Undervisningsministeren virkede træt og ville gerne have kaffe uden noget.
Poul rettede an og satte sig. Ministeren sagde, - Jeg tror ikke på meditation.
- Meditation? sagde Poul.
Ministeren sagde, - Ja, nu er jeg gammel i gårde. Og jeg kender et smart trick, når jeg ser et.
- Javel.
- Og det her, er jeg bange for, er et smart trick.
- Hvordan det?
- Jo, al respekt og hatten af for, at statsministeren giver sine ministre lidt at tænke over. Udfordringer. Udfordringer er sundt. Og jeg har jo talt med min statsminister, og ud fra, hvad han har fortalt mig, så er det her slet ikke afspænding. Det er meditation.
- Hvis du siger det.
- Det siger jeg, sagde ministeren og drak af sin kaffe.
- Hvad har du imod meditation?
Ministerens smilede træt. - Jeg mener, det er humbug.
- Humbug?
- Ja, humbug.
Manden smilede stadig. Han virkede mere optaget af kaffen, end af, hvor han var, og hvem han talte med.
Poul sagde, - Så du har prøvet det?
- Nej, det ved den sødeste grød, jeg ikke har. Men jeg har deltaget i nok teambuilding, gruppedynamik og Vorherre ved hvad i min tid, til at jeg kender et medlem af det, jeg kalder ‘mystikerbanden’, når jeg løber ind i dem.
- Mystikerbanden?
- Ja, det er en stor kultur. Eller subkultur, skal man vel sige. Jeg har altid syntes, der var noget lidt parasitagtigt over alle de frelste mennesker, som påtager sig at servicere dem, der for alvor bestiller noget i det her samfund. Moden skifter, Poul Helweg. I dag skal vi bygge en tømmerflåde sammen for at komme hinanden nærmere. I morgen skal vi sige hej til vores angst. I overmorgen skal vi sammen bygge drager for at sende vores problemer op i himlen og finde os selv. Og oven i alt det skal vi så også regere et land. Så jeg er yderst skeptisk overfor det her. Jeg synes, det er det mest retfærdige over for dig at sige det. Jeg har intet imod dig som person – jeg kender dig ikke. Jeg ved, du har fået en opgave. Men jeg håber, at vi kan komme igennem det her i en fart. Jeg har nogle vigtige ting, som jeg helst skulle nå. Jeg siger det lige ud. Jeg siger det – ja, jeg så skiltet henne ved døren. ‘Ærligt nærvær’. Når jeg siger det lige ud, så er det det mest ærlige, jeg kan komme op med. Jeg er overbevist om, at du om lidt vil diske op med noget, som jeg kan genkende som en slags meditation. Og så må jeg sige til dig på forhånd, at meditation efter min mening ikke er af denne verden. Det er efter min mening manipulation. Det er en følelse, som findes i hjernen hos tilhængerne, men som ikke kan måles.
Poul nikkede. - Som kærlighed.
Ministeren sagde, - Se. Hvad sagde jeg? Du manipulerer allerede.
- Hvordan det?
- Jo, nu har du allerede formået at sidestille dit eget projekt med et universelt begreb som kærlighed.
- Det er ikke mit projekt, sagde Poul. - Det er dit.
- Er det mit?
- Ja, sagde Poul. - Jeg har jo ikke bedt dig om at komme.
Ministeren så på ham og så mere træt og bekymret ud.
Poul sagde, - Statsministeren har bedt mig om at lære nogle mennesker, som arbejder for ham, en bestemt teknik. Det har jeg sagt ja til. Og her sidder vi. Jeg går ud fra, at du kunne have sagt nej tak?
Ministeren svarede ikke. Lidt efter sagde han, - Nå. Lad os få det overstået.
Poul sagde, - Det går ud på at tømme hjernen for tanker og koncentrere sig om nuet.
- Ja ja, sagde ministeren. Poul lagde mærke til, at manden svedte, og at hans hud var gul.
- Vi sidder i en halv time. Du skal sådan set bare falde i staver.
Ministeren prustede gennem næsen og rykkede lidt rundt på sin stol.
Poul havde aldrig prøvet at få en så modvillig person til at meditere. Det fascinerede ham lidt, at ministeren hidsede sig sådan op.
En tid sad de, og Poul bestræbte sig på at synke helt ind i sig selv, så hans energi kunne forplante sig til ministeren.
Pludselig sagde ministeren, - Nej, det her er sgu for tåbeligt!
Poul fokuserede og så manden rejse sig. Poul så undervisningsministeren tage nogle skridt hen mod væggen. Han så ham tage sin mobiltelefon op af lommen og rynke brynene, mens han stirrede på den.
- Måske skulle du slukke den, sagde Poul.
- Slukke den, gentog ministeren, stadig med blikket på det lille apparat. - Ja, det ville være kønt. Ministeren kunne ikke besvare vigtige opkald, da han sad og skulle falde i staver.
Poul sagde, - Jamen, den ringede ikke.
Ministerens telefon ringede. Lyden så ud til at chokere ministeren. Han holdt telefonen ud fra sig. - Jeg havde jo ikke engang …
Poul så ham trykke på den, sætte den til øret og sige, - Ja?
Han så ministeren gå udenfor. Fra sin stol kunne han se manden gå frem og tilbage på fliserne under halvtaget. Døren stod åben, trækilen var skudt ind under den.
- Nej! sagde ministeren højt. - Nej!
Han kom ind igen, stadig med telefonen for øret. Han gik hen i den modsatte ende af lokalet, der hvor Pouls sofaarrangement stod klar til mageligt anlagte gæster.
- Det er helt hen i vejret, sagde ministeren. - Jeg finder mig ikke i det.
Og lidt efter, - Ja, men så er det dem, der har sovet i timen, Jan.
Ministerens stemme steg. - Nu skal jeg sige dig noget, Jan. Det her går imod alle aftaler. Vi har en klar aftale om, at …
Han så manden lytte, indtil han råbte, - Ja, men så er det saft susemig ikke min skyld! Og jeg lover dig –
Poul sad stille. Det var som at være i teatret, selv om han ikke havde været i teatret meget længe. Ministeren råbte, - Jo, men den møgkælling er jo notorisk løgner, Jan! Nej. Nej. Nej! Du skal ikke foretage dig noget. Er du med? Overhovedet ikke noget. Jeg skal nok tale med hende, når jeg kommer. Nej, I skal ikke sige noget.
Stemmen steg igen, og Poul følte med Jan i den anden ende. - Nu kan det være nok! råbte ministeren. - Færdig!
Poul så ham slukke telefonen. Han ventede.
Ministeren spankulerede rundt på gulvet. Han mindede Poul lidt om Basil Fawlty i ‘Halløj på Badehotellet’. Han var en skrækblandet fryd at betragte.
Telefonen gjorde åbenbart knuder. Poul spærrede øjnene lidt op, da ministeren pludselig råbte, - ÅååRH! og slyngede sin mobiltelefon mod væggen. Apparatet faldt ned på gulvet på den anden side af bordet, hvor kaffemaskinen stod.
Poul så, at manden rystede.
Han rejste sig og gik hen til ham.
Ministeren virkede omgivet af en gul sky. Han ligesom krympede sig, da Poul kom nærmere. - Lad mig være! sagde han.
Poul standsede på gulvet. Han stod en tid og så ministeren ryste.
Efter et langt stykke tid, hvor alting nærmest var gået i stå, sagde ministeren, - Det er jeg ked af.
Poul følte en dyb lettelse. Han sagde, - Du vil godt have en kop kaffe til, ikke? Han gik hen mod kaffemaskinen.
Lidt efter sagde han, - Har du set min kaffemaskine? Det er en ægte ‘Napolitana’. Han bankede kaffeholderen ud i spanden med nogle friske slag. Han mærkede, at ministeren kom lidt nærmere.
Lidt efter sagde ministeren i et helt roligt tonefald, - Det må jeg sige. Den er sandelig flot.
- Den er italiensk, nikkede Poul. - Måske er den mit kæreste eje.
- Vi har kun en ganske almindelig kaffemaskine derhjemme.
- Javel, sagde Poul. - Kunne du smage forskellen? Før, da vi drak –
- Jeg ved det ikke, sagde ministeren. - Jeg må smage ordentlig efter denne gang.
- Mælk?
- Nej, tak. Men sukker. Jeg trænger til sukker.
Poul tilberedte kaffen, mens en del af hans opmærksomhed var koncentreret om stemningen i lokalet. Den mindede ham om stemningen efter et husligt skænderi. Når energien er fyret af, og folk begynder at tale om almindelige ting og ligesom bestræber sig på at gøre dem ekstra almindelige og fremkommelige. Han fyldte lysebrunt rørsukker i skålen og gik hen og stillede den på bordet. Ministeren havde sat sig i sin stol igen. Hans hud var glinsende og gul.
Poul rørte i sin kaffe og sagde, - Er det tit sådan i toppolitik?
Ministeren tog sukkerskålen og kom to skefulde i sin kop. Hans hænder rystede. Poul så ham komme en tredje skefuld i koppen.
- Det hænder, sagde ministeren.
- Det må være anstrengende.
- Ja, sagde ministeren, - det er det også. Ministeren så ikke på ham.
Poul sagde, - Med hensyn til det, vi talte om før.
Han så ministeren synke. Hans kæbemuskler malede, og han mindede Poul om en mand, han engang havde set til en begravelse, en mand, som var ked af det og ikke havde lyst til at være der, hvor han var, men som var der alligevel, fordi der ikke var andre steder at være på det tidspunkt.
- Din teknik, nikkede ministeren.
- Du har ret i, at det er meditation, sagde Poul. - Men du har efter min bedste overbevisning ikke ret i, at det er humbug.
- Nej, det skal du jo sige, sagde ministeren.
- Nej, det skal jeg sådan set ikke, sagde Poul. - Til hverdag kommer her mennesker, og her er kommet mennesker i mange år, og fra dem ved jeg, at det ikke er humbug.
Ministeren kiggede ikke på ham. Han kiggede ikke rigtig på noget, og det gav Poul en fornemmelse af, at manden ringeagtede ham.
- Ja, men det er så der, vi to er enige, Poul Helweg, sagde ministeren. – Og jeg går ud fra, at det er i orden, at jeg har min opfattelse, og du har din.
- Ja, det er i orden, sagde Poul. - Du sagde, at du gik ind for, at statsministeren gav sine medarbejdere udfordringer.
- Ja, udfordringer, sagde undervisningsministeren. - Ikke en gudsjammerlig udflugt til … sådan en gang børnehaveri.
- Men du sagde jo selv, at du ikke havde prøvet det, sagde Poul.
- Nej, jeg har ikke prøvet det.
- Hvordan kan du så afvise det som humbug?
Ministeren rystede langsomt på hovedet.
- Jeg spørger bare, sagde Poul. - Fordi det forekommer mig, at netop en undervisningsminister burde være interesseret i sysler, som har med sindet og arbejdet med sig selv at gøre.
- Arbejdet med sig selv! sagde ministeren. - Ved du hvad, Helweg, jeg sagde før, at det her ikke er personligt. Men det er det måske nok alligevel. Forstår du, jeg er så træt af jer folk, som evig og altid gør jer kloge på sjælen. Som har en vej. Som I bruger til at slå os andre i hovedet med. Efter min bedste overbevisning har hele denne bølge af New Age et skær af fascisme over sig.
- Fascisme?
- Ja, fascisme. Det er en totalitær, autoritær indstilling. Der er de oplyste og de evigt hungrende disciple, som ikke har en chance for at vinde anerkendelse af deres egen person, før de hopper og springer, som mesteren vil have det.
- Du ser mig som New Age-fascist? sagde Poul.
- Jeg kender dig ikke nok, sagde ministeren og drak af sin kop, mens han så på væggen skråt overfor Poul. - Men jo, noget i den stil.
Poul sagde, - Det er godt nok ikke særlig betryggende, hr. minister.
- Hvad er det, der ikke er særlig betryggende? Hvis du mener at spilde tiden på denne lattervækkende måde, så giver jeg dig ret.
Poul rejste sig op. Han sagde, - Du er kommet her, fordi din chef har bedt dig om det. Du tjener penge, mens du er her. Du har aldrig set mig før. Du kalder mig en humbugmager, du identificerer mig med en bevægelse, som jeg ikke kender noget til og kalder mig fascist. Men du drikker min kaffe. Du ter dig som et hysterisk barn og skriger i telefonen af dine ansatte. Og samtidig, sagde han og pegede på ministeren, - samtidig siger du frejdigt, at du aldrig har prøvet det, vi egentlig skulle, og som vi kunne have gjort for længe siden, hvis du ellers kunne opføre dig ordentligt.
Ministeren stirrede op på ham. - Jeg er undervisningsminister, sagde han.
Poul hamrede en flad hånd ned i bordet. - Ja, men du har ikke prøvet det! Tænk, hvis skoleeleverne mødte med den indstilling. ‘Fysik – det er noget fascistisk pis. Jeg ved ikke en skid om det, men det er det altså’.
Lidt efter, da Poul havde sat sig ned, og der ikke var blevet sagt noget længe, sagde ministeren lavmælt, - Jeg er aldrig nogen sinde, aldrig nogen sinde, blevet talt til på den måde.
Poul sagde, - Nej, men det er Jan.
Ministeren rynkede panden. - Jan?
- Ja, ham din lakaj, som du teede dig overfor, før du smadrede din mobiltelefon mod væggen.
- Du kan være evigt forvisset om, sagde ministeren. - At –
Poul så på ham.
Ministeren begyndte at græde.
Poul tog sin kop og drak, mens ministeren græd med sænket hoved.
Der gik en tid, hvor Poul benyttede lejligheden til at gå ud og lade vandet. Han stirrede ud gennem det lille, kvadratiske vindue over toilettet, mens han lod det. Han tænkte på, om Thelma mon var ude i det gode vejr med den lille. Han måtte se at komme derud. Han tænkte af en eller anden grund kort på Gurli Ørbæk Madsen.
Undervisningsministerens gråd var i nogen grad stilnet af, da han gik hen til sin stol igen.
Ministeren sagde, - Jeg vil gerne sige undskyld for min opførsel.
Poul smilede til ham. - Der er ikke noget at undskylde. Folk kommer jo netop her for at give udtryk for det, der nu er i dem. Du er ikke den første.
- Nej, men … jeg vil jo bare gerne have, at det skal gå alt sammen!
- Det gør det jo også. Det går deruad.
- Og min mobiltelefon.
- Ja, den er kaput. Men det går alligevel. Solen går snart ned.
- Hvad skal jeg gøre? sagde ministeren.
Poul sagde, - Jeg tror ikke, du behøver at gøre noget. Det er sjovt, men mange mennesker tror, at hvis de føler en indre uro eller konflikt, så skal de altid gøre noget. Men det er jo netop en indre uro. Alt, hvad der er sket her i dag, er kun et resultat af din indre uro.
- Men den er ikke væk, sagde ministeren. - Jeg føler mig forfulgt, jeg føler mig utilstrækkelig og fastlåst.
Poul smilede til ham. - Ja, sagde han. - Det forstår jeg godt. Men jeg forfølger dig ikke. For mig er du bare et andet menneske. Og jeg er glad for, at du ikke øh … beherskede dig mere.
Ministeren så på ham med opspilede øjne, som havde en ilder bidt sig fast i hans lår. - Jamen, det … det går ikke over! Presset er der stadig. Det er som en – en fjeder inde i mig.
- Ja, sagde Poul. - Det er sådan, det føles. Og der er det jo, at den teknik, som du har gjort alt for at undvige, kommer ind i billedet.