Integrationsministeren sagde, - Jeg må med det samme sige, at jeg ikke ved, hvorfor jeg er her.
Poul smilede til hende. - Det er der vist dybest set ingen, der ved.
Hun sendte ham et kort smil. - Nu mente jeg det ikke sådan eksistentielt, sagde hun.
- Det ved jeg godt, sagde Poul, mens han bankede ‘Napolitana’ens kaffeholder ud i skraldespanden og gav sig til at skylle den. - Men det er faktisk en lille smule eksistentielt.
- Statsministeren har åbenbart haft meget glæde af den teknik, du har vist ham. Afspænding.
Poul fyldte holderen med fintmalet espressokaffe. - Ja, det siger han. Og det tror jeg på. Ja, det er en ret enkel ting. Mælk?
- Nej, tak, sagde integrationsministeren, - bare en espresso, tak.
- Den dag, jeg viste sundhedsministeren den teknik – som han fortalte statsministeren om – da gjorde jeg det, fordi jeg følte, at der var for mange ord, sagde han, da de sad på hver sin side af hans bord med deres kaffe. Han havde også lavet en espresso til sig selv.
- For mange ord?
- Ja, det må du også kende til … lange møder med masser af ord.
- Ja.
- Så jeg havde ikke noget at sige, forstår du. Det behøvede jeg jo så gudskelov heller ikke, jeg har jo ikke noget ansvar, så jeg viste forsamlingen teknikken i stedet. Og nu vil jeg vise dig den.
- Okay, sagde ministeren. - Her?
- Ja, ja. Lige her. Når vi har drukket kaffen, sagde Poul. - Vi kan godt sidde lidt først.
Ministeren tog sin lille kop og nippede til kaffen.
Poul sagde, - Og du er så integrationsministeren.
- Ja, sagde hun og smilede. - Det er mig.
- Hårdt job?
- Ja … eller, jo, selvfølgelig er det hårdt, men det er også spændende.
- Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, sagde Poul. - Jeg er næsten holdt op med at læse om det.
- Om … hvad?
- Ja, om dit område, integration. Den ene dag læser man, at vi er blandt de bedste i verden til at få fremmede til at trives i vores samfund, og den næste hører man hjerteskærende historier om syge mennesker, som bliver udvist, så det virker helt meningsløst og tragisk.
- Ja, sagde ministeren, - mediernes billede af vores politik medfører desværre, at hele den problematik er omgivet af mange myter.
Hun drak ud og satte koppen fra sig.
Poul gjorde det samme. - Okay, sagde han, - nu skal jeg vise dig teknikken. Du skal bare sidde lige op og ned. Find et punkt på væggen bag mig og prøv at affokusere dit blik. Du kan prøve at falde i staver. At tømme din hjerne for tanker og koncentrere din opmærksomhed om nuet. Du slapper af i øjnene, så alting flyder sammen. Så er du i nuet. Dit åndedræt bliver roligt. Vi sidder en halv time.
Efter en halv time sagde han lavmælt, - Og så fokuserer du dit blik igen.
Han så ministeren fokusere lidt efter.
Hun rettede sig og skød brystet lidt frem, mens hun sagde, - Var det dét?
Han smilede til hende. - Ja, det var dét.
- Du kan gøre det, når du har tid.
- Jamen, det vil jeg da gøre. Det er meget behageligt. Nu forstår jeg bedre, hvorfor statsministeren sendte mig herop.
- Okay, sagde Poul.
Integrationsministeren sagde, - Jeg kunne godt drikke en espresso til. Og måske et glas vand. Jeg blev helt tør i halsen.
Poul rejste sig. - God idé. Hvis bare jeg huskede at drikke vand, hver gang jeg drak kaffe.
Integrationsministeren så på ham. - Ja. Det er vigtigt at drikke vand.
- Og kaffe, sagde Poul.
- Det undrer mig egentlig lidt, sagde ministeren, - at du overhovedet drikker kaffe.
- Hvorfor dog det?
- Koffein er jo en gift, og efter hvad statsministeren har fortalt mig om dig, så ville jeg tro, at du var meget sund.
- Jamen, det er jeg vist også, sagde Poul. - Blandt andet, fordi jeg husker at få min kaffe. Nu, du er her, så ville jeg gerne spørge dig, hvad integration betyder, sådan i grunden.
- Integration? gentog hun. - Det betyder … ja, det betyder at integrere. At blande. Eller at få noget til at eksistere side om side med noget andet.
- Og det vil i dit tilfælde sige at få alle mulige fremmede til at trives sammen med os.
- Det kan du sige, nikkede hun.
- Eller, sagde Poul, - at udvise dem.
- Ja, sagde hun. - Ifølge loven.
Poul var gået hen til bordet, hvor kaffecentralen stod. Han gik i gang med at gøre klar til espresso nr. to. Han talte med hende og så hende dreje sig i stolen for at kunne fortsætte samtalen, mens han bryggede.
- Hvis nu, sagde Poul, - hvis nu vi havde totalt ubegrænsede ressourcer, vi var vildt rige, vi havde god plads – ville du så kunne forestille dig, at det slet ikke var nødvendigt at udvise nogen eller forhindre, at nogen kom ind i landet?
Hun sagde, lidt efter, - Det er jo en meget hypotetisk situation.
- Er det? sagde han. - Vi er blandt de rigeste lande i verden.
- Jo, men vi er et lille land. Vi kan ikke rumme en massiv –
- Forestil dig, sagde han, - at der var voldsomme oversvømmelser i Sverige. Det er der vist for resten også, men endnu voldsommere. Skåne ligger under vand. Svenskere i titusindvis kommer sejlende til Danmark på tømmerflåder. Alt beredskab må tages i brug – indkvartering på skoler, i private hjem. En naturkatastrofe.
- Ja, sagde ministeren. - Det ville være et problem.
- For hvem? sagde han.
- Ja, for … ja, primært for svenskerne.
- Ja?
- Men det ville da også være et problem for os.
- Ja, men ville det være et problem, som vi selv kunne vælge, om vi ville løse eller ej?
- Regeringen i Stockholm har vel også –
- Nej, Stockholm er udraderet af en tsunami fra den Finske Bugt, sagde han.
- Det var da forfærdeligt, sagde hun. - Men –
- Jeg fik bare lyst til at opstille det på den måde. Altså, at der kom en kæmpe gruppe svenskere. Som vi var nødt til at forholde sig til. Som om Sverige var sunket i havet.
- Ja, hvis det virkelig var tilfældet, sagde hun.
- Så ville vi …
- Ja, så ville vi selvfølgelig mobilisere … folket. Så ville det være en humanitær opgave i stor stil.
- Jesus sagde ‘elsk din næste, som du elsker dig selv’. Han sagde jo ikke for eksempel ‘elsk din næste, som du elsker dig selv – hvis altså næsten ellers er pæn og høflig og har penge med hjemmefra’.
- Det kan vi godt blive enige om, sagde integrationsministeren, og for første gang så Poul hende smile, så det også nåede øjnene. - Det sagde han ikke.
- Okay, sagde Poul. - Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg bragte det op. Men det er jo interessant at have besøg af selve kvinden, som er ansvarlig på dette område.
Ministeren sagde, - Jeg tror godt jeg ved, hvorfor du bragte det op.
- Gør du det? Kaffen boblede igennem. - Hvorfor så?
- Du ville høre, om jeg opfatter mit arbejde udfra et moralsk, næstekærligt synspunkt, eller om jeg er en hjerteløs bureaukrat.
- Tror du, det var grunden? Det kan godt være, sagde han og hældte espressoen op i kopperne. - Hvilken en af delene er du så?
Hun sagde, - Jeg er ikke nogen hjerteløs bureaukrat. Men – vi har en lov. Og vi har et politisk klima, som forudsætter en … stram kurs på det område.
- Så Støttepartiet har mere ret end Jesus?
- Sådan kan du ikke stille det op.
- Nej …
- Støttepartiet er ikke Danmark.
- Det vil du sige? Så må det være hårdt, at de bestemmer, om I skal beholde arbejdet.
Integrationsministeren sagde, - Jeg tror, du er lidt naiv, Poul.
- Hvordan det?
- Jo, sagde hun, - der findes også onde kristne.
- Ja, sagde Poul, - men der er jo gode og onde alle vegne. Det giver ikke nogen mening at prøve at hitte dem, efter hvad farve, deres pas har. Og selv om en dansker er ond, så vil vi jo ikke drømme om at udvise ham til Tyskland, vel?
- Nej, det …
- Hvorfor skulle vi så udvise nogle andre? Herregud, det nærmer sig jo det viceværtsagtige at hævde, at vi har nogen som helst ret til at bestemme, hvem der skal være her.
- Det er jeg nu ikke sikker på, at jeg er enig med dig i, sagde hun, da han stillede kopperne på bordet.
Poul sagde, - Nej, men ved du hvad? Det er fantastisk at diskutere det med dig.
- Måske virker din teknik, sagde hun. - Jeg synes også, det er rart at tale lidt med nogen, som ligesom har en helt anden … vinkling på stoffet.
- En hvad? sagde han.
- En anden tilgang.
- Javel, ja, sagde han. - En anden vinkling på stoffet. Lidt efter tilføjede han, - Godt, du kan lide teknikken.
De tog afsked i døren. Ministeren havde ringet på sin mobil, og vips, efter ti minutter holdt bilen udenfor. Hun sagde, - Jamen, tak, Poul. Det har været sjovt at lære din afspændingsteknik.
- Det er mig, der takker, sagde han. - Det er ikke hver dag, man har besøg af en minister.
Men det blev snart hver dag, tænkte han, da den store ministerbil var gledet ud fra parkeringspladsen.
Lidt efter stak Lars inde fra ALDI hovedet ind. - Det var da farligt fine køretøjer, din klienter kommer i nu omstunder, hvad?
- Ja, det var en flot bil, sagde Poul.
- Hvem var det? sagde Lars. - A.P. Møller?
- Nej, det var integrationsministeren.
- Ha ha, grinede Lars. - Hun kiggede lige forbi for at få et godt råd?
- Noget i den retning.
- Ja, og i morgen kommer forskningsministeren, og det næste er, at vi læser, at du er blevet opkøbt af Microsoft.
- Nej, i morgen er det undervisningsministeren, sagde Poul.
- Ja, fint skal det være, sagde Lars. - Hvis fødevareministeren kigger ind en af dagene, så kan du hilse fra mig og sige, at han til enhver tid er velkommen til at inspicere ALDI.
- Jeg ved ikke, om han er på listen, Lars, sagde Poul. - Statsministeren sender dem bare op. Jeg ved kun, at det er undervisningsministerens tur i morgen. Det er åbenbart ligesom en stafet.
Lars grinede på en hjertelig måde. - Statsministeren … okay, så han har også været her?
- Ja, ja, sagde Poul. - Det er ham, der har sat alt det her i gang.
Lars så på ham nogle sekunder. Så sagde han, - Jamen … rigtig pøj-pøj med det, så.
Så gik han. Poul tænkte på, at der ikke var kommet andre gæster i dag, og at han måske burde tænkte over, hvad han skulle gøre, hvis eksempelvis Minna Toft-Andersen dukkede op for at aflevere en rygeklump hash – for at hun ikke skulle ryge den – mens … narkotikaministeren sad derinde. Nej, justitsministeren. Det ville være værre. Han gjorde sig klar til at lukke, mens han havde en lurende fornemmelse af, at ALDI-Lars ikke havde troet ét ord, han havde sagt.