1

Svoger Bjarne opbevarede sin bideskinne i en underlig grøn plasticæske, som ingen havde lyst til at vide, hvordan så ud inden i. I to år havde æsken stået på glashylden på gæstebadeværelset i Gorm og Gurlis hus.

To lange år, tænkte Gorm. Det var morgen, varmt, og han var trukket i sine shorts og sandaler. Det var kun maj, men sommeren kom tidligere og tidligere, som om der blev tændt for den på en knap.

Nu sad han i køkkenet, Gurli optaget af at lave kaffe henne ved komfuret. Gorm følte en dråbe sved løbe ned over brystbenet, hvor den fortsatte lidt udefter, ud på toppen af hans vom, der var ved at blive lidt for stor og lidt for brun.

Efterløn - han var efterlønsmodtager nu.

Han tænkte på den grønne plasticæske med svoger Bjarnes bideskinne og følte det, som om al hans modvilje mod Bjarne var stoppet ned i den æske. Han kom med vilje ikke på gæstebadeværelset mere - det var en slags stille protest mod Bjarnes tilsyneladende uendelige ophold hos ham og Gurli.

Men denne morgen - Bjarne sov stadig - havde han hentet en rulle toiletpapir derinde og havde set den grønne plasticæske med låget på klem og havde tænkt på bideskinnen, som formentlig befandt sig i Bjarnes sovende mund.

Han sagde, - Bjarnes bideskinne ... men han kunne lige så godt have sagt, - Skal vi ikke tage et skænderi om din brors nasseri igen?

Gurli lagde hovedet tilbage, stående foran komfuret, og pustede ud gennem næsen. - Ikke bideskinnen igen, Gorm, sagde hun. - Du ved godt, at Bjarne har brug for den skinne. For sine spændinger i tindingerne.

- Ja, sagde Gorm. - Godt, der er ét sted i den mands liv, hvor der er lidt spænding.

Han så på Gurlis ryg. Somme tider var hun med på hans bemærkninger om Bjarne, og somme tider kunne hun ikke tage det. I dag vidste han ikke rigtig, så han sagde, - Tror du, man kan få spændinger i tindingerne af at se for meget sport i fjernsynet med munden halvt åben?

Hun vendte sig uden at smile. - Du kan jo bare bede ham om at flytte.

- Det ved du godt, jeg ikke gør, Gurli.

- Okay, men så lad være med at brokke dig, ikke? Du har det hele, Gorm - du har tid, du har plads … du har din efterløn.

Gorm sagde, - Efterløn … jeg ved ikke, Gurli, der er morgener, hvor jeg ikke ved, om jeg skal søge en læreplads som tømrer eller en plejehjemsplads. Jeg er ikke sikker på, at den efterløn var en god ide. Jeg er ligesom ikke … færdig nok.

Han så hende hælde på kaffen, og han vidste, at hun hørte efter. Men hun svarede ikke, og han tænkte på, om han havde sagt det før? Måske i går morges? Han havde lyst til at sige noget andet, noget, der virkede nyt og handlede om noget, de ikke havde talt om længe og ikke set i fjernsynet. Men han kunne ikke komme i tanker om noget.

Lidt efter dukkede Bjarne op, og Gorm ville have givet hvad som helst for at have været ude af døren nu, denne varme sommerdag, i sit arbejdstøj, på vej ud til Ørbæk Madsen og sit arbejde. Men han havde solgt firmaet. Der var ikke længere noget, der hed ‘nej, Gorm er ude på Ørbæk’.

Han måtte have været sindssyg, psykotisk af for mange glittede brochurer om ‘den tredje alder’, golfkøller og ferieboliger i Bulgarien.

Bjarne var i shorts som han selv. Se på os, tænkte Gorm, mens Gurli fik travlt ved køkkenbordet, ivrig for at kræse op om sin bror.

To mænd i deres bedste alder - midt i halvtredserne, sunde og raske, men ikke andet på programmet end at stå op lidt for sent og gå rundt i shorts uden ét fornuftigt ord at sige.

Bjarne var lidt tungere og lidt brunere end han selv. Han satte sig ved det lille bord, hvor de spiste morgenmad og kørte en hånd gennem sit krøllede hår. - Godmorgen, sagde han. - Dejligt vejr.

Gurli satte en brødkurv med ristet brød på bordet. - Ja, det er flot, sagde hun.

Bjarne skænkede kaffe. - Ja, vi har det godt i lille Danmark, sagde han. Det sagde han hver morgen.

Gurlis humør ændrede sig altid, når Bjarne dukkede op, tænkte Gorm. Nu satte hun sig ved bordet og skænkede sin anden kop kaffe. Hun holdt kolben op mod Gorm.

- Mere kaffe?

Gorm sagde, - Jaeh … jo, tak.

Han var snart ved at skide grønt af al den kaffe. Det føltes forkert bare at drikke kaffe. Før i tiden havde kaffen været en velfortjent belønning for nogle timers hårdt arbejde. Nu var der kun kaffen og Bjarne og Gurlis hjerneskrumpende lediggang.

- Hvad skal du fordrive tiden med i dag? sagde Bjarne nu. Det var endnu en standardbemærkning, som antydede, at Gorm led af en underlig tvangsadfærd, som betød, at han absolut skulle foretage sig noget og ikke bare kunne ligge som en hvalfisk på solsengen og blive brunere og brunere, mens der var slukket for aktiviteten i kroppen og i tankerne.

- Det ved jeg ikke, sagde han og lænede sig tilbage på sin stol. - Jeg havde overvejet at melde mig til hæren og tage et smut til Irak.

Bjarne gav sin karakteristiske latter, der endte i et lille snort. - Ja, så kunne de lære det.

Gurli sagde, - Ja, det er en god idé. Gorm ved overhovedet ikke, hvordan man håndterer en bøsse.

Bjarne sagde, - Det er nemt. Man taler bare om lyserøde skjorter.

Gurli så på sin bror et par sekunder, inden hun fangede den. Så kom hendes udgave af latteren med snortet for enden.

- Hold da kæft, Bjarne! Du er for meget nogen gange.

Bjarne sagde, - Ja, det tror jeg også, svogerdyret synes.

Gorm sagde, - Det er ikke noget problem, Bjarne.

Lidt efter rejste han sig for at slå et slag rundt i haven. Han kunne tage selskabeligheden og den uendelig morgenkaffe så og så længe, og han brød sig ikke om at blive sur.

Han gik rundt om sit parcelhus.

Plænen var velklippet. De mokkafarvede sten var smukt tilgroet med Gurlis vækster, som hang velplejede og studsede på de lister, han for mere end tredive år siden havde skruet op på muren.

Han følte sig nervøs.

Når han tænkte på det, var det altid Bjarne, han gav skylden. Nasse-Bjarne, som Gurli holdt så meget af. Bjarne, som havde det hele i munden, og som aldrig var i dårligt humør. Gorm tænkte på lånet. Bjarne var kok. Gorm forstod sig ikke på madlavning, men han forstod nok til at vide, at Bjarne var kok af den jævne slags, den slags, som sagde bernaise og oksehøjreb. Som købte sin bernaise i hvide malerspande i Inco og i bund og grund ikke havde føling med finere madlavning. Bjarne havde været kantinekok, han havde forpagtet kantinen på Værftet allerede som helt ung mand. Dér havde han haft sine velmagtsdage, og det havde været et chok, da de lukkede. Siden havde hans svoger forsøgt sig på egen hånd i en lang, nedadgående kurve, som involverede flere konkurser med fejlslagne spisesteder i og omkring Helsingør. Det sidste – inden lånet – havde været catering.

- Du mener mad ud af huset, havde Gorm sagt, da Bjarne havde fortalt om sin plan.

- Ja, havde Bjarne sagt og blinket til ham. - Men catering lyder bedre.

Og Gorm havde tænkt, at den var gal. Hvad den også var. Det var endt med lånet, som han og Gurli under stor alvor havde optaget i huset og som Bjarne havde brugt til at sanere sin økonomi, sådan da.

Problemet med Bjarne var, at han altid ville have det hele. Fint skulle det være, og Gorm kunne blive syg om hjertet, når han så sin svoger for sig, på vej ud gennem Nordhavnen i sin hvide powercruiser, med motorerne blidt slubrende, før han nåede indløbet og gav den gas. Bjarne i bar vom med den hvide skipperkasket og en cigar mellem tænderne, som om han var Gene Hackman.

Bjarne, der fræsede ud på sundet, mens Einarsen, hans revisor, blev blegere og blegere og mere og mere fåmælt og til sidst begyndte at ringe til Gorm ude på Ørbæk.

- Den er ikke rigtig god med Bjarne, sagde Einarsen så, beskæmmet over at måtte gå til svogeren med virksomheden, men bange for at lade være.

Nej, den var ikke rigtig god med Bjarne, men prøv at fortæl ham det. Gorm havde selvfølgelig appelleret til Gurli.

- Der er altså noget, der hedder kreditorer, sagde han så. - Og Bjarne har altså gæld, skat. Stor gæld.

Men Gurli var ikke vant til, at økonomiske problemer betød så meget. Hun havde i alle år hørt på ham og hans kvababbelser, når han havde en likviditetskrise på Ørbæk. Men han havde altid klaret den, klaret den godt endda, og når det kom til Bjarne, kunne hun ganske enkelt ikke forstå alvoren.

- Han klarer den nok, sagde hun. - Bjarne skal nok klare den.

Det havde smertet ham, da han til sidst måtte sætte dem begge to ned i køkkenet og røbe, hvordan Einarsen havde råbt vagt i gevær, og hvordan der ikke længere var nogen vej tilbage. Han havde fortrudt det mange gange, han fortrød det nu, mens han gik rundt i sin have og ikke havde andet at tænke på.

Han skulle have gjort sig hård, holdt sig udenfor og ladet Bjarne gå ned med powercruiseren. Det var, hvad han skulle have gjort, men det havde han ikke gjort, fordi han elskede Gurli og fordi han dybest set mente, at i en familie hjælper man hinanden.

Nu var han så blevet redningsmanden. - Så det, vi kigger på, er altså, at Gurli og jeg tager et lån i huset, at du sælger Gl. Hellebækvej og båden, Bjarne.

Men i Gurlis øjne var han også bødlen. Bjarnes endelige forlis var for hende uløseligt forbundet med ham, Gorm. Det var Gorm, der havde svunget øksen over Bjarne.

Og når han havde kunnet være ‘så hård’ - det havde hun sagt - så var det vel ikke mere end rimeligt, at hendes lillebror boede hos dem et stykke tid.

To år var det blevet til, indtil videre, og indtil videre kunne godt gå hen og blive indtil meget videre, så han nu.

Michael og Rikke var for længst flyttet hjemmefra, huset var stort nok, Bjarne var en stakkels, men elsket lillebror, Gurli var gået på efterløn med al den tid, der var i verden og et stort moderhjerte uden nogen at banke for.

Hold da kæft, tænkte Gorm, du skulle have været familieterapeut, så klart som du ser det hele. Bortset fra, at du altså først så det, da det var for sent.

De havde lige fået et par måneder, hvor de havde ‘nydt hinanden’, som der stod i de brochurer, som pensionskasserne leflede med. Og de havde nydt hinanden, tænkte han.

Det havde været fantastisk forrige sommer. De kunne gøre det, når de havde lyst, og det havde de, de havde fanme kastet sig rundt derinde, og Gorm havde været ør af lykke over at opdage, at der stadig var blus på kedlerne efter så mange år, hvor det havde været arbejde og børn, og hvor kødets lyster måtte vige for andres behov, så man følte sig ramt, hver gang en eller anden komiker i fjerneren gjorde sig morsom over ægtepar, der gjorde det rutinemæssigt onsdag og lørdag.

Næ, der havde ikke været nogen smalle steder dér, hverken på den ene eller den anden måde. For selv om der var blevet lidt mere af dem, havde han opdaget, at det sådan set kun gjorde det bedre. Han kunne huske, hvordan han havde ligget oven på Gurlis brede røv en dag, hvor de havde gjort det for fulde gardiner. Han kunne huske, hvordan han havde haft armene om hende, et bryst i hver hånd, mens han kunne mærke deres hjerter hamre, da de var kollapset. Han kunne huske, hvordan Gurli havde grinet, og hvordan han havde været fuldstændig afslappet og lykkelig i følelsen af, at det her var det hele værd.

Måske lå der noget seksuelt befriende i ikke at arbejde 37 timer om ugen. Gurli havde overrasket ham. Han havde sådan set også overrasket sig selv. Der var fut i dem, ingen tvivl om det. Der var stor forskel på Gurli, som hun havde været de sidste år i skoletandplejen, kompetent, alvorlig, travl, når hun kørte fluorskylning på de store skoler – og så Gurli i de måneder, nøgen, brun, fræk, som om hun i alle de år havde gået og sparet tricks sammen, som hun ville afprøve på ham den dag, de fik tid.

- Så forstår jeg sgu bedre, de kaldte dig ‘Gurgli’, havde han gispet en dag, hvor hun sad på knæ nede på gulvet mellem hans ben, og Gorm havde sitret og stønnet, mens hun tvang de sidste dråber ud af ham.

Gurli havde grinet og sagt, - Hvad kaldte de så dig?

Han vidste ikke, hvad de havde kaldt ham på Ørbæk, hvis de havde kaldt ham noget. - Chefen, havde han sagt.

Og hun havde set endnu mere fræk ud nede mellem hans dirrende, spredte knæ. - Chefen? Uha da.

Alt det var slut nu. Nu var det Bjarne. I begyndelsen havde han ikke troet, at det skulle betyde så meget, men det gjorde det jo. Gurli var ikke frække Gurli, når der ‘var nogen i huset’.

- Hvorfor helvede ikke det? havde han spurgt. - Han står jo ikke og lytter ude i gangen, håber jeg.

Men hun så det ikke sådan. De par måneder, hvor de virkelig var gået til den, og hvor han stadig havde ment, at efterløn var en virkelig god ide, stod for ham som en fjern, uvirkelig tid. Nu var det som at have en baby i huset. Gurli blev irriteret, når han tog på hende og lagde op til noget. Hun børstede ham af. Og om aftenen, når de endelig var kommet i seng og kun kunne fornemme Bjarnes tilstedeværelse som en fjern summen af Sky Sport i Michaels gamle værelse, var hun alt for træt af at opvarte sin bror.

Så lå Gorm vågen ved tanken om, hvor mange år han havde tilbage som potent mandfolk, mens Bjarne uden at vide det var skyld i, at han ganske enkelt ikke fik noget. Ti år? Otte?

Det værste var tanken om, at Gurli, som sov som en sten ved siden af ham, havde været ligeså glad som han selv i de måneder. Man kunne se det på hende. Hun var glad, hun strålede.

Når Bjarne en sjælden gang forføjede sig bort så længe, at der rent teoretisk var mulighed for at genoptage samlivet, gik det op for Gorm, at Gurli ikke fungerede på den måde. Gorm havde én gang tænkt, at det ville tage lang tid, selv efter at Bjarne var flyttet, før de ville kunne finde rytmen igen, så at sige. Det fyldte ham med mørke tanker.

De gange, han naivt havde forsøgt sig, var det endt i skænderi. Selvfølgelig kunne han ikke holde sin irritation over Bjarne for sig selv. Så i stedet for en hurtig gang lagengymnastik - som i hvert fald ville have bekræftet, at de stadig var sammen og godt kunne lide det - blev energien udløst i vrede mod Bjarne.

- Du kunne sgu da også godt prøve, sagde Gurli.

- Prøve hvad? sagde han. - Han foretager sig jo ikke noget. Han gider ikke fiske, han gider ikke gå en tur. Han gider at se sport, det er, hvad han gider.

- Du har aldrig kunnet lide ham.

- Hvad fanden er det for noget pis? Ikke kunnet lide ham? Jeg har fanme taget et lån i mit hus for at betale hans gæld!

- Ja, men du har ikke kunnet lide ham.

Han prøvede at være rolig, tage det fornuftigt. - Hør nu her. Jeg kan godt lide Bjarne. Han er okay. Men jeg synes måske, at han godt kunne gøre en lille smule for at … komme videre. Jeg mener, som det kører nu, kan vi blive ved med det her, til vi bliver gamle.

Han så på hende, de havde været i køkkenet, Gurli i færd med at slå op i kogebøger for at finde en eller anden ret, som ‘Bjarne ikke kan lave meget bedre selv’.

- Ville det virkelig være så forfærdeligt? havde hun sagt. - Sydpå bor familierne sammen, Gorm. Der tager man sig af hinanden, så de svageste ikke går ned.

Det havde virkelig tændt hans juletræ. - Går ned? Der er ikke nogen, der går ned her, skulle jeg hilse og sige. Men fakta er, at det sexliv, vi havde gang i, før Bjarne flyttede ind … der kan du tale om noget, der er gået ned.

Hun havde stirret på ham. - Hold kæft, hvor er det bare typisk. Stor mand, hvad? Du tror, at bare du går i banken og klarer ærterne for Bjarne, så er den skid slået. Har du aldrig hørt om empati? Og nu går du og spiller så pissefornærmet, bare fordi du ikke får så meget på den dumme.

- Så meget? havde han sagt. - Hvornår har vi sidst været i seng med hinanden?

Men slaget havde været tabt. Han vidste det. Det var ikke noget rigtigt slag. Som hun så det, var det hans egoistiske mandepik mod hendes elskede lillebror. De hårde værdier mod de bløde. Hendes. Som var at pylre om den idiot, så han aldrig fik røven med sig, og Gorm ville blive båret ud uden nogensinde at have leget med sin dejlige Gurgli igen.

Han var nået rundt til udestuen. Eller ‘solstedet’, som Gurli kaldte den. Gorm sukkede. Endnu et projekt, som havde givet bagslag. I sin gæstfrihed, og fordi han syntes, det var oprigtigt synd for Bjarne, havde han bygget udestuen på terrassen - Gurli og Bjarne var sgu så glade for solen. Det var let, så længe de havde kigget på internettet, og så længe Bjarne havde bedyret, at sådan en fætter kunne man klaske op på en weekend.

Og hvad skete der?

Projektet var vedtaget, lastbilen fra SILVAN havde læsset kasser med glas i plasticprofiler af, så indkørslen var totalt blokeret. Og så havde Bjarne ‘gjort noget med ryggen’.

Gorm havde selv klasket fætteren op, bekymret tilskyndet af Gurli, som ikke mente, det kunne være noget problem, men som var mest optaget af, om Bjarne havde fået en diskusprolaps, som kørte ham til kiropraktor, mens hun gjorde det klart, at jo før, han kunne rekreere sig i udestuen, jo bedre.

Gorm havde selv fået hekseskud – men ikke nævnt det – mens han kæmpede med plasticprofilerne. Det nærmede sig det fysisk umulige at gøre det ene mand, men han havde bidt tænderne sammen. Nu stod den der, og der var ikke en finger at sætte på den.

Bortset fra én ting.

Undervejs i konstruktionsarbejdet havde det slået ham. Når han var færdig, ville hjørnet ved terrassen være blevet en del af huset. Det var så også i orden, bortset fra, at vinduet ind til hans hjemmekontor nu ville kigge lige ud i udestuen. Han var næsten gået i panik. Hjemmekontoret var hans sidste bastion, den sidste illusion om, at Gorm Ørbæk Madsen havde noget at udrette i denne verden udover at tage solbad. Nu så han for sig, hvordan Gurli og Bjarne for det meste ville opholde sig lige uden for hans vindue og uden tvivl trække på smilebåndet ad ham og komme med kommentarer ind gennem vinduet. Hvorfor kommer du ikke ud til os andre? Der er rødvin. Er du ikke tørstig til en bajer?

Mens han selv sad derinde og prøvede … hvad?

Læse avis på nettet?

Kaste sig over det slægtsforskningsprojekt, som han i alle årene havde forestillet sig, at han skulle hygge sig med i sit otium? Men som nu virkede fuldstændig ligegyldigt.

Han var gået ind på sit hjemmekontor. Han havde kigget sig omkring i det kølige værelse. Det virkede som en død parodi. Hylderne med de indrammede billeder fra den tid, hvor han havde været i bestyrelsen i håndboldklubben. Trofæerne. Ringbindene, han havde bragt hjem fra Ørbæk, efter han havde solgt fabrikken, og som ikke havde nogen som helst jordisk interesse mere.

Skrivebordet med Rotaryvimplen og computeren. Billederne af Michael og Rikke, som smilede til ham, som om der var noget at smile ad. Det skar ham alt sammen i hjertet den dag.

Han havde rystet på hovedet ad sig selv, inden han var gået ud og havde bygget videre. Et glasbur havde han bygget, et glasbur, hvor han kunne sidde resten af sine dage og rigtig hygge igennem med sin hyggehejsa-fallent af en svoger og sin kone, som han ikke kunne se i bikini uden at få uartige tanker.

Efter frokost denne dag tog Gurli Bjarne med ud for at shoppe. At shoppe var blevet en del af Gurlis verden nu. Gurli havde ganske vist ikke brug for at købe noget, da hun havde det meste i forvejen, men det var hende en kær ting at opfinde et eller andet, som Bjarne havde brug for. Som en mor, der tager sin lille søn med til herreekviperingshandleren for at købe nyt matrostøj. Sidst var de kommet hjem med en limegrøn poloskjorte, som Gurli nærmest lod til at mene ville vende Bjarnes tilværelse til det bedre, så pæn syntes hun, den var, og så godt så den ud på Bjarne.

- Det burde den fanme også gøre til den pris, sagde Bjarne med et blink til Gorm, et blink, som fortalte Gorm, at dels var prisen så latterligt høj, at han slet ikke ville høre den, og dels var det Gurlis Dankort, der havde lynet.

Bjarne havde paraderet rundt i sine shorts og poloen og havde mindet Gorm om en isanretning, en sorbet.

I dag var han ligeglad. Det føltes så skønt at have huset for sig selv, at han gerne undede dem både en Brostrædeis og nogle nye, lækre køkkenknive og hvad de nu ellers kunne finde.

Han lavede sig en kop kaffe og satte sig med ‘Nordsjælland’. Han gad ikke at være ude. Han fik flimmer af den pludselige kanonsommer. Han bladrede i annonce-avisen. Han havde i de senere år bemærket, at siderne med alternativ behandling lod til at svulme op som hans egne ankler i varmen.

Han kunne ikke blive træt af at læse om alt det, der fandtes. Akupunktur havde været der i en del år, men nu var der også aromaterapi, lysbehandlinger, homøopati, kranio-sakral-terapi – det lød ikke rart - tarmskylning, mudderbade, clairvoyance, meditation, angstbehandling, urter, hypnose og ting og sager. Det morede ham at læse annoncerne og de små artikler.

I de nyindrettede lokaler på Gl. Banegårdsvej tilbyder Marianne Krogh fremover kropsbehandling med specialopvarmede lavasten for øget velvære.

Mange af tilbudene gav ‘øget velvære’, og Gorm kunne godt fantasere over, hvor meget ens velvære kunne forøges, før man døde af det. Som gammel virksomhedsleder kunne han selvfølgelig heller ikke helt lade være med at tænke på, om alle de søde damer på billederne i de nyindrettede lokaler byen rundt overhovedet kunne få tingene til at hænge sammen. Det krævede i hvert fald, at der var en helvedes masse mennesker, der havde det helvedes dårligt.

Men det var der måske også?

Han studerede siderne. Sundhed og velvære. Fitness. Wellness - den var ny. Forkæl dig selv. Han følte sig pludselig kold. Hvad var forskellen på fit- og wellness mon? Fitness krævede anstrengelse, så meget vidste han. Folk, som sled i maskiner. Måske var wellness noget, som man kunne gå til bagefter for at få det lidt mere well efter anstrengelserne.

Hvorfor bød det ham imod i dag? Han vidste det ikke, men det gjorde det. Det virkede som pyller. Og det hang sammen med Gurli og Bjarne. Han kunne godt se Gurli falde for en eller anden mystisk behandling, og han vidste, at hvis hun gjorde det, ville det være, fordi hun fortrængte, hvordan de havde det med Bjarne i huset.

Bjarne derimod ville ikke falde for den slags. Han ville populært sagt hellere have en bajer. Det var wellness nok for ham.

Hvad med dig? spurgte han sig selv. Hvad ville du falde for?

Men hvorfor skulle han falde for noget?

Han havde det udmærket.

Hans blik faldt på et billede af en smilende mand i avisen. Han mente, han havde set manden før. En mand i fyrrerne, venlig at se på, med mørke øjne. Mindede lidt om en eller anden filmskuespiller, som han ikke lige kunne huske navnet på.

Poul Helweg, som i mange år har drevet samtalestedet ‘Ærligt nærvær’ i Ydunscenteret, er også at finde på årets Helsemesse i Toldkammeret, hvor Poul Helweg vil fortælle interesserede om sit arbejde. Der vil også være mulighed for at få en samtale under private former.

Gorm stirrede af en eller anden grund længe på billedet. Han greb sig i at ønske, at manden sad her lige nu. Han så ud som en, man kunne sludre fornuftigt med.

Om hvad? tænkte han. Han begyndte at forestille sig, at ham Helweg sad her nu, og hvad han selv ville sige.

Gorm sagde, - Jo, altså, min kone og mig … Gurli. Eller – vi har det fint, eller, vi har altid haft det fint, indtil min svoger flyttede ind.

Han forestillede sig, hvordan han kunne fortælle tingene ret enkelt ud fra sin egen opfattelse. Ikke som om han var til psykolog, det var noget andet.

Nu faldt hans blik på Poul Helwegs annonce længere nede på siden, ved siden af den med det der kranie-halløj. Det var en enkel ramme med ordene:

Mangler du en at tale med?

Ikke noget med fine maskiner eller ædelt mudder eller specialopvarmede urter. Ingen farmaceutisk safari og velvære. Bare det spørgsmål og så en adresse.

Han så på billedet igen. Poul Helweg så rar ud. Gorm ønskede, at han kendte ham.