I mine første måneder som livvagt for kongefamilien var jeg livvagt skiftevis for dronningen og kronprinsen, og nytårsaften 1992 var min første vagt for Danmarks kommende konge. Året før havde aviserne skrevet om kronprinsens nytårsaften, fordi han og hans daværende kæreste var blevet taget for at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Denne aften skulle han holde nytårsfest på Amalienborg, og hele området omkring indkørselen til palæet var belejret af journalister og fotografer, fordi skandalehistorien fra året før stadig var i spil. Som sultne ulve ventede pressekorpset på en ny katastrofe, men kronprinsen blev på slottet hele aftenen og natten med.
Jeg var ny og med mine 32 år en relativt ung familiefar, der havde fået valget mellem at være på vagt juleaften eller nytårsaften. Jeg havde valgt nytårsaften, fordi jeg så kunne være hjemme hos min familie juleaften. Min kollega og jeg – vi var altid to på vagt ad gangen – mødte ind om eftermiddagen og lavede et vagtskifte, så de to andre kolleger kunne komme hjem og holde nytårsaften. Vores vagt ville strække sig ind i det nye år – til næste formiddag.
Vi fik en kort briefing af kronprinsens livrist, som skulle forestå den store fest om aftenen, og fik at vide, hvem der skulle komme, og hvornår de skulle komme. Vi blev informeret om, hvor festen skulle holdes, og hvordan man regnede med, at festen ville forløbe. Ved midnat skulle der blandt andet affyres fyrværkeri fra tagetagen, og der var planlagt en række overraskelser til gæsterne.
Gæsterne var kronprinsens bedste venner – den faste inderkreds – samt nogle mere perifære bekendte. I alt var et halvt hundrede mennesker inviteret. Festen skred frem i al stilfærdighed. Af og til kom gæster ned i gården for at ryge eller snakke, men ellers mærkede vi intet til festlighederne, der foregik to etager over os. Vi var bare til stede og på tilkald, men fik i øvrigt samme fantastiske nytårsmenu som gæsterne.
Det var første gang, jeg var på arbejde på Amalienborg, og det undrede mig, hvor stort et presseopbud, en nytårsaften på slottet kunne fremmane. Jeg var ude at kigge til dem flere gange og undrede mig over, at de mange fotografer og journalister gad bruge deres aften og nat på at vente i kulden på et billede eller en flig af en historie. Først omkring klokken tre om morgenen forduftede de sidste. Selv fik jeg imidlertid sat perspektiv på mit forventede så glamourøse og actionprægede arbejde som livvagt. Faktisk var det tæt forbundet med journalisternes arbejde på et enkelt punkt: ventetiden.
Størstedelen af min vagt den nytårsaften bestod i at vente. Det var ikke glamourøst. Og det var absolut ikke actionpræget. Jeg kunne fortælle venner og bekendte, at jeg havde tilbragt min nytårsaften på Amalienborg, og alle syntes, at det lød meget spændende. Men i realiteten bestilte vi ikke andet end at vente. I de næste mange år skulle scenariet fra denne nytårsaften gentage sig i det uendelige. Andre steder og andre tidspunker, men altid den samme venten. Jeg vænnede mig hurtigt til denne del af jobbet – og endte faktisk med at nyde den. Men det var absolut et aspekt af mit arbejde, jeg ikke havde tænkt på, før det blev virkelighed.
Selvom den nytårsaften var mit første job som livvagt for kronprinsen, mødte jeg ham ikke rigtigt, og da jeg kom tættere på under min næste vagt, blev det en noget akavet oplevelse. En kollega og jeg skulle eskortere kronprinsen og prins Joachim på en tur til Århus. De kørte i en bil, og vi fulgte efter i vores. Vi kørte tværs over Sjælland og direkte om bord på en Storebæltsfærge, som var adviseret om, at prinserne ville komme. På færgen var der gjort plads til, at vi kunne parkere i umiddelbar nærhed af en elevator, hvorfra vi kunne køre direkte op til kaptajnen på broen. Her skulle prinserne opholde sig under overfarten. Min kollega sagde, at jeg skulle følge med prinserne op, mens han parkerede.
Så dér stod jeg i en lillebitte elevator sammen med prinserne. Det var en meget underlig fornemmelse. Hvad skulle jeg sige? Skulle jeg præsentere mig? Sige hej? Jeg anede det ikke. Elevatorturen tog kun ti sekunder, og ingen af os nåede at sige noget. Dørene gik op, og prinserne gik ind i kaptajnens lukaf. Jeg ventede udenfor, indtil min kollega kom op – og slappede først af, da han var der. Han havde kørt med kronprinsen i nogen tid og kendte i det hele taget til omgangsformen.
Rejsen til Århus var en rekognosceringstur forud for Frederiks studie på universitetet i Østjylland. Men da jeg stod i elevatoren, vidste jeg ikke, at jeg i de følgende år skulle komme til at tilbringe endog rigtig meget tid i Århus sammen med ham.
Man skulle holde tungen lige i munden, når man vekslede mellem at passe på dronningen og kronprinsen. Dronningen er et menneske med faste rutiner, og ofte har hun et fastlagt program fra morgen til aften. Som livvagter for dronningen skulle vi klæde os i overensstemmelse med de opgaver og omstændigheder, der ventede os. Alting var velplanlagt og gik som efter en snor. Anderledes forholdt det sig med kronprinsen. Han levede i større omfang i to verdener. Den ene verden var den, hvor han havde fri og spontant mødtes med sine venner. I den anden verden havde han officielle pligter. Også her skulle vi klæde os i overensstemmelse med den dresscode, der gjaldt for det pågældende arrangement, men langt oftere handlede det om hurtig omklædning fra det fine jakkesæt til afslappet sportstøj.
Frederik var ung og spontan. Han kunne tidligt om morgenen finde på, at han ville begynde dagen med at løbe en tur. En time senere kunne han sidde på en café blandt kammeraterne, og om aftenen var han ofte inviteret ud til en officiel middag eller sammen med sine venner. Det stillede store krav til vores tilpasningsevne. Vi skulle jo ikke vække unødig opsigt. Og man vækker altså unødig opsigt, hvis man sidder på en afslappet café og drikker sodavand i smoking … Kronprinsens livvagter var ret gode til hurtige omklædninger.
Som udgangspunkt tiltalte vi dronningen ’Deres Majestæt’ og kronprinsen ’Deres Kongelige Højhed’, men under mere uofficielle omstændigheder blev omgangstonen i forhold til den unge kronprins hurtigt en anden. Kun når der var andre til stede, eller situationen gjorde, at der kunne opstå tvivl om vores formelle rolle, var det den korrekte tone, vi anlagde. Vi pendlede konstant mellem den formelle og uformelle omgangsform, når vi var med kronprinsen, og vi tilpassede omgangsformen til øjeblikkets omstændigheder. Helt anderledes end med dronningen, hvor rutinerne var ufravigelige.
Kulturelt fik jeg min ilddåb med dronningen. Alle ved, at majestæten er et uhyre dannet menneske med stor appetit på kunst og kultur. Hun gik især meget i Det Kongelige Teater. Der havde jeg aldrig selv været, før jeg blev ansat i PET. Men jeg fik smag for både teatret, balletten og operaen. Jeg blev vidne til kunst og kultur, som jeg ikke havde oplevet før, og som jeg nok aldrig var kommet i kontakt med, hvis det ikke havde været for mit nye job. Det var en fantastisk og uventet sidegevinst, og jeg går stadig i teatret, når jeg har mulighed for det.
Dronningen benyttede sin egen indgang og sin egen loge. Normalt blev hun slet ikke bemærket, før hun dukkede op i sin loge på teatersalens balkon. Folk rejste sig andægtigt og satte sig først igen, når hun havde sat sig. Vi – hendes livvagter – havde faste pladser på balkonen i umiddelbar nærhed af dronningelogen. Når hun skulle i teatret, foregik det altid på den måde, at hun satte sig ind på bagsædet i en af kongehusets krone-biler. Kongehusets biler benævnes alle ’krone’ efterfulgt af et nummer. Krone-bilen havde altid en rutineret chauffør ved rattet, og når den forlod Amalienborg Slot, fulgte vi efter. Den lille kortege kørte for eksempel ad Store Kongensgade mod Kongens Nytorv, og straks kortegen forlod Amalienborg, kaldte vi politiet over radioen og fortalte, at vi var på vej. Politiet ringede derefter til teatret og meddelte, at dronningen var på vej, så teateret kunne gøre klar til modtagelsen.
Når bilerne nåede Kongens Nytorv, svingede de hen forbi teatret og drejede nogle få meter ned ad Tordenskjoldsgade, hvor dronningen blev sat af ved sin egen indgang. Hvis der var et officielt program, ville teaterdirektøren tage imod hende, men på en almindelig hverdag, var det den ældste kontrollør, der tog imod og fulgte hende op i logen sammen med den ene livvagt. Når den lille kortege nåede teatret, sprang livvagten i passagersædet ud og eskorterede dronningen ind i teatret og op i logen, mens den anden livvagt parkerede bilen. Når vi skulle derfra, var det samme procedure. Cirka et kvarter før afgang hentede den kørende livvagt bilen, kørte op bag krone-bilen og kørte tilbage til Amalienborg Slot eller eventuelt Fredensborg Slot. Dermed var teaterturen overstået.
Sandsynligheden for at dronningen spontant traf en beslutning om, at hun ville i teatret, var ikke til stede. Der var alt for mange brikker og folk, som skulle involveres på alt for kort tid. I hendes liv var næsten alt planlagt. Trusselsniveauet mod dronningen var lavt, men skrækscenariet var, at der udbrød brand på teatret, eller at dronningen blev involveret i et trafikuheld på vej til teatret. Derfor var vores hovedfokus på evakuering i teatret og assistance, hvis nogen påkørte krone-bilen. I Det Kongelige Teater var vi bekendt med alle flugtveje og sikre på, hvad vi skulle gøre, hvis der opstod brand og eventuelt panik. Vi vidste, hvordan vi hurtigst muligt kunne få dronningen ud.
Hvis en bil brasede ind i siden på dronningens krone-bil på vej til eller fra teatret, og hun kom til skade ved ulykken, vidste vi tilsvarende, hvordan vi skulle udføre førstehjælp, indtil ambulancen nåede frem. Også det var vi forberedt på.
Af sikkerhedsmæssige grunde kører livvagter altid i deres egen bil – og bagved den bil, som objektet er i. Vi kørte aldrig forrest, for det er ikke hensigtsmæssigt, at man hele tiden skal orientere sig i bakspejlet. I England bruger man eksempelvis også at have en livvagt i objektets bil. Der har på den måde været eksperimenteret en del med løsningsmodellerne, men i Danmark er man hele tiden vendt tilbage til den konklusion, at man er hurtigere og har et bedre overblik ved at køre bagved. Desuden har man et ekstra, brugbart køretøj, som man kan anvende, hvis der sker noget med dronningens bil. Det var og er argumentet for, at det er den model, man har valgt i Danmark.
Argumentet i England er, at man – ved at have en livvagt siddende i objektets eller VIP’ens bil – er i direkte dialog med det menneske, som man skal passe på. Det kan være en fordel, hvis personen får lyst til at træffe andre beslutninger end de på forhånd aftalte. Så vil livvagten i bilen øjeblikkeligt kunne meddele dette til de øvrige vagter i bilen bagved.
Men en livvagt i objektets bil er udsat. Hvis bilen forulykker, kan han selv risikere at blive såret og på den måde være ude af stand til at hjælpe sin arbejdsgiver. Lady Dianas livvagt sad for eksempel i hendes bil, da de forulykkede i Paris. Han kom slemt til skade og kunne ikke yde nogen form for hjælp. Havde han siddet i sin egen bil bagved hendes, kunne han måske have været til større hjælp eller ligefrem forhindret paparazzierne i at nå frem. Endelig kunne han – om nødvendigt – have brugt sin bil som et våben og torpederet fotograferne eller andre, der måtte have ønsket at gøre Lady Diana fortræd.
En helt særlig udfordring er, at kongehusets medlemmer hyppigt forlader Danmark – og vagttjenesten følger naturligvis med. Men når de kongelige er i udlandet, er det den lokale sikkerhedstjeneste, der har det overordnede ansvar for sikkerheden. Som livvagter må vi så tilpasse os de lokales måde at operere på. Det sker ud fra en betragtning af, at vi i sådan en situation er på udebane, i fremmed territorium, under fremmed lovgivning. Tjenesten tilpasser sig det pågældende lands måde at drive sikkerhedstjeneste på og koncentrerer sig alene om at beskytte dronningen under de rammer, som udebanen byder.
I maj 1993 var jeg med dronningen og prinsgemalen på officielt besøg i Frankrig. De var i Paris for blandt andet at tilse arbejdet med Bjørn Nørgaards gobeliner til Christiansborg Slots riddersal. I og med at det var et officielt besøg, stod franskmændene for sikkerheden. Jeg var stadig forholdsvis ung i tjenesten, men syntes alligevel, at jeg havde et vist blik for, hvordan man bedst sikrede dronningen. Derfor var det også overraskende for mig som livvagt at opleve den franske sikkerhedstjeneste. Især én situation udstillede forskellen, og jeg priste mig lykkelig for, at vi håndterede sagerne noget anderledes i Danmark.
Vi kørte i kortege ned ad Champs Elysées, Paris’ smukke hovedstrøg. Forrest kørte en politibil, derefter bilen med dronningen og bagest de danske livvagter i en tredje bil. Vi var på vej ad boulevarden til et museum, som dronningen skulle besøge. Der var meget trafik i gaden, så vores kortege kom kun langsomt frem, og franskmændene sparede hverken på lygter eller horn. Ingen i miles omkreds kunne være i tvivl om, at der kom en kortege med udrykning. Som de fleste, der har besøgt byen, vil vide, er Paris kendt for en helt enestående form for trafikalt anarki. Folk parkerer glad og gerne i både anden og tredje position, og respekten for udrykningskøretøjer er på niveau med franskmændenes respekt for udenlandsk vin.
For de franske sikkerhedsfolk udviklede situationen sig til en noget pinlig affære, da tidsplanen efterhånden skred mere og mere, og på et tidspunkt fik den franske sikkerhedschef nok af den langsommelige trafik. Han satte sig simpelthen op i vinduet i politibilen, og mens han med en hånd holdt han fast i et håndtag inde i bilen, brugte han den anden til at slå omkring sig. Han bankede febrilsk løs på taget af andre biler og på hjelmene af scooterkørerne, mens han råbte og skreg. Underholdningsværdien var høj, men selvfølgelig skete der intet. I hvert fald intet konstruktivt. Og dronningen blev en del forsinket. Den franske sikkerhedschef var rasende.
Ved at køre langsomt med udrykning påkalder man sig uforholdsmæssig megen opmærksomhed – og det ville være helt utænkeligt i Danmark. Her ville vi have kørt kortegen med brug af motorcykler, der langt fremme kunne have vinket trafikken ind til siden, eller også ville vi i al diskretion have forsøgt at liste dronningen frem igennem trafikken – uden anvendelse af sirener. Og jeg kan med sikkerhed sige, at vores chef aldrig ville sidde i bilvinduet og banke sine medtrafikanter i hovedet …
Mens vi var i Paris, boede vi på et fornemt hotel, der hed Plaza Athénée. De hoteller, kongehuset benytter, opfylder alle en sikkerhedsmæssig standard eller norm. De har en placering og konstruktion, som gør det nemt for den lokale sikkerhedstjeneste at løse opgaven.
Da den daværende amerikanske forsvarsminister, Caspar Weinburger, på et tidspunkt var på officielt besøg i Danmark, blev han indlogeret på SAS-hotellet på Amager. I den anledning valgte de amerikanske marineinfanterister ganske enkelt at gøre en hel etage på hotellet til amerikansk område og blokere for elevatorernes adgang til etagen. Det er en meget amerikansk måde at løse opgaven på.
Risikovurderingen for dronning Margrethe og prins Henriks besøg i Frankrig var en anden, end når en amerikansk forsvarsminister kommer til Danmark. Men naturligvis blev de indlogeret på et hotel, der levede op til de sikkerhedsmæssige standarder, som PET krævede. Regentparret boede i en af hotellets suiter, og min kollega og jeg boede i hvert vores værelse direkte op til regentparret. Kommunikationen mellem dem og os var af meget praktisk karakter: om biler og forestående besøg. Størstedelen af dialogen skete via en adjudant eller en hofdame.
En aften, da vi kom hjem til hotellet efter et besøg i operaen, fulgte min kollega og jeg dronningen og prinsgemalen hen til døren til deres suite. I stedet for en nøgle havde de et plastickort med magnetstribe, hvilket var helt nyt dengang. Vi fulgte med dem, til vi stod to-tre skridt fra døren. Vi kunne hurtigt se, at prins Henrik havde svært ved at få døren låst op. Jeg spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med.
„Måske kan De få nøglen til at virke,“ spurgte han. Jeg forsøgte tre gange og kunne stadig ikke få lyset til at skifte fra rødt til grønt i den avancerede dørlås.
„Nå, bliver det til noget,“ sagde dronningen med et glimt i øjet.
Fjerde gang lykkedes det at få døren op.
Det var befriende, at dronningen anlagde en humoristisk tone i den situation, men ellers var kontakten mellem hende og os præget af en naturlig, ærbødig distance.
Selv sådan en lille oplevelse med døren sætter tanker i gang hos en livvagt. Hvis døren ikke var gået op, skulle vi tage stilling til, om vi selv skulle hente hjælp i receptionen, bede en hofdame om det, eller – hvis situationen krævede det – få døren op med magt. At lade en livvagt forlade VIP’en for at løse en praktisk opgave, var at slække på sikkerheden, men hvis trusselniveauet var tilstrækkeligt lavt, gjorde vi det ofte. Hvis vi for eksempel var ude at shoppe med dronningen og hendes hofdame, skulle vi på forhånd gøre op med os selv, om vi ville bære nogle af deres poser eller ej, da det var muligt, at dronningen ville spørge, „om betjenten vil bære en pose eller to.“ Inden hun stillede spørgsmålet, måtte vi have gjort op med os selv, hvad svaret var. Hvis vi følte, at vi ville gå på kompromis med sikkerheden ved at bære en pose for dronningen, var svaret nej. Udgangspunkt var, at vi ikke skulle bære andet end sikkerhedsudstyret. Men konduite og situationsfornemmelse tilsagde i ny og næ, at vi gjorde noget andet. Til hver en tid gjaldt dog, at vi aldrig gik på kompromis med sikkerheden.
I den periode jeg kørte med dronningen, fik jeg flere gange et venligt nik og et „godmorgen!“ Tættere på majestæten kom jeg aldrig. Hun pendlede dengang mellem Amalienborg Slot og Fredensborg Slot. Skulle hun andre steder, antydede hun altid, om vi skulle gå med ind. Hvis ikke, vendte hun sig i døren og fortalte, hvornår vi ville køre igen. Ofte foregik kommunikationen gennem flere led, for hver gang hun foretog sig noget, involverede det både chaufførerne, hofdamen, livvagterne og en række andre tjenestefunktioner. I den forstand var alt aftalt, og dronningen holdt sine aftaler til punkt og prikke. Samtidig vidste man, at dronningens besøg sjældent sluttede senere end klokken 22.
Anderledes forholdt det sig med kronprinsen. Men lige så irriterende det kunne være aldrig at vide, hvad dagen ville byde, og hvornår den ville slutte, lige så interessant var det at blive udfordret af kronprinsens mere spontane livsstil.
Da jeg begyndte i PET, indgik alle livvagter i én og samme pulje, der skulle dække hele kongefamilien. Der var konstant livvagter omkring dronningen og kronprinsen og ved særlige lejligheder også omkring prins Henrik og prins Joachim. Prioriteringen af sikkerheden fulgte det protokollære hierarki. Dronningen havde højeste prioritet, og kronprinsen havde den næsthøjeste. Når dronningen var ud af landet, havde kronprinsen den højeste prioritet i Danmark. På det menneskelige plan kan man selvfølgelig ikke rangdele på den måde, men formelt fulgte vores sikkerhedsprioritering den officielle arvefølge.
Når vi var ude med dronningen, benyttede vi os ofte af et officielt besøg på et museum eller en virksomhed til at lave et vagtskifte. Og den lille finte blev faktisk årsagen til, at PET ændrede i sin organisation. For det var frustrerende for dronningen at komme ud til nye vagter. Hun skulle så bruge tid på at identificere de nye ansigter, og det kunne skabe en vis usikkerhed. Hoffet lod derfor vores afdeling forstå, at de gerne ville have en anderledes arbejdsgang. Så i stedet for én stor pulje af sikkerhedsvagter, der bevogtede alle de kongelige på skift, blev vi delt ind i to grupper. Den ene gruppe skulle primært arbejde for dronningen, og den anden skulle primært arbejde for kronprinsen.
I Gammagruppen blev vi nu hver især spurgt, hvem vi helst ville arbejde med. Jeg havde nydt det rolige, strukturerede liv med majestæten, men jeg havde også lyst til nye udfordringer. Jeg havde en klar fornemmelse af, at der var mere fart på kronprinsens liv. Jeg vidste, at han løbetrænede næsten hver dag, og at vagterne fulgte med på de ture. Kort sagt syntes jeg, at kronprins Frederiks rytme lå tættere på min, end dronningens gjorde. Så jeg vinkede farvel til de gode teaterbesøg, de rolige køreture og de skemalagte dage.
Jeg vidste, at den nye opgave medførte, at jeg ville tilbringe meget tid i Århus. Men jeg var allerede blevet meget glad for mit job, og jeg glædede mig endnu mere til at arbejde med den unge, spontane kronprins.
Da jeg kom ind i gruppen omkring kronprins Frederik, var han begyndt at studere på Aarhus Universitet og boede på Marselisborg Slot. Det var således i Århus, jeg for alvor kom tæt på ham. Mine kolleger og jeg boede selv i PET’s lokaler på slottet, og befandt os typisk der, når kronprinsen var på slottet. Vi var med ham, hver gang han forlod slottet: når han var på universitetet, når han var ude med vennerne, når han var til et officielt selskab, og når han løb sine ture i Marselisborgskoven – hvis vi ikke blev sat af.
Vi var hans evige skygger, og nogle gange virkede det, som om det var hårdt for ham at blive mandsopdækket på den måde. Han var ung og ville gerne selv finde sine fødder. Vi kunne mærke, at det sidste, han havde lyst til, var at der hele tiden var publikum til hans liv. Også selv om det bare var os. Vi kunne godt forstå ham og forsøgte efter bedste evne at være diskrete. Men vi skulle være der, for det var vores job. De fleste dage tog han det pragmatisk og havde også overskud til at spøge med os. Men nogle dage kunne man tydeligt mærke, at han bare havde lyst til at være alene. Helt alene.
Et sted havde han mulighed for på en meget demonstrativ måde at gøre opmærksom på sit behov for at være alene: på løbeturene. De daglige løbeture fyldte en stor del i Frederiks liv dengang, og han var ikke bare en meget habil løber – han var en fantastisk allround sportsmand. Næsten uanset hvilken sportsgren han kastede sig over, nåede han hurtigt et højt niveau. Blandt andet svømmede han, spillede squash og tennis. Han havde et talent for alle sportsgrenene, men han trænede ene og alene for sin egen fornøjelses skyld. Løbeturene og al anden sport, han kastede sig over, var hans egen fysiologiske og mentale rejse. Gennem sporten opbyggede han en evne til at udholde smerte og undlade at give op. Og det gjorde ham til en fighter.
Som livvagter fulgte vi med på hans løbeture, og der opstod gerne lidt konkurrence blandt os; Satte vi nu en god tid? Var vi bedre end dagen før? Kronprinsen målte sin form op mod vores og konkurrerede med os. Og han nød, hvis han kunne presse os lidt ud over kanten – eller ligefrem sætte os af. Nogle gange løb Frederik 15 kilometer, og så var der ikke andet at gøre, end at følge efter ham på cykel. Som bodyguard kan man ikke gøre sit job ordentligt, hvis man samtidig skal løbe 15 kilometer i kronprinsens tempo …
Der var nogle få livvagter, som ikke kunne følge ham på hans løbeture, og som så vidt muligt undslog sig, når det gjaldt. Der var ikke noget krav til os om, at vi skulle løbe, vi skulle bare opretholde sikkerheden. Selv så jeg løbeturene som en kærkommen mulighed for at træne, og jeg tog gerne med, når Frederik ville ud at løbe – om det så var til fods eller på mountainbike. Løbeturene var aldrig planlagt på forhånd, så det var ikke specielt risikobetonet, hvis han løb fra os. Men det tærede ganske hårdt på selvrespekten, når det skete. Ikke kun fordi både han og kollegerne ville more sig over det, men også fordi vi var forpligtet til at rapportere det til ledelsen, hvis vi blev hægtet af.
På det tidspunkt var kronprinsen 25 år. Selv var jeg 35. Pressen vejede og vurderede ham konstant på den offentlige guldvægt. Alle steder han kom, blev han genkendt, og alle lagde mærke til ham. Samtidig skrev medierne, at han ikke levede op til de forventninger, man kunne have til en kronprins. Jeg tror, at det var en hård tid for ham. Han var ung, men han var gammel nok til at forstå alvoren i, at han aldrig ville komme til at leve et normalt liv. Som mange unge kunne han også virke genert og blufærdig.
Mit indtryk af kronprinsen, da jeg begyndte at arbejde tæt sammen med ham, var, at han var en ganske almindelig ung mand, som var i færd med at finde ud af, hvem han egentlig var – ud over at være Danmarks kronprins. At han samtidig skulle tackle et voldsomt pres fra offentlighedens og mediernes side, gjorde det ikke nemmere for ham.
Der var gange, hvor han ikke adviserede os, og bare kørte ud fra slottet uden os. Jeg tror, at han var ganske godt tilfreds, når det engang imellem lykkedes at stikke af og få en time eller to for sig selv. Men min egen faglige stolthed led et knæk, når det skete. Uanset om det så var på landevejene eller i Marselisborgskoven. Hver gang han forsvandt, skulle vi kontakte ledelsen og fortælle, hvad der var sket – blandt andet for at imødekomme klager eller henvendelser. Hvis der var flere sammenhængende episoder, hvor han kørte fra os eller på anden måde slap væk, kontaktede PET’s ledelse hoffet, som formodentlig forelagde sagen for dronningen – som så talte med sin søn.
En dag fortalte jeg kronprinsen, at det i afdelingen blev diskuteret heftigt, hvorvidt vi som livvagter i sidste ende selv kunne risikere at hænge på bøden, hvis vi overtrådte de gældende hastighedsbegrænsninger, når vi var på arbejde. Jeg var på god talefod med ham og følte, at jeg kunne tillade mig at nævne det. Jeg tænkte, at det var nemmere at lave et lille stykke præventivt oplysningsarbejde end at indrapportere det, næste gang jeg mistede ham af syne. Derefter forsøgte han aldrig igen at køre fra os. Jeg tog det som udtryk for, at det ikke var os, hans små demonstrationer var rettet mod.
Kort tid efter at jeg var blevet fast tilknyttet gruppen af livvagter omkring kronprinsen, skulle han på sommerferie med familien i Frankrig. Først skulle han dog til Møgeltønder til housewarming hos sin lillebror, der netop var flyttet ind på Schackenborg. Derefter skulle han en uge til Spanien og derfra videre til Frankrig. Der krævede en del logistik, og afdelingen knoklede for at få det hele til at gå op i en højere enhed med aflevering og afhentning af biler, helikopter-transport fra Skrydstrup til Kastrup og fly til først Spanien og så Frankrig. Jeg var med i Møgeltønder, holdt fri en uge og stødte så til igen, da kronprinsen ankom til Frankrig.
Hjemmefra havde vores koordinatorafdeling lejet udlejningsbiler til os. Under normale omstændigheder ville vi have fået transporteret en af vores egne biler med fuldt førstehjælpsudstyr med til Sydfrankrig, men den kabale havde afdelingen desværre ikke kunnet få til at gå op. Vurderingen lød ellers på, at der var større risiko for, at de kongelige ville blive involveret i et færdselsuheld, end at de ville blive udsat for et attentat. Vores normale Scorpioer rummede blandt andet et apparat til at give stød ved hjertestop samt en plade af hårdt træ, som vi kunne anbringe under en tilskadekommen på bagsædet. Pladen gav os mulighed for at give hjertemassage uden at sædet gav sig under den tilskadekomne, samtidig med at vi kunne køre ambulancekørsel. Vi havde morfinsprøjter, udstyr til at håndtere brækkede ben og åbne benbrud og udstyr til at stabilisere lemmer. Derudover havde vi force-øksen, så vi kunne skrælle en bil op og hurtigt begynde førstehjælp. Endelig havde vi brandtæpper og pulverslukkere. Så vi var under normale omstændigheder forberedt på lidt af hvert. Men på denne tur måtte vi nøjes med udlejlingsbiler.
Vi stødte til kronprinsen og lavede et vagtskifte i lufthavnen i Toulouse, før vi kørte til Cahors og Chateau de Caix, hvor programmet bød på en uges afslappet sommerstemning – i hvert fald for kongefamilien. Ingen af familiens medlemmer skulle noget officielt i de seks dage, de var i Cahors, og Frederik fik derfor efter aftale med vores afdeling derhjemme mere luft. Det betød, at vi ikke konstant opholdt os klos op ad ham på slottet. I dag bor sikkerhedsfolkene i en fløj på slottet, men dengang boede vi på et hotel i Cahors – tyve minutter fra slottet. Dronningens livvagter boede på et hotel i Lusez et par kilometer fra slottet.
Hvis kronprinsen havde et ærinde, skulle han på forhånd ringe til os, men vi ringede også op til slottet hver morgen for at høre, om der ville blive brug for os i løbet af dagen. Så var det som regel dronningen eller prinsen selv, der tog telefonen. Chateau de Caix var tydeligvis kongefamiliens fristed, hvor de kunne trække sig tilbage fra medierne og det virvar, der normalt omgav dem. Her kunne de være så tæt på at være en almindelig familie, som det overhovedet lod sig gøre for en royal familie. Derfor var det også et kunststykke for os livvagter at få det nødvendige onde – sikkerheden – til at gå op i en højere enhed med deres behov for at være i fred og være sig selv.
På Caix kunne gæster komme helt op til porten og se på vinmarkerne og smage og købe vin. Det var der mange, der gjorde, og det betød, at der altid var mennesker meget tæt på kongefamilien. Men medmindre man forcerede mure eller brød gennem afspærringer, kunne man ikke komme ind til familien, og vi vurderede trusselsniveauet til at være så lavt, at familien fik den størst mulige ro.
Udefra set var det en drømmeopgave. Sol og hygge i Sydfrankring i en uge. Men for os som livvagter var det alt andet. Vi var på udebane og skulle hele tiden kæmpe mod fristelsen til at læne sig tilbage og nyde det hele lidt for meget. Hvis der eksempelvis skete kronprinsen noget, ville vores bagland være langt væk. Der var sprogbarrierer og kulturelle forskelle, som kunne gøre vores job gevaldigt kompliceret, hvis der skete noget, og vi havde ikke de beføjelser, vi var vant til. I Danmark kunne vi markere vores juridiske beføjelser, vise vores skilt og eventuelt trække vores våben. Det kunne vi ikke på samme måde i udlandet. I Danmark var det sådan, at vi, om nødvendigt, kunne forlade et uheldssted, så snart vi havde tilkaldt politiet over radioen. Det kunne vi ikke i udlandet. Derfor var det også vigtigt, at vi var ekstra påpasselige i trafikken og ikke bragte os selv i situationer, som vi ikke kunne håndtere fra start til slut. Vi måtte hele tiden minde os selv om vores motto: ’Rutinen er vores værste fjende’.
I de skønne solrige omgivelser i selskab med en afslappet kongefamilie var det snublende let at slække på koncentrationen, men vi blev ved med at gennemgå skrækscenarier for at holde os på tæerne. „Hvad nu hvis…“ eller „kunne det ske at …“
Mange mener, at livvagter lider af galoperende paranoia, og især når kongefamilien dasker afslappet rundt under en ferie i Sydfrankring, kan vores tankegang virke en smule overdreven. Det er den måske også, men det kræver kun én person og ét ubevogtet sekund, før katastrofen er mulig. Som udgangspunkt er kongefamilien ikke truet i hverdagen. Medlemmerne er ikke meningsdannere, de udtrykker sig ikke om politik eller religion. De stiller sig med andre ord ikke derud, hvor de kan blive gjort til genstand for konfrontation med radikale grupperinger.
Faren for kongehuset ligger hovedsagelig et andet sted: i deres kendthedsværdi. I ethvert samfund findes der psykisk ustabile individer, og de kan være farlige. Et godt eksempel er John Hinckley Jr., der var vild fan af skuespillerinden Jodie Foster. Han regnede med, at hun ville blive imponeret og få øje på ham, hvis han skød Ronald Reagan. Det gjorde han og sårede både Reagan og en af hans bodyguards. John Lennon blev skudt fem gange i brystet, fordi han ikke ville give Mark David Chapman sin autograf. Og her i Skandinavien er det ikke mere end fem år siden, at den svenske udenrigsminister Anna Lind blev stukket ihjel af den psykisk forstyrrede Mijailo Mijailovic. Derfor anser jeg kendis-faktoren for at være den største trussel for kongehuset.
Celebrity Worship Syndrome, CWS, hedder en psykisk lidelse. Den betegner de mennesker, der er sygeligt optagede af deres idol. De kan reagere på forskellige måder, men fælles for dem er, at den enorme kærlighed, de nærer til deres idol, kan blive vendt til had, hvis de føler, at de bliver afvist. I sådanne tilfælde kan den slags mennesker blive hævngerrige og besatte af at få ram på deres idol. Som oftest er det mennesker, der agerer fuldstændig irrationelt – uanset om de gør det, fordi de er vrede, eller fordi de er opfyldt af kærlighed til deres idol. Det tankesæt må man som livvagt forholde sig til. Man må forsøge at sætte sig ind i, hvad det er for en verden og reaktion, man kan risikere at møde.
Hvis jeg skal have et råd om, hvordan jeg bedst sikrer mig mod indbrud, vil jeg foretrække at få det fra en professionel indbrudstyv. Hvis jeg skal forhindre et attentat, må jeg tilsvarende sætte mig ind i, hvordan en attentatmand vil gribe sit forehavende an. I den forstand er det som et spil skak. Livvagten skal bare være tre-fire træk længere fremme. Det er et ekstremt ressourcekrævende arbejde, både mentalt, praktisk og økonomisk. Og det er op ad bakke, fordi det er vanskeligt at argumentere for at forebygge noget, som ikke er sket endnu. En livvagt og en organisation som PET vil altid kun blive kendt for sine fiaskoer. Ingen kan vurdere, om vi med vores tilstedeværelse og ageren har forhindret attentater.
Turen til Frankrig med kronprinsen gav mig for alvor indblik i, hvor utaknemmeligt og vanskeligt et job det er at bevare koncentrationen og opmærksomheden, når truslerne virker så fjerne. Når vi er bedst, lægger ingen mærke til os, men opholdet skærpede min bevidsthed om, at man som livvagt aldrig må blive turist og under ingen omstændigheder henfalde til rutiner, selvom solen skinner, og stemningen emmer af ferieidyl.
Da jeg begyndte i PET, måtte jeg for første gang i mit voksne liv indse, at jeg ikke kunne spille på to heste. Jeg kunne ikke både passe mit arbejde og min træning i samme omfang som tidligere. Jeg måtte vælge, og efter svære overvejelser opgav jeg min plads på både klubholdet og landsholdet i karate. Jeg kunne ikke længere leve op til det, jeg opfattede som det nødvendige engagement. For udenforstående trænede jeg stadig meget, men for mig var der tale om en klar nedtrapning.
I familien var der kommet endnu et barn. Min søn Claes blev født i 1991, og min datter Sophie var efterhånden blevet syv år og dermed en stor pige. Det ville have været rimeligt, hvis Helle havde bedt mig om at være mere hjemme. Men det gjorde hun ikke, og da jeg stadig bar en minehjelm med lygte på, kunne jeg kun se fremad. Alt bag mig – hvilket var familien, vennerne og det sociale liv – lå hen i mørke.
Jeg var nu fast tilknyttet kronprins Frederik, der læste på Aarhus Universitet og boede på Marselisborg Slot. Det betød, at jeg var i Århus en uge ad gangen og havde fri i en uge. Men jeg holdt ikke fri. Jeg videreuddannede mig som skydeinstruktør og trænede. Jeg tog ind på afdelingen for at aflægge regnskab, hente post og høre nyt – eller ud i karateklubben for at hilse på vennerne.
Inden for de første to og et halvt år i PET optjente jeg det, der svarede til et års afspadsering. Reglerne sagde officielt, at man kun måtte have et vist antal afspadseringsdage stående på sin konto, men fordi vores tjeneste var så atypisk, optjente vi så mange timer, at vi ikke kunne nå at afspadsere dem. I realiteten var jeg heller ikke så interesseret i at afspadsere, selvom jeg havde opbygget et gevaldigt overtræk på familiekontoen. Jeg var en tro kopi af min far. Jeg var fraværende, både mentalt og fysisk, og min kone og jeg levede to parallelle liv, præcis som min mor og far havde gjort.
For mig var det en lige så stor udfordring at komme hjem, når jeg havde været på job, som det var at tage ud på en ny opgave. Jeg kunne ikke geare ned, og tempoet blev derfor også hæsblæsende på hjemmefronten. Jeg ville meget gerne være sammen med mine børn, så når jeg var hjemme, stod den på Tivoli-ture, besøg i zoologisk have, i biografen – alt hvad der kunne underholde og glæde børnene. Jeg overkompenserede for mit fravær og glemte, at børn mest af alt bare har brug for et roligt nærvær og en, der gider lytte og være der for dem.
Helle og jeg havde det faktisk bedst, når jeg var ude at rejse. Vi var gode til at savne hinanden, til at tale i telefon og til at skrive til hinanden. Men når jeg kom hjem, var det som om ordene svigtede. Vi kunne ikke rigtig finde ud af hinanden. Vi snakkede mindre og mindre sammen, når jeg var hjemme. Jeg følte mig lidt som den gamle sømand, der altid længes hjem. Men når han er hjemme, længes han ud.
JAPAN
I oktober 1997 var kronprins Frederik på officielt besøg i Japan. Han skulle besøge den japanske kejser og stå i spidsen for et stort dansk erhvervsfremstød. For mig var besøget af en helt særlig karakter. Jeg havde i mange år interesseret mig for den japanske kultur, og jeg glædede mig inderligt til at besøge det land, jeg havde drømt om, siden jeg var 11 år gammel.
Japan er på mange måder et komplekst samfund. Der er utrolig mange regler for at omgås hinanden. Bare det at bukke for hinanden har en række koder indbygget. Hvor dybt man bukker, og hvor mange gange man gør det, kommer helt an på status, familierelation og alder på det menneske, som man bukker for. At sige tak kan også foregå på et utal af måder, afhængig af niveauet af ærbødighed i taksigelsen. Alene dette gør det komplekst. Men eftersom jeg allerede som dreng havde stiftet bekendtskab med sproget og kulturen, følte jeg mig hjemme i japanernes tankegang og omgangsform. Når jeg spidsede ører, kunne jeg endda forstå nogle af ordene.
Japanerne udviste en ekstrem stor ærbødighed over for kronprinsen. De mente, at han var lige så tæt på Gud som deres kejser, og når et menneske på den måde er guddommeligt, ligger det i den japanske kultur, at man udviser så meget ydmyghed som overhovedet muligt. Man kigger eksempelvis ikke på vedkommende, for det ville virke respektløst.
Eftersom det i Japan var den lokale sikkerhedstjeneste, der havde det overordnede ansvar for sikkerheden, var jeg ikke helt tryg ved denne kulturelle forskel i begyndelsen. For hvordan kan man beskytte et menneske, som man ikke kigger på? Men det viste sig, at sikkerhedsfolkene naturligvis var lige så påpasselige med deres job, som alle andre. De kiggede skam på Frederik. Meget diskret. Og aldrig direkte i øjnene. Frederik forstod og respekterede, at sådan var den japanske kultur, men fordi han med tiden var blevet et meget nærværende og tilstedeværende menneske, skulle han lige vænne sig til det.
Da jeg ikke selv blev betragtet som en guddommelig person, havde jeg nok en mere afslappet rejse end kronprinsen. Jeg talte meget med livvagterne, som alle var ekstremt højt graduerede inden for kampsport. Jeg nød i det hele taget opholdet. Jeg huskede stadig den 11-årige dreng, der havde kastet sig over kampsport og østerlandsk filosofi i forsøget på finde sin egen identitet og få anerkendelse. Og nu stod jeg så her. I det land jeg som barn og ung mere end noget andet havde ønsket at besøge. Jeg var kommet langt i min kampsport. Jeg var også kommet langt i mit liv og havde lært en del på vejen. På mange måder følte jeg mig taknemmelig over min dybe passion for kampsporten. Jeg syntes, at den lille dreng havde gjort det godt. Cirklen var sluttet.
En uge efter hjemkomsten fra Japan fik jeg en kopi af et brev, som den danske ambassadør i Japan havde skrevet til PET’s øverste ledelse. I brevet skrev han:
„Jeg ønsker hermed at udtrykke min varmeste tak til Deres afdeling for det fortræffelige samarbejde, der har været i forbindelse med besøget i Japan af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og for den store hjælp, vi hele vejen igennem fik fra kriminalassistenterne. Ikke mindst på grund af deres smidighed, dygtighed og altid gode humør blev både den første, officielle del og senere det private besøg meget vellykket. Jeg håber, de to får mulighed for lidt afspadsering, som de sikkert trænger til og i hvert fald i høj grad fortjener og ser frem til fortsat godt samarbejde.“
Selvom den japanske sikkerhedstjeneste havde taget en del af ansvaret for kronprinsens sikkerhed, havde der stadig været meget for os at gøre. Især fordi vi ikke var bundet så hårdt op af den rent sikkerhedsmæssige del, havde vi overskud til at tænke på andre detaljer. Blandt andet havde vi et filmhold med, som fulgte hele besøget. På et tidspunkt skulle Frederik ud at dykke. Både de japanske sikkerhedsvagter og jeg hoppede i en våddragt. Pludselig opdagede jeg, at tv-holdet stod og så noget slukørede ud. De havde et undervandskamera med, men ingen af dem kunne dykke. Det kunne jeg. Med Frederiks tilladelse tog jeg kameraet og sprang i vandet med det. På den måde lykkedes det at få et par scener i kassen med den danske kronprins på 20 meters dybde. Det var de glade for.
Brevet var en velkommen anerkendelse af vores arbejde, som ellers altid er usynligt, når det bliver gjort bedst.