Det er ikke alt, der går lige godt, når man arbejder som livvagt for de kongelige. Heldigvis er det næsten altid små, betydningsløse episoder eller hændeler, som man kan grine af bagefter, og sådan en dukkede op, da jeg i begyndelsen af 1998 var med kronprinsen på en stor militærøvelse i Nordnorge. Han skulle som frømand deltage i øvelsen, der involverede 20.000 soldater fra 11 forskellige NATO-lande.
Vi fløj i et Hercules transportfly fra Værløse til Norge og skulle transportere Frederik rundt, når han ikke var på øvelse. Under selve øvelsen var vi i kontakt med Frømandskorpsets koordinationsgruppe, som befandt sig helt oppe i Tromsø. Mens øvelsen stod på, blev der ikke taget hensyn til, at der var en kronprins med – ud over at man holdt øje med, hvor han befandt sig. For os var turen derfor begivenhedsløs, indtil besætningen på det danske Hercules fly spurgte, om vi ville med ud på en taktisk natøvelse. Frederik havde mærket, at vi kedede os en smule og havde spurgt besætningen, om de ikke kunne tage os med ud. Han syntes, at vi trængte til at opleve noget. Hercules er et propelfly som er cirka 35 meter langt og har et lastrum, der med lethed kan rumme både pansrede mandskabsvogne og mange mennesker. Samtidig behøver det ikke nogen særlig lang bane for at lette og lande, så flyet kan trods sin størrelse lande på et hangarskib. Øvelsen gik ud på, at man skulle fingere en flyveøvelse ind mellem de norske fjelde midt om natten, lande på en ø, læsse en pansret mandskabsvogn af, plante et flag og stikke af igen. Meningen med øvelsen var at vise, at man kunne flyve lavt, sætte folk af og lette igen uden at blive opdaget af fjenden. Om bord på flyet var der også en gruppe frømænd.
Vi syntes, at det lød spændende og en frostklar aften spadserede vi ind gennem flyets bagklap for at få en på opleveren. Den pansrede mandskabsvogn, som vi skulle have med, holdt i midten af lastrummet og langs hver side var der hårde bænke, som vi kunne sidde på. Af sikkerhedsmæssige årsager skulle alle være spændt fast, når vi opholdt sig i flyet. Hvis vi bevægede os rundt under flyvningen, havde vi en sele på, som var gjort fast i en skinne. Da flyet lettede, gik det skarpt opad. Og da vi var i luften, gik det op for os, at flyet skulle flyve uden radarstyring og uden lys. Piloterne skulle udelukkende navigere med night vision.
Flyet fulgte bjergene, steg og faldt og krummede fra side til side. Vi kunne intet se og havde ingen pejling af, hvor horisonten var. De fleste i flyet gav ret hurtigt op og rakte ud efter de små fedttætte poser. Vi kastede op i rigelige mængder og følte os elendigt tilpas. Ikke bare fordi flyet gyngede halsbrækkende af sted, men også fordi der var minus 30 grader i lastrummet. Aldrig har jeg fortrudt så meget, at jeg sagde ja til noget. Det var et af formålene med øvelsen, at frømændene skulle lære at arbejde under de ekstreme kuldeforhold.
Da vi landede på øen, blev bilen kørt ud. Men i stedet for at plante et flag, blev der plantet en brækpose – hvorefter vi havde en lige så rædsom tur tilbage. Kronprinsen havde af et rent hjerte ment, at vi sikkert ville synes, det var interessant at opleve en frømandsopgave på nærmeste hold, men jeg skrev mig bag øret, at hvis han tilbød os lignende interessante oplevelser i fremtiden, ville jeg nøje undersøge, hvad de helt præcist gik ud på, før jeg sagde ja tak. Og priste mig lykkelig for mit trods alt mere komfortable job.
På hjemmefronten brændte den for alvor på og i 1999 gik den bare ikke længere. Helle og jeg havde i flere omgange forsøgt at få vores forhold til at fungere, men vi havde tabt noget undervejs, som vi ikke kunne reparere. Der var for mange skeletter i skabet, og de blev ved med at dukke op. Vi flyttede fra hinanden. Udover at det var en personlig sorg for mig, var det også et nederlag. I mine øjne blev man sammen, når man var gift. Især hvis man havde børn. Det eneste gode, der var at sige om bruddet, var, at Helle og jeg var enige – og at vi egentlig skiltes som venner. Vi havde jo også børnene, og vi ville begge to have, at deres liv fungerede på bedste måde. At vi siden fandt sammen igen og gik fra hinanden igen et utal af gange, er en sidehistorie. Det var her elastikken brast, og grunden blev lagt til den endelige skilsmisse, selvom den først kom mange år senere.
Heller ikke på det sikkerhedsmæssige plan går det altid som præsten – eller sikkerhedstjenesten – prædiker. Det måtte vi i Gammagruppen sande, da prins Joachim og prinsesse Alexandra skulle giftes i Fredensborg Slotskirke. Hele brylluppet havde på forhånd fået kæmpe opmærksomhed, og medierne svømmede over med et hav af artikler om det lykkelige par. Flere af min kolleger fra såvel kronprinsegruppen som dronningegruppen var kaldt ind for at dække begivenheden.
Sikkerheden omkring brylluppet var meget stor. Ikke kun ville hele den danske kongefamilie være til stede. Der ville også være kendte og kongelige fra en række andre lande til brylluppet. Fra afdelingens side begyndte hele det store rekognosceringsarbejde lang tid før den store begivenhed. Faktisk begyndte det den dag, hoffet annoncerede tid og sted for brylluppet. Kirken skulle inspiceres og gennemtjekkes. Der skulle holdes møder med de involverede på slottet og hoffet om alle de logistiske overvejelser: I hvilken rækkefølge skulle bilerne ankomme? Hvordan skulle bilerne komme ind og ud af slotsgården? Hvor skulle de parkere? Hvordan skulle gæsterne komme ind i kirken? Hvordan skulle vi sikre os, at det kun var de inviterede, der kom ind? Hvor skulle gæsternes egne livvagter opholde sig under ceremonien? Hvordan skulle gæsterne efter vielsen fragtes fra Frederiksborg Slotskirke til Fredensborg Slot, hvor bryllupsfesten skulle afholdes? Hvilke ruter skulle have første prioritet – og hvad var vores plan B, hvis der skete noget?
Alt blev som sædvanlig beskrevet i mindste detalje. Vi vidste, at kirken ville blive fyldt med inviterede gæster – og vi skulle være i stand til at evakuere dem alle sammen på rekordtid, hvis det blev nødvendigt.
I takt med at sikkerhedsniveauet bliver højere, sker der altid det, at den enkelte livvagts opgave indsnævres. Fra at have et udsyn på 180 grader, snævres synsfeltet ind. Man får nogle helt specifikke opgaver, der som regel knytter sig til en enkelt person eller funktion.
På dagen ville kirken være som et skakbræt fyldt med brikker af forskellig betydning. Nogle af de mennesker, der befandt sig i kirken ville have højere prioritet end andre. Dronningen ville altid have højeste prioritet, kronprinsen altid næsthøjest og så fremdeles.
Kongehuset besluttede suverænt, hvem der skulle inviteres med til brylluppet. På baggrund af de inviteredes tilbagemelding sendte hoffet en endelig deltagerliste til PET. Pressen ville også få adgang. De akkrediterede ville blive lukket ind på slotsområdet eller ind i selve kirken og placeret i puljeområder, anvist af efterretningstjenesten.
Alle, der skulle stå for sikkerheden, blev akkrediteret og informeret om hele arrangementet. Vi fik alle indblik i den overordnede logistik. Nogle skulle være med i kirken og andre med til middagen på Fredensborg. Jeg skulle ikke med til selve vielsen. Første del af min opgave bestod af at bringe kronprinsen til kirken, derefter skulle jeg indgå i objektbevogtning af Fredensborg Slot. Senere skulle jeg afløses og derefter være med til til den indre bevogtning under festmiddagen. Jeg og flere andre livvagter sad i nogle rum ikke langt fra festlokalet. Skulle der ske noget på Fredensborg Slot, ville vi altså være tæt på. Men da Fredensborg Slot som helhed også var objektsikret af garden og politiet, var sandsynligheden for et attentat stærkt reduceret.
På selve dagen var alt kortlagt og planlagt – og alle livvagterne havde hver deres program for dagen. Som en usynlig sikkerhedsmæssig frakke, der var blevet trukket uden på gæsternes officielle festtøj. Intet var overladt til tilfældighederne.
På bryllupsdagen hentede jeg en nyvasket tjenestevogn på Politigården. Alt i bilen var, som det skulle være. Tanken var fuld, reservehjulet i orden. Mit eget udstyr og min beklædning var som foreskrevet. Jeg var iført en mørk habit med et diskret slips. Under habitten havde jeg mit sædvanlige udstyr: min Neuhausen 9 mm, en knippel, en lommelygte og en Leatherman. Med andre ord kunne jeg i ro og mag hente kronprins Frederik sammen med min kollega. Vi kørte efter kronprinsens krone-bil i retningen mod Hillerød. Undervejs kunne vi over radioen høre, hvem der ankom og blev sat af, og vi kunne på den måde hele tiden følge med i, om gæsternes ankomst til slotskirken forløb som planlagt.
Stemningen var både spændt og intens, og vi ankom som planlagt til Frederiksborg Slotskirke. Min kollega steg ud af bilen og fulgte kronprinsen ind, mens jeg kørte ud af slotsgården og tilbage mod min parkeringsplads. Alle parkeringspladser var blevet nummereret, for vi skulle ankomme til og forlade parkeringspladserne i en bestemt rækkefølge.
Brylluppet gik i gang. Alexandra ankom, og der gik et sus gennem tilskuerne, da de fik øje på hende. Det hele var meget festligt og kørte på skinner. Politiet havde oprettet en kommandocentral, hvorfra alle involverede vagter og politifolk løbende blev orienteret via radioen. Her kunne vi fornemme, hvorvidt tidsplanerne blev overholdt, og – hvis ikke de gjorde – modtage nye forholdsordrer. Da brylluppet var i gang, sad jeg i bilen og hørte om begivenhederne i kirken i min øresnegl.
Pludselig meldte centralen, at man havde spottet en mistænkelig person i kirken. Jeg rettede mig op i sædet. Hvad var nu det? Havde vi fået en potentiel attentatmand ind i kirken? Det var det sidste, jeg havde lyst til at høre på en dag som denne.
Kort efter kom meldingen: Man havde identificeret ham og anså ham for ufarlig. Han blev anholdt lige så stille, da ceremonien var forbi. Vi havde ikke lyst til at bryde stemningen ved at slæbe af med ham midt i vielsen. Den anholdte mand var den nok så berømte Claude X, og det var Ekstra Bladet, der havde hyret ham til at gatecrashe kirken. Forud for brylluppet havde Ekstra Bladet lavet en større artikel om det enorme sikkerhedsmæssige set-up omkring brylluppet. En ihærdig journalist havde under henvisning til seriøsiteten i sit projekt fået adgang til at følge en gruppe sikkerhedsfolk og beskrive deres arbejde og sikkerheden omkring brylluppet. Det, afdelingsledelsen ikke kunne vide, var, at artiklen skulle fungere som research til artiklen om Claude X’s ’indbrudsforsøg’.
Ekstra Bladet scorede den forsidebasker, de havde håbet på. Men ét sted fik de dog ikke deres ønsker opfyldt: Anholdelsen af ham skete så diskret, at de andre bryllupsgæster slet ikke lagde mærke til det. Og det var vi i det mindste tilfredse med.
I Frankrig havde Claude X gjort det til sin kunst at liste sig ind til kendte menneskers selskaber uden at blive afsløret. Det var på den baggrund, at Ekstra Bladet havde hyret ham til at liste sig ind til ceremonien i Frederiksborg Slotskirke. I Ekstra Bladet kunne man læse Claude X’s egen beskrivelse af, hvordan det umærkeligt var lykkedes ham at blive en del af det muntre selskab, der fra et hotel i København steg ind i en bus og kørte til Frederiksborg Slot. Og man kunne læse, hvordan han ved indgangen til kirken var stået ud af bussen sammen med de andre i selskabet, havde stillet sig op i køen, taget sin frakke af som alle de andre. I døren var han blevet mødt med en række spørgsmål, som han ikke havde kunnet forstå, men ikke desto mindre havde besvaret – på fransk. Og endelig kunne man læse, hvordan han i den almindelige forvirring og sprogforbistring pludselig havde fået adgang til kirken.
Fra efterretningstjenestens side analyserede man alle planer og procedurer for dagen for at kortlægge, hvor sikkerhedsbristen var indtrådt. Alle havde i princippet overholdt regelsættet og gjort, som de skulle. Men hvor der indgår mennesker, kan der også ske fejl, fordi mennesker har det med at tænke selv. Claude X var kommet ind i kirken, fordi brylluppet var blevet ramt af dårligt vejr. Alle, der kan huske brylluppet, kan sikkert også huske, at det havde sneet i dagene op til. På selve dagen var vejret vendt til en iskold sludregn, der senere gik over i sne. Det var meningen, at gæsterne ved deres ankomst til kirken skulle fremvise invitationer, som skulle sammenholdes med efterretningstjenestens gæstelister. Mange bryllupsgæster var ankommet med bus og havde stået ved indgangen til slotskirken i én stor klump, da en kold nedbør satte ind. For at udvise konduite, havde kollegaen, der skulle sammenholde invitationerne med gæstelisten besluttet at afvikle køen lidt hurtigt, så ikke alle havde fået fremvist deres invitation.
Derfor indskærpede man, at man fremover skulle gøre tingene som beskrevet. Kom man i tvivl, skulle man indhente tilladelse til at ændre procedure. Efterretningstjenesten erkendte, at adgangskontrollen havde været et svagt punkt ved arrangementet, for i virkeligheden burde man ikke bare have fremvist invitation svarende til gæstelisten, man burde også have fremvist billedlegitimation. Ikke desto mindre vil der altid kunne ske fejl, hvis mennesker selv tænker og handler.
Efterfølgende tænkte jeg meget på episoden. Jeg tænkte over, at man som politimand til tider kun har et splitsekund til at afgøre, om man skal trække sit våben og skyde. Netop dét splitsekund kan jurister efterfølgende bruge måneder og år på at diskutere og vurdere – til trods for, at der er klare retningslinjer for, hvad man må og ikke må med sit våben. Regler og lovgivning kan ikke tage højde for alle situationer. I tilfældet med bryllupsgæsterne var alt nedfældet, men reglerne tog ikke højde for, at de kongelige gæster pludselig blev fanget i regnen i deres stiveste puds.
For mig at se var der ikke noget underligt i, at kollegaen udviste konduite og lukkede dem hurtigere ind. Heldigvis vidste hverken tv-seerne eller gæsterne i slotskirken noget om Claude X. For dem var brylluppet i slotskirken bare en glædelig begivenhed, en smuk ceremoni med et smukt par. Da gæsterne skulle derfra, forlod prins Joachim og prinsesse Alexandra kirken som de første. Der blev kastet med ris, og så forlod de slotsgården i krone-bilen og kørte i retning af Fredensborg Slot med politi og sikkerhedsvagter både for og bag. Alle andre gæster forlod kirken i modsat rækkefølge af den, hvori de var ankommet – præcist som de protokollære regler tilsagde.
Claude X tilbragte natten i detentionen hos politiet i Hillerød. Næste dag blev han sendt tilbage til Frankrig medbringende en bøde for ulovlig indtrængen.
I 1999 stoppede jeg i sikkerhedstjenesten, da min ansættelse i Gammagruppen var en turnustjeneste. Ifølge afdelingens regler skulle jeg ud at arbejde et andet sted i politiet i et halvt år, før jeg kunne genoptage min tjeneste som livvagt. Baggrunden var, at man ikke ønskede, at folk skulle gå i stå i tjenesten. Man var bange for, at livvagterne skulle miste forbindelsen til det almindelige politiarbejde, hvis de i for mange år kun arbejdede med sikkerhed.
De mange timers ventetid som sikkerhedsvagt havde jeg blandt andet brugt på at læse om IT og IT-sikkerhed. Så da jeg fik et tilbud om at komme til at arbejde inden for politiets IT-tjeneste, slog jeg til. Udviklingen inden for IT-sikkerhed i Danmark var for alvor kommet på dagsordenen, og jeg følte, at det var et job med gode fremtidsmuligheder.
Det blev et svært farvel. Som livvagt i Gammagruppen havde jeg været med i en slags broderskab, som havde haft sit eget liv. Jeg havde levet i en verden af anonymitet, men samtidig befundet mig der, hvor dagsordener blev sat og historiebøger skrevet. Jeg havde været der på grund af jobbets personlige og faglige udviklingsmuligheder. Og på grund af oplevelserne. Jeg havde været en del af et team og en del af et korps. Derfor indsneg der sig også en usikkerhed og et stort vemod, da jeg forlod den kendte verden. Vemodet blev ikke mindre af, at min sidste dag som livvagt for kronprinsen forløb helt anderledes, end jeg havde regnet med. Jeg havde forberedt mig på, at jeg ville sige farvel og takke for det gode samarbejde. Men jeg nåede det aldrig. Det var en af den slags stressede dage, hvor det ene arrangement tog det andet. Frederik stod ikke et øjeblik alene, og jeg fik aldrig muligheden for at tale med ham. Som livvagt er man en skygge i kulisserne. Man træder ikke pludselig ind på scenen og kræver opmærksomhed. Det havde jeg vænnet mig til, men jeg var trist over, at jeg ikke fik sagt farvel. For mig ville det have været en god måde at binde enderne sammen på. Siden den dag, kronprinsen var stukket af fra mig ved Marselisborg Slot, havde vores liv på sin vis været tæt sammenflettede. Nu sluttede den del af mit liv uden et håndtryk eller et farvel. Sådan var betingelserne.
I første omgang blev jeg ansat i Frederiksberg Politis kombinerede kriminal- og IT-afdeling, men allerede efter nogle få måneder vendte jeg tilbage til PET og deres nyetablerede IT-afdeling. Tanken med afdelingen var, at politiet skulle blive bedre til at efterforske IT-baseret kriminalitet. Løsningen blev, at man hentede kompetencer uden for politiet og kombinerede dem med den kriminaltekniske viden, som man besad. Det var de to tænkemåder, der tilsammen skulle skabe en stærk afdeling. Det lykkedes i høj grad, og i dag fokuserer man især på forbrydelser som industrispionage. Jeg var med i etableringsfasen af PET’s IT-afdeling. Dengang talte alle om IT. Timingen var altså helt rigtig, og det var som at bygge en virksomhed op fra bunden. Vi startede med ganske få personer, men udviklingen inden for IT-kriminalitet har gjort, at afdelingen i dag har vokset sig ganske stor.
I forbindelse med mit job i PET’s IT-afdeling havde jeg kontakt til et råd under Dansk Industri, og en dag blev jeg prikket på skulderen af et af rådets medlemmer. Han mente, at han havde det helt rigtige job til mig i det private erhvervsliv. Jobbet handlede også om at arbejde med IT-sikkerhed og var en forlængelse af det, jeg allerede beskæftigede sig med. Jeg søgte orlov fra politiet og sprang ud i det. Og klarede pynten. Efter nogle år med fuld fart på som ansat tog jeg et spring mere og nedsatte mig som selvstændig IT-konsulent inden for sikkerhedsområdet.
Først da jeg blev selvstændig, gik det for alvor op for mig, hvor meget af min identitet, jeg i virkeligheden havde bundet i politiet. Det er ligesom, vi mennesker ofte først rigtig værdsætter det, vi holder af, når vi ikke længere har det. Jobbet i politiet – og især det at være fastansat – havde været forbundet med stor tryghed. Det mærkede jeg, nu da den forsvandt. Som selvstændig stod jeg pludselig helt alene og var fuldstændig afhængig af, at jeg klarede mig godt og tjente penge nok til at forsørge mig selv og min familie samt holde min virksomhed kørende.
Utrygheden blev et grundvilkår. Men samtidig mærkede jeg, at livet som selvstændig også gav mig en berusende frihed. For første gang var jeg blevet styrmand på mit eget skib. Var det ikke netop det, som visdommen i dojoen, timerne i patruljevognen, overlevelsesturene på Kullen, biljagterne igennem byen, de talløse drab, slagsmål og voldsepisoder havde lært mig? At værdsætte livet i den skrøbelige form, det ofte kan tage, og ikke lade andre styre det skib, du sejler med?
Den slags private omvæltninger, som jeg nu selv oplevede, har det med at fremtvinge en slags statusopgørelse over folks liv. Det skete også for mig. Jeg skuede tilbage over mit liv og kunne pludselig se en masse ting i et nyt – og klarere – lys. For det første kunne jeg se, at mit farvel til Gammagruppen havde været et større chok, end jeg umiddelbart havde fornemmet. Først nu – to år efter – var jeg ved at komme mig over afskeden. Jeg havde ignoreret en masse følelser og fokuseret på andre ting for at få tilværelsen til at hænge sammen. Som kvinden, der plukkede blomster i grøftekanten – dog i noget mindre dramatisk omfang. Utallige gange havde jeg prædiket for andre:
„Først chokfasen. Dernæst reaktionsfasen. Så bearbejdningsfasen og endelig nyorienteringsfasen, hvor man reelt klipper strengen til fortiden over, så det, der udløste chokket, bliver en erfaring, man kan tage med sig videre i livet.“ Først nu var jeg nået til nyorienteringsfasen. Først nu var jeg i stand til at kigge konstruktivt fremad.
Da jeg stoppede hos politiet, havde jeg selvfølgelig gjort mig mange tanker om, hvordan mit liv ville komme til at se ud. Men jeg havde ikke været klar til at tage udfordringen op og handle – at tage kontrollen over mit eget liv. Det var jeg nu.
Jeg oplever hver dag i mit nuværende arbejde som konsulent, at mennesker, der i deres tilværelse står over for et sceneskift, ofte har svært ved at give slip på den tilværelse, de kommer fra. Det gamle arbejde betyder sammenhold, samhørighed og fællesskab. At prøve noget nyt føles som at kaste sig ud i lufttomt rum. Man er presset, rådvild, fortabt og har brug for hjælp. I disse situationer ligger nøglen til at komme videre ofte skjult et sted i ens netværk – den blanding af erhvervsmæssige relationer, gode bekendte, nære kontakter og familie, som vi alle har. Men sjældent gør rigtig brug af. Og som vi selv kan arbejde for at gøre større og stærkere. Jo større og stærkere ens netværk er, desto mere kan det bære. At være klar over det giver den indre tryghed og styrke, der gør at man kan komme videre.
Med tiden forandres, udvikles og modnes vi som mennesker. For nogle bliver livssynet mere klart, for andre mere dunkelt. For mit eget vedkommende kunne jeg nu se, at mit engagement i politiarbejdet og karaten havde gjort mig blind på det ene øje. At jeg havde været et halvt menneske. Jeg havde måske nok i glimt anet, at jeg havde sat mit forhold til familien over styr. Jeg havde måske nok anet, at min kone og jeg gled fra hinanden. Men jeg havde ikke reageret på fornemmelsen og omsat den til handling. Jeg havde undladt at gribe ind og overladt ansvaret til hende, fordi jeg selv hverken havde mod eller mandshjerte. Naturligt nok blev vi skilt.
Man kan sige, at det delvist var et tilfælde, at jeg stoppede, da jeg gjorde, men i dag er jeg glad for, at det skete. Jeg stoppede, mens jeg stadig var glad for mit arbejde, og mens jeg stadig have mulighed for at skabe mig en anden tilværelse. Skiftet har betydet en enorm udvikling for mig på det personlige plan, men jeg har på ingen måde lagt tiden som livvagt bag mig. Alle de redskaber, jeg bruger i dag – både professionelt og personligt – har jeg lært i tjenesten og i karaten. Nu bruger jeg dem blot på at forbedre mit eget liv – ikke på at beskytte en andens. Jeg har altid forsøgt at forudse det uforudsigelige og forfine og perfektionere mine evner. Hvorfor ikke gøre det for sit eget liv og under kontrollerede omstændigheder begynde at træffe beslutninger? Hvorfor ikke blive ved med hele tiden at udfordre sine begrænsninger, søge nye vidder og udvide sin komfortzone? Også inden for sit privatliv?
En styrmand kan ikke styre sit skib i havn, hvis ikke han har en rute at følge på havet. Det samme gør sig gældende i tilværelsen, så hvorfor ikke forsøge at fastlægge en rute for sit liv og hvor man vil hen? Hvad er det, man som privatperson ønsker at opnå? Når jeg er færdig på min arbejdsplads, hvad så? Det er ikke anderledes, end når man midt i sit liv begynder at tale om døden. Vi ved, at vi fødes og dør. Men mange vil ikke tale om døden. Og vil man ikke det, forbereder man sig heller ikke på den. Man skubber den væk og lader omstændighederne omkring begravelsen være op til andre. Man har ikke engang forudset det allermest forudsigelige her i tilværelsen.
I mit liv som karateudøver, politimand og livvagt skete en transformation – en udvikling. Nu var tiden moden til at lade det samme ske i mit privatliv. Jeg ved i dag, at en sikker forankring privat er forudsætningen for at agere optimalt professionelt. Hvis ikke du er i balance på hjemmefronten, kommer du til at vakle eller tøve, når konflikten på jobbet melder sig. Dét har jeg lært, og det er jeg bevidst om.
Hvor jeg tidligere brugte mange af mine indre ressourcer på at slukke ildebrande privat i mit forhold til Helle, bruger jeg i dag kræfterne på at sikre, at brandene slet ikke opstår i forholdet til min nuværende kone, Gitte. Jeg har besluttet at gøre de ting i dag, jeg ikke har lyst til at gøre i morgen. På den måde behøver jeg aldrig at frygte, hvad der kommer til at ske. Det kræver, at man tør være sårbar og kan acceptere, at man kan fejle. Som tidligere livvagt – der gennem syv år har båret en anden mands liv i sine hænder – har dét naturligt nok været det vanskeligste for mig. Men det er lykkedes til sidst. Til gengæld har jeg fået en større aktionsradius rent mentalt og følelsesmæssigt. Jeg kan i dag se og håndtere ting, som jeg tidligere ikke engang bemærkede. Det var sådan, jeg fandt Gitte, som jeg skylder den største tak for at have hjulpet mig med at åbne mine øjne.
I mit nye liv gik det også op for mig, at jeg blev nødt til at sætte tid af til mit fristed. Jeg måtte have nogle steder i sit liv, hvor jeg kunne tænke og lade op. For mig blev motionen et naturligt fristed. Det er i dag min flugt fra problemer, udfordringer, stress og andre tyngende ting. For andre kan fristedet være at høre musik, læse en bog, kigge ud over vandet. Det er vigtigt at have et sted i sit liv, hvor man kan være til stede med sig selv og alle de fejl, man nu engang besidder. Uanset at det kan være svært at være i selskab med sig selv. Det er der mange, der ikke bryder sig om, for når man er alene, kan man ikke skjule sig for sig selv.
Samtidig har jeg erkendt, at man bliver nødt til at finde ud af, hvem man selv er. Og nødt til at finde ud af, hvilke motiver der ligger bag det, man gør. Når man eksempelvis vælger et erhverv, der i værste fald kan koste en livet, er det så fordi, man har et vrangbillede af, hvad virkeligheden er? Livvagtens virkelighed er den, at han hver dag skal være villig til at ofre sit eget liv, for at en anden kan leve! Hvorfor var jeg villig til det? Jeg har ikke fundet noget endegyldigt svar, men jeg kan konstatere, at det var jeg. Det var en beslutning, jeg egenhændigt havde truffet, og som min familie hele vejen støttede mig i.
En mor, der ser, at hendes barn er ved at blive kørt over, vil ikke tøve med at kaste sig ud foran bilen og skubbe barnet bort – uanset, at det er åbenlyst, at handlingen vil blive fatal for hende selv. Hun handler, som hun gør, fordi der er et menneske, hvis liv er vigtigere end hendes eget. Det samme skal en livvagt kunne gøre – uanset, at hans forhold til objektet alene er professionelt og ikke følelsesmæssigt. Livvagten skal kunne acceptere, at eksempelvis kronprinsens liv er vigtigere end hans eget. Det var det for mig.
Den indstilling forandrede selvfølgelig mit forhold til døden. Hver dag var den med som blind passager, når jeg tog på arbejde. Når jeg tog hjemmefra om morgenen, kunne jeg ikke med sikkerhed sige, at jeg ville kom hjem om aftenen. Det blev for mig en baggrundstone, der prægede alt, hvad jeg lavede. I den gamle japanske form for karate taler man om bevægelserne frem til stødet. Underforstået: Man har som kriger kun én chance, ét stød. Og det stød afgør, om man skal leve eller dø. Derfor handler filosofien i denne ælde, gamle form for karate – som ikke skal forveksles med den moderne sportskarate – om at forfine alt det, man gør. Fordi man kun har den ene chance. Det handler om bevidstgørelse. Om forberedelse. Og om øvelse. Du skal forberede dig, træne og skærpe dine sanser for at undgå, at det værst tænkelige sker. Gør du det, vil du forstå, at den største sejr er at besejre din modstander uden kamp.
Når jeg i dag tænker på mig selv dengang, kan det virke underligt, at det overhovedet lykkedes mig at give slip på livet som livvagt. For mange andre lykkedes det ikke. Mange livvagter taler meget om, hvordan og hvornår de skal stoppe. Men de færreste gør noget konkret. Frygten for at holde op sniger sig ind – og som en gammel bokser skal de altid lige have en sidste kamp.
Sådan levede jeg også i mange år, om nødvendig klar til at dø i kampen for et andet menneske. Hele fundamentet for min identitet var bundet op i det, og jeg fokuserede på hele tiden at optimere min professionelle profil, så jeg var klar i det ene højtidelige øjeblik, jeg ville få, hvis det værst tænkelige skulle ske. Men hele tiden vandt jeg sejre uden at kæmpe. Måske fandt jeg her i denne stræben al den anerkendelse og ros, jeg havde manglet som barn? Den ultimative selvopofrelse – er den ikke at være villig til at dø for et andet menneske? Og dog er der alligevel også andet og mere i det. Det ved alle de helte, der hver dag sætter livet på spil for andre mennesker – hvad enten det er brandmanden, soldaten, politimanden eller livvagten. Alle dem, der mindst én gang har stirret døden i øjnene – og i samme sekund for alvor har mærket livet sparke: Kun den, der er parat til at dø, kan leve helt.