Solsortens hus lå syv kilometer vest for Slopst. Engang havde huset tilhørt nogle andre, men nu tilhørte det ham, og han havde bygget en mur rundt om det. Selve huset havde han bygget om og restaureret, så det var blevet, som han ville have. Det var en lav murstensbungalow, sund nok i strukturen. Han havde kalket det hvidt. Han var kendt som en af egnens dygtigste håndværkere, og hans grå Volvo stationcar holdt læsset med hans værktøj i indkørslen inden for porten, som han midlertidigt havde tømret sammen af rå brædder, indtil han havde tid til at smede to låger. Han havde vænnet sig til bræddeportenes rå udseende, og selv om han af og til tilbragte aftenen med at tegne udkast til smedejernslågerne, passede det ham godt, at træportene lukkede helt af for udsynet ude fra vejen. Ikke at mange kom forbi. Ikke at han havde noget at skjule. Han vaklede mellem smedejernsportene, som indiskutabelt ville være mere elegante, og de rå træporte. Der var fordele og ulemper ved begge dele.
I husets lave kælder havde han indrettet sit fitnessrum. Også her var væggene kalket hvide, og han gik som regel derned hver dag for at holde sin krop i form. Han løftede vægte, til han svedte. Når han var i kælderen, følte han sig i sikkerhed. Oppe under bungalowens tagudhæng hang et lille kamera, som han havde bygget ind i en fuglekasse. Kameraet var rettet imod træporten til hans ejendom, og nede i kælderen kunne han, mens han trænede se et sorthvidt billede af porten deroppe. Han havde endnu aldrig set andet end den lukkede port. Men man vidste aldrig. På egnen hørte han ofte nogen tale om andre, som prøvede at finde nogen. Det var halvkvædede viser, lavmælte rygter. Det generede ham ikke. Indtil videre var der ikke noget, der tydede på, at de, der ledte, var særlig gode til at finde. Derimod vidste han, at de personer, som for alvor ønskede at gemme sig, var dygtige til det og havde mange venner. Desuden havde han grund til at tro, at han ikke selv var blandt dem, man ledte efter. Der var især to, man ledte efter, og havde ledt efter længe. Der var ingen på egnen, som omtalte de to mænd ved deres navne. Der blev højst talt om ‘ham’, og så vidste dem, der skulle vide det, at der var tale om den ene eller den anden ‘ham’. Alle vidste, hvem de var, ingen nævnte dem. Men for ikke så længe siden havde Solsorten set den ene ‘ham’ på en restaurant i Vujnaric. Solsorten havde ikke ladet sig mærke med noget. Det var der ingen, der havde. Men det havde moret ham at se, at denne ‘ham’ den aften havde været klædt som kvinde. Forklædningen havde ikke været effektiv, og han havde undret sig over det. Hvad fik en kraftig mand, godt inde i sine midaldrende år, til at klæde sig ud som kvinde, når forklædningen var så ubehjælpsom, at den snarere tiltrak folks blikke, end den fik dem til at se den anden vej? Måske var det en joke.
Når han af og til så nyheder på fjernsynet i sin stue, og de omtalte jagten på de to mænd, viste de som regel de samme klip af et afsides liggende kloster, som lå højt på en klippevæg i den østlige del af landet, mens speakeren fortalte, at de to eftersøgte mænd havde magtfulde venner blandt landets gejstlige.
Solsorten forstod det ikke rigtig. Hvis man for alvor ønskede at fange de to mænd, burde det være en overkommelig opgave for rige lande, som rådede over enorme efterretningsmæssige ressourcer, specialtrænede soldater af enhver afskygning og våben af alle slags. Gejstlige venner eller ej.
Men måske ønskede man ikke for alvor at fange de to mænd, tænkte Solsorten. Han kunne ikke forestille sig årsagen, men bevidstheden om, at fremmede magter ledte, men tilsyneladende ikke ønskede at finde, gav ham en vis ro i sjælen.
Han havde selv installeret sin parabolantenne på sin bungalow. De fleste huse på egnen havde parabolantenner. Solsorten passede sig selv, men han gjorde meget ud af også at passe sit arbejde. Han var en afholdt håndværker. Han gjorde arbejdet færdigt til tiden, han sørgede for, at hans tilbud aldrig blev overskredet, og han havde mere end én gang arbejdet langt ud over det aftalte, hvis en fattig familie ikke havde råd til at betale for en hårdt tiltrængt understøtning af et faldefærdigt tag.
Denne sommeraften havde været usædvanlig varm. Det var en søndag. Solsorten havde holdt fri. Han var kørt til Vujnaric omkring middagstid og havde været inde på cafeen ‘Zelon’ på torvet i den lille by.
Værten, Lemek, havde bragt hans frokost og hans kaffe ud til bordet under baldakinen ud mod det lille torv.
Og Solsorten havde takket ham og udvekslet et par bemærkninger. Lemek havde ikke haft noget særligt at bemærke. De havde talt om almindelige ting, og Lemek, som havde en tyk hage og kraftigt, brunt hår som et vildsvin, havde sagt, - Du har aldrig Pauline med mere. Hvor er hun blevet af?
Solsorten, bag sine solbriller, havde smilet op til manden, som havde sat omeletten og glasset med øl på hans bord. Lemek havde et viskestykke stoppet ned langs bukselinningen, som et forklæde.
- Hun er taget til Paris, sagde han.
- Det var synd, sagde Lemek. - Flot pige.
Solsorten nikkede. - Måske kommer hun tilbage.
Lemek smilede også. - Piger kommer, sagde han. - Og piger går.
- Det er sandt, nikkede Solsorten.
Da Lemek efter et kvarters tid var kommet ud under baldakinen med bakken med hans kaffe, havde de igen sagt nogle almindelige bemærkninger.
- Hvor gammel er din ældste efterhånden? sagde Solsorten. - Jeg tror, jeg så ham i sidste uge. Han så på mig, men jeg var ikke sikker?
- Mijkan? sagde værten. - Han bliver seksten.
- Han kom ud fra den tekniske skole.
Lemek nikkede. - Han er flittig. Han vil være ingeniør. Ved du, hvad hans største interesse er?
Solsorten havde set op med sit smil. - Hvad?
Lemek smilede også. - Vandkraft.
- Vandkraft?
- Ja, nikkede cafeværten, så hans tykke, omhyggeligt barberede hage blev klemt sammen og trukket op, - vandkraft.
- En beundringsværdig og nyttig interesse, nikkede Solsorten.
- Han er en flink dreng, sagde Lemek. - Han er ikke dum.
Solsorten sagde, - Han vil nå langt, Lemek. Det glæder mig.
Efter frokost havde han spadseret lidt rundt i Vujnaric, som han ofte gjorde om søndagen. Han holdt af de lukkede forretninger og den lidt tomme stemning i gaderne. Han kunne godt lide følelsen af, at beboerne i byen sad i deres stuer og deres gårdhaver og spiste. Han glædede sig over den rolige, fredelige følelse, byen fremkaldte i ham selv, mens han gik sin sædvanlige runde. Han passerede det sted, hvor moskeen havde ligget. Der var ikke meget tilbage, men i det store og hele var byen næsten blevet repareret, og der lugtede ikke længere af røg, råd og frygt. Nu lugtede her, som der skulle lugte i sådan by som Vujnaric om søndagen. Der lugtede af mad, af sol, og, henne foran kirkens mørke døråbning, koldt af røgelse, kalk og møbelpolitur.
Han gik over den gamle bro over bækken og stod en tid midt på den og stirrede ned i vandet, som løb klart og hurtigt over stenene, på vej fra bjergene ned mod større vandløb og i sidste ende Middelhavet.
Det var en frisk sommerdag. Han priste sig lykkelig for, at han ikke boede i lavlandet, som allerede var overbefolket af turister, varmt og trafikeret.
Han vendte sig og så den anden vej, opstrøms, op mod de træklædte bjergskråninger bag byen og videre op mod bjergene, som rejste sig langt borte i den klare luft.
Så gik han tilbage til torvet og satte sig ind i Volvoen.
Han kørte ud af byen, op i bakkerne, hvor han efter et stykke vej drejede fra ad en grusvej. For enden af grusvejen lå et gammelt granitbrud, ubenyttet i årtier. Midt i bruddet var en sø, og fra toppen af klippevæggen faldt en vandstråle i en meters bredde. Vandet gled ud over klippens læbe som et spejl af sølv og faldt i en kaskade ned i søen.
Solsorten var kommet her allerede som dreng. Han og hans kammerater havde svømmet i den kolde sø om sommeren. Han havde altid holdt af vandfaldets tunge plasken mod hans hoved og skuldre. Dengang havde de været på udkig efter opsynsmanden, som patruljerede granitbruddet med ujævne mellemrum, og som havde en schäferhund, som de havde respekt for. Nu kom her ingen. Der var ingen at være bange for, men Solsorten holdt af at komme her og bade stadigvæk. Han huskede frygten, som havde siddet i dem dengang og smilede. Der havde ikke været så meget at være bange for dengang. Men de havde været bange alligevel – en gammel schäfer havde været nok.
Men, tænkte han, frygt er frygt. Det slog ham, at han kom her både for at gentage sin barndoms badning i varmen, og for at genoplive den rene følelse af frygt, som han nu tænkte på som agtpågivenhed.
Han gik ned til vandet og smed hurtigt tøjet. Han havde et stort, gammelt frottéhåndklæde med i bilen.
Han tog nøgen et par skridt ud i det kolde vand og dykkede fladt i. Han mærkede det velkendte chok i kroppen og svømmede hurtigt mod klippevæggen. Han lod vandfaldet plaske ned over sig i nogle sekunder, før han med kraftige tag svømmede tilbage mod den grusede bred.
Om aftenen havde han gået omkring i sin muromkransede have og vandet plænen om huset. Han havde med mellemrum en fantasi om at hente sin spade og begynde at grave ud til et svømmebassin. Der var plads herinde. Hvor andre menneskers haver var fyldt med grøntsager og blomster, var hans egen mest græs. Han kunne se det elegante betonbassin for sig, og arbejdet afskrækkede ham ikke. Han havde masser af tid. Han var 42 år, i form og stærk. Han kunne udføre arbejdet selv. Men han vidste, at hans trang til at besøge vandfaldet i granitbruddet og bade i det iskolde brøl, ikke ville forlade ham, bare fordi han havde gravet et bassin hjemme hos sig selv.
Mens han vandede, betragtede ham himlen over muren i vest. Den så ud som perlemor. Længere mod vest lå Alperne. Han havde besøgt Val d’Isere, hvor han havde stået på ski. Han elskede dette bælte af land, trukket tilbage fra Middelhavet. Han elskede de øde bjergegne, som han havde kendt hele sit liv.
Da det mørknede, rullede han haveslangen sammen og hængte den på plads på aluminiumsbeslaget på muren. Han følte sig behageligt træt.
I nyhederne havde han på sit fjernsyn set noget, som fik ham til at grine højt. Det skete sjældent. Indslaget blev præsenteret som et kuriosum, som når man så et kort klip af en statsmand, der faldt på en trappe, eller pavens kalot, der rejste sig i vinden og blæste af hans hoved.
Oplæseren på fjernsynet forklarede, hvordan statsministeren i Danmark havde ‘sin egen, uortodokse måde at tackle civile provokationer på’. På skærmen så han billeder af en forsamling på en plads. Der var opstillet et langt bord med kager på. Oplæseren fortalte, hvordan en ‘ung, autonom civilist’ havde afbrudt prisoverrækkelsen i en lokal kagekonkurrence. Solsorten så en ung, sortklædt mand komme løbende ind i billedet. Han så den unge mand gribe en kage, som han tværede ud i nakken på en mand i sort jakkesæt.
Oplæseren sagde, - Statsministeren reagerede hurtigt.
Solsorten så manden med kagen i nakken gribe en større lagkage, som han klaskede smask i hovedet på den unge mand. Han kunne se manden, som var statsminister i Danmark, grine. Det hele varede kun et øjeblik, før oplæseren var tilbage i billedet. Hun så ind i kameraet og sagde alvorligt, - Måske et eksempel til efterfølgelse for andre statsledere.
Solsorten følte sig opmuntret.
Filmklippet havde noget uskyldigt og uvirkeligt over sig. Han tænkte på, om han ville have grinet, hvis episoden havde udspillet sig i hans eget land – eller i … Korea? Han forestillede sig tumult, skud og personer, der skreg og søgte dækning. Han forestillede sig billeder af angriberen liggende død foran kagebordet.
Han havde aldrig hørt om den danske statsminister. Han havde aldrig været i Danmark. Han forestillede sig et koldt, lille land ovenfor Tyskland. Han kunne ikke huske, at han havde hørt noget om Danmark. Skandinavien. Det sagde ham ikke rigtig noget. Lidt efter kom det til ham, at digteren H.C. Andersen var dansker. Han kunne huske et eventyr fra skolen, om en kejser, en idiot, som lod sig narre af en skrædder og gik nøgen gennem byen i den tro, at skrædderen havde syet ham en smuk dragt.
Han gik ned i kælderen og trænede.
Den følgende søndag var endnu varmere, selv i bjergene.
Denne dag havde han udvekslet et par bemærkninger med Lemek, da cafeværten havde bragt ham hans champignonomelet og glasset med øl.
Og Lemek havde sagt, - Der er et brev til dig.
Han havde gennemført sit sædvanlige søndagsritual alligevel, men måske skyndt sig lidt mere end normalt. Tanken om brevet forlod ikke hans hjerne, mens han badede under vandfaldet, og han tørrede sit korte, grånende hår med hurtige bevægelser, før han satte sig ind i Volvoen og kørte ad de snoede veje tilbage til sin bungalow.
Han læste brevet siddende ved bordet i sit kølige køkken.
Brevet var det fjerde, han havde modtaget ved Lemeks mellemkomst. Lemek vidste intet om afsenderen af disse breve. Lemek vidste, at Solsorten sandsynligvis havde opgivet adressen på cafe ‘Zelon’, fordi han ikke ønskede, at afsenderen af disse breve skulle kende hans nøjagtige adresse. Det forstod Lemek godt, uden at Solsorten behøvede at forklare ham noget. Og Lemek vidste, at han, Solsorten, ville have gjort det samme for ham.
Brevet indeholdt ét ord.
Da han havde ringet på sin mobiltelefon og talt i nogle minutter, gik han ud i haven for at tænke. Det var et mærkeligt tilfælde, tænkte han. Ikke et farligt eller bekymrende tilfælde. Ikke noget at være bange for eller tage sig af. Det var bare underligt.
Han havde talt med manden i Paris i præcis to minutter og treogfyrre sekunder, mens han som de andre gange forsøgte at forestille sig mandens ansigt, selv om han vidste, hvor håbløst det var at prøve ud fra stemmen alene.
Manden i Paris havde ikke fortalt ham mere end de foregående tre gange, Solsorten havde modtaget hans brev og derpå ringet ham op. De forrige tre gange havde oplysningerne været nok, og pengene var blevet betalt punktligt.
Så denne gang havde Solsorten indvilget uden betænkelighed – trods det sære sammenfald med det, han havde set i fjernsynet. Han tænkte ikke nærmere over det, det var bare en kuriøs ting i hans baghoved.
Den aften havde han droppet træningen. Han ønskede, at han havde haft en kraftig computer, men den manglende internetforbindelse heroppe var måske den eneste virkelige ulempe ved at bo her. I stedet fandt han nogle bøger i sin reol. Han satte sig til at læse. Af og til gjorde han et notat på en blok, som han havde fået af Lemek. Det var en lille notesblok med blade af neonfarvet, gult papir med cafe ‘Zelons’ logo i venstre hjørne. Ordet ‘Zelon’ var tegnet, så det så ud, som om ordet blev dannet af ét rør, som snoede sig på en kunstfærdig måde og dannede ordet. Hans notater var udformet som små spørgsmål. Hans håndskrift var lille og gnidret.
På et tidspunkt hentede han en flaske whisky og et glas. Han arbejdede til klokken to om natten. Da han var færdig, havde han et klart billede for sit indre blik. Der var folk, han var nødt til at kontakte, men nu vidste han hvordan og hvornår. Solsorten var ikke den, der overlod noget til tilfældigheder. På den anden side var han en mand, som kendte betydningen af at have alle forberedelser i hovedet og ikke involvere andre, før det var nødvendigt.
Han lagde sig til at sove. I mørket hørte han lidt efter i det fjerne, længere oppe i bjergene, i de store mørke træbælter, en ulvs langstrakte, ensomme hyl.