til alles tilfredshed, uanset at vi trak vores ankomst en smule. Med sin ro blev kollegaen en rollemodel for mig og inspirerede mig til selv at begyndte at vurdere, hvorvidt noget hastede eller ej – og hvorvidt bøder skulle udskrives eller ej.
I 1988 fik jeg job i Distriktspolitiet, som er nærpolitiet i Rødovre. Jeg søgte det, fordi man barslede med planer om at lave noget forebyggende arbejde med de unge rødder i området. Distriktspolitiet havde ry for at være stedet, hvor man kom hen, når man var kommet op i årene og ikke længere ville arbejde om natten. Jeg havde dog ingen planer om at skrue ned for ambitionerne. Mit håb var, at jeg – frem for at fange forbrydere, der alligevel slap billigt i retssystemet – kunne medvirke til at mindske antallet af potentielle forbrydere.
Jeg kanaliserede al min arbejdstid over i det kriminalpræventive område. Det gav langt større mening for mig end at skrive sager, som alligevel ikke førte til passende straffe. Nogle af mine kolleger målte deres egen værdi i, hvor mange sager de håndterede, men for mig sagde antallet af sager ikke noget om, hvorvidt man var god eller dårlig til sit job. Jeg vidste, at antallet af sager ofte lå til grund for forfremmelser, men min interesse lå ikke i at blive forfremmet.
I 1989, ’90 og ’91 stod jeg i spidsen for en række vildmarksog overlevelsesture for nogle af Rødovres unge, vilde rødder. Målet med turene var, at socialt udsatte unge skulle gennemgå en personlig udvikling. De unge, som var mellem 12 og 18 år, skulle opnå selvværd og selvindsigt, for som oftest var der ingen, der nogen sinde havde bekræftet dem i, at det, de kunne og gjorde, var godt nok. Jeg vidste fra mig selv, hvor vigtigt det var at blive bekræftet og anerkendt, og jeg vidste fra mit politiarbejde, at rødderne meget vel fandt rollemodeller i dårlige miljøer, hvis ikke vi gjorde en præventiv indsats. Vildmarksturene skulle give de unge nogle oplevelser og give dem fornemmelsen af at føle sig værdsatte. At tage dem ud af deres miljø for en kort stund ville ikke i sig selv løse deres problemer, så opgaven var at sikre, at turene ikke bare blev hurtige oplevelser, men noget, der sporede dem i en fornuftig retning.
Vi udvalgte en gruppe unge, der skulle med i SSP-samarbejdet – et samarbejde mellem skolerne, de sociale myndigheder og politiet. Når turen var overstået, skulle der efterfølgende være et forløb, som strakte sig over otte måneder, og som sikrede, at de unge blev indfanget af ungdomsskolerne. Vi vidste nemlig, at det forholdt sig sådan, at jo længere tid, de unge var i forbindelse med noget, der optog dem, jo større var sandsynligheden for, at de ikke ville vende tilbage til de småkriminelle miljøer, vi forsøgte at hive dem ud af.
For hver knægt der ikke endte som endnu et nummer i socialforsorgen, ville samfundet spare – i runde tal – en million kroner. Kunne vi bare sikre at én af de unge ikke blev en social taber, ville projektet være en god investering.
Ubevidst var turene muligvis også en reaktion på min egen barndoms manglende anerkendelse. Jeg kunne i hvert fald ikke holde ud, at andre skulle lide samme tort, som jeg havde lidt. Ikke hvis det kunne undgås. Samtidig nød jeg rollen som forbillede for de unge. Den beundring og anerkendelse, som jeg fik fra de unge, gav mig noget igen. Jeg havde selv skabt nogle resultater, selv sat mig nogle mål og selv nået dem. Det havde fået mig til at vokse som menneske, og det var den følelse, jeg gerne ville give videre til de unge.
Jeg var allerede kommet til den konklusion, at uanset hvor mange bøder, jeg skrev ud, ændrede samfundet sig ikke. Jeg ønskede at gå direkte til kilden – til baggrunden for, at folk begår ulovligheder. Hvis jeg forhindrede en enkelt person i at blive kriminel, havde jeg altså ikke bare sparet det offentlige for et større beløb – jeg sparede også mine kolleger for unødige eftersættelser, anholdelser og frustrationer over at se en professionel forbryder begå gentagne kriminelle handlinger.
I løbet af tre år tog jeg på fem ture med cirka tyve unge på hver tur. Turene blev en kolossal succes, hvor de unge på den korte tid voksede til ansvarlige mennesker med ranke rygge og stærke blikke. En af dem endte sågar med at få en central rolle på vildmarksog overlevelsesturene som hjælpeinstruktør. I de tre år lavede jeg ikke andet end præventivt arbejde. Jeg researchede forud for turene og gik til møder med politiets samarbejdspartnere i SSP-samarbejdet. Og gjorde jeg ikke det, trænede jeg.
Jeg forholdt mig til mit job og karaten som en minearbejder til sit job. Det var, som om jeg bar en minehjelm med lygte på, så alt foran mig blev oplyst – arbejdet og karaten – mens alt bag mig – familien, vennerne og det sociale liv – lå hen i mørke. Der skal en usædvanlig stor accept og tillid og kærlighed til for at få et parforhold til at hænge sammen under de omstændigheder, men det havde jeg ikke blik for dengang. Helle og jeg havde egentlig et meget godt forhold – syntes jeg. Hun passede alt det derhjemme og var en støtte for mig. At jeg ikke passede andre end mig selv og ikke var en støtte for hende, kunne jeg ikke se.
Min kone var også hende, som børnene kunne forholde sig til. Jeg var der jo ikke. Uanset om jeg så var i nabokommunen eller en tur i Sverige, var jeg i hvert fald ikke hjemme. Jeg tror, at alle andre end jeg kunne se, at Helle og jeg så småt var begyndt at leve to separate liv. Men vi skændtes ikke om noget, når jeg var hjemme. Og jeg var stæreblind. Jeg opdagede ikke, hvor vores forhold var på vej hen. Jeg arbejdede. Som altid.
Vildmarks- og overlevelsesturene gik til Kullen i Sverige. De unge blev om formiddagen sat af bussen i en skov fem kilometer uden for Helsingør. Her blev de delt op i tre-fire grupper, og inden for hver gruppe blev der udpeget en gruppefører. Det var hans opgave at skære igennem og træffe beslutninger, hvis der opstod problemer eller diskussioner i den enkelte gruppe, når den skulle løse sin første opgave. Alle i gruppen ville på et tidspunkt i løbet af turen selv få tjansen som gruppefører, så det var vigtigt, at alle fra start respekterede gruppeførerens ret til at træffe beslutninger. Herefter fik hver gruppe udleveret et kort, en sejlplan, billetter til færgen og 100 svenske kroner.
Klokken 18 samme aften ville der være aftensmad på samlingsstedet på Kullen. Opgaven var altså gruppevis at nå frem inden klokken 18. De unge skulle gå de fem kilometer ned til færgen, sejle over til Helsingborg og ud fra de udleverede kort vælge en rute – enten langs kysten eller over land de sidste 30-40 kilometer fra Helsingborg. Det var op til den enkelte gruppe selv at vælge rute, men vi vidste, at alle de unge – uanset hvilken rute de valgte – ville blive trætte, og at der af samme grund ville opstå diskussioner imellem dem. Vi vidste også, at de ville starte med at brokke sig over bagagen eller vablerne eller vind og vejr, men også at alle i grupperne på et tidspunkt ville være enige om at kanalisere al deres irritation over på, at de overhovedet skulle gå turen. Over på instruktørerne.
Vi vidste også, at gruppeføreren ville blive særlig presset, fordi forkerte beslutninger kunne gøre turen længere for alle i grupperne. Vi vidste, at der ville blive truffet nogle valg, som ville afstedkomme nye uenigheder.
Men sidst – og allervigtigst – vidste vi, at de unge, når de endelig nåede frem sidst på eftermiddagen, ville føle en enorm begejstring. En følelse af sejr. De ville – uanset hvilke diskussioner, de havde haft undervejs – som regel stå stærkere som grupper, fordi de i fællesskab havde løst en hård opgave. Hvor den enkeltes frustrationer tidligere ville være blevet rettet mod kammeraterne, blev den i sidste ende kanaliseret over på gåturen og instruktørerne, og dét forenede gruppemedlemmerne. De blev fælles om opgaven, og på den måde ville de opbygge en egentlig korpsånd, hvor der var plads til forskellige styrker og svagheder. I og med at alle havde ondt af sig selv og ondt af hinanden, blev gruppen som helhed stærkere.
Målet med en anden central opgave på vildmarks- og overlevelsesturene var at udfordre den enkelte omkring det at træffe beslutninger. En for en tog vi drengene ud til en høj klippe på Kullen, hvor der var cirka 40 meter ned til vandet. Vi spurgte dem, om de kunne tænke sig en dukkert i havvandet. Bare det og ikke andet. Hvis de svarede ja, førte vi dem om bag en pynt og ned til et mere sikkert sted, hvor der var et spring på cirka tre meter. Derfra kunne de springe, fortalte vi dem. Svarede man nej til at springe, blev det respekteret. Det siger sig selv, at de der sprang, følte sig meget seje. Hvorimod de, der ikke sprang, brokkede sig noget så gevaldigt over, at de ikke havde fået at vide, at springet kun var fra tre meter-klippen.
„Det kunne I bare have sagt,“ sagde de. Eller: „Det var snyd. Jeg troede, at jeg skulle springe fra den høje klippe.“
Pointen i den lille udfordring var at lære dem at lytte og ikke sige fra over for noget, de ikke kendte til bunds. Vi havde intet sagt om, at de skulle springe fra den høje klippe.
„Tænk på, hvor mange gange I siger fra over for noget, fordi I på forhånd har dannet jer et forkert billede af det i hovedet,“ sagde jeg til dem. „Eller fordi I ikke har undersøgt, nøjagtig hvad udfordringen går ud på.“
De nikkede. De lærte noget.
Mange mennesker giver op på baggrund af formodninger eller angst – selvom netop dét, at de giver op, begrænser og forhindrer deres videre udvikling som mennesker. Tænk på, hvor mange mennesker der af angst foretrækker at blive i deres komfortzoner og ikke tager udfordringer op! At agere udelukkende på formodninger eller angst svækker opmærksomheden og forhindrer mennesket i at komme videre. Dét lærte jeg i sandhed selv, da jeg siden blev livvagt. For som livvagt kunne jeg ikke tillade mig at tage noget for givet.
I øvrigt talte jeg også meget med de unge om at sige fra. At have styrken til det. Men begge dele kræver, at man ved, hvad man præcist siger ja eller nej til. I det hele taget blev der talt meget omkring lejrbålet om aftenen. Og jeg følte hver gang, at jeg på en eller anden måde gav de unge et skub i den rigtige retning. For første gang følte jeg, at jeg havde gjort det, som jeg havde lovet panelet til min optagelsessamtale: Jeg bidrog til korpset med noget særligt. Noget, jeg var god til.
Jeg havde atter fundet meningen med mit job.
Desværre var jobbet i Distriktspolitiet en turnusordning, men da dagen kom, og jeg skulle videre, trængte jeg også til nye udfordringer. Nogle af mine nærmeste kolleger i Rødovre skulle også videre. En søgte over i Politiets Aktionsstyrke, en anden søgte over i PET’s sikkerhedsafdeling. Han ville være livvagt.
Tanken om at blive livvagt havde allerede strejfet mig den dag tre år tidligere, da vi stoppede kronprinsen på motorvejen på Sydsjælland. Jeg havde aldrig sluppet billedet af den mørke Ford Scorpio med sikkerhedsfolkene, der holdt ind bag os. Men jeg havde aldrig undersøgt, hvordan man bar sig ad med at blive livvagt. På et af politiets efteruddannelseskurser havde jeg imidlertid mødt to livvagter, som jeg havde talt en smule med. Og nu stod jeg pludselig med en nær kollega, der stræbte efter at blive livvagt. Derfor besluttede jeg, at jeg også selv ville søge ind, næste gang politiet søgte bodyguard-aspiranter, som det hed.
Men uanset hvor og hvordan man ville videre i systemet, var det en god idé at have erfaring fra kriminalpolitiet. Det gjaldt især, hvis man ville ind i Politiets Efterretningstjeneste, som sikkerhedsafdelingen jo hørte under, og derfor søgte jeg ind på en turnus i kriminalpolitiet i Rødovre. Dengang skelnede alle skarpt mellem, om man tilhørte ordenspolitiet eller kriminalpolitiet. Ordenspolitiet kørte for eksempel ud og hjalp syge og hjælpeløse folk. Når et lig af og til dukkede op i en lejlighed, var det ordenspolitiet, som besigtigede stedet og skrev rapporten. Viste der sig mystiske omstændigheder omkring dødsfaldet, overgik sagen til kriminalpolitiet.
Man kan sige, at ordenspolitiet blev sendt ud, når noget skete. Kriminalpolitiet blev sendt ud, når noget var sket. Der skulle gå mange år, inden politireformen ændrede den arbejdsdeling. Altså søgte jeg ind i kriminalpolitiet. Det var ikke, fordi jeg havde et brændende ønske om at blive kriminalbetjent, men fordi jeg havde forstået, at kriminalpolitiet var et godt springbræt til at komme videre.
En dag, mens jeg var i kriminalpolitiet i Rødovre, havde nogen hængt et opslag ’vedrørende uddannelse til bodyguard’ op på stationen. På opslaget stod der, at Rigspolitichefen søgte et antal ordens- og kriminalpolitifolk til et bodyguard-grunduddannelseskursus med start i efteråret 1992. Det var som klart kildevand til en tørstig ørkenvandrer. Jeg læste opslaget særdeles grundigt. Der stod, at „grunduddannelsen har til formål at give polititjenestemanden viden og færdigheder ved løsning af følgende opgaver: personbeskyttelse, sikkerhedsundersøgelse, objektbeskyttelse, adgangskontrol/tilsyn, førstehjælp“.
Det lød spændende og lige til at gå i gang med. Men jeg kendte en, som havde søgt ind og var blevet afvist. Han havde været med til OL i judo og var et af sportens største navne herhjemme. Alligevel var han ikke sluppet igennem nåleøjet – på grund af manglende sprogfærdigheder. Jeg tænkte, at kravene måtte være virkelig høje. For mig var judokæmperen arketypen på en livvagt: Han var som hugget i marmor, to meter høj – en spændt fjeder parat til at løse en hvilken som helst opgave. At han var blevet afvist i døren, var en klar indikation af, at man havde brug for en kombination af flere færdigheder. Det var ikke nok at være stor og stærk og kunne løbe op ad lodrette vægge.
Kravene skærpede min opmærksomhed. Sprog havde jeg det ikke så svært med. Mange af de øvrige krav handlede om det fysiske, og dem kunne jeg efter mange år i en krævende sportsgren sagtens forholde mig til. Men jeg var alligevel en anelse nervøs, da jeg kastede alt ind på at blive bodyguard-aspirant. Jeg indsendte min ansøgning, alt imens jeg fortsatte min turnus i kriminalpolitiet i Rødovre. Jeg vidste, at jeg gerne ville være livvagt, men imens jeg afventede et svar på min ansøgning, blev jeg ansat på Politiskolen, som lærer på den fysiske del af uddannelsen. Jeg havde siden min egen tid på skolebænken været i en god og løbende dialog med lederen af den fysiske træning. Jeg havde nemlig fra første færd ment, at det, der foregik i Politiskolens gymnastiksal, var molboagtigt og umoderne. Det var, som om det fysiske og især træningen i kamp og selvforsvar havde stået stille i mange, mange år.
Da lederen af den fysiske træning opfordrede mig til at søge et job som lærer på skolen, slog jeg til. Dengang var Politiskolen nemlig også et godt springbræt til at komme videre i systemet. Det så godt ud på CV’et, fuldstændig lige som kriminalpolitiet gjorde. Men jeg tog ikke jobbet af karrieremæssige grunde. Jeg tog det, fordi jeg havde det godt på skolen, og fordi jeg for første gang i mit liv kunne se, at jeg kunne kombinere min hobby – karate – med mit arbejde.
Jeg satte mig for at ændre skolens fysiske uddannelse og modernisere dens tilgang til kamp og selvforsvar. Karate skulle selvfølelig ikke fylde hele skemaet – i uddannelsen skulle der også indgå elementer som førergreb og pacificering – men der var elementer i karaten, som kunne tilpasses og blive en værdifuld del af politiets selvforsvarsteknik. Den dag i dag er der tydelige elementer af karate og judo i Politiskolens fysiske uddannelse. Man har for eksempel noget, man kalder nedtagninger – slag, stød og pacificering i ét og samme greb – og det er altid mindre skadeligt end at slås.
Endelig oprandt dagene, hvor vi, der havde søgt ind som bodyguard-aspiranter, skulle til optagelsesprøve. For overhovedet at komme til optagelsesprøve var forudsætningen, at man havde minimum otte års erfaring som betjent. De fleste ansøgere var derfor omkring 30 år og havde både personligt og fagligt den fornødne ballast til det nye job. Vi var alle i besiddelse af sund fornuft og menneskelig forståelse og havde alle opbygget en evne til at læse omgivelserne og mindske risikoen for, at en situation skulle udvikle sig i en forkert retning.
Først skulle vi bestå en fysisk test, som bestod af en såkaldt bronzecirkel med efterfølgende løb. Bronzecirklen er en træningsform, som tager udgangspunkt i ribberne i en gymnastiksal. Man laver armhævninger, benbøjninger, maveøvelser, englehop og rygøvelser, og alle øvelser bliver gentaget i intervaller. Er man utrænet, risikerer man hurtigt at få krampe, fordi mælkesyren hober sig op i musklerne. Straks efter bronzecirklen skulle vi ud og løbe så langt, vi kunne på 12 minutter – det kaldes også en Coopertest. Som minimum skulle vi løbe 2.400 meter.
Dernæst skulle vi bestå en svømmeprøve og endelig gennemføre en sprogtest og have to samtaler. Først med en psykolog og bagefter med kursusledelsen. Samtalen med psykologen skulle afdække, om vi havde et glorificeret og urealistisk billede af det job, som vi søgte. Psykologen skulle også finde ud af, om vi havde gjort os klart, at den yderste konsekvens af jobbet kunne blive, at vi mistede livet.
Resultatet blev, at jeg slap gennem nåleøjet.
Allerede i september 1992 år begyndte jeg på et grundkursus i Slagelse og Kalundborg. Kurset varede tre uger og indeholdt som alt inden for politiets træning et miks af teoretiske og praktiske øvelser. Når vi havde gennemgået noget i teorien, blev vi straks sat til at afprøve det i praksis. Det var noget, der passede ualmindelig godt til mit temperament.
Kurset blev et afgørende vendepunkt i mit arbejdsliv. På sin vis var det et farvel til det traditionelle politiarbejde. Nu blev min verden præget af paranoide forestillinger. Mit tankesæt blev tunet ind på personer eller organisationer, der kunne tænke sig at planlægge eller udføre et attentat på et menneske, jeg skulle beskytte. Det satte gang i et betydeligt tankespind. Vi fik igen og igen slået fast, at vi altid skulle forvente det uventede, forudse det utænkelige og leve os ind i syge og farlige menneskers tankegang. Det er en måde at tænke på, som jeg den dag i dag ikke kan slippe. Når jeg er på restaurant, tager venner og bekendte mig ofte i at placere mig med ryggen mod en mur og front mod indgangen. Jeg parkerer altid min egen bil med fronten ud af parkeringsbåsen, så jeg hurtigt kan komme væk. Jeg kunne ikke drømme om at bo på et hotel, hvor jeg ikke kender flugtvejene. Hvis højtråbende, aggressive mennesker stiger på det S-tog, som jeg sidder i, stiger jeg af.
Som en del af kurset trænede vi nogle meget virkelighedsnære scenarier. En af de store øvelser foregik i Kalundborg. Det var her, at vi for første gang virkelig fik indprentet, at vi altid skulle forvente det uventede. Et par dage efter kunne jeg læse om øvelsen i den lokale avis: „Aspiranter fra hele landet på træning i Kalundborg“ og „To diplomater ‘nedskudt’ ved bodyguard-øvelse“:
„Ved to veltilrettelagte ‘øvelses-attentater’ i Kordilgade i Kalundborg, tirsdag eftermiddag mellem klokken 14 og15, blev to ’højtstående diplomater’ dræbt af pistolmænd. Politiets bodyguards under uddannelse skulle bevogte to VIP-personer, der foregav at være på gågade-slentretur i provinsen.
Men trods en ihærdig indsats overså de bevæbnede og walkiesnakkende betjente den frygtløse attentatmand, alias Flemming Nielsen fra ordenspolitiet i Kalundborg, som selv er uddannet bodyguard. Han lod som om, han var ved at læsse varer af en kassevogn ud for Expert Radio i Kordilgade. Pistolen havde han skjult i en stor papkasse, som han bar foran sig. På den måde lykkedes det ham at komme på uhyggeligt skudhold af diplomaterne, uden at livvagterne greb ind. Først i sekundet efter at to på hinanden følgende skud var løsnet fra pistolen, fik én af betjentene hevet diplomaten ind i radioforretningen, mens to andre straks overmandede pistolmanden.“
Med andre ord: Vi fejlede. Vi tænkte ikke på, at en uskyldig, hverdagsagtigt udseende varebil kunne være dække for en attentatmand. Bagefter talte vi meget om øvelsen, og vi blev indprentet, at vi som livvagter ikke var små énmandshære. Hvis vi skulle løse vores opgave ordentligt, var det altafgørende, at vi arbejdede som et tæt sammentømret team. Et team kan kun fungere, hvis alle i det forstår og respekterer de forskellige personer, som teamet består af. Hvis alle i teamet var som jeg, ville teamet også lide under mine personlige gode såvel som dårlige sider. For at få et altfavnende og rummende team måtte vi have en bred palet af forskellige evner at spille på. Vores succes som team var afhængig af, at alle kendte deres pladser og roller. Hvis én svigtede, kunne det i værste fald betyde, at det menneske, vi passede på, blev dræbt.
Mordet på den israelske premierminister Yitzhak Rabin i november 1995 var – desværre – et godt eksempel på et attentat, som blev nøje studeret i politikredse verden over. Rabin gik gennem en smal passage med sine sikkerhedsvagter omkring sig. Rundt om Rabin og hans vagter stod der en tætpakket folkemængde og kiggede på premierministeren. Pludselig var den sidste vagt – altså ham der gik bagved Rabin og på den måde lukkede formationen – blevet distraheret af noget. Der skete et eller andet i mængden, som fangede hans opmærksomhed. Han faldt en smule tilbage i formationen og åbnede derved et hul, som attentatmanden benyttede sig af. Det lykkedes ham at komme helt op til Rabin og dræbe ham ved at skyde ham i ryggen på klos hold. Attentatet var nøje planlagt, og det samme var distraktionen af vagten. Og det lykkedes, fordi sikkerhedsvagten ikke opfyldte den opgave, han var blevet stillet. Konsekvensen af det blev i øvrigt, at de fleste sikkerhedstjenester ændrede deres formation. I dag vil man typisk opleve, at der er to sikkerhedsvagter til at lukke formationen.
På grundkurset havde vi alle gode forudsætninger og solide grundkompetencer, men der var både mentale og fysiske forskelle mellem os. Kurset mindede mig om grupperne på vildmarks- og overlevelsesturene til Sverige og de forskydninger i magtbalancen, der hele tiden indsneg sig, efterhånden som de enkelte gruppemedlemmers svagheder og styrker blev tydelige.
År senere, da jeg selv blev instruktør på livvagtsuddannelsen, skulle jeg for alvor erkende, at folks omstillingsevne, sociale kompetencer og evne til at samarbejde og forstå andres følelser er meget vigtige værdier. Jeg har set flere eksempler på, at dygtige folk er blevet vraget til vigtige opgaver, fordi de ikke kunne indgå i et team. En person, der irriterer de øvrige i et team, kan fjerne alles fokus fra opgaven. Den viden er reelt en grundsten for alle specialenheder i politiet og forsvaret: Hvis folk ikke kan indgå i et team, egner de sig ikke til opgaven.
Avanceret køreteknik var også et – særdeles underholdende – element i grundkurset. På Flyvestation Karup fik vi først en teoretisk gennemgang og derefter en praktisk øvelse. Først handlede det om forlæns og baglæns slalomkørsel, derefter en øvelse med katastrofeopbremsning ved høj hastighed. Vi blev også undervist i bremseøvelser i skarpe kurver, svære undvigemanøvrer med hvinende bremser og meget andet. De rigtige beslutninger skulle indøves, så de sad på rygraden. Som livvagter skulle vi være forberedte på, at vi kunne falde i baghold. At vi skulle flygte fra et sted med meget høj hastighed. Og hver eneste gang skulle vi være i stand til at tumle bilen på en forsvarlig måde. Der måtte ikke ske uheld. Vi måtte ikke miste kontrollen.
Efter sådan en dag svedte vi. Med til billedet hørte nemlig, at kørekurset var en stopprøve. Bestod vi ikke prøven i avanceret køreteknik, var det farvel og tak.
Den næste dag øvede vi os i at køre masterkørsel: Alle biler skulle køre i en lang slange efter instruktøren, og der måtte maksimalt være en meter imellem bilerne. Hastigheden rundt på banen var rasende høj – rigelig til at bilerne kunne skride ud i svingene – og alle skulle i løbet af dagen indtage forskellige pladser i slangen.
Vi var knap stået ud af bilerne, før de næste øvelser begyndte. Hurtig ind- og udstigning, nattekørsel, og det blev ved og ved. Efter bare tre dage var vi fuldstændigt udmattede og spændte til bristepunktet af nye indtryk. Vi var helt klart ved at blive livvagter.
Efter tre ugers hæsblæsende uddannelse blev jeg optaget i livvagtstjenesten. Det var mit livs hidtil største arbejdsmæssige drøm, der gik i opfyldelse. Siden den dag, min kollega og jeg havde stoppet kronprinsen på Sydsjælland, havde jeg jævnligt tænkt over de spændende opgaver, som livvagterne løste. Ikke nok med at jobbet gav mulighed for at rejse meget og opleve andre lande; det var samtidig min klare fornemmelse, at man bare ved at være livvagt havde taget et kvantespring frem i karrieren.
Straks efter at have bestået grundkurset indgik jeg i et team, der kunne sættes ind i løsningen af forskellige bodyguard-opgaver. Vi skulle stadig passe vores almindelige arbejde, i mit tilfælde jobbet på Politiskolen. Men hvis der kom officielt besøg til landet – konger, præsidenter eller andre – ville vi i egenskab af livvagter blive indkaldt til ’særlig tjeneste’. Med andre ord var mit nye job som livvagt et deltidsjob, som jeg bestred parallelt med det, jeg i øvrigt havde. Opgaverne som livvagt rangerede dog til enhver tid over jobbet på Politiskolen.
Under grunduddannelsen som almindelige livvagter i politiet havde vi også fået en introduktion til Politiets Efterretningstjeneste, PET. Jeg kan huske, at en af PET’s chefer, der også var leder af tjenestens såkaldte Gammagruppe, var ankommet i en sort Ford Scorpio. En lækker, sort tunet sag med masser af ekstraudstyr. I det hele taget var jeg fascineret af de arbejdsredskaber, som de ’rigtige‘ livvagter havde. De skulle være i stand til at yde førstehjælp på stedet, hvis der skete noget, og derfor var en del af deres udrustning blandt andet en force-økse, som var i stand til at klippe et biltag op. De havde avanceret førstehjælpsudstyr med sig, og de var med deres Neuhausen 9 mm-pistoler også tungere bevæbnet, end resten af politiet var dengang. Via deres job kunne de også forvente, at de ville rejse meget – og over hele verden. Kort sagt: De var de tunge drenge. Sådan føltes det i hvert fald.
Under PET-chefens fremlæggelse af efterretningstjenestens arbejde, var der især to ting, jeg bed mærke i. Nemlig at livvagter under PET var livvagter på fuld tid, og at PET havde ansvaret for sikkerheden omkring kongehuset. Hans præsentation og i særdeleshed mystikken omkring efterretningstjenesten havde tændt en gnist i mig. Uden at han nævnte det direkte, lå der under alt, hvad PET-chefen sagde, at de betjente, der arbejdede som livvagter i PET, var i en liga for sig.
Det var dét, jeg ville! Det var ikke kongehuset som sådan, der var den afgørende faktor. Jeg havde aldrig været specielt interesseret i kongefamilien og vidste kun ganske lidt om dens medlemmer. Nej, det var tjenestens særlige opgaver og mystikken omkring den, der gjorde mig interesseret.
Da grundkurset var overstået, kunne vi søge om at komme ind i PET’s særlige korps af fuldtidslivvagter. Muligheden præsenterede sig på endnu et opslag. Og bare tre måneder efter grundkurset var jeg fuldtidsansat i Rigspolitiets afdeling G – også kaldet Politiets Efterretningstjeneste. Nærmere bestemt i sikkerhedsafdelingen – også kaldet Gammagruppen, der som sit logo brugte det græske bogstav gamma: γ. Min fuldtidsansættelse betød, at jeg måtte vinke farvel til jobbet som lærer på politiskolen.
Jeg vidste, at PET i stort omfang arbejdede forebyggende. Det passede mig godt og lå i tråd med min egen trang til at arbejde præventivt. Jeg vidste også, at PET løbende lavede sikkerhedsvurderinger og risikoanalyser, som lå til grund for, hvilke aktiviteter der skulle sættes i gang for at afværge eventuelle trusler. Også det passede mig fint. For det svarede fuldstændig til det, grundlæggeren af min egen stil inden for karate, Gichin Funakoshi, en gang havde sagt: „At vinde hundrede sejre i hundrede slag er ikke den største færdighed. At besejre fjenden uden at kæmpe, er den største færdighed.“
PET skulle forebygge og vinde slag uden at gå konkret i kamp.
Lige fra begyndelsen kunne jeg mærke, at det nye job ville medføre store forandringer i mit liv. En af de første dage blev der afholdt en introduktionsdag for de nyansattes ægtefæller og kærester. Tanken var, at man ville give de nærmeste et klart billede af, hvad et fuldtidsjob som livvagt indebar. Således fik partnerne fra begyndelsen et nogenlunde realistisk billede af, hvordan hverdagen ville blive for deres mænd eller koner. Langt størstedelen af de ansatte var dog mænd.
Et af hovedformålene med dagen var at give ægtefællerne en forståelse for et af de vigtigste principper inden for sikkerhedstjenesten. Og især ét princip, som i høj grad ville komme til at vedrøre ægtefællerne – nemlig need to know-princippet. Næsten uanset hvor i tjenesten man befinder sig, får man af sikkerhedshensyn aldrig præsenteret alle brikkerne i den opgave eller operation, man skal deltage i. De overordnede uddeler kun lige præcis de oplysninger, som er strengt nødvendige, for at den enkelte kan løse sin egen del af opgaven. Princippet er med til at gøre det besværligt for en eventuel fjende at indsamle oplysninger om en operation. Med andre ord skulle så mange som muligt holdes i størst mulig uvidenhed – dermed svandt risikoen for, at fortrolige informationer slap ud.
Princippet måtte vores ægtefæller og kærester også indstille sig på at leve med. For når vi blev kaldt ud til en opgave, måtte vi ikke fortælle om den. Og hvis vi endelig sladrede, ville hver mand på opgaven kun sidde inde med få og sparsomme oplysninger.
Introduktionen lykkedes til fulde. Min kone Helle var med, og hun fik et klart billede af, hvad mit nye job gik ud på. Hun fik fortalt, hvorfor jeg ikke som andre ægtefolk kunne fortælle hende, hvad jeg havde lavet på mit arbejde den pågældende dag. Helle var også meget fascineret af mit nye job. Og hun var stolt af mig.
Det viste sig dog at være en større belastning, end vi forestillede os i begejstringen over det nye job. En af de ting, jeg hidtil havde gjort for at bearbejde de svære oplevelser i mit arbejde, var at tale om tingene, når jeg kom hjem. Det kunne jeg ikke længere gøre, og det var med til at skabe en yderligere afstand mellem Helle og mig. Når man tænker over, hvor meget man egentlig taler om sit arbejde, så er det nemt at regne ud, at det var noget af en omvæltning, at jeg pludselig slet ikke kunne sige noget. Men Helle accepterede, og vi fortsatte stille og roligt med at leve hvert vores liv. Vi skændtes aldrig – ergo var der ikke noget galt … Jeg havde stadig skyklapper på.
De første dage i PET var det, som om luften sitrede af spænding. Alt var nyt: nye begreber, nye mottoer og nye måder at agere på. Intensiteten blev kun stærkere af, at jeg ikke rigtig kunne forberede mig på, hvad jeg havde i vente. For jeg fik jo intet at vide om forestående opgaver. Også det var en forandring i forhold til det, jeg kendte.
Jeg havde været i politiet i næsten ti år og havde et fornuftigt generalieblad. Jeg havde opført mig ordentligt, men med min ansættelse i PET skulle jeg alligevel sikkerhedsgodkendes, så jeg kunne få adgang til hemmeligstemplede papirer. Jeg ville jo i sagens natur komme i besiddelse af hemmelige oplysninger, når jeg skulle være livvagt for kongehuset. Ansatte i PET kørte derfor ud og snakkede med mennesker, som kendte mig. De snakkede selvfølgelig med min familie, men også med venner, kammerater, naboer, kolleger og karateudøvere. PET undersøgte alt omkring mine politiske aktiviteter for at sikre sig, at jeg ikke havde yderligtgående sympatier på en af de politiske fløje. Jeg havde nærmest aldrig skænket politik en tanke, så det var i hvert fald ikke et problem. Tilsvarende undersøgte PET alt omkring min privatøkonomi, for man kunne heller ikke leve med, at min pengesager var så flossede, at jeg var et let offer for bestikkelse: hænger den enkelte livvagts økonomi i laser, findes der måske en pris, der kan udløse hemmelige oplysninger om et menneskes færden. Som alle andre nyansatte gav jeg PET fuld adgang til mine mest private økonomiske oplysninger. Og sikkerhedsgodkendelsen kom i hus.
Med ansættelsen i Gammagruppen skulle vi tilpasse os en række regler. De skrevne regler var helt utvetydige. Vi ville som livvagter være underlagt de samme regler som ganske almindelige polititjenestemænd. Vi ville være underlagt retsplejelov, straffelov og al anden lovgivning, eksempelvis omkring omgang med informationer. Arbejdet var forbundet med en tavshedspligt. Vi måtte ikke videregive informationer som var stemplet ’fortroligt’, ’hemmeligt’ eller ’yderst hemmeligt’. Det gjaldt også informationer, som vi fik overbragt mundtligt ud fra need to know-princippet. Det er en uskreven regel, at man ikke bryder tavsheden omkring det, man blev vidne til af intime detaljer, private momenter, personlige kriser, sygdom eller andet, der berører kongefamilien eller de andre VIP’er, som sikkerhedstjenesten beskytter. Hverken så længe man er i den hemmelige tjeneste, eller når den dag oprinder, hvor man bliver nødt til at træde ud af elitekorpset.
Som livvagt gjaldt der også andre regler omkring vores brug af våben. Livvagterne er trænet på en anden måde end almindelige politifolk, som typisk vil få tid til at afgive et varselsskud. Dét ville vi ikke kunne forvente at få tid til. Politimænd skyder for at pacificere en angribende gerningsmand. De skyder efter hans arme eller ben for at stoppe ham. Og kun for at stoppe ham. Men hvis vi som livvagter skulle få brug at trække vores våben, så ville det ske med det formål at nedkæmpe et angreb med de nødvendige magtmidler. Det ville typisk betyde, at vi måtte skyde den angribende gerningsmand i kroppen eller hovedet i første skud – af den simple grund, at et menneske, der bliver skudt i arme eller ben får et adrenalinchok, der dulmer smerten efter skuddet og åbner mulighed for at fortsætte angrebet. Det måtte vi gøre alt for at forhindre. Hvis vi kom i en sådan situation, var det en del af vores job at skønne, om angrebet havde en karakter, som gjorde, at det måtte nedkæmpes ubønhørligt. Hvis det havde, måtte vi skyde for at dræbe.
I de syv år jeg var livvagt for de kongelige, blev jeg heldigvis aldrig tvunget til at foretage det skøn.
Ikke desto mindre tænkte jeg i den første tid som livvagt ofte på det, jeg havde lært på Politiskolen om politiets magtbarometer og anvendelsen af politiets magtmidler. I løsningen af de politimæssige opgaver, herunder også de livvagtsmæssige, skulle politiet til enhver tid tage udgangspunkt i den mildest tænkelige anvendelse af magtmidler. Først skulle man udvise myndig og sikker adfærd for at signalere, at man ikke ønskede at optrappe en situation, og så i øvrigt forsøge at tale sig til rette. Fungerede det ikke, kunne man gå op af barometeret og bruge fysisk kontakt, eventuelt førergreb eller andre fornødne greb, der kunne pacificere en truende mand. Eventuelt tage et skridt yderligere op og gøre brug af håndjern eller strips. Eventuelt – om der var tid til det – tilkalde en hundepatrulje, der kunne bringe tjenestehunde ind som et magtmiddel. I sidste ende trække sin knippel. Ultimativt sit skydevåben. Kniplen måtte kun bruges i absolut nødstilfælde – i ’forberedt nødværge’ – og pistolen kun til at pacificere en gerningsmand, ikke til at slå ham ihjel.
For en livvagt gjaldt i princippet de samme regler. Men livvagten ville, hvis ikke andre magtmidler fungerede, bedre kunne forsvare nødvendigheden af at skyde en angribende gerningsmand i kroppen eller hovedet i første skud. Politiets skydereglement giver i dag mulighed for at affyre dræbende skud, hvis der er overhængende fare for eget eller andres liv. Om det er tilfældet, beror hver eneste gang på et skøn. Men er en af de kongelige i fare, vil politiets magtbarometer hurtigere blive fuldt udnyttet.
I England har man efter bombesprængningerne i Londons undergrundsbane i 2005 skærpet politiets beføjelser. Der skyder man nu efter en gerningsmands hoved for at sikre, at han ikke kan nå at udløse eventuelle bomber. I Danmark har magtbarometeret efter manges mening også skiftet karakter, alene af den grund at der er kommet flere magtmidler til. Siden 2006 har flere jyske politifolk for eksempel været udstyret med peberspray som en del af et forsøg.
Da jeg var blevet ansat i Gammagruppen drog jeg og mine kolleger rundt i landet for at besigtige de slotte, som kongefamilien benytter sig af. Vi besøgte Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg og Gråsten Slot. På hvert eneste slot fik vi en grundig rundvisning og redegørelse for, i hvilke afdelinger og rum kongefamilien typisk ville opholde sig. Det gav os et klart billede af, hvor de royale ville være i forhold til os, når vi var på vagt. Vi ville tilbringe en betydelig del af vores tid på slottene i nærheden af kongefamiliens private gemakker, og derfor måtte vi vide præcis, hvordan rummene var indrettet. På alle slottene blev flugtruterne nøje gennemgået. Uanset om det var brand, krig eller et attentat, der udløste det, skulle vi være i stand til hurtigt og sikkert at evakuere kongefamilien.
Rundvisningen på Fredensborg var særlig grundig. Dronningen opholder sig ofte på Fredensborg, og det er også der, hun modtager officielle gæster. Vi blev udstyret med et kort og vist rundt på slottet fra kælder til kvist. Undervejs fik vi selvfølgelig nogle historier om rummene og deres historie, og selv i dag vil jeg stadig kunne finde vej gennem salene, værelserne og kamrene i bælgragende mørke og med bind for øjnene. Mens jeg fortæller om hvert eneste rum.
Uden for slottet var der en såkaldt perimetersikring. Det betød, at inden for en bestemt afstand fra slottet var det kun folk med en særlig sikkerhedsgodkendelse, der måtte opholde sig: livgarden, slotsforvalteren, andre med tjenestefunktioner på slottet og så selvfølgelig politiet. Andre havde ingen adgang og ville derfor uden videre kunne anholdes af politiet eller stoppes af garden.
Kongehusets slotte er ikke bare omgivet af mure, hegn og porte. De er også udstyret med sindrige, højteknologiske alarmsystemer. Alligevel fik vi gang på gang at vide: Man kan aldrig – uanset perimetersikring, sikkerhedsgodkendelser og politiets tilstedeværelse – gardere sig 100 procent imod attentater mod kongehuset. Hvis en person eller en gruppe beslutter sig for at angribe et medlem af kongefamilien, er det teoretisk muligt, at det vil lykkes. Hvis vi skulle beskytte kongefamilien fuldstændig, skulle de bo i en bunker under jorden og aldrig komme ud. Men så ville hele idéen med at have et kongehus være svær at få øje på. Derfor har man i Danmark valgt at gøre kongefamilien forholdsvis synlig og tilgængelig, selvom det objektivt set øger risikoen for et attentat.
Når medlemmer af kongefamilien for eksempel kører i åben karet, er de forholdsvis udsatte, men den risiko har man valgt at leve med. Hvad de færreste dog kan se, er at der fra PET’s side ligger en betydelig forberedelse forud for turen. Inden kongefamilien tager karetturen, har der været et hav af telefonsamtaler, møder, rekognosceringsture og lignende. Tilskuerne oplever en karet, der kører ned gennem Strøget med et vinkende regentpar – men det er kun en lille del af det samlede arrangement set fra PET’s side. Man har planer for alt undervejs: planer i tilfælde af, at nogle får et ildebefindende. Planer i tilfælde af attentater – og alternative ruter, hvis noget går galt. Umiddelbart kan man tro, at det er let at angribe dronningen, når hun sidder i en åben karet. Men der er mange usynlige elementer i sikkerhedsopgaven, som alle er med til at mindske risikoen for, at et angreb finder sted og lykkes. Ni tiendedele af sikkerhedstjenestens arbejde ligger i forberedelserne – kun en tiendedel i selve udførelsen. Og ni tiendedele af den sidste tiendedel er usynlig.
Alt det skulle jeg snart blive klogere på efter min ansættelse i PET’s sikkerhedsafdeling. I de første dage var al informationen, alle besøgene på slottene og alle de nye indtryk mere end rigeligt at forholde sig til.
På turen rundt til slottene besøgte vi som nævnt også Amalienborg. Her blev vi præsenteret for hofmarskal Søren Haslund-Christensen, som bød os velkommen med en ganske kort introduktion til kongefamilien og hoffet. Efter hans lille velkomsttale annoncerede han, at vi ville komme i audiens hos dronningen. Det var vi ikke forberedte på, og en spændingsladet nervøsitet bredte sig blandt os. De fleste af os kiggede diskret ned af os selv for at se, om vi havde pletter på slipset eller mudrede sko. Det er ikke hverdagskost at møde dronningen, og det satte virkelig tingene i perspektiv.
Alt det, jeg havde gået og dannet mig billeder af i mit hoved, blev pludselig meget virkeligt og konkret. Haslund-Christensen fulgte os gennem salene, og imens løb tankerne gennem mit hoved. Jeg var på vej gennem et slot, jeg passerede gamle malerier og smukke mahognimøbler og var på vej op til landets regent. Et eller andet sted følte jeg ikke, at jeg passede ind i det billede. Jeg var jo bare en ganske almindelig fyr fra Hvidovre. Jeg forsøgte at berolige mig selv ved at sige, at jeg i realiteten bare var på vej op for at hilse på min nye arbejdsgiver. Det var jo hende og hendes familie, jeg fremover skulle passe på. Jeg var ansat i politiet, og nu skulle jeg møde den øverste i hierarkiet, chefernes chef. Værre var det jo ikke!
Alligevel var der noget meget andægtigt ved det hele. Jeg kunne pludselig forstå det, jeg havde læst om folk, som blev berørt af deres første møde med dronningen. Deres nervøsitet og tanker omkring den korrekte etikette kunne jeg pludselig mærke helt op i hårrødderne.
Jeg vidste næsten intet om kongefamilien. Jeg havde aldrig fulgt dem i medierne, jeg vidste intet om deres forbindelse til andre kongehuse, om familiemæssige relationer eller vennekredsen. Det eneste, jeg vidste en smule om, var landets historie – og dermed kongefamiliens placering i danmarkshistorien. Det var ikke afgørende for mit job, om jeg var royalist eller ej. Så længe jeg påtog mig jobbet som livvagt med de risici, det indebar, var det fint nok. Selvfølgelig var PET helt klar over, at jeg nærede sympati og respekt for kongefamilien. Men jeg var ikke en af dem, der fulgte med i deres gøren og laden.
Mens vi vandrede op mod salen, hvor vi skulle møde dronningen, kom jeg i tanke om, at mine eneste egentlige minder om de royale fra min barndom var kongens og siden dronningens nytårstale i fjernsynet samt et enkelt minde om, at jeg som 12-årig sad sammen med min mor og far foran et gammelt fjernsyn og fulgte begravelsen af den gamle kong Frederik og udnævnelsen af Margrethe til ny dronning af Danmark. Dengang syntes jeg bare, det var vældig mærkeligt, at Jens Otto Krag stod på en balkon og tre gange råbte: „Kongen er død, Dronningen længe leve.“
To-tre år efter dronningens udnævnelse havde jeg været inde på Amalienborg Slotsplads på dronningens fødselsdag. Men større havde interessen for kongefamilien altså ikke været hjemme hos os i Hvidovre.
Hofmarskallen stillede os op på række i en af palæets sale. Jeg kiggede mig lidt omkring og nød synet af de mange malerier på væggene. Det var et smukt rum holdt i mørke farver og med marmorgulv. Alt sammen med til at gøre stemningen højtidelig. Et øjeblik efter kom majestæten ind. Hun hilste på os alle sammen og gav hver eneste af os hånden. Vi sagde vores navn og bukkede. Derefter trådte hun ud midt foran os, og hofmarskallen briefede os ganske kort om de ønsker og forventninger, som kongehuset havde til os. Vi svarede ultrakort på nogle af de ting, vi fik at vide. Men hele tiden henvendte vi os til hofmarskallen. Der var ikke nogle af os, der talte direkte til dronningen, men når vi talte, kiggede hun på os og smilede. Der var bestemt ikke noget afmålt eller uvenligt over hende. Tværtimod. Alligevel var vi alle sammen usikre på etiketten og på, hvordan vi skulle gebærde os.
Med audiensen var vi formelt blevet knyttet til kongefamilien som livvagter. Jeg var pludselig – helt konkret – trådt ind i majestætens hemmelige tjeneste.
Det var ikke uden stolthed, at jeg kom hjem til min mor og far og fortalte, at jeg havde været i audiens hos dronningen. Min far modtog historien med ordene: „Jeg har engang serveret for dronningen.“
Jeg kunne ikke lade være med at føle et svagt anstrøg af irritation over for ham. Barndommens følelse af ikke at blive set, boblede op i mig igen. Men midt i irritationen gik det dog også op for mig, at min irritation ikke stak dybere end til netop … en svag irritation. Jeg var ved at være ovre det. Min far var en ældre herre, der hele tiden faldt tilbage i de gamle mønstre og måder at opføre sig på. Det havde gjort ondt på mig, da jeg var barn. Men nu stod jeg her. En ung mand med fremtiden for sig og en klar fornemmelse af at have succes i sit liv.
I december 1992 inviterede dronningen alle livvagter og ægtefæller på julegløgg i Riddersalen på Christiansborg Slot. Det var kun to uger efter min ansættelse i PET. Jeg kunne ikke nære mig for at prale lidt med det over for min far. Og dér måtte han give op. Han kunne ikke længere overtrumfe mig …
STOCKHOLM
I december 1993 var kronprins Frederik officiel gæst ved Nobelprisfesten i Stockholm og den efterfølgende gallamiddag på byens rådhus. Et hav af kendte og kongelige var inviteret til arrangementet og adskillige landes sikkerhedstjenester myldrede ind og ud mellem hinanden. Størstedelen af arrangementet ville blive tvtransmitteret, og der ville være fuld opmærksomhed på alt, selv på transporten mellem de forskellige locations.
En kollega og jeg skulle med til Stockholm, men overlod – som det er kutyme i et fremmed land – det sikkerhedsmæssige hovedansvar til vores lokale kolleger. I dette tilfælde de svenske. Vi blev modtaget i Arlanda lufthavn af to svenske livvagter og en svensk chauffør. Forinden havde vi selv været i Stockholm for at gennemgå alle de steder, hvor kronprinsen ville være i løbet af sit ophold.
Det betød, at vi vidste præcist, hvor i de forskellige rum vi skulle sidde i forhold til kronprinsen, hvor alle andre VIP’er skulle sidde, og hvor alle de øvrige regenters livvagter skulle sidde. Endelig vidste vi, hvor trapper og døre i rummene var, og hvor flugtvejene var. Vi kendte de trafikale forhold omkring bygningerne og vidste, hvor der var vejarbejde i området. Vi havde styr på parkeringspladser, og i hvilken rækkefølge de prominente gæster ville ankomme. Detaljerne er meget vigtige, når man planlægger så stor en begivenhed. Det er ikke ligegyldigt, hvilken vej en dør åbner. Der er lagt planer for, hvordan man evakuerer alle gæsterne, uden at de forskellige livvagter går i vejen for hinanden og på den måde skaber yderligere problemer. Selv højden på kantstenene i de gader, som vi regnede med at køre igennem, havde vi som en del af forberedelserne tjekket, målt og tjekket påny. Måske skulle vi i en presset situation forcere dem, og så nyttede det ikke noget, hvis de var for høje til at bilen kunne klare dem. Vi havde planlagt alternative ruter og undersøgt miljøet i Stockholm i al almindelighed. Rådhuset, hvor gallamiddagen skulle foregå, var nogle dage forinden blevet gennemsøgt af bombehunde og forseglet. Derefter var det kun folk, der på forhånd var sikkerhedsgodkendt, som kunne komme ind i området omkring rådhuset.
Når så mange kendte og kongelige er sammen i ét hus, bliver huset rent sikkerhedsmæssigt betragtet som ’et objekt’. Det vil sige, at man helt overordnet går fra personbevogtning til objektbevogtning. Man lægger simpelthen nogle sikkerhedsringe omkring huset og bevogter bygningen, hvor alle gæsterne befinder sig. At gå fra personbevogtning til objektbevogtning betød ikke, at vi overlod hele ansvaret for sikkerheden til de svenske sikkerhedsfolk, der havde objektbevogtningen. Vi lagde ikke ansvaret fra os. Sikkerheden blev bare udbygget. Inde i bygningen var sikkerhedsniveauet endnu højere end udenfor. Selvom alle, der er til stede, er sikkerhedsgodkendt, skal man passe på ikke at henfalde til rutiner og blive alt for uopmærksom. Tværtimod. Det er netop der, man skal skærpe sin opmærksomhed og forvente det uventede og det utænkelige.
Under selve gallamiddagen sad jeg helt ude i periferien i den store sal. Jeg sad, så jeg kunne se ind i backstageområdet, og jeg kunne konstatere, at vi ikke var de eneste, der havde brugt lang tid på forberedelser. Der var 2.000 mennesker til stede til gallamiddagen, og jeg kunne ikke lade være med at beundre tjenerstabens præcision. Alle var i hvide jakker og ulasteligt påklædt – og for hver to gæster var der en tjener! Cheferne for tjenerstaben var iført headsets, så de hele tiden var i kontakt med køkkenet. Samtidig skulle de stille deres tropper op og gennemføre en fejlfri servering af fem retter mad til de tusinder af gæster. Hektisk aktivitet var næsten ikke dækkende for det, der foregik bag kulisserne.
Inde i rådhussalen, hvor gæsterne sad, kunne man overhovedet ikke mærke, at der var ekstremt travlt i køkkenet og backstage. Der lød den muntre summen af glade mennesker, der taler med hinanden, diskret klirren af bestik og klinken af glas. Højhælede sko klik-klakkede mod marmorgulvet, når en kvinde rejste sig. Tv-seerne, der fulgte gallamiddagen, kunne ikke se, at der var et massivt opbud af sikkerhedsfolk i salen. Vi var bænket omkring bordene side om side med de officielle gæster, klædt som dem. Men vi var alle bevæbnede. Var alle på arbejde.
Det var en særlig oplevelse at sidde i sådan et selskab. Når tjenerne serverede, kom de gående ind i lange, snorlige rækker. Derefter stillede de sig skråt bag hver gæst, og så – på én gang – trådte de alle et skridt frem og serverede maden. Mellem retterne var der underholdning. Jeg husker bedst, at Barbara Hendricks sang en arie. Det var gribende og smukt.
Men trods alt det havde min kollega og jeg vores primære fokus på kronprinsen, der sad centralt ved højbordet, side om side med Toni Morrison, der havde modtaget Nobelprisen i litteratur. Kronprinsen var fra PET’s side på forhånd informeret om, hvilke forholdsordrer vi havde i en krisesituation. Frederik havde været på nogle af vores interne kurser, og ud over at give ham en skæg dag, hvor han både havde kørt ræs på en lukket bane og været en tur på skydebanen, havde det også givet ham en god indsigt i vores arbejdsmetoder. I takt med at kronprinsen var blevet ældre, var han også blevet bedre til at håndtere den byrde, det var altid at være overvåget. Så han vidste udmærket, at han bare skulle koncentrere sig om at være gæst og bordherre for Toni Morrison. Han skulle ikke spekulere på flugtveje og lignende. Men hvis der skete noget, ville han være klar over, hvordan det gik for sig, og kunne derfor slappe af nu.