Der lå et brev på måtten indenfor glasdøren til ‘Ærligt nærvær’, da Poul lukkede op torsdag morgen. Det bar kommunens logo. Poul tog kuverten med hen til sit skrivebord, mens han tænkte på, om han havde glemt at betale et eller andet.
Han satte sig ved bordet og sprættede kuverten op med sin papirkniv. Han trak to A4-ark ud, én gang sammenfoldet. Han åbnede brevet og læste.
Kære Poul Helweg!
I forbindelse med Helsingør Kommunes Socialforvaltnings ny projekt ‘Åbenhed, Ærlighed & Ordentlighed’ er det en glæde for projektgruppen bag dette nyskabende tiltag i forvaltningens regi at invitere en del ‘almindelige’ borgere, som på den ene eller anden måde spiller en rolle i det sociale netværk, til en inspirationshøring som forløber for projektet.
Vi i projektgruppen har sammensat et panel af sådanne borgere – iblandt dem altså dig! Vi ved fra pressen, at du i en del år har arbejdet i nærområdet med netop sociale emner, og vi mener, at du er en væsentlig aktør i den sociale struktur her i kommunen.
Poul følte sig spændt. Og blandet med spændingen registrerede han også, at han følte sig smigret. Det var sandt, at han nogle gange havde været genstand for skriverier i Helsingør Dagblad, men det havde aldrig været nogen ren fornøjelse. Hans nu afdøde kæreste, Lise Mikkelsen, havde for eksempel været meget lidt tilfreds med nogle fotos, som havde ledsaget en af artiklerne, og det havde ført til ufred mellem dem. Det havde også ført til en avisdebat, hvor læserbrevsskribenter havde kaldt ham alt fra ‘orakel’ til ‘festoriginal’.
Nu, hvor han sad med en officiel invitation i hånden, følte han sig let beæret.
Han dvælede lidt ved brevets indledende afsnit, kiggede ud af vinduet og sagde ud i luften. - Der kan du se, Lise Mikkelsen. Det kan godt være, jeg lignede en café-tjener på de billeder, men nu er man altså iblandt dem, som kommunen søger inspiration hos.
Der var stille. Han læste videre.
Projekt ‘Åbenhed, Ærlighed & Ordentlighed’ har til formål at gøre forholdet mellem borgerne og primært de sociale myndigheder mere gennemsigtigt. De senere års udvikling har – føler vi – skabt et øget behov for en revidering af strukturen på det sociale område. Dette område er pt. præget af en overbebyrdet sagsbehandlergruppe og en klientgruppe, som ofte har svært ved at finde vej i ‘systemet’. Det agter vi at råde bod på – og det er her, vi har brug for din hjælp!
Sundhedsministeriet har støttet vores pilotarbejde med 7 millioner kroner, og første spadestik til projektet tages onsdag d. 12.6. på Hotel Marienlyst, hvor Forvaltningen er vært for det første idé- og inspirationsmøde, og hvor også sundhedsministeren vil være tilstede.
Vi håber, du vil komme!
Som det fremgår, har vi ikke vedlagt materiale til dig. Vi ønsker, at vore lokale inspiratorer skal møde op, som dem de er! På mødet vil du blive præsenteret for vores oplæg og sundhedsministerens visioner for dette pilotprojekt, som, hvis det er fremgangsrigt, kan danne model for lignende projekter landet over.
Du skal med andre ord bare møde op og være dig selv!
Mange hilsner
Vibeke Alrum-Sørensen
Projektkoordinator
Poul stirrede ud i luften. Det skulle vel ikke være noget problem, tænkte han. Han var glad for, at der ikke lå en stak officielle papirer og rapporter, som man skulle læse.
Han tog telefonen, ringede nummeret på kommunens brevpapir op og sagde tak for invitationen.
- Jeg vil gerne komme, sagde han.
- Super, sagde damen. - Det bliver Vibeke glad for.
- Jamen, fint. Så ses vi, sagde han.
Han glædede sig allerede. Men få øjeblikke senere blev han distraheret, da han så Thelmas cremefarvede Rover trille ind på parkeringspladsen. Han så hende stige ud, besværet af sin mave. Det så ud, som om det var op over. Han kunne aldrig rigtig huske, præcis, hvornår hun var ‘sat til’, som det hed. Han havde spurgt flere gange, men havde fået en indviklet forklaring om ugeantal, plus/minus, termin og om man regnede fra sidste menstruations første dag eller … i hvert fald var det som med vejrprognoserne på tv. Når de endelig var færdige, kunne man ikke huske, hvordan vejret blev i morgen.
Han rejste sig og gik hen for at holde døren for hende.
- Jeg ved bare overhovedet ikke, hvor du er, sagde hun lidt efter, da de sad på hver sin side af hans skrivebord.
- Jeg er lige her, Thelma, sagde han.
- Du ved godt, hvad jeg mener, sagde hun.
- Nej, indrømmede han. - Det ved jeg ikke. Du følte dig ikke hjemme hos mig. Du ville gerne hjem til dig selv. Du havde hjemvé. Dit liv, dit arbejde … Det respekterer jeg.
- Ja, sagde hun, - men der er jo bare lige det her. Hun lagde en hånd på sin mave, som så meget hård og spændt ud. - Hvis det ikke var for det, for barnet, så ved jeg slet ikke, om vi overhovedet ville have noget med hinanden at gøre, Poul.
- Det ved jeg heller ikke. Men det er jo også ligegyldigt. Under alle omstændigheder – jeg er kun interesseret i, at vi har det godt. Jeg glæder mig da til det.
- Gør du? sagde hun og så ud under øjenbrynene.
- Ja.
- Men du glæder dig åbenbart ikke nok til, at du prøvede at holde på mig.
- Holde på dig?
- Ja. Jeg sagde, i bilen, at jeg ikke syntes, det fungerede mellem os. Og så sagde du bare, okay, men så flyt hjem.
- Jamen, du havde jo hjemvé. Og jeg forstod det.
Hun rystede på hovedet. - Ja, men du prøvede ikke engang at –
- Hør nu, sagde han. - Du gør det meget indviklet. Jeg ved godt, jeg har sagt det før, men det bliver det ikke mindre rigtigt af. Du har et hjem – et fantastisk hjem – du har en lidt ensom far, som du arbejder sammen med. Jeg har min lejlighed, som ikke giver dig mulighed for at være tæt på fabrikken. Vi har tid, vi har penge … altså, vi kan jo gøre, som det passer os. Behøver det at være enten eller?
Hun betragtede han stadig. Lidt efter sagde hun, - Jeg ved ikke engang, om du elsker mig.
Han sagde, - Elsker dig? Det var da sjovt, at du netop skulle nævne det.
- Hvorfor er det sjovt?
- Fordi Gurli – ja, Gurli kom den anden aften og forærede mig en kaktus.
- En kaktus?
- Ja, en kaktus. Hun var overrasket over, at du var flyttet. Og hun spurgte mig om det samme.
- Om du elskede hende?
Han grinede. - Nej, for dølen, om jeg elskede dig.
Thelma så på ham med rynkede bryn. - Gurli spurgte dig, om du elskede mig.
- Ja.
- Hvad svarede du?
- Jeg svarede, at jeg ikke vidste, hvad hun forstod ved det at elske nogen.
- Hvad sagde hun så?
- Hun forstod ikke, hvad jeg mente.
- Det gør jeg heller ikke, sagde Thelma.
- Nej, sagde han et stykke tid efter, - jeg kan ikke forklare det bedre. Beklager.
- Det vil sige, at du principielt elsker alle lige meget?
- Det kan du godt sige.
- Eller at du principielt er lige glad for alle.
- Ja. Men sådan er det selvfølgelig ikke, når man har et forhold. Så er man tættere på hinanden. Som vi har prøvet. På godt og ondt. Så er man meget tættere følelsesmæssigt forbundet, fysisk og mentalt.
- Og det har du det svært med?
Han løftede øjenbrynene. - Nej da. Det har du det svært med. Det var jo dig, der ikke syntes, det fungerede, at mine venner var åndssvage, og at du savnede dit hjem. Fair nok, siger jeg så. Vi er jo så privilegerede, at vi ikke behøver at gå op og ned af hinanden.
Lidt efter sagde hun, - Ved du, hvad jeg tror?
- Nej.
- Jeg tror, at det her setup passer dig rigtig, rigtig godt, Poul.
- Ja, det er jo det, jeg siger.
- Jeg kan se det, sagde hun og rystede på hovedet, mens hun tog blikket fra ham og betragtede udsigten. - Jeg kan se dig som sådan en rigtig rar onkelagtig en, der kommer på besøg hos dit eget barn.
- Hvad er der galt i det?
Hun sagde ikke noget.
Han sagde, - Thelma, vi kan være sammen alt det, vi vil. Vi kan rejse til –
Hun sagde, - Jeg synes, det er klamt.
- Klamt?
- Ja, klamt.
- Hvordan klamt?
- Du er så … jeg kan ikke forklare det.
- Jeg er klam?
- Ja. Du er klam. Det lyder, som om det er så nemt for dig. Men i virkeligheden er det bare overfladisk.
Han så på hende. Lidt efter sagde han, - Thelma. Jeg fortæller dig helt ærligt, hvordan jeg har det. Det kan godt være, at det ikke er det, du vil høre. Men jeg har det sådan. Og hvis du siger, jeg er klam, så er det sådan, du har det. Det er der så ikke noget at gøre ved.
- Men hvad føler du? sagde hun højt. - Føler du overhovedet noget?
- Ja, jeg føler noget. Hele tiden. Men som jeg også sagde til Gurli, så prøver jeg at bare at være tilstede i nuet. Følelser skifter. Jeg prøver ikke at lægge for meget i øjeblikkets mange følelser. Jeg prøver bare at forholde mig til virkeligheden, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Thelma rejste sig. - Ja, jeg forstår godt, hvad du mener. Men du skal da være velkommen til at komme ud på hospitalet og forholde dig til øjeblikket, når dit barn er blevet født. I mellemtiden kan du jo så hygge dig med andre kvinder og fortælle dem om, hvordan du ikke rigtig føler noget, men føler en hel masse alligevel.
Han rejste sig også. - Thelma, jeg troede, at jeg skulle være med.
- Med til hvad?
- Ja, til fødslen, selvfølgelig. Jeg har … jeg har aldrig været med til en fødsel. Og det er jo mit barn. Eller – også mit barn. Vores barn.
- Ellers tak, sagde hun. - Jeg synes, du er ekstremt klam og led. Du skal nok få dit barn at se, Poul. Sådan skal det heller ikke være. Men du kan tro, at jeg vil tænke over det her. Og hvordan det skal være fremover.
- Hvad mener du?
- Ja, det er det, jeg vil tænke over.
Han så hende gå, og en del af ham følte trang til at forhindre hende i det. En del af ham var ved at give efter for hendes måde at se tingene på. Han vidste, at han kunne løbe efter hende, holde om hende, undskylde, charmere hende og trøste hende.
Og lyve.
Han så hende køre væk og sad nogen tid og mediterede. Han håbede, at hun kørte forsigtigt. Han tænkte, at nu græd hun i bilen. Over hans klamme, hårde og ufølsomme måde at være på.
Han opdagede, at han trængte til kaffe, så han gik hen og fyrede grundigt op under ‘Napolitana’en.
Snart var hun ude af hans tanker. Der var ikke noget, han kunne gøre. Der var ikke noget, han kunne tænke, som ændrede noget.
Han læste brevet fra kommunen igen. Han havde næsten glemt det allerede. Han sagde til sig selv, at det var godt, at han havde takket ja til indbydelsen. Han havde lyst til at deltage i det møde.
Lidt efter så han Henning Ebbesen og Romlund skrå over parkeringspladsen. Han fulgte den gamle mand med øjnene. Ebbesen fik øje på ham derude og løftede en hånd til hilsen. Terrieren Romlund skridtede af sted for enden af den snor, som Ebbesen havde rullet ud fra et rødt håndtag i plast.
Han betragtede de to, indtil de var helt henne ved døren, og Ebbesen havde trukket hundesnoren ind til almindelig længde.
- Goddag, Helweg, sagde Ebbesen, da han trådte ind.
- Goddag, Ebbesen, sagde Poul. - Jeg vil gerne tilbyde Dem en kop kaffe, men jeg har lige selv drukket, så jeg er ikke klar endnu.
Henning Ebbesen virkede en smule stakåndet. Han løftede igen en hånd, denne gang afværgende. - Jamen … det … passer fint nok, Helweg. Jeg har ikke tid.
- Nå? sagde Poul. - Hvad er der los?
- Ja, det er en værre historie, sagde Ebbesen. - De husker, at min kone forlod mig? Til fordel for Herman Lund?
- Ja ja, sagde Poul. - Birthe.
- Ja, nikkede Ebbesen, - men så i aftes bliver jeg ringet op af Birthes søster, Elise. Hun bor i Haderslev. Ja, det kan hun jo ikke gøre for. Men …. vi har ikke set noget til hinanden i mange år, Helweg. Så ringer hun lige ud af det blå.
- Javel, sagde Poul.
- Ja, sagde Ebbesen med en maner, som havde Dronningen meldt sin ankomst til frokost. - Ja, det var højst uventet.
- Så De … ja, De fik Dem en god sludder med Deres forhenværende svigerinde.
- Ja, vi talte noget så hyggeligt. Forstår De, hun har cancer.
- Hyggeligt?
Ebbesen skar en grimasse. - Ja, forstå mig ret, Helweg. Selvfølgelig var det ikke hyggeligt, at hun har fået cancer, men derfor kan en samtale jo godt være hyggelig.
- Bestemt, nikkede Poul. - Det glæder mig.
- Også mig, sagde Ebbesen, - fakta er, at jeg skal på banegården kl. 13. Bestilte en billet til Haderslev. Herregud, Elise … ja, jeg har jo som sagt ikke set hende i mange herrens år – og det er jo ikke godt at vide, hvordan hun ser ud nu, hvor hun er syg, men … ja, jeg lovede at komme derned.
Poul smilede til den gamle mand. - Det glæder mig meget, hr. Ebbesen.
Ebbesen nikkede. Der var noget stålsat og fremadrettet over den hejrelignende mand denne dag.
Der opstod en pause, hvor Ebbesen så på Poul, og Poul fik en tiltagende følelse af, at han burde sige noget. Han tænkte og sagde, - Så jeg går ud fra, at de selvdestruktive planer er lagt midlertidigt på hylden?
Ebbesen nikkede alvorligt. - Ja.
- Det er godt, sagde Poul.
- Ja, sagde Ebbesen, - sådan en cancer kan sætte tingene i perspektiv.
- Ja.
- Så jeg ville bare lige sige farvel til Dem, Helweg.
- Det var pænt af Dem.
- Jeg har pakket. Min rejsetaske står hjemme i entreen.
- Jamen, rigtig god tur.
- Jeg har ikke engang kørt med tog over – eller under – Storebælt.
- Og Romlund skal med?
- Selvfølgelig skal han det. Jeg har skam betalt ekstra for ham.
- Og hvornår vender De hjem igen?
- Jeg købte kun en enkeltbillet, sagde Henning Ebbesen. - Det … ja, det står jo lidt hen i det uvisse. Men det har jeg tænkt mig at sige til Elise – jeg bliver, så længe, jeg bliver. Jeg vil gerne hjælpe dig, så længe, jeg kan, Elise, men jeg vil også have lov at sige til, hvis jeg ikke kan klare det længere. Så må andre kræfter tage over. Men foreløbig bliver jeg.
Poul følte mandens forstørrede øjne på sig. Han nikkede. - Det har De tænkt Dem at sige til hende?
- Ja. Så vi ved, hvor vi står. Synes De, det virker uhøfligt, Helweg.
Poul rystede på hovedet. - Nej, sagde han. - Nej, jeg tror, Elise vil blive rigtig glad for det. Hun er heldig at have sådan en god kammerat, som kommer rejsende fra den anden ende af landet for at passe hende.
Ebbesens brystkasse virkede denne dag lidt mere fremskudt og lidt mindre fugleagtig. Udtrykket i hans ansigt var roligt, en lille smule stolt, som om han både var glad for Pouls ord og også enig i dem.
- Det skal nok blive hyggeligt, sagde han. - Man skal spise, mens maden står på bordet, Helweg.
De gav hånd. Der manglede kun en enlig trompetstrofe. Poul havde næsten tårer i øjnene. Med Ebbesen til Nordpolen, tænkte han. Med Henning Ebbesen og Romlund til egne, hvorfra ingen er vendt tilbage.
- Hils i Haderslev, sagde han.
Han så manden og hunden gå. Ebbesen bar en lidt stor, gråternet sixpence. Hans ører virkede meget store bagfra. Romlund trippede af sted ved siden af sin herre. Den bevægede sig lidt som en lille hest, tænkte han. Dens hoved var bøjet lidt frem, så dens nakke stak i vejret. En retfærdig nakke, havde hunden, tænkte Poul.