Det var en af de sene forårsdage, hvor skoven stadig er knitrende lysegrøn. Solen skinnede dovent, og fuglene sang. Det var den perfekte dag til en løbetur, og jeg var klar. Omklædt med cyklen mellem benene, ventende på, at kronprinsen skulle dukke op. Som livvagt var jeg lige så grøn som skoven og lige så bristefærdig som træernes knopper efter at komme i gang med min første tætte opgave for kronprinsen: at følge ham på en løbetur i skoven.
Jeg havde været på to opgaver med kronprinsen tidligere. Men ingen af gangene var vi blevet introduceret eller havde hilst ordentligt på hinanden, ligesom jeg endnu ikke havde haft lejlighed til at fortælle ham, at vores spor faktisk havde krydset en junidag otte år tidligere. Nu skulle vi bruge en lille times tid i tæt selskab.
Mit objekt eller VIP’en, som det hedder i fagsproget, kom ud på pladsen foran Marselisborg Slot iført løbetøj. Vores øjne mødtes et øjeblik, og med et kort nik – nærmest bare en bevægelse med hovedet – noterede han sig, at jeg var der. Så begyndte han en let opvarmning på stedet. Selv var jeg for længst varmet op, og alle detaljer var tjekket og dobbelttjekket. Alligevel tjekkede jeg endnu engang mountainbiken, efterså mit radioudstyr og lod som om, det var meget vigtigt at tjekke alt en sidste gang. Situationen føltes anspændt.
Jeg følte, at jeg bare var blevet kastet ud i det. Alligevel glædede jeg mig. Jeg var selv ivrig løber, så jeg regnede med, at jeg bare ville nyde turen, når vi først kom i gang, og så i øvrigt være på mærkerne og vise, hvilken fantastisk god livvagt jeg var. Efter et stykke tid satte kronprinsen i løb, langsomt – og til min overraskelse – ikke ned mod slotsparkens port, men modsat, ned mod skoven, der omkransede parken. Jeg satte mig op på cyklen og fulgte efter ham. Årvågen som bare pokker. Kronprinsen løb hjemmevant ad en smal sti ind gennem skovbrynet, og jeg holdt en afstand på fem-seks meter, så jeg ikke generede ham, men alligevel var inden for rimelig afstand. Alt var under kontrol. Jeg havde endda tid til at nyde den friske luft, duften af fugtig skovbund og synet af de vilde blomster. Jeg var helt på toppen! Jeg havde brændende ønsket mig dette job. Nu var jeg her.
Men pludselig drejede kronprinsen væk fra stien. Han maste sig ind gennem et buskads og løb direkte hen til det høje plankeværk, der omkransede slotsparken. I én elegant bevægelse sprang han op mod hegnet, hev sig over og sprang ned på den anden side. Uden at sige et ord, uden så meget som at vende sig om, fortsatte han ind gennem skoven på den anden side af plankeværket.
Fornemmelsen af at være på toppen forsvandt. I stedet steg en kvalmende indre varme op gennem mig. Jeg kastede min cykel fra mig, løb hen til plankeværket og kiggede ind mellem plankerne. Jeg nåede lige at se ham forsvinde på den anden side.
Tankerne myldrede gennem hovedet. Skulle jeg kalde min kollega på slottet og sige, at jeg havde mistet kronprinsen? Skulle jeg efterlade cykel og udstyr og følge efter ham over hegnet? Jeg var i vildrede. Jeg var blevet indprentet, at jeg aldrig måtte forlade radioudstyret. På den anden side måtte jeg vel heller ikke forlade kronprinsen? Pulsen steg, og indre billeder af mig, der blev fyret og bortvist akkompagneret af en byge af reprimander fra chefen, flimrede gennem hovedet. Tænk at blive fyret den samme dag, som man begyndte på sit nye job!
I rasende fart cyklede jeg tilbage til slottet, ud gennem hovedporten og rundt om plankeværket i håb om ved et lykketræf at finde ham igen på den anden side. Jeg kendte hverken Århus eller Marselisborgskoven særlig godt, men jeg håbede, at min stedsans kunne sige mig, hvor i skoven jeg skulle lede efter den forsvundne kronprins. Jeg cyklede febrilsk rundt. På kryds og på tværs – uden held. Han var væk. Der var ikke andet at gøre end at kalde min kollega over radioen og fortælle, at jeg efter bare ti minutter havde mistet kontakten til Danmarks kommende konge. Kollegaen gik ikke i panik, men han kunne heller ikke hjælpe mig, for jeg kunne ikke engang forklare, hvor jeg selv befandt mig. Vi besluttede, at jeg skulle blive ved med at lede ude i skoven, så jeg cyklede videre. Frem og tilbage. Krydsede gennem skoven, søgte på vejene, vendte tilbage. Begyndte forfra. Jeg cyklede som en gal, men jeg kunne ikke finde ham.
Efter tre kvarters frugtesløs søgen var der ikke andet at gøre end at køre tilbage til slottet. Tilbage til skammen, skideballen og fyresedlen. Det første, der mødte mig, da jeg som en hund luskede ind gennem slotsporten, var min kollega, der ikke kunne undertrykke et lille smil. For sandheden var, at jeg langtfra var den første, der kom luskende slukøret hjem efter den første løbetur med Frederik. Som mange af mine forgængere var jeg blevet snydt. Kronprinsen var ung, han var i fantastisk form, og det var næsten blevet en tradition, at han drillede sine nye livvagter ved at stikke af eller simpelthen løbe dem agterud en gang eller to. Det var hans måde at byde dem velkommen på.
Min kollega sagde, at vi skulle vente og se tiden lidt an, før vi slog alarm. Og ganske rigtigt. Fem minutter senere løb kronprinsen ind på slotspladsen. Vores øjne mødtes, og jeg noterede mig det drillende smil, samtidig med at jeg lavede en mental note om aldrig at lade mig snyde af kronprinsen igen. Uanset hvad han fandt på, ville jeg være et skridt foran. Episoden betød, at jeg i de kommende år var mere på mærkerne, end jeg ellers ville have været.
Jeg ville være parat og forberedt på alt – og have en plan for handling, hvis det uforudsete skete.