12

Det var et stort kontor, lyst. Det første, Poul lagde mærke til, var bakken med croissanter.

Statsministeren rejste sig bag sit skrivebord. Han var i skjorteærmer, lyseblå skjorte og et bredt slips med sølvmønster på bordeauxfarvet bund.

- Velkommen, hr. Helweg, sagde han og gik rundt om bordet. Solen kastede store firkanter på parketten. Der lå et stort ægte tæppe under skrivebordet.

- Tak, sagde Poul og gav hånd. Manden smilede til ham.

- Det var pænt af dig at komme.

- Jeg … ja, jeg blev da nysgerrig. Det er ikke hver dag, man får den slags invitationer.

- Sid ned, sagde statsministeren. - Jeg har sørget for kaffe og lidt bagværk.

Poul satte sig. Det var lidt som en luksusudgave af ‘Ærligt nærvær’, tænkte han. Han sad bare på den anden side af skrivebordet nu. Han vidste, at han ville komme til at drikke for meget kaffe, men det virkede uhøfligt at bede om te.

- Ja, sagde statsministeren fra sin egen stol, - Cassendorf har briefet dig sådan i al korthed?

- Ja, han sagde, at det havde noget at gøre med det møde i Helsingør forleden.

- Ja, sundhedsministeren var meget imponeret over dit indlæg.

- Det var nu ikke rigtig et indlæg.

- Hvad vil du så kalde det? Statsministerens øjne hvilede på ham.

- Det var bare … det var, ja, vi havde hørt så mange ord, at jeg mente, det var på sin plads med lidt eftertanke.

- Eftertanke, gentog statsministeren. - Javel. Hør, skal vi ikke skænke noget kaffe?

Han rejste sig og skænkede op fra den dyre termokande.

Poul rykkede sin kop ud mod bordkanten. Han kom to stykker sukker i. Statsministeren brugte ikke sukker, så han.

- Må jeg tage en croissant? spurgte Poul.

- Selvfølgelig. Spis endelig.

Poul bed i en croissant.

- Eftertanke, ja, sagde statsministeren igen. - Er du politisk interesseret, Poul?

- Nej, sagde Poul. - Politik interesserer mig så godt som ikke.

- Godt, sagde hans vært. - Lad mig spørge dig: Hvad er du interesseret i?

Poul tøvede lidt, før han sagde, - Jeg kan godt lide musik.

- Javel. Klassisk … eller er du mere til det populære?

Poul sagde, - Jeg kan vældig godt lide dem, der hedder ‘Buena Vista Social Club’, hvis du har hørt om dem.

- Er de ikke cubanere?

- Jo. Og gamle.

- Dem har jeg hørt. De er gode. Meget gribende musik.

- Ja, det synes jeg også. Det er sådan mine favoritter i øjeblikket.

- Buena Vista, sagde statsministeren nu. – Min onkels hus hed Buena Vista.

- Javel. Jamen, det er også et smukt navn.

Poul var sig bevidst, at statsministeren betragtede ham.

Han drak af sin kaffe. - God kaffe, sagde han.

Statsministeren sagde, - Jeg går ud fra, at du spekulerer lidt over, hvorfor jeg har bedt dig komme herind.

- Jeg … næh, det havde jeg egentlig ikke tænkt på før nu, sagde Poul.

Landets øverste politiske leder betragtede ham stadig.

Poul sagde, - Måske vil du høre min ærlige mening om et eller andet? Det er tit det, folk vil høre.

Statsministeren sagde, - Den amerikanske præsident bruger clairvoyante. Kender du noget til det?

- Næ. Nej, som sagt følger jeg ikke med i politik, men jeg går ud fra, at selv clairvoyante ikke altid har ret. Det er menneskeligt.

- Men du arbejder ikke med den slags? Den anden verden?

- Nej, jeg har rigeligt at gøre i denne verden, hr. statsminister.

Statsministeren grinede. - Godt, sagde han. - Nej, jeg blev nysgerrig, fordi min sundhedsminister for en gangs skyld virkede … opløftet. Og fordi det tydeligvis havde noget med dig at gøre. Han talte så begejstret om det, men jeg kunne ikke rigtig få ud af ham, hvad det var, han var blevet så begejstret for.

- Sagde han ikke noget?

- Joeh… han sagde, at du havde bedt forsamlingen om at være stille i ti minutter. Og at det gav en slags – hvad sagde han? Afklaring. Det var det ord, han brugte. Afklaring.

- Og så ville du måske høre, om jeg kunne bede oppositionen om at være stille i … ja, lidt længere tid?

- Ha ha, sagde statsministeren, - ja, det ville ikke være så tosset. Nej, jeg vil gerne høre, om du kan forklare det.

- Forklare det?

- Ja.

Poul rystede på hovedet. - Det kan jeg ikke.

- Hvorfor ikke det? Det må jo være en teknik, du bruger –

- Ja, men den … unddrager sig ord. Den … han tav. Statsministeren sad tilbagelænet i sin stol med hænderne formet som en trekant under hagen.

Der var stille. Kun rumlen af trafikken på Slotsholmen kørte i det fjerne. Lyset faldt ind i det store kontor. Han tænkte på, at det her var Danmarks magtcentrum. Af et magtcentrum at være var her næsten hyggeligt.

Han sagde, - Den eneste måde, jeg kan forklare det på er at gøre det.

Statsministeren gav et lille nik.

Poul sagde, - Bliv endelig siddende sådan der. Slap af. Prøv at gøre dit blik ufokuseret. Lad være med at se på noget specielt. Lad være med at tænke, men ret opmærksomheden mod nuet. Du kan høre lidt trafik. Det er i orden. Alt er i orden. Prøv at koncentrere din opmærksomhed udelukkende om nuet, og lad være med at lade tankerne komme. Hvis de kommer, så lad dem gå væk igen.

Han så hen over bordet.

Statsministeren sad helt stille. Hans øjne var halvt lukkede. Poul kunne se det ene øjenlåg sitre. Han satte sig selv helt stille i stolen og lod sig selv falde hen.

- Nu forstår jeg bedre, hvad sundhedsministeren talte om, sagde statsministeren en tid efter. – Er det at meditere?

- Ja.

- Fremragende afslapningsteknik.

Poul sagde, - Det er mere end det.

- Ja?

- Det er … ja, nu, hvor jeg sidder her i statsministerens kontor, kan jeg jo ligeså godt slå lidt på tromme.

- Lad høre.

Poul rømmede sig. - Efter min mening er meditation det, som skaber virkelige statsmænd.

- Det vil du mene?

- Ja – som Ghandi.

- Ghandi.

- Jeg ved ikke meget om ham, men jeg vil gå ud fra, at han mediterede. Andre har måske kunnet gøre det uden at meditere.

- Gøre hvad?

- Det rigtige, sagde Poul. - Det sande.

Statsministeren sagde, - Gå endelig videre.

Han blev sat af ved ‘Ærligt nærvær’ sidst på eftermiddagen. Det havde været en interessant eftermiddag.

- Ingen vil tro dig, sagde han ud i luften. - Jamen, det er rigtigt! Jeg blev hentet af en sort bil fra statsministeriet. Ja, og der sad en lille grøn mand bag rattet, sagde han med en anden stemme.

‘Ærligt nærvær’ virkede kedeligt og nedslidt. Den uventede tur til København gav ham et nyt perspektiv.

Her har du henslæbt dine dage, tænkte han.

Han gav sig til at gøre rent. Han lukkede døren op og fejede det grå linoleumsgulv, hvorefter han vaskede det med en tingest, han havde købt – det lignede lidt en paryk for enden af en stang. Måske var hans kontor kedeligt og stillestående. Men det generede ham ikke. Han manglede ikke noget. Alting var der.

Telefonen ringede klokken kvart over fem.

Han tog den.

- Det er Poul Helweg.

- Det er Gert, sagde Thelmas far.

- Hej, Gert, sagde han. - Alt vel.

- Jaeh … sagde Gert Rudsø. - Jo, det må man vel sige. Jeg ringer, fordi Thelma har født i dag.

Poul stod stille. Han så ud på parkeringspladsen, som lignede sig selv og ikke andet. Han sagde, - Fantastisk! Har hun det godt?

- Ja, hun har det storslået. Det gik uden komplikationer. Jeg prøvede at ringe, men du svarede ikke.

- Jeg har været ude hele eftermiddagen, sagde Poul. - Men tillykke, Gert.

- I … ja, i lige måde.

Gert lød træt. Poul sagde, - Hvor ligger hun?

- På fødeafdelingen.

- Jamen, hvor ligger fødeafdelingen? Du ved, hvordan de altid flytter rundt på de hospitalsafdelinger.

- Hillerød.

- Okay. Han tøvede. Der var et eller andet ved Gerts tonefald, som fik ham til at sige, - Er alt i orden? Der er ikke noget galt?

- Nej, sagde Gert. - Der er ikke noget galt.

Poul sagde, - Tror du, det er i orden, at jeg kører derned? Jeg …

Han ville til at sige, at han glædede sig til at se sit barn og var spændt. I stedet sagde han ikke noget.

Gert sagde, - Ja, selvfølgelig, Poul. Det skal du bare gøre.

På vej ud ad Kongevejen i sin grønne Punto tænkte han, at Gert Rudsø måske havde en svær dag. Han kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være at blive bedstefar. Måske gav det den aldrende fabrikant blandede følelser? Gert Rudsø var ikke den, der villigt så sin egen forgængelighed i øjnene. Måske følte han sig denne dag gammel og ude af centrum.

Det gik op for ham, at Gert ikke engang havde fortalt ham, om han havde fået en dreng eller en pige. Poul klukkede. Det var typisk – sådan et par modne herrer … han indså, at de sandsynligvis begge havde været langt mere berørt af situationen, end de havde forstået eller været villige til at indrømme.

Det var en dejlig dag, tænkte han. Det føltes luksuriøst sådan at trille af sted på vej til at se sit første barn. Han kørte gennem Fredensborg, videre mod Hillerød. Han havde engang været indlagt på det gamle hospital, hvor lægerne havde fjernet en gevækst i hans hals, som havde vist sig at være godartet. Han havde kun gode minder om hospitalet.

Han fandt en parkeringsplads og gik ind i forhallen. Alt var, som han huskede det. Her var han lusket ned i slåbrok om aftenen for at ryge pibe. Han så nu skilte, som tydeligt gjorde opmærksom på, at denne aktivitet ikke længere var acceptabel. Han gik over skifergulvet hen til informationen.

- Goddag, sagde han, - Jeg skal op på fødeafdelingen.

- Ja, sagde damen og sendte ham et blik over sine briller. - De skal over i hjørnet og op på tredje. Må jeg bede om Deres navn? Forstår De, vi er blevet pålagt nye sikkerhedsbestemmelser, så alle og enhver ikke bare kan komme og gå på afdelingerne.

- Selvfølgelig, sagde Poul. - Jeg hedder Poul Helweg.

Damen noterede i en kolonne i en bog. - Og De er … familie?

- Ja, jeg blevet far til et barn her i dag, sagde Poul med et smil. - Min … ja, barnets mor hedder Thelma Rudsø.

Damen konsulterede en anden protokol i en tid. Så rettede hun blikket op mod Poul og sagde, - Ja, det er i orden, hr. Helweg. Vi er gået tilbage til regulær besøgstid, ligesom i gamle dage. Men det er i orden, selv om besøgstiden normalt først begynder klokken nitten.

- Jeg skal nok være stilfærdig, lovede han. - Jeg vil bare gerne se mit barn.

Hun nikkede. - Det er klart. De finder fødeafdelingen på tredje sal.

Han takkede og gik hen mod elevatoren. Det var underligt, tænkte han, at damen ikke engang havde smilet eller sagt tillykke. Men der blev vel født mange børn her. Det var uden tvivl dagligdag for den travle kvinde i glasburet.

Han kørte op, gik ud på den brede, gammeldags linoleumsgang og fulgte skiltene til fødeafdelingen.

- Thelma Rudsø, sagde endnu en dame. Hun havde standset ham, da han gik ind forbi vagtstuen på afdelingen. - Ja, hun har født i dag.

- Ja, og det forholder sig sådan, at jeg er den heldige far, sagde han.

- Er De det? sagde kvinden og så på ham. - Javel, ja.

Han sagde, - Jeg hedder Poul Helweg. Er der noget galt?

Hun var i hvidt, en tæt kvinde med et roligt ansigt.

- Nej, sagde hun. - Nej … den lille har det fint.

- Hvor ligger Thelma?

- Hun ligger nede på stue 14.

Poul nikkede. - Pokkers, sagde han så. - Jeg glemte at købe blomster!

- De kan købe blomster nede i kiosken, sagde kvinden i hvidt.

- Tak, sagde han.

Hun sagde, - Men De er også velkommen til at gå derind nu.

Poul sagde, - Ved De hvad? Jeg smutter lige ned efter de blomster først. Det ser ikke så godt ud, hvis man ikke har dem med.

Kvinden smilede let, - De er velkommen.

Han købte en buket gule tulipaner, og på vejen op tænkte han, at det ikke skulle undre ham, hvis Thelma kunne se, at de kom fra kiosken. Thelma havde tit meninger om den slags småting, som han fandt særprægede, næsten eksotiske. Hun forventede tit, at tingene var på hendes måde og reagerede ofte stærkt, hvis folk af en eller anden grund ikke levede op til hendes forventninger.

Det fik være.

Det vigtigste var trods alt, at de havde fået et barn.

Han gik gennem fødeafdelingen og fandt stue 14. Han bankede sagte på og skubbede den gulgrønne dør lidt op.

Han så Thelma sidde lænet mod hovedgærdet i den høje seng. Gardinerne var trukket lidt for, og stuen var halvmørk. Det var en firesengsstue, men de tre andre senge var tomme.

- Thelma? sagde han sagte. - Det er mig.

Hun så over mod døren. Hun så fantastisk ud. Hendes røde hår var slået ud. Hun sendte ham et lille smil. - Poul, hviskede hun.

Han gik hen til sengen og lagde armene om hende. - Tillykke, min skat, hviskede han. - Hvordan har du det?

Han trak sig lidt væk fra hende. Hun smilede, som om hun havde ondt.

- Jeg har det okay, sagde hun.

- Jeg er ked af, at jeg ikke var her. Din far sagde, at han havde ringet. Men jeg var ude.

- Det er okay, sagde hun.

Han smilede til hende. - Hvad … jeg er bange for, at Gert ikke engang nåede at fortælle mig, om det er en dreng eller en pige.

Hun nikkede. - Det er en dreng.

Hendes blik gled over mod den høje krybbe på hjul på den modsatte side af sengen.

- En dreng, sagde han. - Fantastisk. Og du … jeg mener, du har det godt?

- Jeg er bare træt.

Han nikkede. - Sover han?

- Det tror jeg ikke. Han … han gryntede lige før.

- Må jeg … må jeg gå over og se ham?

- Selvfølgelig må du det, sagde hun, og han tænkte på, at hun virkede drænet, en lille smule glædesforladt, ganske som hendes far havde lydt i telefonen.

Han gik stille rundt om sengen og bøjede sig ind over krybben.

Han stirrede ned på det lille ansigt. Øjnene var lukket, men de små læber bevægede sig lidt.

Han stod og kiggede nogle sekunder. Så sagde han, - Men det er jo en lille negerdreng. Hvor er han sød! Han løftede blikket og mødte Thelmas. - Menøh … hvordan …?

Thelma trak vejret ind. Så lod hun luften sive ud igen. - Ja, du er ikke den eneste, der er overrasket, Poul.

Poul sagde, - Men …

Hun nikkede. - Det er Elias, der er faren, Poul.

- Elias?

Han huskede knægten Elias godt. Han var søn af den mand, som havde arbejdet for Thelmas far, og som var død ved en bilulykke. Han havde selv været i familiens hus den dag. Drengen Elias havde en meget smuk mor, som var afrikaner. Elias selv var det, man førhen kaldte en mulat.

Han kiggede ned på den lille dreng. Som så måtte være en halv mulat.

Han opdagede, at han stadig holdt buketten i hånden. Hans hånd knugede fast om blomsternes stilke, viklet ind i lysegrønt papir. Blomsterne afgav fugt i hans hånd.

Han så på Thelma. Hun sagde, - Jeg var kæreste med Elias.

- Ja, det kan jeg godt huske.

- Men jeg … ja, jeg troede ikke, det kunne være ham. Jeg var fuldstændig et hundrede procent sikker, Poul.

Han nikkede.

- Men jeg tog fejl. Jeg havde åbenbart regnet lidt forkert. Jeg fødte også for tidligt. Troede jeg.

Hun begyndte at græde. Poul så sig om efter en vase, men kunne ikke se nogen. Han lagde blomsterbuketten fra sig på et bord og gik om på den anden side af sengen. Han lagde armene om hende.

- Det skal du ikke være ked af, Thelma, sagde han. - Du har fået en smuk lille dreng.

- Men han er …

- Han er halvt mulat, sagde han. - Han er meget smuk, skat.

Hun græd rigtigt. - Det er helt forkert. Elias ved det ikke engang. Han er i USA, græd hun.

- Jamen, han kan vel komme hjem. Hans mor – hvad hedder hun?

- Kara.

- Kara. Ved hun det?

- Ja. Hun kom ved middagstid. Min far havde fortalt hende det.

- Var hun ikke glad?

- Jo … jo, det tror jeg. Hun græd lidt og kaldte mig ‘baby’.

- Ja, nu har hun så to babyer, sagde han. - Eller tre.

Hun lænede sig tilbage mod puden. Han strøg hendes hår.

Hun så på ham. - Er du … vred?

- Vred? Hvorfor skulle jeg være vred?

- Det er der mange mænd, der ville være.

- Ja, men jeg er ikke mange mænd, Thelma. Jeg forstår godt, hvad du mener. Men jeg er ikke vred. Nej. Jeg er glad.

- Også for, at du alligevel ikke er faren?

Han nikkede. - Også det, ja. Men det er nu mest, fordi ham den lille derovre er så sød og nu viser sig at have en ung far. Det er godt, Thelma. Det er ikke noget problem.

Thelma rystede på hovedet og græd. Han lod hende gøre det. Det var vel forståeligt, at en kvinde skulle bruge lidt tid til at omstille sig i den situation.

Han sagde, - Jeg finder en vase til blomsterne.

På vej ud af forhallen, da han skulle hjem, løb han på Kara. Hun var på vej ind, denne dag klædt i en violet kjole, med et violet tørklæde om sit hår. Hun genkendte ham ikke med det samme.

- Kara? sagde han.

Hun så på ham. - Ja?

- Poul, sagde han. - Vi har truffet hinanden før.

Hun nikkede, og hun lagde en arm på hans. - Åh, Poul, sagde hun.

- Har du …

- Jeg kommer lige oppe fra Thelma, sagde han. - Og tillykke med dit barnebarn.

Hun så op i hans ansigt. - Lidt af en overraskelse for dig, hvad?

Han smilede. - Ja. Ja, og for dig, vil jeg tro.

Hun smilede også, men rullede lidt med øjnene. - Det kan man godt sige.

De stod lidt. Så sagde Poul, - Men det betyder jo ikke noget, Kara. Det vigtigste er, at Thelma har fået et sundt, velskabt barn.

- Siger du det?

- Ja, det siger jeg, sagde han.

- Du er måske glad?

- Ja, selvfølgelig er jeg glad. Man kan da ikke være andet end glad, når sådan et barn bliver født. Og som jeg lige sagde til Thelma deroppe, så er det faktisk lidt af en lettelse. Jeg ved ikke, hvor god jeg er til at være far til et lille barn. Thelma er jo flyttet hjem.

- Men du regnede med … Thelma regnede med, at det var dit.

- Ja, men det … jeg ved ikke, Kara, jeg har det sådan, at det ikke betyder så meget. Måske betyder det meget for dig at få at vide, at din søn er blevet far til et barn. Men det er jo godt.

- Ja, sagde hun. - Det er godt.

Han sagde, - Det barn skal nok få det godt. Omgivet af rare, kærlige mennesker.

- Ja, sagde Kara og nikkede. - Ja.

Han sagde, - Jeg håber, vi mødes igen, Kara.

Hun mødte hans blik, og han kunne se bekymringen og den usikkerhed, som den nye situation skabte i hende.

- Du er altid velkommen til at komme på besøg.

- Tak.

Hun så bort, trykkede hans arm let og gik ind gennem de inderste glasdøre.

Poul gik ud i solen.