Arbejdet som livvagt har mange facetter. Vi overvåger vores objekter, vi skærmer vedkommende af, vi tænker forud og prøver at undgå problemer. Men en af de sværeste opgaver er faktisk det, vi kalder ’bløde momenter’.
Det er ofte situationer, som egentlig ikke er farlige, men som er ubehagelige og svære at forudsige. Lad mig komme med et eksempel: Dronningen var på et tidspunkt til søndagsgudstjeneste i Århus Domkirke. Da hun kom ud af kirken, holdt hendes bil klar, og lige bag krone-bilen holdt vores bil, så dronningen var klar til at køre. Jeg var inde i kirken og fulgte dronningen ud. Da vi kom ud, kom der nogle søde damer hen til hende med en hjemmegjort buket, som de gav hende. Hun takkede dem venligt og snakkede kort med dem. I kølvandet på damerne var der en mand, der også gerne ville hilse på dronningen. Dronningen havde ikke noget program, så hun kunne roligt bruge et par minutter på også at hilse på manden. Han virkede meget tilforladelig, og der var intet ved ham, der fik vores alarmklokker til at ringe.
Han gav dronningen hånden og sagde et par venligheder til hende. Men han slap ikke hendes hånd igen. Jeg kunne fornemme på dronningen, at hun syntes, at det var ubehageligt. Alt udspillede sig over ganske få sekunder, men manden overskred tydeligvis det naturlige tidsrum for et håndtryk. Jeg stod på afstand, og da jeg fornemmede på dronningen, at hun ikke brød sig om situationen, gik jeg ind fra hendes højre side, greb fat om mandens hånd og vred hans tommelfinger ud. For de mennesker, der stod umiddelbart omkring os, så det ud som om, jeg bare lagde min hånd oven på dronningens og gelejdede hende ind i bilen, men jeg vred i virkeligheden mandens tommelfinger rundt, så han blev tvunget væk fra dronningen. I stedet for at optrappe eller skabe en konflikt fik jeg på den måde afværget en konflikt, stille og roligt. Dronningen var kommet i en helt uforudsigelig og forholdsvis uskadelig klemme. Et blødt moment.
I min tid som livvagt for Frederik i Århus var dagene nærmest fyldt med bløde momenter, som oftest skyldtes pressen. Ikke fordi kronprinsen ofte kom i ubehagelige situationer, men fordi hans spontanitet ofte førte til, at vi som livvagter befandt os i situationer, hvor vi måtte trække på erfaring og sund fornuft i stedet for fastlagte procedurer. Som alle andre unge mennesker gik kronprinsen nu og da i byen, og et af de steder, vi ofte kom i Århus, var et diskotek med et skiftende tema og et skiftende publikum. En aften kunne der være 70’er-disko, en anden aften techno, og derfor kom der mange forskellige slags mennesker.
Frederik befandt sig godt på stedet. Han hyggede sig altid og blev accepteret på lige fod med alle andre gæster. Her var der ingen, som hele tiden kom hen til ham og ville i kontakt med ham. Tværtimod fik han lov til at være i fred, og vi havde et godt samarbejde med dem, der stod for adgangskontrollen, netop fordi vi kom der så ofte. Når vi var på den slags udflugter, gik vores job først og fremmest ud på at scanne lokalet og omgivelserne løbende. Man kan ikke holde øje med alting, men man kan være opmærksom på, om noget ændrer sig i rummet. Bliver der pludselig usædvanligt stille? Er der nogen, der pludselig bevæger sig anderledes end normalt? Er der nogen, der råber? Det handler om at kende normalbilledet og så opdage, hvis noget skiller sig ud. Det skete yderst sjældent, og vores job begrænsede sig som regel til at følge kronprinsen til døren, når han skulle på toilettet.
En aften skete der dog noget uventet. Der var ikke afgørende faresignaler, men kronprinsen havde i løbet af aftenen siddet og talt med en kvindelig bekendt i et stykke tid. Pludselig lagde vi mærke til, at der var en fotograf, der tog billeder af dem. Dét var ikke normalt. For at få stoppet fotografen på en gelinde måde, gik vi hen til dørmændene og gjorde dem opmærksom på fotografen. En af dørmændene gik meget målrettet ind i lokalet. Han gik direkte hen til fotografen, tog hans kamera, åbnede det og tog filmen ud. Derefter rakte han pænt kameraet tilbage og bad fotografen om at forlade stedet.
Selv var vi ikke sluppet af sted med at løse opgaven på den måde. Vi havde ikke hjemmel til at konfiskere film og bede folk om at forsvinde. Dørmanden kunne derimod gøre det, og han skønnede, at det var den bedste måde at løse problemet på. Sikkerhedsmæssigt udgjorde fotografen ikke en risiko, og helt grundlæggende var det ikke vores opgave at beskytte kongefamilien mod pressen. Men vi havde flere gange i bladene set historier om kronprinsen, som overhovedet ikke havde nogen sammenhæng med virkeligheden. Der gik ikke en uge, hvor han ikke på de kulørte sider havde fået en ny kæreste, og selvom det ikke var vores primære opgave, følte vi, at vi burde beskytte ham mod denne ’fare’ også. Man kan kalde det selvvalgte bløde momenter, når vi brugte energi på at skærme kongefamilien fra pressen, men ofte var det faktisk den største fare, de var udsat for, og i nogle tilfælde blev det faktisk vores helt officielle og primære opgave.
For eksempel skulle dronningen på et tidspunkt opereres på Skejby Sygehus. Ingen måtte få noget at vide om hendes indlæggelse og forestående operation, før hun befandt sig på sygehuset, og selvom jeg normalt var tilknyttet kronprinsen blev jeg og flere af kollegerne kaldt ind til denne opgave, hvor vores modstander faktisk var pressen.
Vi fik i al ubemærkethed fulgt dronningen ind til sygehuset og fik hende indlagt. Ingen tog notits af det. Hun blev kørt i en af kongehusets krone-biler. Og vi fulgte efter. Der var naturligvis nogle få i hoffet, der vidste, hvad der skulle ske. Men det var kun ganske få. I vores afdeling var der tilsvarende få, der vidste, hvad der skulle ske, og hvem der skulle tage sig af sikkerheden, ligesom der også kun var en lille håndfuld på sygehuset, der var bekendt med den forestående operation. Derfor lykkedes det at få dronningen indlagt, uden at nogen vidste, hvad der skulle foregå. Det var dog den velkendte stilhed før stormen.
Allerede dagen efter indlæggelsen var der spekulationer om dronningens helbred på forsiderne af alle aviserne. Og fra den dag belejrede pressen hospitalet. Pressekorpset holdt til foran hospitalet i de seks dage, dronningen var der, og vores opgave var at holde vagt og sikre, at ingen – undtagen læger, sygeplejersker og pårørende – kom i nærheden af dronningen på sygehuset. På mange måder var det et usædvanligt job – både fordi vi var helt og aldeles stationære i seks dage, og fordi vi ikke beskyttede dronningen mod en traditionel trussel, men mod en horde af journalister. Vi sad i et rum et par stuer fra dronningens – et rum, som man ikke kunne passere, uden at vi opdagede det. Der sad vi og ventede og ventede og ventede. Sad og stod. Snakkede med hinanden og snakkede med personalet. Og når en af os skulle en tur på toilettet, have en smule luft eller en lur, sad den anden tilbage og holdt vagt. I de tilfælde havde vi radiokontakt til hinanden.
Vi skulle ligne pårørende, der bare sad og ventede. Vi måtte ikke virke intimiderende eller opsigtsvækkende på nogen måde.
En af de første dage under dronningens indlæggelse kom prins Henrik på besøg. Han kom kørende i en stor, rød Buick Cabriolet. Og uden for sygehuset blev han nærmest overfaldet af pressen. Men han håndterede det fint. Også han var klar over, at han blev nødt til at give pressen noget at skrive om. Og det gjorde han. Han fortalte lidt om, hvordan hans hustru havde det og optrådte tilpas spøgefuld og humoristisk til, at pressen faldt lidt ned. Efter besøget kiggede han ind og hilste på os. Vi havde netop fået serveret et par ikke alt for spændende stykker smørrebrød til frokost. Prinsen kiggede på vores mad og sagde med lune i stemmen sagde: „Ah, det er godt, at jeg skal hjem og spise.“
Pressens tumultagtige optræden under prinsens besøg resulterede i, at vi i samråd med afdelingen lagde en plan om at smugle dronningen ud af bagindgangen, når hun skulle udskrives. Vi havde med sygehuspersonalets hjælp fundet en alternativ vej ud via en vareelevator til en ventende sengeambulance, som langsomt og diskret skulle køre hende tilbage til Marselisborg Slot – med os på behørig afstand. Sådan blev det. Imens stod pressen og ventede ved sygehusets hovedindgang.
Når vi sad på hospitalet i seks dage og bare ventede og ventede, voksede risikoen for, at de bløde momenter kunne indfinde sig. Det er rutinen, der dræber – eller trætter. Derfor handler det om at bryde rutinen, når man får en overvågningsopgave som den på hospitalet. Det handler om selv at sikre sig, at de seks dage ikke kommer til at ligne hinanden. En af de metoder, jeg selv brugte på de lange vagter, bestod i at gøre alting anderledes i det små. De fleste mennesker vil for eksempel gå til frokost klokken 12 – uden egentlig at spekulere på, om de er sultne eller ej. Jeg ændrede hele tiden mit frokosttidspunkt og alle andre rutiner, så jeg aldrig gjorde tingene på den samme måde to gange. Det kan virke overdrevet, men seks dage på en stol er altså lang tid.
Når ventetiden blev for lang, kunne jeg bruge noget af den på at planlægge kurser. Jeg var blevet spurgt, om jeg ville bidrage som hjælpeinstruktør på livvagtsuddannelsen, og derfor sad jeg og idéudviklede mulige kurser. Samtidig havde jeg sammen med en kollega fået en idé om, at vi ville etablere nogle skandinaviske livvagtsmesterskaber. Jeg havde i flere sammenhænge mødt kolleger fra de andre skandinaviske kongehuse, havde nydt samværet og fået den tanke, at det kunne være sjovt at mødes for at konkurrere indbyrdes. Også det mesterskab sad jeg og spekulerede på under opholdet på Skejby Sygehus.
Udviklingen af kurser blev en af mine måder at fordrive ventetiden på og samtidig holde mig på stikkerne. Andre læste aviser eller bøger, lavede tjenesteregnskaber eller noget helt tredje. Faktisk var der så meget ventetid på jobbet generelt, at mange af kollegerne ligefrem dyrkede små hobbyer i arbejdstiden. En enkelt begyndte at interessere sig for jura, mens han var livvagt og blev senere jurist. Selv begyndte jeg at interessere mig for IT og læse mange bøger om emnet.
Eftersom vi altid var på vagt to og to, snakkede vi også meget sammen. Efter seks dages vagt havde min kollega og jeg fået en omgangsform, der mindede om et ældre ægtepars. Vi hentede kaffe til hinanden, og den ene færdiggjorde den andens sætninger. Netop det tætte samspil gjorde, at det var vigtigt, at alle i afdelingen havde veludviklede sociale kompetencer. Hvis jeg var blevet irriteret på min kollega, ville min opmærksomhed have været på ham og den irritation, han udløste i mig. Og så ville det være vanskeligt at løse min opgave på en ordentlig og nærværende måde.
Selv om vi altid var to og to på vagt sammen, gik meget af livvagternes tid alligevel med at være alene. I hvert fald mentalt. Når vi for eksempel fulgte dronningen eller kronprinsen til fods, gik vi med meters afstand imellem os, og hele vores fokus var rettet mod de kongelige og deres omgivelser, ikke mod hinanden. Vi var to tavse iagttagere. Billedet kender de fleste sikkert fra fjernsynet. En livvagt er en, der ofte står eller går i fuldstændig tavshed, fuldt fokuseret på det, der sker omkring de mennesker, han beskytter.
At være meget alene var ikke et problem for mig. Jeg havde heller ikke noget imod at vente i lange perioder. Hvor jeg før i tiden syntes, det var svært, havde jeg besluttet mig for at glæde mig over det. Alenetiden gav mig tid til at tænke og mulighed for at læse eller bare sidde og vegetere stille og roligt. I kampsporten havde jeg lært at meditere, koble af og rense sindet.
Enhver træning i karate starter med, at man sætter sig ned og lukker øjnene med det formål at rense sindet for de tanker, man har gjort sig i løbet af dagen. Man skaffer sig dermed et rum for den lærdom, man øjeblikket efter skal modtage. Når træningen slutter, sætter man sig tilsvarende i rangorden, lukker øjnene og lukker ned for den viden, man lige har tilegnet sig. Man kobler sig så at sige tilbage til den verden, man kom fra. Kort sagt sætter man sine tanker på stand by, mens man træner. I karaten havde jeg også lært at være til stede i nuet. Japanerne bruger et begreb, der på engelsk hedder ’nothingness’ – tomhed, ingenting. Det at tænke på ingenting er i sig selv en kunst. Men først når man kan det, er man til stede i nuet. Også det praktiserede jeg på Skejby Sygehus og mange andre steder, hvor jeg siden måtte vente.
Ethvert menneske bliver bombarderet af tanker. Tankerne er præget af, hvad mennesket føler, og afgør, hvordan mennesket handler. Hvis jeg skulle træne, og mine tanker var et andet sted, lærte jeg ikke noget. Hvis jeg skulle kæmpe, og mine tanker var et andet sted, vandt jeg ikke. Hvis jeg skulle beskytte, og mine tanker var et andet sted, ville VIP’en være i fare.
De fleste kender det at sætte sig ind i sin bil og køre en vant rute. Og de fleste kender også det, at man pludselig kan blive i tvivl om, hvorvidt der var rødt eller grønt i det lyskryds, man netop passerede. Tvivlen kan indfinde sig, fordi man ikke er til stede under sin egen kørsel, fordi man ikke er til stede her og nu. Den følelse må aldrig indfinde sig hos en livvagt. Det at være i nuet er meget tæt forbundet med østerlandsk filosofi. Det er ikke noget nyt, selvom ’nuet’ som begreb har fået fornyet opmærksomhed de seneste år. Forståelsen af nuet og evnen til at være til stede i det er vigtig. Evner man det, kan man bruge hele sit sanseapparat. Evner man det ikke, kan man – for eksempel som livvagt – blive overrumplet, fordi man glemmer at forvente det uventede.
Efter dronningens veloverståede operation ventede der en del afspadsering. Og vanen tro havde jeg påtaget mig en masse andre opgaver. I august var jeg med kronprinsen på hans private jagtrejse til Skotland, og i løbet af efteråret var jeg primus motor i afviklingen af de skandinaviske livvagtsmesterskaber og underviser på en række kurser.
Livvagtsmesterskaberne gik godt. Vi konkurrerede i fire discipliner: en svømme- og redningsøvelse, en kørsel- og taktikøvelse, en bodyguard forhindringsbane og en klassisk forhindringsbane. Stemningen var høj lige efter mesterskaberne, og det fik mig til at foreslå, at gruppen indførte en ugentlig træningsdag. Jeg vidste, at det, som tyngede de fleste kolleger mest, var den fysiske træning. Vi havde en årlig test af vores fysiske evner, og vi skulle bestå. Det var ikke fordi, vi skulle være supermænd. Men vores grundlæggende fysik skulle være i orden, og vi måtte ikke komme ud af form.
Den ugentlige træningsdag blev indført, og den blev også en god mulighed for, at vi kunne mødes og snakke med hinanden. Sagen var jo, at der kunne gå uger imellem, at vi så hinanden, fordi vi var ude på en række forskellige opgaver. Derfor blev onsdagene en god anledning til at mødes. Ud over onsdagstræningen havde jeg lavet individuelle træningsprogrammer til mine kolleger, så de kunne vedligeholde deres fysiske grundform – også når de var ude at rejse. Alt det var ikke noget, jeg havde behøvet at lave, men jeg tog initiativ til det, fordi det interesserede mig, og fordi jeg havde lyst til at hjælpe mine kolleger. Jeg var jo selv meget glad for at træne.
Jeg gik fortsat til karate og arbejdede fortsat i karatens kulisser. Afspadsering blev der ikke meget af.
Det danske hold vandt de skandinaviske livvagtsmesterskaber det første år. Især én prøve blev synonym med ånden i mesterskaberne – nemlig holdløbet på den militære forhindringsbane. Målet var, at vi skulle arbejde sammen som teams, hvorfor ethvert medlem af teamet nødvendigvis havde en vigtig rolle – fuldstændig som det var tilfældet i livvagternes arbejde. Alle funktioner i et team er lige vigtige, for ellers er det ikke et team. Et team har et fælles mål, og løsningen af teamets opgave forudsætter ikke bare en sammensætning af forskellige kompetencer, men også at den enkelte på teamet løser sin del af de specifikke enkeltopgaver. Sådan er det i karaten og i politiarbejdet. Og sådan var det i livvagtsmesterskaberne.
Livvagterne skulle i teams à fire mand igennem en militær forhindringsbane. En militær forhindringsbane er 500 meter lang og rummer tyve forhindringer, og med os havde vi en tung dukke i filt. En noget uhåndterlig sag, der var på størrelse med et menneske: altså 178 cm høj og med en vægt på 80 kilo. Og dukken skulle med over forhindringerne. 80 kilos dødvægt er temmelig meget at slæbe rundt på. I mit team aftalte vi, at vi delte os op i forskellige funktioner. Der var en, der løb i forvejen, så han kunne tag imod dukken. For eksempel sad han allerede på den irske bænk for at tage imod dukken, når vi kom med den. Den irske bænk er et bræt, der ligger på tre runde søjler. Forhindringen er to meter høj, så det var vigtigt, at vi havde en, der kunne tage imod dukken. Mens vi baksede ved den irske bænk, løb en mand hen til næste forhindring og gjorde sig klar til at tage imod dukken. Og sådan gik det. Vi skiftede hele tiden pladser, men inden kampen var gået i gang, havde vi lavet en meget præcis plan for, hvem der gjorde hvad. Det var teamwork i sin reneste form.
I mine øjne er der forskel på et team og en gruppe. Et team har et fælles mål. I en gruppe kan folk sagtens have forskellige mål. Når jeg i dag er ude at holde oplæg i erhvervsvirksomheder, spørger jeg ofte mine tilhørere, om de opfatter sig som en del af en gruppe eller et team. En gruppe er ikke på samme måde som et team på det rene med de svagheder og styrker, medlemmerne hver især og tilsammen rummer. Derfor kan en gruppe ofte fremstå som de løbere, der i Monty Phytons gamle sketch indgår i et 100 meter løb for orienteringshæmmede. De løber alle 100 meter, men i vidt forskellige retninger.
De fleste virksomheder kan sagtens se fordelen i, at deres medarbejdere arbejder som teams. Alligevel arbejder folk ofte ud fra deres egne agendaer. Vi lever i individualismens tidsalder og hylder de dygtige individualister. Men man behøver ikke at være en dygtig individualist for at få succes på sit job. Det er endnu vigtigere, at man er klar over sine egne styrker og svagheder – og at man får mulighed for at arbejde sammen med nogle mennesker, der komplementerer dem. På den måde er det mere interessant at sammensætte et vinderhold frem for at sammensætte et hold bestående af vindere.
Mange ledere er bange for at afgive kontrol til et team, fordi de er bange for at gøre sig selv overflødige. Men det er det modsatte af vidensdeling, som ellers er det, der skaber vækst. Viden har ingen værdi, før den bliver delt. Hvis man tilbageholder viden, kan man tro, at man gør sig selv uundværlig, men man gør lige det modsatte, da sådan en opførsel ikke bare er undværlig, men direkte ubrugelig på et team.
Hvis man gerne vil skabe et optimalt team, er det en god idé at give teamet nogle fælles oplevelser uden for komfortzonen. Det giver teamet en større grad af homogenitet, når folk har været ude at prøve hinanden af i den gule eller røde zone. De teams, jeg har været en del af – og det gælder både i karaten og i politiet – har været ude i det røde område, og det giver alle en fornemmelse af, at de ved, hvem der tager over, når andre må slippe. Et team lapper altså mere over og er mere åbenhjertig omkring viden, styrker og svagheder end en gruppe.
Nogle af de arbejdsopgaver, jeg havde påtaget mig, når jeg ellers skulle holde fri, var blandt andet at være med til at planlægge de vedligeholdelseskurser, som livvagterne skulle på. Kurserne var ment som en måde at træne os og blive ved med at holde os skarpe. Alle kurserne tog afsæt i mantraet: ’Forvent altid det uventede’. Vi udtænkte de mest dæmoniske attentatplaner over for vores kursister, og så slog vi os løs. Vi planlagde vejsidebomber, bagholdsangreb, snigskytter og uskyldigt udseende pizzabude, der i virkeligheden bragte død og ødelæggelse med sig. Pointen med alle disse overraskelser var selvfølgelig at skærpe livvagternes opmærksomhed til det yderste – og vaccinere dem mod at tænke: „Det er ikke sandsynligt, at der sker noget her.“
For hvor som helst kan der ske noget, og når man forbereder sine opgaver, skal man tænke på, at en attentatmand, der virkelig har mod på sit forehavende, planlægger lige så dygtigt, som vi gør.
Som et indslag i træningen havde vi på et tidspunkt sænket et elektronisk kanonslag ned i en kloak. Kanonslaget lå i en spand, som vi havde fyldt med sand og mel vædet med benzin. Og så var det bare at vente. Et stykke tid efter kom kortegen, hvori både livvagter og VIP’er befandt sig, kørende. Rækken af biler stoppede tæt på kloakdækslet, og vi fjernudløste kanonslaget. Der lød et brag, som fik samtlige livvagter til at gribe efter deres våben. En kæmpe stikflamme skød op af kloakdækslet, mens der regnede sand og afbrændte melklumper ned over både livvagter og VIP’er. Det var en god effekt. Bagefter diskuterede vi hele scenariet igennem. Hvis kanonslaget havde været en rigtig bombe, havde kortegen været udslettet. Når man i USA skal have ført en kortege ad en bestemt rute, går man ofte så vidt som til at svejse kloakdæksler fast og fjerne parkerede biler på ruten. Man scrambler også telefonnettet for at forhindre, at eventuelle attentatmænd kan kommunikere med hinanden.
Træningen var effektiv og underholdende at tale om bagefter, og den dag i dag kan jeg ikke køre på en smal vej gennem en skov uden at tænke, at det ville være det perfekte sted for et baghold.
Et andet af vedligeholdelseskurserne foregik på Bornholm. Oplægget var, at livvagterne på kurset skulle forberede et heldagsbesøg, hvor de skulle følge en VIP rundt på øen på en række virksomhedsbesøg. Kursisterne havde fået at vide, hvilke steder, virksomheder og seværdigheder, VIP’en skulle besøge. Og ud fra det skulle de selv sammensætte programmet. Det betød, at de skulle rekognoscere på virksomhederne og på flugtvejene på virksomhederne. De skulle tjekke, om der pludselig var ansat nye, skumle medarbejdere, og desuden skulle de planlægge hele ruten på besøgsdagen og lave en plan for, hvordan de ville dække VIP’en af. VIP’en var en venlig fuldmægtig, som et ministerium havde lånt os. Han glædede sig til en dag med gang i den og var lige så spændt som alle os..
En af de virksomheder, som VIP’en skulle besøge, var et glaspusteri med tilhørende butik. Et par dage inden det ’officielle besøg’ tog kursisterne naturligvis ud for at rekognoscere på værkstedet, hvor de blev mødt af en meget engageret mand med et vildt, kunstnerisk hår, der strittede til alle sider. For ham var det en kærkommen lejlighed til at tale om sin glaskunst, som var hans største passion og selve meningen med hans liv. Han viste rundt i værkstedet og den tilhørende butik og fortalte entusiastisk om alle aspekter af glaspusteriets mysterier. Butikken var ét stort rum fyldt med glaskunst fra gulv til loft. Overalt stod der unikke, smukke kunstværker i alle farver og fangede sollyset. Kunstneren tog mange af de fine ting ned og lod dem gå på omgang blandt livvagterne. Mange af glastingene var store skulpturer, der både var høje og tunge. Priserne lå i de øvre luftlag, og hvis man regnede ud, hvor mange værdier, der var i butikken, tog det pusten fra en. Hver eneste genstand i butikken var unika og derfor meget værdifuld. Man slap ikke under 10.000 kroner for en af de mange skulpturer. Da livvagterne endelig kom derfra vidste de mere om glaskunst, end de nogen sinde ville få brug for. Men de drog også et lettelsens suk. I glasbutikken ville der ikke ske noget, for hvis nogen smadrede denne mands genstande, ville de simpelthen knuse hans hjerte. For slet ikke at tale om det astronomiske erstatningsbeløb, afdelingen måtte hoste op med.
Da livvagterne var kørt, slog vi til. Vi havde en længere samtale med kunstneren, som syntes, det var utrolig sjovt at være med til en af Gammagruppens øvelser. Vi havde håbet på, at vi måske kunne lave et angreb ude i værkstedet, hvor der ikke stod så mange ting, men glaspusteren havde levet sig helt ind i den kommende øvelse og foreslog, at vi brugte hans anden- og tredje-sorteringsglas. Det lignede til forveksling, men var netop blevet kasseret, fordi det ikke var perfekt. Det var så at sige kladder, han havde lavet, inden den perfekte skulptur var blevet skabt. Som sagt, så gjort. Vi brugte et par timer med at udskifte alle glasfigurer i butikken til værdiløse kopier, der dog ved et hurtigt øjekast nøjagtig lignede de fine, dyre ting.
Næste dag stod glaspusteren parat i døren, da holdet ankom med VIP’en. Han havde oven i købet gjort sig den ulejlighed at skifte til et pænt sæt tøj. Han viste VIP’en rundt i værkstedet og forklarede om sin glaskunst. VIP’en var interesseret og stillede mange spørgsmål. Scenariet var nøjagtig, som det ville have været til et rigtigt besøg. Besøget blev afsluttet i butikken, hvor VIP’en skulle se noget af den fine glaskunst. Den eneste måde at komme rundt på i selve butikken var ved at gå i en hesteskoformet gang. Resten af butikken bestod stort set kun af hylder med glas.
Pludselig kom en mand ind gennem en sidedør i butikken. Han var tydeligt irriteret og råbte højt. Livvagterne var opmærksomme på ham, men var stadig sikre på, at der ikke ville ske noget i butikken. Ud af det blå trak manden et baseballbat frem og med en stor, fejende bevægelse smadrede han nogle af de allerstørste og flotteste figurer.
Det var, som om ragnarok var brudt ud i butikken.
Manden blev ved med at smadre glas med baseballbattet, mens han bevægede sig frem mod VIP’en. Det knuste glas knasede under hans fødder, når han gik, og larmen var øredøvende. Selv VIP’en blev forskrækket. Pludselig var det, som om livvagterne vågnede op. I stedet for at pacificere den rasende mand – der i virkeligheden var en lokal politimand – pakkede de deres objekt ind og evakuerede ham til bilen. Det var en rigtig beslutning. Men de havde ladet for mange sekunder gå, før de tog den beslutning. De burde have været i højeste alarmberedskab, da den synligt vrede mand gjorde sin entré i butikken.
Hele optrinet havde vel taget under et halv minut, men livvagterne var dybt rystede. De indrømmede, at de ikke havde regnet med, at der ville ske noget i glasbutikken, og jeg tror, at de virkelig lærte noget af det. Der findes ingen sikre steder – heller ikke når vi holder øvelse.
Mens jeg lavede vedligeholdelseskurser, var kronprinsen flyttet til New York for at begynde sit arbejde i den danske FN-mission. Han var kun lejlighedsvis i Danmark, og en af gangene var, da han skulle til optagelsesprøve i Frømandskorpset. I den forbindelse mødte jeg ham igen.
Jeg er sikker på, at det var en befrielse for kronprinsen at flytte til New York, hvor ingen kendte ham, og det var tydeligt, at han virkede mere moden og selvsikker, da hen vendte tilbage. En udvikling, der for alvor tog yderligere fart under uddannelsen til frømand. Et uddannelsesvalg, han havde truffet, selvom han kunne have valgt at køre på frihjul gennem livet. I stedet valgte han at sprænge de rammer, som andre havde opsat for ham og bevise over for sig selv og andre, at han kunne klare en af de mest krævede militære uddannelser i landet.
Alle, der dyrker eliteidræt, ved, at en modstander og konkurrent lider lige så meget, som man selv gør. Derfor handler eliteidræt primært om det mentale overskud, som gør den enkelte i stand til at sætte sig ud over sine egne grænser og ikke bare vinde over andre, men også at overvinde sig selv. Når man overvinder sig selv på den måde, får man mere selvsikkerhed. Man får prøvet sig selv af, og lærer noget om sig selv. Frederik havde altid udfordret sig selv fysisk, og jeg er sikker på, at det var nogle af de tanker der lå bag, at han nu satte sig selv på den ultimative test.
På dagen kørte vi til Avderød fra Amalienborg. Han i sin bil og jeg og min kollega i vores. Vores koordinatorafdeling og Søværnets Grundskole havde på forhånd truffet en række foranstaltninger, der skulle sikre, at pressen og andre ikke fik adgang til øvelsesområdet. Der var også blevet lavet aftaler og planer mellem vores gruppe og grundskolen omkring al logistik og sikkerhed.
Da vi nåede frem til Søværnets Grundskole i Avderød, samledes alle, der skulle til optagelsesprøve, et bestemt sted inden for kaserneområdet. Vi andre – min kollega og jeg – skulle mødes med nogle instruktører, så vi i detaljer kunne blive informeret om, hvordan de næste døgn ville tage sig ud for kronprinsen. Vi fik helt overordnet at vide, at optagelsesprøven var inddelt i en såkaldt landdel af en varighed på cirka 70 timer plus en såkaldt vanddel af en varighed på cirka 12 timer. Landdelen ville bestå af en muskeludholdenhedstest – det vil sige en række øvelser, som skulle udføres på tid og gentages tre gange. Der ville også være en løbetest, hvor kravet var, at aspiranterne skulle løbe minimum 2.800 meter på maksimum 12 minutter. Der ville være en marchtur på 70 kilometer med ti kilo oppakning, 15 kilometers terrænløb samt diverse samarbejdsøvelser og diverse gummibådsøvelser. Vanddelen bestod af en svømmetest, en test i undervandssvømning, nogle udvidede undervandsøvelser og nogle selvtillidsøvelser. Afslutningsvis ville alle aspiranter blive debriefet og indkaldt til en afsluttende, personlig samtale.
Det stod klart, at alle aspiranter skulle yde det maksimale for at slippe gennem nåleøjet. Alle, der blev vurderet egnede til uddannelsen, skulle desuden gennem en lægelig godkendelse af Søværnets dykkerlæge. Kronprinsen ville komme til at opholde sig en række forskellige steder på og uden for kasernen, og vi skulle ikke nødvendigvis være i hælene på ham, men vi skulle vide, hvor han var. Vi vidste, at pressen ville være meget interesseret i billeder fra hans optagelsesprøve, og det skulle ikke ske. Frederik skulle have mulighed for at koncentrere sig 100 procent om optagelsesprøven.
Jeg tror, at frømandsuddannelsen gav Frederik et åndeligt fristed. Han var væk fra den virkelige verden og kunne nøjes med at være et nummer i rækken, en mand under kommando. Min opfattelse var, at han udsatte sig selv for prøvelserne for at få det fristed og for at bevise over for sig selv, at han kunne flytte nogle grænser, som ellers syntes urokkelige. Man skal huske på, at han på dette tidspunkt havde løbet flere maratonløb og fysisk bevist, at han var gjort af et særligt stof. Med mit kendskab til sport, kunne jeg se, at han havde en usædvanlig evne til at æde sig selv, til at sætte sig ud over sin egen smertegrænse – helt derud hvor ni ud af ti giver op. Han var udholdende og sej. En usædvanlig fighter.
Selve optagelsesprøven varede fire døgn. Min kollega og jeg var indlogeret på kasernen i Avderød ved siden af en kommandocentral, som instruktørerne havde oprettet i forbindelse med prøverne. Her kunne vi følge med i, hvordan det gik. Folk faldt fra som fluer, når de ikke bestod de enkelte delelementer i prøven. Feltet af aspiranter skrumpede time for time. Men Frederik holdt ud. Vi talte en del med instruktørerne i de dage. Flere af dem var synligt overraskede over, at kronprinsen stadig var med i feltet. De havde regnet med, at han ville falde fra ret hurtigt, eller at de skulle slæbe rundt på ham undervejs. Det blev ikke nødvendigt.
Det var en mærket og træt Frederik, der kom os i møde uden for kasernen i Avderød, da prøverne var overstået. Han hang med hovedet, var synligt træt, tung i kroppen og træg i sine bevægelser. Men han var også lettet, tydeligt glad og meget, meget stolt. For han var bestået og havde fået besked om, at han skulle begynde på Frømandskorpsets aspirantuddannelse den 16. januar 1996.
Næppe havde kronprinsen klaret optagelsesprøven, før han atter satte sig i et fly og rejste tilbage til New York. Små fire uger senere, rejste jeg selv efter ham.
Kronprinsens uddannelse i Frømandskorpset gjorde, at vi kom tættere på hinanden. Fra det unge liv i Århus var der nu kommet en anden alvor ind i hans liv, som også skinnede igennem i vores samtaler. På en af vores flyveture til New York fik vi således en lang samtale om at rejse, være meget væk fra familien og det krævende job. Han spurgte ind til mine børn Sophie og Claes, og jeg var imponeret over, at han kunne huske deres navne, men han virkede oprigtigt interesseret. Især ville han gerne høre om, hvordan jeg håndterede det afsavn, der måtte være forbundet med jobbet.
Jeg svarede et eller andet forblommet om, at jeg jo altid ringede hjem, skrev postkort og lignende. Og at jeg forsøgte at være der for dem, når jeg endelig var hjemme. Jeg forstod ikke selv, at det, jeg svarede, kun var den halve sandhed. Det kan jeg se i dag. Sandt at sige var jeg jo absolut ikke den store ekspert på parforhold. Tværtimod. Men den gang hæftede jeg mig bare ved, at han forsøgte at finde ud af, hvor der var ligheder og forskelle i vores oplevelse af familien som fænomen.
Umiddelbart var der flere forskelle end ligheder. Frederik havde på alle måder haft en helt anderledes barndom end jeg. Han havde været på kostskole, og han havde haft barnepiger, der tog sig af ham. Jeg tror, at han undertiden tænkte over, hvordan en helt normal barndom udspillede sig. Vi snakkede om følelsen af at ville være hjemme, når man var ude, og gerne at ville være ude, når man var hjemme. Den ambivalens levede jeg med. Jeg savnede min familie og mine børn, når jeg var ude at rejse, og jeg savnede mit arbejde, når jeg var hjemme. Livvagter fik et økonomisk tillæg som godtgørelse for det afsavn, vi måtte lide ved at være væk fra familien i længere perioder end andre fædre. Det afsavn vil jeg i dag hævde, at man ikke kan gøre op i penge. Ligesom jeg også vil hævde, at man ikke mentalt kan være til stede i sit job, hvis man har uløste problemer på hjemmefronten. Selvom det var dyre lærepenge, ved jeg nu, at det er uhyre vigtigt, at de to størrelser spiller sammen. At tro andet er at lukke øjnene for livets realiteter.
Da jeg begyndte som livvagt, var der mange af mine ældre kolleger, der advarede mig om, at de største omkostninger ved jobbet netop lå på hjemmefronten. En forholdsvis stor procentdel af livvagterne blev da også skilt. På grund af tavshedspligten kunne vi ikke fortælle andre om, hvad vi lavede, og derfor talte vi meget sammen indbyrdes. På den måde fik vi et meget tæt forhold til hinanden, og det gav os en fornemmelse af, at de eneste, der virkelig forstod os, var de andre livvagter. Samtidig rejste vi meget og tilbragte i lange perioder mere tid med vore kolleger end med vores familie.
Den slags snakkede vi om i flyet. Jeg tror, at tankerne var begyndt at rumstere i Frederik, efter at han var blevet optaget på uddannelsen til frømand. Selvom han aldrig ville kunne komme til at indgå på normal vis i Frømandskorpsets opgaver, havde han stiftet bekendtskab med en verden, der havde mange af de samme kendetegn som den lille livvagt-verden, jeg befandt mig i. Den nødvendige, hårde træning, hemmeligholdelsen og fraværet fra familien. I det hele taget et liv på kanten.
I dag kan jeg ikke forstå, at jeg prioriterede jobbet så højt og accepterede at være så meget væk fra min familie. Jeg forstår ikke, at jeg overhovedet tillod mig at være så fraværende i mine børns opvækst. Men jeg elskede mit job og lagde derfor meget tid og mange kræfter i det. Jeg tænkte ikke over, at jobbet som livvagt bare var på lånt tid, mens familien ville være der resten af mit liv – hvis jeg altså havde formået at passe på den.
Kunne jeg genoptage samtalen med kronprinsen i dag, ville både han og jeg formodentlig have en anden indfaldsvinkel. De fleste mennesker bliver mere sårbare, nærværende og empatiske med tiden – og måske især efter de får børn. Derfor tror jeg også, at kronprinsen i sit nuværende liv har en helt anderledes moden forståelse af familiens betydning. Ganske givet en mere moden forståelse, end jeg kunne mobilisere, da jeg var i hans alder.
Efter opholdet i New York skulle Frederik tilbage til Danmark for at begynde på aspirantuddannelsen i Frømandskorpset. Men han syntes ikke, at hans form var god nok. Derfor begyndte han i New York at træne hårdt for at forberede sig til de kommende udfordringer. Han vidste, at jeg også trænede meget og spurgte, om vi skulle træne sammen. Og om det var okay, hvis han også ringede til mig på mine fridage. Det sagde jeg ja til. Jeg ville gerne have en makker at træne med, og måske kunne nogle af mine mange træningserfaringer komme ham til gode.
Hver anden dag fulgtes vi derfor til Health and Racket Club, som var et mondænt motionscenter, der havde adskillige filialer på Manhattan. Vi skiftede tøj hjemmefra og løb derover. Ud og ind mellem bilerne og over et stort kryds på 5th Avenue. På den måde havde vi allerede varmet op, når vi viste vores medlemskort frem og begav os ind i de luksuriøse lokaler.
Frederik var i en glimrende grundform. Han var en udholdende og erfaren løber og havde allerede bevist, at han havde evnen til at æde sig selv og fortsætte, selvom ressourcerne var tømt. Han havde til gengæld aldrig været særlig glad for at vægttræne, og det fortrød han nu. For han vidste, at hans kommende uddannelse også ville kræve rå muskelstyrke af ham. Så det var dér, vi tog fat. Jeg lavede et ret hårdt træningsprogram til ham. Programmet gik ikke kun efter at skabe muskler, men i særdeles også på at dræne muskelgruppen og på den måde skubbe hans ydeevne i vejret.
En af øvelserne var at lave bænkpres for at styrke brystmuskulaturen. Men i stedet for at holde pauser mellem øvelserne, arbejdede vi hele tiden. Som regel begyndte jeg med at lave otte gentagelser med en vægt i bænkpres, hvilket svarede til 80 procent af min maksimale ydeevne. Så snart jeg var færdig med de otte gentagelser, overtog Frederik, mens jeg rullede ned på gulvet og tog ti armstrækninger. Derefter byttede vi igen, og kronprinsen lavede armstrækninger. Brystmuskulaturen blev dermed presset til det yderste for at tilføre den egentlige råstyrke og udholdenhed. Jeg lavede flere træningsprogrammer til Frederik. Vi var enige om, at hele hans fysik skulle styrkes, for det korps, der ventede på ham, krævede en meget høj, men især alsidig styrke. Hver anden dag svedte vi blandt spejlene i de højloftede rum og småsludrede om vores træning og vores hverdag. Og resultaterne indfandt sig forbløffende hurtigt. Da kronprinsen begyndte uddannelsen som frømandsaspirant, var han i topform.
Generelt fik vi for lidt søvn i New York, men jo bedre fysisk form, man er i, jo bedre kan man tåle ikke at sove. I Frømandskorpset stresser man blandt andet aspiranterne ved at berøve dem deres søvn. At bevare overblikket når man er helt udmattet, handler meget om ens fysiske grundform. Frederik levede i de fleste af døgnets timer, og hans grundform var imponerende.
Et af de steder, vi kom med kronprinsen i New York, var en klub ved navn Limelight, der lå i en gammel ombygget kirke. Rummet var stadig som et kirkerum, og det betød, at der var masser af kringelkroge og en helt særlig akustik. Det var et in-sted med masser af gang i den, og det tiltrak alle typer. Der kom jetsettet, trendsættere, rockere, autonome – grupperinger, der var svære at overskue. Vi besluttede at kategorisere publikummet som suspekt for at skærpe vores egne sanser. Alle gæster skulle gennem metaldetektorer, inden de blev sluppet indenfor. Derfor gik vi hver gang op til dørmanden og præsenterede os på bedste diplomatiske vis som livvagter for den danske kronprins. Vi fortalte, at vi var politifolk, og at vi var bevæbnede. En af aftenerne svarede dørmanden bare: „ Please don’t shoot inside, and have a nice evening.“ Det lo vi meget af.
„Kravene til en frømand er store – hvorfor der bl.a. lægges vægt på egenskaber som selvtillid, selvdisciplin, snarrådighed, ansvarsfølelse, gode samarbejdsevner, vilje og modenhed samt gode færdigheder inden for dykning og patruljetjeneste. Disse egenskaber og færdigheder skal kunne benyttes selv under meget barske forhold.”
Sådan stod der i det materiale om frømandsuddannelsen, vi fik udleveret, kort før Frederik skulle begynde på den egentlige aspirantuddannelse.
En klar januardag satte vi igen kursen mod Avderød, hvor kronprinsen skulle være de næste fem uger – hvis han vel at mærke bestod de mange stopprøver, der var lagt ind i uddannelsen. En forbindelsesofficer i Frømandskorpset anviste os et sted, hvor vi livvagter kunne være så længe.
„Men I skal ikke gøre jer det alt for mageligt. Jeg forventer ikke, at I bliver her så længe,” tilføjede han.
Officeren var af den gamle skole og mente, at Frømandskorpset levede bedst i det skjulte. Det var ikke ligefrem hans kop te, at korpset skulle til at modtage kongelige personer og på den måde komme i mediernes søgelys. Under alle omstændigheder regnede han ikke med, at Frederik ville nå særlig langt. Han vidste bedre end de fleste, hvor hård uddannelsen var. Og han så frem til at kronprinsen forlod stedet igen, så korpset kunne vende tilbage til dets anonyme hverdag. Hvis Frederik klarede de første fem uger, skulle han videre til Kongsøre ved Nykøbing Sjælland, hvor den egentlige frømandsuddannelse ville vare 29 uger.
I de fem uger, aspirantuddannelsen varede, så vi ikke meget til Frederik eller de andre aspiranter. De gennemgik alle mulige stopprøver inde på det lukkede område på kasernen i Avderød, og der var kronprinsen i sikkerhed. Vi fulgte med så godt vi kunne på sidelinien, og da de fem uger var ved at være gået, måtte forbindelsesofficeren indrømme, at vi nok måtte indstille os på at skulle videre til Kongsøre.
Periodisk vendte jeg i de følgende måneder tilbage til Kongsøre og den daglige tjeneste omkring kronprinsen og Frømandskorpset, hvor vi tilbragte det meste af tiden på havneområdets mole, mens aspiranterne blev heglet igennem. Alle aspiranter bar røde hjelme, som skulle understrege deres status som aspiranter og underhunde i hierarkiet.
Alt, hvad aspiranterne foretog sig, skulle foregå i løb. De var konstant under pres.
Uniformeringen, hjelmene, og det pres der lå på dem alle, var med til at sammentømre gruppen. Men noget andet, der også var med til at sammentømre gruppen, var officerernes lille fredagsritual. Hver fredag blev der gjort status over ugen, og man opsummerede, hvor mange strafpoint aspiranterne hver især havde opsamlet i ugens løb. Officererne idømte aspiranterne strafpoint, når de ikke hørte, hvad der blev sagt eller ikke formåede at gøre, hvad de blev afkrævet. Et strafpoint svarede til 25 armstræk, 25 mavebøjninger og 25 englehop. Alle strafpoint skulle afvikles om fredagen, før weekenden. Antallet af strafpoint var altid helt urimelige. Der skulle ingenting til, før en aspirant fik strafpoint. Bagtanken var naturligvis at presse aspiranterne til det yderste, at få den til at give slip på begreber som retfærdighed og acceptere selv de mest absurde forhold – men også at sammentømre gruppen. Der er ikke noget, der samler en gruppe mere end en fælles fjende. I dette tilfælde var det de urimelige officerer, der var fjenden. En af aspiranterne havde på en enkelt uge opsamlet 2.000 strafpoints. Der var ingen mulighed for, at han kunne arbejde straffen af alene, og som en helt naturlig ting valgte holdet derfor at dele straffen ligeligt.
Som tiden gik, kunne man ligefrem se den forandring, der skete med aspiranterne. De, der holdt ud, voksede med opgaverne og fik hele tiden mere selvtillid. Kronprinsen ændrede sig også meget i løbet af aspirantkurset. Som de andre aspiranter undergik han en forvandling i løbet af de 29 uger i Kongsøre. Alt, hvad de havde præsteret, kunne de takke sig selv for. Og den viden gav dem selvrespekt.
For Frederiks vedkommende var uddannelsen ekstra speciel, fordi han selv havde besluttet at tage den. Meget i hans liv var bestemt af andre, men her havde han selv taget en beslutning og kæmpede indædt for at gennemføre den. Han fik ikke særbehandling, og han måtte selv kæmpe for at komme så langt, som han gjorde. Transformationen svarede til, at en person man så til daglig, tog til udlandet et år, og som – når han atter kom hjem – var et forandret menneske. Det var, som om den sidste rest af usikkerhed, kronprinsen havde haft omkring sin egen identitet, status og rolle, forsvandt et sted i Kongsøre.
De største forandringer i et menneskes liv sker, når det kommer ud af sin komfortzone og bliver udfordret. Med udfordringen dannes identiteten. Aspiranterne på frømandsuddannelsen blev presset ud af deres komfortzoner, ud i det gule og nogle gange det røde område, og i løbet af de 29 uger udvidede deres komfortzoner sig dramatisk. Alle på frømandsuddannelsen følte sig presset og alle vidste, hvor de var svagest.
Ingen kan klare at være i det gule eller røde område for længe ad gangen – soldater i krig lever, spiser, sover, opholder sig i det røde område. De er konstant stressede, og hvis de bliver i den tilstand for længe, dør de af det. Men når man under kontrollerede vilkår – på en uddannelse, der har en start- og en slutdato – bliver presset til at opholde sig i det røde område, undergår man en stor personlig udvikling. Når man første gang løber et maraton, kommer man også ud i det røde område. Men klarer man løbet, genvinder man kontrollen og får en større selvtillid og selvrespekt. Man har udvidet sit råderum.
Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har været der. Jeg husker specielt en gang, hvor jeg med et blev flået ud af min egen komfortzone og pludselig befandt mig i det mørkerøde område. Det var en hed sommerdag, og jeg var på ferie med familien på Chateau de Caix. Prins Henrik gav ansatte og folk med tilknytning til kongehuset mulighed for at leje vinslottet, når kongefamilien vel at mærke ikke selv var til stede. Dette tilbud havde vi gjort brug af og indtaget det enorme slot. Vi havde besluttet os for en dag ved poolen, og dermed var scenen sat.
Helle og jeg sad mageligt i hver sin liggestol bare få centimeter fra poolkanten og talte sammen, mens vi iagttog børnene muntre sig i poolen. Claes var på det tidspunkt kun fem år og ikke så hjemmevandt i det våde miljø, så han kantede sig rundt langs siderne. Det tog kun et øjebliks uopmærksomhed, før jeg kunne konstatere, at Claes var ude af mit synsfelt. Jeg rejste mig fra liggestolen for at danne mig et overblik. Mine øjne søgte desperat rundt og fæstnede sig i næste nu på min søns livløse krop på bunden af poolen. En isnende kulde skar ind i mit hjerte, og hårene på mine arme rejste sig. Resolut kastede jeg mig i vandet. Jeg greb min søn og satte af på bunden mod overfladen for med samme kraft at kaste Claes op på kanten af bassinet.
Claes’ krop var helt livløs og klasket sammen som en våd karklud, og jeg begyndte straks at give førstehjælp. Mærkede efter en puls, holdt for hans næse og begyndte kunstigt åndedræt. I de følgende minutter blev jeg ved og ved – mærkede efter puls, foretog indblæsninger og fulgte op med hjertemassage. Pludselig fornemmede jeg, at Claes’s mave lavede nogle små, korte krampagtige sammentrækninger, og sekunder efter begyndte Claes at kaste vand op.
Yes! Forløsning, uendelig lettelse og mathed vældede op i mig. Jeg havde det med et, som om jeg havde gennemført to Ironman i træk. Udefra kommende omstændigheder havde i dette tilfælde frataget mig min sædvanlige selvsikkerhed, og så alligevel fik jeg foretaget mig alt det rigtige. Min egen handling var – takket være mange års træning – faldet lykkeligt ud: Jeg havde reddet min søns liv.
I Kongsøre havde man en 2.500 meter lang, kuperet løbebane, som aspiranterne skulle kunne komme igennem på 11 minutter og 30 sekunder – vel at mærke i kampuniform og med et gevær over skulderen. Den test havde kronprinsen ikke bestået. Han fik en uge til at forberede sig og klare testen. Klarede han den ikke, ville han ryge ud. Efter en hård uge var han usikker på, om hans krop overhovedet kunne nå at restituere. Frederik havde som nævnt en helt særlig evne til at gå ud over sine egne grænser og sin egen formåen. Men hvis han ikke klarede testen, måtte han erkende, at han havde fået en udfordring, han ikke kunne klare.
Mandag i den afgørende uge var det mig, der kørte ham til Kongsøre. Det var en synligt nervøs kronprins, der sad på bagsædet af bilen den morgen. Om fredagen – efter endnu en lang, hård uge – ville det blive afgjort, om han gik videre eller ej. Men pludselig blev planerne ændret. Samtidig med at vi ankom til kasernen, fik Frederik besked om, at testen var i dag, og han bare skulle se at komme af sted. Mentalt var han var helt uforberedt. Han havde regnet med, at han skulle gå og bygge sig op i løbet af ugen. Men nu var det nu.
Frederik bestod og gik videre i uddannelsesforløbet.
Jeg snakkede efterfølgende med forbindelsesofficeren, og han fortalte, at den største hindring på aspirantuddannnelsen var det psykiske. Havde Frederik haft en hel uge til at forberede sig til testen, ville han i sin bevidsthed have gjort opgaven større og mere uoverkommelig, end den reelt var. Tanken om fredagens test ville også have optaget noget af hans opmærksomhed gennem hele ugen, og det var der ikke råd til. Da han blev sendt ud mandag morgen, var han helt uforberedt, og dermed kunne han klare mere. Derfor, forklarede officeren, var disse test i virkeligheden mere af mental end af fysisk karakter.
For korpset handlede det om at få fat i de aspiranter, der ville. Det handlede om at få folk ind, der ikke bare ville lege med våben og harpuner og både. Frømændene skulle have en vilje og en styrke ud over det sædvanlige – og det var den, aspiranterne skulle demonstrere i kursusforløbet.
Da Frederik havde bestået sin uddannelse, begyndte han at tage ejerskab for sit eget liv. Han blev meget bedre til at udfylde sin rolle som kronprins. Og samtidig begyndte pressen også at beskrive ham som mere nærværende og bestemt. Man siger populært, at øjnene er sjælens spejl, og det er rigtigt. Man kan aflæse nærvær og engagement og styrke i menneskets øjne, ligesom man kan aflæse usikkerhed og manglende selvværd. Pressen havde kritiseret kronprinsen for at have et flakkende blik, som fik ham til at virke usikker. Men nu havde han fået en bestemthed over sig, og den fik ham til at fremstå stærk. Han var blevet mere rank. Det kunne selv pressen se.
Den sidste øvelse, kronprinsen og hans gruppe var på, bød blandt andet på to døgn, hvor aspiranterne ikke måtte flytte sig. Men de kunne konstant høre, at fjenden var helt tæt på. Først efter to dage kunne gruppen komme frem og flytte sig. De to dage var de værste under hele uddannelsen, fortalte kronprinsen senere. Jeg nøjedes med at tænke mit.
Når øvelsen havde været vanskelig, skyldtes det givetvis, at den netop var tænkt som en mental udfordring, en mental stresspåvirkning. Frømandskorpset er jo en observationsenhed, der sendes ind bag fjendens linier for at rapportere tilbage til angrebsstyrkerne. Korpset skal altså operere så anonymt og usynligt som muligt. Og det betyder, at frømændene sagtens kan komme til at ligge stille i dagevis. Hvis man er i god fysisk form, kan det være svært at ligge stille uden mulighed for at udfolde sig.
Kronprinsen gennemførte kurset og gjorde sig i den grad fortjent til hæder. Der havde været 300 ansøgere, 150 var blevet indkaldt, 60 var gået videre til optagelsesprøve, 13 var kommet ind på skolen, og bare fire bestod – Pingo, Pip, Kvark og Trofast.
I Frømandskorpset er der tradition for, at alle aspiranter får øgenavne, og kronprinsen fik øgenavnet Pingo. Navnet opstod en dag, hvor aspiranterne skulle afprøve deres tørdragter og se, om de var tætte. Frederik havde sin på under tæthedsprøven og stod i den, mens der blev fyldt vand på den. Da den var fuld, tog han nogle skridt i den udspilede dragt og lignede pludselig en vraltende pingvin. Sådan opstod hans øgenavn.
KØBENHAVN
Tre gange var jeg livvagt for Salman Rushdie under hans besøg i Danmark. Hans to første besøg blev hemmeligholdt, og ingen fik noget på skrift i forbindelse med de opgaver. Men tredje gang, Salman Rushdie besøgte Danmark, fik det massiv presseopmærksomhed – både før, under og efter hans besøg. Formålet med Rushdies besøg i Danmark i efteråret 1996 var, at han skulle have overrakt EU’s litteraturpris, Aristeion, af statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Besøget fik ekstraordinært stor opmærksomhed, fordi Poul Nyrup Rasnussen i første omgang pludselig bakkede ud og meddelte, at regeringen ikke kunne garantere for Salman Rushdies sikkerhed og derfor bad ham om at blive væk. Et ramaskrig rejste sig i offentligheden og blandt regeringens egne støtter. At afvise Salman Rushdie var det samme som at knægte ytringsfriheden. Det var selve demokratiet, der led nederlag, mente mange. Sagen pressede den socialdemokratiske regering i en grad, så den var ved at vælte. Til sidst gav en ekstremt presset Poul Nyrup Rasmussen sig og inviterede alligevel Salman Rushdie til Danmark. Den nye beslutning blev udlagt som den største kovending i dansk politik i flere år, der blandt andet medførte, at statsministerens departementschef fratrådte sin stilling. Tesen – som medierne nu spandt deres ender over – var, at statsministeren havde ændret mening, fordi han ville redde sin regerings liv, ikke fordi han ville hylde ytringsfriheden. Hvad der reelt var gået forud, kendte de danske medier imidlertid ikke noget til.
På baggrund af PET’s rådgivning besluttede Nyrup-regeringen kort tid inden Rushdies besøg i Danmark at træde frem og aflyse hele besøget. I Gammagruppen var vi som sædvanlig på need to know-niveau og fik ikke den konkrete baggrund for truslen at vide. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det må have været en meget konkret og meget troværdig trussel, idet den ellers ikke ville have nået højeste niveau. Et par dage efter kunne en amerikansk avis da også afsløre, at en CIA-rapport beskrev, hvordan en gruppe iranske fundamentalister havde konkrete planer om at myrde Rushdie under hans besøg i Danmark. Det måtte statsministeren være blevet orienteret om. Imidlertid havde han ikke kunnet fortælle det til pressen uden samtidig at afsløre den betroede kilde til oplysningerne. Derfor kom hans optræden til at virke noget kluntet
For os betød truslen konkret, at man i sidste øjeblik besluttede at imødegå den konkrete trussel ved at fremskynde besøget en dag samt flytte det fra Glyptoteket til kunstmuseet Arken. På grund af de dramatiske omstændigheder, var hele Arken i Ishøj lavet om til en fæstning. Man havde omdannet den sådan, at man kunne kontrollere forholdene fra stor afstand: objekt- og perimeterbeskyttelse. I luftrummet over slog en helikopter tunge slag i luften, og et massivt opbud af politifolk og -hunde omringede museet. Min primære indsats lå før, under og efter prisuddelingen. Mine kolleger og jeg skulle bare glide ind i billedet, uanset hvor vi befandt os og umærkeligt holde os i nærheden af Salman Rushdie, uanset hvor i byen, han befandt sig. Vores opgave var at være opmærksom på adfærd og mønstre blandt dem, der omgav ham i bybilledet. Hvad der skete senere, havde hverken vi eller resten af Danmark dog regnet med.
Om aftenen efter prisoverrækkelsen var vi på vej til det sted, hvor Salman Rushdie skulle overnatte. Det var en klar, kold aften, og der var spontanitet i luften. Rushdie sad og stirrede ud gennem vinduet med dyb koncentration. Da vi passerede Promenaden på Frederiksberg Allé, livede han synligt op.
„What is that?“ spurgte han interesseret.
Vi svarede, at stedet var en gammel teatercafé, som på mange måder var et af Frederiksbergs vartegn.
„Skal vi ikke stoppe og få en fadøl,“ spurgte han derefter en smule bedende.
Rushdie trængte simpelthen til en fyraftensøl efter en lang dag med arbejde og formelle taler. Han havde været på hele dagen og givet sig god tid til at snakke venligt med alle de mennesker, han havde mødt på sin vej. Det var måske ikke så underligt, hvis han følte sig lidt tør i halsen – de sidste dages opstandelse og alvor taget i betragtning. Rent sikkerhedsmæssigt var der ikke noget forgjort i det, da ingen kunne vide, at han ville sidde der og drikke øl. Vi indrapporterede til afdelingen, at vi ikke som planlagt var på vej fra punkt A til B, men spontant havde gjort holdt på den pågældende café.
Først gik Salman Rushdie og hans to ledsagere fra Rushdiekomitéen ind. Kort tid efter gik vi rutinemæssigt ind og satte os ved et andet bord og bestilte som altid et par sodavand. Caféen var halvt fyldt med gæster, og stemningen var god og opløftet.
Vi havde siddet der knap en time, da døren gik op med et mægtigt rabalder. Tre mænd kom ind – de forreste med ølkasser i hver hånd. Jubelen bredte sig. Det var J-dag, og Tuborg kørte rundt i byen med julebryg til tørstige sjæle. Sikkerheden blev fortsat ikke kompromitteret. Vi blev siddende, men takkede pænt nej til en juleøl. Det gjorde Salman Rushdie ikke. Han syntes, det var sjovt at være med til frigivelsen af julebryggen, og da han blev tilbudt en blå nissehue med blink i, sagde han øjeblikkeligt ja og satte den på hovedet. Mens alt dette stod på, var der en fyr, der gik rundt og tog billeder. Vi formodede, at han var fra bryggeriet og lod ham tage sine billeder i fred. Efter et par øl, kørte vi Salman Rushdie hjem til sit logi.
De fleste kender resten af historien: Næste dag var billedet af Salman Rushdie iført nissehue og julebryg på Ekstra Bladets forside. Den dødsdømte forfatter, der ikke havde måttet komme ind i landet, fordi han udgjorde en enorm sikkerhedsrisiko, havde tilbragt aftenen inden han oprindelig skulle have været her i hyggeligt lag på Promenaden på Frederiksberg. Historien havde sin egen ironi.
For os betød det ingenting. Vi blev ikke bebrejdet noget af vores ledelse. Vi havde løst opgaven korrekt – og ligesom i andre situationer havde vi givet plads til Rushdies spontane beslutning, idet den sikkerhedsmæssigt var forsvarlig.