Poul sad skråt bag statsministeren og udenrigsministeren og en hel række af deres embedsmænd. De sad i en stor sal, Poul og nogle andre på en række af stole, som var anbragt op mod væggen.
Et langt, bredt bord dominerede salen. På den ene side sad danskerne, og på den anden sad General Ambrosio og hans følge. Da delegationen fra det afrikanske land udelukkende talte deres modersmål og en smule fransk, var alle i salen udstyret med små, trådløse hovedtelefoner. For enden af bordet sad to tolke, hvis hovedtelefoner havde en lille, hudfarvet pind, som stak ud langs deres ene kind. Poul kunne se mikrofonerne tydeligt, for nok var de hudfarvede, men tolkene havde en anden hudfarve end mikrofonerne.
General Ambrosio var en høj, imponerende skikkelse. Han var iført en broderet skjorte under sin sorte jakke, og på hovedet bar han en rød og gylden skråhue, som fik Poul til at tænke på en gammeldags ismand. Generalen og statsministeren sad direkte overfor hinanden.
- Dette møde er det vigtigste, havde statsministeren fortalt ham.
- Vi har taget hele turen. Modtagelse i lufthavnen. Officiel velkomst. Generalen har været på rundtur til danske erhvervsvirksomheder, deriblandt en chokoladefabrik – hvad det så end skal gøre godt for. Det er sådan noget, man gør. Men i dag når vi til sagens kerne.
- Penge? gættede Poul.
- Ja, penge. Jeg håber, du kan følge med i det, tolkene siger, sagde ministeren og tilføjede, - jeg håber, at jeg kan følge med. Nu har vi overstået alle høflighedsritualerne. I aften er der en officiel middag, og i morgen flyver delegationen videre til Finland.
- For at bede om flere penge?
- Ja. Ja, det er pengene, der lægger stilen, sagde ministeren. - Som altid.
Poul betragtede de to tolke, en mand og en kvinde, som fik ham til at tænke på Elias og Kara. Han misundte dem ikke deres job.
Han justerede sin hovedtelefon, og hørte den mandlige tolk oversætte den velkomst, som statsministeren netop havde givet. Han så ind mellem danskernes baghoveder over bordet på afrikanerne. Ved siden af General Ambrosio sad en lille, firskåren herre i et sort, blankt jakkesæt. På hans anden side sad en meget smuk kvinde, som bar et guldbroderet tørklæde om hovedet, kunstfærdigt arrangeret i en smart, høj dekoration. Hendes hals var meget lang.
Han hørte ordene på afrikansk og så afrikanerne på den anden side af bordet smile opmærksomt, mens de hørte, hvad statsministeren havde sagt.
Derpå tog den lille, firskårne mand i det sorte jakkesæt ordet. Han talte et stykke tid, og Poul var nødt til at se ned og lukke øjnene for at følge med i tolkens simultanoversættelse. Han hørte stemmen i sit øre. Det var den kvindelige tolk, der talte.
- Hans Excellence Generalen takker for den modtagelse, hans danske venner har givet ham … er …. generalen og hans følge ønsker at udtrykke sin varmeste … er … mest dybtfølte respekt for det danske folk … er … og, og, og, også at takke for den mest udbytterige demonstration af velfærdslandet Danmarks … er … fornemme, teknologiske … udvikling, en udvikling … som … som … Hans Excellence håber, en dag må, må, må … finde vej til Zawinghi.
Mens statsministeren svarede og takkede for takken, tænkte Poul på, hvordan det måtte være, hvis man var gift med en kvinde, som talte et sprog, man ikke forstod. Han forestillede sig en situation, hvor man skulle skændes via en tolk. Det var både let og svært at forestille sig.
Han tillod sin opmærksomhed at vandre lidt under de indledende, rituelle faser. Han fokuserede igen, da han hørte tolken sige, - Og nu … er … vil Hans Excellence Generalen tage ordet.
Han så den afrikanske diktator begynde at tale. Mandens stemme var dyb, hans udtryk humoristisk, tænkte Poul. Han tillod sig i sit indre at tvivle en smule på statsministerens bedømmelse af manden. Psykopat, havde han sagt. General Ambrosio lignede ikke en psykopat, tænkte han, og kom derefter til at tænke på, at han slet ikke vidste, hvordan en psykopat egentlig så ud. Eller hvad en psykopat var. Havde Saddam Hussein for eksempel været psykopat? Ja, sagde han til sig selv, Saddam Hussein havde nok været det, man kaldte en psykopat, selv om Poul altid havde syntes, han så ret flink ud.
Han så generalen tale. Selv om han ikke forstod et ord, kunne han sagtens følge manden. Det var, som om hans tale ubesværet startede i et lavt, dybt leje og langsomt bevægede sig opad. Han smilede og gestikulerede, mens Poul hørte den kvindelige tolk begynde at gengive hans ord.
- Vi er i sandhed glade for at være hos vore … er … danske værter, som har taget så overvældende og … imod os. Vi er kommet til jeres rige … er … lykkelige land for at … er … gratulere jer for jeres … flid …klogskab og … er … højt berømmede gavmildhed.
Poul så på de koncentrerede, danske nakker foran sig.
- Vort land, Zawinghi, ligger langt herfra …. både i …. er … afstand og i … udvikling. Vi har … problemer. Vor … infrastruktur er ikke højt … udviklet. Og vores sundhedssektor, vores uddannelsessektor ligger så langt fra jeres, at en dansker i … Zawinghi ville … er … ikke ville forstå, hvordan det kan gå til.
Poul så over på manden. Hans udtryk var på én gang alvorligt, værdigt og humoristisk. Poul kunne næsten se det afsvedne, varme land for sig.
- Men vi er på vej, sagde tolken. - Vi er på vej. Vi er på vej mod det demokrati, som vi i disse dage … har set her hos jer. Vi er på vej mod frie valg, mod … er … et åbent, frit samfund, hvor den … den … individuelle borger … kan udtrykke sig frit … leve frit … og skabe sin egen … er … lykke. Og med hjælp fra vore rige værter, en hjælp … som det danske folk har givet trofast og gavmildt … kan vi … kan vi … om få år byde jer velkommen i Zawinghi. Og vi kan sige til jer … er … se, danske folk, vi har … vi har lært af jer … vi har udviklet os. Vi håber, at denne dag vil komme. Vi håber, at vi i … årene fremover kan se frem til … fortsat hjælp fra jer.
Det var da udmærket, tænkte Poul, da General Ambrosio var færdig.
Der opstod nogle øjeblikke med spredt mummel og flytten på papirer. Han så, at der blev smilet over bordet og udvekslet mere uformelle bemærkninger. Der var mange mennesker.
Han hørte mumlen forstumme. Statsministeren begyndte at tale, og Poul trak hovedtelefonen af, så han kunne høre hans stemme foran sig.
Statsministeren sagde, - Jeg takker for Hans Excellences ord. På dette tidspunkt vil jeg komme med et forslag. Hans Excellence har forhåbentlig lært os at kende som et uformelt folk. Og i den uformelle ånd, som hviler over dette besøg, vil jeg nu komme med et uformelt forslag, idet jeg vil foreslå, at vi ser stort på ceremonien og fortsætter disse samtaler i et mindre forum. Jeg vil gerne invitere Hans Excellence og hans udenrigsminister til en uformel, men forhåbentlig konstruktiv og direkte samtale med mig selv, min udenrigsminister og en af mine betroede medarbejdere. Samt naturligvis vore dygtige tolke.
Ministeren nikkede anerkendende ned langs bordet og sagde, - Hvis dette forslag falder i god jord, mener jeg, at vi kan, som man siger, skære ind til benet og opnå et fremgangsrigt resultat af dette officielle besøg.
Igen var der mumlen og indbyrdes, lavmælt konference bordet rundt. Poul så den afrikanske udenrigsminister nikke til generalen.
Statsministeren sagde, - I mellemtiden har vi arrangeret en ligeledes uformel buffet i de tilstødende lokaler, så medlemmerne af Zawinghis delegation kan fortsætte denne konstruktive, mellemfolkelige dialog under mere sociale former.
Poul trak hovedtelefonen på igen, da General Ambrosio begyndte at tale.
Tolkens stemme sagde, - Jeg takker for denne ære. Det vil være mig og min udenrigsminister en fornøjelse at fortsætte mødet under mere … er … intime former.
Han så statsministeren nikke og rejse sig. Der herskede åbenbart en smule forvirring, og Poul fornemmede, at mange af danskerne ved bordet ikke var klar over, hvad der skulle foregå og ikke havde været adviseret.
Et øjeblik efter stod statsministeren bøjet over ham. Poul så op.
Ministeren sagde, - Så er det nu, Poul.
- Hvad?
- Ja, det er nu. Hvis du altså tør.
Poul tog hovedtelefonen af og rejste sig. - Ja, sagde han. - Hvis du …
- Hvis jeg hvad?
- Hvis du vil, sagde Poul.
- Det vil jeg, sagde ministeren. - Kom med mig og udenrigsministeren.
Poul så på tolken. Han havde en dyb medfølelse med manden, som skulle oversætte statsministerens ord, så den smilende General Ambrosio kunne forstå dem. De befandt sig i en mindre salon med hvidvand og skåle med små chokolader på et mahognibord.
Statsministeren sad i en lænestol. Udenrigsministeren sad i en magen til. I sofaen over for dem sad de to afrikanere. Den mandlige tolk sad på en spisestuestol for enden af sofabordet, og Poul sad på en stol af samme slags, lidt rykket væk fra sofabordets modsatte ende.
Statsministeren havde lige sagt, - General Ambrosio, jeg vil med det samme sige, at Danmark under de nuværende omstændigheder i Deres land ikke kan yde Dem yderligere finansiel støtte.
Tolken oversatte efter nogle øjeblikke ordene. Poul lod blikket vandre over til de to afrikanere. Han så General Ambrosios mine blive nøgtern. Mandens store hænder hvilede på hans knæ.
Der var en pause. Så sagde Generalen noget. Tolken oversatte.
- Hans Excellence spørger hvorfor.
Statsministeren sagde, - Det skyldes moralske forhold. Vi har desværre så meget dokumentation for Deres despotiske styre, at vi ganske enkelt ikke kan forsvare at yde mere støtte til Zawinghi, før vi føler os overbevist om, at disse forhold er radikalt ændret.
Poul så tolken stirre på statsministeren. Tolken sagde, - Det skal jeg oversætte?
- Ja, tak, sagde statsministeren. - Hvis De vil være så venlig.
Den sorte mand lukkede munden, og Poul så hans kæbe bevæge sig, før han gav sig til at tale.
Han så General Ambrosio løfte hovedet, mens tolken talte. Generalens læber var presset sammen, og Poul kunne se hans næsefløje udvide sig og trække sig sammen.
Da tolken var færdig, sagde Generalen nogle ord.
Tolken sagde, - Hvilken dokumentation?
Statsministeren sagde, - Vi har videooptagelser af medlemmer af oppositionen, der bliver smidt ud af en flyvemaskine i stor højde.
Tolken oversatte hurtigt.
Statsministeren fortsatte, - Vi har troværdige, velunderbyggede vidnesbyrd om udstrakt brug af tortur, deriblandt fotos, som vi har fået af en international musikorganisation, som viser ligene af et poporkester, hvis medlemmer, De, General Ambrosio, fik slået ihjel efter en fest i præsidentpaladset. Denne forbrydelse fandt sted, fordi orkesteret ikke kunne spille Stevie Wonders ‘I Just Called To Say I Love You’.
Tolken oversatte.
Statsministeren sagde, - Vi har opgørelser fra troværdige banker og forretninger, som viser, at international støtte til Deres land er blevet brugt på De og Deres regerings privatforbrug. Det drejer sig om ferieboliger i Sydfrankrig, privatfly, biler og ikke mindst prostituerede kvinder fra et etablissement i Casablanca.
Tolken oversatte.
- Vi har med andre ord, sagde landets øverste leder, - gjort vores hjemmearbejde. Meget af det vil ikke komme bag på offentligheden, er jeg bange for.
Igen oversatte tolken.
Statsministeren sagde, - Og på baggrund af denne dokumentation vil jeg sige to ting. For det første, at Danmarks bistand til Zawinghi med øjeblikkelig kraft er sat i bero. Og for det andet, at jeg personligt anser Dem for inkompetent, grusom og hyklerisk. Jeg mener, De burde skamme Dem. De har med stor ihærdighed forsøgt at ødelægge Deres fædreland, og som tingene står nu, ser det ud til, at det er lykkedes for Dem.
Tolken oversatte, og Poul bemærkede, at mens General Ambrosio fortsat stirrede ud i luften med en slags løsrevet nøgternhed, stirrede hans udenrigsminister hen over sofabordet på de to danskere med smilende vantro.
Statsministeren sagde, - Danmark vil ikke støtte Deres land med så meget som én dollar, så længe, De er ved magten, General Ambrosio. Som De selv har sagt i dag, så er vi et demokrati. Vi giver ikke penge til mordere. Den dag, De kan overbevise mig om, at De har ændret Dem afgørende, kan vi tale om økonomisk bistand igen.
Det var hurtigt overstået. De to afrikanere sagde ingenting. Den officielle stemning var afløst af noget tomt og overstået.
Han så de to afrikanere rejse sig og forlade lokalet uden et ord eller et blik på deres værter.
Poul sad stille. Han tænkte på statsministerens ord om, at det vigtigste var at have en god deodorant. Nu kunne han mærke, at der sandsynligvis var andre end ham selv i lokalet, hvis transpirationshæmmende midler havde svigtet.
Udenrigsministeren sagde, - Var det sådan, du havde tænkt dig, det skulle gøres?
Poul så statsministeren vende sig mod sin kollega. - Havde du en bedre måde?
- Nej, men –
- Der bliver en diplomatisk krise, sagde statsministeren. - Det tager vi i stiv arm. Du kan være ganske rolig. Jeg vil gentage hvert et ord og forsvare mine handlinger og mine synspunkter.
- Ja, det –
- Det er sådan, sagde statsministeren. Så så han på Poul og sagde,
- Tror du, han forstod, at det var min ærlige mening, Poul?
Poul sagde, - Ja, det tror jeg. Hvis ikke, var det i hvert fald ikke din skyld.
- Godt.
Udenrigsministeren sendte Poul et blik, før han vendte ansigtet mod statsministeren og sagde, - Måske ikke det mest …
Statsministeren rystede langsomt på hovedet. - Der er ingen halve mål her. Enten er det rigtigt, eller også er det forkert. Og man kunne nævne mange andre ting. Jeg vil ikke være med til, at vi understøtter despoter. Skidt så endda være med Ambrosio – han har alligevel ikke noget at byde på. Men I kan godt se perspektiverne, ikke? Når vi begynder at melde klart ud til de andre?
- De andre? sagde udenrigsministeren.
- Ja – hvad er der for eksempel i vejen med at sige til Israelerne, at de saftsuseme må til at opføre sig ordentlig overfor palæstinenserne?
- Eller omvendt, sagde udenrigsministeren. - Men det er jo også det, vi gør.
- Gør vi? sagde statsministeren. - Gør vi det?
Udenrigsministeren sagde, - Det mener jeg, vi gør. Vi tænker os om. Og man kan ikke sætte det så enkelt op.
- Hvordan ville du sætte det med Zawinghi op?
- Jeg siger bare, at politik er mere indviklet end som så.
- Ja, sagde statsministeren, - det er jeg klar over. Det, jeg forsøger at gøre, er at gøre det mindre indviklet.
De forlod lokalet. Udenfor stod nogle yngre mænd, det var dem, der passede på statsministeren, når han da ikke skulkede og kørte til Helsingør. Poul bemærkede, at udenrigsministeren sendte ham flere blikke, som han ikke kunne tolke, og som han derfor lod være med at spekulere mere på.
Den næste dag læste Poul i Ekstrabladet om den afrikanske delegations hastige afrejse fra København. Det forbløffede ham, at der ikke stod mere. Statsministeren havde udtalt, - General Ambrosio og jeg havde en personlig samtale, som endte med, at Generalen og hans udenrigsminister udvandrede i vrede, da jeg gjorde det klart, at Danmark ikke fortsat vil yde støtte til Generalens regime, som jeg har enhver god grund til at anse for både grusomt og korrupt.
Der var billeder af den afrikanske delegation, som i al hast forlod hotellet i København. Poul bemærkede en passage i den ledsagende artikel. Der stod, Vi ved ikke, hvad vores udmærkede statsminister har sagt til hr. Ambrosio, men én ting ligger fast: Generalen har fået klar besked. Og uanset, at nogle vil kalde statsministerens fremgangsmåde i denne sag både diplomatisk skandaløs og mildest talt plim, så er der formentlig opbakning i befolkningen. Spørgsmålet melder sig dog: Hvad vil der ske, hvis statsministeren fremover vælger at anvende den samme brutalt ærlige fremgangsmåde? Det er én ting at sætte en afrikansk tyran på plads. Situationen ville nok se lidt anderledes ud, hvis det havde været den amerikanske præsident, der havde været på besøg.
Han så op fra avisen og så Gurli træde ind af døren. Han smilede.
- Hej Gurli, sagde han.
Hun kom hen til bordet. Hun sendte ham et forsigtigt smil.
- Er du alene i dag?
Poul sagde, - Njarh, Don Ø er lige gået ud og tisse.
Hun spærrede øjnene op. - Du tager … ja, pis på mig.
- Ja, sagde Poul. - Jeg er alene, eller rettere, jeg var alene. Men nu er du her jo. Hvordan går det?
Det gik godt, men.
Hun sagde, da hun havde sat sig, - Jeg havde det så forfærdeligt der forleden. Med statsministeren?
- Hvorfor dog det? Du gav mig jo bare et kys.
- Ja, men … hvad fanden lavede han her?
- Jeg har lært ham at spænde af.
- Spænde af? sagde hun. - Jeg så ellers i tv-avisen i aftes, at han lige havde smidt en ne – jeg mener, en afrikaner ud.
- Jeg ved det, sagde Poul. - Ja, han har fået noget meget ærligt over sig.
Hun så på ham. - På grund af dig.
- Det ved jeg ikke. Han er jo et voksent menneske, Gurli. Det er jo ikke fordi, jeg har befalet ham, hvordan han skal behandle afrikanske statsledere.
Hun sagde, - Årh, hold op, Poul.
- Hvad mener du?
- Jeg kender dig, sagde hun.
- Ja, men … helt ærligt, Gurli, det der har da ikke noget med mig at gøre.
- Du ved sgu da godt, at du kan … ja, at folk somme tider begynder at gøre nogle helt andre ting, når de har talt med dig.
- Jo, sagde han, - men sådan er det jo også, hvis man går op til en … diætist.
- En diætist?
- Ja, så lægger folk deres kostvaner om. Men derfor er der jo ingen, der siger, stakkels Gerda – den diætist har gjort hende helt kulret. Hun æder ikke andet end fiber. Han har taget glæden ved frikadeller fra hende.
- Det kan du ikke sammenligne.
- Hvorfor ikke? Statsministeren kom her af egen fri vilje. Tror du måske, jeg har hypnotiseret ham?
Hun sagde, - På en måde.
Poul så på hende, mens han tænkte på, hvorfor hun var kommet. Så sagde han, - Hør nu her, Gurli. Jeg hypnotiserer ikke folk. Jeg taler med dem og siger, hvad jeg mener. Du tror da ikke for alvor, at jeg har den slags evner? At jeg kan få en statsminister til –
- Det er lige meget, sagde hun. - Det var ikke derfor, jeg kom.
- Hvorfor kom du så?
Hun sagde, - Har du tid?
- Ja da.
- Har du … en kop kaffe?
Senere sagde hun, - Den dag, da vi var her, mig og Gorm? Den dag, jeg kom i tanker om alt det der med min barndom?
- Ja, sagde han. - Om dine forældre og jer nede i gården.
Hun nikkede. - Ja. Nej, men jeg har tænkt over det.
- Hvad har du tænkt?
Hun rynkede panden og så ned på sin kaffekop. - Jo, jeg har tænkt på … det der, det var jo ligesom noget, jeg havde glemt.
- Ja?
- Altså, jeg tænkte jo slet ikke på, at det kunne have noget og gøre med Gorms og mit forhold.
- Nej.
- Men det havde det.
- Ja, åbenbart.
- Det var … ja, det var en stor befrielse. At sandheden kom frem.
- Ja, det er jo altid rart.
- Ja, men så er det, jeg har tænkt. Tror du, at der kan være andre ting, altså ting, som man også for længst har glemt, som ligesom … ja, altså er der, langt inde i en, eller hvad man skal sige. Som laver numre med en?
Han smilede til hende. - Jeg tror ikke, der er andet, Gurli.
- Du tror ikke, der er andre ting?
- Jo, jeg tror ikke, der er andet end andre ting.
- At …
- Jeg tror, at vi ubevidst er afhængige af følelser, som vi fået ind i os, mens vi var små.
- Afhængige?
- Ja, eller at de … jeg tror, vi tit er, som vi er, på grund af noget, vi oplevede for så lang tid siden, at vi ikke kan huske det.
Hun satte sin kop. - Det er jo forfærdeligt, Poul.
- Hvorfor det?
- Jo, sagde hun, - for det betyder jo, at det er sådan et indre barn, der bestemmer, hvem man er. Hvad man gør.
- Jeg kan huske engang, sagde Poul, - der var en mand herinde, og hans kone havde slæbt ham med på sådan et kursus, hvor man skulle komme i kontakt med sit indre barn.
Hun stirrede. - Et kursus? Er der ligefrem kurser i det?
- Ja, det er der. Det fortalte han mig. Der er kurser i alt, Gurli. Han var irriteret over det. Det var derfor han kom.
- Hvorfor var han irriteret?
- Han havde ikke lyst til at møde sit indre barn, sagde han.
- Sagde han det?
- Ja, jeg kan huske, at han sagde, - hvis jeg møder den snotunge, så kan han få et los i røven.
- Hvad sagde du til ham?
- Det kan jeg ikke huske. Jeg kan bare huske, at vi kom til at tale om, hvorfor han havde lyst til at give sit indre barn et los i røven.
- Vidste han hvorfor?
- Nej, sagde Poul. - Han havde bare lyst til det.
- Måske havde han et lavt selvværd, foreslog hun.
- Ja, måske.
Han drak af kaffen med en vag fornemmelse af, at manden havde virket, som om han egentlig havde et meget højt selvværd. - Men hvorfor sidder vi her og taler om det indre barn?
Det viste sig, at det snarere var Gorms indre barn, de snakkede om.
- Han … han bliver så underligt … sur, sagde hun.
- Sur? Over hvad?
- Det er jo det, jeg ikke ved. Det der med … sex? Det blev meget bedre. Lidt. Efter den gang. Men så nu … det er eddermame mærkeligt. Når jeg … hvis jeg så lægger op til ham, du ved, ligesom prøver at gøre ham interesseret, så gider han ikke.
- Javel.
- Og, sagde hun med rynkede bryn og blikket fokuseret på koppen, mens hendes ene røde negl kradsede lidt i kanten af underkoppen. - så føles det, som om han er uinteresseret, fordi jeg er interesseret, hvis du forstår, hvad jeg mener.
- Ikke helt.
- Det er som om, det var lettere før. Dengang med Bjarne, hvor jeg ikke gad. Dengang var han også sur, men det var på sådan en mere mandlig måde. Fordi jeg ikke ville. Far er frustreret.
- Ja …
- Men nu – nu bliver han sådan underlig bamseagtig og ulden i det, som om han slet ikke gider, hvis jeg gider. Fordi jeg gider, så er herren ikke interesseret. Det giver ingen mening. Jeg fatter det ikke.
- Ja, nu kender jeg jo ikke Gorm så godt igen, sagde han. - Så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige.
Gurli sagde, - Den dag hvor statsministeren var her? Jeg var bare så pissetræt af det. Jeg tænkte, da jeg kørte herover, jeg tænkte, at jeg fanme havde mest lyst til at køre herover og gå lige ind til dig og sige, du ved, kunne du ikke tænke dig et knald, Poul? Bare lige bardus. Ikke alt det der tænkeri og underlige … ja, du må undskylde. Bare et knald. Jeg havde lyst til et knald, bare for knaldets egen skyld. Færdig.
Han nikkede. - Det kender jeg godt, sagde han. - Et knald. Det frisker jo.
- Ja, det er jo det. Men det frisker sgutte ret meget, hvis man gerne vil knalde med sin mand, og man er nødt til at tænke på, om … ja, at man kommer til at tænke på, helt automatisk, om der er et eller andet fra hans barndom, der spøger. Det er der ligesom ikke ret meget knalderi over, vel?
- Nej, medgav Poul. - Det kan jeg godt se.
- Så hvad mener du?
- Om hvad, Gurli?
- Ja, om hvad jeg skal gøre?
- Det ved jeg da ikke. Spørge ham?
- Jeg har spurgt ham. Vi har talt om det flere gange. Men nej, der er ikke noget i vejen, siger han, bamsen. Jo, han har lidt ondt i ryggen. Han tror, han har noget med prostata. Men det er jo ikke fedt at stå der i den lille frække og så bare få en masse crap om hans prostata, vel?
- Har han noget med prostata?
- Gu har han da ej. Han er bare blokeret.
- Blokeret?
- Ja, blokeret. Nu er der mad på bordet – nå, men så er han for resten ikke sulten mere. Som om det er nok for ham at vide, at maden er der.
- Det er det måske også.
- Ja, sagde Gurli, - men det er jo mig, der står i køkkenet. Og på sigt er det altså ikke nok for mig.
- Aha, sagde Poul. - Men –
- Det er derfor, jeg siger det der.
- Hvad?
- Ja, med den dag.
- Hvadfor en dag?
- Ja, da jeg kørte herover. Nu skal du bare sige, hvis du får røde kinder af at høre sådan noget, Poul, men det er jo dig selv, der siger, at man skal være ærlig.
- Jamen, vær ærlig, Gurli, vær ærlig…
- Jeg tænkte, fuck alt det der. Hvor svært kan det være? Nu kører jeg over til Poul. Så spørger jeg ham, er det mig, der er noget galt med? Eller kunne du også finde på at sige, jamenøh, okay, Gurli, hvis du ser sådan på det …
- Altså, at jeg –
- Ja, at du så ville knalde med mig, og så kunne jeg gå hjem og snakke med Gorm om bamse og barndommen bagefter. Så ville det måske være lidt lettere, hvis man ligesom havde fået taget trykket.
- Jeg kan godt se –
- Jeg fatter ikke, jeg sidder her og siger sådan noget, sagde hun lidt efter.
- Jeg har hørt det, der var værre.
Hun så brat op. - Værre? Nå, tak for komplimenten!
- Det var ikke det, jeg mente.
Hun tav. Så sagde hun. - Det ved jeg godt. Men det er lidt grænseoverskridende for mig, det her.
- Joeh …
De sad lidt og tømte deres kopper.
Efter en tid sagde Gurli, - Altså. Hvis vi lige ser bort fra det med knalderiet. Tror du, at alt det der kan have noget at gøre med noget, som er inden i os, som vi slet ikke kender til, men som ligesom bare kunne …. forsvinde, hvis man bare så det, så det kunne få lov at … fise af. Som en prop ud af en flaske?
Poul sagde, - Hvad skulle det ellers have noget at gøre med, Gurli?
Gorm og Bjarne var til svæveflyvertræf et sted på Sydsjælland i tre dage.
- Jeg fatter det ikke, sagde Gurli. - Mænd.
Poul lænede sig mod hovedgærdet. En muskel i hans venstre ben vibrerede voldsomt.
Han så på hende. Hun sad på sengen med benene over kors. Hun havde netop tændt en cigaret. Hun havde ikke en trevl på kroppen.
Poul sagde, - Du fatter ikke mænd?
Gurli trak sit ene knæ op og støttede albuen på det. Hun så på ham og lagde så hovedet tilbage og pustede røg op mod loftet. - Nej, sagde hun.
- Jeg synes, det går udmærket, sagde Poul.
Gurli sagde, - Du skulle have en moden kvinde, Poul.
- Det har jeg jo lige … øh, haft.
- Ja, sagde Gurli. - Men sådan mere permanent.
- Jeg ved ikke, om jeg tror på det der med ‘mere permanent’ mere, Gurli, sagde han. - Det lyder så enkelt, men …
Hun sagde, - Okay. Men hvis nu … altså, jeg mener …
Han så på hende.
Hun sagde, - Måske en moden elskerinde. Hvad siger du til det? Eller er du i bund og grund mest til rødhårede piger midt i tyverne?
Hun betragtede ham. Poul tænkte, at hun røg på en begærlig måde. Men det overraskede ham ikke.
Han sagde, - Gurli, det er svært at sige noget om. Det opstår bare.
- Ja?
- Ja.
Hun bøjede sig lidt til siden og askede i en underkop, som hun havde hentet i køkkenet. Så sagde hun, - Okay. Skal det forstås sådan, at hvis jeg nu en anden dag ringede på, så ville du ikke begynde med alt muligt om, at det er synd for Gorm og den slags?
Han sagde, - Du elsker jo Gorm …
Hun smilede til ham. - Ja, det gør jeg jo.
Poul sagde, - Jeg ved ikke, hvad der ville ske, hvis du en dag ringede på, Gurli.
- Men du ville ikke bare børste mig af?
Han strakte sine ben ud foran sig. - Nej, det tror jeg ikke.
- Så du vil ikke på forhånd udelukke muligheden af, at det her ikke er den eneste gang, vi går i seng med hinanden?
- Nej, den slags kan man aldrig vide.
Hun lænede sig igen til siden og skoddede sin cigaret i underkoppen.
- Okay, sagde hun. - Har du nogen ide om, hvornår næste gang kunne blive.
Han smilede, mens han så hende rulle forover, så hendes bryster næsten berørte sengetæppet. Han smilede, mens hun holdt op med at sige noget, men bare smilede til ham, mens hun kom hen over sengen imod ham.
Sidst på aftenen faldt hans blik på en brun kuvert, som han havde taget med hjem fra ‘Ærligt nærvær’, men som han havde glemt alt om, da han var kommet hjem, fordi Gurli var på vej.
Nu tog han kuverten med ind i stuen. Han var i badekåbe. Han var træt, men kuverten vakte hans nysgerrighed. Den var ikke sendt med posten, men bare smidt ind gennem brevsprækken derude. Der stod ‘Til Poul’ udenpå. Han lukkede den op og tog en tynd bog ud. På forsiden så han en stregtegning af to menneskeprofiler overfor hinanden. Den tynde bog hed ‘Ilde tilberedt’. Forfatterens navn var Susie Dahl.
Titlen sagde ham intet, og han kendte ingen Susie Dahl, så vidt han vidste.
Han lukkede bogen op, og allerede efter et par strofer huskede han pigen Gitte. Han læste lidt. Digtet var ikke blevet bedre, tænkte han. Men det var blevet udgivet. Og der var flere andre digte, ikke mange, men en del. Digt nummer to efter ‘De elskende i parken’ hed ‘Knepknepknep’. Poul fik øje på et stykke avispapir, som stak ud mellem bogens sidste sider. Han besluttede, at han ville læse ‘Knepknepknep’ og de efterfølgende digte en anden dag. Måske i morgen, måske en anden, anden dag.
Avisudklippet var en anmeldelse af Susie Dahls debut som digter.
Han skimmede den. Der stod blandt andet
…der kneppes lifligt (men ikke ‘lifligt’) igennem her… i korte (autentiske??!!) stød, totalt kærlighedsløst-befriende kneppelgodt.
Hvad? tænkte han. Han læste også, at
‘Susie Dahls’ åbenlyse nom de plume, however, narrer ingen! (Sig det lige hurtigt et par gange!!??) Så kom frit frem, dødsknepper, hvem du så end så er, ilde tilberedt, næ nej, små klap på hovedet!!!
Poul sagde, - Susie Dahl, Susie Dahl. Men kom kun til at tænke på Gitte Jørgensen. Han forstod ikke, hvorfor Susie Dahl skulle være bedre end Gitte Jørgensen, men manden Mads Nikhøj, som åbenbart havde skrevet anmeldelsen i en avis, forstod det måske, tænkte han. Måske var det sådan en leg, man havde i digtermiljøet.
Hvad vidste man?
Han var oprigtigt træt, men på en behagelig måde. Han var glad for, at Gitte Jørgensen havde fået udgivet sine digte. Det viste, at hans egne evner som poesikritiker var mangelfulde. Han var glad for, at manden Mads Nikhøj kunne se kvaliteten i Gittes digte. Og han var glad for, at Gitte – eller Susie Dahl – havde betænkt ham med et frieksemplar.
Han luftede ud i soveværelset. Der lugtede af kold cigaretrøg. Han tænkte på, om Gurli ville komme igen og blev enig med sig selv om, at det lå inden for det tænkeliges grænser. Det lå også inden for det sandsynlige, at han ikke ville børste hende af. Han sagde til sig selv, at Gorm Ørbæk Madsen havde det godt derhjemme. Det var ikke Gurlis skyld, hvis Gorm ikke havde det, som han ville. Nu var han til svæveflyvertræf med sin svoger.
Han gik i seng med en fornemmelse af, at alting vel i virkeligheden var udmærket.