Han kørte hjem, og på vejen købte han ind. Han trængte til et ordentligt måltid, han trængte til at koncentrere sig om at lave det. I køkkenet tændte han for sin lille radio, mens han kokkererede. Han hørte speakeren i et af P1s nyhedsprogrammer sige, - Ja, og så er Leif Baunemann klar med en kommentar til dagens overraskende pressemeddelelse fra statsministeriet.
En anden mandsstemme tog over. Poul lyttede.
- Christiansborgs gange summede her til eftermiddag af rygter og spekulationer, da det blev kendt, at statsministerens spindoktor gennem de sidste tre år, Uffe Ramsholt, med øjeblikkeligt varsel havde forladt sin stilling. Ramsholt, som har valgt ikke at kommentere sin pludselige afgang, har tjent statsministeren gennem flere større kriser. Når hans afgang kom så uventet, skyldes det, at samarbejdet mellem regeringens topministre og Ramsholt hidtil har været anset for at være yderst velfungerende. Alligevel valgte statsministeren altså i dag at udskifte ham. Det er ingen hemmelighed, at regeringen står over for en af sine største udfordringer i denne tid. De mange løfter om forbedrede forhold i sunhedssektoren og på daginsitutionsområdet er ved at blive en møllesten om halsen på regeringen, som trods en målbevidst indsats må ses sig selv rasle ned i meningsmålingerne, fordi man – trods den målbevidste indsats – ikke på overbevisende måde har vist, at man kan knække den nedadgående kurve i det problemkompleks, som under ét bliver benævnt ‘velfærdsdebatten’. Iagttagere mener, at regeringen står overfor et valg. Enten fortsætter man den lidt firkantet sagt ‘optimistiske’ kurs – med løfter om øgede bevillinger til for eksempel kræftbehandling og øgede ressourcer til de spareramte daginstitutioner og plejehjem. Problemet for statsministeren lige nu er, at vælgerne tilsyneladende ikke længere køber denne model, som da også i den senere tid ofte har haft karakter af hovsaløsninger og feberredninger. Den anden mulighed – som der nu spekuleres i her på Christiansborg – er, at Uffe Ramsholts pludselig afgang skal ses som et tegn på, at regeringen er ved at lægge kursen om. Uffe Ramsholt tacklede med elegance og finesse sidste efterårs massive strejker blandt plejehjemspersonalet i flere store byer, men én ting er at inddæmme et problem, en anden er at overbevise befolkningen – og i sidste ende vælgerne – om, at regeringen for alvor har noget nyt at byde på. Derfor ser man med spænding frem til, at statsministeren udpeger en ny mand på posten eller i det mindste forklarer, hvorfor den ellers effektive og uplettede Ramsholt måtte gå. For én ting står fast: Regeringen er fanget i et dilemma. På den ene side er man nødt til at gennemføre en politik som, hvor mange dygtige spinfolk, man end omgiver sig med – vil være særdeles upopulær i befolkningen. På den anden side er der et valg om ikke så længe. Det vil statsministeren gøre meget for at vinde. Hvis det ikke sker, vil hele den siddende regerings projekt gennem de sidste mange år blive opfattet som en fiasko eller – i bedste fald – halvgjort arbejde.
Den anden mand sagde, - Og De hørte Leif Baunemanns vurdering af situationen på Christiansborg.
Poul drejede på radioen og fandt noget violinmusik.
Han vidste intet om spindoktorer. Han havde indtryk af, at betegnelsen dækkede over en mand, som kunne formulere tingene på en positiv måde. En rådgiver. En strateg. Men han vidste det ikke. Han tænkte på statsministeren, som formentlig havde foretaget denne disposition længe inden, han selv havde været på besøg i det store, solrige kontor.
Men hvad vidste man?
Han stegte små stykker kylling sammen med strimler af rød peber og løg, mens han kogte ris. Til sidst tømte han en lille dåse med kokosmælk ud over panden og kogte sin middagsret ind til en cremet sovs. Han var hundesulten. Hans mave knurrede. Han var glad for, at han aldrig var gået ind i politik. Det ville sandsynligvis være endt galt. Han satte cd’en med ‘Buena Vista Social Club’ på, mens han spiste alene ved sit bord. Den første sang, ‘Chan Chan’, havde et omkvæd, som han elskede. Lyden af de ældre cubaneres kor fyldte ham med en dyb tilfredsstillelse.
Han var tidligt på færde den næste dag.
Han ringede Gert Rudsø op, og møbelfabrikanten svarede.
- Ja, hej Poul. Nåeh … så fik du set den lille.
- Ja. Han er sørme sød, hvad?
- Jaeh.
Syntes Gert ikke, at den lille farvede dreng var sød?
Poul sagde, - Det lyder, som om du har blandede følelser.
Gert sagde, - Njarh, jeg ville egentlig tro, at det var dig, der havde blandede følelser.
- Mig? Hvorfor dog det?
- Hvorfor dog det? Ja, fordi du vel troede, at det var dit barn, Poul.
- Jo, sagde Poul. - Men det var det jo så ikke.
- Nej, men –
- Det skal ikke gå ud over drengen, Gert.
Han forstod ikke, hvad manden tænkte på.
- Næh, næh, det kan du sige, men –
- Altså, det var jo en … en regnefejl, kan man sige. Da jeg var sammen med Thelma … ja, det var jo sådan meget spontant og det. Men det viste sig jo, at Thelma havde regnet lidt forkert. Det kan ske.
- Ja, det kan ske, men …
Poul sagde, - Jeg må sige, at jeg blev lidt lettet.
- Lettet?
- Ja. Jeg ved sgu ikke, Gert … men under alle omstændigheder var det åbenbart Vorherres mening, at Thelma skulle have det barn med ham der Elias.
- Jeg vidste ikke, at du var religiøs, Poul.
- Nej, men du må da give mig ret i, at realiteterne viser, at uanset, hvad vi går og tror og planlægger, så forholder det sig ofte anderledes.
- Ja, det vil jeg give dig ret i.
- Og hvem står så for realiteterne?
- Vorherre? gættede møbelfabrikanten, som var ateist og troede glødende på, at der ikke var noget at tro på.
- Det kan man jo ligeså godt kalde det. Ikke at jeg går i kirke, men en eller anden … kraft har da været på spil her.
- Det mener du?
Poul sagde, - Ja, mon ikke de fleste ville mene det?
- Hvis du ser sådan på det.
Manden, som kunne være blevet hans svigerfar, men som nu bare var en anden mand, lød underligt nedtrykt, syntes han.
- Hvad er der i vejen, Gert? sagde han.
Der var en pause, før Gert Rudsø sagde, - Jeg er bare overrasket.
- Du lyder trist.
- Ja, jeg er lidt trist. Det må jeg indrømme.
- Men hvorfor det? Du er lige blevet bedstefar. Din datter har fået en dejlig søn. Med en ung mand, til og med. En ung mand, som kan være far i mange år. Ikke en ældre ungkarl som mig.
- Jamen, blev du ikke bitter?
- Bitter?
- Ja. Følte du dig ikke … ja, bedraget?
- Hvorfor skulle jeg det? Der er jo ikke nogen, der har bedraget mig. Thelma troede jo også, at jeg var faren.
- Jo, men alligevel.
Poul sagde, - Der er ikke noget alligevel, Gert. Tro mig.
Bagefter tænkte han, at han ikke kunne trække Gert Rudsø ud af den stemning, han befandt sig i, og at intet – udover realiteterne – kunne gøre det. Det var ikke hans problem.
Han gik i gang med at lave kaffe, da han hørte en let banken på den åbne glasdør. Han vendte sig. Statsministeren stod i døren. Først genkendte Poul ham ikke. Han bar solbriller og en beige sixpence over den kortærmede skjorte. Det var ved at blive varmt udenfor, og der var ingen at se.
- Hr. statsminister, sagde Poul.
- Har du åbent? spurgte manden.
Poul slog ud med armene. - Kom ind, sagde han. - Her ånder alt fred og idyl.
- Jeg er officielt hos tandlægen, betroede ministeren ham, da de sad med hver sin kop kaffe. - Rodbehandling.
Poul smilede. - Javel.
Ministeren smilede også. - Og på en måde er det ikke engang løgn. Jeg har noget rod, som jeg gerne vil have behandlet.
- Aha. Poul kunne se, at ministeren havde forberedt sin vittighed, så han smilede. - Jamen, sig frem.
Ministeren sagde, - Jeg har gået ved siden af mig selv i et stykke tid, Poul. I går formiddags fyrede jeg en af mine nærmeste medarbejdere.
- Ja, det hørte jeg i radioen.
- Jeg vidste dårligt hvorfor. Han er en flink fyr. Men jeg følte ikke, jeg kunne bruge ham mere.
- Jaså.
- Ingen kunne rigtig forstå det – mig selv inklusive. Men jeg gjorde det altså.
- Javel.
- Og så kom du på besøg. Det var lidt af et tilfælde. Men jeg må sige, at jeg har ikke været mig selv siden.
- Hvem har du så været?
Statsministeren smilede. - En anden.
- Da jeg kom hjem i aftes, prøvede jeg din teknik igen.
- Du mediterede?
- Ja, jeg … jeg satte mig bare og slappede af. Faldt i staver. Lod tingene være omkring mig uden at forholde mig til dem.
- Var det rart?
- Ja, det var det. Det var vældig rart.
- Hvad skete der så?
- Der skete ikke noget, sagde ministeren. - Det var det, der var rart.
- Javel ja.
- Og så senere, da jeg ikke sad sådan længere, og der var helt stille i huset, så blev jeg pludselig bange.
Poul gav et lille nik. - Ja, det ville jeg også blive med jævne mellemrum, hvis jeg var statsminister, sagde han.
Ministeren sagde, - Så jeg tænkte, hvad søren er du bange for?
- Fandt du ud af det?
- Ikke ved at tænke over det. Det var bare sådan en frygt. Som om der skulle ske et eller andet.
- Men der skete ikke noget?
- Jo, jeg satte mig igen. For at … ja, for at se, om der var et eller andet galt, når jeg ligesom gav helt slip.
- Ja. Var der så det?
Ministeren smilede igen. - Nej, sagde han, - det viste sig, at der ikke var noget galt.
- Nu skal jeg i tv i aften, sagde ministeren lidt efter. - Hos Reimer Bo. Og jeg har et valg.
- Folketingsvalget?
- Nej, nej … nej, det er der et stykke tid til, går jeg ud fra. Nej, jeg kan vælge mellem to ting i aften, hos Reimer. Ja, han skal jo grille mig. Det er han også god til, det er ikke det. Jeg har intet imod at blive grillet af Reimer Bo.
- Javel. Men dit valg?
- Ja. Jeg kan vælge enten at følge den plan, vi nu har lagt. Jeg selv og mine folk. Det er en helt fast slagplan. Lad være med at svare direkte. Afvis kritik som usaglig. Kom med nogle solide tal, som ser gode ud. Hold fast i, at vi er en rig nation. Hold fast i, at vi er venligt stemt overfor indvandrere, så længe de er venligt stemt overfor os og ikke har noget imod at arbejde. Den sædvanlige stil. Det er det, Reimer forventer. Og alle andre.
Poul sagde, - Og den anden mulighed?
- At smide slagplanen væk. Det var det, der kom til mig, da jeg satte mig og faldt i staver sent i aftes. Efter, jeg havde været bange. Jeg tænkte – eller det var mere sådan en fornemmelse – at jeg kunne jo også bare være ligeglad med taktikken og optræde som mig selv. For en gangs skyld.
- Ja … det lyder som en, æh, original ide.
- Og i morges, da jeg vågnede, var det ligesom afgjort.
- At du ville være dig selv?
- Ja, sådan som jeg er nu.
- Nu?
- Ja, eller i aften. Mig selv.
- Ja.
- Og så havde jeg sådan en rolig fornemmelse. Jeg ringede ind og sagde, at jeg kom ind senere i dag. Tandlægen.
Ministeren smilede igen sit skyldbevidste smil. - Og så tænkte jeg, hvorfor gjorde du det? Du skal jo ikke til tandlægen. Og så vidste jeg bare, at jeg havde gjort det, fordi jeg ville køre herop og vende det med dig.
- Vende hvad med mig?
- Ja, det med at være sig selv.
- Jamen, jeg går helhjertet ind for, at man skal være sig selv, bedyrede Poul. - Men det er sådan mest baseret på personlig erfaring. Jeg er bange for, at jeg slet ikke ejer fantasi til for alvor at være en anden.
- Det tænkte jeg nok, du ville sige, nikkede ministeren. - Alle tiders.
- Lad mig lige slå fast, sagde Poul. - Du vil med andre ord være helt ærlig. Lægge taktik og politiske hensyn fra dig.
- Ja, det er ideen. Synes du, det er uansvarligt?
- Næ, sagde Poul. - Det værste, der kan ske er, at du ryger ud.
- Ja ja, nikkede ministeren. - Det ved jeg godt. Det gør ikke noget.
- Er du sikker?
Ministeren betragtede ham roligt. - Det er ikke noget reelt valg, Poul. Ikke længere. Jeg orker ikke at spille komedie længere. Jeg kunne mærke, at min tvivl forsvandt, da du sagde, at du gik ind for, at man skal være sig selv.
- Aha. Jamen, så …
- Ja, sagde ministeren. - Det er sjovt, men pludselig glæder jeg mig. Kender du det? At man glæder sig til noget, man ikke ved, hvad er?
- Ja, sagde Poul, - det kender jeg godt. Sådan har jeg det næsten altid.
- Tak for kaffe, sagde manden, der styrede landet, mens han rakte en hånd hen over skrivebordet.
- Det var så lidt, sagde Poul. - Du er altid velkommen.
- Skal du se mig og Reimer Bo i aften?
- Ja da. Ja, det bliver sjovt. Hvad tid er det?
- 21.25, sagde statsministeren. - Direkte.
Poul ventede med at tænde, til tv-nyhederne var slut, og interviewet med Reimer Bo skulle begynde. Han brød sig ikke om at se tv-avisen. Før i tiden så han den ofte, men han var holdt op, da man indførte den teknik, hvor oplæseren hele tiden kiggede ind i et nyt kamera og sad og drejede sig på stolen, når vinklen skiftede, og somme tider kom til at stirre ind i det gale kamera, indtil fejlen gik op for ham, og han rettede blikket mod det rigtige kamera og med et fjollet smil sagde, - Nå, ja, det er dér, jeg skal kigge hen. Han brød sig ikke om den form for mester jakel. Så foretrak han radioens P1, hvor man ikke kunne se, om Leif Baunemann og de andre sad og klovnede på deres stole, mens de fortalte om selvmordsbombere.
Reimer Bo tonede frem, og i baggrunden sad statsministeren.
Reimer Bo sagde, - Dagens gæst i ‘Den varme stol’ er statsministeren. En statsminister, som på det seneste har fået hård kritik for at holde kortene alt for tæt ind til kroppen. En statsminister, hvis regering anklages for vanetænkning, mangel på visioner og metaltræthed. Se med, når jeg om lidt spørger statsministeren, om den siddende regering synger på sidste vers.
Så kom der et logo med en varm stol og et lille stykke musik, og Poul tænkte, hvorfor? Måske var det en eller andens ide om at gøre det mere spændende. Det var lidt som børneteater, skåret ud i pap.
Så kom billedet igen, og nu sad Reimer Bo og statsministeren overfor hinanden ved et bord. Man så dem fra siden.
Reimer Bo sagde, - Velkommen, hr. statsminister.
- Tak, sagde ministeren og smilede.
- Lad os gå lige til biddet. Er din regering i gang med sidste vers?
- Det er muligt, sagde ministeren. - Det kan ingen vide, før vi har haft valg.
- Men du erkender, at det er en mulighed?
- Selvfølgelig er det en mulighed. Alt er en mulighed.
Reimer Bo sagde, - Det … du vil altså ikke afvise, at det er en mulighed, at regeringens dage er talte?
- Hvorfor skulle jeg afvise det? Det ville da være dumt. Det hele afhænger jo af, om vi får nok stemmer ved næste valg til, at vi kan fortsætte.
Reimer Bo rettede sig brat op. Han så glad ud. - Nu ville de fleste statsledere i din situation jo nok melde lidt anderledes ud – men okay.
Studieværten virkede lidt afvæbnet, tænkte Poul. Statsministeren betragtede den rødhårede mand med et smil, mens værten lagde nogle ark foran sig på bordet til side.
- Men okay, sagde Reimer Bo igen. - Men så lad mig spørge dig, hvad tænker du på, når du tænker på Danmark? Som land. Som nation.
Statsministeren sagde, - Joeh … jeg tænker en del på en sang. En bestemt sang.
- Javel, nikkede Reimer. - En fædrelandssang? ‘I Danmark er –
- Næh, nej, det er ikke en egentlig fædrelandssang. Nej, jeg tænker på en sang fra min ungdom. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder. Det var med en gruppe, der hed ‘Gnags’.
- ‘Gnags’? sagde Reimer Bo. - ‘Gnags’?
- Ja, de var jo fra Skjern. Jeg opfattede dem lidt som sådan nogen flippere. Langhårede. Men i den sang, jeg tænker på, sang de om nogen ting, som jeg ikke forstod dengang. Dem tænker jeg på nu.
Reimer Bo så afgjort opstemt ud, tænkte Poul. Han sagde, - Lad mig lige få fat i det der helt rigtigt, statsminister. Vi er nu ved at komme ind på teksten til en sang af ‘Gnags’?
- Du spurgte selv, Reimer, sagde ministeren. - Det er den sang, jeg tænker på, når jeg tænker på Danmark. For tiden.
- Okay, nikkede Reimer Bo. - Hvad er det specielt, der optager dig ved den sang?
- Jo, der er en strofe, som jeg især tænker på. Når de synger ‘der er ikke meget fodbold på plænerne mere’. Og så når de synger ‘fravær, fravær, fravær’.
- Og du … jeg mener, hvordan, altså, hvordan hænger de linier sammen med …
- Jo, jeg forstod det ikke rigtig dengang, pladen kom frem. Det virkede sådan lidt irriterende på mig. Som nogen hippier, der bare ville have, at vi skulle spille fodbold på plænerne og se at komme af med alt det fravær. Men nu forstår jeg det.
- Du forstår, at …
- Ja, at de havde ret.
- Ret?
- Joeh … der er jo ikke meget fodbold på plænerne mere. Der er masser af fodbold i fjernsynet. Organiseret sport. Det er fint nok. Men jeg tror, at det, ‘Gnags’ sang om, det var noget, som gik langt dybere.
- Dybere?
- Ja. Dybere.
- Det må du forklare, sagde Reimer Bo og anbragte en tænksom albue på bordet, mens han støttede hagen i sin hånd, som for at signalere, at nu blev det dybere.
- Jo, det er jo det med fraværet. At vi er fraværende. At vi forventer så meget. At alting lægger op til noget andet. At vi er ukoncentrerede, stressede og fraværende. Så det med fodbold på plænerne, det er mere sådan et billede af noget afslappet og … hyggeligt. Noget almindeligt.
- Noget almindeligt?
- Ja, noget, som ikke har med penge eller præstationer at gøre. Samvær, kan man kalde det. Eller måske livskvalitet, selv om det er et lidt fortærsket udtryk.
Reimer Bo rettede sig op igen, som om nogen havde fjernbetjent ham. - Men, men, men – sagde han, - men hvad …
- Forstår du, på det sidste har jeg haft sådan en følelse af, at vi måske ikke griber tingene rigtigt an.
- På hvilken måde?
- Joeh, at vi måske prioriterer de forkerte ting. Velstand. At vi stiller større og større krav til de serviceydelser, vi har ret til. For nu at tage et eksempel. Du kan sige, at hvor vi før i tiden var helt på det rene med, at vi skulle hjælpe hinanden og havde ansvar for hinanden, så tænker vi nu på en anden måde. Vi tænker, at det er nogen andres problem. At staten må gå ind og ordne det. Staten skal sørge for de små børn, skolebørnene, de syge, de svage, de gamle. Men hvem er denne stat?
- Ja, hvem er det?
- Det er jo os selv, Reimer. Dig og mig. Og hvis nu, vi to var naboer, og du gik og havde det dårligt, eller jeg ikke havde set dig i nogen dage, så ville jeg ringe til nogen. Til politiet, måske. Eller de sociale myndigheder. I gamle dage ville jeg være gået ind til dig for at se, om du havde det godt.
- Du taler om personligt ansvar?
- Ja, netop.
- Men … men din egen regering har jo selv …
- Jeg ved det, sagde statsministeren. - Det er også derfor, jeg siger, at jeg er bange for, at vi måske har grebet tingene lidt forkert an. Vi har været slemme til at prioritere velstanden – altså det materielle – langt højere end det menneskelige aspekt.
Poul nikkede for sig selv. Han syntes, statsministeren gjorde en god figur.
- Men globalisering, konkurrenceevne, produktion og hele den offentlige sektor … sagde Reimer Bo.
- Joeh … men det er jo nu engang os selv, der definerer, hvordan vi skal leve, Reimer. Jeg tænker på sådan en dag ved stranden i gamle dage.
- Ved … stranden?
- Ja, folkeliv. Der var altid masser af mennesker på stranden om søndagen. Madammer i deres badedragter, og mændene med cigar og solbriller. Nu om dage er der ikke nær så mange – til trods for, at det er blevet varmere.
- Jeg er ikke helt …
- Jeg tror, jeg tænker på stemningen, Reimer. Dengang, indretningen af et hus ikke var noget, man så andre lave i fjernsynet. Du ved, nu sidder man og gætter, om det er Klaus Pagh eller Peter Asschenfelt, der bor i sådan en fin bolig. Det ville vi jo have grinet ad dengang. Måske skulle vi hellere gætte lidt på, hvem der bor inde ved siden af og eventuelt invitere dem over på en sildemad.
- Jo, jo, det kan jeg godt se, men dine … ja, jeg må sige, statsminister, at den her samtale minder lidt om den måde, vi altid sidder og sludrer lidt før programmet. Jeg må spørge dig, du er godt klar over, at vi er på nu?
- Joeh … ja, ja, det ved jeg godt.
- Men det virker som om –
- Jeg vil bare sige, at det går ikke så godt på denne måde. Efter min mening. Jeg tror, at vi skal være mindre fokuserede på velstand, sådan som ide betragtet, og mere fokuserede på den omstændighed, at det er os selv, der skaber den. Og at vi faktisk har alle muligheder for at få et godt liv, selv med mindre midler.
- Er det her ikke bare en slags, ja, du må undskylde ordet, men en slags bortforklaring, fordi I ikke ligefrem står særlig godt i målingsmeningerne, meningsmålingerne, mener jeg?
- Det kan du godt sige. Jeg prøver bare at være ærlig. Jeg har ikke de forkromede svar på alting. Men jeg er på den anden side klar til at tænke nyt.
Reimer Bo blottede sine tænder. - Det lyder betænkeligt som noget, en af dine forgængere sagde engang. ‘Man har et standpunkt, til man tager et nyt’.
- Ja, det er da rigtig nok. Og selv om jeg ikke var nogen stor beundrer af Jens Otto Krag, så er det vel noget af det sandeste og mest ærlige, der nogensinde er sagt i dansk politik. Det er det, den amerikanske præsident kalder ‘you live and you learn’.
- Så har man hørt det med, sagde Reimer Bo, - jamen, skal vi ikke gå videre, vi har nogle minutter tilbage, og det lader jo til, at også jeg kan smide mit hjemmearbejde væk.
- Jo, sagde ministeren, - det kan vi godt.
Reimer Bo vendte ansigtet mod kameraet. - Jeg vil bare sige til seerne, at det her er ‘Den varme stol’, og min gæst er altså statsministeren, og vi er blevet enige om at lægge vores noter væk for en stund.
Poul havde aldrig set Reimer Bo sådan før – han virkede ganske enkelt henrykt, og Poul havde lidt ondt af manden, fordi han kunne blive så glad, bare fordi en anden mand var sig selv.
Reimer Bo sagde, - Lad mig spørge: Er du ikke bange for at begå politisk selvmord ved at optræde så … naturligt på tv? Eller er det her simpelthen den største gang anti-spin, I har kunnet komme op med?
Ministeren sagde, - For at tage det sidste først. Det her er ikke spin, eller anti-spin, som du kalder det. Det har faktisk undret mig lidt, at du slet ikke er kommet ind på, at min i øvrigt fremragende medarbejder Uffe Ramsholt ikke arbejder for mig mere. Nej, det her er bare et ganske almindeligt interview.
- Jeg nåede slet ikke frem til Ramsholt, sagde Reimer.
- Nej, ham må vi så tage en anden gang. Han har gjort et godt stykke arbejde. Men hvad angår politisk selvmord – det er jeg bestemt ikke bange for. Hvis vælgerne beslutter, at de ikke har tillid til min ledelse mere, bare fordi vi sidder her og taler almindeligt, så er det op til dem. Men det forekommer mig lidt drastisk at tale om selvmord i den forbindelse.
- Godt, sagde Reimer Bo. - Så fik vi det på plads.
- Det skal nok gå alt sammen, Reimer, sagde ministeren.
Reimer Bo var tydeligvis ved at komme til at grine, men han beherskede sig og kiggede i sine noter, selv om han lige havde lovet at lade være. - Har du noget at sige om Christiania?
- Det er ikke min kop te – men igen: Jeg tror ikke, at Danmark ville være Danmark uden Christiania.
- Jamen, regeringen …
- Det er måske et andet punkt, hvor vi har været lidt … ja, småborgerlige i vores tænkning.
- Men du ville ikke bryde dig om at bo der?
Ministeren smilede bredt. - Nej – men jeg tror på den anden side heller ikke, at christianitterne ville bryde sig om, at jeg boede der.
- Det skal du ikke sige, sagde Reimer Bo.
- Arh, mon.
Reimer Bo sagde, - Ja, tiden er ved at være gået. Jeg vil gerne sige tak, statsminister, fordi du så … øh, uhøjtideligt stillede op til denne passiar, kan man næsten kalde det. Om det her så er nøje planlagt eller hvad, det kan jeg ikke helt afgøre, men det havde da i hvert fald den virkning, at jeg aldrig fik stillet de virkelig hårde spørgsmål.
- Synd, sagde statsministeren.
Reimer undertrykte igen en latter og så ind i kameraet. - Det var ugens varme stol, vi er tilbage i næste uge med en ny gæst.
Poul kunne se et eller andet komme, Reimer, hvis sjældent svigtende timing, han beundrede – studieværtens øjne afslørede, at en udgangsreplik var undervejs. - Og så vil statsministeren og jeg sige farvel og sætte os til flygelet og synge en sang om gamle dage.
Poul slukkede, inden der kom flere fanfarer og logoer, der hvirvlede rundt..
Han havde været opslugt af interviewet. Det var så almindeligt, at det virkede sensationelt. Han gik ud i køkkenet og hentede en øl. Han havde haft den stående længe. Måske var det Thelma, der havde købt seks øl, og så havde de kun fået drukket de fem. Hans tanker rettede sig i nogle sekunder mod Thelma. Så knappede han øllen op og gik ind i stuen, mens han tog en slurk.