I syv år bar jeg en anden mands liv i mine hænder. Dag ud og dag ind fulgte jeg ham som en skygge. Når vi gik på gaden, var jeg fem skridt efter ham. I tankerne var jeg altid to foran. Jeg var parat til at ofre mit liv for hans, og jeg veg ikke fra hans side – uanset om han stod i mudder til livet eller var iklædt gallauniform på Amalienborgs bonede gulve.
Hans navn er Frederik André Henrik Christian, prins til Danmark.
Mit eget navn er Jesper Lundorf.
Jeg er tidligere medlem af Gammagruppen – den specialenhed i Politiets Efterretningstjeneste, der er ansvarlig for al personbeskyttelse og fungerer som sikkerhedstjeneste for kongehuset. Og dette er som udgangspunkt historien om mine syv år som livvagt for kronprins Frederik. Men det er mere end det. Det er også fortællingen om min søgen efter anerkendelse og et fast holdepunkt i tilværelsen – og om hvordan jeg fandt begge dele. Først i karaten, dernæst inden for politiet og endelig som livvagt for kongehuset.
Jeg kan ikke skrive om de syv år som kronprinsens livvagt uden at skrive om mig selv. Og jeg kan ikke skrive om mig selv uden at skrive om de syv år. De to ting hænger uløseligt sammen. Er filtret ind i hinanden på kryds og tværs. De mentale værktøjer, jeg lærte at bruge som livvagt, har jeg sideløbende brugt til at få det bedste ud af tilværelsen på mange andre områder. De har lært mig at tage ansvar for mit eget og andres liv, og det er ikke en lære, man kun kan bruge professionelt. Det er en lære, man bør have med sig overalt, og det er mit håb, at denne histore vil kunne inspirere andre mennesker.
Min opgave som livvagt for kronprinsen var først og fremmest af sikkerhedsmæssig karakter. Mit job var at passe på ham. At bringe ham sikkert gennem dagen. Men det kræver stor nærhed. Både fysisk og psykisk. Så vi talte sammen, spiste sammen, boede sammen, trænede sammen, diskuterede tilværelsen, undrede os, grinte og græd sammen, når ordene ikke længere slog til. I flere år var kronprinsen den person, der fyldte mest i mit liv.
Han var 24 år, da vi mødtes første gang. En ung mand, der tumlede med livets store spørgsmål, og som kæmpede med at finde sig til rette med den rolle, han var født til. Gennem de næste syv år udviklede han sig til en handlekraftig mand med mål og retning i sit liv. Jeg oplevede denne udvikling på nærmeste hold, og i dag har kronprins Frederik min uforbeholdne respekt. Den respekt, man ikke kan få gennem titel eller byrd, men som man må gøre sig fortjent til.
Respekten er uformindsket siden den dag i maj 2000, da jeg sagde farvel til ham for at begynde et nyt liv. Derfor må jeg skuffe de læsere, der leder efter intime detaljer fra stuerne på Amalienborg. Hvad der én gang er sagt, set eller oplevet i fortrolighed og respekt, vedbliver med at være fortroligt. Vores veje skiltes, da jeg forlod efterretningstjenesten, og siden har vi ikke mødtes eller talt sammen. Vi lever hvert vores meget forskellige liv, og jeg ved ikke, om han ser på de syv år på samme måde som jeg, men personligt tog jeg en masse med fra de år. De gjorde mig stærkere, klogere og mere hel.
Det er vanskeligt at forlade en efterretningstjeneste. Man forlader en verden, som på mange måder er noget helt særligt. Man siger farvel til kollegaer, som i mange år har været de eneste, man har kunnet dele sine oplevelser med. Man lukker en dør til en fortid, som man aldrig vil kunne fortælle nogen om. Det kræver styrke ikke at føle sig alene, og det er blandt andet denne styrke, jeg gerne vil forsøge at give videre gennem denne bog.
En stor tak skylder jeg alle, der undervejs i manuskriptets tilblivelse har hjulpet med råd og vejledning. Ingen nævnt, og ingen glemt.
Jesper Lundorf
December 2007
På grund af operationssikkerheden ved kommende operationer og af hensyn til sikkerheden for operative agenter og deres familier er specifikke detaljer om Gammagruppens arbejde fortrolige.